"Store hjerter, min kære herre, bør være tålmodige i ulykke
så vel som lystige i medgang. Og det kan jeg bedømme fra mig selv.
For hvis jeg var lystig, da jeg var guvernør, er jeg nu,
da jeg er en væbner til fods, ikke bedrøvet, for jeg har hørt sige,
at Lykken, som de kalder hende, er en fordrukken og lunefuld kvinde
og endny værre blind; og derfor kan hun ikke se, hvad hun gør,
og ved ikke, hvem hun slår ned eller ophøjer."

Sancho Panza i Cervantes’ Don Quijote II (1615)

Prolog
Det er lidt uvist, hvornår Cervantes begyndte at skrive 2. del af Don Quijote, men vi ved, at i september 1614 udkom der en falsk udgave under titlen "Andet bind af den sindrige adelsmand Don Quixote af La Mancha: af Doctor Alonso Fernández de Avellaneda af Tordesillas". Måske var ventetiden på fortsættelsen blevet for lang for bemeldte Avellaneda. Det er stadig omdiskuteret, hvem der stod bag pseudonymet Avellaneda. Nogle mener, at bogen er skrevet af en gruppe venner til en og en stor, spansk forfatter Lope de Vega (Félix Arturo Lope de Vega y Carpio 1562–1635). Måske har den falske udgave været det skub, som Cervantes behøvede for et færdiggøre sin egen version.

Cervantes dedikerer bind 2 til Greven af Lemos og fortæller, at han sender Don Quijote tilbage i verden for at "udrense den kvalme og væmmelse, som er forårsaget ved, at en og en Don Quijote har rendt rundt i verden". Cervantes betror os, at han faktisk afslog et tilbud fra Kejseren af Kina om at blive doktor i det kastillianske sprog på et universitet, hvor romanen Don Quijote skulle være den primære tekstbog. Da kejseren forsømte at tilbyde et forskud, sendte Cervantes kejserens udsending bort og besluttede som nævnt at dedikere værket til Greven af Lemos. Cervantes’ inddragelse af bedrageren Avellanedas falske udgave i sit eget bind 2 medvirker til at sløre grænsen mellem hvad, der er fiktion, og hvad, der er historiske kendsgerninger. Imidlertid begynder handlingen i og en del omkring en måned efter afslutningen af første del, så det hænger ikke rigtigt sammen, men virker fint rent fortælleteknisk. Cervantes har formentlig moret sig meget over dette aspekt.

Genfortælling af 2. del af "Don Quijote" I første kapitel fortæller Cervantes os, at Cide Hamete Benengeli fortsætter sin beretning om Don Quijotes eventyr ved at fortælle, at præsten og barberen besøgte Don Quijote, efter ikke at have set ham i en måned. Don Quijote virket til at begynde med fornuftig, men da præsten får ham til at tale om ridderskab, bliver det klart, at Don Quijote ikke har opgivet sine ridderambitioner. Og da Sancho kommer for at besøge Don Quijote, får han at vide, at de snart skal ud på endnu en ridderfærd. Niecen og husholdersken forsøger at hindre det ved at lukke Sancho ude af huset, men Don Quijote beordrer dem til at lade Sancho komme ind. Han spørger Sancho om, hvorledes hans, Don Quijotes omdømme er i landsbyen, og Sancho fortæller, at mange anser ham for gal. Han fortæller Don Quijote, at der er udkommet en bog om deres tidligere eventyr. Bogen indeholde så mange detaljer, at Sancho er forundret over, hvorledes forfatteren kender alt til dem. Don Quijote mener, at forfatteren er en troldmand, men Sancho siger, at forfatteren er en maurer ved navn Cide Hamete Aubergine. Sancho tager tilbage til landsbyen for at finde studenten Sampson Carrasco, som har fortalt ham om bogen.

Bronzestatuer af Don Quijote og Sancho Panza på Plaza de España i Madrid. I baggrunden ses Miguel de Cervantes.

Mens Sancho henter Sampson, grunder Don Quijote over, om den mauriske troldmand, som skrev bogen, ønsker at ødelægge ham eller lovprise ham. Han beklager, at forfatteren er maurer, fordi han tror ikke, at maurerne nogensinde fortæller sandheden. Sampson ankommer og fortæller Don Quijote om bogen og dens forfatter, Cide Hamete Benengeli. Han nævner også, at romanen er blevet oversat til flere kristne sprog. Sampson kritiserer romanen for de mange anekdotiske sidespring, hvori Don Quijote ikke spiller nogen rolle, men at alle læser romanen desuagtet. Han nævner også flere selvmodsigelser i teksten hvad angår Dapples tilsynekomster og forsvindender (du husker nok, at Dapple er Sanchos æsel).. Sancho siger, at han kan forklare disse uoverensstemmelse, men han må desværre løbe bort i en fart på grund af mavepine.

Sancho vender tilbage og forklarer, at en tyv stjal Dapple fra ham, på et tidspunkt, hvor han var meget nervøs og altereret Sampson siger, at Sanchos forklaring ikke forklarer bogens selvmodsigelser, og Sancho svarer, at måske har forfatteren eller bogtrykkeren lavet en fejl. Han forklarer, hvorledes han brugte de 100 kroner han fandt i saddeltaskerne i Sierra Morena, og Sampson lover at fortælle det til forfatteren, så han kan korrigere bogen. Sampson siger, at forfatteren lover at udgive og en del, når han finder manuskriptet. Sampson fortæller Don Quijote om en ridderturnering, der skal være i Saragossa, og han foreslår, at han, Don Quijote skal søge berømmelse der. Don Quijote tigger og beder Sampson om at skrive et digt, hvori hver linie begynder med et bogstav fra Dulcineas navn.

Cervantes fortæller os, at oversætteren er i tvivl om, hvorvidt dette kapitel er autentisk, fordi det forekommer umuligt, at Sancho skulle have udtalt sig så elegant. Cervantes kender dog ikke oversætteren. Sancho tager hjem til Teresa (hvis navn i slutningen af første del var Juana) og fortæller hende, at han snart vil tage på endnu et eventyr med Don Quijote. Teresa advarer Sancho om ikke at drømme for meget og være tilfreds med sin stand. Sancho svarer, at han ønsker at få sin datter gift og gøre hende til grevinde. Teresa protesterer mod hans plan og siger, at folk vil være lykkeligere, hvis de gifter sig indenfor deres egen klasse.

Niecen og husholdersken tigger Don Quijote om at blive hjemme. De siger, at hvis han absolut skal afsted, at han så snarere skulle tage til hoffet end på ridderfærd. Don Quijote insisterer på, at han nu engang må gøre, hvad han er født til og stræbe efter at blive en rigtig ridder her i livet. Han diskuterer ære og herkomst og påstår, at han kun kender to veje til at at opnå ære og berømmelse, ved hjælp af våben og bogstaver - og at han har valgt våben.

Ulykkelig over Don Quijotes galskab trygler husholdersken Sampson om at tale med ham. Sancho besøger Don Quijote, og de diskuterer Teresas råd og Sancho fortæller, at Teresa ønsker, at Sancho skal modtage løn fra Don Quijote. Don Quijote afslår og siger, at han hellere må blive hjemme, hvis han ikke har styrke til at være væbner. Sancho græder og lover at følge med på færden. Sampson besøger også Don Quijote, men i stedet for at tale ham fra det opfordrer han ham til straks at tage afsted. Cervantes hentyder til en plan, som Sampson har lagt sammen med præsten og barberen, og at denne plan vil blive forklaret i flere detaljer senere i fortællingen.

Afsted på nye eventyr Cervantes fortæller, at Cide Hamete Benengeli velsigner Allah før han beretter om, at Don Quijote og Sancho igen er på ridderfærd. Han beder os om at glemme de hidtidige eventyr og alene være opmærksomme på, hvad der kommer til at ske. Don Quijote og Sancho synes, at det er et godt tegn, at Rosinante og Dapple skryder og stamper, da de tager afsted. Sancho synes, at det er et særlig godt tegn, at vrinsker højere end Rosinante. Don Quijote beslutter at tage til El Toboso for at besøge Dulcinea. På vejen diskuterer han og Sancho betydningen af berømmelse. Don Quijote siger, at folk værdsætter berømmelse, selv i dens negative form. Sancho siger, at han mener, at de skulle prøve at blive helgener snarere end riddere, fordi helgener kommer i himlen. Don Quijote mener, at der allerede er tilstrækkeligt med helgener på jorden, og at han er født til ridderdåd. De beslutter at ride ind i El Toboso om natten. Der går panik i Sancho, da han kommer i tanker om, at han ikke kender Dulcinea hus, skønt han i første del af bogen formodes at have besøgt hende og givet hende Don Quijotes brev. De to løber ind i en bonde, som fortæller dem, at han ikke kender til nogen prinsesse i området, så de bliver udenfor landsbyen for natten.

De tre bondepiger Cervantes siger, at Cide Hamete Benengeli overvejede at springe dette kapitel over af frygt for, at han ikke ville blive troet, men beslutter alligevel at skrive det. Don Quijote sender Sancho afsted for at hente Dulcinea. Igen bliver Sancho grebet af skræk, da han aldrig har set Dulcinea, og han er bange for, at han vil blive overfaldet af folk, som ser ham gå rundt i landsbyen og lede efter kvinder.

Sancho sætter sig ned en tid og har en langvarig dialog med sig selv. Han konkluderer, at han kan narre Don Quijote ved at bortføre den første bondepige, som han møder og præsentere hende som Dulcinea. Sancho ser tre unge bondepiger komme ridende. Cervantes forklarer, at forfatteren ikke siger noget om, hvorvidt pigerne rider på heste eller æsler. Sancho skynder sig hen til Don Quijote og fortæller ham, at Dulcinea er på vej med to piger, alle på hesteryg. Don Quijote protesterer, da han kun kan se tre bondepiger på æsler. Da pigerne rider forbi, griber Sancho fat i den ene of falder ned for hendes fødder og priser hende for at være Dulcinea. Skønt frastødt af hendes ydre - og især af hendes duft - tror Don Quijote, at hun er Dulcinea. Han siger, at en ond troldmand, som ønsker at nægte ham den fornøjelse at se Dulcineas skønhed, har forvandlet hende til en simpel bondepige.

På vejen møder Don Quijote og Sancho en vogn fyldt med skuespillere i kostumer. Don Quijote standser for at tale til dem, men et af kostumerne skræmmer Rosinante, som kaster til herre til jorden. En af skuespillerne stjæler Dapple og genopfører scenen. Don Quijote rider på Rosinante hen til vognen og vil hævne fornærmelsen, men standser, da han ser hele truppen af skuespillere stillet op på vejen bevæbnet med sten. Sancho taler sin herre fra at angribe gruppen, idet han understreger, at skuespillerne ikke er riddere, hvorefter skuespillerne returnerer Dapple uskadt.


Ridderen af Skoven Om natten, mens de sover i en lund, møder Don Quijote og Sancho en og en ridder, som påstår, at han hentæres af længsel efter sin elskede, Casildea de Vandalia, som har bestandig reciterer poesi for. Han kalder sig Ridderen af Skoven og sin væbner Væbneren af Skoven. De to væbnere går ind i skoven for at tale, mens de to riddere bliver tilbage. Sancho og Væbneren af Skoven diskuterer deres fælles forventninger om, at deres herre vil gøre hver af dem hersker over et ørige. De fortæller også hinanden om deres børn. Sancho jamrer over Don Quijotes galskab, men siger, at han er ærlig og uskyldig. Dette i modsætning til Ridderen af Skoven, som ifølge hans væbner er en slyngel. Sancho erklærer, at han har en fin smag for vin, og de to drikker, indtil de falder om kuld.

Samtidig har Don Quijote og Ridderen af Skoven diskuteret deres oplevelser som riddere. Ridderen af Skoven fortæller, at hans dame har sendt ham ud i verden for at få alle riddere til at prise hende skønhed, og han siger, at hans største bedrift var, da han slog Don Quijote de la Mancha. Don Quijote siger, at det ikke er rigtigt og udfordrer ham til en duel. Ridderen af Skoven accepterer, men siger, at de må vente til næste morgen. De vækker Sancho og Væbneren af Skoven, som begynder at diskutere, om de også skal kæmpe.

Ved daggry ser Sancho på Væbneren af Skovens næse og bliver så bange over dens størrelse, at han farer op i et træ før duellen. Ridderen af Skoven ifører sig sådan et fint og skinnende udstyr, så han bliver kaldt Ridderen af Spejlene, men han nægter at vise Don Quijote sit ansigt. Don Quijote venter for at hjælpe Sancho ned af træet og udskyder dermed tidspunktet for duellen. Som følge heraf kan Ridderen af Spejlene ikke få sin ganger i fuld fart, og Don Quijote kan nemt slå ham af hesten. Don Quijote fjerner den faldne ridders visir- og afslører Sampson Carrasco. Don Quijote tror dog ikke, at det er Sampson, han har for sig; han tror, at han stadig er under en trolddom. Væbneren af Skoven fjerner sin papnæse og afslører sig som Thomas Cecial, Sanchos nabo. Sampson priser Dulcineas skønhed, og Don Quijote sparer hans liv. Sampson afslører, at han er i ledtog med præsten og barberen om at få Don Quijote til at holde sig hjemme. Samsons væbner forlader ham, men Samson sværger hævn over Don Quijote.

Sancho er forvirret over de fremmedes identitet. Don Quijote prøver at overbevise ham om, at Væbneren af Skoven olle er Sanchos nabo, men et tryllebillede, på samme måde som Ridderen af Skoven er et tryllebillede i Sampsons skikkelse. Sancho, som ved, at tryllebilledet af Dulcinea, var et bedrag, ved snart ike, hvad han skal tro.


Eventyret med løverne På vejen møder Don Quijote og Sancho Don Diego de Miranda, en herre helt klædt i grønt. Don Quijote introducer sig til Don Diego og fortæller ham om den roman, der er skrevet om hans første eventyr. Don Diego forundres over, at der stadig er riddere på færd i Spanien, og han er glad for at høre om bogen, som han tror, kan korrigere al den nonsens, der er skrevet i de mange ridderromaner. Don Diego beskriver sit liv, og Sancho begynder at tro, at han er en helgen og kysser hans fod. Don Diego fortæller Don Quijote om sin søn, som svigtede videnskaben til fordel for poesien. Don Quijote svarer med en elegant tale om værdien af poesi, som han sammenligner med en sart pige. Mens de taler, spadserer Sancho over til nogle hyrder for at bede om noget mælk.

Don Quijote ser en kærre med to mand komme mod dem, kærren bærer kongens flag, og han øjner straks et nyt eventyr. Han kalder på Sancho, som anbringer den ost (rettere ostevalle), som han lige har fået, i Don Quijotes hjelm. Da Don Quijote tager hjelmen på, løber vallen ned over hans ansigt, og han tror, at det er hans hjerne. der er ved at smelte. Da hen opdager vallen i hjelmen, beskylder han Sancho for forræderi, men Sancho svarer, at en troldmand må have anbragt den der.

Don Quijote råber kærren, som bliver trukket af muldyr, an. Kusken fortæller, at han på vognen har to løver til kongens hof. Don Quijote udfordrer løverne, op på trods af alle protester kræver han, at buret bliver åbnet. De øvrige stikker af, og løvetæmmeren åbner buret. Don Quijote stiller sig overfor løven med en barnlig attitude, men løven strækker sig blot og lægger sig ned igen. Don Quijote beslutter ikke at provokere løverne. Han kalder de øvrige tilbage, og løvetæmmeren beretter om Don Quijotes mod. Don Quijote beder Sancho om at to give kusken og løvetæmmeren nogle penge for deres besvær og omdøber sig til Ridderen af Løverne. Don Quijote erklærer, at han ikke er gal, men at fet for en ridder er bedre at fejle til den modige side end til den kujonagtige. Don Diego inviterer Don Quijote og Sancho til sit hjem, hvilket Don Quijote modtager.

Don Quijote får en hjertelig velkomst i Don Diegos hjem, hvor han møder sønnen Don Lorenzo. Don Quijote spørger ham ud om poesi, og Don Lorenzo svarer, mens har for sig selv overvejer, om Don Quijote er gal. Efter en diskussion om poesi bliver Don Lorenzo enig med sig selv om, at Don Quijote virkelig er gal, men tapper og med en skarp intelligens. Don Lorenzo reciterer noget poesi for Don Quijote, som siger, at det er det bedste, han nogensinde har hørt. Don Lorenzo bliver smigret på trods af, at han finder Don Quijote gal. Don Quijote bliver hos Don Diego i fire dage, hvorefter han fortsætter jagten på nye eventyr.

Brylluppet Don Quijote og Sancho møder nogle studenter og bønder, som er på vej til bryllup mellem Quiteria den Smukke og Camacho den Rige. Studenterne fortæller Don Quijote, at en mand ved navn Basilio er forelsket i Quiteria , og at Quiteria alene gifter sig med Camacho på grund af hans rigdom. Under samtalen kommer to af studenterne op at skændes om det fortjenstfulde ved at studere fægtekunst, og de udfordrer hinanden til en duel, hvori Don Quijote skal fungere som dommer. Den teknisk mest dygtige fægter vinder, og romanens fortæller mener, at dygtighed altid vil vinde over styrke. Gruppen kommer til landsbyen midt om natten, men Don Quijote insisterer på at sove udenfor i felten. Da Don Quijote og Sancho ankommer til brylluppet, priser Sancho Quiteria for at gifte sig til penge snarere end af kærlighed, Don Quijote er uenig heri.

Basilio dukker op til brylluppet og kaster sig selv på sin daggert. Døende nægter han at skrifte overfor Gud med mindre Quiteria vil gifte sig med ham, og Quiteria indvilliger. Herefter afslører Basilio, at det er et trick, han har slet ikke stukket sig selv med sin daggert. Der følger et voldsomt slagsmål, som Don Quijote standser, idet han udbryder, at ingen må kæmpe mod fejl, som er begået i kærlighedens navn. Basilio og Quiteria bliver gift, og Camacho trøster sig med, at Quiteria sikkert ville have elsket Basilio under alle omstændigheder. Don Quijote og Sancho forlader selskabet for at ledsage de nygifte på deres vej.

Eventyret i hulen Don Quijote og Sancho tager afsted mod Montesinos Hule med Basilios fætter som guide. Fætteren er forfatter og skriver parodier på store klassiske værker. Da de tre når frem til Montesinos Hule, firer Sancho og fætteren Don Quijote ned i hulen i et reb. De venter en halv time, inden de trækker ham op - bare for at finde Don Quijote sovende.

Don Quijote fortæller Sancho og Basilios fætter, at han nede i hulen fandt en lille krog, hvor han faldt i søvn. Da han vågnede, befandt han sig på en dejlig mark. En gammel mand henvendte sig til ham og forklarede, at han var Montesinos og befandt sig under en forfærdelig trolddom. Montesinos forklarede, at han havde skåret hjertet ud af brystet på sin fætter, Durandarte, da Durante var død. Efter Durantes ønskes bragte han hjertet til Belerma, Durandartes hustru. Men nu havde Merlin kastet en fortryllelse over dem, så de ikke kunne forlade hulen. Merlin har profeteret Don Quijotes komme og forudset, at Don Quijote ville hæve fortryllelsen. Don Quijote siger, at han var i hulen i tre dage og tre nætter. Dulcinea i sin fortryllede form var også til stede. Sancho, som kender sandheden om Dulcineas fortryllelse, tror, at Don Quijote er blevet skør. Don Quijote siger, at han er klar over, at Sancho kun modsiger ham, fordi han elsker ham. Sancho vil snart erfare, at historien er sand, skønt den må forekomme fantastisk for ham nu. Cervantes siger, at oversætteren fandt en besked fra Cide Hamete Benengeli i manuskriptets margin, en advarsel om, at han ikke troede, at Don Quijotes historie var sand. Faktisk skal Don Quijote have indrømmet dette på sit dødsleje. Basilios fætter er begejstret over eventyret i hulen og lover at bruge den i sine bøger. Tilbage på vejen møder de tre en mand med et læs våben. Manden lover at fortælle dem sin historie, hvis de vil møde ham på den kro, hvor han opholder sig. Derefter møder de en ung mand på vej i krig, og Don Quijote roser en unge mands tapperhed.

Dommerne der kunne skryde som æsler og dukkeføreren På kroen møder Don Quijote manden med våbnene. Manden fortæller en historie om to dommere, som har mistet et æsel på et bjerg i nærheden af hans landsby. For at få æslet igen går dommerne rundt om bjerget og skrydede som et æsel. Skønt det ikke lykkes at få fat i æslet, er de meget imponerede over deres evne til at imitere æsler. Nabolandsbyen hører om dommernes pjankede opførsel, og hver gang en beboer fra en af de og re landsbyer passerer en beboer fra dommernes landsby, skryder han som et æsel. Som følge heraf vil de to landsbyer nu gå i krig mod hinanden.

Mester Peter, en meget berømt dukkefører, ankommer til kroen med en abe. Aben kan hviske et menneskes skæbne ind i sin herres øre. Sancho vil betale Mester Peter for at fortælle, hvad hans hustru bedriver lige nu, men Mester Peter falder på knæ, og aben priser Don Quijote overstrømmende. Don Quijote er smigret, men tror at Mester Peter har indgået en pagt med djævelen. Han spørger aben, om oplevelserne i hulen var sande eller falske, og aben svarer, at nogle dele var sande og andre falske.

Mester Peter opfører en marionetforestilling for Don Quijote. Forestillingen viser en ridders rejse til fremmede lande for at frelse sin hustru. Don Quijote bliver så overbevist om, at forestillingen er virkelig, at han angriber og ødelægger hele opsætningen. Han forklarer, at det er hans troldmands skyld, fordi han fik ham, Don Quijote til at tro, at dukkerne var virkelige. Ikke desto mindre betaler Don Quijote Mester Peter for hans ulejlighed, og han giver ham et måltid mad og betaler kroværten. Cervantes forklarer, at Cide Hamete Benengeli sværger på, at Mester Peter faktisk er Gines de Pasamonte, den galejslave, som Don Quijote befriede i nærheden af Sierra Morena. Herefter fortsætter Benengeli fortællingen.

Don Quijote og Sancho møder nu hæren fra den landsby, hvis dommere skrydede som æsler. Don Quijote forsøger at tale mændene fra at angribe den og en landsby og siger, at ét menneske umuligt kan fornærme en hel landsby. Han er lige ved at overtale landsbyboerne, og så fortsætter Sancho. Sancho forklarer, at skrydning ikke er noget at skamme sig over, og han begynder selv at skryde. Landsbyboerne, som tror at Sancho gør nar af dem, angriber ham og slår ham bevidstløs. Don Quijote stikker af. Beboerne fra den anden landsby dukker aldrig op, så den skrydende landsby tager hjem, sejrrige og glade. Don Quijote skælder Sancho ud for hans skryden af en gruppe lendsbyboere, som i forvejen er meget følsomme overfor emnet skryderi. Han forklarer, at han forlod kamppladsen, fordi en ridder ikke skal optræde dumdristigt. Sancho tager spørgsmålet om hans løn op, Don Quijote bliver så vred, at han forsøger at sende Sancho bort, og Sancho undskylder.

Don Quijote og Sancho kommer til floden Ebro, hvor de finder en fiskerbåd. Don Quijote opfatter den tomme båd, som et tegn på, at han skal bruge den for at komme en eller anden nødstedt ridder til hjælp. Til Sanchos forfærdelse tøjrer de Rosinante og Dapple til et træ og tager afsted i båden. De har ikke sejlet længe, før Don Quijote tror, at de har sejlet to tusinde mil. Båden kommer frem til nogle møller, hvor båden er nær ved at forlise. Nogle møllere redder dem på trods af Don Quijotes forbandelser; han tror, at møllerne holder er ridder fanget i deres møller, som han kalder et slot. Fiskeren, som ejer båden, ankommer, og Don Quijote giver ham nogle penge.

Greven og grevinden I skoven møder Don Quijote og Sancho en grevinde, som er på jagt med sin mand greven. Don Quijote sender Sancho hen for at tale med grevinden, og hun modtager ham nådigt, da hun har læst første del af romanen. Hun og greven behandler Don Quijote i overensstemmelse med de skikke, der gælder i ridderromanerne, og det ende med, at Don Quijote og Sancho rider med greveparret til deres slot. Don Quijote, som oplever, at greven og grevinden behandler ham efter riddertidens traditioner, er nu sikker på, at han er en rigtig ridder. Sancho er også begejstret for modtagelsen, men da han beder en af tjenestepigerne, Doña Rodriguez, om at tage sig af Dapple, nægter hun, og der opstår et skænderi. Under middagen nøder greven Don Quijote til at sidde for bordenden. Don Quijote og Sancho morer greveparret med deres lystige opførsel. Grevinden bliver især indtaget i Sancho, som gentagne gange gør sin herre forlegen over sin simple opførsel. Don Quijote forsvarer ridderfærd overfor en præst, som dømmer den til at være betydningsløs pjank. Greven lover Sancho, at han vil gøre ham til hersker over en ø, og præsten stormer ud af rummet i vrede. Tjenerne spiller Don Quijote et trick ved at vaske hans hoved i en balje og foregive at løbe tør for vand midt i det hele. Don Quijote må således sidde ved bordet med sæbeskum på hovedet. Greven får tjenerne til at vaske sit hoved på samme måde for at gå med på spøgen.

Grevinden beder Don Quijote om at beskrive Dulcinea. Han siger, at han ikke kan huske, hvordan hun ser ud, for hans hukommelse blev udvisket, da han så hende omdannet til en simpel bondepige. Grevinden udfordrer Don Quijotes kærlighed til Dulcinea og spørger, hvorledes han kan sammenligne hende med en prinsesse, når han ikke kender hendes afstamning. Don Quijote svarer, at Dulcineas dyder hæver hende over hendes adelige afstamning. I mellemtiden går Sancho lidt bort med nogle tjenere, men kommer farende tilbage sammen med en flok tjenere, som vil vaske ham med beskidt opvaskevand. Sancho bønfalder grevinden om at gribe ind, hvilket hun gør,.

Efter aftensmaden beder grevinden Sancho om at ledsage sig til et køligt sted. Sancho indvilliger, og efter at have forvisset sig om, at der ikke er nogen, der lytter med, underholder han hende med historier fra sine eventyr med Don Quijote. Han fortæller, at han ved, at Don Quijote er gal, men at han bliver hos ham af loyalitet. Sancho fortæller hende, hvorledes han narrede Don Quijote til at tro på Dulcineas fortryllelse, men grevinden overbeviser Sancho om, at det faktisk er Sancho, som er blevet narret. Hun siger, at Dulcinea virkelig blev omdannet til en bondepige. Sancho fortæller grevinden om sit skænderi med hendes pige, Doña Rodriguez, og grevinden lover at sikre, at der bliver sørget godt for Dapple.

Greven og grevinden går på vildsvinejagt sammen med Sancho og Don Quijote. Under jagten bliver Sancho bange og forsøger at klatre op i et træ. Greven fortæller Sancho, at han vil blive en bedre guvernør, hvis han lærer at gå på jagt og bruge våben. Greven forklarer, at jagt er et billede på krigen, men Sancho fastholder, at han ikke bryder sig om den sport. Pludselig fyldes skoven med lyden af trommer og trompeter og mauriske kampskrig. En person udklædt som djævelen kommer og fortæller Don Quijote, at Monesino har sendt ham med instruktioner om, hvorledes han kan ophæve Dulcinea fortryllelse. Støjen fortsætter, og tre vogne kører forbi. Vognene, som medfører flere dæmoner, trækkes af okser med fakler i hornene. På hver vogn sidder en troldmand. Til sidst kommer en kæmpestor vogn, som medfører angrende syndere klædt i hvidt linned samt en smuk pige med et gyldent slør. Merlin, som bærer et dødningehoved, sidder også på vognen, og han henvender sig til Don Quijote på vers og fortæller, hvorledes han kan hæve Dulcineas fortryllelse. Sancho skal piske sig selv 3.300 gange i den bare ende, og det skal han gøre frivilligt. Det bekymrer Sancho, som siger, at Dulcineas fortryllelse ikke er hans problem. Pigen på vognen, som skal forestille at være Dulcinea, håner Sancho for hans tøven med at hjælpe hende, og greven truer med at tage Sanchos guvernørtitel tilbage, hvis han ikke retter sig efter henstillingen. Endelig accepterer Sancho, men han siger, at han først vil udføre piskningen, når han har lyst til det. Scenen fornøjer greven og grevinden, som, viser det sig, har arrangeret hele komedien.

Historien om den nødstedte hofdame Sancho viser grevinden et brev, han har skrevet til sin kone, hvori han fortæller hende om sin post som guvernør, og grevinden viser brevet til greven, mens de spiser. Pludselig kommer imod dem to mænd klædt i sørgerober til lyden af trommer og fløjter. Efter dem kommer en kæmpeskikkelse af en mand, bærende et sort slør. Manden knæler foran hertugen, som beder ham rejse sig, før han taler. Manden rejser sig, drager sløret fra ansigtet og afslører det længste, hvideste og kraftigste skæg, nogen nogensinde har set. Med en dyb og alvorlig stemme fortæller han, at hans er Trifaldin af det hvide Skæg, væbner for grevinde Trifaldi. Grevinden beder om tilladelse til at komme og fortælle om sine problemer, da hun har hørt, at den tapre og aldrig besejrede ridder Don Quijote af La Mancha er på slottet. Greven svarer, at han for længe siden havde hørt om grevinde Trifaldis ulykke, som var forårsaget af nogle troldmænd. Han beder Trifaldin hente sin herskerinde og lade hende vide, at den tapre ridder Don Quijote er her, og hun kan forvente enhver form for beskyttelse og hjælp fra ham og også fra greven selv. Ved disse ord bøjer Trifaldin sig dybt og giver tegn til musikerne om at påbegynde musikken, hvorefter han værdigt forlader slottet, som han kom ind. Greven vender sig mod Don Quijote og siger: "Når alt kommer til alt så kan tågerne af ondskab og uvidenhed ikke fordunkle lyset af tapperhed og dyd. Jeg siger dette, fordi deres excellence har næppe været seks dage her på slottet, og allerede nu bliver De opsøgt af lidende og hjemsøgte fra fjerne steder, overbevist om, at de i Deres kraftfulde arm vil finde løsningen på deres sorger og bekymringer. Tak for Deres store bedrifter, som nu cirkulerer over hele verden.

Nu kunne man igen høre trommer og piber ved slottets indgang. Efter musikanterne fulgte 12 frøkener, alle klædt i simple sørgeklæder og med sorte slør. Bag dem kom grevinde Trifaldi med væbneren Trifaldin af det hvide Skæg ved sin side. Grevindens robe endte i tre spidser, som blev båret af hver sin page. Cervantes siger, at ifølge Cide Hamete Benengeli betyder grevindens navn "grevinden med de tre skørter". Grevinden kaster sig for Don Quijotes fødder og bønfalder om hans hjælp, hvilket han lover hende. Grevinden fortæller, at hun ved sin konges hof har hjulpet en ridder til at komme i forbindelse med prinsessen, hvis kammerpige hun var. Prinsessen blev imidlertid gravid og blev gift med ridderen. Dronningen blev så chokeret, at hun døde tre dage senere. For at straffe prinsessen og ridderen, forvandlede kæmpen Malambruno prinsessen til en messing-abe, og ridderen til en metalkrokodille på dronningens grav. Mellem dem anbragte Malambruno et metalskilt, som bekendtgjorde, at kun Don Quijote kunne redde dem fra deres skæbne. Til sidst gav Malambruno grevinden og alle de øvrige piger skæg på, som de ikke kunne fjerne. Don Quijote sværger, at han vil tage hævn for det, som er overgået grevinden og prinsessen. Grevinden fortæller, at kæmpen vil sende en flyvende træhest, Clavileño den Hurtige, og at Don Quijote må flyve på hesten til hendes land for der at kappes med kæmpen. Sancho bryder sig ikke om at flyve nogen steder på en træhest, men grevinden overbeviser ham om, at han må tage afsted sammen med sin herre.

Mens gruppen venter i haven, dukker der pludselig en stor træhest op. Don Quijote får besked på at binde sig selv og Sancho, inden de begiver sig afsted. Don Quijote trækker Sancho til side og beder ham piske sig selv et par hundrede gange for at få startet på ophævelsen af Dulcineas fortryllelse. Sancho, som ikke er begejstret for ideen med at ride på en træhest, nægter at piske sig selv. Don Quijote og Sancho med bind for øjnene bestiger Clavileño den Hurtige og gør klar til at tage afsted. I sidste øjeblik kommer Don Quijote i tanker om den trojanske hest og vil undersøge Clavileños mave, men grevinden overtaler ham til at lade være, og de to venner tager afsted. De øvrige blæser luft ind i Don Quijotes og Sanchos ansigter og anbringer ild i nærheden af deres ansigter for at overbevise dem om, at de flyver gennem luften og nærmer sig et brændende område. Gruppen smider fyrværkeri ind under Clavileños mave, og hesten eksploderer og kaster Don Quijote og Sancho til jorden.

Da de kommer til sig selv, opdager Don Quijote, at han og Sancho stadig er i haven. Alle de øvrige er besvimede og ligger omkring på jorden. De finder en note, som fortæller, at bare ved at deltage i festen har Don Quijote fuldført sin opgave. Grevinden fra den fremmede land er borte, og grevinden og greven fortæller, at hun er på vej hjem - lykkeligvis uden skæg. Sancho fortæller grevinden, at han kiggede ud, mens de fløj, og så jorden på størrelsen med et sennepsfrø, og at han legede med geder i himlen. Don Quijote siger, at eftersom de ikke kunne have passeret gennem området med ild uden at brænde op, må Sancho enten have løjet eller drømt. Siden hvisker Don Quijote i Sanchos øre, at han vil tro hans historie om gederne, hvis Sancho vil tro hans historie om Montesinos hule.

Sancho på sin ø Greven og grevinden, som er godt tilfredse med Don Quijotes og Sanchos opførsel under mødes med grevinde Trifaldi, vil straks sende Sancho afsted til hans ø. Sancho siger, at han hellere vil have et stykke af himlen i stedet for en ø, men greven siger, at han kun kan give ham en ø. Greven og grevinden klæder Sancho på og sender ham afsted til en by. som han tror, er hans ø. Don Quijote giver Sancho mange råd om, hvordan han skal regere og minder ham om aldrig at skamme sig over sin ydmyge baggrund. Han beder også Sancho aldrig bekymre sig om at komme til skade ansigt til ansigt med fjenden samt udvise medlidenhed og skånsomhed mod kriminelle. Han opfordrer også Sancho mod at spise løg og hvidløg, idet det kun er bønder, som spiser sådanne. Han skal gå langsomt og tale velovervejet, kun spise lidt og ikke drikke for meget, ikke bøvse og ikke bruge for mange ordsprog. Don Quijote beklager, at Sancho ikke kan læse eller skrive, men Sancho siger, at han vil forhindre nogen i at opdage dette ved at lade som om hans højre hånd er blevet lammet. Sancho spørger, om Don Quijote tror, at han vil blive en god guvernør, for han vil hellere bare være Sancho end bringe sin sjæl i fare ved at være en dårlig guvernør. Don Quijote forsikrer ham om, at han vil blive en strålende guvernør netop på grund af den indstilling.

Da han tager afsted til sin ø, nævner Sancho til Don Quijote, at en af tjenepigerne, som ledsager ham, ligner og lyder nøjagtigt som grevinde Trifaldi, men Don Quijote affærdiger dette. Efter en sorgmodig afsked, tager Sancho afsted. Da grevinden ser, at Don Quijote allerede savner Sancho, siger hun, at hun har mange piger, som gladeligt vil kurere Don Quijotes melankoli. Don Quijote afslår hendes tilbud og går lige i seng efter middagen, idet han insisterer på at være alene for at afholde sig fra at blive fristet. Don Quijote hører to kvinder under sit vindue diskutere hvem af dem, der skal synge en ballade for den mand, hun elsker. Pigen Altisidora synger balladen, og Don Quijote er sikker på, at hun elsker ham. Han beklager sig over, at ingen kvinde kan se ham uden at blive forelsket i ham.

Folkene i byen modtager Sancho og anbringer ham på guvernørens stol. De har udfærdiget en proklamation, som siger, at Don Sancho Panza er guvernør fra den og den dato. Da proklamationen bliver læst højt for Sancho, beder han om, at ingen titulerer ham "Don", da han ikke er en Don. Herefter bliver Sancho ført hen i retssalen, hvor han skal dømme i nogle sager, som bliver fremført af borgere i byen. Den første sag står mellem en bonde og en skrædder. Skrædderen forklarer, at bonden dagen i forvejen kom ind i hans butik med et stof og spurgte, om der var nok til at lave en hue. Jeg målte stoffet og svarede ja. Så spurgte han mig, om der var stof nok til to huer, og igen svarede jeg ja. Til sidste fortalte jeg ham, at der var nok til fem huer. I morges kom han efter sine huer, de var færdige, og jeg gav dem til ham. Men han ville ikke betale mig. Han siger, at jeg enten må give ham stoffet tilbage eller betale ham værdien af det. Sancho vender sig mod bonden og spøger, om det er sandt. Ja siger bonden, men lad ham vise de fem huer, han har lavet. Gerne siger skrædderen, og holder hånden op, og viser fire små huer, en på hver finger samt en hue på tommelfingeren. Her er de fem huer, som han har bestilt, og der er en ikke smule tilbage af stoffet. Alle i lokalet lo, da de så de fem bittesmå huer. Sancho anbringer en finger i kinden og tænker. Så siger han: "Denne ret beslutter, at skrædderen skal miste, det har har lavet, og skrædderen skal miste sit stof. Huerne skal gives til gangerne i fængslet, og sagen anses for afsluttet." Han dømmer i flere andre sager, som alle indeholder en form for snyd og humbug. Sancho afgør hver sag med vid og visdom, og han imponerer folkene i byen med sine evner som guvernør.

Om morgenen passerer Don Quijote Altisidora, som foregiver at besvime. Han beder en tjener om at bringe en lut til sit kammer, så han om natten i sang kan erklære sin kærlighed til Dulcinea. Altisidora fortæller greven og grevinden om Don Quijotes forehavende, og de lytter alle til hans ballade til Dulcinea den nat. Mens Don Quijote synger, firer en af tjenerne et reb med klokker på og i enden en kurv med katte ned på balkonen over Don Quijotes vindue. Klokkerne og kattene laver selvfølgelig et forfærdeligt spektakel, som forskrækker Don Quijote og alle i huset. Under postyret slipper et par katte ind i Don Quijotes værelse, og en af dem springer op i ansigtet på ham og bider ham i næsen og sætter kløerne i ham. Greven komme farende og fjerner katten, mens Altisidora lægger bandager på Don Quijotes ansigt.

Sancho er sulten, da han sætter sig til middagsbordet efter den første dag på den ø, som angiveligt er hans. Imidlertid vil hans læge ikke lade ham spise noget af frygt for, at det kunne skade ham. En rasende Sancho truer lægen og sender ham ud af værelset. Et sendebud ankommer med et brev fra greven. Greven har hørt om en plan om at angribe øen og dræbe Sancho. Sancho er overbevist om, at lægen er en af dem, der truer hans liv. En handlende kommer til Sancho for at få en anbefalingsskrivelse til sin besatte søn, for at denne kan ægte naboens pukkelryggede datter. Da han ydermere beder om 600 dukater, bliver Sancho rasende og truer med at slå ham ihjel.

Midt om natten sniger Doña Rodriguez sig ind i Don Quijotes værelse for at bede ham om en tjeneste. Hun fortæller Don Quijote historien om sin datter, som blev efterstræbt af en bondesøn, som nu nægter at gifte sig med hende. Greven nægter at tvinge bondens søn til at ægte Doña Rodriguez’ datter, da bonden er velhavende, og greven ikke vil risikere at miste de skatter, han får fra bonden. Don Quijote lovet at hjælpe Doña Rodriguez. Hun fortæller ham, at grevinden har sådan en smuk ansigtshud, fordi en læge trækker det dårlige humør ud af hendes ben. Doña Rodriguez’ erklæring chokerer Don Quijote, fordi han anser grevinden for en retskaffen kvinde, men han indrømmer, at hvis Doña Rodriguez siger det, så må det være sandt. På dette tidspunkt kommer nogle personer ind i værelset og slår og kniber både Doña Rodriguez og Don Quijote.

På en runde i byen møder Sancho en ung pige klædt i drengetøj. Pigen begynder at græde og fortæller Sancho, at hendes far, som er enkemand, holder hende indespærret dag og nat og lader hende aldrig se noget af verden udenfor. Hun har byttet klæder med sin broder og sneget sig ud for at se på byen. Mens hun fortæller sin historie, fanger en vagt hendes broder, og Sancho tager dem begge med hjem og beder dem være mere forsigtige næste gang.

Det viser sig, at grevinden og Altisidora lyttede udenfor Don Quijotes dør, da Doña Rodriguez fortalte om grevindens ben, og det var dem, der løb ind og slog og kneb de to. Grevinden sender en page afsted til Teresa Panza med Sanchos brev samt et koralhalsbånd fra grevinden. Teresa modtager brevet og er begejstret over, at hendes mand er blevet guvernør. Hun farer afsted for at fortælle det til Sampson og præsten. De tror hende ikke, før de selv har talt med pagen. Sampson tilbyder at skrive et brev til Sancho efter Teresas diktat, men hun stoler ikke på ham, og går i stedet til en munk og får ham til at skrive det for sig.

Morgenen efter hører Sancho om nogle dommere, som ikke kan blive enige om, hvorvidt de skal hænge en mand. Dommerne sidder ved en bro, hvis ejer kræver, at alle, som vil krydse broen, må fortælle, hvor han eller hun agter sig hen. Hvis personen fortæller sandheden, må han eller hun gå over broen, men hvis personen lyver, vil pågældende blive hængt i galgen på den anden side. En mand er kommet til broen og erklæret, at han er kommet for at blive hængt i galgen, hvilket har forvirret dommerne. Hvis de lader ham gå, vil han blive dømt til hængning, men hvis de i stedet hænger ham, skal de sætte ham fri. Sancho lader manden gå med den begrundelse, at det er bedre at være for mild end for streng. Sancho udsteder så den eneste lov i sin regeringsperiode: en lov, som siger, at vin kan importeres fra et hvilken som helst sted så længe dets oprindelse er tydeligt angivet, tillige med et dekret, som siger at han vil nedsætte prisen på fodtøj, ordne tjenestefolkenes lønninger og forbyde blinde synge om mirakler, med mindre miraklerne er sandfærdige. Dise love behagede befolkningen så meget, at de stadig er gældende, og folk kalder dem "Den store Guvernør Sancho Panzas Forfatning".

Sårene efter kampen mod kattene er nu helede, og Don Quijote beslutter at tage afsted til ridderturneringen i Saragossa. Før han når at bede om grevens tilladelse til at rejse, kommer Doña Rodriguez og hendes datter i den store hal og kaster sig for Don Quijotes fødder og tigger ham om at hævne den ugerning, som bondens søn har gjort mod dem. Don Quijote lover at gøre det, og greven går ind på at arrangere en duel.

Pagen vender tilbage fra Teresa Panza med et brev til grevinden og et til Sancho. I brevet til grevinden siger Teresa, at hun ønsker at komme til hoffet for at ære hendes mands navn. Teresa vedlægger også nogle agern, som hun har høstet til grevinden. Teresas brev til Sancho glæder sig over hans lykke og beretter om nogle nyheder fra landsbyen. Alle klapper og ler over brevene.

Midt om natten på den syvende dag af sin embedsperiode hører Sancho angrebsråb. Hans folk, som deltager i spøgen, opfordrer ham til at kæmpe mod den fiktive angriber. De anbringer ham mellem to skjolde og tvinger ham til at marchere, men Sancho kan ikke og falder til jorden, hvor de tramper på ham. De fortæller bagefter Sancho, at han har vundet over fjenden og hylder ham. Men Sancho siger, at han vil træde tilbage, da det aldrig har været hans mening at han vil regere. Han siger, at han vil gå og fortælle greven om sin beslutning, og han tager afsted på ryggen af den trofaste Dapple.

Det viser sig, at Doña Rodriguez' datters uhæderlige elsker, som Don Quijote vil kæmpe med, er stukket af, og greven beordrer elskerens lakaj, Tosilos, til at tage hans plads i duellen mod Don Quijote. I mellemtiden, mens Sancho og Dapple er på vej til slottet, møder de en gruppe tyske pilgrimme i selskab med Sanchos gamle nabo, Ricote Maureren, som forlod Spanien, da kongen sendte mauerne i eksil. Ricote, som er på vej hjem for at grave nogle af de skatte op, som han efterlod. Han beklager sig over at være adskilt fra sin familie under eksilet. Sancho fortæller Ricote om sin tid som guvernør, og Ricote spørger, hvad Sancho har fået ud af det. Sancho svarer, at han har lært, at han ikke kan styre andet end en flok dyr.

Efter at have taget afsked med Ricote, falder Sancho og Dapple ned i et hul, hvorfra de ikke kan komme op igen. Don Quijote finder dem og hjælper dem op. Don Quijote og Sancho tager tilbage til slottet, hvor Sancho fortæller greven og grevinden om afslutningen på sit guvernørembede. Greven suger, at han er ked af, at Sancho så hurtigt har forladt sin post som guvernør, men at han vin finde en endnu bedre position til ham på slottet.

På dagen for duellen fjerner greven stålspidsen fra lanserne, so ingen af de kæmpende vil blive dræbt. Men da Tosilos ser Doña Rodriguez’ datter, bliver han forelsket i hende og nægter at angribe Don Quijote. I stedet frier han til datteren. Hun tror, at han er den rige bondes søn og modtager hans frieri, men opdager snart sin fejl. Don Quijote forsikrer greven om, at denne forvandling ikke er andet end en ond troldmands værk, men greven, som jo kender sandheden, fængsler Tosilos.

Don Quijote og Sancho tager afsked med greven og grevinden, og Sancho bliver lykkelig, da han modtager Teresas breve. Da vores venner skal til at tage afsted, fremkommer Altisidora, som foregiver at være forelsket i Don Quijote, med en forbandelse mod ham i form at en sonet. Hun skælder ud over hans grusomhed mod hende og beskylder ham for at have stjålet tre lommetørklæder og et strømpebånd fra hende. Men da greven udspørger hende, indrømmer hun, at hus stadig har strømpebåndet.

I Barcelona På vejen møder Don Quijote og Sancho nogle arbejdere, som bærer på ikoner af helgener fra den nærved liggende kirke, og Don Quijote beundrer ikonerne. I en skov ved siden af vejen bliver Don Quijote viklet ind i nogle fuglesnarer, som han antager for at være trolddom. De to hyrdinder, som har sat snarerne op, dukker op og inviterer Don Quijote og Sancho ind i det nye landlige paradis, som de og andre fra deres landsby er i færd med at skabe. Don Quijote afslår invitationen, men er meget imponeret. Han lover højtideligt at ville stå midt på vejen i to dage og tvinge enhver forbipasserende at indrømme, at disse to hyrdinder er de smukkeste i hele verden efter Dulcinea. Kort efter at Don Quijote har taget opstilling på vejen kommer en flok tyre ned ad vejen. Hyrderne beder Don Quijote om at træde til side, men det ender med, at Don Quijote, Sancho, Rosinante og Dapple bliver rendt ned.

Don Quijote og Sancho standser ved en kro, som Don Quijote for en gangs skyld ikke tager for et slot. Mens de spiser aftensmad, møder de to mænd, som har læst den falske fortsættelse af første del af bogen. Don Quijote fremhæver, at bogen er falsk, og mændene kritiserer bogen i heftige vendinger. Don Quijote afslår at læse bogen, idet han ikke ønsker at give forfatteren anledning til at prale af, at hans nog bliver læst af mange. Da de to mænd fortæller, at den falske Don Quijote også rejste til Saragossa for at deltage i en ridderturnering, beslutter Don Quijote, at han aldrig vil sætte sine fødder i den by, men tage til Barcelona i stedet.

Syg af at vente på, at Dulcineas fortryllelse vil blive ophævet, siger Don Quijote til Sancho, at han besluttet at piske Sancho selv, og der opstår en diskussion. Sancho slår Don Quijote ned, og hjælper ham først op, efter at Don Quijote har svoret ikke at ville piske ham. Don Quijote og Sancho møder en tyvebande, som plyndrer dem. Da bandens leder, Roque Guinart, genkender Don Quijote fra de historier, der verserer om ham, får de pengene tilbage. Roque erklærer, at han ikke tidligere havde troet, at Don Quijote var en virkelig person. Roque tillader en gruppe velhavende rejsende at beholde de fleste af deres penge, ja han giver endda nogle af dem til et par fattige pilgrimme, som rejser med dem. Da en af tyvene knurrer over Roques uventede generøsitet, slår Roque ham i hjel. Roque sender et brev til en ven i Barcelona og advarer ham om Don Quijotes snarlige ankomst.

Don Quijote og Sancho rider ind i Barcelona med et stort følge bestående af Roque Guinart og hans venner. En gadedreng anbringer burrer i Rosinantes og Dapples haler, hvilket får de to dyr til at kaste deres herrer ud af sadlen, til stor fornøjelse for alle andre end Don Quijote og Sancho.

Don Quijote og Sanchos vært, Don Antonio Moreno, betror Don Quijote, at han ejer et fortryllet messinghoved, som kan besvare ethvert spørgsmål, man stiller den. Næste dag rider Don Quijote og Sancho rundt i Barcelona, mens tusinder af mennesker følger dem. En af Don Antonios mænd anbringer et tegn på ryggen af Don Quijote, så alle kan kende ham, og alle folk i byen råber hans navn. Don Quijote opfatter selvfølgelig dette som et tegn på hans berømmelse. Ved et bal samme aften danser Don Quijote, indtil han falder om, og Sancho er flov over ham.

Næste dag anbringes det fortryllede messinghoved således, at det kan tale med gæster via et skjult rør. Dette giver en tjener i rummet ved siden af mulighed for at høre og besvare spørgsmål. Don Quijote spørger hovedet, om begivenheden i Montesinos' hule var rigtig, og hovedet svarer, at hændelsen var både rigtig og forkert. Don Quijote spørger derefter, om Sancho vil blive pisket for at hæve Dulcineas fortryllelse, og hovedet svarer, at skønt det har lange udsigter med Sanchos piskeslag, vil Dulcineas fortryllelse på et eller andet tidspunkt blive hævet.

Don Quijote, Sancho og Don Antonio besøger en galej. For sjov løfter mændene Sancho op på deres skuldre og bærer ham rundt på skibet. Skibet forbløffer Sancho, som konkluderer, at han enten må være i helvede eller skærsilden. Skibets kaptajn får øje på et sørøverskib i det fjerne. Skibet kommer nærmere, det kommer til kamp. og to af soldaterne på galejen dør. Ved nærmere undersøgelse viser det sig, at kaptajnen på det mauriske sørøverskib er en kristen kvinde, Anna Felix, som er vendt tilbage til Spanien for at finde en skat, som hendes fader har begravet, før de forlod Spanien. Sanchos ven, Ricote, genkender Anna som sin datter, og de falder i hinandens arme. I fællesskab lægger de en plan om at redde Annas elskede, Don Gregorio, som sidder fanget i maurisk område.

Ridderen af den hvide Måne En morgen, mens Don Quijote rider omkring i byen, møder han Ridderen af den hvide Måne. Denne udfordrer Don Quijote og får ham til at sværge, at han vil tage hjem og blive der i mindst et år, hvis han bliver besejret. Don Quijote går ind på betingelser, og de to kæmper. Det ender med, at Ridderen af den hvide Måne besejrer Don Quijote.

Don Antonio og flere andre ønsker at kende Ridderen af den hvide Månes identitet, så de følger ham til den kro, hvor han bor. De presser ham til at indrømme, at han er Sampson Carrasco. Don Antonio skælder Sampson ud for at prøve at bringe Don Quijote tilbage til sine sanser fulde fem, når nu så mange har så megen glæde af hans galskab. I mellemtiden vender Don Gregorio, som er blevet reddet fra Algier, tilbage til Barcelona, hvor han bliver lykkeligt genforenet med Anna Felix.

En fortvivlet Don Quijote forlader Barcelona sammen med Sancho, som opfordrer sin herre til at fatte mod, idet han siger, at en god mand skal være tålmodig i alle livets forhold. Sancho foreslår, at de hænger Don Quijotes rustning op i et træ, men han afslår, og Sancho anbringer rustningen på ryggen af Dapple. På vejen møder de en gruppe mennesker, som er i kommet i diskussion. Gruppen søger Don Quijotes råd vedrørende et problem, men Sancho løser problemet med en efter gruppens mening klog beslutning.

Dernæst møder Don Quijote og Sancho Tosilos, som fortæller, at han blev pisket på grevens slot, fordi han ikke ville kæmpe mod Don Quijote. Greven sendte Doña Rodriguez tilbage til Kastillien, og Doña Rodriguez' datter blev nonne. Disse nyheder forbavser Don Quijote, som stadig tror, at Tosilos er bondens fortryllede søn. Don Quijote bønfalder Sancho om at piske sig sel for Dulcineas skyld, men Sancho siger, at han ikke tror, at det vil hjælpe Dulcinea. Don Quijote beslutter at blive hyrde, og han og Sancho begynder at fantasere om et simpelt, landligt liv.

Midt om natten vækker Don Quijote Sancho for igen at bede ham om at piske sig, men Sancho afslår igen. Sancho holde et foredrag om søvnens natur, og Don Quijote undrer sig over Sanchos veltalenhed. Don Quijote citeter et af Sanchos egne ordsprog for ham til Sanchos store forbavselse. Nogle svin, som bliver drevet til marked, tramper på Don Quijote og Sancho, men Don Quijote nægter at indlade sig i kamp med dem. Han tror, at denne trampen er en straf, for hans nederlag til the Ridderen af den hvide Måne. Nær daggry dukker 10 ryttere op, som tager den med til grevens slot.

Da rytterne slæber Don Quijote og Sancho ind i slotsgården, ser Don Quijote Altisidora på en ligbåre, tilsyneladende død. Slotsgården er blevet indrettet som en retssal med greven, grevinden og to gamle dommere, Minos og Rhadamanthus, siddende højere end de øvrige. En musiker synger et digt, som Don Quijote genkender som en bearbejdning af en anden digters værk. Digtet fortæller, at Altisidora er død af ugengældt kærlighed til Don Quijote. Rhadamanthus forlanger, at Sancho skal prygles for at bringe Altisidora tilbage til livet. Sancho protesterer med. at han er træt af at blive slået for Don Quijotes kæresters skyld. Ikke desto mindre bliver han pryglet, og Altisidora vågner til live.

Cervantes siger, at Cide Hamete Benengeli fortæller, hvorledes det er lykkedes greven og grevinden at finde Don Quijote: På vejen for at besejre Don Quijote er Sampson forklædt som Ridderen af den hvide Måne, Sampson standset ved grevens slot. Sampson havde fået at vide, at Don Quijote og Sancho havde opholdt sig her af grevens page, da denne havde besøgt Teresa Panza for at levere Sanchos brev. Da greven og grevinden erfarer, at Sampson har i sinde at afslutte Don Quijotes karriere, beslutter de at få den sidste smule sjov og arrangerer begravelsesceremonien. Altisidora kommer ind i Don Quijotes soveværelse og fortæller om sin besynderlige rejse til helvedes porte. Hun siger, at hun så djævle spille tennis og at de brugte bøger, deriblandt den falske fortsættelse af Don Quijote, som bolde. Djævlene sagde, at denne falske fortsættelse skulle kastes i helvede. Sangeren fra aftenen forinden dukker op, og Don Quijote spørger ham, hvorfor han bruger en anden digters værk til at beskrive Altisidoras situation. Musikeren svarer, at forfattere på den tid stjæler hinandens litteratur. Det kaldes for "digterisk frihed". Da Don Quijote og Sancho tager afsked med greveparret, anbefaler Don Quijote Altisidora at bruge mere tid på huslige sysler i stedet for at hentæres efter en ridder, som ikke elsker hende.

Don Quijote foreslår endnu en gang, at Sancho skal piske sig selv, og Sancho afslår igen. Don Quijote tilbyder at betale Sancho, hvorefter Sancho går ind i skoven og pisker et træ, så hans herre vil tro, at han pisker sig selv. De to mænd standser ved en kro, hvor Don Quijote falder i dybe tanker ved synet af nogle malerier på væggen. Han håber bare, at han en dag vil blive genstand for sådanne malerier. Mens de er på kroen, møder de Don Alvaro Tarfe, som Don Quijote husker fra den falske fortsættelse. Don Alvaro indrømmer, at den falske Don Quijote var hans bedste ven, men at den Don Quijote, han nu ser, er den rigtige Don Quijote. De tilbringer natten i skoven, hvor Sancho afslutter sin omgang pisk med endnu en gang at piske løs på træerne.

Hjemme igen Da Don Quijote og Sancho rider ind i deres landsby, hører de to drenge skændes, og ser en hare flygte fra nogle greyhounds. Don Quijote tager disse lyde som dårlige varsler, men Sancho er uenig. Sancho tager hjem til sin familie, mens Don Quijote opsøger præsten, barberen og Sampson. Han fortæller dem, at han har trukket sig tilbage og har planer om at blive hyrde, og de støtter hans plan helhjertede. De lægger planer om flere numre, de vil udsætte Don Quijote for, på trods af protester fra niecen og husholdersken, som bare vil give Don Quijote noget mad og lægge ham i seng.

Don Quijote bliver syg med en forfærdelig feber og må ligge i sengen i seks dage. I den periode forlader Sancho ikke hans side. Da han vågner på den syvende dag, er han blevet rask igen og erkender, at hans rigtige navn er Alonso Quixano. Han fornægter alle ridderromaner og angrer sine tidligere gerninger. Præsten, barberen og Sampson kommer forbi og forsøger at overtale ham til nye eventyr, især for at hæve Dulcineas fortryllelse, men Don Quijote ønsker kun at gøre sit testamente. Han efterlader alt til sin niece, sin husholderske og Sancho. Han beder i sit testamente også sine venner om at bede forfatteren til den falske fortsættelse om undskyldning for at have givet ham anledning til at skrive sådan noget vrøvl. Og så dør Don Quijote.

Cide Hamete Benengeli begræder Don Quijotes bortgang og siger, at han og Don Quijote var født for hinanden: Don Quijote til at handle, Benengeli til at skrive. Han tilføjer, at hans eneste formål med skriveriet var at vække foragt for "de fantastiske og absurde historier om riddertiden".

Afslutning Her slutter også mit på forhånd dødsdømte forsøg på at lave en meget koncentreret genfortælling af et af litteraturhistoriens mest læste og mest betydningsfulde værker. Romanen er fortalt på en særdeles spidsfindig måde, idet manuskriptet er nedskrevet af maureren Cide Hamete Benengeli, oversat af en spanskkyndig maurer og endelig videreformidlet af en spansksproget fortæller, Cervantes. I anden del inddrages en fortsættelse af første del, som er udgivet af en ukendt forfatter Avellaneda et års tid før Cervantes' egen anden del udkom. Spanien var på Cervantes tid præget af store anstrengelser på at skabe en såvel etnisk som religiøs homogen stat efter ca. 700 års maurisk (nordafrikanske muslimer) besættelse. I 1492 blev den sidste mauriske enklave, Grenada, tilbageerobret. De spanske jøder fik valget mellem omvendelse til kristendommen eller udrejse. Muslimerne, som havde boet i Spanien i mange hundre år, fik samme "tilbud". Op gennem middelalderen havde kristne, jøder og maurer kunnet leve fordrageligt side om side, men i løbet af 1500-tallet iværksattes en gennemgribende ensretning, hvor især inkvisitionen spillede en stor rolle. Alle de heraf følgende brydninger behandles i romanen. Her mødes forskellige sociale lag, forskellige kulturer og forskellige litterære genrer, og også forskellige perspektiver på virkeligheden mødes og brydes. Gennem ofte komiske sammenstød mellem disse opforskellige virkelighedsopfattelser gives en skrap samfundskritik. Rigmor Kappel Schmidt skriver i efterordet til sin oversættelse af Don Quijote fra 1998-99: "Don Quijotes galskab viser sig at være det perfekte skalkeskjul for kritik af urimeligheder i datidens samfund". Kritikken retter sig ikke alene mod datidens fattigdom og de enorme forskelle mellem adel og borger, men også mod den nye spanske selvforståelse, ikke mindst mod inkvisitionen. I første bind oplever vi Don Quijotes venner, præsten og barberen, udrense hans bogsamling og efterfølgende afbrænde de "skadelige" bøger. I andet bind er der endnu en parodi på inkvisitionen. For at genoplive Altisidora, som er død af forsmået kærlighed til Don Quijote, iføres Sancho en bodsklædning og udsættes for pinsler og ydmygelser, en praksis, som ofte blev anvendt af inkvisitionen. Ved en anden æejlighed antager Don Quijote og Sancho Panza en landbetjent for at være en fortryllet (og hedensk) maurer. Landbetjenten er imidlertid medlem af "det hellige broderskab" og dermed i inkvisitionens tjeneste. Heerved antydes, at det er inkvisitionen snarere end maurerne, der er samfundets fjende.

Hvis du har lyst til at læse om vores tur nordpå til La Mancha "I Don Quijotes fodspor", kan du klikke her.

 

Tilbage til Rejseholdets forside Startside for 7 ugers ferie i og alusien Forrige side: Udflugt med Kirken - Don Quijote 1. del Næste side: Udflugt med Kirken: I Don Quijotes fodspor
Vælg næste side: