"Flygt ikke, kujoner og nedrige krapyl, for det er en enlig ridder, som angriber jer!"
Cervantes’ Don Quijote (1605)

400 års jubilæum I år 2005 fejrede Spanien 400 året for udgivelsen af første bind om Don Quijote, Ridderen fra La Mancha, ofte benævnt Ridderen af den bedrøvelige skikkelse, et navn, som han fik af sin væbner og ven Sancho Panza. På trods af dette tilnavn er det et berusende eventyr at følge det umage par på deres rejse gennem Spanien på jagt efter eventyr. Den høje, tynde, Don Quijote på den magre krikke, Rosinante og den trinde, snu og madglade Sancho på sit æsel udgør et uforligneligt par, som formentlig har inspireret til lignende par lige siden, såsom Gøg og Gokke, i Danmark Fy og Bi og mange flere. I Spanien var der stor festivitas i anledning af jubilæet, og spanierne er gode til festivitas. Alle landsbyerne i La Mancha sloges om, hvem der havde æren af at være Don Quijotes hjemby, og videnskabsmænd på de spanske universiteter forsøgte at fastlægge det sted, hvorfra den drabelige ridderfærd startede. Don Quijote er blevet ikon, og der er tilrettelagt særlige rejseruter i det centrale Spanien, hvor man kan følge i ridderens fodspor. Der er udkommet særlige kogebøger med de retter, som Don Quijote og Sancho fik på deres rejse. Den danske Kirke øst for Malaga, hvor Birgit og jeg har haft den glæde og fornøjelse at komme gennem flere år, har de heller ikke holdt sig tilbage. I 2014 har man arrangeret en 3-dages tur med temaet "I Don Quijotes Fodspor", og udover det dejlige præstepar Mads-Bjørn og Marie Jørgensen deltager 30-35 medlemmer af den trofaste menighed.

Inden vi tog afsted den 11. marts 2014 genlæste jeg Cervantes forrygende fortælling om Don Quijote og lavede samtidig en koncentreret fremstilling af bogen.

Miguel de Cervantes Miguel de Cervantes er en spansk forfatter, som skrev både romaner, skuespil og digte. Hans navn er først og fremmest knyttet til romanen Don Quijote (oprindelig Don Quixote). Inden vi kigger lidt på denne roman, som er et af de mest betydningsfulde europæiske værker, vil jeg kort berette om forfatterens liv. Don Miguel de Cervantes Saavedra bliver født den 29. september 1547 som det fjerde ud af seks børn i Alcalá de Henares, Spanien, en universitetsby, som ligger ca. 35 km øst for Madrid. Der er lidt usikkerhed om fødselsdatoen, men det formodes, at han efter traditionen får navnet Miguel (på dansk Mikael), fordi han er født på ærkeenglen Mikaels navnedag, som er den 29. september. Vi ved, at han bliver døbt den 9. oktober samme år i byens sognekirke Santa María la Mayor. Faderen Rodrigo de Cervantes er omrejsende barber/kirurg (vel det, som vi i Danmark kaldte en bartskærer), en profession, som på den tid var ringe agtet og lige så ringe aflønnet. Rodrigos far var en indflydelsesrig sagfører, og en onkel var gennem mange år borgmester. Moderen Leonor de Cortinas, hvis familienavn er Saavedra, menes at være efterkommer af en jødisk familie, som har konverteret til kristendommen. Hendes far mister sin formue, og datteren bliver tvunget til at indgå "et fornuftsægteskab" med Rodrigo.

Vi ved ikke meget om Cervantes tidlige liv. Da Miguel er tre år gammel, flytter familien til Valladolid, som på den tid er hovedstad. Her kommer faderen i gældsfængsel i en periode. Da Miguel er syv, flyttter familien til Córdoba, hvor Miguels farfar bor. Vi ved, at faderen i 1564 opholder sig i Sevilla, formentlig med familien, men to år senere er familien i Madrid, som netop er blevet landets hovedstad, og derfor inde i en forrygende ekspansion. Miguel er nu knap 20 år. I en kort periode studerer han på "Estudio de la Villa", et akademi, som ledes af Juan López de Hoyos. I 1569 publicerer Hoyos en elegi over Philip II’s tredje hustru, den unge Isabel de Valois, og den unge Cervantes bidrager med fire digte. Det er første gang, at Cervantes, som Hoyos omtaler som "sin elskede elev", får noget udgivet på tryk. Nogle mener, at Cervantes har studeret ved universitetet i Salamanca, andre at han har studeret ved jesuitterne i Cordoba eller Sevilla, men der er ingen beviser herfor.

Senere i 1569 dukker Cervantes pludselig op i Rom, hvor han får ansættelse hos den velhavende gejstlige Giulio Acquaviva, som året efter bliver kardinal. Årsagen til denne pludselige afsked med Spanien er lidt uklar, men vi ved, at der den 15. september 1569 udstedes en arrestordre på en student ved navn Miguel de Cervantes. Denne arrestordre beskylder samme Cervantes for at have såret en rival, Antonio de Sigura, i en duel, en beskyldning, som ved domfældelse kunne have kostet Cervantes hans højre hånd samt 10 års eksil fra Madrid. Ikke overraskende foretrækker Cervantes at fly, og da Italien på den tid er under kraftig spansk dominans, er landet opholdssted for mange spanske studenter, soldater, diplomater, kunstnere og gejstlige.

Cervantes arbejder bare nogle få måneder for kardinalen, inden han tilslutter sig det spanske regiment, Infantería de Marina, som er stationet i Napoli, der på den tid tilhører den spanske krone. I 1571 deltager han i det berømte søslag ved Lepanto (7. oktober 1571), hvor en flåde fra den Hellige Liga, et forbund af sydeuropæiske katolske sømagter under ledelse af John af Østrig, besejrer en osmannisk (tyrkisk) flåde efter fem timers kamp i den nordlige del af Korinthbugten. John af Østrig (Juan de Austria) er halvbror til den spanske konge Philip af Spanien og uægte søn af Karl V. Den Hellige Ligas sejr forhindrer yderligere osmannisk ekspansion i Middelhavet, og er det sidste større søslag, som udkæmpes mellem galeaser. Den Hellige Liga mister 13 skibe og omkring 8.000 søfolk, mens osmannerne selv sætter 30 af deres egne skibe på grund, 80 bliver sænket og 180 galejer bliver erobret af den Hellige Liga. Mellem 20.000 og 30.000 osmanniske søfolk bliver dræbt eller gjort ukampdygtige, og man befrier 12-15.000 kristne rorsmænd, der er slaver på de osmanniske galejer.

To vidner forklarer, at Cervantes, allerede før slaget bryder løs, lider af feber, men han nægter at følge kaptajnens ordre til at forblive under dæk. Under slaget bliver han ramt af to skud i brystet, og en tredje kugle fratager ham førligheden i venstre arm, som siden er lam. Ved den lejlighed erhverver han sig tilnavnet "el manco de Lepanto", "den enarmede mand fra Lepanto". Cervantes modtager for sin indsats anbefalingsskrivelser fra højtstående personer som John af Østrig og hertugen af Sessa, som er overhoved for de spanske tropper i Italien. Cervantes ser resten af livet tilbage med stolthed på sin deltagelse i slaget, som han mener har ændret Europas historie - og han har måske ret.

Cervantes er indlagt på hospital i seks måneder, før hans sår er helet, så han kan genoptage sin militærtjeneste. Han forbliver i soldatertjeneste de følgende fire år, og han deltager i flere militære aktioner bl.a. mod Korfu i Grækenland og Tunesien. En tid opholder han sig i Napoli, hvor han får selskab af sin yngre broder Rodrigo. I 1575 indskiber han sig på galajen "SOL" for at tage til Barcelona. Undervejs bliver skibet opbragt af af nordafrikanske pirater med base i Algier, kaptajnen og mange besætningsmedlemmer dør under forsøget på at slå fjenden tilbage, mens Cervantes og de øvrige passagerer tages til fange. Da piraternes leder finder de omtalte anbefalingsskrivelser, formoder han, at han har fanget "en guldfugl" og forlanger en løsesum på 500 gulddukater. Cervantes’ familie er, som vi ved, uden midler, og det forlyder, at hans søster skal have "anvendt uortodokse midler" i forsøget på at rejse løsesummen. Disse midler består bl.a. i, at hun henvender sig til Trinitarierne. Trinitarierne er en katolsk munkeorden, Den Hellige Treenigheds Orden (Ordo Sanctissimae Trinitatis), som blev stiftet i 1198 med det formål at virke for løskøbelsen af kristne fanger hos de vantro. Ordenens medlemmer kaldes også Maturinere eller Æselsbrødre, idet brødrene kun måtte benytte æsler som ridedyr. Løsepengene indsamledes ved almisser, hvortil lagdes en del af ordenens egne indtægter. Cervantes og broderen holdes i fangenskab i Algier i de følgende fem år. Fire forsøg på at flygte fra fangenskabet mislykkes, og først i september 1580, da det lykkes familien og Trinitarierne at betale løsesummen, bliver Cervantes sat på fri fod. Efter 12 år er Cervantes tilbage i Madrid hos familien.

Cervantes har formentlig forventet at blive modtaget som en krigshelt og måske opnå en god stilling ved hoffet, dels som følge af de sår, han har pådraget sig i fædrelandets tjeneste, og dels som konsekvens af de udmærkede anbefalingsskrivelser, han medfører. Det viser sig imidlertid, at Cervantes er aldeles glemt ved hoffet, og resten af livet må han kæmpe for at skaffe sig til dagen og vejen. I 1584 gifter han sig med den meget yngre Catalina de Salazar y Palacios, og de slår sig ned i byen Esquivias i provinsen Toledo. Hustruens onkel Alonso de Quesada y Salazar menes at have inspireret Cervantes til karakteren Don Quijote. De følgende 20 år lever Cervantes en nomadetilværelse og rejser over hele Spanien for at forsørge sin familie. I en periode er han proviantør til den spanske armada (som lider et forsmædeligt nederlag i 1588 i Den Engelske Kanal, men det er en helt anden historie). Efterfølgende arbejder han som skatteopkræver. Han går fallit flere gange og sidder mindst to gange i fængsel i hhv. 1596 og 1600 på grund af uregelmæssigheder i sine pengesager. Mellem 1596 og 1600 lever han primært i Sevilla. I 1606 slår han sig ned i Madrid, hvor han bor resten af livet.

Samtidig med at Cervantes kæmper for sin eksistens, finder han dog tid til at skrive. I 1585 udgiver han sit første større værk, La Galatea, som er en såkaldt pastoral romance, dvs. en fredelig, idyllisk og uskyldig beskrivelse af livet på landet. Nogenlunde samtidig udkommer nogle skuespil, hvoraf de fleste er glemte, bortset fra El Trato de Argel, som omhandler de kristne slavers liv i Algier, og El Cerco de Numancia, de opføres på scener i Madrid. La Galatea modtager ringe opmærksomhed, og Cervantes laver aldrig en fortsættelse, hvilket han ellers lover ved flere lejligheder. Han håber at få en rimelig indtægt fra sine skuespil, hvilket heller ikke lykkes for ham.

I 1596-1597, mens han sidder i fængsel i Sevilla, begynder Cervantes at skrive Don Quijote, og i 1605 udkommer 1. del af hans vigtige værk med den formelle titel: "El Ingenioso Hidalgo Don Quijote de la Mancha", "Den sindrige ridder Don Quijote de la Mancha". Cervantes bliver ikke rig ved bogens udgivelse, men han vinder hurtig international anerkendelse for sit værk.

Forsiden af "El Ingenioso Hidalgo Don Quijote de la Mancha", udgivet i 1605.

I 1607 slår han sig ned i Madrid, hvor han lever indtil sin død. I den periode befæster han sit ry som en stor forfatter: i 1613 udgiver han "Novelas Ejemplares", som er en samling på 12 noveller, der beskriver datidens sociale og politiske problemer, i 1614 kommer "Viaje al Parnaso", og i 1615 "Ocho comedias y ocho entremeses" samt 2. del af "Don Quijote". Miguel de Cervantes døde i Madrid den 22. april 1616. I overensstemmelse med sit sidste ønske blev han begravet i kapellet i Trinitatiskirken; det menes, at Cervantes' datter, Isabel de Saavedra, var nonne i Trinitatisklostret. Nogle år senere blev hans grav sløjfet i forbindelse med en udvidelse af kirken, og som det var skik og brug, blev hans knogler formentlig samlet sammen og anbragt et andet sted i kirken. Til dato er hans sidste hvilested ukendt.

Et par måneder efter, at vi var vendt hjem til Danmark, læste jeg, at et hold arkæologer var begyndt at lede efter Cervantes' jordiske rester i Trinitatiskirken. Den historiker, som leder undersøgelsen, oplyser, at kun fem personer er begravet på stedet, heraf er den ene et barn. Konglerester søges lokaliseret ved hjælp af radarudstyr, hvorefter retsmedicinere vil søge at identificere dem via tekniske undersøgelser; som bekendt ved vi, at Cervantes blev hårdt såret i slaget ved Lepanto og fik to skud i brystet og et i den ene hånd. Herudover har han selv kort før sin død oplyst, at han havde seks tænder tilbage. Hvis forskerne har heldet med sig, vil Cervantes for anden gang blive stedt til hvile, og hans grav vil blive en turistattraktion af de helt store.

Cervantes' hovedværk "Don Quijote" betragtes som den første, moderne europæiske roman, en klassiker i vestlig litteratur, og en af de bedste fiktionsromaner, der nogensinde er skrevet. Cervantes er en forrygende fortæller, fyldt med humor og med en mesterlig dialog. Især første del af romanen er meget populær for dens berømte episoder, hvor Don Quijote kæmper mod vindmøller og siden angriber en flok får. Også episoden med barberen og hans "barberskål" er meget morsom. Så stor bliver Cervantes' omdømme, at det spanske sprog på den tid omtales som "la lengua de Cervantes", "Cervantes' sprog". I Spanien kalder man ligefrem perioden omkring Cervantes for "Siglo de Oro", "guldalderen". "Don Quijote" oversættes til engelsk allerede i 1609 (udgives i 1612), men er siden udgivet på alle større - og de fleste mindre - sprog.

En genfortælling af "Don Quijote" I det følgende vil jeg give en (forholdsdvis) kortfattet gengivelse af 1. del af "Don Quijote", begyndende med en præsentation af bogens hovedpersoner. Jeg læste bogen første gang som dreng, og har genlæst den her i 2014 forud for turen i "Don Quijotes fodspor" med medlemmer/venner af "Den Danske Kirke Øst For Malaga". Ethvert forsøg på at genfortælle denne fantastiske roman vil uvægerligt komme til kort overfor den sprudlende original. Så læs den selv. Måske kan dette skærpe din appetit.

Hovedpersonen eller romanens helt Don Quijote de la Mancha er en høj, mager, midaldrende herre af lavadelig byrd, som egentlig hedder Alonso Quijano. Han har hverken kone eller børn, og bor på en mindre landejendom i en lille landsby (navn ukendt) i provinsen La Mancha. En gammel tjenestepige, "som er mere rynket end vis og mere snakkesalig end smuk" passer hus for ham. En fattig mand, som bor i en hytte i nærheden, tager sig af driften af ejendommen. Og det gør han så godt, at Quijano kan bruge al sin tid til at læse romantiske ridderromaner, en genre, som var meget populær på Cervantes' tid. Den megen læsning har gjort ham gal, og han beslutter at begive sig ud på eventyr for at vinde hæder og berømmelse for sig selv og sin udkårne dame, Dulcinea del Toboso. Dulcinea er en grov bondepige, som han engang har været lidt forelsket i. Don Quijotel ænges (som så mange af os) efter "de gode gamle dage" med orden og skønhed, og han håber at kunne genindføre disse dyder fra riddertiden i en tumultarisk og uretfærdig verden. Han ifører sig rustning og hjelm og drager ud for at kæmpe mod uretfærdigheden. Han finder et gammelt øg, som han døber Rosinante. Quijano antager en ny identitet under det adelige navn Don Quijote. Imidlertid falder alle gode intentioner til jorden, da Don Quijote er ude af stand til at opfatte virkeligheden, som den er. Alt bliver opfattet6 og tolket ud fra de forestillinger, som han har tilegnet sig i de mange romaner, han har læst - og forlæst sig på. På trods heraf er Don Quijote yderst intelligent og vidende, og han udtaler sig overbevisende og præcist om litteratur, soldaterlivet, regeringen og andre emner. Dog er der steder i romanen, hvor Cervantes lader os ane, at Don Quijote i hvert fald til tider er klar over sin vildfarelse, men det gør bare romanen mere spændende. Til det sidste forbliver Don Quijote tro mod sine ridderidealer. Selv da Don Quijote må opgive sin riddertilværelse, sker det med respekt for disse idealer, idet han ser det som en konsekvens af sit nederlag til sin frygtelige fjende, Ridderen af den hvide Måne


Sancho Panza er en simpel bonde, som følger Don Quijote - primært på grund af grådighed (idet Don Quijote har lovet at gøre ham til guvernør (statholder eller hersker) over et ørige, men også på grund af nysgerrighed og loyalitet. På enhver måde er Sancho Don Quijotes modsætning, Pancho er en simpel natur sammenlignet med sin herres komplekse galskab, Don Quijote er høj og mager og lider gerne afsavn for at følge sine ædle idealer, mens Sancho er lille og tyk og finder stor glæde i mad og vin. Man kan sige, at Sancho er romanens eneste karakter, som både befinder sig indenfor og udenfor Don Quijotes gale verden. De øvrige personer spiller ofte med og udnytter Don Quijotes galskab, mens Sancho ofte lever med i den, og undertiden gribes han selv af samme galskab. På en måde er han en spejl for Don Quijote. I modsætning til Don Quijote har Sancho en veludviklet humor. Mens den gale Don Quijote narrer både sig selv og andre, lyver Sancho, når som helst, det passer i hans kram. Skønt Sancho er uvidende, ubelæst, krysteragtig og tåbelig, er han på samme tid kløgtig (snu) og har også en vis sans for retfærdig. På en måde humaniserer han fortællingen og bibringer den værdighed og balance, foruden humor og medfølelse. I den sidste ende er han den karakter i bogen, som via din konstante nysgerrighed opnår det bredeste perspektiv og den største visdom. Da Sancho endelig vender hjem efter den sidste udflugt, har han opnået en større selvtillid og fået troen på, at han, på trods af at han tilhører en mindre priviligeret klasse, er i stand til at løse mange problemer.


Dulcinea del Toboso er en simpel bondepige, som er helt uvidende om de mange gerninger, som Don Quijote udøver i hendes navn. Vi møder aldrig Dulcinea i romanen, men der er dog to lejligheder, hvor hun er lige ved at dukke op. I det første tilfælde standser præsten Sancho, som er på vej for at aflevere et brev til hende fra Don Quijote. I det andet tilfælde fortæller Sancho, at Dulcinea er blevet forhekset, hvorfor han ikke kan finde hende. På trods af sin manglende tilsynekomst i romanen spiller Dulcinea en vigtig rolle, fordi hun er indbegrebet af Don Quijotes ridderlige opfattelse af den fuldkomne kvinde. I hans opfattelse er hun smuk og dydig, og hun kompenserer for sin manglende familiemæssige baggrund ved de gode handlinger, hun udfører. Don Quijote beskriver hende næsten udelukkende i poetiske vendinger. Hun er således betydningsfuld, ikke for hvem hun er, men for den betydning, hun har, for Don Quijotes karakter.

En (kortfattet) genfortælling af 1. del af "Don Quijote" Fortælleren i romanen er Cervantes selv. Han betoner ofte, at der ikke er tale om fiktion, men at han blot genfortæller nogle virkelige hændelser. I 1. kapitel læser vi om Don Quijotes overvejelser og forberedelser til sin ridderfærd. Hans første opgave er at finde en passende udrustning. På et loftskammer finder han et gammel rustning. Den var rusten og medtaget af at have ligger her i mere end 100 år og var følgelig dækket af snavs og spindelvæv, og Don Quijote går i gang med at rense og pudse den. De huller, der er i rustningen, lapper han med nogle stykker pap, som han maler, så de ligner stål. Sammen med rustningen lå en gammel hjelm. Den var også i stykker og manglede stropperne. Don Quijote finder nogle grønne bånd, som kan tjene som stropper. Men han skulle jo også have en ædel ganger, det har enhver ridder jo, som vi alle ved. I laden stod et mager og udtæret øg, senet og stædig, i Don Quijotes øjne den fuldkomne stridshest. Jo mere han kiggede på hesten, jo smukkere blev den. Men hvad skulle han kalde sin ganger? Det tænkte han over i flere dage, og endelig dukkede svaret op. Dens navn skal være Rozinante (på dansk oversat til Rosinante). Hvorfor har du givet ham det mærkelige navn, spurgte hans niece? Det skal jeg fortælle dig. Ordet "rozin" betyder "en almindelig hest", og "ante>" er god latin for "tidligere". Derfor vil enhver, som hører, at hestens navn er "tidligere en almindelig hest" forstå, at Rozonante er noget ganske særligt. Men han skulle jo også finde et godt navn til sig selv. Enhver ridder har titlen "Don" foran sit navn, men hvad skulle resten være? Jeg vil kalde mig selv for Don Quijote(i dag skrives det ofte som Don Quijote), og da jeg bor i La Mancha, skal hele verden lære mig at kende som "Don Quijote de la Mancha".

Men endnu en vigtig ting mangler. I alle de historier, han har læst, har helten altid en dame, hvis navn han påkalder i nød og farlige situationer, en dame, som han overrækker de priser, han vinder i kamp. For hendes fødder han knæler efter hver afsluttet ridderfærd. Fra hende skal ridderen modtage sejrens krone. Don Quijote kender imidlertid ikke mange kvinder, og han tænker i lang tid. Hverken husholdersken eller tjenestepigen kan bruges, mener han. Så kom han i tanker om en smuk, rødkindet bondepige, som boede i nærheden af landsbyen Toboso. Hendes navn er Adonza Lorenzo, og for mange år siden har hun smilet til ham, da han passerede hende på gaden. Han har ikke set hende, efter at hun er blevet voksen, men han er sikker på, at hun er blevet dem smukkeste og mest charmerende kvinde, man kan tænke sig. "Adonza Lorenzo skal det være!", udbryder han. Men hvad med navnet, det er for ordinært. Hvorledes vil det lyde sammen med ridderen Don Quijote de la Mancha? Han tænker over det i mange dage, og endelig finder han det. Hun skal hedde Dulcinea, Dulcinea del Toboso. Så efter flere ugers forberedelse er Don Quijote de la Mancha parat til at begive sig afsted.

Det første eventyr Allerede i 2. kapitel tager Don Quijote ud på sit første eventyr. Efter en lang dags ridt standser han ud for en kro for at spise. Han antager kroværter for at være slotsherre og to prostituerede, som han møder udenfor, for prinsesser. Han reciterer poesi for de to prostituerede, som ler af ham, men går med på spøgen. De får ham til at lægge rustningen og giver ham mad, og Don Quijote nyder måltidet på slottet i de to prinsessers selskab. Under middagen går det op for vores helt, at han endnu ikke er blevet korrekt slået til ridder, hvilket han beder kroværten - undskyld slotsherren - om at gøre. Under dette forsøger to gæster at tage vand fra brønden, hvor Don Quijotes våben befinder sig. Don Quijote slår de to gæster ned, og værten skynder sig at slå Don Quijote til ridder og sender ham skyndsomt bort. Don Quijote omfavner varmt kroværten og takker, fordi han har slået ham til ridder. Det går op for Don Quijote, at han stadig mangler én ting, nemlig en trofast væbner, som kan følge ham og tjene ham.

Historien om drengen og bonden På vej hjem for at hente penge og rent tøj hører Don Quijote højlydte skrig. Da han kommer nærmere, ser han en bonde, som ubarmhjertigt slår en dreng med en pisk. Don Quijote beder manden sætte sig op på sin hest, så kan de afgøre sagen i kamp på ægte riddervis. Bonden, som bliver forskrækket over ridderens pludselige tilsynekomst, forklarer, at drengen ikke har udført sine pligter; han skal passe mandens får, og nu er halvdelen forsvundet, men drengen klager over, at bonden ikke har betalt ham løn i ni måneder. Don Quijote beder bonden, som han antager for at være en ridder, om at betale drengen, men den snu bonde sværger ved sin ære som ridder, at han vil betale drengen, så snart de er kommet hjem til gården. Herefter rider Don Quijote opløftet videre, mens bonden tæver drengen endnu voldsommere end før. Don Quijote rider hjemad, tilfreds med sig selv og sine første bedrifter. "O Dulcinea, skønnest blandt skønheder, du må være tilfreds med din ridder som i dag har gjort to gode gerninger."

Snart møder Don Quijote en gruppe købmænd, som han beordrer til at prise Dulcineas skønhed. I stedet kommer købmændene til uafvidende at fornærme Dulcinea, og Don Quijote angriber dem. Imidlertid snubler Rosinante midt i angrebet, og Don Quijote falder til jorden. En af købmændenes æseldrivere slår Don Quijote og brækker hans lanse, og købmændene efterlader Don Quijote liggende med ansigtet ned i jorden.

En arbejder finder Don Quijote liggende på vejen og tager ham med hjem. Don Quijote overvælder den brave arbejder med citater fra sine ridderromaner og sammenligner sine trængsler med dem, som ridderne fra hans romaner har været udsat for. Arbejderen venter med at tage Don Quijote med ind i landsbyen til efter mørkets frembrud for at skåne hans værdighed. Inde venter Don Quijotes venner, barberen og præsten, de har netop besluttet sig for at ville gå i gang med at undersøge Don Quijotes bøger, som de mistænker for at være årsag til hans besynderlige adfærd. Familien modtager Don Quijote, giver ham noget at spise og sender ham i seng.


Præsten og barberen er mest stemt for at brænde alle ridderromanerne, mens husholdersken mener, at man blot kan drive djævelen ud af bøgerne med vievand. Don Quijotes niece synes dog, at de for en sikkerheds skyld skal brænde alle bøgerne. Præsten insisterer dog på, at han lige må se på titlerne først. Han kender mange af bøgerne, og han sorterer en del fra, som ikke skal brændes. Bl.a. opdager han en bog af Cervantes, som han påstår, han er ven med, og han beslutter at beholde bogen, især fordi Cervantes i denne lover en fortsættelse.

Da Don Quijote vågner, har hans venner barrikaderet døren til biblioteket og fortæller, at en troldmand har fjernet alle hans bøger - og den følgende nat brænder husholdersken alle bøgerne. Hun fortæller Don Quijote, at troldmanden kom på en sky ledsaget af en drage, og det er årsagen til den megen røg, der er i huset. Don Quijote tror selvfølgelig på hende og forklarer, at troldmanden er hans ærkerival, som frygter, at han, Don Quijote, skal besejre den andens yndlingsridder. Niecen tigger Don Quijote om at opgive sin ridderfærd, hvilket selvfølgelig bliver afslået.

Don Quijote mangler stadig at finde en væbner, som kan tage med ham på hans togter. Nu levede der i landsbyen en fattig mand, Sancho Panza, fattig på penge og fattig på åndsevner. Han havde ofte udført arbejde for Don Quijote på gården. Don Quijote lover Sancho Panza, at han vil blive guvernør over en ø, hvis han vil forlade sin hustru, Teresa og deres børn og blive Don Quijotes væbner, og Sancho indvilliger. Herefter sælger Don Quijote en del af gårdens jord for at skaffe penge til at få repareret sin brynje, af sin nabo låner han en lanse, og hjelmen får han repareret, som han bedst kan. Da de skal til at tage afsted fra landsbyen, opdager Don Quijote, at Sancho Pancha vil ride på sit æsel. Det bekymrer ham lidt, da han aldrig har hørt (læst) om en væbner, som rider på et æsel, men han slår sig til tåls med, at han snart vil erobre en flot ganger fra den første fjende, han møder.

Don Quijote i kamp mod vindmøller Efter en hel dags ridning kommer Don Quijote og Sancho til en mark fuld af vindmøller, som Don Quijote opfatter som kæmper. Han angriber en af dem i fuld fart, mens hans lanse bliver fanget i et af vindmøllens sejl, og han og Rosinante kastes til jorden. Don Quijote forsikrer Sancho om, at det er hans fjende, troldmanden, som i sidste øjeblik ændrede kæmperne til vindmøller. De to rider videre, og Don Quijote forklarer Sancho, at på en ridderfærd må man hverken beklage sig over skader eller sult. Han river en gren af et træ som erstatning for den lanse, som blev ødelagt ved bataljen med vindmøllen. De slår lejr for natten, men i stedet for at sove sidder Don Quijote og tænker på sin elskede, Dulcinea.

Jeg citerer fra Iben Hasselbalchs oversættelse: "I det samme fik de øje på tredive-fyrre vindmøller ude på sletten, og don Quijote udbrød: 'Nu er vi minsandten heldigere end vi kunne ønske, kære Sancho Panza. For dér har vi tredive frygtelige kæmper, sådan godt og vel, som jeg nu vil kæmpe imod og dræbe alle som en. Byttet fra dem skal blive starten på vor rigdom. For dette er en retfærdig krig, og det er en god og gudfrygtig handling at befri jordens overflade for denne dårlige sæd.' 'Hvaffor nogen kæmper?' spurgte Sancho Panza. 'Dem du ser dér, med de lange arme,' svarede hans herre. 'Nogle kæmper har arme på næsten en halv mils længde.' 'Hør nu her,' svarede Sancho, 'det er ikke kæmper, men vindmøller. Det der ligner arme, er vingerne, og når det blæser, snurrer de rundt og driver møllestenen.' 'Det er tydeligt,' svarede don Quijote, 'at du ikke forstår dig på eventyr. Det er kæmper, og hvis du er ræd, så gå lidt væk og bed en bøn, mens jeg kaster mig ud i grum og ulige kamp med dem.'"

Næste dag møder Don Quijote og Sancho to munke samt en vogn, som medfører en adelsdame og hendes tjenere. Don Quijote tror straks, at de to munke er troldmænd, som har fanget en prinsesse, og han angriber dem på trods af deres højlydte protester. Den ene munk falder ned af sit muldyr, og Sancho begynder at røve munkens klæder. Munkens tjenere tæver Sancho, hvorefter de to munke rider videre. Don Quijote anmoder adelsdamen om at tage til Toboso og præsentere sig for Dulcinea, hvorefter han kommer i klammeri med adelsdamens tjenere. Pludselig afbrydes fortællingen, idet Cervantes påstår, at den historiske beretning, som han bygger sin fortælling på, slutter netop på dette sted. Cervantes fortæller, at han er ked af at måtte afbryde historien på dette sted, fordi sådan en ridder fortjener at få fortalt sin historie af en vismand. Cervantes fortæller, at han på et marked i Toledo havde købt nogle arabiske pergamenter af en dreng. Han havde derefter fået en maurer (nedstammer fra de arabisktalende muslimer, som fra Nordafrika invaderede Spanien omkring år 711) til at oversætte pergamenternes indhold, som ifølge Cervantes er skrevet af Cide Hamete Benengeli, og Cervantes fortjeneste er blot den at genfortælle dette oversatte pergament. Adelsdamens tjener giver Don Quijote et voldsomt slag, som beskadiger hans øre, hvorefter Don Quijote slår ham til jorden og truer med at slå ham ihjel. Han opgiver dog sit forehavende, da nogle kvinder i selskabet lover, at tjeneren vil præsentere sig for Dulcinea.

Sancho beder nu Don Quijote om at gøre sig til guvernør over den omtalte ø, da de nu efter hans mening har vundet kampen, og Don Quijote forsikrer ham om, at det vil ske snart. Sancho er bekymret over, om politiet vil komme efter dem på grund af slagsmålet med adelskvindens tjener, men Don Quijote beroliger Sancho med, at riddere aldrig kommer i fængsel, fordi de har tilladelse til at bruge magt i deres kamp for retfærdighed. Sancho tilbyder at tage sig af Don Quijotes blødende øre. Don Quijote fortæller Sancho om en vidunderlig balsam fra Fierbras, som har magt til at kurere ethvert sår, og som er nem at fremstille. Sancho foreslår, at de skal starte en produktion og tjene masser af penge, men Don Quijote afslår. Da Don Quijote ser, hvilken skade tjeneren har gjort på hans hjelm, sværger han at hævn sig, men Sancho minder ham om, at tjeneren jo har lovet af præsentere sig for Dulcinea til gengæld. Don Quijote fortryder, og i stedet sværger han, at han vil opføre sig som en rigtig ridder, indtil han får en ny hjelm. De to tilbringer natten under åben himmel, hvilket passer Don Quijotes romantiske temperament fint, men mindre godt den prosaiske Sancho.

Historien om hyrderne Don Quijote og Sancho slutter sig til en gruppe gedehyrder. De spiser og drikker sammen, og Sancho bliver fuld, mens Don Quijote fortæller om "guldalderen", da jomfruer kunne rejse ubekymrede omkring. Han siger, at ridderne blev skabt for at beskytte disse jomfruers uskyld, og en af gedehyrderne synger en kærlighedssang. En anden hyrde lægger et grødomslag på Don Quijotes ødelagte øre. Et af hyrderne ved navn Peter fortæller en historie om en anden hyrde, Chrysostom, som er død af kærlighed til Marcela, en smuk og velhavende forældreløs kvinde, som har forsaget sine rigdomme for at leve som gedehyrde, og hun har afvist alle ægteskabstilbud. Gedehyrderne inviterer Don Quijote til at komme med til Chrysostoms begravelse den følgende dag, hvorefter alle lægger sig til at sove, bortset fra Don Quijote, som hele natten synger elskovssange for Dulcinea.

På vej til begravelsen møder de en rejsende ved navn Vivaldo. Han spørger Don Quijote, hvorfor han er bevæbnet i sådan en fredelig egn, og Don Quijote forklarer ham om riddervæsenets principper. Vivaldo sammenligner ridderens livsstil med den, der føres af en munk, hvortil Don Quijote svarer, at ridderne udfører Guds vilje, mens munkene beder om den. Don Quijote mener, at ridderne snarere er dedikerede til at forsvare kvinderne end Gud, og han priser Dulcinea i blomstrende og poetiske vendinger. Gruppen ankommer til begravelsesstedet, samtidig med seks mænd kommer bærende med Chrysostoms legeme. Chrysostoms ven Ambrosio holder en stemningsfyldt tale, hvori han priser den afdøde. Vivaldo beder om, at i hvert fald en del af Chrysostoms poesi bliver gemt, og ikke brændt, hvilket er Chrysostoms ønske, og Vivaldo læser et af digtene op. Digtet priser Marcelas skønhed og beklager samtidig hendes grusomhed. Pludselig dukker Marcela op og fortæller, at hun aldrig har givet Chrysostom eller andre af sine bejlere noget håb om at vinde hende. Marcela forlader dem, før Ambrosio kan nå at svare. Nogle af mændene gør foranstaltninger til at forfølge hende, men Don Quijote siger, at han vil dræbe enhver, som følger efter hende.

Mens Don Quijote og Sancho gør holdt for at spise, gør Rosinante tilnærmelser til en flok hopper, som tilhører en stor gruppe af "yanguesanere" (folk fra Yanguas, som ligger i provinsen Soria). Da "yanguesanerne", som ikke ønsker deres hopper bedækket af øget Rosinante, slår hende, går Don Quijote til angreb. Vores venner taber den ulige kamp mod de talrige "yanguesanere". Mens de ligger på jorden, påstår Don Quijote, at årsagen til deres nederlag er, at han har trukket sit sværd mod en gruppe ikke-riddere, hvilket er en klar overtrædelse af ridderkodekset. Da de kommer på benene, fører Sancho Don Quijote til en nærliggende kro, som Don Quijote igen tager for et slot.

Sancho fortæller kroværten, at hans mester er faldet og har slået sig. Værtens kone og smukke datter tager sig af Don Quijotes sår. Don Quijote bilder sig ind, at datteren er blevet forelsket i ham og vil komme og ligge hos ham om natten. Uden at Don Quijote ved det, ligger der også en kusk i værelset. I løbet af natten får kusken besøg af Maritornes, som er den smukke datters pukkelryggede tjenestepige. Ved en fejl hopper tjenestepigen op i sengen til Don Quijote, som selvfølgelig tager hende for at være kroværtens smukke datter, og han begynder at gøre kur til hende. Det får forståeligt nok kusken til at gå til angreb på Don Quijote. Imens hopper Maritornes over i Sanchos seng for at skjule sig. Vækket af disse tumulter kommer kroværten farende, og der opstår et voldsomt slagsmål mellem kroværten, kusken og Sancho.

Don Quijote fortæller Sancho, at kroen er fortryllet, at en prinsesse kom ind for at fri til ham, men at han blev overfaldet af en kæmpe. Han lover Sancho, som beklager sig over de sår, han har fået, at han vil lave den magiske balsam, som kan kurere Sanchos sår. Don Quijote blander ingredienserne og drikker af medicinen. Resultatet er, at han kaster op og besvimer. Da han vågner, har han det straks bedre, og er sikker på, at det er lykkedes ham at fremstille den mytiske balsam. Sancho indtager også medicinen. Han kaster ikke op, men bliver meget syg. Don Quijote forklarer det med, at balsammen ikke virker på Sancho, fordi han er væbner og ikke ridder.

Da Don Quijote skal til at forlade kroen, forlanger værten penge for opholdet, hvilket Don Quijote indigneret afviser; ingen af ridderne i de mange romaner, som Don Quijote har læst, har nogensinde betalt for kost og logi, og han rider afsted, fulgt af værtens forbandelser. Da Sancho heller ikke vil - eller kan - betalt, tager en gruppe landstrygere ham og leger himmelspjæt med ham. Don Quijote er for medtaget til at stige ned af Rosinante og komme Sancho til hjælp, hvilket han tilskriver troldmanden. Det lykkes Sancho at komme afsted, og han er stolt over at have sluppet for at betale - indtil han opdager, at værten har taget hans saddeltasker.

Kampen mod en fåreflok På vejen bort fra kroen beklager Sancho sig over hans fortrædeligheder, da pludselig Don Quijote får øje på nogle støvskyer på vejen. Han forestiller sig, at det er to store hære, som står overfor hinanden, klar til kamp, mens Sancho forsøger at fortælle sin herre, at støvet er rejst af to fåreflokke. Don Quijote afviser ham og kaster sig ind i slaget, og han har dræbt syv får, inden et par stenkast fra to hyrder har slået to af hans tænder ud. Sancho fortæller, at hærene faktisk bestod af får, men Don Quijote forklarer, at en troldmand midt under kampen forvandlede soldaterne til får for at aflede hans opmærksomhed. Don Quijote beder Sancho om at føre ham til den nærmeste kro. Sancho fortæller Don Quijote, at deres problemer skyldes, at Don Quijote har brudt sit løfte om at føre en korrekt livsstil, indtil han finder en ny hjelm. Don Quijote erklærer sig enig heri, men bebrejder Sancho ikke at have gjort ham opmærksom på det.

Da natten falder på, møder de en gruppe præster, som sørgende ledsager en død mand. Da præsterne nægter at give sig til kende, slår Don Quijote den ene af dem af hesten, og de andre præster spreder sig. Don Quijote fortæller den sårede præst, at han er kommet for at hævne skader, men præsten beklager sig over, at Don Quijote har skadet ham uden at hævne noget. Imens stjæler Sancho varer fra præstens muldyr. Da præsten rider bort, råber Sancho efter ham, at hans ulykke skyldes Don Quijote, "Ridderen af den bedrøvelige skikkelse". Fornøjet med sin nye titel spørger Don Quijote Sancho, hvorledes han er kommet på den, og Sancho svarer, at Don Quijotes ansigt ser bedrøvet ud uden de manglende tænder. Men Don Quijote mener, at det er en troldmand, som har fået Sancho til at tænke på den titel. De fortsætter deres ridt ind i en dal, hvor de spiser aftensmad. I løbet af natten hører de en uhyggelig bankelyd. Sancho beder Don Quijote om at vente til den næste morgen, inden han undersøger sagen, men Don Quijote vil straks tage sig af den farlige fjende. Han instruerer Sancho om at vente tre dage, inden han melder hans død til Dulcinea, skulle han ikke vende tilbage. Sancho binder i al hemmelighed et reb om Rosinantes ben, og da Don Quijote opdager, at Rosinante ikke kan bevæge sig, indvilliger han i at vente til den følgende morgen med at undersøge sagen.

Næste morgen tager vores to venner afsted. Da de kommer til en lille stribe huse ved floden, opdager de, at den frygtelige bankelyd skyldtes hamre, som bruges til at behandle klæde med under fremstillingen. Sancho ler, Don Quijote slår ham med lansen. Han beordrer Sancho til at tale mindre til ham i fremtiden. Sancho accepterer dette, efter at Don Quijote fortæller, at han vil efterlade ham nogle penge i sit testamente.


Historien om barberen og hjelmen Dagen efter ser Don Quijote og Sancho en mand på et muldyr, manden har noget glinsende på hovedet. Manden er barber og har et vandfad på hovedet for at beskytte det mod regn. Men Don Quijote antager manden for at være en ridder, som bærer den mytiske Mambrinos hjelm, og han sætter sig for at erobre hjelmen fra ham. Mambrino er en maurisk sagnkonge, som har en hjelm af guld; hjelmen forlener sin bærer med udødelighed. Da Don Quijote angriber den stakkels barber, stikker denne af og efterlader både muldyr og vandfad. Sancho ler ad Don Quijote og fortæller ham, at hjelmen er et vandfad. Don Quijote forklarer, at den fortryllede hjelm må være faldet i hænderne på nogen, som ikke har kendt dens værdi, og har smeltet den om til et vandfad. Han beslutter at bære vandfadet, indtil han i den næste landsby kan få den lavet om til en hjelm. Sancho begynder igen at beklage sig over den ublide behandling, han havde fået på kroen, mens Don Quijote havde forholdt sig i ro. Don Quijote forklarer, at der bare var tale om en spøg, og at han ville have vendt tilbage for hævn, hvis det ikke havde været tilfældet. Don Quijote forklarer også, at han vil vinde en prinsesses kærlighed ved at kæmpe for hendes gader, kongen. Så vil han ægte prinsessen og gøre Sancho rig.


Eventyret om galejslaverne Snart møde vores venner et hold galejslaver i lænker. Fangerne beskyttes af to væbnede vagter til fods samt to til hest. Sancho advarer Don Quijote mod at blande sig, men på trods heraf nærmer Don Quijote sig fangerne og beder hver enkelt af dem om at fortælle sin historie. Hver af slaverne opfinder en historie, hvori deres kriminelle adfærd fremstilles som berettiget eller endog nødvendig. Dette får Don Quijote til at gå til angreb på soldaterne, og fangerne slutter sig selvfølgelig til ham. Slaverne sættes på fri fod, og Don Quijote beordrer dem til at præsentere sig for Dulcinea, hvilket de nægter. Da Don Quijote insisterer, angriber de ham og stikker af med hans og Sanchos ejendele. Sancho er stærkt bekymret for, at politiet eller militæret vil komme efter dem og opfordrer Don Quijote til at søge tilflugt i bjergene.

Uheldigvis har en af galejslaverne, Gines de Pasamonte, også gemt sig i disse skove, og Gines stjæler Sanchos æsel, Dapple. På vejen finder Don Quijote og Sancho en saddel og en taske, indeholdende en notesbog og nogle penge. Don Quijote giver pengene til Sancho, som beslutter, at der er en rimelig kompensation for hans trængsler. I notesbogen finder Don Quijote et digt og et kærestebrev, som fortæller, at forfatteren er blevet afvist af sin elskede og drevet til galskab af hendes utroskab. Don Quijote får øje på en halvnøgen mand, som hopper omkring i buskadset, og han beslutter at opsøge manden og høre hans historie. Sancho modsætter sig dette, da han er bange for, at det er mandens penge, de har fundet. Mens de søger efter manden, møder de en gammel gedehyrde, som fortæller den nøgne mands historie. En høflig, rig herre dukker en dag op og beder gedehyrden hjælpe sig med at finde de vildeste steder i Sierra Morena. Gedehyrden peger i den ønskede retning, hvorefter manden forsvinder. Senere dukker han igen op, overfalder en af de andre hyrder og stjæler hans mad. Hyrderne finder ham flere dage senere i en elendig tilstand, og de tager sig af ham og giver ham mad. Netop som den gamle gedehyrde er ved at afslutte historien, dukker manden op, Cervantes kalder ham for "den pjaltede ridder med det bedrøvede ansigt", og Don Quijote giver ham et stort knus.

Manden beder Don Quijote om føde og siger, at han vil fortælle sin historie, når blot Don Quijote og de øvrige vil love ikke at afbryde ham. Mandens navn er Cardenio, og han er en velhavende adelsmand fra Andalusien. Siden barndommen har han været vildt forelsket i den smukke Lucinda, og det har hele tiden været meningen, at de to skulle giftes. Men en dag modtager Cardenio en brev fra hertugen, som udbeder sig Cardenios tjeneste for sin søn Ferdinand. Cardenio tager op til hertugen, hvor han møder Ferdinand. De to synes om hinanden og bliver straks venner. Ferdinand er uden sin fars vidende forelsket i en bondepige. For at undgå faderens vrede har Ferdinand besluttet, som han må tage bort en tid og glemme bondepigen. Ferdinand tager til Cardenios forældres hjem for at købe nogle heste. Her møder Ferdinand Lucinda, som han højlydt priser som en af verdens største skønheder. Cardenio nævner, at Lucinda er tilhænger af ridderromaner, og Cardenio og Don Quijote kommer til at skændes over, om en dronning, som optræder i en af romanerne, har haft en affære med sin rådgiver. Dette skænderi afslutter brat Cardenios fortælling, og det ender med, at han i raseri slår Sancho, gedehyrden og Don Quijote, inden han løber tilbage i vildnisset.

Da de rider bort, fortæller Don Quijote Sancho, at han vil opholde sig alene i Sierra Morena for at udføre bodsøvelser og vinde hæder til sig selv. Han siger, at han har været fraværende fra Dulcinea så længe, at han er blevet bekymret for hendes troskab. I stedet for at tage hjem og kontrollere hende, finder han det mere tappert at blive gal ved at forestille sig de krænkelser, hans elskede har påført ham.


Brevet til Dulcinea Sancho afskriver sin herres plan som galskab, og Don Quijote er forbløffet over, at Sancho endnu ikke har indset, at al riddervæsen er galskab. Don Quijote skriver et elskovsbrev, som Sancho skal overbringe Dulcinea - og samtidig afsløre Dulcineas identitet overfor Don Quijote. Sancho er chokeret, da han kender hende som en grov bondepige. Men Don Quijote fortæller Sancho, at mange kærester er opfundne prinsesser, hvis eneste formål er at inspirere ridderne til store bedrifter, og der for er Dulcinea en prinsesse, fordi han siger det. Sancho lover at komme tilbage hurtigst muligt, og han tager afsted på Rosinante.

I sine bodsøvelser beslutter Don Quijote at følge det eksempel, som er givet af den store ridder Amadis, og han betror sig til Gud og priser Dulcineas navn, og han vandrer omkring i dalen og skriver vers på træerne. På vejen hjemad møder Sancho præsten og barberen på den kro, hvor han blev udsat for himmelspjæt. De standser ham og spørger, hvad der er blevet af Don Quijote. Sancho fortæller om sin herres bodsgang og om det brev, han skal aflevere til Dulcinea. Han fortæller om Don Quijotes løfte om at gøre ham, Sancho til herre over en ø og give ham en smuk kone, når Don Quijote selv er blevet kejser. Præsten og barberen er sikre på, at Sancho er blevet gal, og de forsikrer ham om, at Don Quijote helt sikkert vil blive kejser eller i det mindste ærkebiskop. Det sidste bekymrer Sancho lidt, da han frygter, at en ærkebiskop måske ikke vil vide at give ham hans belønning. Præsten og barberen beslutter at tage til Don Quijote, forklædt som kvinder i nød for at narre ham til at tage hjem igen og iført kostumer tager de afsted sammen med Sancho.

Da de nærmer sig det sted, hvor Don Quijote befinder sig, rider Sancho i forvejen for at fortælle, at han har mødt Dulcinea og givet hende brevet fra Don Quijote, og at hun beder Don Quijote om at komme til hende. Hvis Don Quijote nægter at tage hjem, vil præsten og barberen dukke op og udgive sig for damer i nød, som søger ridderen Don Quijotes bistand.

Mens de venter på, at Sancho vender tilbage, møder præsten og barberen Cardenio. Han fortæller dem sin historie, og denne gang fortæller han også slutningen, som han forsømte at fortælle til Don Quijote. Cardenio forklarer, at Ferdinand under et besøg i Cardenios hjem finder et brev fra Lucinda, og han (Ferdinand) bliver så indtaget i hende, at han lægger planer om at vinde hende for sig selv, og Ferdinand tager hjem til sine forældre slot. Mens han er der, modtager Cardenio et brev fra Lucinda, som bønfalder ham om at komme hjem, fordi Ferdinand har friet til hende, og hendes grådige forældre har accepteret frieriet, og hun har mest lyst til at tage sit liv. Cardenio skynder sig hjem og ankommer, netop mens brylluppet finder sted. I stedet for at dræbe sig selv, har Lucinda accepteret Ferdinand som sin ægtefælle, og Cardenio haster bort fra brylluppet og ud i det store vildnis, gal af sort og had.

Snart efter møder præsten og barberen og Cardenio en ung kvinde, Dorothea, som de først tager for at være en mand, da du er klædt i herretøj. Dorothea fortæller sin tragiske historie. Som underskøn datter af en velhavende bonde bliver hendes faders herres søn forelsket i hende. Sønnen frier til hende mange gange, men hun modstår, indtil en dag, da han pludselig dukker op i hendes soveværelse og sværger på, at han vil gifte sig med hende. Hun giver efter ham, da hun er bange for, at han ellers vil tage hende med magt, men har forlader byen og svigter hende. Dorothea følger efter ham, men erfarer, at han allerede har en hustru i en nærliggende by. Det afsløres, at den mand, som har friet til hende under falske omstændigheder, er Ferdinand, hertugens søn, og at hans brud i nabobyen er ingen anden end Lucinda. Dorothea fortæller, at hun er flygtet ud i vildnisset på grund af skam. Cardenio lover at ville hjælpe Dorothea med at få hævn over Ferdinand. Til gengæld lover Dorothea at spille "jomfru i nød" for at narre Don Quijote til at vende hjem. Sancho vender snart tilbage med meddelelse om, at Don Quijote nægter at vende tilbage til Dulcinea, indtil han har vundet hæder og ære som ridder.

Præsten fortæller Sancho, at Dorothea er prinsesse Micomicona, og at hun søger Don Quijotes hjælp til at råde bod på en uret, begået mod hende af en kæmpe. Sancho, den udklædte Dorothea og barberen (iført et falsk skæg) opsøger Don Quijote. I poetiske vendinger bønfalder Dorothea Don Quijote om at dræbe den kæmpe, som har overtaget hendes kongerige, og Don Quijote lover at følhe hende og ikke involvere sig i andre eventyr undervejs. Sancho er tilfreds, da han tror, at han nu vil blive statholder over den lovede ø. Præsten og Cardenio indhenter selskabet på vejen, og præsten hilser Don Quijote, som hverken genkender ham eller Cardenio. Præsten fortæller Don Quijote, at befriede galejslaver har overfaldet ham og barberen.

Dorothea går i gang med at spinde en historie om kæmpen, som har angrebet hendes rige. Hun snubler flere gange undervejs, og præsten er nødt til at hjælpe, for at hun ikke skal afsløre komplottet. Dorothea siger, at hun vil ægte Don Quijote, når han har slået kæmpen, men Don Quijote afslår, da han jo elsker Dulcinea. Dette afslag ophidser Sancho, som kommer til at fornærme Dulcinea, hvorefter Don Quijote slår Sancho. Netop da dukker Gines de Pasamonte op medbringende Sanchos æsel. Cardenio og Dorothea diskuterer Don Quijotes galskab, og Cardenio bemærker, at Don Quijote er så gal, at ingen forfatter kan have opfundet ham.

Don Quijote trækker Sancho til side og beder ham fortælle om sit besøg hos Dulcinea. Sancho opfinder en historie om, at Dulcinea var på arbejde og ikke havde tid til at læse Don Quijotes brev. Mens de rider afsted, dukker den dreng frem, som Don Quijote tidligere søgte at redde fra hans herres pisk. Drengen håber Don Quijote for at være så dum at tage hans herres ord for gode varer og overlade ham til en endnu værre omgang pisk. Don Quijote sværger, at han vil hævne sig på drengens herre, men drengen beder Don Quijote om for fremtiden at undlade at blande sig, da det kun vil gøre tingene værre.

Don Quijote, Sancho, præsten, barberen, Dorothea og Cardenio når frem til den kro, hvor Sancho blev ydmyget med en gang himmelspjæt. Kroværten, kromutter, deres datter og den halvblinde Maritornes foruden præsten, barberen, Dorothea og Cardenio taler om Don Quijotes galskab og de bøger, som de mener har forårsaget den. Præsten og barberen vil brænde kroens samling af ridderlitteratur, men kroværten forsvarer sig herimod med, at regeringen ikke ville tillade udgivelse af disse bøger, hvis de var usande. Men han tilføjer, at han aldrig vil blive ridder, fordi det er blevet gammeldags. Han fortæller selskabet, at en unavngiven herre har efterladt en gammel kuffert fyldt med bøger og manuskripter. Præsten undertrykker sin skepsis og beder kroværten om tilladelse til at læse et af manuskripterne højt for forsamlingen. (Jeg vil anbefale dig at holde tungen lige i munden).

Historien om Anselmo og Lothario Manuskriptet fortæller historien om Anselmo og Lothario, to venner, som bor i Firenze. Anselmo gifter sig med Camilla, en smuk og særdeles dydig kvinde. En dag fortæller Anselmo Lothario, at han ønsker at teste Camillas dyd, og han beder Lothario om at bejle til Camilla for at se, om hun er i stand til at modstå ham. I en meget lang tale fyldt med sonetter og klassiske referencer fortæller Lothario Anselmo, at dennes plan er dum, men Anselmo lytter ikke. Lothario fortæller usandt Anselmo, at han flere gange har friet til Camilla, og at hun har afvist ham. Anselmo udspionerer de to og indser, at Lothario har løjet for ham. Anselmo får Lothario til at sværge, at han vil bejle til Camilla mens Anselmo er borte i en uges tid på forretningsrejse. Lothario bejler til Camilla og mod sin vilje bliver han forelsket i hende. Camilla sender et brev Anselmo og tigger ham om at komme hjem og redde hende fra hans svigefulde ven Lothario.

Anselmo indser, at hans plan virker, og han nægter at komme hjem tidligere end planlagt. Det ender med, at Camilla giver op overfor Lotharios tilnærmelser, og de indleder en kærlighedsaffære. Da Anselmo vender hjem, fortæller Lothario ham, at Camilla har modstået hans forsøg på at forføre hende. Anselmo beder nu Lothario om at skrive kærlighedsdigte til Camilla, hvilket den nu forelskede Lothario gerne gør. Camillas pige, Leonela, hjælper Lothario og Camilla, og indleder selv en kærlighedsaffære med en elsker. Camilla frygter, at Leonela vil bringe skam over hende, men blander sig ikke af frygt for, at Leonela vil fortælle Anselmo om hendes affære med Lothario. En morgen bemærker Lothario Leonelas elsker forlade huset og tror, at Camilla har fået endnu en tilbeder. I et anfald af jalousi fortæller Lothario Anselmo, at han har forsøgt at forføre Camilla, men at hun har endnu ikke givet sig hen til ham. Lothario fortæller, at han skal mødes med Camilla i et værelse på et bestemt tidspunkt, og han opfordrer Anselmo om at observere sin hustrus utroskab. I mellemtiden fortæller Camilla Lothario om sin bekymring for Leonela, og samtidig fortæller Lothario hende om den nedrige plan, som han og Anselmo har lagt. Camilla udtænker en plan, som skal sikre, at hun og Lothario uden risiko kan fortsætte med at mødes. Hun mødes med Lothario i værelset, og - vidende om at de bliver overvåget af Anselmo - foregiver hun hellere at ville stikke en kniv i sit bryst end give efter for Lothario. Bedraget virker, og Camilla og Lothario kan fortsætte deres affære, uden at Anselmo har den mindste mistanke.

Mens præsten er i gang med sin oplæsning, kommer Sancho farende ind i lokalet og fortæller, at Don Quijote har dræbt den kæmpe, som har taget Dorotheas kongerige. De skynder sig ind i rummet ved siden af, hvor de finder, at Don Quijote i sin søvn har ødelagt adskillige af de skind, som kroværten bruger til at opbevare vin i, i den tro, at det var kæmpen selv. Sancho bliver bange for, at det har lange udsigter med, at han vil blive guvernør over øen. Herefter afslutter præsten sin oplæsning af det fundne manuskript: Anselmo opdager Leonelas affære. For at undgå at Anselmo skal myrde hende, lover Leonela, at hun vil fortælle ham noget meget vigtigt næste morgen. Da Anselmo fortæller Camilla, hvad han har fundet ud af, løber hun hen til Lothario, da hun er bange for, at Leonela vil afsløre deres affære overfor . Sa flygter Camilla Lothario. Da Anselmo vågner den næste morgen, er Leonela borte. Da han heller ikke kan finde Camilla, går Anselmo hen til Lotharios hus for hjælp for at opdage, at også Lothario er borte. På vej hen til en anden ven fortæller en rejsende ham om Lothario and Camillas bedrag. Da han når vennens hus, dør Anselmo af sorg over tab af sin ære. Præsten fortæller, at han kan lide manuskriptet, men finder det umuligt at trom at nogen mand kan være så dum.

Og nu venter vi tilbage til hovedfortællingen. Ferdinand og Lucinda ankommer til kroen i forklædning, og efter en tårevædet scene forenes Ferdinand med Dorothea og Cardenio med Lucinda. Ferdinand fortæller selskabet, at han og hans ven kidnappede Lucinda fra det kloster, hvor hun opholdt sig efter at være flygtet fra brylluppet. Alle græder af glæde - undtagen Sancho, som græder for tabet af sin ø, nu da han og Don Quijote ved, at Dorothea ikke er en prinsesse. I sin kvide vækker han Don Quijote og fortæller ham, at Dorothea ikke er en virkelig prinsesse, og at den kæmpe, som han kæmpede mod i sine drømme, kun er et vinskind, men Don Quijote affærdiger Sanchos nyheder som endnu et bevis på, at kroen er forhekset. Han forsikrer Dorothea, at han har svoret at være hendes beskytter, og han fortæller hende om sin kamp med kæmpen.

Dorothea fortæller Don Quijote, at hun stadig er prinsesse Micomicona, og at hun stadig har brug for hans assistance. Mens Don Quijote skælder Sancho ud for hans løgn, dukker en rejsende op, klædt som maurer - i den følgende omtales han som fangen. Han og hans smukke ledsagerske Zoraida er kommet for at bo på kroen. Fangen fortæller, at Zoraida er en maurisk adelsdame, som ønsker at blive døbt. Under middagen holder Don Quijote en tale om forholdet mellem lærde personers og ridderes meriter, og han er så veltalende, at ingen på noget tidspunkt tror, at han er gal.

Don Quijote fortsætter sin beretning om riddernes overlegenhed i forhold til de lærde. Alle er imponerede over hans intelligens, men ingen tror dog, at ridderskab er vigtigere end lærdom. Så begynder fangen at fortælle historien om sin tilfangetagelse i maurisk område.

Fangens historie Fangen fortæller, at han forlod sit hjem for mange år siden, da hans far sendte sine tre sønner afsted ud i verden for at blive hhv. soldat, præst og sømand. Han giver en lang beretning om de krige, han har deltaget i. Han nævner, at han på et tidspunkt kæmpede sammen med Don Pedro de Aguilar, Ferdinands broder. Fangen fortæller om, hvorledes han blev taget til fange og sad i fængsel i Algier. En dag, mens han sad oppe på fængslets tag, kastede Zoraida, som var blevet forelsket i ham på afstand, nogle penge til ham fra et vindue. Sammen med pengene var et brev, hvori hun skrev, at hun havde konverteret til kristendommen, og at hun ville hjælpe ham med at flygte. Fangen skulle også befri hende og tage hende med til Spanien for at blive hans hustru. Fangen brugte Zoraidas penge til at løskøbe sig og nogle af sine fæller og købe en båd. Desuden traf han foranstaltninger til at befri Zoraida fra hendes faders hjem. Fangen fortæller, at han sneg sig ind i faderens have for at se Zoraida og fortælle om sin plan. Mens de er ved at løbe bort, vågner faderen, og det endte med, at de tog faderen med og satte ham fri nogle mil fra byen. Fangen og hans fæller roede i flere dage, inden nogle franske sørøvere overfaldt dem og stjal alle Zoraidas rigdomme. Da de endelig ankom til Spanien, besluttede de at tage til fangens far, få Zoraida døbt og blive gift.

Da fangen har afsluttet sin fortælling, ankommer til kroen en dommer, Juan Perez de Viedma sammen med sin smukke datter, Clara. Fangen indser, at dommeren er hans broder, og de to falder hinanden om halsen. Efter at selskabet er gået til ro, synger en ung sanger elskovssange udenfor kroen, og Cardenio sniger sig ind i kvindernes kvarter og beder dem lytte. Dorothea vækker Clara, for at hun kan høre sangen, idet hun siger, at det er den smukkeste sang, hun nogensinde har hørt. Clara afslører, at den syngende er en ung herre, Don Louis, som bor ved siden af hendes faders hjem. Han er fulgt efter hende i forklædning, fordi han elsker hende. Hun og den unge herre har aldrig talt sammen, men hun elsker ham og ønsker at blive gift med ham. Dorothea lover at hjælpe Clara til at kunne tale med ham.

I mellemtiden står Don Quijote vagt udenfor kroen. Kroværtens datter og hendes tjenestepige Maritornes narrer Don Quijote til at række hånden ind gennem vinduet. De binder hans hånd fast til en dør og lader ham stå i stigbøjlerne på Rosinantes ryg hele natten. Fire ryttere gør nar ad Don Quijote, da de kommer til kroen i løbet af natten. Don Quijote laver sådan et postyr, at kroværter kommer ud for at se, hvad der sker. De fire ryttere, som er i tjeneste ved Don Louis' fader, opsøger Don Louis og beder ham komme hjem, men han afslår. Dommeren trækker Don Louis til side og spørger, hvorfor han ikke vil tage med hjem. I mellemtiden er to gæster ved at forlade kroen uden at betale, og kroværten kommer i slagsmål med dem. Don Quijote nægter at hjælpe kroværten, da han jo har svoret ikke at deltage i nye eventyr, før han har dræbt den kæmpe, som har bemægtiget sig Dorotheas kongerige.

Det Hellige Broderskab Don Louis fortæller dommeren om sin kærlighed til Clara og anmoder om hendes hånd. Dommeren siger, at han vil overveje frieriet. I mellemtiden har Don Quijote overtalt de to gæster til at holde op med at slå kroværten. Samtid ankommer til kroen den barber, fra hvem Don Quijote tidligere stjal fadet, som har antog for Mambrinos hjælm. Barberen anklager Don Quijote og Sancho for tyveri, men Sancho forsvarer sig med, at Don Quijote blot har taget fadet som krigsbytte. Folkene på kroen lader som om de tror Don Quijotes insistering på, at fadet virkelig er Mambrinos hjælm. En vældig kamp bryder ud, og den standser først, da Don Quijote beder præsten og dommeren om at berolige gemytterne. Dommeren beslutter tage Don Louis med til Andalusien sammen med Clara, og han fortæller sine tjenere om planen. Alarmeret af tumulterne dukker pludselige nogle medlemmer af "det hellige broderskab" op. ("Det hellige broderskab" er politikorps, som blev oprettet i slutningen af 1400-tallet af det katolske kongepar Ferdinand og Isabella for at opretholde lov og orden i det netop befriede og forenede Spanien). Officeren opdager, at han har en arrestordre på Don Quijote for at have befriet galejslaverne. Don Quijote ler ad manden, som er så dum at ville arrestere en ridder på hans hellige færd. Præsten pacificerer medlemmerne af broderskabet ved at overbevise dem om, at Don Quijote er gal og derfor ikke tilregnelig for sine handlinger.

Stadig under den opfattelse at Dorothea er prinsesse Micomicona fortæller Don Quijote hende, at tiden er kommet til at fortsætte deres rejse til hendes kongerige, så han kan dræbe kæmpen. Sancho protesterer og fortæller alle, at han har set Dorothea kysse Ferdinand, hvorfor hun ikke kan være en prinsesse. Don Quijote bliver rasende over Sanchos uforskammethed, men Dorothea beroliger ham ved at fortælle, at Sancho måtte have været udsat for en trolddom, som fik ham til at tro, at han havde set hende kysse Ferdinand, og Don Quijote tilgiver Sancho. Sancho indrømmer, at han også mener, at kroen har været fortryllet på grund af alle de besynderlige ting, der er sket her. Han fastholder dog, at han er sikker på at den himmelspjæt, han blev udsat for, blev udført af rigtige mennesker. Don Quijote forsikrer Sancho om, at himmelspjættet også var omfattet af trolddommen, men Sancho tror ikke på ham.

Hjemtur i bur på en oksekærre Barberen og præsten udtænker en plan for at få Don Quijote med tilbage til landsbyen uden Dorotheas og Ferdinands hjælp. De bygger en bur, fanger Don Quijote, binder ham og anbringer ham i buret, som de anbringer på en oksekærre. Barberen udgiver sig for at være spåmand, som forudsiger, at Don Quijote vil vende tilbage til landsbyen og gift med Dulcinea. Don Quijote accepterer fortryllelsen, som er kastet over ham, men han undrer sig over, at det går så langsomt. Han konkluderer, at trolddomskraften må have ændret sig siden riddertiden, hvor riddere for afsted på en sky og rejste med høj hastighed. Da gruppen forlader kroen, giver kroværten præsten nogle papirer fra kufferten, som den ukendte mand havde efterladt. Præsten er ivrig efter at læse dem.

På vejen møder gruppen endnu en præst (en kannik). Kannikken, som er fra Toledo, som slår følge med dem, og undervejs taler han med præsten fra Don Quijotes hjemby. Sancho udfordrer barberen ved at sige, at han er klar over, at han og præsten holder Don Quijote fanget. Barberen truer med også at sætte Sancho ind i buret. Kannikken fortæller præsten, at han betragter bøger om riddertiden som latterlige løgne, som er skadelige for den brede befolkning. Han synes at alle ridderromaner burde bandlyses. Præsten siger, at han i det store og er enig. Kannikken fortæller, at han begyndte at skrive en roman om riddertiden, men standsede, da han indså, at en forfatter enten må skrive en god bog, som offentligheden ikke kan lide, eller en dårlig bog, som kritikerne ikke bryder sig om. Herefter raser han mod teatrets tilstand i Spanien og mener, at der burde være en offentlig instans, som skulle holde øje med hvilke stykker, der blev vist på teatrene. Sancho fortæller Don Quijote, at barberen og præsten har narret ham med trolddommen, fordi de er jaloux på hans store bedrifter. Han spørger Don Quijote, om han har brug for at komme på toilettet, hvilket Don Quijote har. Sancho frtæller Don Quijote, at fortryllede personer ikke har nogen kropslige behov, hvorfor Don Quijotes behov for at bruge toilettet viser, at han ikke er ramt af trolddom. Don Quijote svarer, at det sikkert er en ny form for trolddom, han er ramt af. Da selskabet standser for at spise, slipper præsten ud af buret, og præsten og kannikken fortsætter deres diskussion af ridderskabet. Kannikken undrer sig over, at Don Quijote blander virkelighed og fiktion uden at bekymre sig om forskellen.

Don Quijote fortæller historien om "Ridderen af Søen", en fantasihistorie om trolddom, som efter hans mening beviser det skønne og fascinerende ved historier om riddervæsenet. Don Quijote fortæller også, at han siden, han blev ridder, har været tapper, høflig og velopdragen, mens han har gennemlevet mange eventyr og udholdt mange trolddomskunster.

Eugenio og Anselmo Pludselig dukker en gedehyrde op. Selskabet morer sig over, at gedehyrden taler til gederne, men hyrden fortæller, at skønt han kun er en bonde, ved han dog at tale med både mennesker og dyr. Præsten siger, at han ikke er overrasket.

Gedehyrden, hvis navn er Eugenio, fortæller, at han og hans ven Anselmo er blevet tvunget ud i det simple liv som gedehyrder af Leandra, en smuk og velhavende ung kvinde fra deres by. Leandra løb bort med en arrogant soldat, som siden røvede hende og efterlod hende i en hule i skoven. Eugenio fortæller, at skovene i området genlyder af gråd fra hyrder, som er forelskede i Leandra. Leandras fader anbragte hende i et kloster i håb om, at hun med tiden ville genvinde sit ære. Gedehyrden fornærmer Don Quijote, og de to kommer i slagsmål, mens de andre kommer med tilråb. Don Quijote får da øje på en gruppe bodfærdige personer, som bærer en ikon af Jomfru Maria, de er på vej for at bede om regn. Da han antager, at gruppen er nogle slyngler, som har tagen en adelsdame til fange, angriber ham dem, og bliver slået ned af en af dem. Sancho tror, at Quijote er død, og han begræder højlydt sin ven i en meget udtryksfuld klagesang. Sanchos ord rører Don Quijote, som indvilliger i at tage hjem og afvente, at hans lykke skifter.

Da Don Quijote og Sancho kommer hjem, spørger Sanchos kone, Juana, hvad han har med hjem til hende. Hun slår det hen og siger, at han snart vil blive udnævnt til statholder over en ø, og han har mange historier, som helt sikkert vil more hende. Don Quijotes niece og husholderske byder ham velkommen, men er bekymrede over hans galskab. De frygter, at han vil forsvinde igen, hvilket Cervantes fortæller os, at han vil.

Cervantes afslutter fortællingen med at sige, at han har søgt nær og fjernt efter flere manuskripter om Don Quijote, men at hun ikke var i stand til at finde flere, før han mødte en gammel doktor, som havde fundet i læderkasse i resterne af et gammelt kloster. Kassen indeholdt adskillige pergamenter med sonneter og gravskrifter over Don Quijote, Sancho og Dulcinea. Afslutningsvis fortæller Cervantes, at han har fundet en beretning om Don Quijotes tredje ekspedition, som han håber at kunne publicere.

Hermed slutter bind 1 af bogen. Jeg har også lavet en (forkortet) genfortælling af bind 2 af bogen, som du kan læse, hvis du klikker her.

 

Tilbage til Rejseholdets forside Startside for 7 ugers ferie i Andalusien Forrige side: Den danske Kirke øst for Malaga Næste side: I Don Quijotes Fodspor med Den danske Kirke
Vælg næste side: