Da vintersolhverv havde passeret, og de kunne se frem til lysere tider, bedredes humøret blandt de to to kammerater, som ikke havde set andre mennesker i to år. Iversen viste Mikkelsen en skat, som han havde haft skjult i sine gemmer: en snes postkort med motiver fra bondelandet i Danmark. Med stråtækte huse, gyldne marker og heste og køer. Det mest interessante var et postkort, hvorpå man så en dejlig pige i en rød kjole. Hun sad under et træ og nød solen. Græsset var så grønt og himlen så blå, så de næsten ikke kunne tro det. Det bedste postkort var en hilsen, som Iversen havde fået fra en "kusine", som var på husholdningsskole i Sorø (Danmarks ældste husholdningsskole oprettet i 1895. Skolen eksisterer fortsat i dag, dvs. 2024).

Den 19. juli vågnede de ved støj udenfor hytten og greb til riflerne, da de troede, at det var en bjørn. Da de vovede sig ud, mødte de en bredskuldret mand, som på klingende norsk sagde "Hit med Riflerne, Gutter, vi kommer som Venner!". Den norske sælfanger "Sjöblomsten" med kaptajn Poul Lillenæs og hans otte mand store besætning var på vej hjem efter en ret mislykket fangst lang østkysten af Grønland, da man på kysten havde observeret et stykke drivtømmer, som stak op ad en stenbunke. De satte en jolle i vandet og roede ind til land, hvor de på træstykket kunne læse bogstaverne E.M. samt datoen 11/4 1912 og navnet Bass Rock, udskåret i træet. Herefter satte "Sjöblomsten" kurs mod Jan Meyen og Norge med vores to venner om nord. Den 27. juli 1911 modtog komitéen for Alabama-ekspeditionen et telegram fra den danske konsul i Aalesund med denne ordlyd: "Kaptajnen og Maskinisten fra "Alabama" er lykkelig ankomne hertil i dag, optaget af her hjemmehørende kutter "Sjöblomsten".Kaptajn Paul Lillenæs sikrede sig belønningen på 10.000 kroner, som var udlovet af den danske regering, så hans fisketur havde ikke været helt forgæves.

Mikkelsen og Iversen fik det første rigtige bad efter næsten tre år, og derefter kom de en tur til frisøren. De fik nyt tøj fra yderst til inderst i stedet for de klædningsstykker, de selv havde flikket sammen af sejldug og skind.

De to heltes ankomst til København startede en veritabel mediestorm. Den 28. juli 1911 ryddede Mikkelsens beretning forsiden af søndagsudgaven af New York Times. Beretningen, som Mikkelsen i hast havde skrevet til Alabama-komitéen, havde hans broder, Thorvald også telegraferet til USA:

"The personal narrative of Capt. Ejnar Mikkelsen of his two years of hardship and suffering in the wastes of Northern Greenland during the latter part of which he had been given up as dead."

På fotoet til højre ses Mikkelsen og Iversen ved deres ankomst til Aalesund, Norge, den 27. juli 1912.

Og begejstringen blev ikke mindre, da norgesdamperen "Dronning Maud" den 1. august 1911 lagde til ved Larsens Plads i København med de to genfundne stående på skibets bro. Helt op på Amaliensborg Plads var der sort af mennesker. Repræsentanter fra kongehuset, regeringen og hær og flåde var mødt op tillige med Alabama-komitéens medlemmer. Flere deltagere i Danmark-Ekspeditionen var mødt op for at hilse på deres venner sammen med de tidligere hjemvendte deltagere i Alabama-Ekspeditionen. Lidt tilbage stod sløjdskoleforstander Mikkelsen med frue (Mikkelsens far og mor) sammen med andre familiemedlemmer og venner . Kammerherre Krieger bragte en hilsen fra majestæten og meddelte, at de begge var tildelt fortjenstmedaljen i guld. Desuden tildeltes kaptajnen på Sjöblomsten fortjenstmedaljen i sølv for hans redningsindsats.

Ejnar Mikkelsen og Iver Iversen modtages i København. Det Kgl. Biblioteks billedsamling.

Om aftenen holdt Marineministeriet en middag i Nimb for Mikkelsen og Iversen, og konseilpræsident Klaus Berntsen deltog. De to rejsende var foreløbig nået til vejs ende efter at have været udelukkende i hinandens selskab i mere end to år. Snart efter skiltes de to venner, Iversen for at genoptage sit arbejde i marinen, Mikkelsen for at fortsætte sin bane som polarforsker.

I efteråret rejste Ejnar Mikkelsen rundt til en række europæiske hovedstæder for at holde foredrag, især i London fik han en storslået modtagelse.

Resultater fra Alabama-ekspeditionen

Alabama-ekspeditionen havde haft succes med at finde yderligere papirer fra Danmark Ekspeditionen. Disse gav oplysninger om, hvordan Mylius-Erichsen og hans to ledsagere havde tilbragt sommeren på Danmarksfjorden. De indeholdt også den geografisk vigtige information om, at Peary-kanalen ikke eksisterede, men var en fjord. Den ugunstige sydlige placering af Alabama-ekspeditionens vinterkvarter havde gjort det betydeligt sværere for Mikkelsen og Iversen at rykke frem til Danmarksfjorden, end det havde været for Danmark-ekspeditionen. For at gøre dette havde Mikkelsen valgt en rute over indlandsisen, som ingen havde taget før ham. Der blev tildelt 36 nye geografiske navne, hvoraf næsten halvdelen vedrører Nunatakker i indlandsisen. En nunatak er en fjeldtop, som er så høj, at den rager op igennem en kappe af indlandsis eller igennem en gletsjer.

Der blev under hele ekspeditionen foretaget meteorologiske observationer, og resultaterne blev videregivet til Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), som også havde leveret termometre og barometre til ekspeditionen.

Den formelle ekspeditionsrapport, "Alabama-ekspeditioner til Grønlands Nordøstkyst 1909–1912 under Ledelse af Ejnar Mikkelsen" blev offentliggjort i Meddelelser om Grønland, 1922. Allerede i 1913 havde Mikkelsen skrevet og udgivet "Tre År på Grønlands Østkyst". Den 74-årige Mikkelsen udgav i 1955 en ny version med titlen "Farlig Tomandsfærd", udgivet på engelsk som "Two against the Ice". De seneste genudgivelser er med forord af Mikkelsens barnebarn Naja Mikkelsen, som også er polarforsker. Bogen er grundlag for filmdramaet "Against the Ice", 2022. Skuespilleren Nikolaj Coster-Waldau har fortalt, at han faldt over bogen i en antikvarboghandel og blev så grebet af fortællingen, at han begyndte at arbejde for en filmatisering. Det lykkedes, og han spiller selv hovedrollen som Ejnar Mikkelsen i filmen, som kan ses på Netflix (2024).

Iver Iversens ekspeditionsdagbog udkom i 1962.

Alabama

Mindesmærke for Danmark-ekspeditionen

På nordre mole i Københavns lystbådehavn blev der i 1912 opsat et monument over de tre omkomne under Danmark-ekspeditionen. Monumentet er udført af billedhuggeren Kai Nielsen, som vandt den konkurrence, der blev udskrevet i februar 1911. Klippeblokken blev fisket op fra Flinterenden på Øresunds bund og glatslebet, men formen blev bevaret. Relieffet blev udført på stedet.

På forsiden af den store granitsten viser et relief tre sammenbidte mænd, der strider sig frem gennem den isnende storm og skubber den tunge slæde, som slædehundene ikke længere kan trække. På bagsiden er indhugget det kendte notat fra Jørgen Brønlunds dagbog:

I 1913 blev der i Ilulissat (Nuuk) opsat en mindesten med en portrætmedaljon af Jørgen Brønlund. Stenen bærer indskriften - på dansk og grønlandsk: "Han gik i døden uden at tænke på sig selv - kun opfyldt af ønsket om at hjælpe andre."

Familieliv

Den 9. maj 1913 blev Ejnar Mikkelsen viet til Naja Holm i Holmens Kirke. Brudeparrets fædre var forlovere: kaptajn i søetaten og kendt polarforsker Gustav Holm og sløjdinspektør Aksel Mikkelsen. Gustav Holm foretog fra 1876-1885 geologiske undersøgelser omkring Julianehåb og Anmassalik. Han deltog også i flere ekspeditioner til Grønland, bl.a. den såkaldte "Konebådsekspedition 1883-1885", hvor Holm og hans ledsagere sydfra sejlede op langs sydøstkysten af Grønland. I 1914 købte Ejnar Mikkelsen og Naja en grund i Charlottenlund og byggede de følgende to år en standsmæssig bolig til familien.

For at opnå en fast indkomst til familien forsøgte Mikkelsen at få en karriere indenfor det store danske selskab ØK. Han blev ansat som handelsrepræsentant i Venezuela for at undersøge forretningsmulighederne her. Mikkelsen rejste til Caribien og Sydamerika, hvorfra han sendte flere rapporter hjem til firmaet, men da disse blev "syltet" og aldrig bragt til H.N. Andersens kendskab, forlod han ØK. Under første verdenskrig og en tid derefter var han havariekspert for Baltica.

Ejnar Mikkelsens hustru dør i 1918

Hen mod afslutningen af første verdenskrig blev Ejnar Mikkelsens hustru, Naja, ramt af den spanske syge og døde den 18. maj 1918 , kun 31 år gammel. Hun efterlod ham med to små børn, Else, som blev født den 14. februar 1914, og Aksel, som kom til verden den 7. juli 1916. Else døde allerede i 1933, kun 19 år gammel. Aksel, som blev civilingeniør, havde den væsentligste del af sit arbejdsliv på Grønland. Han døde i 2014, 97 år gammel. Året efter i 1919 giftede Ejnar Mikkelsen sig i Sct Pouls kirke i Korsør med Ella Holm-Jensen, som var kusine til Naja. Hun havde boet i Argentina, men var blevet skilt fra Johan Theodor Havsteen og medbragte sønnen Sven på seks år i ægteskabet. Ejnar Mikkelsen udtalte siden: "Sven var kun seks Aar, da hans Mor kom ind i min Tilværelse og fyldte et trist Tomrum for mig som for mine to smaa Børn. Der er altid en Risiko ved at bringe Børn fra to Ægteskaber sammen, men Sven og mine Børn sluttede sig straks til hinanden og voksede op som en harmonisk Børneflok.

Under den finske vinterkrig i 1921-1922 forsøgte Mikkelsen sig som som udenrigskorrespondent. Han rejste til Finland og Karelen og rapporterede derfra og siden også de baltiske lande og Polen. På mindre end et halvt år fik han trykt 19 artikler i Nationaltidende, hvoraf 10 blev også blev trykt i Dagens Nyheder. Men det var fortsat Østgrønland, som ejede hans hjerte.

Tilbage til Grønland

I 1916 udgav Harald Olrik, assistent i Grønlands Styrelse, en bog med titlen "Forslag om at bebygge Scoresbysund-egnen i Østgrønland med vestgrønlandske Sælfangere." Ved at få dygtige sælfangere til at flytte til Østgrønland kunne man dels nedbringe befolkningstætheden i Vestgrønland og samtidig bidrage til bosættelse på den ubeboede Østkyst. Bogen blev udgivet af Det Grønlandske Selskab, som anbefalede forslaget, men ikke så nogle muligheder for at realisere det for nærværende. Mikkelsen kommenterede forslaget i en artikel i Nationaltidende og gjorde opmærksom på, at ved at lade østkysten henligge ubefolket risikerede Danmark, at en anden nation (læs Norge) ville tage området i besiddelse.

Da mulighederne for at rejse var begrænsede under krigen, brugte Mikkelsen årene til bl.a. at skrive, og i 1917 udkom hans anden bog, "Nord - Syd - Øst -Vest". Den indeholdt 12 fortællinger fra hans rejser jorden rundt. Hans næste bog, "Norden for Lov og Ret" udkom i 1920 med undertitlen "En Alaska-Historie". Og året efter udkommer romanen "John Dale".

Om koloniseringen af Grønland

Grønland er blevet befolket ad flere gange af spredte grupper af eskimoer, som var kommet fra Canada. I år 983 slog nordmanden Erik den Røde med følge sig ned på Grønland, da han var blevet dømt fredløs på Island. Kolonien af nordboere uddøde i løbet af et par hundrede år, muligvis pga. klimaforandringer. I 1605 sendte Christian IV en ekspedition til Grønland, og i 1636 oprettedes et grønlandske handelskompagni i København. Den norske præst, Hans Egede, "Grønlands Apostel", tog til Grønland i 1721, og syv år senere ankom den første danske guvernør. Den Kongelige Grønlandske Handel blev oprettet i 1774.

Ved Kieler-freden i 1814 efter Napoleonskrigene måtte Danmark afstå Norge til Sverige, mens Færøerne, Island og Grønland forblev på danske hænder. Norge havde da været under den danske krone i 434 år.

Ved fredsforhandlingerne i Paris i 1919 efter første verdenskrig anerkendte USA, Frankrig, Storbritannien, Italien og Japan Norges suverænitet over Svalbard. Det var Danmarks opfattelse, at man havde "stathøjhedsret" over hele Grønland, hvilket man ønskede anerkendelse af. Danmark udarbejdede en erklæring om, at Danmark havde overhøjhed over hele Grønland, og ikke kun de koloniserede områder, men Norge "nægtede" at tiltræde denne erklæring. Men da Danmark i 1921 udstedte et dekret om, at hele Grønland, herunder også det ubefolkede Østgrønland, var under dansk overhøjhed, protesterede Norge. Norske fiskere og fangere opererede langs den østgrønlandske kyst, og som vi ved, var det en norsk fiskerbåd, der havde undsat vores venner, Mikkelsen og Iversen. Nordmændene var også begyndt at jage moskusokser og havde oprettet fangsthytter, så de kunne overvintre. Det norske synspunkt var, at Østgrønland var ubeboet, hvorfor Norge ar i sin gode ret til at tage det i anvendelse. Ikke mærkeligt, at Danmark var bekymrede for, at nordmændene skulle vinde hævd på området. I 1919 oprettedes A/S Østgrønlandsk Kompagni. Kompagniets formål var at drive jagt i Østgrønland med danske jægere for at udnytte de rige fangstmuligheder - især på sæler - men også et forsøg på at begrænse de tiltagende og mere effektive norske fangstaktiviteter i området. Kompagniets økonomi viste sig ikke at kunne bære, fangsten svigtede, og et par fangstmænd døde af skørbug. I 1920 forliste kompagniets skib "Dagny" forliste i storisen, og to gange måtte staten yde lån på en kvart million kroner.

Ved Det Østgrønlandske Kompagnis generalforsamling i april 1922 fremkom Mikkelsen med det forslag, at man skulle kolonisere Scoresbysund med grønlændere, idet den aktuelle situation, hvor kun fangstmænd fra kompagniet opererede i Scoresbysund, ikke var tilstrækkelig til at hævde Danmarks suverænitet. Han mente også, at Danmark snarest skulle sende nogle sagkyndige derop for at tage forholdene i øjesyn. Efterfølgende arbejdede man videre med en plan om at sende Mikkelsen og Olrik til Scoresbysund, og i første omgang mødte man velvilje fra myndighederne. Pludselig gik der politik i sagen, muligvis efter tryk fra Den Grønlandske Handel ved direktør Daugaard-Jensen, og indenrigsminister Oluf Krag udtalte, at Mikkelsen og Olrik ganske ukaldet havde blandet sig i sagen. Det blev også antydet, at Mikkelsen handlede ud fra personlige motiver i sagen. Mikkelsen var, trods sin store indsats for Østgrønland, ikke særlig vellidt på de bonede gulve, formentlig fordi han konstant - og kontant - kritiserede både Grønlandsstyrelsen, Grønlandshandlen og Indenrigsministeriet for deres forvaltning af Grønland.

I maj måned 1922 udtalte Mikkelsen i Nationaltidende, at Danmark burde understrege overfor Norge, at Grønland var dansk. Senere gav han udtryk for, at grønlænderne selv burde stå for hvalfangst ved Grønland, i stedet for at nordmændene løb med fortjenesten. Nu var man kommet så langt hen på året, at det var for sent med en koloniseringsekspedition dette år. Imens havde Norge benyttet tiden til at oprette en vejr- og radiostation i Myggbukta i Mackenzie-bugten på den grønlandske østkyst, hvorfra de sendte vejrmeldinger hjem.

Mikkelsen og Olrik med støtte af den Ferslewske presse, som bl.a. omfattede Nationaltidende og Dagens Nyheder, pressede på for at få koloniseringsplanerne genoptaget. Grønlandsstyrelsen var dog skeptisk og overlod til Det Østgrønlandske Kompagni, som hele tiden havde været modstander af koloniseringen, at undersøge fangstmulighederne i Scoresbysund, hvilket bevirkede, at Olrik skuffet trak sig ud af sagen. Argumentet fra Grønlandsstyrelsen var, at området tidligere havde været beboet, men at befolkningen var bukket under, hvilket fremgik af rester på stedet. En anden del af forklaringen var formentlig, at Styrelsen har hænderne fulde med at udbygge fiskerimulighederne på vestkysten og ikke har ressourcer til også at befolke østkysten.

Kompagniets undersøgelser mislykkedes imidlertid. I 1922 nåede skibet ikke ind til Scoresbysund, og året efter blev skibet "Teddy" skruet ned af isen, og besætningen drev ned langs kysten på en isflage. Den norske sælfanger "Quest" kunne dog melde, at den havde lokaliseret Teddys besætning på 21 mand i god behold i Ammassalik, hvor den havde overvintret.

I 1923 sendte Rigsdagen (folketinget) en delegation til Grønland for at sætte sig ind i forholdene. Da delegationen vendte hjem i september samme år, udtalte dens medlemmer, at meget var godt, noget kunne forbedres, men som indenrigsminister Krag udtalte, så må "det Hele foreløbig staa lidt hen".

Nordøstgrønlandsoverkomsten 1924

For at løse striden mellem Danmark og Norge blev der foretaget forhandlinger i 1923/1924 af politikere fra begge sider. Det resulterede i en overenskomst omfattende den ubeboede del af den grønlandske østkyst bortset fra området ved Ammassalik, som blev anerkendt som dansk område. Området ved Scoresbysund blev reserveret til en evt. eskimoisk kolonisation. Overenskomsten blev godkendt af Rigsdagen og Stortinget og underskrevet i København den 9. juli 1924. Det gav anledning til store folkelige protester i begge lande. I Danmark skrev omkring 70.000 mennesker under på en protest. Overenskomsten indebar, at begge landes statsborgere måtte gå i land, overvintre og under visse betingelser drive jagt, fangst og fiskeri på Grønlands østkyst. Skulle der opstå uenighed om fortolkningen af overenskomsten, skulle sagen afgøres af Den Internationale Domstol i Haag, og afgørelsen skulle være bindende for begge parter. Overenskomsten skulle være gældende i 20 år. Overenskomsten var samtidig udtryk for, at ingen af de to lande havde givet sig i suverænitetsspørgsmålet. Danmark hævdede fortsat at have den fulde suverænitet over hele Grønland, mens Norge fastholdt, at de områder, som lå uden for de anerkendte danske kolonier, var en form for ingenmandsland. Dermed var det egentlige stridsspørgsmål i virkeligheden forblevet uafklaret, "bolden var sparket til hjørne".

Kolonisering af Scoresbysund i 1924-1925

Denne overenskomst fik igen Ejnar Mikkelsen på barrikaderne. Han tog initiativ til den såkaldte "Scoresbysund-Komité", som blev dannet med viceadmiral C.F. Wandel som formand og en række indflydelsesrige personer som medlemmer, deriblandt Gustav Holm. Med støtte fra de Ferslewske blade blev der indsamlet godt 200.000 kr., og H.N. Andersen, Ø.K. stillede fartøjet "Fox II", som blev omdøbt til "Grønland", til rådighed. Skibet, som han købte af Kryolitselskabet, var bygget til at klare strabadserne i isen. Ejnar Mikkelsen skulle være leder af en ekspedition, som skulle flytte 10 familier fra Vestgrønland til Scoresbysund. Besætningen fik ingen eller kun en ringe løn, men deltog alene af interesse for sagen. Ekspeditionen skulle have proviant med til to års forbrug, da det sikkert ville blive nødvendigt at overvintre. Der skulle opstilles huse forskellige steder i området, som var større end Danmark.

Allerede den 10. juli afsejlede ekspeditionen, og samme dag modtog Nationaltidende et radiotelegram fra Mikkelsen med følgende ordlyd: "Grønlands Besætning takker hver Mand og Kvinde, der ved Tanker, Arbejde, Bidrag og Gaver har vist deres Sympati for Planen og derved gjort det muligt for os at komme afsted.". Den 24. juli var man nået gennem isbæltet og havde kastet anker ved Kap Tobin i mundingen af Scoresbysund. Der var stadig is i fjorden, så man ville vente et par dage med at gå i land. Imidlertid begyndte isen af drive, og det endte med, at "Grønland" mistede roret. Man fik fastgjort nogle trosser på land, isens pres lettede, og det lykkedes at redde skibet.

"Grønland" ved Scoresbysund, 1924 (Arktisk Institut)

Den første del af opgaven blev løst, nemlig at finde et velegnet sted til kolonien og her opføre et større beboelseshus, som skulle tjene som bolig for den kommende bestyrer af kolonien, et pakhus til proviant samt et par grønlænderhuse. De var en stor dag for ekspeditionen - og Mikkelsen - da man holdt rejsegilde på bestyrerboligen og hejste dannebrog. I grundstenen blev nedlagt en kort beretning over koloniens historie, underskrevet af alle mand. Herefter et hurtigt glas champagne - af blikkrus - inden man hastede tilbage til arbejdet. Der blev landsat materialer til en halv snes grønlænderhuse, som de 7 overvintrende mand skulle opføre på de udpegede steder. Herefter sejlede skibet hjem til Danmark, hvor det lagde til ved Langeliniekajen den 16. oktober 1924 under stormende modtagelse af tusindvis af mennesker. Den 22. oktober holdt Mikkelsen foredrag og viste lysbilleder i Odd Fellow Palæet under overværelse af Kongen.

Året efter i september måned 1925 sejlede "Grønland" til Ammassalik og transporterede 70 eskimoer herfra, mænd, kvinder og børn, samt 3 vestgrønlandske familier til den nyoprettede koloni. Mikkelsen var dybt skuffet over, at Grønlandsstyrelsen ikke havde inviteret ham med, så han kunne se resultatet af det store arbejde, som han og andre havde udført.

En fangerfamilie udenfor hus ved Scoresbysund, 1924 (Arktisk Institut)

Kolonien blev i 1925 vederlagsfrit overdraget til Grønlandsstyrelsen (staten), det samme gjaldt "Grønland", som skiftede navn til "Gustav Holm". Frem til 1950 sejlede hun på Grønland.

Ejnar Mikkelsen på foredragstourné i Europa i 1926

I marts 1926 holdt Mikkelsen foredrag ved et møde i Det Geografiske Selskab på Sorbonne i Paris. Foredragets titel var "Den af danskere udførte Kolonisation paa Grønlands Østkyst". På turen talte han også i Antwerpen, Bruxelles, Haag og Amsterdam.

Besøg i Scoresbysund i 1926

I Paris havde Mikkelsen talt med den franske læge og polarforsker, Jean-Baptiste Charcot, som med sit skib "Pourquoi-Pas?" havde været i Scoresbysund en måneds tid, før "Gustav Holm" var ankommet med grønlænderne, som skulle befolke den nye koloni. Han spurgte, om Mikkelsen ville med på en tur til Scoresbysund, og Mikkelsen tog taknemligt mod tilbudet. Han spurgte Ebbe Munck, som havde været med på turen til Scoresbysund i 1924, om han ville med. Ebbe Munck rejste til Cherbourg, og på vejen gennem Atlanten samlede de Mikkelsen op i Thorshavn. Den 8. august 1926 rundede "Pourquoi-Pas?" Kap Tobin og blev mødt af fem kajakker, hvis mænd hujede og råbte "Miki, stor tak". Miki var det navn, grønlænderne havde givet Mikkelsen.

Ebbe Munck og Ejnar Mikkelsen på "Pourquoi-Pas?". Mikkelsen står med en narhvalstand, som har havde fået af taknemlige eskimoer, fordi han havde åbnet Scoresbysund for dem. Billedet er fra Arktisk Instituts samling.

Opholdet varede et par uger. Det første år havde været vanskeligt. En influenzaepidemi hærgede den nye koloni, og tre voksne og et barn døde, men fangsten var gået godt: 800 sæler, 115 bjørne, 50-60 hvalrosser, 12 narhvaler, 75 ræve samt masser af fugle. I 1928 blev der oprettet en telegrafstation og en seismisk station. Og samme år bekostede godsejer til Løvenholm Slot og Gl. Estrup, Valdemar Uttental opførelse af en kirke i Scoresbysund. Og for Ejnar Mikkelsens børns sparepenge blev der indkøbt en gammel skibsklokke fra et fransk krigsskib til ophængning i kirken. Kirken blev indviet i sommeren 1929, da "Gustav Holm" var ankommet. Grønlænderne i deres stiveste puds, hvide anorakker og farvestrålende festdragter gik i procession sammen med skibets gallaklædte officerer og øvrige besætning hen til kirken. Efterfølgende var der kaffe- og dansemik. I 1930 opførte styrelsen en ny butik med lagerrum. I 1933 var 30 træhuse i distriktet.

Ejnar Mikkelsen som hvalfanger 1927-1930

For at forsørge sig og sin familie kastede Mikkelsen sig i 1927 over hvalfangst. Han købte en nedslidt hvalfangerstation på Suderø på Færøerne for 105.000 kr. og stiftede "Færøske Hvalfangst-Selskab A/S". Med slid og slæb gav det et overskud på knap 50.000 kr. det første år. Der blev fanget godt 100 hvaler, ingen vejede under 50 tons, nogle endda 70 tons. Der var ingen interesse for hvalkød, som blev solgt på Færøerne for 5 øre kiloet, mens man kunne sælge al den hvalolie, man kunne indvinde. Hvalolien blev anvendt til olielamper samt fremstilling af stearinlys. Sønnen Sven, som Mikkelsens anden hustru medbragte i ægteskabet, kom på besøg. I Gudhjem, hvor familien havde sommerhus, havde maleren Oluf Høst set én af Svens tegninger og spontant udbrudt: "Det var som pokkers. Har Sven malt det billede?" Sven ville være kunstner, men begge forældrene var imod de kunstnergriller. Måske kunne en tur til Færøerne bringe ham på bedre tanker. Når vejret tillod det, var Sven med på tur, og han oplevede at jagte en hval i en time eller mere. På et sekund var den væk. Så dukkede den op langt bagude, og båden vendte på en tallerken. Aldrig var den, hvor den skulle være. Endelig viste den sig lige foran, og harpunen blev affyret og borede sig ind i hvalen. i rasende fart trak den skibet med, selv om maskinen var sat på bak. Dampspillet trak linen ind, og det store havpattedyr dukkede op for sidste gang. Imidlertid fik mødet med Færøerne - og siden med Grønland - den modsatte virkning på Sven. Det var også her, han begyndte at skrive dagbog, hvilket han gjorde resten af livet. Mange år senere, da Sven var blevet en anerkendt billedkunstner, sagde han, at hans møde med Færøerne havde været bestemmende for hans sigte i en sådan grad, at alt hvad, han havde malet, havde sin forudsætning der.

Fangst af grindehvaler på Færøerne (Arktisk Institut)

Sommeren 1929 blev den dårligste i mands minde med et underskud på omkring 85.000 kr. Det dækkede Mikkelsen ind ved et lån. Samme år anskaffede han endnu en båd for at kunne operere mellem Færøerne og Island. Fangstresultatet i 1930 var udmærket, men desværre var prisen på hvalolie falde drastisk. Ved årets udgang var der ansat 72 færinger i Mikkelsens virksomhed foruden nogle løsarbejdere. I efteråret 1932 var økonomien i selskabet så dårlig, at Mikkelsen måtte lade selskabet træde i likvidation.

Sven Havsteen-Mikkelsen

Da Sven kom tilbage til Danmark, kom han i lære ved George Jensens Sølvsmedje. Det huede ham ikke. Ganske vist havde han udmærkede anlæg for faget, men han fandt ikke, at det var kunst, som blev produret på "fabrikken", som han hånligt omtalte den, og det gav selvfølgelig konflikter i hjemmet. Da han viste sine forældre en bog om moderne fransk malerkunst, fortalte de ham, at han ikke var rigtig klog. I januar 1930 forlod han lærepladsen, og med en understøttelse fra sin farbror Thorvald på 70 kr. om måneden rejste han til Kerteminde for at lære hos billedkunstneren Fritz Syberg. Efter et besøg i Kerteminde forsonede Mikkelsen sig dog med sønnens valg af løbebane. I sommeren 1931 var Sven med på et togt til Grønland med dr. Charcot på "Pourqui-Pas?", en rejse som kom til at sætte sig spor i hans kunst for resten af livet. I et begejstret brev hjem til familien skrev han, at han ville derop igen.

Ejnar Mikkelsen fylder 50 år i 1930

Den 23. december 1880 fyldte Ejnar Mikkelsen 50 år. Der kom visitter hele dagen og et væld af blomster. Familien overraskede ham ved at invitere 30 gæster på smørrebrød i hjemmet. Frimurerlogen, som han var mangeårigt medlem af, udgav et festskrift i anledning af dagen, "Hilsen til Ejnar Mikkelsen paa hans 50-aars Fødselsdag", hvori 36 betydningsfulde personer sendte ham en hilsen. Iver Iversens hilsen til sin gamle rejsekammerat var rørende: "Det staar for mig som var det kun faa Dage - og saa er det 18 Aar - siden vi slæbte os ind i Danmarks Havn med hinanden under Armen, trætte, udsultede og med vaklende Skridt men med sammenbidte Tænder, fast besluttede paa at naa Maalet ... Tak, kære Ejnar Mikkelsen for de svundne Tiders uforglemmelige og gode Kammeratskab ...

Lauge Kochs treårsekspedition til Christian X's Land 1931-1934

Den 16. juni 1931 sejlede Lauge Koch ud fra Grønlands Handels Plads i Købanhavn og indledte en tre år lang ekspedition, angiveligt med det formål at foretage videnskabelige undersøgelser i området nord for Scoresbysund. Et vigtigere formål var suverænitetshåndhævelse, og Lauge Koch var af den danske regering blevet udstyret med politimæssige beføjelser. Ekspeditionen skabte stor ophidselse i Norge, som jo havde store fangstmæssige interesser i området.

Det norske flag hejses i Myggebugten i 1931

Den 28, juni 1931 indløb et telegram fra Norge, som meddelte, at man i dag havde hejst det norske flag i Myggebugten, og derved okkuperet området mellem Carlsberg Fjord i syd og Bessel Fjord i nord i Kong Haakons navn. Området ville blive kaldt "Eirik Raudes Land", efter Erik den Røde, grundlæggeren af den første nordiske bosættelse i Grønland i det 10. århundrede. Telegrammet var underskrevet af Hallvard Devold, som var norsk meteorolog, telegrafist og polarforsker. I 1925 og 1926 havde Devold været leder af den norske radio- og vejrstation på Jan Mayen, som var bemandet med fire nordmænd. Øen blev betragtet som ingenmandsland på det tidspunkt. Devold arbejdede for annektering af Jan Meyen på vegne af det norske meteorologiske institut ved at placere skilte rundt omkring på øen, hvorpå der stod: "Norges Meteorologisk Instituts Ejendom". Denne aktion var i 1928 medvirkende til anerkendelse af Norges ret til Jan Mayen, som den 27. februar 1930 blev en del af det norske kongerige. Nu ville han med tilsvarende midler forsøge at bringe dele af Østgrønland under norsk jurisdiktion. I første omgang tog den danske regering det roligt og forventede, at den norske regering ville tage afstand fra denne demonstration. Men i stedet godkendte den okkupationen, og den 10. juli 1931 underskrev den norske konge denne landvinding og omdøbte samtidig Christian X´s land til Kong Haakon Land.

Scoresbysund-Komitéens 2. ekspedition i 1932

Også Ejnar Mikkelsen tog afsted på ekspedition til Grønland i 1932. På et møde i Scoresbysund-Komitéen den 4. november 1931 fremlagde han en plan om at opføre 2-3 hytter med passende afstand langs kysten mellem Kap Gustav Holm og Kap Dalton, som kunne benyttes som støttepunkter af grønlandske fangere. Mikkelsen havde allerede forelagt sine tanker for Kongen og Stauning, som var interesserede, men desværre ikke kunne hjælpe med finansieringen. Han regnede med at skulle bruge ca. 62.000 kr. til ekspeditionen og 70.000 kr. til et skib - men det kunne han sikkert sælge igen efterfølgende. Norges okkupering af Christian X's Land i 1931 er sikkert kommet belejligt for Mikkelsens planer. I begyndelsen af januar 1932 henvendte Daugaard-Jensen fra Grønlandstyrelsen sig og meddelte, at man havde anskaffet sig Knud Rasmussens gamle skib, "Søkongen", som man ville stille til Mikkelsens rådighed.

Knud Rasmussens gamle skib, "Søkongen"

I løbet af foråret 1932 var finansieringen afklaret, proviant tilvejebragt og ekspeditionsdeltagere samlet. Udover Mikkelsen og skibets besætning var det en zoolog, en konservator, en botaniker, en geolog, en topograf og en læge (Jens Jensen, søn af Johs. V. Jensen). Desuden deltog Mikkelsens søn, Sven. Maleren Oluf Høst, som vvar ven af familien, var med som passager, men da de lagde ind ved Reykjavik på Island, fik han hjemve og vendte om.

Ganske vist var kysten i store træk kortlagt, mens de indre fjorde stort set var ukendte. De skulle kortlægges, og der skulle foretages geologiske, zoologiske og botaniske undersøgelser. Udover disse erklærede videnskabeligt formål var der selvfølgelig også det uudtalte politiske formål at håndhæve dansk suverænitet over området. Den 11. juni nåede ekspeditionen Kap Dalton, og Mikkelsen mente at genkende det landskab, han havde set sammen med Amdrup godt 30 år forinden. Da de gik i land, stod deres gamle hytte der stadigvæk. Da de forlod den et par dage senere, havde Mikkelsen slået en plakat op på hyttens væg, som fortalte, at stedet i henhold til Østgrønlandstraktaten af 1924 var dansk ejendom. I huset, som blev opført ved fjorden Kangerdlugssuak, sømmede Mikkelsen en tilsvarende seddel op. Året efter blev der i nederste hjørne tilføjet "Tak for Husly. 30. aug. 1933. Knud Rasmussen.". Omegnen blev gennemsøgt, og det lykkedes at finde nogle eskimobopladser, og der blev opført to huse/hytter et par kilometer fra den gamle boplads. Den 11. september 1932 var rejsen slut, og man vendte hjemad. Der var nu skabt en forbindelse mellem Knud Rasmussens ekspeditioner mod nord og Lauge Kochs mod syd.

Sagen afgøres ved Den Internationale Domstol i 1933

Konflikten mellem Danmark og Norge blev indbragt for Den Internationale Domstol i Haag i 1933. Denne domstol var blevet oprettet af Folkeforbundet i 1920 under navnet Den Permanente Internationale Domstol, og dens hovedopgave var at afgøre stridigheder mellem staterne i henhold til folkeretten.

Da den danske delegation rejste til Haag den 12. november 1932 var Ejnar Mikkelsen med sammen med Knud Rasmussen, Lauge Koch og Amdrup, som særlig sagkyndig i østgrønlandske forhold. Mikkelsen gendrev bl.a. de norske argumenter for okkupationen ved at påvise, at norsk fiskeri udenfor egen territorialgrænse var en ren underskudsforretning, og at rovdriften var skadelig for bestanden af flere truede dyrearter. Der blev afholdt 56 møder i sagen, og den danske påstand var: "Grønland for grønlændere - under dansk suverænitet".

Delegationens medlemmer: landsdommer N.V. Boeg, gesandt og kammerherre H.A. Bernhoft, gesandt Helge Wamberg, udenrigsminister Gustav Rasmussen, polarforsker Lauge Koch, polarforsker Knud Rasmussen, polarforsker Ejnar Mikkelsen, søofficer G.C. Amdrup. Det Kgl. Biblioteks billedsamling.

Den 5. februar 1933 trak dommerne sig tilbage for at votere, og delegationerne rejste hjem. Et par måneder senere blev sagen afgjort i dansk favør med 12 stemmer mod 2. Den norske okkupationserklæring blev erklæret ugyldig, og domstolen anerkendte, at Danmark gennem tiderne i tilstrækkeligt omfang havde udøvet sin myndighed over denne del af Grønland til at skabe en gyldig suverænitetsadkomst. Som en symbolsk handling omdøbte Stauning landet fra "Erik Raudes Land" til Kong Christian X's Land.

Det førte bl.a. til, at Danmark i 1952 oprettede Sirius-patruljen, som har til formål at håndhæve dansk suverænitet og overvåge den 16.000 kilometer lange ubeboede kyststrækning.

Ejnar Mikkelsen søger stilling som inspektør over Østgrønland

Den 1. maj 1933 sendte Ejnar Mikkelsen et brev til statsministeriet. Heri påpegede han, at der burde ansættes en inspektør for Østgrønland. Denne inspektør skulle hvert år rejse til Ammassalik og Scoresbysund og evt. andre steder på kysten for at holde styr på det store område. Den pågældende skulle have politimæssige beføjelser og være direkte underlagt Grønlandsstyrelsen. Han sluttede sig brev således: "Et nøje Kendskab til Østgrønland og dets Forhold maatte formentlig være af større Betydning for den paagældende Inspektør end en juridisk ,Uddannelse, for hvilken der til at begynde med i det mindste vil være overmaade ringe Brug. Skulle denne Stilling - eller en lignende - blive oprettet, er jeg Ansøger til den og mener at mit Kendskab til Østgrønland burde kvalificere mig til at komme i Betragtning."

Datteren Else afgår ved døden i 1933

Den 19-årige Else var netop blevet student og efterfølgende optaget på kunsthåndværkerskolen. Hun var forlovet med Ernst "Rille" Syberg, søn af Anna og Fritz Syberg. Mikkelsen havde foræret hende en robåd, og en dag faldt hun i den og slog sit hoved. Lægen undersøgte hende og fandt intet alvorligt. Hun fik dog voldsomme smerter i hovedet og døde samme nat, den 15.-16. juli 1933. Ejnar Mikkelsen kom sig aldrig over tabet af datteren og bebrejdede sig selv hele livet, at han havde foræret hende båden.

Ejnar Mikkelsen bliver inspektør over Østgrønland i 1934

Senere samme år blev Mikkelsen kaldt til møde i Grønlandsstyrelsen, hvor Daugaard-Jensen fortalte, ar statsminister Stauning havde besluttet, at der skulle oprettes en stilling som inspektør for Østgrønland. Og hvis Mikkelsen ville have stillingen, så var den hans. Den 10. maj 1934 kunne Berlingske Tidende berette, at Ejnar Mikkelsen ville blive udnævnt til inspektør over Østgrønland, og Stauning underskrev ansættelsesbrevet den 3. august 1934. I sit virke skulle han varetage både hensynet til Staten og til befolkningen. Som politimester skulle han så vidt muligt undgå konfrontationer og udvise konduite og forhandlingsvilje. Det meste af arbejdet skulle varetages hjemmefra, men der ville også være rejser til og ophold i Østgrønland. Jobbet blev aflønnet med 4800 kr. om året samt nødvendige omkostninger. Stillingen indebar ikke nogen tjenestemandspension, og var i det hele taget ikke nogen guldgrube, men en kærkommen fast indtægt for Mikkelsen og hans familie.

Gertrud Rask ud for Ammassalik

Snart efter udnævnelsen tog Mikkelsen på sin første inspektion i Østgrønland. Han sejlede med "Gertrud Rask", som var opkaldt efter Hans Egedes hustru, der i 1721 var rejst med sin mand til Grønland og blevet der indtil sin død i 1734. Foruden Mikkelsen fandtes på skibet bygningsmaterialer, proviant, kasser med fjerkræ samt to levende grise, som skulle være julemad for danskerne i de to østgrønlandske kolonier. Den 17. december 1934 læste Mikkelsen julehilsener til grønlænderne op i radioen. Familien holdt jul i Charlottenlund.

Inspektionsrejse i 1935

I foråret 1935 var Sven på session og skulle forrette tjeneste ved marinen. En del af værnepligten skulle aftjenes på "Godthaab", som om sommeren skulle til Scoresbysund. Mikkelsen, som skulle på inspektionsrejse, var med samme skib. På turen fra Island til Scoresbysund blev det en brandstorm, lasten forskubbede sig, og de måtte slæbe kulsække hele natten. Indsejlingen til Scoresbysund var lukket af is. Tre gange på 10 dage forsøgte de at komme igennem, men uden held. Der var gået en måned, siden de forlod Island, efteråret nærmede sig, og de tænkte på, at de muligvis måtte overvintre. Den 14. august slap de fri af isen, men så rejste der sig en voldsom storm, som voksede til orkanstyrke. Det lykkedes dem dog at komme helskindet til Island, hvortil de ankom den 31. august 1935.

Influenza i Ammassalik i 1936

Om vinteren indløb et alarmerende telegram fra Ammassalik, som meldte, at der var udbrudt en influenzaepidemi. Flere var allerede døde. Da dødstallet var gjort op, havde 135 børn mistet deres far, og 65 børn begge forældre, og det lille samfund kunne ikke magte den store forsørgerbyrde, det medførte. Både Mikkelsen og Grønlandsstyrelsen var klar over, at epidemien kunne tilskrives de foregående års besparelser og manglende ansættelse af en læge samt nedskæringer på medicinindkøb. Mikkelsen fik den idé at tegne private faderskaber for de forældreløse børn, og da han kunne stille økonomiske garantier fra Frimurerlogen og Scoresbysund-Komitéen (som han var formand for), om at de ville støtte børnene, indtil de blev 15 år, fik han accept fra Grønlandsstyrelsen og statsministeriet. Hertil kom et bidrag på 100.000 kr. til eskimoerne i Østgrønland, ligesom der blev oprettet "Forening til Hjælp for grønlandske børn".

Sara Helms, født Tønnesen

Ejnar Mikkelsen kontaktede Sara Helms (født Tønnesen) og spurgte, om hun ville være børneforsorgsleder i Ammassalik. I 1934 var hun taget med til Østgrønland som huslærer for den grønlandske præst og kunstner Otto Rosings familie og derigennem fået en stor interesse for østgrønlændernes levevis. Hun indvilligede og gjorde en beundringsværdig indsats med meget små midler sammen med den stedlige sygeplejerske Signe Vest. De to kvinder tog på sygebesøg i det store distrikt på hundeslæde, i båd og senere i kajak. Sara læste senere til læge (efter at hun 1936 var blevet cand.mag. i latin og græsk fra Københavns Universitet), og i 1948 tog hun tilbage til Ammassalik med sin mand Peder Helms, der fik arbejde som distriktslæge. Sammen ydede de en stor indsats for at bekæmpe tuberkulose, som var en meget udbredt sygdom i hele Grønland. Fra 1954-1956 var hun ansat på Dronning Ingrids Sanatorium i Nuuk (Godthåb). Som 78-årig gennemførte hun sit tredje akademiske studium, denne gang i eskimologi. I 1994, under et møde i Det Grønlandske Selskab, hvor man fejrede Ammassaliks 100 års jubilæum, modtog Sara Helms Rink-medaljen som den første kvinde for "et påskønnelsesværdigt arbejde til gavn for Grønland og det grønlandske samfund". Ejnar Mikkelsen modtog den første medalje, som blev uddelt i 1960.

Sven bliver gift i 1936

Om foråret blev Sven i England gift med den skotske billedhugger Pamela Montgomerie. De flyttede om efteråret samme år til Gudhjem, hvor Ejnar Mikkelsen skaffede ægteparret en bolig oppe på Bokul-klippen med en fantastisk udsigt over Gudhjem. Sven fortalte i sin dagbog, at han egentlig havde været tilfreds med sit værksted og atelier, idet han og hustruen jo kunne benytte forældrenes hus, som blot blev brugt nogle få måneder om sommeren. Gudhjem blev efterhånden et samlingspunkt for kunstnere, som repræsenterede de nyeste europæiske strømninger: Richard Mortensen, Ejler Bille, Gustav Munch-Petersen o.m.f. Under besættelsen gik Sven ind i frihedskampen mod nazisterne. Hans ven Jørgen Staffeldt, som var leder af sabotagegruppen "Holger Danske", døde i kz-lejr i 1944. Ole Høst, søn af Oluf Høst, gik ind i Frikorps Danmark og meldte sig til Waffen SS for at miste livet på østfronten i 1943.

Sven og Pamela ud for deres hjem på Bokul ved Gudhjem på Bornholm

Sven og Pamela fik tre børn: Alan (1938), Olaf (1941) og Estrid (1943). Familien boede som nævnt først i Gudhjem, derefter - fra 1946-1947 - på Færøerne og i Skotland. Siden flyttede Sven og Pam til Ærø, hvor de boede resten af livet. Pam døde i 1983 ,og Sven boede alene på Ærø indtil sin død i 1999.

Anden verdenskrig 1939-1945

Da Danmark blev besat, var "Gertrud Rask" og "Hans Egede" netop afsejlet mod Grønland. , "Gertrud Rask" overgik til sejlads mellem USA og Grønland, indtil hun forliste ud for den nordamerikanske kyst den 7. februar 1942. Besætningen på 24 mand blev bjærget. "Hans Egede" forsvandt sporløst med hele sin besætning på 23 mand, formentlig som offer for den tyske undervandskrig, som også rettede sig mod fredelige handelsskibe. Grønland, som var stærkt afhængig af forsyninger fra Danmark, måtte nu klare sig selv.

Ejnar Mikkelsen fortsatte sit arbejde og var ofte til møder i Grønlandsstyrelsen, men der var ikke mange muligheder for udrette noget for Grønland. Han har formentlig følt sig som en løve i et bur. I 1940 døde Gustav Holm. Der blev afholdt en mindefest over den store polarforsker og indsamlet penge til et gravmonument. Mikkelsen skrev en mindeartikel i Det Grønlandske Selskabs årsskrift om sin tidligere svigerfar. "Gustav Holm personificerede Overgangen fra Fortid til Nutid, og han var det første Bindeled Mellem Ammassalik og Danmark. Han var den Mand, som vor Tids - og Fremtidens - Ammassalikere kan takke for deres Eksistens, og som Danmark kan takke for, at Østgrønlands Affolkning blev standset i Tide".

Knud Oldendow på sit kontor i Grønlandsstyrelsen på Slotsholmen

Knud Oldendow, som var blevet direktør i Grønlandsstyrelsen efter Daugaard-Jensens død, indkaldte til et møde for at drøfte forsyningssituationen i Grønland, blandt deltagerne var selvfølgelig Ejnar Mikkelsen. På mødet drøftede man bl.a. USA's interesser i Grønland. Og hvorledes stillede den danske gesandt i Washington, Henrik Kauffmann, sig til spørgsmålet? Mikkelsen tilbød straks at rejse til USA, og efter godkendelse af Stauning, som både var statsminister og grønlandsminister, rejste Oldendow, Mikkelsen og Paul Ipsen, som var "udsendelseschef" for Grønland, afsted ned gennem Tyskland, hvor de fra Genova håbede at kunne komme med en båd til USA. Med sig havde de en introduktionsskrivelse til Kauffmann og en personlig hilsen fra Kongen til den grønlandske befolkning. I Genova fik de at den danske generalkonsul at vide, at USA havde annulleret deres indrejsevisum, angiveligt fordi en tysk journalist havde skrevet, at gruppen rejste med Hitlers velvilje. Gruppen blev i Genova omkring en måned og ventede på, at Stauning skulle formilde amerikanerne, men måtte derefter vende tilbage til København uden resultat.

Den danske gesandt i Washington Henrik Kauffmann

Efter at have beklædt forskellige sekretærposter i New York, Berlin, Rom, Beijing og Oslo blev Henrik Kauffmann i 1939 udnævnt til gesandt i USA. Da Tyskland invaderede Danmark den 9. april 1940 erklærede han, at han ikke længere ville følge ordrer fra den danske regering, der samarbejdede med den tyske besættelsesmagt, og som han derfor betegnede som ufri. Allerede den 13. april 1940 tog Kauffmann initiativ til oprettelse af en Grønlandskommission, som "skulle beskytte danske Interesser i Grønland og sikre de nødvendige Forsyninger til den grønlandske Befolkning og Eksport af grønlandske Produkter." I 1941 underskrev Kauffmann "på kongens vegne" en overenskomst med USA om, at USA ville påtage sig forsvaret af Grønland og levering af forsyninger til grønlænderne. Til gengæld skulle USA have ret til at bygge militære anlæg i Grønland. Betalingen skulle primært erlægges i form af den eftertragtede kryolit, som blev anvendt i flyindustrien. Den danske regering afskedigede Kauffmann og sigtede ham for højforræderi og befalede ham at vende hjem til Danmark. Og da de de danske generalkonsuler i USA erklærede sig dog solidariske med Kauffmann, blev også de afskediget. Kauffmann anerkendte ikke afskedigelsen men forblev i Washington med USA's diplomatiske anerkendelse. Kaufmann indledte nu et højt spil med Grønland som indsats. Kauffmann, som var modstander af den danske neutralitetspolitik, mente, at Danmark skulle blive medlem af den atlantiske alliance. Den 3. januar 1942 overrakte Kauffmann en erklæring til den amerikanske regering om, at han på vegne af den danske regering, som var under tysk tvang, tilsluttede sig den atlantiske alliance. Amerikanerne gjorde tidligt Kauffmann opmærksom på, at de ønskede at fortsætte deres militære tilstedeværelse på Grønland også efter krigens afslutning, hvilket Kauffmann dog "glemte" at informere udenrigsministeriet om.

Ejnar Mikkelsen og Ella tager til Sverige i august 1944

I august 1944 modtog Ejnar Mikkelsen, som sammen med Ella opholdt sig i Gudhjem, to kryptiske breve, som han foreviste først Hans Rasmussen, som var formand for Folketinget og boede i Rønne, og dernæst den lokale politimester. De mente, at der måske var planlagt et clearingsmord på Mikkelsen, og det endte med, at han og Ella tog til Sverige med en bornholmsk fiskerbåd. Sønnen Aksel var allerede den 30. december 1942 taget til Sverige som følge af sit arbejde i modstandsbevægelsen og havde fået arbejde på en rådgivende ingeniørvirksomhed. Det viste sig senere, at de to breve ikke havde været bestemt for Ejnar Mikkelsen, men for Arne Sørensen, som spillede en stor rolle i modstandsbevægelsen.

Ejnar Mikkelsen og Peter Freuchen tager til USA i 1944.

Fra Stockholm fik Mikkelsen kontakt til Christmas Møller i London og Henrik Kauffmann i Washington. De gav han besked på at komme til England og derfra til USA. Og han skulle tage sin kollega Peter Freuchen med, han befandt sig også i Stockholm. Ella blev i Sverige resten af krigen, mens sønnen Aksel tog sig af hende. Om bord på det fly, som bragte de to polarforskere til England, var også nordmanden Trygve Lie, der skulle blive FN's første generalsekretær. Efter samtaler i London blev de bragt til Skotland, hvor de kom om bord på damperen Aquitania, som skulle bringe dem til New York, USA. Freuchen blev i New York, hvorfra det var hensigten, at han skulle rejse omkring i USA og holde foredrag om tilstandene i Danmark. Mikkelsen blev sendt til Washington for at arbejde sammen med Kauffmann. Siden kom han videre til Grønland, hvor han fik kunne se, at det gik godt, og at man modtog rigelige forsyninger fra USA.

I februar 1945 gik Mikkelsen om bord på "Linda", der skulle til Grønland med fuld last. "Linda" var et stålskib, og med sin sine mange hestekræfter og tunge last bankede hun uanfægtet gennem isen. Det var nye tider, fornemmede Mikkelsen. Som den første besøgende fra Danmark under krigen blev han hilst med stor begejstring. Mikkelsen blev næsten chokeret over varemængden i butikkerne sammenlignet med forholdene i Danmark med vareknaphed og rationering. Adskillelsen fra Danmark havde også forenklet administrationen i Grønland. Mikkelsen holdt to foredrag i Julianehåb , hvor han fortalte om forholdene i Danmark. Den første aften for danskerne på stedet, den næste via tolk for grønlænderne.

Fra Godthåb kom han med skib og fly tilbage til Washington og kunne aflægge rapport til Kauffmann. Den 4. maj 1945 kom det budskab, alle havde ventet på, nemlig at de tyske tropper havde overgivet sig.

I midten af juni kom han med en isbryder til Narsarsuaq, hvor han et par timer senere landede i sit elskede Østgrønland, hvor han 45 år tidligere havde mødt de førte eskimoer, Og kort efter ankom han til Ammassalik. Han blev overrasket (måske chokeret) over den amerikanske indflydelse på befolkningens levevis, påklædning og sprog. Grønlænderne havde meget at takke amerikanerne for, men ikke alt var til befolkningens bedste.

Den 16. september 1945 ankom Mikkelsen til København. Her skrev han et memorandum til Henrik Kauffmann, hvori han gav ham sin fulde støtte. Han gav også udtryk for sin bekymring den amerikanske indflydelse på lokalbefolkningen. Han havde været glad for at være i Washington og kom gerne tilbage - hvis han måtte tage Ella med.

Den 14. juni 1946 afgik den første flyforbindele mellem Danmark og Grønland. Mikkelsen var med og skulle op og forberede oprettelse af et folkevalgt råd i Grønland. Kolonibestyreren og præsten blev faste medlemmer af rådet, og derudover blev der i området udpeget 11 rådsmedlemmer. Der blev oprettet et råd i Ammassalik og i Scoresbysund.

I 1948 gik det op for Ejnar Mikkelsen, at hans tid som inspektør for Østgrønland nærmede sig sin afslutning, og som vi ved, var der ikke knyttet pension til hans stilling. Mikkelsen sendte en længere skrivelse til Grønlandsstyrelsen, hvori han gjorde rede for de mange penge, han havde skaffet til forskellige formål i Grønland. Nu ville han gerne "kunne betrygge min Hustrus og min Eksistens, naar jeg maa opgive min Stilling som Inspektør for Østgrønland." Han anmodede om, at hans (manglende) pensionsforhold måtte blive taget op til overvejelse. I øvrigt påtænkte han at fortsætte indtil 1950, hvor han ville fylde 70 år. Der var en del skriverier frem og tilbage, men i december 1950 meddelte Grønlandsdepartementet, at han fra 1. januar 1951 var bevilget 8.374 kr. om året i pension. Nu kunne han og Ella se fremtiden nogenlunde lyst i møde.

Ejnar Mikkelsen fylder 70 år

Den 23. december 1950 blev Ejnar Mikkelsen 70 år, og hele dagen var der en strøm af gratulanter med lykønskninger og blomster. Dertil 35 flasker vin samt chokolade og cigarer. Hertil kom ikke mindre end 345 telegramhilsener. Festen blev afholdt den 4. januar 1951 med 133 gæster, familie og venner samt videnskabsmænd og politikere. Til højbords sad foruden Ella Iver P. Iversen. Der var flere taler, og i sin takketale sagde Mikkelsen: "Jeg er dybt taknemmelig for, hvad Livet har haft af Tilskikkelser til mig, siden jeg blev 19 Aar - og kunde jeg leve det hele om igen, tog jeg gerne alle Skuffelserne, alle Sorgerne og alle Kampene med - for paany at opleve alle de Glæder, som Livet har tilbudt mig."

Foredrag i Argentina i 1952

I sommeren 1952 rejste Mikkelsen og Ella til Argentina; før de blev gift, havde hun jo boet i Argentina. Mikkelsen var af en amerikansk fond blevet inviteret til i Argentina og Brasilien at tale om sine oplevelser i Østgrønland. Da de kom hjem, blev Mikkelsen spurgt, om det ikke var mærkeligt at tale om Østgrønland i Argentina, hvortil han svarede, at "mange Steder er Indianerne ved at forsumpe, og der gav Foredraget om en Befolknings Udvikling Stof til Eftertanke.".

Til Grønlands østkyst i 1955

Om sommeren 1955 blev Mikkelsen inviteret som gæst af Grønlandsdepartementet til Grønlands østkyst. Mikkelsen var ledsaget af sit 16-årige barnebarn, Alan. De rejste med Lauritzen-rederiets nyeste grønlandsskib "Kista Dan". Der var sket meget i Scoresbysund, siden han sidst var der fem år forinden. Byen var vokset, der var kommet flere huse, pakhuse, lagerhaller mv. Alt i alt var Mikkelsen godt tilfreds med den udvikling, der havde været i den koloni, han selv havde grundlagt 30 år tidligere. Selv om han heller ikke var blind for, at den udvikling, han havde været med til at sætte igang, ikke var uden problemer - for at udtrykke det mildt. Som han frygtede, havde de amerikanske baser flere steder haft det resultat, at unge grønlændere aflagde deres vante fangerdragter og spankulerede omkring i US-uniformer, mens de insisterede på at tale gebrokkent engelsk fremfor deres eget sprog.

På Det Grønlandske Selskabs generalforsamling i foråret 1956 trak han sig tilbage som formand efter 21 års formandsskab, og blev efterfølgende udnævnt til æresformand.

Ejnar Mikkelsen bliver æresdoktor ved Københavns Universitet i 1956

Om sommeren i 1956 fik Mikkelsen et brev fra Københavns Universitet, som meddelte, at Det matematiske-naturvidenskabelige fakultet havde besluttet at tildele ham den filosofiske æresdoktortitel. Han blev bedt on at indsende en levnedsbeskrivelse til trykning i universitetets årsskrift. Han afsluttede sin levnedsbeskrivelse ved at remse op, at han var dekoreret med Kommandørkorset af Dannebrog første grad, Dannebrogsordenen, Fortjenstmedaljen i sølv og guld samt Officerskorset af Æreslegionen. Hertil en lang liste over modtagne udenlandske medaljer som Royal Geographical Society: Patrons Guldmedalje, Royal Scottish Geographical Society: Livingstone Guldmedalje m.fl. Udnævnelsen fandt sted ved universitetets årsfest i november 1956. Motiveringen var hans store betydning for udforskningen af Grønland, arbejdet for den grønlandske befolkning og oprettelsen af Scoresbysund. Men også fordi han havde brugt sine amerikanske forbindelser til at finansiere dansk videnskabeligt arbejde i Argentina.

Ejnar Mikkelsen fylder 90 år

Nogle dage før Ejnar Mikkelsens 90 års fødselsdag var der møde i Det Grønlandske Selskab. Østgrønland var på dagsordenen, og selvfølgelig dukkede ærespræsidenten op til mødet. Ebbe Munck, som selv havde deltaget i flere polarekspeditioner i Grønland, bl.a. var han kun 19 år gammel med på Ejnar Mikkelsens Scoresbysund-ekspedition i 1924, indledte mødet med at udtrykke sin glæde over, at "the Grand Old Man", Ejnar Mikkelsen var til stede. Munck holdt en længere tale for Mikkelsen i anledning af den snarlige fødselsdag og udtalte bl.a. "Det er en kærkommen lejlighed til at gøre honnør for et mandfolk, for sømanden, polarforskeren og mennesket Ejnar Mikkelsen... Hans gerning er stor og inspirerende, og han har krav på at blive vurderet som noget højst ualmindeligt, noget sjældent, noget der ikke rigtig findes mere, i hvert fald ikke helt på samme måde: lidt af en drømmer måske, men en dristig drømmer, et menneske der helt har forstået at leve sit liv modigt og med indhold... Han har gået sine egne veje i alt, hvad han har foretaget sig, som søfarende, som rejsende, som grønlandsforsker, som skribent og pioner...". Ebbe Munck afsluttede sin tale med: "Dit sunde livssyn er, at livet skal leves med mod og med indhold".

Du kan læse hele Ebbe Muncks tale ved at klikke her.

Ejnar Mikkelsen afgår ved døden i 1971

Ejnar Mikkelsen døde den 1. maj 1971, godt 90 år gammel. Han blev begravet i stilhed på Ordrup Kirkegård. Han efterlod hustruen Ella og sønnerne Sven Havsteen-Mikkelsen og Aksel Mikkelsen samt en stribe børnebørn.

Buste af Ejnar Mikkelsen på Langelinie

Hustruen Ella Mikkelsen og Scoresbysund-komitéen ønskede at rejse et monument over den store polarforsker. Det skulle være en buste, udhugget i sten fra Scoresbysund. Man fandt Det lykkedes at finde en sten i passende størrelse og med afdæmpede farver i nærheden af det sted, hvor Ejnar Mikkelsen i 1924 havde mistet roret. Stenen blev fragtet til København på "Thala Dan". Den 12. oktober 1974 blev der afsløret en buste af Ejnar Mikkelsen, udført af billedhuggeren Adam Fischer. Efter forslag af Ebbe Munck blev den opsat i nærheden af monumentet over Danmark-Ekspeditionen. Ella Mikkelsen afslørede monumentet, og sønnen Aksel Mikkelsen takkede på familiens vegne. En tilsvarende buste af Ejnar Mikkelsen står og skuer ud over Scoresbysund.

Kort over Grønland med angivelse af foretagne ekspeditioner

Kort over Grønland med angivelse af foretagne ekspeditioner.

Ejnar Mikkelsens forfatterskab

• Conquering the Arctic ice. London, 1909.
• Tre år på Grønlands østkyst. Gyldendal, 1913
• Norden for lov og ret (roman). SAGA Egmont, 1920.
• Med Grønland til Scoresbysund. Hjorts Forlags Efterfølger. København, 1925
• Hvor Guldet gror. Liv og virke i Argentina, Verdens kornkammer. H. Hagerups Forlag. København, 1927.
• Fra hundevagt til hundeslæde. Ejnar Mikkelsen fortæller. Gyldendal, 1953.
• Ukendt mand til ukendt land. Gyldendal, 1954.
• Farlig Tomandsfærd. Gyldendal, 1955.
• Fra fribytter til embedsmand. Gyldendal, 1957.
• Svundne tider i Østgrønland. Fra stenalder til atomtid. Gyldendal, 1960.
• Den uønskede by – Scoresbysunds kolonisering og fyrretyve år efter, særtryk, 1964.

To mænd i ødemarken, dokumentar af Jørgen Roos, 1972

Kort før sin død i maj 1971, 90 år gammel, fortalte Ejnar Mikkelsen om sin ekspedition, Alabama-ekspeditionen, til det nordøstlige Grønland i 1909, hvor han sammen med Iver Iversen skulle lede efter de forsvundne fra Danmark-ekspeditionen i 1907. Jørgen Roos har lavet en 14 min. lang dokumentar om ekspeditionen, "To mænd i ødemarken", som du kan se, hvis du klikker her.

Podcast om Alabama-ekspeditionen

På Nationalmuseets hjemmeside kan du finde en podcast om Alabama-ekspeditionen. Den indgår i en gruppe af podcasts benævnt "Den yderste grænse". Når du kommer ind på hjemmesiden, skal du finde og klikke på linket "10. Ejnar Mikkelsen: Fanget i iskold træhytte på Grønlands østkyst i næsten tre år".

Historien bliver fortalt af Naja Mikkelsen, som er polarforsker og medlem af bestyrelsen i Det Grønlandske Selskab. Hun er også Ejnar Mikkelsens barnebarn, datter af Aksel Holm Mikkelsen. Vært er Bjørn Harvig. Naja Mikkelsen, som er opvokset i Grønland, er opkaldt efter Ejnar Mikkelsens hustru, datter af kommandør og polarforsker Gustav Holm. Hun er forsker ved "GEUS De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland" og arbejder i Afdelingen for Glaciologi og Klima, som bl.a. varetager overvågning af Grønlands Indlandsis.

Klik her for at komme til Nationalmuseets hjemmeside.

Oprettelse af Arktisk Institut

Allerede i 1932 fremkom polarforskeren Lauge Koch med en drøm om oprettelse af et dansk polarinstitut, men der skulle gå mere end 20 år, inden det blev realiseret. Ti år senere, i 1942, drøftede polarforsker Eigil Knuth ideen om at skabe et arktisk institut med Ejnar Mikkelsen. Instituttet skulle være centrum for grønlandsforskningen, og Eigil Knuth offentliggjorde sine visioner i Dagbladet Information. Ideen blev skrinlagt i en årrække, bl.a. som følge af krigen, og først i 1952 bragte Eigil Knuth den igen på banen. Projektet blev bakket op af journalisten og modstandsmanden Ebbe Munck, der sammen med Eigil Knuth havde stået i spidsen for Mørkefjordsekspeditionen til Nordøstgrønland 1938-1939. Efter et møde på Nationalmuseet med deltagelse af forskere og embedsmænd blev der nedsat en arbejdsgruppe med departementschef i Grønlandsministeriet, Eske Brun, som formand. Den 4. juni 1954 blev Arktisk Institut oprettet som en selvejende institution med det formål at udbrede kendskabet til de arktiske egne, især Grønland, formidle viden om relationerne mellem Danmark og Grønland og indsamle, opbevare og registrere materiale vedrørende Grønland og det øvrige Arktis samt gøre dette materiale tilgængeligt for publikum. Instituttets vedtægter blev underskrevet af Frederik 9. Instituttets leder blev Helge Larsen, repræsentant for Det Grønlandske Selskab og museumsinspektør ved Nationalmuseets etnografiske samling. Instituttets første bestyrelsesformand var Ejnar Mikkelsen, som var repræsentant for Kraemer Fonden. I bestyrelsen sad også Eske Brun og Eigil Knuth. Det økonomiske fundament bestod i et statstilskud, et årligt driftstilskud fra Skibsreder C. Kraemer og Hustru Mathilde Kraemers Grønlandsfond samt støtte fra private fonde. Instituttet fik adresse i skibsreder Kraemers villa, Kraemer Hus, i Charlottenlund, hvor også Det Grønlandske Selskab fik bopæl.

Til venstre Kraemers Hus, til højre Arktisk Hus i Strandgade

I 1993 flyttede Arktisk Institut til den Kongelige Grønlandske Handels gamle pakhus i Strandgade, hvor det nyoprettede Dansk Polarcenter også havde hjemme. Siden flyttede også Institut for Eskimologi ind i huset. Og i 2010 flyttede også Det Grønlandske Selskab til Strandgade.