Folkevise
Jeg vil sjunge om en helt,
som var af den ægte velt,
om en herre kæk og bold,
om vor tapre Tordenskjold.
Han som torden var i krig,
stridede så tapperlig;
imod svenskens magt og vold
var han ret en Tordenskjold.
Da han vokste og var ung,
var hans skæbne mere tung,
thi han lidt ustyrlig var,
hvilken skæbne flere har.
Bogen han ej lære vil,
håndværk sættes han da til;
dette dog anstod ham ej,
men han tog en anden vej.
Han sig i sø rullen skrev,
og sekondløjtnant han blev.
Tordenskjold han fik nu mod;
thi hans hu til krigen stod.
Engang fra den svenske strand
gik han med sit folk i land,
hvor de svenske ryttere
hannem straks omringede.
Han med kården hug da til;
svensken, som ham fange vil,
hug han hånden glat udaf,
den han misted til sin grav.
Tordenskjold i søen sprang
- kuglerne omkring ham sang
svømmede til sin fregat,
så de fik ham ikke fat.
Han til Gothenborg da drog,
skræk og angest dem indjog,
fire skibe tog dem fra,
velfornøjet blev han da.
Listig var han og polisk,
gik omkring og solgte fisk.
Tordenskjold gik i sit skib,
tager derpå byen ind.
Han da brev til Kongen fik,
lod ham vide, hvor det gik;
da, fordi han dette drev,
admiral han straks jo blev.
Da han denne ære får,
var han ni og tyve år.
Tjenesten han kom udi
syttenhundrede og ti.
Jeg ikort fortælle vil:
I ti års tid så steg han til
sådan høj og myndig stand,
så han blev en adelsmand.
Da i landet nu var fred,
Tordenskjold vil gå af sted;
udenlands han rejste da;
men han kom ej langt herfra.
Han i Tyskland kom i strid
i en ulyksalig tid
med en oberst, som hed Stahl,
der ham livet lumsk frastjal.
Så, da krigen ende fik,
hastigt han af verden gik;
han i Holmens kirke står,
mens hans ære ej forgår.