Citater af Steffen Brandt

Citater af Steffen Brandt

"Man skal ikke græde over spildt mælk". Jo man skal! Hvad skulle man ellers græde over, hvis ikke det var fortidens synder, nutidens dumhed og alle tiders troløshed!

Danske mænd er en flok hyggefisere, der tror, at kærlighed er lig med at invitere konen med på toldfrit indkøb.

Der er mere mellem himmel og jord end luft og forurening.

Det ville være det rigtigste for folkesjælen og mentalhygiejnen at lade Sepp Piontek blive landstræner med Preben Elkjær som hjælpetræner. Fodbold er jo underholdning, så hvorfor ikke tage den mest underholdende konstellation.

En undersøgelse viser at i år 2022 vil ca. halvdelen af den danske befolkning bestå af indvandrere eller andre med anden etnisk baggrund. Bruger man samme beregningsmetode på et andet af tidens fænomener, så vil 2/3 af den danske befolkning i år 2022 være med i et girl-band a la Spice Girls.

Første gang man griber sig selv i at gå weekenden i møde med fedtet hår, skægstubbe og joggingtøj, har man allerede tabt.

Hvis vi tror, at verden går under, så vil den også have nået en global værdighed, hvor den går under med fuld musik.

Hvorfor nøjes med lidt, når man kan miste alt?

Ideen - jeg fristes til at sige: fidusen er, at der ikke er nogen, der opdager, at mine sange handler om mig selv. De fleste mennesker tror, at de handler om dem selv. Det er det gode ved det.

Internettet kan som intet andet medie tilfredsstille behovet for at snage i ting som inderst inde ikke angår nogen.

Jeg er meget ambitiøs på mit livs vegne: Med alderen har jeg fået smag for skønhed, oprigtighed, sårbarhed og vanskelighed. Jeg gider ikke at nøjes.

Jeg gider ikke ting, der fortæller folk, at "så dårligt har I det, og det må I så i øvrigt selv ligge og rode med". Det gider jeg ikke. Det er ikke, fordi det er for let, det er, fordi det er for lidt.

Jeg kan generelt godt lide det grundlæggende koncept bag en kvinde. Det er ret godt fundet på. Og så er de dejligt bløde at røre ved.

Jeg vidste som alle andre, da internethandlen blev lanceret, at det aldrig blev mig. Jeg skal ud og se de mennesker, der sælger mig noget – det kan man ikke sidde derhjemme og emaile sig ud af.

Man er konstant på jagt efter den eneste ene, også når man tror, at man allerede har fundet den.

Men nu er det jo fortsat sådan, mine damer og herrer, at på en aften, hvor det rigtigt kører, så er der stadigvæk ikke noget, der kommer bare i nærheden af dét at spille rockmusik.

Mit liv har beriget mig med en perlerække af pinlige episoder, som jeg er sikker på, skæbnen har lagt ud for at udrydde den misforståelse, det ville være at tro, at jeg er ufejlbarlig.

Nogle gange er man nødt til at tage virkeligheden til hjælp for at give næring til fantasien.

Når jeg gør stillingen op, så går det med manden som med AGF i øjeblikket. På en god dag rangerer han i midten af ligaen, ellers ligger han og roder rundt i faretruende nærhed af nedrykningsstregen.

Så kys det nu, det satans liv, grib det, fang det, før det er forbi!!

Så står I nok og tænker: Det lyder da ikke en skid farligt. Men der vil jeg godt have lov at gøre opmærksom på, at Rødhætte blev som bekendt ædt ved højlys dag.