 |
 |
 |
 |
Ludvig Mylius-Erichsen er født den 15. januar 1872 i Viborg, men vokser op i Ringkøbing, hvor hans far er politibetjent. Som barn elsker han at skrive digte, hvorfor han bliver moppet af kammeraterne I skolen. Efter endt skolegang bliver han ansat på herredskontoret i Ringkøbing, hvor han arbejder et par år, inden han rejser til København, hvor han tager studentereksamen i 1895. Han begynder at studere på Københavns Universitet, samtidig med at han arbejder som journalist på Politiken. Han får optaget flere noveller og digte i sin avis.
I 1897 vender han for en periode tilbage til egnen ved vestkysten, som han holder meget af. Han bruger megen tid på at tale med fiskere og bønder og samler materiale til sine kommende udgivelser. I 1898 udgiver han "Tatere", som bliver opført på Folketeatret. Samme år bliver han gift med Marie Berthine Sophie Lesse. I "Vestjyder", som udkom i 1900, beskriver Mylius-Erichsen i en række noveller livet i Vestjylland, menneskene, naturen og miljøet i byen, klitten og heden, og både hans kærlighed til egnen og befolkningen og hans samfundskritiske indstilling skinner klart igennem.
Samtidig forbereder Mylius-Erichsen et stort værk om den jydske hede. Han får nys om, at Horsens Statsfængsel i sommeren 1899 vil udsende en flok straffefanger til at bryde alheden ved Gedhus, og han får som journalist tilladelse til at følge straffefangerne og deres vogtere. Mylius-Erichsen offentliggør samme efterår et par opsigtsvækkende artikler i Politiken, hvori han gribende beskriver, hvorledes fangerne nyder den relative frihed og ligesom vågner op til et nyt liv med et meningsfyldt arbejde. Hans dagbogsblade kommer senere til at indgå i værket om den jyske hede.
I 1903 udkommer "Den jydske Hede før og nu" med illustrationer af Valdemar Neiiendam og med fotografier af bl. a. Mylius-Erichsen selv. Bogen er dedikeret til Steen Steensen Blicher og Enrico Mylius Dalgas, hedens digter og hedens opdyrker.
I 1900 arrangerer Studentersamfundet og Studenterforening en tur til Island, og Mylius-Erichsen er leder af det danske rejsehold. Knud Rasmussen, som netop er blevet medlem af Studentersamfundet, har egentlig ikke råd til at deltage, men han får ansættelse som journalist på Kristeligt Dagblad, som sender ham afsted for at dække turen. Her møder han forfatteren Mylius-Erichsen, og Knud Rasmussen beretter glødende om sit elskede Grønland. Som du sikkert ved, er Knud Rasmussen vokset op i Grønland, hvor hans far var præst. Knud vokser op i et overvejende grønlandsk samfund og med grønlandske legekammerater og bliver fortrolig med og stærkt påvirket af grønlandsk levevis og det grønlandske sprog, som han behersker (mindst) lige så godt som det danske. På det tidspunkt er der kun tre danske familier i Jakobshavn. Som dreng lærer han at køre hundeslæde og at sejle kajak; desuden lærer han at håndtere jagtvåben. En af hans bedste legekammerater er grønlænderen Jørgen Brønlund, som er søn af en af bygdens største fangere. I 1891 rejser familien til Danmark, hvor den 12-årige Knud kommer i dansk skole. Det lykkes ham med nød og næppe at tage en studentereksamen i en alder af 20 år. Han mangler både ambitioner og lyst til at gøre akademisk karriere, og hans brændende ønske er at vende tilbage til Grønland og udforske det grønlandske folk og dets levevis.
Efter hjemkomsten mødes Mylius-Erichsen og Knud Rasmussen igen, og de beslutter at forsøge at lave en ekspedition til Grønland. Ekspeditionens hovedformål skal være at besøge "det nye folk", polareskimoerne i den nordligste del af Grønland. Knud Rasmussen har i sine drengeår hørt utallige fortællinger om det mystiske folk højt mod nord, som hidtil kun er blevet besøgt af nogle få opdagelsesrejsende. Det viser sig imidlertid vanskeligt at få tilladelse til at arrangere en ekspedition til Grønland. Grønland er lukket land, og det kræver særlig tilladelse fra den danske regering at rejse dertil. Det er også forbudt alle andre end Kongelige Grønlandske Handel (KGH) at handle med grønlænderne. Det ender dog med, at vanskelighederne ryddes af vejen, og de fornødne tilladelser opnås.
|
|
|
|
Journalist, cand. phil. Ludvig Mylius-Erichsen (1872–1907) er den formelle leder af ekspeditionen. Knud Rasmussen. Skolelærer (katetek/hjælpepræst) Jørgen Brønlund, Knud Rasmussens grønlandske barndomskammerat, deltager som tolk. Herudover bliver maleren grev Harald Moltke (1871-1960) indrulleret i ekspeditionen. Moltke har i 1898 deltaget i en ekspedition til Diskobugten i 1898, og i en ekspedition udsendt af Dansk Meteorologisk Institut til Island fra 1899-1900 for studier af nordlys.
I 1902 er de fornødne midler skrabet sammen. I juli måned drager ekspeditionen afsted fra København mod Godthåb, hvor Jørgen Brønlund slutter sig til gruppen. Herfra drager de nordpå for at overvintre i Knud Rasmussens fødeby Jakobshavn, hvor Knud Rasmussen tager ophold hos pastor Ostermann i det hus, hvor han fødtes 25 år tidligere. I løbet af vinteren sejler de ture langs vestkysten i konebåd. Danskerne i Jakobshavn mener, at ekspeditionen aldrig vil komme over højdedraget "Majoren"; i stedet burde de forblive i Jakobshavn og spille whist med dem resten af vinteren - og så tage hjem til København med et skib til foråret. Ekspeditionen holder jul i Grønland: juletræet er et stativ af pinde, hvorpå der er bundet lyngtotter, med lys på grenene, salmesang, gåsesteg og risengrød. Unge grønlændere går fra hus til hus og synger julesalmer.
I februar 1903 forlader ekspeditionen Jakobshavn på hundeslæde med kurs mod Upernavik i følge med to eskimoer, Gaba og Elias. Det lykkes dem at overvinde "Majoren", og undervejs overnatter de hos Knud Rasmussens onkel, Carl Fleischer. Han har i øvrigt opdrættet de hunde, som indgår i Knuds hundespand. Et par dage senere kommer de frem til en anden af Knuds onkler, Jens Fleischer, som er bosiddende i Umanak. Her tilbringer de flere dage, hvor Knud indsamler lokale sagn, og Moltke laver portrætter af de lokale fortællere. Snart fortsætter de rejsen nordpå og når frem til Upernavik - "forårspladsen" på grønlandsk. Upernavik er på det tidspunkt den mest nordligt beliggende koloni i Grønland, grundlagt i 1772. [På den tid bliver hvert lille udsted betegnet som en selvstændig koloni.]. Her går de i gang med at forberede den sidste og mest farefulde del af turen. Den lokale bestyrer/købmand Søren Nielsen skaffer mandskab og slæder til transport af proviant. Der sendes en halv snes slæder afsted mod nord, og de lægger provianten ud på udvalgte steder på ruten.
Den 1. marts bryder ekspeditionen op fra Upernavik. Foran sig har de 600 km over Melvillebugten til forbjergene ved Kap York, der ligger næsten helt oppe ved Thule; den rejse har ingen europæere gjort før. Her skulle leve en gruppe eskimoer. De følger kysten, bl.a. fordi de vil udarbejde et nøjagtigt kort over kystlinjen. Knud Rasmussen, som er den bedste kører, er i spidsen og har den vanskelige og betydningsfulde opgave at lægge det spor i isen, som de øvrige skal følge. Han har fået bygget en kæmpeslæde, som han kalder "omnibussen". Hver dag kører de så langt, som hunde og mennesker orker. Her læsser de den tunge bagage af og rejser et lille lærredstelt. Herefter kører de tilbage til den foregående lejrplads og henter den bagage, som ikke har kunnet være med på den første transport. Når al bagage er hentet, slås lejr, primussen bliver tændt, og den medbragte dåsemad opvarmer: bøf a la mode, skinke i brunkål eller lignende lækkerier. Derefter lægger de sig i soveposen, ryger en pibe tobak eller fører dagbog. Moltke tegner og maler i sine skitsebøger for at fastholde de mange indtryk. Det er blevet april måned og omtrent lyst døgnet rundt. Solen skinner - og temperaturen ligger omkring -30 grader.
Undervejs bliver Moltke syg, formentlig af udmattelse over de hårde strabadser. Hans oppakning bliver fordelt mellem de øvrige slæder, mens han selv bliver trukket på sin egen slæde. En del proviant bliver efterladt i et depot på isen, for at man hurtigere kan nå frem til Kap York. Da de endelig når frem til hytterne ved Kap York, er disse forladt og slædespor viser, at beboerne er draget nordpå. Nu står ekspeditionen med et sygt medlem og ingen proviant til hverken hunde eller mennesker. Hvad skal de gøre?
De beslutter at sende Knud Rasmussen og Jørgen Brønlund afsted og følge sporet, indtil de finder mennesker. Mylius-Erichsen bliver tilbage hos den afkræftede Moltke, og de skal så følge efter så hurtigt, som de er i stand til. Inden de tager afsted, planter de det danske flag i sneen og erklærer kyststrækningen fra Upernavik til Kap York for tilhørende Danmark. Efter et par dage får Knud Rasmussen og Jørgen Brønlund i det fjerne øje på et lille mørkt punkt. På trods af sult og træthed sætter de farten op, og snart ser de en slæde med to mennesker på, en mand og en kvinde. Manden, som er iført blårævepels og bjørneskindsbukser, springer af slæden og hopper af glæde, mens han svinger sin lange pisk. "Vi får besøg af hvide mennesker", råber han gentagne gange. [Inuitbefolkningen er indvandret til Grønland i 1100-1200 tallet. I begyndelsen opholdt de sig ved den nordligste strækning af kysten ved Thule området, men efterhånden som klimaet blev koldere, bevægede de sig længere syd på, hvor de traf nordboerne.] Knud Rasmussen fortæller Maisainguark, som eskimoen hedder, at de bag sig har endnu to kammerater, hvoraf den ene er syg. De skynder sig til eskimoernes boplads, som ligger et par timers kørsel borte. Her bliver der voldsom opstandelse, og slæden bliver omringet af jublende børn og voksne. Vældige humpler af kød bliver lagt for de sultne venner, som tager for sig af retterne. Da de fortæller om den syge Moltke, går de lokale straks i gang med at bygge en snehytte til gruppen, mens Knud Rasmussen sammen med Maisainguark tager afsted for at hente de to rejsefæller, Moltke og Mylius-Erichsen.
Eskimoerne havde før set folk sydfra, når de kom sejlende og lagde til med hvalfangerskibe. Fx gjorde Robert Peary almindeligvis holdt ved Kap York på sine ekspeditioner og handlede med eskimoerne. Men de har ikke tidligere set mennesker komme over isen, og Knud Rasmussen og hans gruppe er således de første, som skaber en forbindelse mellem polareskimoerne og den del af Grønland, som allerede er udforsket og koloniseret.
Så snart Knud Rasmussen er kommet til kræfter, tager han sammen med fire eskimoer afsted for at hente den bagage og proviant, som de har læsset af ved Melvillebugten. Der går 14 dage, og man begynder at frygte, at den lille gruppe er omkommet ved den frygtede Melvillebugt, men så gjalder råbet i lejren: "Den store Knud kommer! Den store Knud kommer!", og med ham brød, konserves, telte og andre fornødenheder. Da Knud ser Moltke, får han tårer i øjnene, og siden fortæller han Moltke: "Du var forvandlet fra en ung, rask mand til et snavset skelet". Men fra den dag begynder det at gå fremad for Moltke og efter et par måneder, er han igen i stand til at arbejde med blyant og pensel.
Knud Rasmussen, som har et enestående talent for at knytte personlige relationer, påbegynder et langvarigt venskab med Thule-eskimoerne. Han sidder i timevis i hytterne blandt de ældre og lytter fascineret til de gamle sagn og fortællinger og fylder sine dagbøger. Da Moltke er rask nok til det, sidder han med og laver portrætter af fortællerne. En af de gamle eskimoer siger til Moltke, da han ser hans store portrætsamling: "Jeg kan ikke forstå, at du ikke smider alt det papir væk. Når du kommer hjem, må du jo kunne tegne det op igen. Når vi har gjort en rejse, så kan vi da huske alt, hvad vi har oplevet, og behøver ikke at slæbe sådanne bunker med os. Det tynger forfærdeligt på en slæde."
[Ovenstående foto af ekspeditionens medlemmer sammen med deres grønlandske venner er taget af Harald Moltke i 1903. Det tilhører Arktisk Institut, som har en imponerende samling af arktiske billeder, heriblandt en del om Knud Rasmussen.]
Da julen nærmer sig, beslutter de at tiltræde deres hjemrejse på trods af eskimoernes advarsler. Da de kommer til Melvillebugten, viser det sig, at eskimoerne havde ret, og de må tage tilbage. Juleaften tænder de et lys for venner og familie, som de ikke har set i halvandet år.
Knud Rasmussen får et særlig godt forhold til polareskimoen Osarkrark, så godt, at han følger med Knud Rasmussen til Danmark. Her møder han flere vidundere som biler, sporvogne og andre "køretøjer uden hunde". Alt dette accepterer han, men på ét punkt bevarer han sin skepsis: han nægter at tro på, at man kan "gemme ord i streger". Knud Rasmussen beder ham da fortælle et sagn, som Knud aldrig har hørt før, og han skriver det ned. Derefter kalder han på sin broder Christian og beder ham om at læse det skrevne op. Det overbeviser polareskimoen.
I slutningen af januar 1904 - da eskimoerne mener, at det nu er muligt at passere Melville bugten - tager de endnu en gang afsted. De er en helt karavane med 11 mennesker på 9 slæder, hver slæde med et forspand på 6-9 hunde. Provianten slipper op, men heldigvis lykkes det dem at nedlægge en isbjørn, som hundene og menneskene fortærer. Den 7. februar når de det nordligste af de depoter, som de havde lagt ud under udturen. Kl 12 den dag bryder solen frem - det er første gang i mange måneder, de ser solen. Efter nogle dage ser de endnu et dejligt syn: Dannebrog, som vajer over Søren Nielsens hus. Gensynsglæde er stor, ikke mindst fordi Søren Nielsen og hans husstand havde frygtet, at de var omkommet. De tilbringer tre måneder hos Søren Nielsen, inden de fortsætter sydpå. Hos Jens Fleischer gør de ophold og afventer skib. Moltke tager skibet hjem til Danmark, mens Knud Rasmussen rejser videre mod syd og om til østkysten, hvorfra han sejler hjem til København.
Den 7. november 1904 ankommer ekspeditionen til København, hvor der er stor velkomst på kajen. I 1905 udgiver Knud Rasmussen "Nye mennesker" med tegninger af Harald Moltke. Året efter i 1906 udgiver Ludvig Mylius-Erichsen og Harald Moltke værket "Grønland. Illustreret Skildring af den danske literære Grønlandsekspeditions Rejser i Melvillebugten og Ophold blandt Jordens nordligst boende Mennesker - Polareskimoerne", København og Kristiania. Herudover udgiver Mylius-Erichsen digtsamlingen "Isblink", hvori han portrætterer sine rejsekammerater, men også i en række digte fortæller om mødet med den arktiske natur. I digtet "Snestorm" beskriver han, hvordan han efter at være blevet fanget af uvejret er lige ved at give op og lade sig glide ind i den store hvide søvn:
Dér laa jeg en Stund næsten uden Begreb,
saa vaagned jeg, aa, saa livstræt og kold.
Jeg tænkte: Nu gaar jeg Pokker i Vold!
Da fik jeg en latterlig Ynk med mig selv,
at jeg skulde ligge forkommen og dø
i den fygende Storm paa vor Fjældhule-Ø.
Men netop, som han er ved at give op, mobiliserer han sin vilje og sine sidste kræfter, og det lykkes ham at nå tilbage til lejren. Digtet slutter med disse linjer:
Det er svært at dø, naar man ikke vil!
Måske udtrykker dette digt en forudanelse hos Mylius-Erichsen?
Kurt L. Frederiksen har udgivet romanen "Spor over isen. En fortælling om Den danske litterære Grønlands-ekspedition" på Forlaget Borgen. Det er som nævnt en roman og ikke en dokumentarisk beretning, dog fremgår det med stor tydelighed, at Kurt L. Frederiksen kender alle kilderne. Han beskriver Mylius-Erichsen som en person med et vanskeligt sind, og en mand, som med alle midler forsøger at gennemføre sine planer. Han er en bedrevidende og rethaverisk leder, hvilket selv kloge folk som Knud Rasmussen og Jørgen Brøndum finder sig i - også selv om de ved, at Mylius-Erichsen tager fejl. Hans kærlighed til eskimoerne er stort set altid på hans egne betingelser, og primært begrundet i den berømmelse, de vil kunne give ham, når han kommer hjem til Danmark. Især hans forhold til Jørgen Brønlund er dårligt, og Brønlund lover sig selv, at han aldrig mere vil tage på ekspedition med Mylius-Erichsen. Det løfte holder han desværre ikke, hvilket kommer til at koste ham livet tre år senere.
På trods af strabadserne under den litterære ekspedition har Mylius-Erichsen fået blod på tanden, og han er snart i færd med at planlægge en ny ekspedition, denne gang til det allernordligste Østgrønland. Siden 1700-tallet er Grønland blevet kortlagt område for område, men det hårde klima i Nordøstgrønland og vanskeligheden ved at komme fra vandsiden og op op de mægtige isskruninger langs kysten har umuliggjort en kortlægning af området. Siden 1700-tallet er Grønland blevet kortlagt stump for stump, men i 1906 er strækningen fra 77º nordlig bredde til 83º30' fuldstændig ukendt. Planen for ekspeditionen er at sejle med skib så langt mod nord som muligt for derefter at fortsætte med hundeslæde langs med kysten og kortlægge området mellem Kap Bismarck og Peary Island samt området mellem Kap Bismarck og Kejser Frantz Josephs Fjord. Desuden skal ekspeditionen verificere eller afkræfte amerikaneren Robert Pearys påstand om, at en øst-vestgående kanal adskiller det nordligste Grønland fra den sydlige del undersøges. Denne påståede kanal omtales almindeligvis som Peary-kanalen. [Hvis området nord for Peary Kanalen er en ø, forventes USA at gøre krav på området].
I løbet af kun et år lykkes det Mylius-Erichsen, som er i besiddelse af et charmerende væsen og gode talegaver, at rejse de fornødne midler. Halvdelen af pengene får Mylius-Erichsen af investorer og forretningsfolk, som får løfte om, at nyfundne landområder vil blive opkaldt efter dem. Den anden halvdel betales af staten. Sammenlagt bliver det til 282.608 kr. Da pengene er hjemme, lykkes det hurtigt at finde en besætning, som er villig til at deltage i den formentlig farefulde færd. I Norge køber Mylius-Erichsen et gammelt hvalfangerskib, "Magdalene", der skal fungere som ekspeditionsskib; det bliver omdøbt til "Danmark" og kommer til at give navn til ekspeditionen.
Som nævnt er det Mylius-Erichsens plan at gå med skib ind til Nordøstgrønland, så nordligt som muligt og landsætte en ekspedition udrustet til mindst to år. Kysten skal kortlægges, Peary´s påstand, at en kanal deler det allernordligste Grønland fra øst til vest, skal undersøges, og så skal landet beskrives videnskabeligt af et tværfagligt forskerteam indenfor arkæologi, botanik, etnografi, meteorologi m.fl. Det lykkedes Mylius på godt ét år at få samlet 27 mand, som er villige til at påtage sig opgaven.
Den 24. juli 1906 stævner det gode skib "Danmark" ud fra København med 25 mand om bord foruden en flok hunde, en mængde proviant og andet udstyr, idet man formoder, at ekspeditionen skal vare to måske tre år. Efter et kort ophold i Frederikshavn går turen op langs Norges kyst. På Færøerne samler man tre grønlændere op, heriblandt Jørgen Brønlund, der, som du ved, har været med på Mylius-Erichsens første ekspedition.
Ekspeditionsleder:
• Ludvig Mylius-Erichsen - ekspeditionsleder, journalist og forfatter.
Besætningen på skibet Danmark:
• Alf Trolle - premierløjtnant, skibsfører og næstkommanderende for ekspeditionen.
• Henning Bistrup - premierløjtnant og 1. styrmand.
• Gustav Thostrup - 2. styrmand, kartograf og erfaren sejlsskibsstyrmand.
• Chr. Bendix Thostrup - 3. styrmand, regnskabsfører og sekretær.
• Ivar Weinschenk - 1. maskinmester.
• Hermann A. Koefoed - 2. maskinmester.
• Johannes Lindhard - ekspeditionens læge og tidligere læge ved Ivittuut.
• Hans Ludvig Jensen - kok.
• Jens Gundahl Knudsen - skibstømrer.
• Knud Christiansen - matros og sejlmager.
• Peter Hansen - matros.
• Charles Poulsen - matros.
• Carl Johan Ring - norsk islods.
• Harald Hagerup - norsk elektriker.
Videnskabelige deltagere:
• Johan Peter Koch - premierløjtnant, kartograf, erfaring fra Island og Grønland.
• Peter Høegh Hagen - premierløjtnant og kartograf.
• Frits Johansen - zoolog, stud.mag. ved Københavns Universitet.
• Andreas Lundager - botaniker, uddannet lærer, har arbejdet på Grønland.
• A.L.V. Manniche - ornitolog, zoolog og jæger, uddannet lærer.
• Hakon Jarner - geolog og ingeniør fra Polyteknisk Læreanstalt.
• Alfred Wegener - tysk naturvidenskabsmand indenfor fysik og meteorologi.
• Peter Freuchen - stud.med., assistent for Egener.
Fangere og slædekørere:
• Jørgen Brønlund - grønlænder fanger og slædekusk, kateket (lærer/hjælpepræst).
• Tobias Gabrielsen - grønlandsk fanger, slædebygger og slædekusk.
• Hendrik Olsen - grønlandsk fanger, slædekusk og altmuligmand.
Kunstnere:
• Aage Berthelsen - kunstmaler fra Zahrtmanns malerskole.
• Achton Friis - kunstmaler fra Akademiet.
Efter en drøj sejltur gennem storisen, som har en bredde på indtil 300 km, når de i august frem til østkysten, meget tæt på det planlagte sted. De lægger til i en velegnet bugt, hvor skibet kan overvintre. Stedet døber de meget passende "Danmarks Havn", og inde på lande bygger de en hytte, som navngives "Danmarks Minde"- i daglig tale "Villaen" Der rejses også en varde, hvori der nedlægger en rapport om rejsen indtil nu. Positionen er 77° nordlig bredde. Området herfra og nordpå er ukendt og skal kortlægges af ekspeditionen.
Nu begynder en tid med nyttige og herlige aktiviteter. Ved hjælp af skibet lægges nogle depoter ud til brug for nordrejsen det følgende forår, og "Danmark" når herunder op omkring Ile de France (78° n.b.), inden det på grund af den forestående vinter bliver nødvendigt at søge tilbage til Danmarks Havn. I vinterens løb er der nok at tage fat på. Jagtmulighederne undersøges og afprøves, der trænes i slædekørsel, fabrikeres hundeslæder, fremstilles seletøj og piske m.m. En del af tiden i Danmarks Havn bruges på småekspeditioner for at skaffe kød og for at give de mange videnskabsfolk mulighed for at foretage opmålinger og indsamle informationer. Og så glæder man sig til ekspeditionerne nordpå.
I foråret 1907 skal den store rejse mod nord foretages. Mylius-Erichsen udvælger 10 deltagere, som alle har erfaring med rejser under arktiske forhold. De inddeles i fire hold:
Hold 1, der skal finde Peary-kanalen:
• Mylius-Erichsen, ekspeditionens leder og forfatter
• Niels Peter Høgh Hagen, geodæt og premierløjtnant
• Jørgen Brønlund, grønlænder (og Knud Rasmussens barndomskammerat)
Hold 2, som skal kortlægge østkysten op til Pearys varde:
• Johan Peter Koch, geodæt (kartograf) og premierløjtnant
• Aage Bertelsen, maler
• Tobias Gabrielsen, grønlænder og fanger
Hjælpehold 1:
• Henning Bistrup, 1. styrmand og premierløjtnant
• Alfred Wegener, fysiker og fotograf
Hjælpehold 2:
• Gustav Thostrup 2. styrmand
• Carl Johan Ring, islods
De to hjælpehold skal assistere hold 1 og 2, og de skal bl.a. lægge depoter ud, som disse kan bruge på hjemturen. Herudover skal hjælpeholdene på tilbageturen foretage opmålinger.
Den 28. marts 1907 tager de fire hold med i alt 10 mand og omkring 80 hunde afsted, hver mand har sin egen hundeslæde. Det erklærede mål er, at hold 1 og 2 skal nå Grønlands nordspids i løbet af sommeren og straks efter vende tilbage til udgangspunktet, hvor skibet venter. Inden afgangen udtaler Mylius-Erichsen disse ord, formentlig for at berolige de fire slædehold: "Det er så sikkert, som at jeg står her, at vi når Grønlands nordspids og vender tilbage hertil i sommer – alle!".
Rejsen er anstrengende, dels på grund af dårligt føre dels på grund af brede revner i isen, som tvinger holdene til at tage store omveje. Længere mod nord lægger isskruninger i havisen hindringer i vejen, og det kræver store anstrengelser af hunde og mænd at passere dem. Omkring Nioghalvfjerdsfjorden (79° nordlig bredde - nå det havde du gættet) skyder Brønlund og Tobias Gabrielsen skyder en hunbjørn og 2 unger, men da de nedlagte dyr bliver bragt hen til slæderne, kan mændene ikke forhindre de sultne hunde i at kaste sig over kødet. Da de to fangere i løbet af natten nedlægger endnu en isbjørn, kan mændene nu i fred og ro få lov til at partere byttet.
Midt i april når ekspeditionen frem til et kæmpemæssigt fjeld, der strækker sig langt inde fra land og ud mod havet. Omkring fjeldets tinder kredser stormfugle i stort antal, og holdet døber det Mallemukfjeldet - mallemuk er betegnelsen for en stormfugl. Fjeldet, som ligger på 80° nordlig bredde, er særdeles vanskeligt at passere. Brønlund og Mylius-Erichsen gør et forsøg på at komme op over, men Mylius-Erichsen falder i en gletscherspalte og kommer kun op med Brønlunds hjælp. Resultatet af forsøget er 2 svært tilredte slæder og 2 knækkede geværkolber. Den 22. april bliver Hjælpehold 1 sendt tilbage til skibet, mens de øvrige otte mand fortsætter uden om Mallemukfjeldet. Nyisen er tynd, og et sæt hunde ryger i vandet. De må bruge mange timer undervejs på at reparere slæderne. Og om et par måneder skal de formentlig samme vej tilbage, og til den tid er der formentlig endnu mindre is at køre på.
På den videre fart nordover navngiver de fortsat land: Ingolf Fjord og Amdrup land (81° nordlig bredde). Nu bliver også Hjælpehold 2 sendt tilbage; der holdes afskedsfest og byttes hunde, sådan at Hold 1 og 2 har de bedste hundespand. Desværre viser det sig, at kystlinien bøjer mod øst og ikke som antaget mod vest. Rejseafstanden bliver derved godt 250 km længere end forventet, og man kommer i tvivl om, hvorvidt man har tilstrækkelig proviant. Den 1. maj, da holdene når Grønlands østligste punkt, som døbes Nordøstrundingen, skilles deres veje: Hold 1 med Mylius-Erichsen fortsætter mod vest ind i Independence Fjorden, mens Hold 2 med Koch kører over havisen mod Peary Land. Provianten fordeles ligeligt mellem de to hold.
Efter en uges strabadser når hold 2 frem til den østlige pynt af Peary Land. Mændene er på sultekost, og hundene er vilde af sult. Da er de så heldige at støde på en flok moskusokser, og det lykkes dem at nedlægge omkring 15 stykker. Hundene æder hæmningsløst af dyrenes indvolde, og rigeligt kød giver alle godt humør og fornyede kræfter. Den 12. maj hen under aften kommer de til den varde, som Robert Peary har rejst 7 år tidligere. På billedet ved siden af ses Tobias Gabrielsen ved Pearys varde på Kap Wyckhoff i 1907. Koch nedskriver holdets oplevelser, deponerer dem i varden - en såkaldt vardeberetning - og tager selv Peary´s beretning med. På toppen af varden planter de Dannebrog. Holdet fortsætter yderligere 75 km nordpå til Kap Bridgman, rejsens nordligste punkt. Også her rejses en varde, og også denne gang hejser de Dannebrog og tager landet i dansk besiddelse. Landet syd for Independence Fjord døber de Kong Frederik VIII Land. Herefter indleder de hjemturen til basen i "Danmark Fjorden".
Den 29. maj møder de nærmest ved et tilfælde Mylius-Erichsens hold, som er på vej mod nordvest. Koch fortæller stolt til Mylius-Erichsen, at de har fuldendt kortet - Grønlands kyst er nu tegnet færdig - men hvorfor er Hold 1 på vej nordpå? Mylius-Erichsen fortæller, at hans hold er løbet ind i en blindgyde. De har været inde i en 200 km lang sydvestgående fjord i den tro, at det var Independence Fjord, men det viser sig imidlertid, at det er en anden fjord, som de navngiver "Danmark Fjorden". De er i færd med at arbejde sig rundt om fjorden, da de to hold mødes tilfældigt på den yderste pynt af fjorden. Mylius-Erichsen er tydelig skuffet; her står den ambitiøse leder af den stort anlagte ekspedition uden personligt at have nået et egentligt resultat. Det er sent på foråret, sneen er blød om dagen, og flere steder ses havet gennem havisen. Koch mener, at de hurtigt må rejse tilbage for ikke at blive fanget af åbent vand og dermed afskåret fra basen i Danmarks Havn 750 kilometer sydligere. Mylius-Erichsen er tilsyneladende enig, og de aftaler sammen at tiltræde tilbagerejsen den følgende morgen. De fejrer gensynet med et godt måltid; Kochs hold har haft jagthelt, så de kan godt tillade sig den luksus.
Næste morgen har Mylius-Erichsen skiftet mening. Måske har det været det uløste opgave med Peary-kanalen, der har plaget ham. Måske har han ikke kunnet bære tanken om at vende tilbage til sine mænd uden noget resultat. I hvert fald meddeler han Koch næste morgen, at han med sin gruppe vil bruge et par dage på at udforske Independence Fjorden. Koch er klar over, at han ikke kan overtale Mylius og siger, at han, Bertelsen og Tobias Gabrielsen ikke vil bruge af de udlagte depoter på deres tilbagerejse. Så kan Mylius-Erichsens gruppe spare tid ved ikke at skulle gå på jagt. Derefter skilles de to holds veje igen.
Hold 2 når frem til Mallemukfjeldet og konstaterer til deres glæde, at der er havis. Havde der været åbent vand, ville de været nødt til at "oversomre" på stedet. Takket være Tobias Gabrielsens store færdigheder som slædekusk lykkes det dem at passere det frygtede Mallemukfjeld. Den 23. juni 1907 efter 88 dages hård kørsel når de tilbage til "Danmark", hvor de forenes med deres kammeraterne. Deres lusebefængte tøj bliver afbrændt på stranden, hvorefter de får et tiltrængt bad, rent tøj og et solidt måltid. De beretter om, hvad der er sket, og venter nu sammen med de øvrige på, at Mylius-Erichsen, Høeg-Hagen og Jørgen Brønlund skal dukke op i løbet af et par dage. Den ene dag går efter den anden, uden at de dukker op. På denne årstid er havisen ikke farbar langs kysten, og det står alle klart, at Hold 1 må tilbringe sommeren oppe nordpå. Først om 3 måneder vil det være muligt at komme dem til hjælp, når nyisen igen gør det muligt at foretage slæderejser. Det bliver efterår, og de tre mænd er endnu ikke kommet tilbage. Den 22. september kan havisen igen bære, og der sendes en undsætningsekspedition afsted. Leder er Gustav Thostrup, som er en erfaren slædekører med godt kendskab til kysten nordpå. Desuden deltager Johannes Lindhard, ekspeditionens læge samt Tobias Gabrielsen, som måske er ekspeditionens bedste slædekusk. Det viser sig, at alle depoterne helt op til Mallemukfjeldet er urørte. Da hundene ikke kan udholde mere, bliver man nødt til at vende om uden resultat. Flere af hundene dør undervejs, og bliver straks ædt af de øvrige. Da man er tilbage i basen sidst i oktober måned, forbereder man sig på at overvintre i Danmark Fjorden.
I løbet af vinteren planlægges endnu en ekspedition for at finde de tre savnede. Der er ingen, der tror, at man vil finde dem i levende live, men måske deres lig og deres dagbøger. Koch og Tobias Gabrielsen melder sig frivilligt til turen, hvilket accepteres af de øvrige. Koch gør opmærksom på, at han og Tobias Gabrielsen muligvis vil fortsætte helt til Kap York på vestkysten, hvorfor skibet ikke skal vente længere end indtil den 1. juli, inden det vender tilbage til Danmark. Den 10. marts 1908 genoptager Koch og Tobias Gabrielsen eftersøgningen og når efter kun ni dage frem til depotet ved Lambert Land. De konstaterer, at der er fjernet to kasser proviant, en dunk petroleum og en stabel tøj fra depotet, og de de foretager en nærmere eftersøgning, opdager de en tilsneet indgang til en klippehule. Herinde finder de Jørgen Brønlunds lig. Over ham ligger hans ladte bøsse, og desuden finder de et kogeapparat og de to proviantkasser. I den ene proviantkasse finder de en flaske indeholdende Høeg-Hagens kortskitser samt Jørgen Brønlunds dagbog. Den er skrevet på grønlandsk, dog er en enkelt side på dansk:
"Omkom 79'Fjorden efter forsøg Hjemrejse over Indlandsisen, i November Maaned. Jeg kommer hertil i aftagende Maaneskin, og kunde ikke videre af forfrosninger i Fødderne, og af mørket. De andres lig findes midt i Fjorden foran Bræ (omtrent 2½ mil. Hagen døde 15 november og Mylius omtrent 10 dage efter. Jørgen Brønlund"
Koch finder ikke de to andres lig: dels er Brønlunds angivelse af stedet meget upræcis, dels ligger sneen så tykt overalt, at de døde i det store område ville være aldeles skjult under snemasserne. Til sidst dækker de Nrønlunds legeme med træværk og klæder og kaster hulen til med sne. Koch tager afsked med sin døde rejsekammerat med ordene: "Farvel Brønlund. Du var os en god kammerat", hvorefter de begiver sig tilbage mod basen.
Efter at være skilt fra Hold 2 bevæger Hold 1 sig, som vi ved, mod vest for at nå Kap Glacier i bunden af Independence Fjord. Da de kommer dertil, hejser de Dannebrog og bygger en varde, men holdet er nu fanget i den arktiske sommer med tøbrud og våd, tung sne. Provianten slipper op, og slædeføret er så tungt, at det er nærmest umuligt for hundene at klare strabadserne. De beslutter derfor at oversomre ved Danmark Fjord og afvente bedre slædeføre. De har tidligere truffet moskusokser i området, så de håber at kunne ernære sig ved jagt. Men jagtudbyttet er ringe, og kræfterne svinder. Først den 12. september kan de forlade området, som de kalder Ulvebakkerne, og begive sig af sted. Vi ved ikke hvilken rute, de har valgt tilbage til "Danmark", men de har ikke taget den aftalte rute langs kysten, da de udlagte depoter er urørte. Den eneste viden, vi har, om Hold 1's sidste dage er fra Jørgen Brønlunds dagbog - mere herom senere.
Ekspeditionens tilstand er elendig. Kun fire sultne hunde tilbage til at trække den sidste slæde. Deres fodtøj er slidt op. Mørketiden er begyndt. Det bliver stadig koldere. Og de har intet kendskab til det område, som de færdes i. Men de skal nå frem til depotet på Lambert land, for her vil kammeraterne søge efter dem. Ikke langt fra depotet på Lambert Land kan Mylius-Erichsen og Høeg-Hagen ikke klare mere. Kun Jørgen Brønlund når frem til depotet, hvor han finder sin død. Man kan undre sig over, at Brønlund ved præcist, hvornår Hagen døde, men kun kan angive et omtrentligt dødstidspunkt for Mylius-Erichsen. En forklaring kan være, at Brønlund efter Hagens død har forladt deres lejr enten for at gå på jagt eller for at finde depotet på Lambeer Land, og så ved sin hjemkomst har fundet Mylius-Erichsen død.
I slutningen af marts 1908 når Koch og Tobias Gabrielsen tilbage til "Danmark" med det sørgelige budskab. På skibet undrer man sog over, at Koch og Gabrielsen ikke havde forsøgt at finde ligene af Mylius-Erichsen og Høeg-Hagen. Den nye leder af ekspeditionen premierløjtnant Alf Trolle beslutter til sidst, at der skal sendes en eftersøgningsekspedition afsted, men det bliver aldrig til noget. Hvad nu med resten af planen for ekspeditionen - rejsen mod syd til Kejser Franz Joseph Fjord? Der er ikke den fornødne proviant tilbage til en så stor ekspedition - og jeg kan tænke mig, at moralen formentlig også har lidt under tabet af deres tre kammerater. I stedet begrænser man sig til nogle mindre ekspeditioner, hvor man især studerer det store isfri område vest for Danmarks Havn. Efterhånden som ekspeditionsholdene kommer tilbage, bliver de indsamlede materialer pakket sammen. Inden "Danmark" sejler afsted den 22. juli, bygger mændene en fire meter høj varde med et trækors øverst til minde om Mylius-Erichsen, Høgh Hagen og Jørgen Brønlund. "Danmark" ankommer til København den 23. august 1908 med Dannebrog på halv. Rkspeditionens medlemmer får en storslået modtagelse. Alle deltagerne får fortjenstmedaljen i sølv med indskriften "Danmark-Ekspeditionen 1906-1906" samt en hæderspris på 1000 kr. Mylius-Erichsens enke får tilkendt en livsvarig ydelse på 1800 kr om året. Samme år tildeler Det Kongelige Danske Geografiske Selskab Mylius-Erichsens enke sin guldmedalje for hans fortjenstfulde indsats.
I 1909 skriver Achton Friis "Danmark Ekspeditionen til Grønlands Nordøstkyst", som er Danmarksekspeditionens officielle redegørelse. Bogen skulle (selvfølgelig) have været skrevet af Mylius-Erichsen.
Under forhøret i Sø- og Handelsretten i København i 1908 forklarer J.P. Koch, hvorfor man ikke havde foretaget en eftersøgning efter ligene af de to savnede. Det skyldtes dels de store snemængder, dels at de stedsangivelser, som Jørgen Brønlund havde anført i sin dagbog, var både uforståelige og upræcise. Der opstår forskellige rygter og myter i offentligheden om, hvad der er sket, og dele af pressen anklager ekspeditionen for "dårlig og planløs forberedelse". Desuden retter beskyldninger mod Mylius-Erichsen om at have handlet "tåbeligt og letsindigt" ved ikke at have fulgt med Kochs slædehold sydover tilbage til basen.
Nationaltidende beder polarforskeren Ejnar Mikkelsen, som netop er vendt tilbage fra en ekspedition til Alaska, om at kommentere beskyldningerne. Ejnar Mikkelsen udtaler, at han kender Koch så godt, at han med sikkerhed kan sige, at denne ville have fortsat eftersøgningen, hvis der havde været noget som helst håb om at finde de omkomnes lig. Vedr. Mylius-Erichsen siger Ejnar Mikkelsen: "Jeg kender noget til Mylius-Erichsen, og jeg kunne fortræffeligt tænke mig, at han, som var en meget ærgerrig natur, har følt skuffelse ved at sammenligne Kochs arbejde med sit eget. Vi ved også, at han havde bestemt sig til at vende om, da han mødte Koch, og man kan da nok regne ud, at han er blevet inciteret af det nydelige resultat, den anden har begået. Det er den slags ting, man sagtens bagefter kan karekterisere som dumhed, men enhver, der har forskerblodet og opdagerblodet i sig, kender den rasende lyst til at nå videre, længere og mere end alle andre. Den er næsten ikke til at betvinge. Hvad jeg ville have gjort? Jeg ville sikkert have handlet som Mylius.",
I 1909 sejler skibet "Alabama" fra København med kurs mod Østgrønland. Ombord er bl.a. Ejnar Mikkelsen (1880–1971), som er leder af en ekspedition, somskal finde yderligere oplysninger om de tre omkomne fra Danmarks-ekspeditionen, Mylius-Erichsen, Brønlund og Høeg-Hagen. På Island kommer endnu en passager ombord, Iver P. Iversen, der skal med Ejnar Mikkelsen på ekspeditionen over indlandsisen. Ejnar Mikkelsen og Iver Iversen kører med hundeslæde fra Shannon til Lambert Land, hvor det lykkes dem at finde Brønlunds grav med hans dagbog, et kort samt flere vardeberetninger af Mylius-Erichsen. De dækker Brønlund til med et ligklæde, som de har fået med af fru Mylius-Erichsen.
I foråret 1910 beslutter Mikkelsen og Iversen at følge de tre mænds rute baglæns ud fra det fundne kort, og de tager over indlandsisen til bunden af Danmark Fjorden, hvor de finder Mylius-Erichsens varder med forskellige beretninger. Efter store strabadser når Mikkelsen og Iversen i august 1910 igen frem til Brønlunds grav. Her bygger de en varde og efterlader bl.a. deres dagbog for det tilfælde, at de skulle omkomme undervejs til skibet på Shannon. Da de kommer tilbage til vinterkvarteret, er skibet skruet ned af isen, og besætningen rejst hjem med en norsk sælfanger. De har dog efterladt en hytte, bygget af tømmer fra Alabamas vrag. Her må de to mænd så holde jul.
I foråret 1911 tager Mikkelsen og Iversen igen til Brønlunds grav for at hente de efterladte resultater i varden. Til deres skuffelse er dagbogen revet i stykker af en isbjørn, og det vigtige kapitel fra besøget ved Brønlunds grav mangler. Også næste jul må de holde alene i sneørkenen. I bogen "Farlig Tomandsfærd" fortæller Ejnar Mikkelsen om deres rejse med hundeslæde - to mennesker fuldstændig afskåret fra omverdenen i næsten tre år.
Den 6. april 1912 afgår en ekspedition fra Thule med kurs mod Danmarksfjorden og Independencefjorden ved Grønlands Nordøstkyst i Peary Land. Knud Rasmussen skriver i sin rejsedagbog: "I dag begynder rejsen, den store fart norden om Grønland, i forårssol og herlig udfartsglæde. Hej Kammerater, lykkelige mænd på tærsklen til muntre åbenbaringer! Morgenerne skal løfte fligen for det store ukendte, og med solen løber vi vores længsler i møde! Ud i vejret, fulde af appetit på de gryende dage! Muskelspændte, grådige som farende rovdyr hilser vi starten, farten mod nord! Kan nogen være rigere?"
Ekspeditionens fire medlemmer er Knud Rasmussen, Peter Freuchen og to fremragende polareskimoer. Som vi netop har hørt, er Knud Rasmussens to rejsekammerater, Mylius-Erichsen og Jørgen Brønlund, døde under Danmarks-ekspeditionen. Alabama-ekspeditionen med Ejnar Mikkelsen og Iver P. Iversen, har ikke ladet høre fra sig i mere end et år. Knud Rasmussen føler det som sin pligt at indlede en hjælpeekspedition, inden de går i gang med at udforske Peary Land og kortlægge Peary-kanalen, som skulle adskille Peary Land fra Grønland. Da en voldsom storm ødelægger havisen i vid omkreds, beslutter Knud Rasmussen i stedet for at rejse langs nordkysten at rejse direkte over indlandsisen mod Danmarksfjorden, noget som aldrig er prøvet før. Til at begynde med følges de af en stor gruppe eskimoer på slæder ind over indlandsisen, men efterhånden falder de fra, og til sidst er der kun fire egentlige ekspeditionsmedlemmer tilbage. Ved Bopladsen Neqe bliver de forsynet med store mængder af hvalroskød til proviant og hundefoder. Rejsen over indlandsisen gennemføres på 26 dage, dvs. med en gennemsnitsfart af ca. 40 km om dagen. Ved ankomsten til østkysten den 9. maj er man næsten udgået for proviant, og det kniber med at skaffe mad til mennesker og hunde. Den 4. juni når de Mylius-Erichsens sommerlejr og finder hans varde. De finder ingen beretning - den har Ejnar Mikkelsen nemlig allerede taget. Der er ingen spor af Mikkelsen og Iversen, som mod skik og brug ikke har efterladt nogen vardeberetning. De fortsætter deres færd, og den 17. juni når de frem til bunden af Independencefjorden - uden at være stødt på Peary-kanalen. De undersøger og kortlægger landet omkring Independencefjorden. De finder Peary's varde på Navy Cliff og tager hans vardeberetning med.
Hjemturen over indlandsisen påbegyndtes den 10. august; de har nu kun tre hundespand med i alt 27 hunde. De har skudt så mange moskusokser, at de på regner at have proviant nok til hjemrejsen. Desuden medfører de en kasse med geologiske, botaniske og zoologiske fund. Føret viser sig imidlertid dårligere end på udrejsen, da sneen er blød. Moskuskødet er heller ikke så drøjt som hundefoder som anslået. En overgang er Freuchen ramt af sneblindhed, men den fortager sig efter en tid. Under den første del af rejsen er Knud Rasmussen plaget af en nervebetændelse i benene (ischias), og han foreslår, at han bliver tilbage og overvintrer sammen med den ene af eskimoerne. Det modsætter hans kammerater sig, og i perioder må han lade sig transportere liggende på slæden. På trods af disse problemer bliver hjemrejsen hurtigt gennemført og uden nogen uheld, og den 4. september 1912 når de land ved Inglefield Golf, hvorfra de fortsætter videre på indlandsisen til Thule.
Et af ekspeditionens resultater er, at man får konstateret, at Peary Land er en halvø og ikke, som antaget af Peary, en ø. I 1912 vender Mikkelsen og Iversen tilbage til København med Mylius-Erichsens vardeberetning, hvoraf det fremgår, at den såkaldte Peary-kanal ikke eksisterer. De danske ekspeditioners resultater bliver i det amerikanske senat brugt i et angreb på Peary for kartografisk svindel. Resultatet bliver, at alle officielle amerikanske kort med Peary-kanalen indtegnet bliver trukket tilbage.
Den 23. april 1963 bliver Jørgen Brønlunds grav genfundet af Sirius-slædepatruljen. De bygger en muret stenvarde i ca 40 meters afstand fra den gamle, og Jørgen Brønlunds jordiske rester bliver anbragt heri i en aluminiumsboks. Nogle dage senere bliver en mindeplads, som er bekostet af skibsreder Knud Lauritzen, nedkastet fra et Catalina-fly og anbragt på varden.
Jørgen Brønlund beskriver i sin dagbog, at hold 1 var gået mod vest for at nå bunden af Independence Fjorden. Da de kommer hertil, hejser de Dannebrog og bygger en varde. Men provianten er sluppet op og føret så tungt, at det er vanskeligt for hundene at klare strabadserne. De beslutter at blive sommeren over ved Danmark Fjorden og afvente bedre slædeføre. Da forsyningerne slipper op, og de ikke er i stand til at skyde vildt, tvinges de til at indlede tilbageturen til "Danmark". Den 19. oktober begynder rejsen ind over indlandsisen. Kun fire hunde er tilbage til at trække den sidste slæde, næsten ingen proviant, teltet uden bund, soveposerne dårlige, og fodtøjet ødelagt. Det bliver koldere, og de har intet kendskab til området. Men de skal nå frem til depotet på Lambert Land, for her vil deres kammerater søge efter dem.
Ikke langt fra depotet på Lambert Land kan Mylius-Erichsen og Høeg-Hagen ikke klare mere. Kun Jørgen Brønlund når frem til depotet, hvor han når at skrive den rørende besked, inden han finder sin død af sult og forfrysninger. Det lykkedes ikke Koch og Tobias Gabrielsen at finde de to andres lig (som endnu ikke er fundet).
Nedenstående er uddrag af Jørgen Brønlunds dagbog. I kronologisk orden er indsat de officielle beretninger (vardeberetninger), skrevet af Mylius-Erichsen.
28.05.1907: Vi gik ind i fjorden (Independence Fjorden). Det var blevet overskyet og så ud til tøvejr. Det gik småt med at komme frem.
30.05.1907: Vinden har lagt sig. Fra den anden fjord blæste en svag vind, som vi havde i ryggen. Det var blevet lidt koldere og frøs næsten syv grader. Lidt over seks om aftenen brød vi op for at nå ind til næsset (Kap Glacier). Vi kørte vestpå over et stort sund. Vi ville gerne være nået så langt, at vi havde kunnet få øje på det sted, Peary kom til, men vi måtte standse uden at have det indenfor synsvidde. Vi kørte langs en kyst med mange fjelde, der langsomt drejede mere og mere mod sydvest. Efter at have tilbagelagt 9 mil, standsede vi tidligt om morgenen den 31.
01.06.1907 - ca. 81°55' n.Br. (officiel vardeberetning)
I dag nåede jeg med premierløjtnant af det danske infanteri N.P. Høeg-Hagen og grønlænderen Jørgen Brønlund på tre slæder, trukket af 23 hunde, dette næs, hvor astronomiske observationer toges, og det konstateredes, at vi befandt os ved det af Robert E. Peary opdagede Academy Lands nordkyst med Academy bræen og Navy Cliff Landet i vest og Heilprin og Melville Landet i Nord. Vore nærmere undersøgelser godtgjorde, at Independence Bugt er en Fjord, idet af Peary antagne indløb til en Peary Kanal ikke eksistere. Heilprin Land og Navy Cliff Land er nemlig et og samme land med en lokal bræ i en mindre bugt, hvilken bugt Peary fra sit observationspunkt bagest på Navy Cliff må have antaget for indløbet til et sund, flere af de af Peary inde i denne bugt anbragte småøer er en eneste sammenhængende strimmel lavt kystland klods ind til nævnte bræs yderrand.
Jeg forlod med 9 ledsagere ekspeditionens skib "Danmark" i Danmarkshavn ved Kap Bismarck (76°46' n.Br) den 28. marts i år. Efter 26 dages rejse mod nord returnerede Premierløjtnant af den danske marine, Henning Bistrup, og norsk skibsfører, Karl Johan Ring, fra 80°9' n.br. 4 dage senere returnerede dansk skibsfører, Gustav Thostrup, og tysk Dr.phil. A. Wegener fra 80°46' begge holdene med kartografiske og andre opgaver ned langs den nordøstgrønlandske kyst til skibshavnen. Endelig efter 35 dages rejse skiltes mit hold fra Premierløjtnant af den danske generalstab, J.P.Koch, maleren Aage Bertelsen og grønlænderen Tobias Gabrielsen, der rejste mod Kap Bridgmann, mens mit hold rejste mod vest. Med løjtnant Kochs hold traf mit hold sammen den 28. maj på ca. 82°4' n.b. 22° v.L. Kochs hold, der da var for hjemgående, havde nået Kap Bridgmann og på Pearys Wyckoff Ø (der viste sig at være fastland) fundet Pearys varde og udtaget hans beretning. Mit hold havde i mellemtiden opdaget og berejst en ca. 20 danske mil lang fjord, der i retning nordøst-sydvest skære sig sønden om Academy Land ind til ca. 80°42' n.B., 28° v.L.
Efter slæderejse på 66 dage og en tilbagelagt distance af ca. 215 danske mil (ca. 800 miles) returnerede mit hold idag, alle raske og med depoter udlagte til betryggelse for hjemkørslen, der formodes at ville vare ca. 1 måned. Vi og vore hunde har den sidste måned levet væsentligt af jagtudbytte (21 stk. moskuskvæg, 27 harer og 5 ryper nedlagt).
Her ved rejsens endepunkt har jeg hejst det danske flag over den for denne beretning byggede varde, og i den danske konge, Hs. Maj. Kong Frederik den Ottendes navn taget samtlige de af ekspeditionens forskellige hold berejste, kortlagte og undersøgte strækninger af den nordøstgrønlandske kyst i besiddelse for den danske stat.
Mylius-Erichsen, leder af Danmark-Ekspeditionen
03.06.1907: Jeg kom tilbage ved midnatstide. Mine kammerater havde været rigtigt bekymrede for mig og var ved at gøre sig klar til at tage af sted for at se efter mig. Vi tog den sidste lille rest af moskusoksekødet og spiste det sammen med den sidste lille smule suppe, som jeg jævnede med alle mulige forskellige rester. Vi har kun havregryn til endnu et måltid.
08.06.1907 - ca. 82° n.Br. - (officiel vardeberetning)
Undertegnede nåede idag dette punkt fra vort varde-næs ved Pearys Kap Glacier. Har undervejs betrådt Melville-Land ved indløbet til den af Peary antydede, af os undersøgte og med Jørgen Brønlunds navn døbte, ca. 3 mil lange fjord mellem Melville-Land og Heilprin-Land.
Forgæves jagt efter moskusokser og sæler i forbindelse med pludselig indtrådt høj temperatur (indtil + 6,5°), stærk smeltning af fjordisen og den dybe sne samt nyt snefald og stærk blæst har forsinket rejsen og os og vore hunde til at leve på et minimum af føde trods anstrengende arbejde. Vore medbragte forsyninger er opbrugte, vi og hundene lever udelukkende af harer, som for tiden kun forekommer sparsomt på kysterne. Vi har desuden til hundefoder måtte dræbe 3 hunde, så at vi nu kun har 20 hunde tilbage i Brøndlunds og vore egne spand ved teltpladsen på Næsset, ca. 1,5 mil nord for dette punkt, "Slutstenen" kaldet, fra hvilken vi har afsluttet undersøgelsen af den her beliggende, af os opdagede Høgh Hagen Fjord.
Kører i morgen via vort nærmeste depot ca. 10 mile herfra på østsiden af nærværende land videre hjemefter. Er alle 3 raske, hundene afmagrede og udtrættede. Har ca. 135 mil til vort skib "Danmark" ved Kap Bismarck.
L. Mylius-Erichsen, Leder af "Danmark-Ekspeditionen" til Grønlands nordostkyst 1906-08.
N.P.Høgh-Hagen, Premierløjtnant i det danske infanteri, Kartograf ved ekspeditionen.
14.07.1907: Næppe havde vi forladt kysten og var kommet til snedækket, før vi ikke kunne komme ud af stedet. Nu forstod vi, at vore hunde var så afkræftede, at vi ikke kunne komme frem med dem ad den vej. Vi var nødt til at vende om, og vi bestemte os til at blive sommeren over, idet vi nok mente at kunne klare os igennem, hvis vi fik fangst. Det var ganske vist meget tvivlsomt, når man tog i betragtning, hvor lidt proviant vi havde, og hvor lidt foder der var tilhundene.
08.08.1907: Premierløjtn. Hagen, Grønlænderen Brønlund og undertegnede forlod 28. maj 1907 ved Nordostnæsset af dette land (ca. 82°4' n.Br., ca 22° v.L.) Premierløjtnant Kochs slædehold, der havde nået Grønlands Nordspids og var på tilbagerejsen til skibet ved Kap Bismarck. Vi kørte med 23 hunde imod vest indtil 1. juni og nåede Pearys Kap Glacier, opdagede at Peary-Kanalen ikke eksisterer: Navy-Cliff er i fast landforbindelse med Heilprinn Land. Vi omdøbte Independence Bay til Independence fjord og byggede varde (med beretning) på en lav odde nær ved Kap Glacier. Undervejs ud gennem fjorden opdagede og undersøgte vi to bi-fjorde - "Brønlunds Fjord" mod nordvest og "Hagens Fjord" mod sydvest og byggede varde (med beretning) ved sidstnævnte. Opdagede også gamle eskimo-teltringe.
Pludselig indtrådt mildning i vejret, dyb sne, smeltevand på isen, mangel på storvildt og sygdom og afkræftelse blandt hundene besværliggjorde og forsinkede udrejsen, så vi først den 12. juni ankom her til pladsen. Enhver videre fremkomst ad isen var da umulig. Kun 15 hunde levede da, en er senere død. Vi har siden ernæret os udelukkende af jagt (7 moskusokser og 1 kalv, 15 vildgæs, 4 harer og 3 ryper). Landopmåling suppleret, de naturvidenskabelige samlinger suppleret, navnligt med blomstrende planter og plante- og dyreforsteninger. Kaldte landet Kromprins Christians Land.
Blottede for yderligere ernæring for os og hundede og uden at have fået storvildt siden 16. juli må vi i dag - efter at have færget os ud til den faste is på en isskodse - med 14 hunde, 2 slæder og alt vort gods, søge bort til muligt vildtrigere kyststrøg fra denne fuldstændige vildttomme lokalitet, som vi har gennemstrejfet i indtil 5 danske miles omkreds. Er alle tre fuldstændig raske. Vil stræbe at nå nogle mil længere ind i den her sydvestfor liggende, af os i maj måned berejste fjord "Danmarks-Fjord", i hvilken vi den gang gjorde udbytterig jagt på harer og moskusokser. Lykkes det os at skaffe tilstrækkelig kødforsyninger, agter vi, når isen, antagelig hen mod slutningen af indeværende måned, bliver brugbar, at køre de ca. 125 danske mil tilbage til skibet, hvor vi håber at kunne ankomme inden september måneds udgang med eller uden hunde.
De i denne vardes nærhed byggede varder er opbyggede af Hagen i trigonometrisk opmålings øjemed og rummer ingen beretning. I en eller flere varder længere inde i fjorden vil vi nedlægge beretning om vor senere skæbne.
Den 8. august 1907. L. Mylius-Erichsen - Leder af Danmark-Ekspeditionen til Grønlands Nordøst Kyst 1906-08
08.08.1907: Mylius havde besluttet, at vi skulle forlade vort daværende opholdssted, og vi syntes alle, at det var rigtigt at søge at komme hen til et sted, hvor der var dyr. Isen vidste vi ganske vist ikke besked med, alligevel brød vi op. Da isen var smeltet langs stranden omkring os, færgede vi på en isflage vore få sager ud; og da flagen var ganske lille, måtte vi gentage det flere gange, skønt det ikke var meget, vi havde at føre med os. Endelig var vi alle med vore hunde kommet over på isen omtrent kl. 10 om aftenen.
Efter at have læsset vore slæder brød vi så op glade og fornøjede med at komme ud på slæde, vi håbede nu at skulle tage land på et sted, der ville volde os færre bekynringer. Da isen langs strandbredden var mest optøet, måtte vi søge længere ud; thi vi anså isen for bedre ude til søs, så langt vi kunne nå med vore øjne. Og dersom det forholdt sig således, ville vi følge den gode is syd efter og søge ind i den store bugt, hvor vi opholdt os i maj måned, og hvor vi vidste var moskusokser.
Da vi på grund af mange revner måtte køre i mange bugter, gik jeg foran og viste vej. Men efter at have kørt noget over en mil, mærkede vi, at vi ikke kunne komme frem, da revnerne blev så brede, at vi ikke kunne sætte over dem. Således måtte vi da igen slå telt ude på isen hen ad morgenen. Da det var meget koldt den nat, lagde der sig temlig svær tyndis over revnerne, og vi trøstede os med, at tyndisen om få dage ville kunne passeres. Men nej, således skulle det ikke være. Vor eneste proviant bestod i tre ryper og en gås. Til hundene havde vi slet intet. I de følgende dage søgte vi at komme ind til land, men da det holdt sig med tiltagende mildning, voksede vanskelighederne derved. Og da i disse dage Mylius gik med stærkt maveonde, så det endnu værre ud for os, og vore bekymringer forøgedes.
12.08.1907: I morges tog Hagen og jeg mod til os og søgte at nå ind til land, skubbede en slæde foran os; idet vi bestandig satte over de smalleste revner, nåede vi omsider efter megen besvær landet. Da vi skulle tage afsted, spiste vi som sidste rest en halv gås, og det var derfor en alvorlig sag for os denne morgen at skaffe føde. Lige som vi var kommet op på land, fik vi en rype, den delte vi straks og spiste rå. Vi gik så langs kysten mod syd og vadede over to store elve; da de var iskolde, og der var en rivende strøm, ville ingen tænke på at sætte over dem, når ikke nøden havde drevet dertil; vi tog hinanden i hånden og søgte således at slippe gennem strømmen. Vi nåede mod syd til et sted, hvor jeg den 7. maj havde skudt ni harer, men nu så intet som helst. Atter måtte vi så vende tilbage uden at have fået noget, da det begyndte at trække op og blæse. Der indtrådte igen stærkere mildning, hvad der gjorde det yderligere vanskeligt for os at slippe over isen til teltet. Somme steder måtte vi vende bunden i vejret på slæden og stemme dens snuder og opstandere mod bunden af vandet, der stod over isen, og færgede os på den måde over.
13.08.1907: Om morgenen kl. 6 kom vi tilbage meget trætte og nedslåede. Da vi ikke havde anden udvej måtte vi slagte en hund til føde for os. I de derpå følgende dage havde vi fremdeles stadig mildning og næsten uafbrudt storm. Under disse forhold tøede isen mere op, og tyndisen, der havde lagt sig over revnerne, smeltede. At vore 14 hunde, vor eneste fortrøstning til hjemrejsen, nu blev vor sidste udvej til at skaffe føde, det var meget drøjt for os. Og vi længtes meget efter godt vejr, fordi det da var indlysende, at det måtte begynde at fryse. Hver gang vi under disse omstændigheder måtte slagte en hund, søgte vi at få den til at række til 2 dage for os og vore hunde. De svageste og mindste måtte vi først tage og se at spare et forspand til een slæde. Hundekødet, vi spiste, kunne vi ikke få tilstrækkeligt af, vi halvsultede; og den lille rest vi havde tilbage af vore hunde, magrede mere og mere af og var ganske kraftløse.
22.08.1907: Endelig begyndte det at klare op og blive koldt.
23.08.1907: Til vor glæde vågnede vi om morgenen med begyndende kulde. Tyndisen, der i går havde lagt sig om isens revner, blev tykkere, og det frøs hele dagen. Vejret var meget smukt og ganske stille. Vi dræbte i dag den 6. hund, og vi håbede at kunne komme til land uden at tage flere af dem, der var til rest (otte hunde). Vi længtes ganske vist meget efter at komme hjem til skibet; alligevel stod vor hu forløbig nærmest til at nå et land med harer og moskusokser, hvor vi kunne komme til kræfter, vi selv og vore hunde.
24.08.1907: Vi satte os for at rejse om aftenen og søgte længere ind i fjorden. Efter at have gjort os rede i løbet af dagen begav vi os på vej om aftenen med én slæde, vi havde nu kun 8 hunde. Ting, som vi på nogen måde kunne undvære, kastede vi fra os, og for at gøre vores telt lettere tog vi bunden bort. Den anden slæde skovede vi, tog alt jern af den og førte den med til brændsel. Skønt vi således på enhver måde søgte at mindske bagagen, havde vi dog stort læs. Og da hundene var så magre og afkræftede, gik det kun småt. Isen var nu aldelse snebar og skar derfor hundenes poter itu, og var også slem for os med vort usle fodtøj at træde på. Kun såre langsomt kom vi af sted, men glædede os dog over at det gik fremad. At vi nu kunne køre over tyndisen over revnerne, hvor de var smallest, var også tak værd. Efter omtrent 5 timers rejse kom vi til et sted, hvorfra vi mente at kunne sætte over til landet, og slog telt. Ved ankomsten nød vi et lille stykke hundekød på isen og søgte hvile i et 4 timers blund.
25.08.1907: Om morgenen begav Mylius og jeg os ind mod land, nåede dette uden nogen hindring, kom op på det og gik i flere timer uden det allerringeste. Vi vidste ingen udvej, dersom vi atter den dag skulle gå forgæves. Mylius ville nu vende tilbage, og jeg indvilligede deri, da han havde så dårlige såler i støvlerne, at han næsten gik på de bare strømper. Vi måtte så bestemme os til igen den næste dag at slagte en hund. Jeg ville gå lidt videre, idet jeg inderligt ønskede bare en eneste rype. Længe gik jeg så omkring og måtte vende om, da jeg atter intet så. Da jeg på tilbagevejen fik øje på en hare nede ved stranden, var det, som om jeg havde set et stort rensdyr. Og da jeg så skød den, styrtede jeg mig over den, glubende som en ulv, skar den op og spiste i hast hjerte, lever og nyrer. Da jeg havde gået lidt, fik jeg atter tre andre. Med fire harer på nakken vendte jeg så tilbage, og jeg syntes, at min kraftløshed blev mindre under min glæde over at skulle have noget at spise. Da jeg kom tilbage glædede mine kammerater sig over, at de nu skulle have noget andet end det magre hundekød. Da de havde slagtet en hund, spiste vi foreløbig hundekød den aften. I disse dage var vejret meget smukt, ganske klart og ikke en vind rørte sig, og det frøs nu hele dagen og om natten blev det endnu koldere, skønt solen ikke gik under horisonten.
25.08.1907: Om natten brød vi op. En del af vores bagage, som vi forløbig ikke havde brug for, efterlod vi, for på tilbagevejen at lægge vejen derom ad og tage det med. Da vi nåede ind til fjæren, fulgte vi tyndisen, som der havde lagt sig, hvor isen var gået fra land. Vi havde ikke kørt længe, før vi så harer lidt over stranden; Hagen gik op efter dem og fik 4 af dem og jeg 3, og foruden dem fik vi også 13 ryper. Uden at have nået det mål, vi havde sat os, standsede vi om morgenen, da vor harejagt havde sinket os.
31.08.1907: Om morgenen brød vi op for at nå Gundersteddalen, hvad dog på grund af strømskåren is ikke lykkedes os; lidt derfra slog vi telt på land.
12.09.1907 - Danmarks Fjord 81° 25' n. Br. (officiel vardeberetning) Hagen, Brønlund og undertegnede forlader i dag - alle raske - med 1 slæde og 7 hunde dette sted, "Ulvebakkerne" kaldet, for at påbegynde hjemrejse til skibet på det nye, fra i dag endeligt sikre islag. Siden vi den 8. august forlod oversomringslejren, ca. 11 danske mil herfra, har vi måttet slagte 7 hunde til vor egen og de efterlevende hundes ernæring, medens vi i 15 dage lå på havisen 1/2 mil fra land, standset af smælterænderne. Endelig den 25. august nåede vi land og skød 4 harer. Har siden i små dagsrejser flyttet teltpladsen ialt ca. 8 mil ind i Danmarks Fjord, stadig hindret i fremrykningen til gunstigere jagtstrøg af mildning, ufarbar nyis og til sidst af åbent vand fra kyst til kyst. Vandrede tilfods over fjældene, fulgt af hundene, endnu 8 mil videre ind i fjorden til "Sjællandssletten", skød ialt 5 rypekyllinger, 15 harer, 1 ulv og 8 moskusokser (2 tyre, 3 køer og 3 kalve). Kamperede i en uge under åben himmel, kogte ved flydtræ, af hvilket vi fandt rigeligt langs kysten, opfodrede hundene og bar kød og talg her til denne plads, der er det sydligste sted i fjorden, vi har kunnet nå med slæde. Isen videre ind endnu usikker, havde ellers påtænkt mulig hjemrejse via indlandsisen fra Danmarks Fjordens bund til Fjorden ved 79° n. Br. Formener at have haft indtil 15° kulde (Celsius) i sidst forløbne uge. Medfører paa slæden flydtræ til 8 dages kogning og over 300 pund kød, der er tilstrækkelig ernæring til os selv i 16 dage og til hundene i 8 dage. Følger bugten de ca 36 danske mil øster ud i yderkysten, og med støtte af de der i foråret aflagte depoter samt bjørnejagt håber vi på 5-6 uger at kunne nå skibet i god behold.
L. Mylius-Erichsen, leder af "Danmark-Ekspeditionen"
Efter denne vardeberetning er der ingen oplysninger om den næste måneds færden.
19.10.1907: Om eftermiddagen kom vi op på indlandsisen; opstigningen tog fire dage. Den femte af vores tilbageværende hunde er nu også død, stanget ihjel af en moskusokse. Solen kommer ikke mere op.
November-December 1907
Omkom 79 Fjorden efter forsøg hjemrejse over Indlandsisen, i November Maaned Jeg kommer hertil i aftagende Maaneskin, og kunde ikke videre af forfrosninger i Fødderne, og af mørket. Aarsagen andres lig findes midt i Fjorden foran Bræ (omtrænt 2 1/2 Mil) Hagen døde 15. November og Mylius omtrent 10 dage efter. Jørgen Brønlund
Jørgen Brønlunds dagbog findes på Det kongelige Bibliotek. En indscannet version kan læses på nettet på denne hjemmeside - hvis du kan læse grønlandsk.
Tobias Gabrielsen deltager i Knud Rasmussens 2. Thule-ekspedition, 1916-1918 over Melville Bugten, og fra 1926–1927 er han tilbage i Nordøstgrønland med Lauge Koch. I 1936 deltager Tobias Gabrielsen i franskmanden Poul Emil Victor's ekspedition op på indlandsisen. Han dør under en slæderejse i 1945, 67 år gammel.
Grønlænderen Hendrik Olsen kommer med på Knud Rasmussens 2. Thule-ekspedition i stedet for Peter Freuchen. Her forsvinder han under omstændigheder, som aldrig er blevet helt klarlagt.
Den tyske forsker Alfred Wegener (ophavsmand til teorien om de de tektoniske plader på jordens overflade) skrev til Ludvig Mylius-Erichsen, da han erfarede, at denne skulle lede en to år lang ekspedition til det nordøstlige Grønland, og han tilbyder sin tjeneste. Alfred Wegener delte kahyt med J.P. Koch og de fik et livslangt venskab. Wegener lærte sig dansk og kunne ved ekspeditionens hjemkomst tale og skrive sproget fejlfrit. Alfred Wegener mister livet i 1930 under et forsøg på fra Umanak at undsætte en station inde på indlandsisen.
På nordre mole i Københavns lystbådehavn blev der i 1912 opsat et monument for de tre omkomne under Danmarksekspeditionen: ekspeditionsleder, forfatteren Ludvig Mylius-Erichsen, premierløjtnant N.P. Høeg Hagen og den grønlandske fanger Jørgen Brønlund. Monumentet er udført af billedhuggeren Kai Nielsen, som vandt den konkurrence, som blev udskrevet i februar 1911. Klippeblokken blev fisket op fra Flinterenden på Øresunds bund og glatslebet, men formen blev bevaret. Relieffet blev udført på stedet.
På forsiden af den store granitsten viser et relief tre sammenbidte mænd, der strider sig frem gennem den isnende storm og skubber den tunge slæde, som slædehundene ikke længere kan trække. På bagsiden er indhugget det kendte notat fra Jørgen Brønlunds dagbog:
|
MINDESTEN
|
Jørgen Brønlund var meget afholdt, både på hele ekspeditionen og i Grønland og Danmark. Af den dagbog, som Mylius-Erichsen krævede, at Jørgen Brønlund skrev under Danmarkekspeditionen, fremgår, at Jørgen Brønlund er ekstremt venligt menneske, som hverken er selvretfærdig eller rethaverisk, og at han aldrig fremhæver sine egne præstationer, hvilken han i mange tilfælde kunne gøre med god samvittighed. At anføre noget ufordelagtigt om andre falder ham aldrig ind.
Jørgen Brønlund er en formidabel slædekusk og dertil en god - og undertiden - flegmatisk skytte. I Achton Friis' værk om Danmarkekspeditionen fortælles om en jagt, hvorunder Brønlund angribes af en isbjørn, der kommer stadig nærmere. På grund af håndens fugtighed er patronen frosset fast i geværløbet. Han kan ikke få patronen ud, alligevel bliver han roligt stående: "Han var en primitiv natur med en kæmpemæssig selvtillid, og han reagerede øjeblikkeligt og med en indianers nerve over for tilfældet. Det er hans mod. Derfor bliver han fornuftigt ved at pille ved patronhylstret med små, sikre nap - til det kom ud!" og i sidste øjeblik får han skudt bjørnen få meter borte. Denne tildragelse finder han ingen grund til at skrive i dagbogen. Det samme gælder, da han den 20. april 1907 redder Mylius-Erichsens liv.
Mylius-Erichsen har i sin digtsamling "Isblink" (1904) skrevet et venligt digt til sin ven, Jørgen, som han kalder "socialistisk, egoistisk uden selv at vide det". Digtet afslører, at den gode grønlænder godt kan svare for sig, når det er nødvendigt:
Men vi skændes næsten daglig
jeg og Jørgen med humør
Også jeg vil spille faglig
jeg har rejst i verden før
Men jeg kommer ingen vegne
hans begreber er hans egne
al min visdom uden vægt
Et despotisk
"Idiotisk"
er hans svar på dialekt
Jørgen Brønlund har også en fin sans for humor, hvilket Achton Friis afslører i sit værk. Under en voldsom snestorm har Brønlund været ude for at tage sig af hundene og kommer derpå tilbage til ekspeditionsteltet, hvor Mylius-Erichsen og Høegh Hagen stadig ligger i soveposerne. Achton Friis fortæller: Han har siddet temmelig længe uden at mæle et ord om situationen udenfor, da han vender sig om og siger til Hagen, ganske tørt: "Hundene har ædt din pisk, Hagen."
Hagen farer over ende i soveposen og vil ikke tro sine egne ører. "Er det virkelig sandt?" siger han. "Du skal ikke mere passe på snærten. Men du kan godt få skaftet!"
Lang pause. Så siger Brønlund igen, ganske stilfærdigt: "De har også ædt min pisk."
"Det var dog som ..". Mylius-Erichsen ryger forfærdet halvt ud af soveposen og stirrer, rystet i sin grundvold, hen på Brønlund. Det betyder noget, når man er på slæderejse og mister sin pisk, det eneste redskab, hvormed man kan styre hundene og drive dem frem. Og her havde begge ulykkerne ramt samme slædehold.
Mylius kryber igen ned i posen for at grunde over, hvordan man skal klare den redelighed. Men efter endnu en lang pause lukker Brønlund igen munden op og siger - ganske roligt som før: "Nu er "Gamle Jim" død!"
"Nej, så skulle da Fanden blive liggende her længere!" Mylius styrter op af posen og ud af teltet for ikke at få flere Jobsposter på den måde, men få lejlighed til at overskue alle ulykkerne på een gang...
I 1913 rejses i Ilulissat (Nuuk) en mindesten med portrætmedaljon af Jørgen Brønlund. Stenen bærer indskriften - på dansk og grønlandsk: "Han gik i døden uden at tænke på sig selv - kun opfyldt af ønsket om at hjælpe andre."
Søndag den 8. juli 1984 byggede Jørgens Brønlund Mindeekspedition en stenkiste med Jørgen Brønlunds jordiske rester på østnæsset af Lambert Land ved 79´fjorden. På stenkisten står skibsreder Knud Lauritzens mindetavle over Jørgen Brønlund (se side 13).
Achton Friis’ "Danmark Ekspeditionen til Grønlands nordøstkyst 1906-08", Gyldendal, København udkom i 1909. I 2005 har Gyldendal nyudgivet hans beretning i en 674 sider lang version med et smukt forord af kronprins Frederik. Bogen er udstyret med hovedsageligt sorthvide illustrationer, blandt andet Achton Friis’ egne tegninger af ekspeditionens deltagere. Achton Friis er en god fortæller, og bogen indeholder flere interessante forløb og er præget af megen humor. Nogle vil nok finde bogen for langstrakt, men den havde ingen problemer med at holde min interesse fangen. Som så ofte før havde jeg stor glæde af at genlæse en bog, som jeg har stiftet bekendtskab med i min barndom/ungdom.
Poul Larsens "Drama på isen - om Danmark-ekspeditionen", Forlaget Følfod, 1998 er en spændende og letlæst fortælling om Danmarksekspeditionen, som jeg gerne vil anbefale. Poul Larsen har i fortsættelse skrevet "En farlig slæderejse - om Alabama-ekspeditionen" (som jeg endnu ikke har fået hjem fra biblioteket).
Hele denne fantastiske historie har forfatteren Vagn Lundby beskrevet i "Omkom 79´Fjorden", Borgen, 2006, som blev udgivet i forbindelse med hundredåret for ekspeditionen. Historikeren Ole Ventegodts "Den Sidste brik" fra 1997 og polarforskeren John Andersen "84 Nord" har jeg ikke læst.
I 2007 udgav Det grønlandske Selskab "Med 3. styrmand på Danmark-Ekspedition. Dagbogsoptegnelser af Christian Bendix Thostrup", redigeret af Janni Andreassen OG Jakub Christensen Medonos og finansieret af Kaptajn Alf Trolles Legat, som blev stiftet i 25-året for ekspeditionens hjemkomst. Du husker måske, at 3. styrmand på "Danmark", Christian Bendix Thostrup (1876-1945), udover sine maritime pligter også fungerede som ekspeditionens sekretær. Bendix Thostrup er født i Viborg og er fra de gamle sejlskibes tid. Han fik sine styrmandspapirer i marinen i 1902 og allerede i efteråret 1905 opsøgte han som en af de første Mylius-Erichsen for at komme med på Danmark-Ekspeditionen. han blev ansat til en hyre af 60 kr. om måneden, men med løfte om hjælp i karrieren efter ekspeditionen. Han får overtalt sin yngre bror, skibsfører Gustav Thostrup til at tage med som 2. styrmand. Efter at Mylius-Erichsens slædehold er omkommet, og får Bendix Thostrup ansvaret for de etnografiske og etnologiske samlinger. Men inden da har den besindige Bendix Thostrup sit hyr med at få tingene til at glide mellem den unge, ærekære skibschef Alf Trolle og den temperamentsfulde ekspeditionsleder Ludvig Mylius-Erichsen. Bendix Thostrup fører samvittighedsfuld dagbog det meste af tiden på den to år lange færd. Efter at Bendix Thostrup er kommet tilbage i 1908, indarbejder han sine dagbogsnotater i et manuskript. Han supplerer med breve, han har skrevet til familien, mens han opholdt sig i Nordøstgrønland. Jeg finder personligt denne bog mere fængslende end Achton Friis' beretning - dog kunne jeg godt savne Achton Friis' vidunderlige tegninger.
Mens jeg er i færd med at fortælle historien om Danmarksekspeditionen (august 2008), dukker en ny teori op om, hvor ligene af to forsvundne ekspeditionsmedlemmer findes. Den tidligere pilot, major og historiker Paul E. Ancker, var pilot på Grønland fra midten af 1950'erne. Paul Ancker anser det for usandsynligt, at Brønlund har efterladt sine døde kammerater på havisen og mener, at de jordiske rester af Mylius-Erichsen og Høeg-Hagen ligger på østsiden af den største af Wegener Øerne i Ingolf Fjord på Nordøstgrønland. Han bygger sin teori på de få sikre skriftlige kilder, der er fra ekspeditionens sidste dage, med sin viden om Grønland. Wegener Øerne ligger omkring 160 km nord for det punkt, hvor Jørgen Brønlund blev fundet. Hertil kommer, at maddepoterne, som han selv havde været med til at lægge ud, er ikke rørt. Kun en ekspedition til Wegener Øerne kan vise, om Paul Anckers teori er rigtig.