Første gang, vi var i Metrotown, viste Janet os The Rainforest Café, som er indrettet, så den ligner (?) en tropisk regnskov med vilde dyr og special effects som elektronisk styrede krokodiller og animerede gorillaer, som springer ned fra træet, når du nærmer dig. Vi planlagde at tage derhen for at få en dessert, men fik aldrig tid. Da vi kom igen året efter med Britt, var caféen lukket og i stedet lå der en stor, grim spille arkade. Den eneste butik, vi rigtigt nød, var den store boghandel Chapter's, som vi besøgte flere gange. Under vores efterfølgende besøg har vi altid været inde i en Chapter's boghandel. Der findes to Chapter's downtown på Robson og Granville/Broadway. De minder mere om offentlige bibliotker end om butikker (bortset fra, at der almindeligvis ligger et cafeteria i dem, oftest en Starbuck). Der er en dejlig atmosfære i boghandlerne, og de har et udmærket computerbaseret søgesystem, som vi ofte benytter, når vores yngste søn Bo har givet os indkøbslister med.
Det forekommer, som om Birgit og jeg altid rammes af strejker, når vi er på ferie. Anden gang, vi var i Canada, måtte vi tage hjem to dage før planlagt som følge af en strejke. Engang måtte vi blive én dag længere i Wien end planlagt på grund af strejke i Danmark. OK, det var til at bære, selv om bekymrede husmødre af uransagelige årsager havde tømt alle forretninger for bagepulver, da vi endelig kom hjem. Og denne gang var det transportarbejderne i Vancouver, der strejkede. På trods heraf kørte togene planmæssigt - men de er også ubemandede. Vi så nogle billetkontrollører, men fik at vide, at de ikke havde ret til at udstede bøder (normalpris $46). Der var dog mennesker, som alligevel købte en billet. Da vi prøvede, var billetautomaten fyldt med penge, så den virkede ikke. Venlige arbejdere på strejkevagt bad os om ikke at tage os af det. Så vi tog os ikke af det. Busserne kørte ikke, så vi fik spadseret mere end sædvanligt på den tur. SkyTrain, som blev bygget til Expo '86, er det første fuldstændigt førerløse tog i Nordamerica, og det strækker sig over næsten 70 kilometer og har næsten 50 stationer. SkyTrain transporterer godt 380.000 passagerer hver dag.
Den måske mest spektakulær bygning i Georgia Street er hovedafdelingen af Vancouver Public Library. Det lyder måske lidt besynderligt at gå på biblioteket, mens man er på ferie i en spændende by på den anden side af jorden, men hvis du - som vi - elsker bøger, skulle du måske alligevel aflægge et besøg på Library Square, som altid summer af aktivitet.Beslutningen om at bygge et nyt bibliotek blev afgjort efter en lokal folkeafstemning i 1990. Efterfølgende holdt byen en designkonkurrence, og valget faldt på det mest spektakulære projekt, designet af Moshe Safdie - det var også borgernes favorit. For at få finansieringen på plads (CAD $107 millioner) blev det nødvendigt at tilføje et kontortårn. Lokalerne på 8. og 9. etage er indtil 2015 udlejet til regeringen. Desværre er der ikke offentlig adgang til taghaven. Opførelsen blev påbegyndt i 1993, og bygningen blev indviet i 1995.
Bygninger minder lidt om Colosseum i Rom med sine 9 etager. Det er formentlig det mest diskuterede bygningsværk i byen. Strukturen, hvor en ydre spiral af buer, adskiller sig fra hovedbygningen, giver mange små pladser, hvor man kan slå sig ned. Omkring ligger butikker og spisesteder. Kritikken, som efterhånden er forstummet, gik både på arkitekturen og på prisen (CAD $107 millioner). Biblioteket har en samling af 87.000 fotografier, hvoraf en del kan ses i fremlagte albums. En del er lagt ind på en fotografisk database. Biblioteket har omkring 400.000 brugere og næsten 10 mio udlån pr år. Biblioteket har en snes filialer rundt omkring i Vancouver. Vores familie er hyppige brugere af filialen på Hastings.
Biblioteket, som optager en hel blok, er omkranset af gaderne Robson Street, Homer Street, West Georgia Street og Hamilton Street. På den anden side af Georgia Street ligger Canada Post. Overfor Hamilton Street ligger CBC Regional Broadcast Centre. Overfor Homer street ligger "The Centre in Vancouver for the Performing Arts". Bygningen, som også er designet af Moshe Safdie, er udformet som et komplementært værk til biblioteket.
Canadierne elsker kaffe. Som et synligt bevis herpå ligger mindst to Starbucks i Robson Street. Hvor vi tidligere så mennesker gå rundt i gaderne med først coca cola flasker så vandflasker, går "alle" nu rundt med kaffebægre med varm kaffe. Den trend vil vi sikkert se i Danmark om et par år. Starbucks er vistnok den førende kæde af kaffebarer med mere end 2.500 butikker i USA. Starbucks er den største franchise succes siden McDonald´s. Kæden så dagens lys i Seattle i 1987 med 17 forretninger. I dag har den 8300 forretninger i storbyer verden over. Et par måneder senere var Birgit og jeg på en lyntur til London, hvor vi så adskillige Starbucks. Og så sent som sidste uge (maj 2001) læste vi i en lokal avis, at Starbucks havde planer om at invadere Danmark, men først i 2007 åbnede den første Starbucks i Skandinavien, det var i Københavns Lufthavn. Selv i Den Forbudte By i Beijing er der åbnet en Starbucks.
En del af Robson Street blev tidligere omtalt som Robsonstrasse. Vi spurgte Janet og Claus, om de kendte forklaringen på dette, men ingen af dem havde hørt om det. Navnet, som vi faktisk så på et skilt i den vestlige ende af gaden, stammer vistnok fra det store antal tyske (og europæiske) delikatesseforretninger, som åbnede her efter anden verdenskrig. Der eksisterer stadig et par tyske restaurationer i gaden, men ellers er der idag et stort udvalg af etniske spisesteder.
Ligeledes i den vestlige ende ligger der et antal store beboelsesblokke med lejligheder, så området ikke som i så mange andre storbyer er mennesketomt efter kontortid.
Canada Place, designet af Eberhard Zeidler, er det arkitektoniske symbol for Vancouver. Med sit hvide tag, som ligner gigantiske hvide sejl, var bygningen vært for Expo 86. De flyvende sejl minder mig mest af alt om operahuset i Sydney bygget af Utzon. Under de elegante sejl ligger Pan Pacific Hotel og Vancouver Trade and Convention Centre. Her ligger bl.a. et Imax Theatre, som viser fantastiske dokumentarfilm i 3D. Skærmen er lige så høj som et fem etagers hus. Efter bare at have gået gennem bygningen, nød vi den fantastiske udsigt over havnen - den travleste havn i Nordamerika. Den behandler 3000 skibe om året fra godt 100 lande, og herfra udgår de berømte krydstogt til Alaska. Vi så for resten en havmåge fange en meget stor fisk, men desværre havde jeg ikke mit kamera med (Ja, jeg ved godt, at det lyder som den sædvanlige lystfiskerhistorie, men nu var det altså ikke mig, der fangede fisken). Canada Place er designet, så det ligner et skib, og man kan spadsere omkring bygningen på samme måde, som hvis man gik på dækket af et kæmpestort krydstogtskib. Overalt er der anbragt tavler, som udpeger byens profiler og fortæller deres historie. Under et besøg i Vancouver i december 2004 så vi en fantastisk juleudstilling i Canada Place. I 2009 blev der nordvest for Canada Place bygget endnu et Convention Centre, hvis faciliteter blev anvendt under de olympiske vinterlege i 2010.
En konkurrent til Canada Place som byens ikon er den nærliggende bygning Harbour Centre i West Hastings. Det er en af de højeste bygninger i Vancouver, og vittige hoveder i byen har døbt den "urinalet", mens andre kalder den "hamburgeren". På en klar dag bør man tage elevatoren de 167 meter op til toppen. Det tager mindre end ét minut. Elevatorstolen, som kører udvendigt på bygningen, er af glas, så udsigten undervejs er fin. På 40. etage er der en udsigtsplatform med en spektakulær udsigt. Minder mig om kontrolrummet på en flyvende tallerken. Billetten - ja, det koster - er gyldig hele dagen, så man kan fx vende tilbage om aftenen og nyde synet af Vancouver by Night.Sidste (seneste) gang vi var på besøg i Vancouver inviterede Enis og Jim - min kusine og hendes mand - os til middag i den restaurant, der befinder sig øverst oppe på Harbour Centre. Men skam at melde husker jeg ikke menuen, men jeg er sikker på, at den var særdeles god, men jeg vil aldrig glemme den betagende udsigt og synet af byen, hvor lysene langsomt blev tændt i løbet af aftenen. Fik jeg fortalt, at restaurationen roterer, så man kan i løbet af en time kommer hele horisonten rundt?
Jeg har på YouTube fundet denne video, som giver en fornemmelse af oplevelsen.
Gastown er opkaldt efter "Gassy Jack". Han var en eventyrer, som en dag i 1867 landede sin kano med en tønde whisky her og åbnede en saloon. Udover tønden med whisky medbragte han i kanoen sin indfødte kone, hendes moder samt konens fætter, Big William, som skulle ro. Gassy Jacks fulde navn var John Deighton. Han var vistnok født i Hull, England i 1830 og havde sejlet først på engelske skibe siden på amerikanske. Han gik i land i San Francisco og gravede guld en tid uden held. Som så mange andre med guldfeber tog han siden nordpå til Canada og kom til Fraser River i 1858. Han opgav guldgraveriet og sejlede i en årrække som skipper på floden. Da han gik i land, erhvervede han Globe Saloon i New Westminster. Desværre sprang saloonen i luften den 4. juli 1867, da han sammen med en kammerat ville fejre den amerikanske uafhængighedsdag. Det var formentlig i desperation at Deighton sejlede sin kano til Burrard Inlet, hvor han skulle grundlægge den by, som udviklede sig til dagens Vancouver.Jack havde kun 6 dollars at starte sin forretning med. Han fortalte de lokale arbejdere på træmøllen, at de måtte få al den whisky, de kunne drikke, hvis de ville hjælpe ham med at bygge en saloon, og det fortælles, at saloonen stod klar i løbet af 24 timer. Jeg vil tro, at arbejderne må have været ret tørstige. Udenfor saloonen stod et ahorntræ. Under dette samledes de lokale pionerer ofte for at diskutere fælles opgaver og problemer, og pladsen blev snart kendt som Maple Tree Square. Officielt var bebyggelsens navn Granville, uofficielt - selv på admiralitetskort - blev den omtalt som Gastown. Snart efter åbnede han også et hotel samt en forretning. Tilnavnet "Gassy" fik han, fordi han underholdt sine gæster med fantasifulde historier fra dokkerne i Sydney, om guldgraveri i Californien, om meksikanske banditter, om kampe med grizzly bjørne osv. Deighton House Hotel brændte ned ved den store brand i 1886. Gassy Jack døde den 29. maj 1875, 44 år gammel.100 år efter hans død i 1986 blev der rejst en statue af Gassy Jack, stående på en tønde med whisky. Statuen står på hjørnet af Water Street og Carrall Street - der hvor den gamle ahorn stod. I virkeligheden er der ingen, der aner, hvorledes den gamle saloon ejer så ud, så det menes, at man har valgt et tilfældigt, gammel foto og sagt: "Denne fyr ser ud som om, han kunne være Gassy Jack."
Denne gang nåede vi at besøge Chinatown, som sammen med Gastown er de historiske dele af Vancouver. Vi spadserede ad Keefer Street fra Gastown, en spadseretur på et kvarters tid. Vi kunne have taget den såkaldte "Silkevej", som er en rute for fodgængere mellem Chinatown og Downtown Vancouver. Ruten er tydeligt afmærket med farvestrålende bannere, som fører fra Central Library i centrum gennem Keefer Street, The International Village, the Chinese Cultural Centre, Chinatown markedsområde Dr. Sun Yat-Sen Classical Chinese Garden. Det er den næststørste Chinatown i Nordamerica efter den i San Fransisco. De første kinesiske immigranter slog sig ned her under "the Fraser Gold Rush" i 1850'erne. Næste bølge var kinesiske arbejdere, som knoklede på Trans-Canadian railway. Mange af den besluttede at slå sig ned efterfølgende i Vancouver. I årene op til at den britiske kronkoloni Hong Kong blev givet tilbage til Kina, flyttede mange kinesere til Vancouver. Alene fra Hong Kong kom flere end 125.000 velhavende kinesere til Vancouver. Denne invasion pressede selvfølgelig priserne på fast ejendom i vejret.
I dag er Chinatown under pres, idet der bygges mange højhuse med lejligheder i den nære udkant af området. I 1980'erne var det ikke længere muligt at udvide Chinatown, hvorfor forstæder som Richmond, Burnaby og Coquitlam begyndte at udvikle kinesiske bydele. I Richmond ligger Nordamerikas største samling af moderne kinesiske butikker og indkøbscentre. Det siges, at Richmond har den højeste koncentration af gode kinesiske kokke af samtlige Chinatowns - vi har dog endnu ikke oplevet dette. Chinatown har prøvet at svare igen på udfordringen med den nye "International Village".
Det kinesiske kulturcenter på East Pender Street 50 tilbyder guidede spadsereture, hvor man kan lære mere om Chinatown. Om sommeren er der Chinatown Night Market hver fredag, Lørdag og søndag aften fra 18:30-23:00. Markedet ligger på Pender Street og Keefer mellem Main og Gore.
Vi nød synet af de eksotiske frugter og grønsager i butikkerne, de friske og tørrede fisk og andet godt fra havet og det enorme udvalg af ginseng og te. På apoteket (drugstore) ville en kinesisk urtemager med glæde sammensætte den fuldkomne blanding af tørret græshoppe og træbark, som ville kurere alle mine helbredsmæssige problemer. Birgit og jeg har flere gange spist i en af de mange kinesiske restauranter på Pender Street. Maden var både god og rigelig. En tallerken suppe gør det fint ud for frokost.
Mere end 30% af Vancouvers befolkning har Cantonese eller Mandarin som deres modersmål, hvilket gør kineserne til den dominerende etniske minoritetsgruppe i byen. Man siger ofte, at kineserne er fuldt integreret i samfundet. Jeg er ikke sikker på, at vi ville være enig heri i Danmark. Det ser ud til, at det liberale Canada akcepterer bydele med deres egen kultur og sprog, mens vi i Danmark insisterer på, at immigranter skal lære dansk og tilpasse sig (eller i det mindste alceptere) de danske værdier. Ved de seneste besøg i Vancouver har Birgit og jeg ofte været de eneste af ikke-asiatisk afstamning på bussen downtown. En sjov oplevelse. Men levende og farverige Chinatown er altid et besøg værd.
Ifølge "Guiness Book of Records" og "Ripley's Believe it or Not" er verdens smalleste kontorbygning Sam Kee Building West Pender Street 8: 1.8 meter! (Jeg har et problem her med at finde det rigtige ord. Jeg savner et ord, der betyder det modsatte af dybeste, da jeg mener, at en bygning har dimensionerne højde, bredde og dybde. Og ordet laveste passer ikke rigtigt. Men kig på billedet, så forstår du mig sikkert). Sam Kee Company, engang en af de mest velhavende virksomheder i Chinatown, ejet af Chang Toy, købte grunden, som havde standardstørrelse, i 1903. Men i 1912 udvidede byen Pender Street og eksproprierede ca 8 meter ud mod vejen. Ikke urimeligt efter min mening anmodede Sam Kee Company bystyret om kompensation for deres tab. Da byen nægtede dette, byggede virksomheden simpelthen på det område, der var tilbage som en protest. Bygningen blev renoveret i 1986 af arkitekt Soren Rasmussen (jeg ved ikke, om han er dansker, men navnet er. Måske samme arkitekt, som har tegnet den danske kirke i Burnaby?) [September 2005: Mette har kastet lys over dette felt, idet Søren Rasmussen, som er hendes fætter, udvandrede til Canada omkring 1955 sammen med sin moder, fader, 2 søstre og 1 broder. Tak for hjælpen Mette. Sjovt nok er det samme år, som min onkelt og tante gjorde det samme sammen med mine to kusiner].For et par år siden udfordrede byen Pittsburgh i USA (hvem ellers?) "Sam Kee Building" i Vancouver, idet man hævdede, at deres "the Skinny Building" i Pittsburgh kun er 1.55 meter dyb. Jeg har ikke kunne finde ud af, om de gode turistfolk i Vancouver har accepteret denne påstand.
Under vores tidligere besøg i Chinatown havde vi ikke besøgt Dr. Sun Yat-Sen Classical Chinese Garden Carrall Street 578, men denne gang nåede vi det. Haven er bygget fra 1985-86 i et kinesisk-canadisk samarbejde. Haven er udformet med de tekbikker, som gjaldt under Ming dynastiet (1368-1644), og den skal være den første autentiske kinesiske have udenfor Kina. Byggeriet indledtes i januar 1985 med at jordskælvssikre grunden. Kinesiske byggematerialer ankom i 965 specialfremstillede trækasser - i alt 70 steel containere - med traditionelt kinesisk udskåret træ, limstensblokke med ornamenter og tagsten fra private haver tilbage til Ming dynastiet. Mere end 50 kunstnere fra Kina var involveret i skabelsen af denne have.Da vi ikke er bekendt med kinesisk kultur og traditioner, tog vi en guided tour. En amerikansk ældre herre, medlem af havens store stab af frivillige, fortalte os over en kop te om formålet med en kinesisk have: at skabe en atmosfære for ro og fordybelse og inspiration. Vi fik at vide, at den kinesiske inskription over indgangen til haven betyder "Den fredfyldte have". Haven er omgivet af mure, så man ikke kan høre trafikstøj udefra. Herefter tog guiden os med rundt i haven, idet han omhyggeligt "oversatte" alle de elementer, som vi så. Haven er en omhyggelig afbalanceret harmoni af kontraster: af mørke og lys, af solidt og tomt, hårdt og blødt, lige og snoet, mandligt og kvindeligt, yin og yang - som taoisterne kalder det. Haven forsøger at indfange alle landskabselementerne: bjerge, floder, søer, træer, blomster, bakke, dale og samle dem på et lille område. Haven er det fredelige og stille område, hvor husets herre (undskyld, kvinder) trækker sig tilbage fra det daglige livs pligter og stress - uden at vende ryggen til sin familie.
Efter besøget i "Dr. Sun Yat-Sen Classical Chinese Garden" gik vi en tur i den nærliggende lille kinesiske park (gratis adgang).
Sun Yat-Sen (1866–1925) var en kinesisk revolutionær, af mange betragtet som "Fader til det moderne Kina". Han havde afgørende indflydelse på dannelse af Republikken Kina. Sun Yat-Sen blev dens første præsident i 1912 og var de facto leder fra 1923-1925.
Stadion huser også "BC Sports Hall of Fame and Museum", som bl.a. har et galleri for to af BC's største sportsikoner, Terry Fox og Rick Hansen. Terry Fox blev født i Winnipeg i 1958 og flyttede i 1966 til Port Coquitlam, BC sammen med familien. Sjovt nok boede Fox familien i nærheden af min kusine, og deres søn Joe gik i skole med Terry. Terry Fox begyndte på Simon Fraser University i 1976. Et år senere fik han en sjælden form for knoglekræft, og lægerne måtte amputere Terrys højre ben 15 cm over knæet. Mens han lå på hospitalet, hørte han om en 1-benet løber, som havde deltaget i New York Marathon. På trods af 16 måneders kemobehandling gik Terry i gang med at optræne brugen af sit kunstige ben. I 1979 besluttede han at arbejde for at finde en kur for cancer, og den 12. april 1980 indledte han sin "Marathon of Hope" tværs over Canada fra kyst til kyst, fra St. John’s, Newfoundland til Vancouver, BC for at rejse penge til cancerforskning. Terry indledte sin bedrift med at dyppe sit kunstige ben i Atlanterhavet. Efter 143 dage havde canceren bredt sig til Terrys lunger, og han blev tvunget til at standse ved Thunder Bay, Ontario. Han havde da i gennemsnit løbet et marathonløb om dagen (42.195 km). Terry Fox døde den 28. juni 1981, én måned før sin 23 års fødselsdag. Hans forældre arbejder stadig for at holde liv i Marathon of Hope. Det første Terry Fox Memorial Run blev afholdt den 13. september 1981 på 880 steder i hele Canada og med mere end 300.000 deltagere. I 2002 var der mere end 620 internationale løb under navnet "Terry Fox Run" i 53 lande. Mere end 1,3 millioner mennesker deltager i løbet hver år, og (i 2011) er der indsamlet mere end $500 millioner til cancerforskning.
