Im Prater blüh'n wieder die Bäume

Prater
Pariserhjulet Praters officielle navn er Wiener Volksprater. Det er et stort og grønt parkområde, som ligger mellem Donaus 2 flodarme. Oprindelig et jagtområde for den kejserlige familie og aristokratiet. Da kejser Joseph II sidst i 1700-tallet gav offentligheden adgang til området, hævdede disse ædle aristokrater: "Det var et af de få steder, hvor vi kunne være sammen med andre af vor egen stand". Hertil skal kejseren have svaret: "Så har jeg i Wien kun ét opholdssted, habsburgernes Kaisergruft" (hvor habsburgernes hjerter opbevares). Prater er opdelt i 2 områder: det ene benyttes til spadsereture, cykling, rulleskøjteløb, fodbold og mange andre aktiviteter, det andet huser et stort tivoli med alle tænkelige forlystelser, boder, spisesteder mv. Tivoliet er en del større end det i København, og på grund af den bedre plads, virker det mindre indelukket. Måske er en sammenligning med Dyrehavsbakken mere passende (der er også gratis adgang begge steder). Vi spiste en aften på en udendørs restaurant i udkanten af parken, hvor der var ganske fredfyldt. Første gang, vi var i Prater, var der folkefest, hvor tusindvis af beboere fra Steiermarkt - klædt i hjemstavnsdragter - morede sig med optræden og konkurrencer. Vi var så heldige at komme på et tidspunkt, hvor titusindvis af kastanjer blomstrede med deres vidunderlige 'lys'.

Hvad Eiffeltårnet er for Paris, er pariserhjulet for Wien. Wienerne kalder det selvfølgelig ikke for et pariserhjul, men Riesenrad (kæmpehjulet). Og stort er dette hjul, som har medvirket i så mange film. Bortset fra et par vintermåneder kører det året rundt. Hjulet er bygget i 1897 af en engelsk ingeniør, som havde specialiseret sig i bygning af disse. De øvrige hjul, som han byggede i London og Blackpool er for længst solgt som skrot. Hjulets diameter er 61 meter. Hastigheden, hvormed det bevæger sig, er 3/4 meter i sekundet. I 1945 blev hjulet sprængt i luften, men var allerede i 1947 køreklar igen og har kørt lige siden. Selv Birgit, som bliver svimmel, når hun træder på en sammenfoldet avis, synes det var en spændende tur. Udsigten er selvsagt helt vidunderlig.


Udsigt fra pariserhjulet

 

Den 3. mand
Den 3. mand Personer i vores aldersklasse (55-60) kan ikke undgå at komme til at tænke på filmen "Den 3. mand", når man nævner Wien og især pariserhjulet i Prater. Drejebogen (og bogen) er skrevet af Graham Greene, og filmen anvender efterkrigstidens Wien som en fascinerende kulisse. Filmen er optaget i 1949. På det tidspunkt var Wien stadig delt mellem de 4 besættelsesmagter - området indenfor Ringen er delvis frit, idet det kontrolleres af stormagterne i fællesskab. Byen er udbombet, udsultet og præget af sortbørshandel og andre former for kriminalitet. Til denne by kommer Holly Martins (spillet af Joseph Cotton) for at søge efter sin gamle skolekammerat, Harry Lime, som vistnok har tilbudt ham et job. Og Holly når netop frem til Harrys begravelse. En politimand fortæller Holly, at Harry Lime er mistænkt for at være leder af en forbryderbande. Jeg husker især denne scene, hvor man aner en skygge af en person, som en anelse langsomt fjerner sig fra en døråbning, og man ser en lille sort kat (Harry's?). Langsomt går det op for Holly, at hans gamle kammerat måske ikke er død. Der er en fantastisk spændende scene, hvor Holly og Harry (som spilles helt suverænt af Orson Welles), udkæmper en kamp i det store pariserhjul i Prater. Herefter må Harry, som er indblandet i sortbørshandel (og det, der er værre!) tage flugten ned i kloakkerne i Wien (kan ikke anbefales til efterfølgelse). Og til sidst dør Harry Lime for anden gang og begraves på Zentralfriedhof, hvor så mange personligheder fra Wien er begravet. Under hele denne klassiske film høres Anton Karas berømte Harry Lime tema spillet på zither. Filmen kan varmt anbefales. Anton Karas købte for nogle af sine indtægter en "Heurige" i Grinzing. Hvad den hed? Naturligvis "Den 3. mand". Det lykkedes os dog ikke at finde den.


I foråret 2001 har Rudi Cargnelli ved et notat i vores gæstebog kastet lys over beliggenheden af Anton Karas' Heurige. Han skriver bl.a.: "Den 3.mand, som han købte efter sin berømmelse, har ligget i Sievering (et andet kendt Heurigendistrikt i Wien) og ikke i Grinzing". Tusind tak til Rudi Cargnelli, som er "gammel wienerdreng".