Wien - du Stadt meiner Träume

Birgit og jeg tog på en 10 dages tur til Wien - en by, som vi i mange år har haft stor lyst til at besøge. Vi rejste derned i den sidste uge af april og kunne straks konstatere, at foråret nok var ca. 1 måned længere fremme end i Danmark. Fra lufthavnen i Wien, som ligger 25 min. kørsel udenfor Wien, tog vi en såkaldt 'shuttle bus', som mod en betaling på små 200 kr satte os af ud for den lejlighed, vi havde lejet. Under turen i taxaen så vi, at der var COBRA udstilling i byen og besluttede, at den ville vi (også) se. Det er jo 50-året for start af COBRA retningen, og der er vistnok en tilsvarende udstilling på Arken. Lejligheden, som vi havde fundet på Internettet lå i Lasallestrasse - 5 min. gang fra Prateren og 200 meter fra den såkaldte Donau Insel. Den første aften spadserede vi rundt i Prateren og nød det begyndende forår. Tivoliet virkede umiddelbart større end det i København. Men mere herom senere. Prater er meget andet end Tivoli.

Byen er opdelt i 23 områder (Bezirke). Dette områdenr figurerer på gadeskiltene, så man aldrig er i tvivl om, hvor man befinder sig. Område 1 er den centrale bydel, som indtil midt i forrige århundrede var omgivet af fæstningsanlæg og -volde. (Når de lokale omtaler "Die Stadt", mener de område 1.) Da man fjernede de gamle volde, fik man plads til at anlægge den imponerende samling af offentlige bygningsværker, som omkranser den gamle bydel. At man også har været i stand til at bevare et usædvanlig stort antal parker og grønne områder i tilknytning hertil er imponerende.

Omkring i Wien

Som sædvanligt havde vi forberedt os godt hjemmefra og læst og medbragt et par bøger om Wien, så vi havde en god idé om, hvad vi ville se. For at blive bekendt med byen spadserede vi rundt i centrum i næsten 7 timer - især i området omkring Stephansdom. Da vi skulle tilbage til vores lejlighed, købte vi et 8-dages kort, gældende til metroen (U-bahn), sporvognene og busserne. Med et sådant kort, som fx fås i alle tobaksforretninger, kan man kører ubegrænset længe og do langt. Man stempler kortet én gang for hver person, som er omfattet, dvs. vores kort varede således 4 dage for 2 personer. Vi kunne også have valgt at købe et Vienna kort, som giver samme transportmuligheder i 72 timer. Herudover indeholder det et stort antal kuponer, som giver rabat til et større antal museer, udstillinger mv. Ellers kan vi anbefale at køre en tur i én af de sporvogne, som kører på den såkaldte Ring rute, der passerer en stor del af Wiens seværdigheder. Og du kan jo stige af og på, lige som du har lyst. Mere end 100 seværdigheder i Wien og omegn er markeret med et rødt flag, så man fra afstand få øje på dem. God idé!

Wiens historie

Måske kunne du have lyst til at repetere byen Wiens historie, som er både lang og spændende. Byens tidligste navn "Vindobona" er tildelt den af de keltere, som før Kristi fødsel havde slået sig ned her og anlagt en større bebyggelse. Da romerne overtog stedet, byggede man en 6 meter høj mur omkring. Rester af dette fæstningsanlæg kan stadig ses. I det 4. århundrede, hvor Romerriget var ved at falde sammen, blev garnisonen forladt og tropperne trukket hjem. De følgende århundreder blev præget af de mange folkevandringer (østgoterne, hunnerne, avarerne, magyarerne m.fl.).

Ved oprettelse af "Det Hellige Tysk-Romerske Rige" i 962 overlod Kejser Otto den Store den østlige grænseprovins til Grev Babenberg. Denne østlige provins blev med tiden til østrig. Babenbergerne, som regerede i et årrække, har lagt navn til flere bygningsværker og stednavne i og omkring Wien.

Korstogstiden medførte en stor handelsmæssig opblomstring for Wien, og handelen med Orienten voksede. Befolkningstallet voksede, og midt i det 14. århundrede byggede man nye bymure til erstatning for de gamle mure fra Vindobona.

Habsburgerne

Da den sidste Babenberger var faldet i kamp, rykkede først böhmerne og siden ungarerne ind i Wien. Efter ca. 30 år blev Wien en del af Rudolf 1. besiddelse. Rudolf tilhørte huset Habsburg, som kom til at regere i østrig uafbrudt i 800 år, indtil det østrigske monarki brød sammen i 1918 efter 1. verdenskrig. Fra det 15. århundrede var Wien residensby for det tysk-romerske kejserrige. Fra 1806 skiftede byen status til "romersk og kejserlig østrigsk hovedstad". Napoleon var 'gæst' i Wien både i 1805 og 1809 - det kan du læse mere om, hvis du følger med til Schönbrun. I 1916 - efter 68 års regeringstid - døde den sidste af de store habsburgere, Frantz Josef 1. Hans efterfølger blev sat fra bestillingen allerede i 1918 og landsforvist. Det mægtige habsburgerrige blev opløst og afløst af en række selvstændige stater. I 1834 blev et oprør for demokrati nedkæmpet med kanoner, og alle partier blev forbudt. Og i 1938 blev østrig indlemmet i det 3. rige som provinsen Ostmark. Efter befrielsen i 1945 blev Wien opdelt i territorier, som blev styret af de 4 sejrsmagter. Området indenfor Ringen blev dog styret i fællesskab. Du kan læse mere om den endelige befrielse i forbindelse i 1945 under beskrivelse af slottet Belvedere.

Nedenfor har jeg lavet en liste over de seværdigheder, du kan besøge sammen med mig, hvis du har tid og lyst.

• Stephansdom
• Wien - musikkens by (Mozart, Beethoven m.fl.)
• Prins Eugen og Belvedere
• Hundertwasser - genial eller bare gal?
• Grinzing - Heurige - Wienerwald og Karl Marx Hof
• Museumsområdet - Secession og Karlsplatz
• Prater - Pariserhjulet - og Den 3. mand
• Donau
• Hofburg - Lipizzanere - Kongressen danser
• Arkitekter - Teophilius Hansen
• Schönbrun - Sissi

Stephansdom

Stephansdom, som ligger på Stephans Platz, er byens centrum. Omkring den ligger et net af gågader, af hvilke de vigtigste er Kärntner Strasse og Graben. Pladsen er et mylder af mennesker på næsten alle tider af døgnet. Omkring ligger forretninger, caféer og restauranter. Der er ofte musikanter på pladsen, og vi oplevede et vistnok amerikansk skolekor give opvisning.

Stephansdom er én af Europas mest berømte middelalderkirker, især kendt for sit 137 meter høje spir. Spiret, som kaldes Steffi, er det tredjehøjeste kirketårn i verden. Den første (romanske) udgave af Stephanskirken blev bygget i første del af 1100 tallet. På den tid lå den udenfor bymurene, omgivet af en kirkegård, som efterfølgende er blevet til Stephans Platz. Herom mere, når vi vover os ned i katakomberne. Omkring 1230 blev kirken ombygget. Tårnene Riesentor ved hovedindgangen og de 2 mindre tårne - die Heidentürme (hedningetårnene) - stammer fra denne tid. Hedningetårnene har navn efter, at der tidligere lå en hedensk helligdom på dette sted. Det er efter sigende muligt at bestige Steffi via en smal vindeltrappe på 418 trin. Det afstod vi fra. I stedet tog vi elevatoren op i Adlerturm, hvor vi nød en storslået udsigt over byen. Vi beundrede især kirkens pragtfulde tag, som er beklædt med 1/4 million smukke, glasserede teglsten. Som Notre Dame kirken er Stephansdom forsynet med et stort antal kimærer og fantasivæsener, som har den praktiske funktion at lede regnvandet fra taget ud gennem deres mund. I tårnet befinder sig die Pummerin, som med en vægt på 21 tons er en af de største kirkeklokker i verden. Den lader kun sin stemme lyde et par gange om året, men måske er du mere heldig end vi. Quasimodo villa have elsket denne klokke. Klokken er støbt af kanoner, som tyrkerne efterlod, da de måtte opgive at indtage Wien i 1683. Det kommer du også til at høre mere om.

Det var oprindelig hensigten, at det nordlige tårn Adlerturm skulle have været lige så stort som det tårn, der findes i den sydlige ende af kirken. Forklaringen på, at dette ikke er tilfældet, er følgende:

"Da Mester Prachatitz var ved at lægge sidste hånd på det smalle, slanke sydtårn, anmodede hans unge mestersvend Hans Puchsbaum om mesterens smukke datter, Maria. Den gamle mester, som var misundelig på den unge svend, gav sit samtykke på betingelse af, at det netop påbegyndte nordtårn var færdig mindst lige så tidligt som sydtårnet. I sin kvide påkaldte den unge bejler djævelen, som jo altid er villig til en rask handel. Men hvis den unge svend nævnede ordet Gud eller et andet helligt navn, skulle hans sjæl tilhøre djævelen. Efter denne aftale skød nordtårnet i vejret med utrolig hast, og den unge svend følte sig efterhånden sikker på at få den smukke Maria. En dag fik han øje på Maria på vej til kirke, og i sin glæde råbte han højt hendes navn. Da greb djævelen ham straks, og han blev styrtet ned fra tårnet. Det er forklaringen på, at nordtårnet aldrig er blevet fuldført. Og det er ganske vist!"

I det 14. århundrede fik Stephansdom det gotiske udseende, som den har i dag. Det mest interessante inde i kirken er måske Anton Pilgrams prædikestol fra 1515. Den er ca. 4 meter høj, opført i sandsten og med buster af kirkefædrene. Lidt ubeskedent har Pilgram afbildet sig selv på prædikestolen. Lige ved siden af står den såkaldte Tjenestepigemadonna fra 1340. Jeg har læst 2 forskellige forklaringer knyttet til denne madonnafigur. I det ene tilfælde bliver figuren skænket til kirken af en grevinde som bod for, at hun uberettiget har tyvtet sin tjenestepige. I det andet tilfælde søger en tjenestepige, som er blevet tyvtet af sin herskerinde, tilflugt i kirken og græder ved denne madonna. Da hun vender tilbage til sit herskab, er det blevet opklaret, at hun er uskyldig i anklagen. Under alle omstændigheder en rørende historie.

Hvis du kan lide kirkemusik, kan du prøve at kigge efter en lille folder ved indgangen til Stephansdom. I denne annonceres koncerter i byens forskelige kirker i byen. I øvrigt er det altid en oplevelse for en protestant at overvære en katolsk gudstjeneste - og jeg tror som ikke, at man får varige men.

Ned i katakomberne

Sidste gang vi besøgte domkirken vovede vi os ned i katakomberne - med kyndig vejledning. Katakomberne består af 2 sektioner: en gammel sektion under kirken og en nyere sektion, som befinder sig under Stephanspladsen. Katakomberne under kirken var inddelt i 3 områder: ét område, hvor man bisatte kardinalerne, ét område, hvor man bisatte prælaterne (højerestående gejstlige), og ét område, hvor bl.a. Prins Rudolf af Habsburg var bisat sammen med sin familie. Det er dog kun habsburgernes indvolde, som opbevares her i krukker med formaldehyd. Efter gammel skik (måske pga. af angst for skinddød - måske af overtro?) udtages deres hjerter og opbevares i 54 forseglede sølvurner i Lorettakapellet. Legemerne befinder sig i sarkofager i Augustinerkirken i den såkaldte Kaisergruft. Dog befinder Napoleon I's eneste søn ikke længere i Habsburgernes selskab. Hitler lod kisten med sønnen overføre til Invalidekirken i Paris, hvor han nu hviler ved siden af sin far.

Den nyeste sektion er i virkeligheden den tidligere offentlige kirkegård, hvor afdøde borgere blev bisat i små trækister i et gravrum. Når ét gravrum var fyldt, blev det lukket, og et nyt blev åbnet - og så videre. Imidlertid døde der så mange under pesten, som i flere omgange har hærget Wien, at man måtte fravige denne begravelsesform. I stedet gravede man et stort hul (en pestgrube) og kastede ligene derned. Når hullet var fyldt, kastede man ulæsket kalk over ligene og lukkede hullet. Efter en periode blev straffefanger kommanderet ned i disse pesthuler og fik besked på at skrabe kødet af knoglerne og stable knoglerne pænt, så de ikke fyldte så meget. Vi så flere eksempler på sådanne benhuse eller ossuarier, som også er kendt andre steder i Europa. En spændende og også uhyggelig oplevelse.

Da vi kom op af katakomberne, spurgte vi guiden, hvor den såkaldte asylring, som vi havde læst om, befandt sig. Den sidder på den nordre del af kirken og havde sin funktion i middelalderen. Med mindre man var morder, falskmøntner eller kætter, var man i sikkerhed for den verdslige rettergang og under kirkens beskyttelse. Denne ret er dog ophævet ved lov i 1775 af kejserinde Maria Theresia. Begrebet asyl fik måske en ny betydning efter nazismens sammenbrud efter 2. verdenskrig, hvor mange wienerbørn blev sendt nordpå til det fredelige Danmark. Under 2. verdenskrig led Stephansdom stor overlast. Men en gennemgående restaurering blev gennemført på grundlag af midler, indsamlet i hele verden. Busser reklamerer stadig med opfordringer til at give bidrag til Steffi.

Graben og Pestsøjlen

Hvis du går skråt frem til venstre, efter at du er kommet ud af Stephansdoms hovedindgang, kommer du til forretningsgaden Graben, som er en gågade. Den ligger i centrum af det romerske Vindobona. Gaden er bred og næsten 300 meter lang. Midt på gaden står den såkaldte Pestsøjle, som er 21 meter høj. Dens 'døbenavn' er Trefoldighedssøjlen, og den er rejst af Leopold I sidst i 1600-tallet i taknemlighed over, at en af Wiens mange pestepidemier var relativ skånsom.

På hjørnet af Stephansplads og Graben ligger det forkætrede Haas-Haus, som blev bygget i postmodernistisk stil i 1990. Mange gode borgere fandt det næsten blasfemisk at placere en sådan bygning overfor deres elskede domkirke, og der blev sendt mange harmdirrende læserbreve og afgivet mange protester. Fra tagterrasen til en café er der en flot udsigt til hele kvarteret og den vældige Stephansdom. På det modstående hjørne af Graben havde Wiens nok største arkitekt Otto Wagner sit atelier øverst i bygningen. Dette atelier er efterfølgende overtaget af en anden stor østrigsk arkitekt, Friedensreich Hundertwasser. Begge disse arkitekter kommer du til at møde senere, hvis du vælger at følge med.

Men lad os nu først begive os på rundtur i Haydns, Mozarts, Beethovens' og Schuberts Wien.

Wien - musikkens by

Wien har i flere hundrede år været kendt som musikkens Mekka - og er det fortsat. Den først dag i året nyder en stor del af jordens befolkning Nytårskoncerten fra Musikverein. Den spilles af et af verdens fineste symfoniorkestre, Wiener Philharmonikerne, som har den usædvanlige skik selv at vælge deres dirigent, som fx Herbert van Karajan. Dette orkester medvirker også i de årlige Salzburger Festspil. En billet til nytårskoncerten skal bestilles senest 2. januar, hvorefter du deltager i et lotteri med ringe chance for udtrækning. Vi havde drømt om at komme ind at se den berømte Gyldne Sal, men vi fik os ikke taget sammen til at forsøge.

Men der er mange andre muligheder for at opleve musik. Fx spiller Wiener Symfonikerne i Konzerthaus, ligesom der på ethvert tidspunkt er gæstespil af udenlandske ensembler. Opera spiller også en stor plads i Wien, hvortil mange verdensstjerner kommer. I den uge, vi var i Wien, skulle Jose Carreras have optrådt, men måtte melde afbud pga. forkølelse. Senere på sommeren giver De 3 tenorer koncert. Også den nyere musik er rigt repræsenteret (Elton John, Rolling Stones).

Én af de sidste dage vi var i Wien, fik vi på gaden stukket en brochure i hånden. Denne tilbød busture til operaforestillinger i Bratislava, som ligger ca. 30 km fra Wien i Slovakiet. Repertoiret er Mozart, Puccini, Verdi,Smetana, Dvorak m.fl. Udover forestillingen ville man få en rundtur i Bratislava, middag og en drink i pausen. Alt dette for en pris på 250 - 350 kr. det vil vi prøve næste gang.

Wien har været hjemsted for et stort antal komponister, som har excelleret i den lettere og muntre genre, såsom valsekongen Johan Strauss (Zigeunerbaronen, En nat i Venedig) og han øvrige musikalske familie, Franz von Suppé (Digter og bonde, Let kavaleri), Carl Zeller (Fuglekræmmeren), Leo Fall (Dollarprinsessen), Franz Lehár (Den glade enke), Robert Stoltz oma. For tiden (i 1998) hærges Wien af "Elisabeth feber" - den vil du høre mere om, hvis du tager med os til kejserslottet Schönbrunn - der er fx skrevet en musical om den populære kejserinde Elisabeth ("Sissi"), som gik for fulde huse.

Wolfgang Amadeus Mozart

Den efter min ringe mening største af wienerklassikerne var Mozart. Han boede i Wien i 10 år - på mere end 10 forskellige adresser. Han flyttede stort set, når der skulle betales husleje. De fleste af disse beboelser er for længst nedrevet. Men i Domgasse 5 (eller Schulerstrasse 8, som er den dørløse facade til huset) boede han i 1784 sammen med sin Konstance. De havde været gift 1 år og fik her deres søn. Lejligheden på første etage er indrettet som et museum for Mozart. Det er vel nærmest en herskabslejlighed med 4-5 stuer, beliggende omkring en lukket, indre gård. Desværre er der ikke møbler fra Mozarts tid, men der er udstillet en del breve og plakater. Partituret til Figaros Bryllup kan ses - dette mesterværk er skrevet, mens Mozart boede her. Vi så også plakaten til Tryllefløjten, som med store bogstaver fremhævede tekstforfatteren, Schikaneder, som også spillede hovedrollen som Papageno. Mozarts navn er med på plakaten, men man skal lede efter det. I modsætning til Mozart tjente Schikaneder en formue på Tryllefløjten. Det er muligt at få smagsprøver på Mozarts musik gennem hovedtelefoner.

Mozart kom til Wien i 1781 som 25 årig og blev boende her til sin død den 5. december 1791. Han var født i Salzburg, hvor han tilbragte sine få barndomsår sammen med sine forældre og den 5 år ældre musikbegavede søster Nannerl. Faderen Leopold, som var violinist og komponist, var en glimrende lærer for sin søn. Nutidens pædagoger vil formentlig tage afstand fra intensiv undervisning til et barn på 3 år. I 1763 tog Leopold på turné med begge børnene, som bl.a. spillede for hoffet på Schönbrunn. Herfra fortsatte de til Tyskland, Frankrig, Holland og England - og blev overalt strålende modtaget. De opholdt sig ved hoffet i Versailles i 2 uger, hvor Marie Antoinette - som jo selv kom fra østrig - var begejstret. I nogle år virkede Mozart som hofkomponist og domorganist i Salzburg og skrev bl.a. sin første opera Idomeneneo. Imidlertid havde Mozart problemer med ærkebiskoppen og flyttede som nævnt til Wien i 1781.
I 1782 giftede Mozart sig med konstance - en søster til hans første kærlighed. Deres ægteskab var ikke lykkeligt. Dels havde Konstance ingen dybere forståelse for musikken. Dels var begge parter upraktiske og uøkonomiske, hvilket ofte gav problemer med at klare de daglige udgifter. De fik 6 børn, hvoraf de 2 døde. Haydn var nok den person, som havde størst indflydelse på Mozart både personligt og musikalsk. (Haydn udtalte til Leopold Mozart: Jeg siger Dem for Gud og som en ærlig mand, at Deres søn er den største komponist, jeg kender.).

I 1787 blev Mozart frimurer, hvilket optog ham stærkt. Den tro og idealisme, han mødte i logen, påvirkede hans musik. Bl.a. er det almindelig kendt, at Tryllefløjten omhandler frimureriet, og librettoen er også skrevet af en logebroder, Emanuel Schikaneder.

Wolfgang Amadeus Mozart - hoffernes forkælede og tilbedte yndling - døde fattig og nedbrudt den 5. december 1791. Samme aften spillede Tryllefløjten for fulde huse i Wien. I 1784 blev det bestemt, at ingen måtte bisættes i kirker eller inden for Wiens mure på grund af de dårlige hygiejneforhold. På grund af mangel på træ måtte kister alene anvendes til transport af den døde og altså ikke sænkes i graven. Allerede dagen efter blev Mozarts kiste ført fra Stephanskirken til forstadskirkegården i St. Marx for en såkaldt 3. klassses begravelse - lidt bedre end en fattigbegravelse på kommunens regning. Her blev han taget op af kisten og sænket i en fællesgrav. Ingen fulgte kisten udover de betalte bærere, og i dag ved vi ikke med sikkerhed, hvor han ligger begravet.

En interessant oplysning for en dansker er måske, at Mozarts enke, Konstance i 1809 blev gift med Georg Nicolaus Nissen, som senere blev etatsråd. De boede i en periode i Købmagergade i København, hvor etatsråden skrev en fyldig Mozart biografi. De flyttede efterfølgende til Salzburg, hvor de er bisat på samme gravsted som Mozarts fader, Leopold Mozart.

Ludvig van Beethoven

Da Berlin-muren blev væltet i 1989 og friheden strøg ind over østeuropa, var man ikke i tvivl om hvilken musik, der passede til lejligheden. Mens 500.000 østberlinere juleaften strømmede gennem 'Muren', samlede Leonard Bernstein et internationelt orkester og kor for at hylde den nye æra med en satellit transmission. Og det gjorde man selvfølgelig med Beethovens Niende Symfoni. En lejlighed som denne var netop, hvad Beethoven havde i tankerne, da han skrev sin symfoni. De store ting i tilværelsen, idealismen, åndens sejr forkyndt for en krigstræt, international forsamling.

Beethoven, som var født i Tyskland, kom som 16 årig til Wien efter en opvækst som "vidunderbarn" efter Mozarts mønster. Under dette første ophold opsøgte Beethoven Mozart, som udtalte: Læg mærke til ham - hans navn vil der en dag gå ry af.

Som 19-årig student i Bonn, blev den unge Beethoven ophidset af den franske revolution. Så tidligt som i 1792, havde Beethoven haft planer om at sætte musik til Schillers 'Ode til glæden'. Efter flytningen til det kejserlige Wien (året efter Mozarts død) levede Beethoven i flere år med truslen (forventningen?) om invasion af Napoleons tropper. Hans forkærlighed for heroiske motiver kom til fuldt udtryk i hans 3. symfoni - Eroica - oprindelig dedikeret til Napoleon.

Beethoven forelskede sig flere gange, men giftede sig aldrig. Med tiden isolerede han sig mere og mere, hvilket til dels skyldtes, at han allerede som 30 årig mærkede en tiltagende døvhed. Hvis Mozart flyttede mange gange, så var beethoven en ren nomade. Mere end 40 forskellige steder boede han. Om sommeren ofte i Wiens nærmeste omegn. I sommeren 1802 - hvor døvheden var tæt på at lukke sig omkring ham - lejede han en lejlighed i den lille forstad Heiligenstadt. Her skrev Beethoven sit såkaldte "Heiligenstädter testamente": åh, I mennesker, som anser mig for at være hadsk, stivsindet og menneskefjendsk, hvor gør I mig uret. I kender ikke den hemmelige årsag til det, der kan se sådan ud for jer.....åh, hvordan skulle jeg tilstår, at en sans svigtede, som hos mig burde være mere fuldkommen end hos andre, en sans, som jeg engang ejede i så rigt mål, som det kun har været de færreste forundt. - Jeg er næsten fuldstændig ensom. Kun når den bitterste nødvendighed kræver det, tør jeg søge selskab .... "Testamentet" er slået op ved indgangen til hans bolig i Heiligenstadt. Du kan fx kombinere et besøg her med en udflugt til Grinzing eller Kahlenberg - alt indenfor afstand af sporvogne og busser - og endelig tager du jo ikke skade af at spadsere lidt.

I 1824 stod den fuldstændigt døve Beethoven på podiet og slog takten til sin niende symfoni. Orkestrets faste dirigent stod ved siden af. Han havde instrueret orkestret og koret om at følge ham og om nødvendigt ignorere Beethoven. Efter den triumferende finale stod Beethoven med ryggen til publikum, intetanende om den enorme applaus. Dirigenten måtte tage Beethoven i armen og vende ham mod sit publikum, så han kunne nyde sin største og sidste triumf.

I marts 1827 døde Beethoven. Hans sidste ord skulle have været: Klap venner, komedien er forbi.. Da dødsbudskabet spredtes, forstod wienerne, hvad de havde mistet, og mere end 20.000 fulgte ham til hans sidste hvilested på Währing kirkegård.

Anne-Sophie Mutter har dedikeret 1 år af sin karriere til Beethoven. I januar 1998 startede hun en turné, hvor hun i 50 byer sammen med sin pianist spiller Beethovens 10 sonater. Turen kommer forbi København 25.-27. maj, og slutter - selvfølgelig - i Wiens Musikverein til december. Anne-Sophie Mutter har udtalt: Er ikke Beethoven den komponist, som bedst taler hjertets sprog?

Til Mozart/Strauss koncert

Selvfølgelig skulle vi overvære en klassisk koncert her i musikkens by. På vej ud af Stephans kirken blev vi 'passet op' af et ungt menneske klædt i barok kostume. Hun overtalte os (uden større besvær) til at overvære en koncert samme aften. Koncerten blev afholdt i Palais Lobkowitz (5 minutters gang fra Stephans kirken) i den smukke festsal med utroligt smukke loftsmalerier. Festsalen kaldes "Eroica salen", idet det var her, at uropførelsen af Beethovens "Eroica" fandt sted. Palæet huser også Wiens teatermuseum. Udover et 7 mands orkester deltog 2 operasangere og 2 balletdansere. Første afdeling var helliget Mozart, anden afdeling Strauss. I begge afdelinger var deltagerne iklædt historisk korrekte dragter. Vi blev anbefalet at komme i god tid, da der ikke var nummererede pladser. Selvfølgelig var forestillingen ikke så imponerende som den årlige nytårskoncert, men vi havde en rigtig dejlig oplevelse, som blev yderligere intensiveret af, at vi sad meget tæt på kunstnerne i den lille sal (mindre end 150 tilskuere). Der er mange andre tilsvarende tilbud i byen, så hvis man ikke er til timelange operaforestillinger, kan dette anbefales.

1999 er Strauss-år

Wien har dedikeret året 1999 til Johann Strauss, det mest berømte medlem af "Strauss dynastiet" (1825-1899). En statue af den populære komponist, violinist og dirigent står i byparken. På hans turnéer til London, Paris, Berlin, St. Petersborg, Boston, New York og mange andre byer lærte verden hans dejlige valse at kende - "An der schönen, blauen Donau" er nærmest blevet den østrigske nationalsang. Strauss-året starter ved nytårskoncerten i Musikverein. Den populære operette "Flagermusen" bliver opført på operaen 3 aftener i træk, hvilket er helt exceptionelt i Wien. Så måske skulle du se at komme til Wien i 1999?

Hvis du har lyst, så kom med denne vej til et spændende museum.

Prins Eugen og Belvedere

Belverede blev bygget af prins Eugen af Savoyen - én af de mange lykkeriddere fra 1600 tallet. Prins Eugen var født var født i Italien, men udvandrede til Frankrig, hvor han slog sig ned i Paris. Hans karriere ved solkongens hof blev kortvarig - nogle mener, at hans aparte udseende ikke kunne accepteres af det skønhedselskende franske hof. Prins Eugen lod sig ikke gå på af dette, men rejste til Wien, hvor han tilbød sin tjeneste til Kejser Leopold. Han var da endnu ikke fyldt 20 år. Det skete i 1683 - måske husker du fra en tidligere side, at det var året for den anden af de ødelæggende tyrkerinvasioner.

2000 landsbyer blev lagt i aske. Mere end 80.000 bortført som slaver. Den 14. juli stod en tyrkisk styrke på 200.000 mand i en tæt ring omkring Wien. Byen blev besvaret af en styrke på 68.000 mand med deltagelse af hjælpekorps fra Bayern, Sachsen, Brandenburg og Polen. I det afgørende slag den 12. september, hvor tyrkerne blev trængt tilbage, tjente den unge Prins Eugen under hertugen af Lothringen i en underordnet post. Herfra avancerede han, så han ca. 10 år senere var kejserlig-kongelig østrigsk feltmarskal.

Allerede i 1690 havde prinsen ladet bygge en standsmæssig vinterbolig i den indre by - et palæ i Himmelpfortgasse. Palæet huser i dag Finansministeriet. Men han drømte om et landsted, som skulle stille alt andet byggeri i skygge. Fra 1700 - 1724 byggede Lucas von Hildebrandt dobbeltslottet Belvedere. Første byggedes Nedre Belvedere, en bred bygning i én etage, omsluttende en stor gård. Herefter fulgte festslottet øvre Belvedere, opført i 2 etager øverst på den skrånende grund - med en pragtfuld udsigt over Wien. Mellem de 2 slotte ligger en pragtfuld park med springvand og marmorskulpturer. Nedre Belvedere var prinsens bolig, hvor han opbevarede sine rige samlinger af europæisk gotisk, renæssance- og barokkunst. øvre Belvedere var forbeholdt fester samt prinsens møder med østrigske og udenlandske statsmænd og militærfolk. I slottes store marmorsal blev østrigs endelige befrielse bekræftet den 15. maj 1955 ved underskrivelse af en fredstraktat mellem østrig, USA, England, Frankrig og Rusland. Et stort fotografi af Dulles, MacMillan, Molotov viser denne begivenhed. Datoen 26. oktober, hvor den sidste besættelsessoldat forlod østrig, er national helligdag.

øvre Belvedere blev genåbnet i 1995 efter en gennemgribende restaurering og fungerer nu som kunstmuseum. Den nederste etage indeholder nyere kunst - ofte med specialudstillinger, mens den øverste etage rummer Wiens største samling af kunst fra 1800 og 1900 tallet. østrigske kunstnere som Gustav Klimt, Egon Schiele og Oscar Kokoschka er rigt repræsenteret. Hvis du ikke orker at besøge begge etager, bør du absolut vælge den øverste - det gjorde vi i hvert fald. Efter besøget kan du hvile ud i den smukke slotspark. Evt. med et par dåseøl fra en nærliggende købmand. Undertiden gik vi ind i pålægsafdelingen i et supermarked, hvor man smører dejlige boller med pålæg eller ost, mens man står og venter. Ikke til at kimse af - hvis du i det hele taget ved, hvordan man kimser.

Kokoscha(1886-1980)

Kokoschka blev opfattet som en galning eller vildmand, da han debuterede i 1906. ærkehertug Franz Ferdinand udtalte efter et besøg på udstillingen: Fyren skulle sønderbankes. Altid godt, når personer har en holdning til kunsten. I 1935 fik Kokoschkas kunst prædikatet 'entartet' af nazisterne, og hans værker blev taget ned fra alle offentlige samlinger. Kokoschka selv måtte flygte til London. I 1960 udstillede Kokoschka i København sammen med Chagall. Her fik han overrakt Erasmusprisen, så helt umulig kan han vel ikke have været. Kokoschka var ven med den lidt ældre Klimt, som havde stor indflydelse på ham. Efter at være blev såret i 1. verdenskrig blev han udnævnt til professor i Dresden. I en periode var han professor i Prag, hvos vi også har set nogle af hans værker.

Gustav Klimt (1862-1918)

Ofte kaldt "Jugendstilens mester". Også kendt for sine mange udsmykninger og murmalerier af store offentlige rum i Wien. Klimt begyndte som 'kunst udsmykker' sammen med bl.a. sin bror. I 1886-92 udførte Klimt dekorationer af trappene til Burgteater og Kunsthistorisches Museum her i Wien. En af Klimts største udsmykningsudgaver er den berømte 'Beethoven frise' her på muséet (1902). Men også i udlandet har han løst mange udsmykningsopgaver. Endelig har han illustreret et stort antal bøger. Der skulle efter sigende være betydelige værker af Klimt på Albertina muséet - men det var desværre lukket på grund af ombygning - men lukker op igen i 1998. Prøv det!

Klimt var en af grundlæggerne - og den første præsident af Secession. Secession var en gruppe moderne arkitekter og kunstnere som i protest mod det etablerede kunstliv dannede deres egen sammenslutning. De byggede deres modstykke til "Den Fri" i København. Men det kan du læse mere om på én af de følgende sider.

Egon Schiele(1890-1918)

Selv om Egon Schiele døde allerede som 28 årig, regnes han blandt én af østrigs store impressionister. Selv om han selvfølgelig var påvirket af Klimt og de andre 'gamle' på bjerget, udviklede han sin egen personlige stil. Hans værker er utroligt udtryksfulde. Du kan klikke på det lille portræt af kunstneren her ved siden af og studere hans stil i detaljer. Han virker utrolig sårbar og patetisk - og mindede os på én eller anden måde om Munch. Også Schiele var med i Secession. Skade at han døde så ung.

Desværre er der stort set intet bevaret af prins Eugens rige samling. En uforstandig arving (jeg skal nok lade være at afsløre hendes køn) solgte lystigt ud af de uvurderlige skatte. Prinsen faldt i unåde ved hoffet, og døde som en ensom og bitter mand i 1736.

Men nu skal du møde østrigs nok mest kendte og originale kunstner og arkitekt.

Hundertwasser - genial eller bare gal

Friedensreich (nogle kalder ham Friedrich) Hundertwasser er født i 1928 i Vienna som Friedrich Stowasser. I 1949 ændrede han sit navn til til Hundertwasser. Han kan ikke have haft nogen større studiegæld at slås med, thi hans formelle uddannelse består af et 3 måneders besøg på Wiens kunstakademi i 1948. Så han er i høj grad autodidakt. I årene 1949-1952 rejste han en del til Marokko, Tunis, Paris og Toscana. Disse rejser fik stor indflydelse på hans senere værker. Han havde sin første udstilling i Wien i 1951. På det tidspunkt var hans værker domineret af abstrakte, dekorative former. I 1959 blev han kunstprofessor på universitetet i Hamborg. Som bildende kunstner ligger han i en naturlig forlængelse af jugendstilen, som jo var meget stærk i østrig. I dag er han især kendt for sine revolutionerende økologiske idéer som arkitekt og designer og lever og arbejder i Wien og New Zealand.

Hundertwasser mener, at mennesket skal leve i større harmoni med naturen. Vores bygninger skal i højere grad svare til vores omgivelser. Hans store gennembrud kom i 1977, da Wiens borgmester tilbød Hundertwasser at bygge en kommunal beboelsesejendom. Dette hus er i dag blandt Wiens mest kendte seværdigheder - til trods for, at det kun kan betragtes udefra. Huset, som du ser her ved siden af, mangler de 'normale' lige linier. Alt, hvad der minder om orden, harmoni og struktur, er undgået. Fx er alle vinduer i ejendommen forskellige - ikke kun i farve, men også i størrelse, materiale, placering og form. Søjler og orientalske kupler er placeret med ødsel hånd. Fx planter han træer inde i sine huse for at lade dem vokse ud af vinduer. Gulvene er bevidst lavet uregelmæssigt, da Hundertwasser ellers mener, at vi ødelægger vores fødders naturlige følesans. Alle ejendommens 50 lejligheder er forskellige. I en nærliggende ejendom ligger en butik og en bar, indrettet efter samme principper. Hvis du går derind, glem ikke at besøge toiletterne. De ligner heller ikke noget, du tidligere har set.

Huset ligger på hjørnet af Löwengasse og Kegelgasse - se fx kortet nedenfor. Du kan spadsere derud på ca. 20 minutter fra Schwedenplatz (rigtig, det er der, man får de gode is), langs vandet. I kvarteret ligger flere andre bygninger, opført af Hundertwasser.

Hundertwasser har også sat sit præg på andre bygninger i Wien og omegn. På en dejlig sejltur på Donau passerede vi en forbrændingsanstalt og varmecentral, som er udsmykket af Hundertwasser. Han bruger i stort omfang 'organiske' materialer som teglsten og træ, men også beton.

KunstHaus Wien og Cobra

Som om det ikke er nok, så er der indrettet et museum for Hundertwasser. Det ligger ca. 5 minutters gang fra huset i Löwengasse - se kortet igen. Det er ikke bygget af Hundertwasser, men tilpasset hans særlige stil. I stueetagen ligger en butik, hvor du kan købe plakater, reproduktioner o.l. Køber du en billet, er denne en brik til et puslespil, som i samlet stand viser museumsbygningen. Det er dog nok billigere at købe hele puslespillet i butikken.

Imidlertid kom vi ikke for at se Hundertwasser, men den Cobra udstilling, som blev averteret på plakater over hele byen. Anledningen var, at det var 50 år siden, at Cobra bevægelsen startede. For en dansker er et selvfølgelig interessant, at så mange danske kunstnere har deltaget i bevægelsen, og fordi København indgår med de 2 første bogstaver (Copenhagen, Brüssel og Amsterdam). Der var udstillet mere end 200 værker fra periodenm hvoraf mange var udlånt fra Silkeborg Kunstmuseum - herunder mange af Asger Jorn, som fx Den foruroligende ælling, som du ser her. Men også Ejler Bille, Henry Heerup m.fl. var repræsenteret. Der var ligeledes mange værker af de udenlandske Cobra malere: Appel, Constant og Alechinsky. Ligesom Hundertwasser repræsenterer Cobra et oprør mod tidens konformisme. På udstillingen blev vist en film om Cobra, hvor flere af de danske kunstnere blev interviewet. Et lille tip: om mandagen er der adgang til halv pris. Hvis du synes, det er for billigt, kan du jo bare købe 2 billetter (brikker til puslespillet).

På kortet er markeret, hvorledes du finder Hundertwasser huset og KunstHaus Wien.

Birgit havde læst i en bog, at Hundertwasser undertiden sprang nøgen rundt på muséet - men det blev vi heldigvis sparet for. Som jeg sagde, hvad fornøjelse kan nogen have af at se et upåklædt mandfolk springe rundt. Jeg spørger bare?

Heurige

"Heurige" er noget af det mest typisk "wienerische", der findes. De ligger overalt i de østrigske vinområder - men ikke andre steder i verden. Det var kejserinden Maria Theresia, som gav vinproducenterne tilladelse til sælge deres egen vin til gæster. Men tilladelsen omfattede alene deres egne produkter og intet andet. Og det måtte kun finde sted nogle få uger hvert år. Disse regler gælder for så vidt stadig - men de håndhæves ikke.

I tidligere tider tog bybefolkningen (i hvert fald den mere velhavende del af den) ud på landet om søndagen. Oftest til vogn eller til hest. Her fornøjede de sig i de smukke skove omkring Wien og spiste deres medbragte mad ude i naturen. Ofte besøgte de en vingård og fik et glas vin til maden. Disse steder blev mere og mere populære for hele befolkningen, som her fik et mødested, hvor man kunne mødes og nyde deres traditionelle musik.

Ordet "Heurige" betyder egentlig ung vin fra indeværende år. Nu bruges betegnelsen "heurige" også om det sted, hvor man indtager denne vin. En rigtig heurige er kendetegnet ved en fyrregren, som hænger over døren, samt en lampe, som signalerer, om der er åbent eller lukket.

En typisk heurige er en kro med udendørs servering ved primitive borde - gerne i en baggård under store træer. årets vin serveres fra en vintønde i store glas. Det kan anbefales at bede om en kande med vand og drikke af den hver anden gang. Det kan godt være, det ikke er så sjovt lige i øjeblikket - men dagen efter vil du påskønne det.

Grinzing

De bedst kendte heuriger ligger i Wiens 19. distrikt - i Grinzing og de omkringliggende småbyer som Nussdorf og Heiligenstadt. Her skal man absolut hen som turist. Ganske vist ligger der også heuriger inde i Wien - og maden og vinen er sikkert lige så god - men en rigtig heurige skal altså ligge i eller i nærheden af Grinzing. Det er også kun her, at du vil opleve den særlige stemning med wiener musik og fællessang.

Fra Schottentor kan du tage sporvogn 38 til Grinzing eller sporvogn 37 til Hohe Warte, et smukt beboelsesområde mellem Grinzing og Heiligenstadt. Vi valgte at tage linie 38, men kunne ikke finde stoppestedet. Da vi henvendte os til en dame i kiosken, sagde hun - før vi havde sagt noget: "hinunter". Som du kan se af billedet, så ligger stationen i 2 niveauer. Hvis du kigger på billedet, så kan du se den smukke Votivkirche i baggrunden. Her overværede vi en dejlig koncert med Don Kosakkerne. Efter at have begejstret os med deres smukke russiske folkesange, vandt de alles hjerter ved at synge en russisk udgave af "An der schönen, blauen Donau". Nå, men vi må videre på vores tur til Grinzing.

Blandt mange muligheder valgte vi et tilsyneladende mindre sted, hvor vi kom til at sidde indendørs, da det ikke var alt for varmt i vejret. Da vi kom ind, kunne vi se, at der var plads til adskillige hundrede mennesker. Vi kom en lørdag aften, hvor der tilsyneladende var mange selskaber og familiefester - og ikke så mange turister. Vi hentede selv det, vi ville spise fra en velindrettet buffet, og fik vinen serveret ved bordet. Der var høj stemning og 2 musikere vandrede rundt i lokalet og spillede for til fællessangen. Og der blev sunget højt. Mange af sangene var nok for marchagtige - i hvert fald efter mine ører. Men man har jo altid været glad for at marchere på disse kanter.

Wienerwald - Kahlenberg

Vi tog linie U4 til Heiligenstadt (forbi det hus, hvori Beethoven boede), hvorfra vi med linie 38A fortsatte ad den smukke Höhenstrasse gennem Grinzing og gennem Wienerwald til Kahlenberg. Køreturen tager 30-40 minutter fra centrum. I Kahlenberg ligger det højeste punkt i Wien (923 meter) med en pragtfuld udsigt over byen og Donau. Her ligger en kirke, bygget til minde om den endelige sejr over tyrkerne i 1683. I selve kirken lå et lille museum, men det var desværre lukket. I 1983 besøgte pave John Paul kirken og holdt en mindehøjtidelighed. Kirken er viet til "den sorte madonna", som er en ikon, der hænger i kirken.

Tyrkernes belejring af Wien

I marts 1683 mobiliserede den tyrkiske sultan i Konstantinopel en hær på næsten 300.000 mand under kommando af Kara Mustafa, Habsburgerne havde en af de største hære i Europa - men fattedes penge. Imidlertid gav pave Innocent XI ordre til, at østrig skulle frelses fra tyrkerne, hvilket bl.a. fik den polske konge til at tilslutte sig den kristne koalition. I begyndelsen af juli forlod hoffet sammen med ca. 60.000 indbyggere Wien, mens de tilbageblevne gik i gang med at forbedre forsvarsværkerne. Og i september stod tyrkerne ved Wiens hovedmure. Den overmodige Kara Mustafa meldte tilbage til sultanen "Wien er faldet".

Men nu samlede de kristne styrker sig under ledelse af den polske konge John Sobieski på Kahlenberg. Styrken bestod af et infanteri på 41.000 mand og et kavalleri på 27.000 med 28 kanoner. Natten før det afgørende slag blev der holdt en messe her på Kahlenberg. Ved dygtig brug af især kavalleri lykkedes det at standse tyrkernes fremrykning i Europa, Og den 14. september kunne den polske konge ledsage den østrigske kejser tilbage til hans trone i Wien.

På udsigtspunktet overfor kirken, hvor man på en god dag kan se helt ind i Ungarn, blev vores opmærksomhed pludselig fanget af ordet Tollund, som forekom på en stander. Og vi læste følgende digt:

The Tollund man.
Some day I will go to Aarhus
To see his peat-brown head,
The mild pods of his eye-lids,
His pointed skin cap.

In the flat country near by
Where they dug him out,
His last gruel of winter seeds
Caked in his stomach,
...
Out there in Jutland
In the old man-killing parishes
I will feel lost,
Unhappy and at home.
by Seamus Hearny, Ireland.

En tankevækkende hilsen fra vores hjemegn.

I øvrigt er der en pragtfuld natur med mulighed for traveture. Et oplagt sted at tage ungerne med hen, hvis de har fået nok af storbyen. Det er ikke for ingenting, at Wienerwald kaldes 'Wiens lunger'.

Karl Marx Hof

På vejen tilbage standsede vi ved Karl Marx Hof komplekset. Det er det største boligbyggeri for arbejdere, og det blev opført under "den første østrigske republik" - det røde Wien (1919-1934). Det er 1 km langt og rummer mere end 1300 lejligheder. Lejlighederne, som efter nutidens standard er temmelig små - 40 - 50 m2 - er meget eftertragtede. Byggeriet er enestående for sin tid med badeværelser (fælles), vaskekældre, foredragssale, cafeér, værtshuse, forretninger, bibliotek samt store grønne arealer.

I 1934 suspenderede "den lille diktator" dr. Engelbert Dollfuss landets demokratiske forfatning og forbød alle politiske partier. Der udbrød nærmest borgerkrig og bl.a. Karl Marx Hoff var centrum for den folkelige modstand, som især bestod af socialdemokrater og kommunister. 30-40.000 mand deltog på oprørernes side. Flere gange blev bygningerne udsat for artilleriangreb og beskadiget. Det var netop en sådan "rød" tilkendegivelse, Hitler ventede på: Men der gik dog nogle år inden den fallerede maler, som havde fristet en rendestenstilværelse i Wien, rykkede ind som Tysklands führer og rigskansler for at udradere sit fødeland af europakortet og gøre det til "Ostmark". Bygningerne, som led en del overlast under 2. verdenskrig, er for længst restaureret.

Museumsområdet og Karlsplatz

I 1848 besluttede kejserhuset, at dets utallige skatte skulle samles i et enkelt museum. Museet stod færdig i 1889 og består af 2 vældige bygninger, som er spejlbilleder af hinanden, og som ligger overfor hinanden: Kunsthistorisches Museum og Naturhistorisches Museum. Af disse besøgte vi kun den første. Du kan fx tage U-2 derud. Mellem de 2 museumsbygninger står et monument for kejserinde Maria Theresia, som stærkt og klogt regerede kejserdømmet i 40 år (1740-1780). For at sikre forholdet til den anden europæiske stormagt Frankrig, arrangerede hun et fornuftsægteskab mellem den franske kronprins og sin purunge datter, Marie Antoinette. Heldig oplevede Maria Theresia ikke, at hendes datter blev halshugget under den franske revolution. (Hvis du engang får tid, kan jeg anbefale, at du læser den meget gribende beretning om Marie Antoinette af Stefan Zweig. Den indeholder bl.a. breve fra den bekymrede moder i Wien til hendes datter i Paris). I 1979 blev værker fra det 20. århundrede overført til Museum Moderner Kunst i Palæ Liechtenstein. Som du måske allerede har set, findes der også på Belvedere slottet en del nyere kunst.

Kunsthistorisches Museum

Museet indeholder som nævnt Habsburgernes umådelige kunstsamlinger. De har haft rige muligheder for at samle kunst, når man tænker på, at de i 1500-tallet regerede over østrig, Ungarn, Norditalien, Nederlandene, Spanien - foruden deres besiddelser i Amerika. Fra den smukke marmor forhal med den store kuppel fører en vældig trappe op til de 3 etager, som museet bestå af. På en afsats står en stor Theseus-statue. I den højre fløj befinder sig de italienske kunstværker, til venstre de hollandske og flamske. Her finder du værker af Raphael (hans berømte billede af Madonna, Jesusbarnet og Johannes Døberen), Corregio, Titian, Tintoretto, Caravaggio (fx David med Goliats afhuggedehoved). Den spanske renaissance er repræret med adskillige værker af Velasques.

Malerfamilien Breughel

Hjemmefra havde vi besluttet, at vi især ville studere malerfamilien Breughel. Vi ærgrede os lidt over, at den store Breughel udstilling i Wien sluttede et par dage, før vi kom. Vi blev skuffede, da vi på muséet læste, at udstillingslokalet med Breughels værker var lukket. Heldigvis viste det sig, at muséets egne Breughel billeder blot befandt sig i et andet lokale og endnu ikke kommet tilbage på deres rette plads. Udstillingen var rejst videre til Antwerpen, hvor man har en stor samling af denne malerfamilie, Pieter Breughel og sønnerne Pieter og Jan. Til vores held mente museumsledelsen i Wien ikke, at deres billeder tålte rejsen til Antwerpen. Vi ville gerne have haft mulighed for at sammenligne de 2 generationers værker. Ekstra spændende fordi sønnerne ofte malte de samme værker, som faderen havde gjort. Men det opnåede vi desværre ikke. Til gengæld nød vi hans nok mest kendte billede Jægere i sneen, som du ser et udsnit af her ved siden af.Dette billede indgår i en serie på 6 billeder, som hver beskriver forskellige tidspunkter på året.


Et andet og næsten lige så kendt billede er Breughels Babelstårnet. Tårnet blev som bekendt bygget af Nimrod, som ønskede at blive Guds ligemand - jeg ved ikke, om Breughel havde EU i tankerne, da han valgte motiv. Mange af Breughels motiver er meget landlige, som fx det bryllupsbillede, der er vist her ved siden af. Ofte indeholder hans billeder en del humor - se fx den lille dreng forrest i billedet, som slikker sine fingre.

Men nyd også de mange værker af Durer, Cranach, Rubens, Rembrandt o.m.a.

Den ægyptiske samling

På vejen ud skulle Birgit og jeg selvfølgelig igennem den ægyptiske samling, som befinder sig i stueetagen. På det tidspunkt var vi så overvældede af de mange kunstindtryk, at vi kun havde kræfter til at spadsere gennem de store samlinger. Selvfølgelig ikke så imponerende som Det ægyptiske Museum i Cairo, som vi besøgte på vores sølvbryllupsrejse, men alligevel en stor og flot samling. Næste gang vil vi bruge mere tid på denne etage.

Hver tid sin kunst, hver kunst sin frihed

Denne flotte sætning blev motto den gruppe af kunstnere, som under ledelse af Gustav Klimt (1862-1918), brødt ud af det etablerede kunstliv, centreret omkring Wien Künstlerhaus. De havde længe haft svært ved et komme igennem med deres synspunkter og besluttede at gå den vej, som de fandt rigtig. Dette 'oprør' fandt sted den 3. april 1897. Udover at gå deres egne veje i kunstnerisk henseende, ønskede de også at frigøre sig for de kommercielle interesser, der hidtil havde styret kunstlivet i Wien. De måtte selvfølgelig have deres eget udstillingshus, og Joseph Maria Olbrich, som var elev af den store Otto Wagner, designede Secessions 'tempel'. Byggestilen er nærmest byzantinsk og adskiller sig fra alt andet, vi så i Wien. Kuplen, som består af 3.000 bronze laurbærblade, blev af folkeviddet hurtigt døbt 'kålhovedet'.

Bygningen led en del overlast under afslutningen af 2. verdenskrig, og der var kunstnerne selv, som tog sagerne i egen hånd og sørgede for at begrænse skaderne. I 1985 blev der foretaget en større restaurering, da bygningen ikke havde haft godt af beliggenheden nær Donau. Kælderen blev genopbygget for permanent at kunne huse Klimt's Beethoven frise - se billedet. Frisen er et forsøg på at skildre hans 9. symfoni. Den første udstillingsplakat, som blev fremstillet af Gustav Klimt, viste Theseus' kamp mod Minotaurus (et tankevækkende motiv?). Censorerne protesterede imod den nøgne Theseus, og Klimt måtte placere 3 træer på plakaten på (u)passende steder. Blandt de mest fremtrædende udenlandske kunstnere, som udstillede i begyndelsen af det 20. århundrede, var Rodin, Kandinsky og Chagall. I 1905 forlod Klimt og hans venner sammenslutningen, som var blevet for konform efter deres mening, men de fortsatte dog med at udstille i bygningerne. I 1913 blev værker af Egon Schiele udstillet her for første gang.

Karlsplatz

Karlsplatz domineres af den højbarokke Karlskirche, men der ligger mange andre spændende bygninger i området. Hertil kommer, at der altid er et mylder af mennesker og børn på stedet, så bare det, at sætte sig ned og betragte folkelivet er en oplevelse. I det ene hjørne ligger Otto Wagners kendte undergrundsstationer. På nordsiden ligger Musikverein, hvorfra der hvert år sendes nytårskoncert til hele verden. På østsiden ligger Historisches Museum, som vi dog ikke fik set. I nærheden ligger Secessionsbygningen. Og endelig ligger Naschmarkt i nærheden, hvor turister mødes for at se, om de kan gøre en god handel og købe en kostbar antikvitet for 5 schilling.

Karlskirche

Da Wien var plaget af en pestepidemi i 1713 - den 7. indenfor kort tid - lovede kejseren, at han ville bygge en kirke til ære for 'pesthelgenen' Borremeus, hvis bare epidemien ville forløbe hurtigt. Og i 1716 påbegyndte Johann Bernhard Fischer von Erlach bygningen af Karlskirche efter at have vundet en arkitekt konkurrence. Kirken bærer tydelige præg af Fischers læretid i Rom. Bygningen er mere end 80 meter lang og med en vældig kobbergrøn kuppel, som når en højde af 72 meter. Facaden prydes med en græsk inspiret søjrerække. Foran kirken står 2 33 meter høje triumfsøjler, hvis forbillede formentlig har været Trajans søjle i Rom. Udsmykningen på søjlerne beskriver den hellige Boremeus' liv. Det indre af kirken er smukt, men mindre imponerende end vi havde forestillet os.

Foran kirken er anlagt et større vandbassin, hvor der står et værk af Henry Moore. Han levede mange år i Wien, og mange af hans værker findes opstillet rundt omkring.

Prater

Praters officielle navn er Wiener Volksprater. Det er et stort og grønt parkområde, som ligger mellem Donaus 2 flodarme. Oprindelig et jagtområde for den kejserlige familie og aristokratiet. Da kejser Joseph II sidst i 1700-tallet gav offentligheden adgang til området, hævdede disse ædle aristokrater: "Det var et af de få steder, hvor vi kunne være sammen med andre af vor egen stand". Hertil skal kejseren have svaret: "Så har jeg i Wien kun ét opholdssted, habsburgernes Kaisergruft" (hvor habsburgernes hjerter opbevares). Prater er opdelt i 2 områder: det ene benyttes til spadsereture, cykling, rulleskøjteløb, fodbold og mange andre aktiviteter, det andet huser et stort tivoli med alle tænkelige forlystelser, boder, spisesteder mv. Tivoliet er en del større end det i København, og på grund af den bedre plads, virker det mindre indelukket. Måske er en sammenligning med Dyrehavsbakken mere passende (der er også gratis adgang begge steder). Vi spiste en aften på en udendørs restaurant i udkanten af parken, hvor der var ganske fredfyldt. Første gang, vi var i Prater, var der folkefest, hvor tusindvis af beboere fra Steiermarkt - klædt i hjemstavnsdragter - morede sig med optræden og konkurrencer. Vi var så heldige at komme på et tidspunkt, hvor titusindvis af kastanjer blomstrede med deres vidunderlige 'lys'.

Hvad Eiffeltårnet er for Paris, er pariserhjulet for Wien. Wienerne kalder det selvfølgelig ikke for et pariserhjul, men Riesenrad (kæmpehjulet). Og stort er dette hjul, som har medvirket i så mange film. Bortset fra et par vintermåneder kører det året rundt. Hjulet er bygget i 1897 af en engelsk ingeniør, som havde specialiseret sig i bygning af disse. De øvrige hjul, som han byggede i London og Blackpool er for længst solgt som skrot. Hjulets diameter er 61 meter. Hastigheden, hvormed det bevæger sig, er 3/4 meter i sekundet. I 1945 blev hjulet sprængt i luften, men var allerede i 1947 køreklar igen og har kørt lige siden. Selv Birgit, som bliver svimmel, når hun træder på en sammenfoldet avis, synes det var en spændende tur. Udsigten er selvsagt helt vidunderlig.

Den 3. mand

Personer i vores aldersklasse (55-60) kan ikke undgå at komme til at tænke på filmen "Den 3. mand", når man nævner Wien og især pariserhjulet i Prater. Drejebogen (og bogen) er skrevet af Graham Greene, og filmen anvender efterkrigstidens Wien som en fascinerende kulisse. Filmen er optaget i 1949. På det tidspunkt var Wien stadig delt mellem de 4 besættelsesmagter - området indenfor Ringen er delvis frit, idet det kontrolleres af stormagterne i fællesskab. Byen er udbombet, udsultet og præget af sortbørshandel og andre former for kriminalitet. Til denne by kommer Holly Martins (spillet af Joseph Cotton) for at søge efter sin gamle skolekammerat, Harry Lime, som vistnok har tilbudt ham et job. Og Holly når netop frem til Harrys begravelse. En politimand fortæller Holly, at Harry Lime er mistænkt for at være leder af en forbryderbande. Jeg husker især denne scene, hvor man aner en skygge af en person, som en anelse langsomt fjerner sig fra en døråbning, og man ser en lille sort kat (Harry's?). Langsomt går det op for Holly, at hans gamle kammerat måske ikke er død. Der er en fantastisk spændende scene, hvor Holly og Harry (som spilles helt suverænt af Orson Welles), udkæmper en kamp i det store pariserhjul i Prater. Herefter må Harry, som er indblandet i sortbørshandel (og det, der er værre!) tage flugten ned i kloakkerne i Wien (kan ikke anbefales til efterfølgelse). Og til sidst dør Harry Lime for anden gang og begraves på Zentralfriedhof, hvor så mange personligheder fra Wien er begravet. Under hele denne klassiske film høres Anton Karas berømte Harry Lime tema spillet på zither. Filmen kan varmt anbefales. Anton Karas købte for nogle af sine indtægter en "Heurige" i Grinzing. Hvad den hed? Naturligvis "Den 3. mand". Det lykkedes os dog ikke at finde den.

I foråret 2001 har Rudi Cargnelli ved et notat i vores gæstebog kastet lys over beliggenheden af Anton Karas' Heurige. Han skriver bl.a.: "Den 3.mand, som han købte efter sin berømmelse, har ligget i Sievering (et andet kendt Heurigendistrikt i Wien) og ikke i Grinzing". Tusind tak til Rudi Cargnelli, som er "gammel wienerdreng".

Alte un Neue Donau

Oprindelig delte Donau sig i utallige flodarme, hvor den passerede Wien. På grund af de lave bredder, var der ofte vandstands problemer, så det blev nødvendigt at regulere forløbet, således at den holdt sig i det brede hovedleje. Dette arbejde blev påbegyndt omkring 1850, og det første spadestik blev taget af kejseren. Af sidearme til Donau er der nu kun "Donaukanalen" og "Alte Donau".

"Alte Donau" er egentlig kun en ca. 10 km lang sø uden forbindelse med floden. Langs "Alte Donau" ind mod Wien ligger en række badestrande med dejligt sand. Man kan leje både, skibe og hvad der ellers hører sig til. Langs bredden ligger sommerhus ved sommerhus. Mærkeligt at tænke sig, at "Alte Donau" er Donaus oprindelige forløb.

Ude i "Alte Donau" ligger "Gänsehäufel" ("Gåseøen"), hvor kommunen har indrettet et stort friluftsbad for byens borgere. Der er sportspladser, fodboldbaner, restauranter mv. Vi tog derover en stille formiddag med et par dåseøl og nød den dejlige natur. Der er anlagt særlige vandrestier for de mere energiske.

"Neue Donau" eller "Tvilling Donau" kalderne wienerne den nye aflastningskanal, som har en længde på 22 km. Hensigtet er, at vandet ved højvande passerer raskere forbi, så man undgår de oversvømmelser, som altid tidligere plagede Wien.

Mellem "Alte Donau" og "Neue Donau" ligger Donauinsel, som er det støre byggeprojekt i Østrig i dette århundrede. En menneskeskabt ø på ca. 20 kilometers længde med dejlige badestrande på begge sider. På øen, hvor biler er forment adgang, er indrettet vandrestier, cykelstier, rulleskøjtebaner oma. I øvrigt kan dyrkes enhver tænkelig form for vandsport.Om sommeren er der ofte udendørs koncerter - fx har Prince givet koncert her - ok det er ikke hvert år, han kommer. Senest i 1993.


Birgit og jeg tog derover flere gange. Første gang spadserede vi derover - de efterfølgende gange tog vi U-1. Som det fremgår af billedet, er sceneriet helt sydlandsk. På den side, som vender over mod byen, ligger restaurationer side om side. Mange af dem med græskklingende navne. Og menukortet er også sydlandsk. På højre side, når man er kommet over broen, var et større byggeri af luxus lejligheder i gang. Ikke noget dårligt sted at tilbringe sit otium???

Sejltur på Donau

Vi skulle selvfølgelig også prøve at sejle en tur på Donau. Det er altid en forfriskende oplevelse, når man er på storbyferie. Nu har vi prøvet dette både i Paris, Prag og Budapest. Den største flodoplevelse har vi nok haft i Rumænien, hvor vi sejlede en hel dag i Donaus delta. Hvis vi havde haft mere tid, ville vi have sejlet en tur til Bratislava. Men vi valgte en mindre tur på en times tid. Turen startede fra og sluttede på Schwedenplatz - jo, det er der, man får de gode is! Men vi valgte at nøjes med den halve tur og stod på båden tæt ved Reichsbrücke, som lå ca 5 minutter fra vores lejlighed.

På højre side kunne vi se Wiens 'Manhattan' - FN-byen UNO - en imponerende grim betonby, som blev indvidet i 1979. I baggrunden kunne vi se Wiens vartegn - Donauturm. Turen gik nordpå, hvor vi på afstand så 'bjerget' Kahlenberg i den dejlige Wienerwald. Dagen i forvejen havde vi betragtet Donau fra Kahlenberg.

På tilbagevejen fulgte vi Donaukanalen, hvor vi kom gennem den flotte sluse ved Nussdorf, som blev konstruerer i 1894-1908. Østrigs nok mest kendte arkitekt Otte Wagner var kunstnerisk rådgiver på projektet.

Vi passerede også tæt forbi den forbrændingsanstalt og varmecentral, som er udsmykket af Hundertwasser. Turen sluttede som nævnt på Schwedenplatz - inde midt i Wien.

Kongressen danser - på Hofburg

Hofburg, som har været habsburgernes residens i flere hundrede år, er en vældig slotslabyring, bestående af en snes bygninger. Opførelsen har strakt sig over 6-700 år, om omfatter følgelig alle stilarter. Michaelerfløjen med den impossante Michaelertor, er den nyeste del, bygget af en søn til Fischer von Erlach. Her dirigerede Gluck, Mozart, Beethoven og Haydn deres værker. Senere svingede Strauss og Lanner taktstokken for et danseglad publikum. Hofkirken - ofte benævnt Augustinerkirken - er en del af Hofburg komplekset. Her viedes Marie Antoinette til den franske tronfølger i 1779. Og 40 år senere blev Napoleon viet til en anden østrigsk prinsesse. I skatkammeret på Hofburg er udstillet habsburgernes kejserlige skatte, bl.a. kronjuvelerne. Mange af disse skatte 'forsvandt' under anschluss i 1938 i Hitlers og Görings private skatkamre. Den krigsgale general Pattons panserstyrker opsporede dem og bragte tyvekosterne tilbage til slottet i Wien. Desuden var Elisabeths sølv fra hendes villa (palæ) Achilleion på Korfu udstillet. Desuden er det muligt at bese vognborgen med en imponerende samling af kejserlige vogne. Elisabeth beskrev det som "mit gyldne bur".

Ellers kendte vi bedst Hofburg som det sted, hvor Wienerkongressen udspillede sig. Situationen var den, at Napoleon var blevet besejret af Rusland, Preussen og England. Napoleon sad sikkert i forvaring på Elba. Paris var besat. Louis XVIII var netop vendt tilbage fra landflygtighed i England. Nu var tilbage for sejrherrerne at bringe orden igen i Europas territorier. Frantz Joseph indbød sine "kristelige brødre og fætre" - dvs. alle Europas kejsere, konger, storhertuger, hertuger, fyrster, diplomater og politikere - til at mødes i Wien. Hvilken lækkerbidsken ville det ikke have været for Se & Hør. Og alle kom de. Mens Napoleons fjender samledes på Hofburg, sad hans gemalinde (som var østrigsk prinsesse) og hans lille søn (kongen af Rom) som flygtninge i Schönbrunn få kilometer borte. Kongressen varede fra september 1814 til langt ud på foråret.

Den første udenlandske gæst, som ankom, var Frederik VI, som ved forhandlingerne var repræsenteret af udenrigsminister Rosenkrantz. Herefter fulgte den russiske zar med hustru og søstre samt et stor følge af politikere og militærfolk, Preussens konge med følge, fyrst Talleyrand fra Frankrig - og alle Europas kronede hoveder. I mere end ½ år fungerede Hofburg som et fyrsteligt pensionat for mere end 500 fyrster og statsmænd. Resultatet af kongressen, som egentlig aldrig blev formelt afsluttet, var meget magert. Fyrsten af Ligne beskrev det således: "Kongressen kommer ikke ud af stedet - den danser".

Under disse festligheder kom det alarmerende budskab:"Ørnen med de nationale farver vil flyve fra klokketårn til klokketårn, til den når Notre Dame". Napoleon havde forladt Elba og var gået i land i Sydfrankrig, modtaget af befolkningens jubel. I Hofburg standsede musikken, lysene blev slukket i de store sale. Der blev udarbejdet en deklaration, som erklærede Napoleon som fredløs og fjende af verdensfreden. En gestus som ikke gjorde større indtryk på Napoleon, som nu havde indledt sine 100 dage. Efter at have slået tyskerne mødte Napoleon som bekendt sit Waterloo. Og nu kunne wienerkongressen afsluttes. Regningen blev efterladt til den østrigske kejser.

Karoline Seuffert

En del af regningen blev dog betalt af den danske stat. I et privat selskab mødte Frederik VI den smukke 18-årige pige Karoline Seuffert. En pige fra et jævnt miljø. Jeg har set hende omtalt som "en af Venus' førende præstinder". Kongen blev indtaget i den smukke pige med de kønne, brune øjne og indlogerede hende på et palæ i byen. Han skænkede hende rige gaver og inviterede hende med til kostumefester ved hoffet. Denne kongelige betagelse kom til at koste Danmark en livslang pension på 2000 gylden, som hvert år blev udbetalt af statskassen. Karoline viste sig at have et godt helbred, overlevede 4 danske konger og døde først som 96 årig.

Lipizzanermuséet

En af de største (i hvert fald mest besøgte) seværdigheder i Wien er Den Spanske Rideskole, som ligger i den smukke bark bygning Stallburg, en del af Hofburg komplekset. De smukke lipizzanere (fra landsbyen Lipizza) er det højeste aristokrati blandt Europas hesteracer. Karl II lod opføre et stutteri her i 1580. Her krydsedes europæiske arbejdsheste med mere temperamentsfulde araber heste, hvorved denne smukke race opstod. Hestene fødes som gråskimler, men bliver hvide i løbet af de første 2 år. Min teori er, at de ender deres tilværelse foran de mange hestevogne, som mod betaling bringer turister rundt i byen - jeg har dog ikke turdet lufte denne teori overfor nogen wiener. I mere end 400 år er denne race blevet trænet til at udføre de vanskeligste dressur øvelser, og de benævnes ofte "de dansende heste". Især er de kendt for at kunne 'blive hængende i luften' under deres lange spring. Som du ser, er der indrettet et museum, hvorfra man kan kigge ind i de nærvedliggende stalde. Hvis man er heldig, kan man få et blik af træningen af de smukke dyr. Museet indeholder et større antal tegninger, malerier og andre klenodier for hippologer.

Lige inden vi tog til Wien, læste vi et nødråb i avisen, at lippizanerheste i Bosnien blev slagtet og spist. Nødråbet kom for den britiske dyreværnsorganisation, som fortæller, at indtil videre er 100 af de ædle lippizanere slagtet for at skaffe penge til foder til de øvrige. Mange arbejder som trækdyr for føden. Under 2. verdenskrigs afslutning var lippizanerne i Wien i overhængende livsfare, da russerne og de allierede styrker rykkede frem mod Wien, og nazistyrkerne ikke havde besluttet, om man ville rykke tilbage eller grave sig ned og slås. General Patton, som ikke var kendt for blødsødenhed, fandt Den Spanske Rideskole i ruiner og besluttede at redde hestene. Han gav de hvide hingste sokker på, så de lydløst og om natten kunne undgå Hitlers tropper. Senere sørgede han for at importere slovenske hopper for at holde liv i bestanden.

Arkitektur

Da Birgit og jeg besluttede at tage til Wien, havde vi ikke den helt store interesse i arkitektur. Jeg spurgte min kollega Lisbeth om, hvad man skulle se i Wien. Lisbet, som er uddannet arkitekt, inden hun begyndte at lege med design på Internet, gav mig dels et længere beretning om en studietur, hun engang havde foretaget. Og jeg fik et par dage efter en stabel litteratur til selvstudium (jeg er heldigvis ikke blevet hørt i det endnu).

Det viste sig, at Wiens første guldalder som førende i Europa indenfor arkitektur begyndte, efter at man i 1683 havde slået tyrkerne tilbage. Østrig etablerede sig nu som en virkelig stormagt med et vældigt byggeboom til følge. Vi har allerede stiftet bekendtskab med nogle af de fremtrædende arkitekter som Fischer von Erlach og Lukas von Hildebrandt, som tegnede prins Eugens sommerslot Belvedere. Næste boom kom, da man i 1857 nedlagte fæstningsvoldene omkring byen, som havde om- og indesluttet den siden middelalderen. Dette gav stødet til den såkaldte Ringstrasse periode. Birgit og jeg udvalgte hjemmefra 2 arkitekter, som vi ville koncentrere os om på turen, og det blev Otto Wagner og Theophilus Hansen. Lyder han dansk? - ja, men det er han også.

For en sikkerheds skyld spurgte jeg også min arbejdskammerat Kjeld (husk, at det er Keld med j) om, hvad man burde se i Wien. Der var ingen tvivl i hans sind: "På Schwedenplatz får man den bedste is i hele Wien. Det er muligt, at du kommer til at stå i kø, men det forhøjer (forlænger?) bare nydelsen". Og han havde s'gu ret. De 2 første gange, Birgit og jeg var der, opgav vi dog på grund af køens længde. Men da vi endelig holdt ud, blev vores (mine) forventninger fuldt ud indfriet. "Ja, erfaren mand er god at gæste".

Otto Wagner

Arkitekten Otto Wagner (1841 -1918) var banebrydende for den funktionelle arkitektur, ligesom han også var en af grundlæggerne af Secession. Han indførte byggematerialer som glas, aluminium og beton. Postsparkassen (1906) anses almindeligvis for hans hovedværk, hvor eneste funktion er gennemført til mindste detalje. Facaden består af tynde marmor fliser, fastgjort med aluminiums bolte. En overraskende effekt. Indvendigt var bygningen udstyres med skydevægge, som gjorde det muligt at tilpasse den til skiftende behov. En ny tanke for den tid. Møbler og den øvrige del af indretningen var selvfølgelig også designet af Otto Wagner.

Wiens bybanesystem blev bygget i perioden 1895 - 1901. Det består af 4 hovedlinier og løber over en strækning på mere end 80 kilometer. De bakkede omgivelse i Wien stillede krav om, at trafikken skulle fremføres både over og under jorden. Broer og viadukter blev til mindste detalje designet af Wagner, og selv i dag bærer Wien præg af hans arkitektur. Af de stationer, som Wagner designede, er især station Karlsplatz kendt. Metalskelettet er dækket med marmor. Ornamentikken, som er udført af Wagners kunstnerkolleger, bærer tydelige præg af den internationale art nouveau bevægelse. Den ene pavillon er nedgang til undergrundsbanen. Den anden rummer en en café, hvor der afholdes skiftende udstillinger.


Stadtbahnstation/Hofpavillon Schloß Schoenbrunn, Vienna.
Den kejserlige station og hofpavillon ved Station Schönbrunn er forsynet med en kuppel. Indvendigt er stationen forsynet med delvist forgyldte træpaneler, og væggene er dækket med tekstiler.
Slusesystemet ved Nussdorfer dæmningen blev konstruerer i 1894-1908 for at give mulighed for besejling af Donau Kanalen under lavvande og i perioder med is. Otte Wagner var kunstnerisk rådgiver på projektet. Vi studere systemet lidt på afstand, da vi sejlede forbi på vores Donau tur.

Teophilus Hansen

Den danske arkitekt Teophilus Hansen (1813-1891), som tilbragte det meste af sit arbejdsliv i Wien, kom egentlig dertil ved et tilfælde. Han havde sammen med sin broder, som også var aktitekt, arbejdet nogle år i Athen, hvor han var blevet betaget af de antikke bygningsværker. Da hans ophold var ved at være til ende, traf han en østrigsk arkitekt, som inviterede ham på et besøg i Wien på hjemrejsen. Teophilus Hansen accepterede glædeligt - især da han ikke havde nogen konkrete fremtidsplaner i København. Hansen giftede sig med arkitektens datter, blev professor ved Wiens Kunstakademi, blev æresdoktor og endelig baron (von Hansen). Og han blev boende i Wien indtil sin død. I den periode nåede han at sætte et stort præg på den arkitektoniske fornyelse, der foregik. Kejser Frantz Josef besluttede som nævnt, at fæstningsvoldene omkring byen skulle nedlægges, og nun begyndte den såkaldte "ringstrasseæra" med en hektisk byggeperiode over 30-40 år.

Wienerne kaldte Teophilus Hansen "den græske Hansen". Se fx hans parlamentsbygning, som bærer tydelige præg af hans kærlighed for den græske arkitektur. Teophilus Hansen kaldte selv sin byggestil for "græsk nyrenæssance". Parlamentet fremstår som et græsk tempel med en vældig søjlerække, og den store rampe, der fører op til den. Foran parlamentet ligger Pallas Athene brønden. At visdommens gudinde Pallas Athene vender ryggen til parlamentet er selvfølgelig ikke passeret ubemærket af de kvikke wienere. Bygningen bruges stadig efter sit formål, dvs. at det østrigske parlament (Nationalrådet og Forbundsrådet) har til huse her, Der er mulighed for rundvisning hver time. Men vi nøjedes med at beundre bygningen udefra.


Du har sikkert ofte som vi nydt de årlige nytårskoncerter fra Wien (hvis ikke tømmermændene har overmandet dig). Men har du tænkt på, at den prægtige musikbygning Musikverein er bygget af en dansk arkitekt, nemlig bemeldte Hansen. Bygningen, som ligger i nærheden af Karlsplatz, er malet med den karakteristiske "siena røde" farve.


Også det imponerende rådhus er bygget af Teophilus Hansen. Det blev indviet i 1883 på 200 årsdagen for, at tyrkerne blev slået tilbage og deres belejring af Wien afsluttet. Bygningen er opført i nygotisk stil. Den smukke arkade i stueetagen gentages i de øvre etager. Hovedtårnet er næsten 100 meter højt. I den inderste af de 7 gårde, der indgår i komplekset, afholdes ofte udendørskoncerter om sommeren. Vi oplevede det ikke - men vi håber, at du gør. Disse bygninger er blot et lille udpluk af de mange bygninger, som Teophilus Hansen har beriget Wien med.

Schönbrun - og "Sissi"

Schönbrun, som var habsburgernes sommer residens, er et pragtfuldt barok palæ, beliggende i den sydlige del af Wien. Gode forbindelser fx med Metroen. Det afløste et tidligere jagtslot på stedet, som imidlertid nedbrændte under tyrkerkrigen i 1683. Den unge arkitekt Johann Bernard Fischer von Erlach fik til opgave at tegne et nyt slot. De første udkast, som forsøgte at overgå Versailles i størrelse og pragt, kom aldrig længere end til papiret. Man enedes om et kompromis, og slottet stod færdig omkring 1720. Dets nuværende udseende skyldes kejserinde Maria Theresia, som tilbragte somrene på slottet, hvor flere af hendes 16 børn er født. Slottet, som er malet med den særlige "Schönbrunn gul", indeholder 1441 værelser, hvor der almindeligvis kun er adgang til ca. 40 for offentligheden.

Napoleon residerede i 2 perioder på Schönbrun. Første gang under den ublodige besættelse af Wien i 1805. Sidste gang efter bombardementet i 1809. Ved begge lejligheder afholdt "den lille kejser" tropperevuer på slottets paradeplads. Her blev Napoleon viet til den østrigske ærkehertuginde (svarer til prinsesse) Marie-Louise, som gav ham den søn, som hans elskede Josephine ikke var i stand til. Der var fra begge sider i høj grad tale om en fornuftsægteskab, som da Maria-Theresia i sin tid bortgav sin datter Maria Antoinette til solkongens søn for st sikre et godt forhold til Frankrig. Efter Napoleons mislykkede felttog mod Rusland i 1812 og de følgende nederlag, måtte kejserinde Marie-Louise flygte til Wien med deres 3-årige søn. Efter nederlaget ved Waterloo måtte Napoleon addicere til fordel for sin 4-årige søn, som da løb og legede i parken i Schönbrunn. Napoleon II levede nærmset i fangenskab på Schönbrunn, hvor han døde i 1832 i det værelse, som havde været hans og hans faders.
I 1916 døde den gamle kejser Frantz Joseph på slottet i sin militære jernseng. Han havde da været kejser siden 1848, og han afsluttede habsburgernes 800 år lange regeringsperiode. I 1955 - 10 år efter afslutningen af 2. verdenskrig - festede forbundsregeringen på Schönbrunn for at fejre ophøret af den allierede besættelse.
Mens vi var der, var der en udstilling for kejserindeinde Elisabeth, hvorfor der var adgang til flere af de kejserlige gemakker. Fx til det kejserlige soveværelse, hvis møblement var en bryllupsgave fra møbellauget i Wien til 'en møbelsnedker'. Der var tradition for i habsburger familien, at tronarvingen skulle lære et fag, og Frantz Joseph var uddannet som møbelsnedker. Lidt mere prosaisk end vores kronprins, som er frømand (der er måske noget om det gamle eventyr om pigen, som kysser en frø, som så forvandles til en prins?). På væggen var der indrammede blomstermotiver, broderet af Maria Theresia og hendes døtre.

Udover udstillingen på Schönbrunn, som viser den unge Elisabeth - hun boede her de første år efter sit bryllup - var der udstillinger på Hofburg og hendes Hermes Villa. Sidstnævnte fik vi ikke set - hvilket nok var en fejl. Vi ville fx gerne have set "En skærsommernats drøm" af Gustav Klimt, som hænger i hendes soveværelse.

Hofteatret

Kejserinde Maria Theresia mente ikke, at man kunne opholde sig i længere tid på så afsides et slot uden teaterforestillinger. Dette ønske resulterede i bygning af Schönbrun Hofteater, som er det ældste overlevende barok teater i Wien. Det er en lille arkitektonisk perle i hvidr, rødt og guld. Kejserinden, som selv havde været en talentfuld sanger og skuespiller, optrådte her sammen med familiens yngre medlemmer, fx Marie Antoinette, som var en strålende danserinde.

Maria Theresias hofpoet skrev stykker til paladsets teater, mange blev sat i musik af Gluck. Her dirigerede Josef Haydn sin marionette opera "Dido". Mozaert dirigerede selv sin opera "Skuespildirektøren", og her forekom uropførelser af Glucks, Beethoven og Haydn. Mens vi var der, blev der opført en dukketeater udgaver af "Tryllefløjten". Hvis man gerne vil til koncert på Schönbrun, opføres der i løbet af sommeren koncerter i det store orangerie. I Orangeriet var der i 1791 en duel mellem Mozart og Salieri, som dirigerede egne kompositioner i hver sin ende af den 186 meter lange sal under hoffets middag.

Slotsparken

Til slottet hører selvfølgelig en imponerende park med lange allée, tætte buskadser og store plæner, hvor et stort antal figurer er placeret. Ikke alt her i livet er, hvad det giver sig ud for. De smukke gamle romerske ruiner er falske, men spændende ser de da ud. Ud for slottets parkfacade på en højdedrag ligger den såkaldte 'gloirette' med høje, slanke søjler. Den blev opført af Maria Theresia i 1775. Den ligner mest af alt en teaterdekoration, men herfra er der en storslået udsigt over slottet og med Wien og Wienerwald i baggrunden. I den modsatte retning er der en lige så imponerende udsigt til lystslottet Laxenburg. Udsigten er rigelig de 10 minutters 'klatretur' værd. Der ligger et cafeteria i 'bunden' af bygningen. Tæt herved ligger en verdens ældste zoologiske have, i midten af hvilken ligger "kejserens frokostsalon".

I parken ligger den imponerende Neptun Fontæne, som viser Thetis knælende for havets gud Neptun. Hun bønfalder ham om at hjælpe hendes søn, Akilleus på hans færd til Troja (som bekendt mødte Akilleus døden på sletten foran Troja). Thetis er omgivet af najader og andre fabelfigurer. Fontænen var desværre under restaurering, da vi var der.
På traveturen rundt i parken mødte vi dette japanske par, som fejrede deres bryllup i disse idylliske og romantiske omgivelser. Mon de nogensinde erfarer, at vi har tilladt os at inkludere dem i vores rejsebeskrivelse? Men vi spurgte selvfølgelig om tilladelse til at fotografere dem først.

Elisabeth - "Sissi"

For 100 år siden den 10. september 1898 døde den østrigske kejserinde Elisabeth efter at være blevet myrdet af en anarkist. Over hele Østrig er der arrangeret udstillinger. Næppe et forretningsvindue uden varer eller andet, som bærer hendes navn. Elisabeth - eller "Sissi" - var allerede i sin levetid en legende og én af historiens stærke kvinder. Prinsesse Diana blev efter sin død ofte sammenlignet med Elisabeth: de var begge usædvanligt smukke, de havde en stor plads i befolkningens hjerter på trods af protokoller og ceremonier, de viede begge en etor del af deres tid til sociale opgaver, og begge døde en tragisk død.

Elisabeth blev født i 1837 i München som datter af en fyrstefamilie. Jeg husker som dreng at have set en romantisk filmatisering af hendes liv, hvor hun vistnok blev spillet af Romy Schneider. Den meget senere musical "Elisabeth", som nu har spillet i Wien i mere end 5 år, er efter sigende mere realistisk.

På det tidspunkt, hun mødte sin senere ægtefælle kejser Franz Joseph, var det meningen, at han skulle giftes med hendes søster (næsten som i et folkeeventyr). Det var vistnok i højere grand Franz Josephs moders mening, men allerede dagen efter deres møde, erklærede kejseren forlovelsen. Og den 24. april 1854 blev de viet i Augustiner kirken. I 1855 fik Sissi en datter, Sophie og det følgende årm Gisela. Og endelig i 1858 den længe ventede kronprins Rudolph.
Imidlertid havde Elisabeth det meget vanskeligt med rollen som eventyrprinsesse. Og især havde hun det meget dårligt med sin svigermor, Sophie, hvilket førte til dels sygdom dels isolation. Opdragelsen af hendes børn blev taget ud af hendes hænder, og i 1858 forlod hun sin mand og sine børn og levede i længere tid i Venedig, på Madeira og på Korfu. Hvis du har læst om vores rejse til Korfu, ved du, at hun der lod bygge et slot til ære for den græske helt Akilles. I virkeligheden blev hun næsten besat af den græske heltetid, begyndte af lære oldgræsk. Når hun besøgte sin familie i Wien medbragte hun sin græske lærer, som under alle måltider sad og læste op af de græske tragedier, Illiaden m.fl. Ja, det er ofte et byrdefuldt liv at være kejser.

På trods af deres lange adskillelse fik de dog et fjerde barn, Marie Valerie. Barnet blev født 10 måneder efter, at Franz Joseph var blevet kronet som konge af Ungarn, og Marie Valerie, som blev opdraget i det ungarske sprog, blev ofte kaldt "det ungarske barn". Elisabeth støttede dette, og ungarerne elskede hende for det. I det hele taget arbejdede Elisabeth, som ellers ikke var politisk interesseret, for at give Ungarn ligestilling med Østrig. Elisabeth lærte flydende ungarsk - vi kan bevidne fra besøg i Ungarn, at det ikke er noget nemt sprog. Til irritation for sin svigermor tilbragte Elisabeth mere tid i Budapest end i Wien. Hvad gør man ikke for at irritere sin svigermor. I Budapest, som vi besøgte lige efter jerntæppets fald, er mange bygninger opkaldt efter hende. Efter sigende er Elisabeth stadig det mest populære pigenavn i Ungarn mere end 100 år efter hendes død.

Personlige tragedier ramte hendes liv. I 1857 mistede hun sin datter, Sophie og sin ydlingsfætter, kong Ludwig II af Bavaria. Hendes svoger, kejser Maximilian af Mexiko blev skudt af revolutionære. Og den største sorg var måske hendes søn, Rudolf selvmord i 1889. Hertil kom, at hendes mand havde en affære med en kvinde. Alt dette gjorde, at hun trak sig tilbage og tog på mange rejser i Italien og Grækenland. Hun led i lange perioder af depressioner og spiseforstyrrelser. Den 10. september 1898 blev hun stukket ned af en 24 årig anarkist, Luigi Lucheni på promenaden ved Lago Genova, da hun skulle gå ombord i et skib, som skulle bringe hende til Montreux. På grund af tidens stramme korsettering gik der nogle minutter, inden det gik op for hende, at hun var dødelig såret. Elisabeth's kiste kan ses i den kejserlige krypt i Kapuccinerkirken.

Og med dette besøg afslutter vi vores tur til Wien. Måtte vi vende tilbage en dag og se alt, det vi ikke fik set - og gense alt det, vi har set.