Erik Ejegod

Erik I Ejegod, konge af Danmark siden 1095, dør den 10. juli 1103 ved Paphos på Cypern på pilgrimsrejse. Erik Ejegod var den fjerde af Svend Estridsens sønner, som blev konge i Danmark. Han blev valgt i 1095 efter broderen Oluf 1. Hungers død. I begyndelsen af sin regeringstid bekæmpede han venderne i Nordtyskland, så venderne gjorde gengæld og begyndte at plyndre i den sydlige del af Danmark. Det lykkedes Erik at erobre vendernes vigtigste base, Rügen, og han indsatte sin søstersøn Henrik som vendernes fyrste. Erik Ejegod genoptog de tidligere kongers bestræbelser for at løsrive den danske kirke fra ærkebispedømmet Hamborg-Bremen. I 1098 foretog han en rejse til Rom at møde pave Urban 2. Erik håbede at opnå tilladelse til at få sin bror Knud den Hellige kanoniseret samt at få oprettet et nordisk ærkebispesæde i Lund. Begge dele lykkedes for ham. Ærkebiskop Asser, som Oluf havde udnævnt til biskop i Lund, blev nu Nordens første ærkebiskop. Ved samme lejlighed udvirkede Erik at få sin bror Knud den Hellige helgenkåret. Erik besluttede at drage på pilgrimsfærd til Jerusalem, som i 1099 var blevet tilbageerobret fra muslimerne. Erik rejste med sit store følge over Novgorod i Rusland og besøgte kejseren af det byzantinske rige i Konstantinopel (Miklagård). Han nåede dog aldrig til Jerusalem, men døde på Cypern – angiveligt ved Pafos. (Jeg søgte uden helt efter et gravmonument, da vi omkring 2000 var på Cypern). Hans dronning, Bodil, fortsatte rejsen til Det hellige Land, hvor hun skal være død på Oliebjerget af sygdom.