Hochzeitspolka

Museumsområdet og Karlsplatz
I 1848 besluttede kejserhuset, at dets utallige skatte skulle samles i et enkelt museum. Museet stod færdig i 1889 og består af 2 vældige bygninger, som er spejlbilleder af hinanden, og som ligger overfor hinanden: Kunsthistorisches Museum og Naturhistorisches Museum. Af disse besøgte vi kun den første. Du kan fx tage U-2 derud. Mellem de 2 museumsbygninger står et monument for kejserinde Maria Theresia, som stærkt og klogt regerede kejserdømmet i 40 år (1740-1780). For at sikre forholdet til den anden europæiske stormagt Frankrig, arrangerede hun et fornuftsægteskab mellem den franske kronprins og sin purunge datter, Marie Antoinette. Heldig oplevede Maria Theresia ikke, at hendes datter blev halshugget under den franske revolution. (Hvis du engang får tid, kan jeg anbefale, at du læser den meget gribende beretning om Marie Antoinette af Stefan Zweig. Den indeholder bl.a. breve fra den bekymrede moder i Wien til hendes datter i Paris). I 1979 blev værker fra det 20. århundrede overført til Museum Moderner Kunst i Palæ Liechtenstein. Som du måske allerede har set, findes der også på Belvedere slottet en del nyere kunst.
Kunsthistorisches Museum
Kunsthistorisches Museum Museet indeholder som nævnt Habsburgernes umådelige kunstsamlinger. De har haft rige muligheder for at samle kunst, når man tænker på, at de i 1500-tallet regerede over østrig, Ungarn, Norditalien, Nederlandene, Spanien - foruden deres besiddelser i Amerika. Fra den smukke marmor forhal med den store kuppel fører en vældig trappe op til de 3 etager, som museet bestå af. På en afsats står en stor Theseus-statue. I den højre fløj befinder sig de italienske kunstværker, til venstre de hollandske og flamske. Her finder du værker af Raphael (hans berømte billede af Madonna, Jesusbarnet og Johannes Døberen), Corregio, Titian, Tintoretto, Caravaggio (fx David med Goliats afhuggedehoved). Den spanske renaissance er repræret med adskillige værker af Velasques.

Malerfamilien Breughel
Pieter Breughel, Jægere i sne Hjemmefra havde vi besluttet, at vi især ville studere malerfamilien Breughel. Vi ærgrede os lidt over, at den store Breughel udstilling i Wien sluttede et par dage, før vi kom. Vi blev skuffede, da vi på muséet læste, at udstillingslokalet med Breughels værker var lukket. Heldigvis viste det sig, at muséets egne Breughel billeder blot befandt sig i et andet lokale og endnu ikke kommet tilbage på deres rette plads. Udstillingen var rejst videre til Antwerpen, hvor man har en stor samling af denne malerfamilie, Pieter Breughel og sønnerne Pieter og Jan. Til vores held mente museumsledelsen i Wien ikke, at deres billeder tålte rejsen til Antwerpen. Vi ville gerne have haft mulighed for at sammenligne de 2 generationers værker. Ekstra spændende fordi sønnerne ofte malte de samme værker, som faderen havde gjort. Men det opnåede vi desværre ikke. Til gengæld nød vi hans nok mest kendte billede Jægere i sneen, som du ser et udsnit af her ved siden af.Dette billede indgår i en serie på 6 billeder, som hver beskriver forskellige tidspunkter på året.


Pieter Breughel, Bryllupsfesten Et andet og næsten lige så kendt billede er Breughels Babelstårnet. Tårnet blev som bekendt bygget af Nimrod, som ønskede at blive Guds ligemand - jeg ved ikke, om Breughel havde EU i tankerne, da han valgte motiv. Mange af Breughels motiver er meget landlige, som fx det bryllupsbillede, der er vist her ved siden af. Ofte indeholder hans billeder en del humor - se fx den lille dreng forrest i billedet, som slikker sine fingre.

Men nyd også de mange værker af Durer, Cranach, Rubens, Rembrandt o.m.a.

Den ægyptiske samling
På vejen ud skulle Birgit og jeg selvfølgelig igennem den ægyptiske samling, som befinder sig i stueetagen. På det tidspunkt var vi så overvældede af de mange kunstindtryk, at vi kun havde kræfter til at spadsere gennem de store samlinger. Selvfølgelig ikke så imponerende som Det ægyptiske Museum i Cairo, som vi besøgte på vores sølvbryllupsrejse, men alligevel en stor og flot samling. Næste gang vil vi bruge mere tid på denne etage.

Hver tid sin kunst, hver kunst sin frihed
Secession Denne flotte sætning blev motto den gruppe af kunstnere, som under ledelse af Gustav Klimt (1862-1918), brødt ud af det etablerede kunstliv, centreret omkring Wien Künstlerhaus. De havde længe haft svært ved et komme igennem med deres synspunkter og besluttede at gå den vej, som de fandt rigtig. Dette 'oprør' fandt sted den 3. april 1897. Udover at gå deres egne veje i kunstnerisk henseende, ønskede de også at frigøre sig for de kommercielle interesser, der hidtil havde styret kunstlivet i Wien. De måtte selvfølgelig have deres eget udstillingshus, og Joseph Maria Olbrich, som var elev af den store Otto Wagner, designede Secessions 'tempel'. Byggestilen er nærmest byzantinsk og adskiller sig fra alt andet, vi så i Wien. Kuplen, som består af 3.000 bronze laurbærblade, blev af folkeviddet hurtigt døbt 'kålhovedet'.

Beethoven frisen Bygningen led en del overlast under afslutningen af 2. verdenskrig, og der var kunstnerne selv, som tog sagerne i egen hånd og sørgede for at begrænse skaderne. I 1985 blev der foretaget en større restaurering, da bygningen ikke havde haft godt af beliggenheden nær Donau. Kælderen blev genopbygget for permanent at kunne huse Klimt's Beethoven frise - se billedet. Frisen er et forsøg på at skildre hans 9. symfoni. Den første udstillingsplakat, som blev fremstillet af Gustav Klimt, viste Theseus' kamp mod Minotaurus (et tankevækkende motiv?). Censorerne protesterede imod den nøgne Theseus, og Klimt måtte placere 3 træer på plakaten på (u)passende steder. Blandt de mest fremtrædende udenlandske kunstnere, som udstillede i begyndelsen af det 20. århundrede, var Rodin, Kandinsky og Chagall. I 1905 forlod Klimt og hans venner sammenslutningen, som var blevet for konform efter deres mening, men de fortsatte dog med at udstille i bygningerne. I 1913 blev værker af Egon Schiele udstillet her for første gang.

Karlsplatz
Karlsplatz domineres af den højbarokke Karlskirche, men der ligger mange andre spændende bygninger i området. Hertil kommer, at der altid er et mylder af mennesker og børn på stedet, så bare det, at sætte sig ned og betragte folkelivet er en oplevelse. I det ene hjørne ligger Otto Wagners kendte undergrundsstationer. På nordsiden ligger Musikverein, hvorfra der hvert år sendes nytårskoncert til hele verden. På østsiden ligger Historisches Museum, som vi dog ikke fik set. I nærheden ligger Secessionsbygningen. Og endelig ligger Naschmarkt i nærheden, hvor turister mødes for at se, om de kan gøre en god handel og købe en kostbar antikvitet for 5 schilling.

Karlskirche
Karlskirche Da Wien var plaget af en pestepidemi i 1713 - den 7. indenfor kort tid - lovede kejseren, at han ville bygge en kirke til ære for 'pesthelgenen' Borremeus, hvis bare epidemien ville forløbe hurtigt. Og i 1716 påbegyndte Johann Bernhard Fischer von Erlach bygningen af Karlskirche efter at have vundet en arkitekt konkurrence. Kirken bærer tydelige præg af Fischers læretid i Rom. Bygningen er mere end 80 meter lang og med en vældig kobbergrøn kuppel, som når en højde af 72 meter. Facaden prydes med en græsk inspiret søjrerække. Foran kirken står 2 33 meter høje triumfsøjler, hvis forbillede formentlig har været Trajans søjle i Rom. Udsmykningen på søjlerne beskriver den hellige Boremeus' liv. Det indre af kirken er smukt, men mindre imponerende end vi havde forestillet os.

Foran kirken er anlagt et større vandbassin, hvor der står et værk af Henry Moore. Han levede mange år i Wien, og mange af hans værker findes opstillet rundt omkring.