Vancouver Art Gallery
Vancouver Art Gallery - klik for at besøge museets egen hjemmeside Under vores første besøg til Vancouver nåede Birgit og jeg ikke Vancouver Art Gallery. Men denne gang tog vi derhen første gang, vi kom downtown - kun et par minutters gang fra Granville Station. Bare for at få at vide, at museet er lukket om mandagen udenfor turistsæsonen. Så vi kom tilbage den følgende dag. Bygningen er meget elegant med nyklassicistiske søjler og indgangene bevogtet af løver og andre imponerende stenskulpturer. I hallen talte vi med 2 kvinder: en sort kvinde med en baby og hendes svigermoder. Svigermoderen var kommet til Vancouver fra USA for at se sit nyfødte barnebarn - præcis samme grund, som havde bragt Birgit og mig til Vancouver. Svigermoderen fortalte os, at hun var i gang med at overtale sin mand til, at de skulle flytte til Vancouver, manden var netop gået på pension.

I begyndelsen af 1900-tallet vandt Francis Rattenbury en arkitekt konkurrence om opførelse af en retsbygning til byen Vancouver. Ved vores besøg på museet vidste vi ikke, at vi skulle møde Mr. Rattenbury igen i Victoria, hvor han har designet nogle af de mest imponerende bygninger på Vancouver Island: Empress Hotel og Parlamentet. Retsbygningen er meget imponerende med marmor importeret fra Alaska, Tennessee og Vermont. Domhuset tjente byen i mere end 60 år.


Rotunda i Vancouver Art Gallery Efter 60 år var byen imidlertid vokset fra sin retsbygning, og Arthur Erickson - en anden stor canadisk arkitekt og designer - blev bedt om at redesigne bygningen og tilvejebringe nye og bedre faciliteter. Erickson konverterede den gamle retsbygning til et nyt hjem for Vancouver Art Gallery. Det indre måtte fuldstændig redesignes for at leve op til kravene for en kunstmuseum. Retssale blev omdattet til åbne områder, og den gamle kobber kppel over den majestætiske rotunda blev erstattet af et 4.9 m stort vindue af fiberglas, som tillader lyset af komme ind. Inde i bygningen er der masser af gipsarbejder, marmorhaller og tunge trædøre. I anneksbygningen kan man stadig se dele af den oprindelige bygning, som er erklæret for national kulturarv, såsom de originale domhusbænke. Redesignet blev afsluttet i 1983.

Foran museet er der en plæne, hvor folk nyder sokskinnet om sommeren. Den smukke fontæne - the Centennial Fountain - foran museet blev lavet til minde og foreningen af Vancouver Island and British Columbia i 1866.

Museets bagside vender ud til Robson Street. Midt på pladsen er der lavet et forsænket område under to glaskupler. Her er der et skøjteområde, "Biker's Beach", en restaurant og nogle mindre butikker. Jeg kan forestille mig, at området er tæt befolket om sommeren ved frokosttid. Dybest nede er der et "Media centre" med udstillingsrum, et teater samt et konferencecenter.

Vancouver Art Gallery er det største kunstmuseum vest for Toronto. Det fokuserer dels på nutidskunstog dels på kunst fra British Columbia. Samlingen er på mere end 6.500 værker. Ikke overraskende ejer museet verdens største samling af Emily Carr.

Museet er berømt for sit udstillingsprogram, som dels udvikles in-house, dels lånes fra andre museer. Vi syntes især godt om musets offentlige programmer, som omfatter skolebørn, familier, universitetsstuderende og pensionister - programmerne er blandt de bedste og mest kreative af sit art i Canada. Vi havde meget morskab af at se et par skoleklasser blive introduceret til kunsten.


Phantom of the Gallery?
På vores vej rundt i samlingerne mødte vi ikke museets mest prominente gæst, Charlie, som er spøgelset af immigrationsofficer William Charles Hopkinson, som blev myrdet her. Medlemmer af personalet mener, at Charlie spøger nede i kælderen, hvor de oprindelige fangeceller stadig befinder sig. Du kan evt læse mere om William Charles Hopkinson her.

Krieghoff - Images of Canada
Krieghoff, Images of Canada I Vancouver Sun havde vi læst, at den aktuelle udstilling på museet var Images of Canada by Krieghoff. Cornelius Krieghoff (1815-1872) kaldes undertiden for "Fader til canadisk malerkunst". Udstillingen omfattede mere end 150 værker, som viser det canadiske familieliv og landskaber i årene op til dannelsen af den canadiske stat. Denne fandt sted den 1. juli 1867 og omfattede i første omgang provinserne Nova Scotia, New Brunswick, Ontario og Quebec. Værkerne omfattede Krieghoffs udvikling fra hans tidligste start til han senere mesterværker. Før Vancouver havde udstillingen været vist på museer i Quebec og Ottawa. Efter Vancouver skulle udstillingen videre til Montreal. Det var for os en perfekt lejlighed til at lære noget om livet i det unge Canada.

Krieghoff, vinterlandskab Images of Canada viser Krieghoffs rolle som fortolker af det canadiske landskab og det hårde liv midt i det 19. århundrede. Cornelius Krieghoff er født i Amsterdam og kom til Canada i 1840 efter 3 års tjeneste i den amerikanske hær. Uden formel uddannelse gik Krieghoff i gang med at overføre til lærred, hvad han så omkring sig, og han viste sig hurtigt som en mesterlig fremstiller af den canadiske landbefolkning, dvs bønderne og indianerne. Han overlod til betragteren selv at vurdere deres hårde tilværelse, men også deres synlige og naturlige livsglæde. Hans landskabsbilleder og billeder af indianernes (first nation) liv er her mere end 125 år efter hans død blevet ikoner over en idealiseret fortidig tilværelse.

Fra 1846-1853 kunne Krieghoff ikke leve af de indtægter, han fik fra salget af egne billeder, da fransk-canadierne i begyndelsen ikke brød sig om hans genre. Han begyndte da at lave reproduktioner af berømte malerier - skønt han hadede det, men salget af disse gik bedre. Men omkring 1860 var Krieghoff en veletableret maler i Quebec.

Krieghoff rejste rundt i Europa i 7 år, inden han i 1870 vendte tilbage til Quebec. Han udstillede flere steder i Europa, fx i Exposition Universalle, Paris i 1867. Efter sin hjemkomst malede Krieghoff i endnu højere grad personer, oftest indianere og bønder. Der er ikke mange forårs- og sommermotiver i hans værker. Det skyldes formentlig, at hans købere, som boede i byerne, fandt scener med bønder og indianere i kamp mod det vanskelige klima mere spændende end solskinsmotiver. Hans billeder viser accept af tilværelsen, som den er. Livet var hårdt i en træhytte i vildnisset, men der er også glæde og humor i hans billeder. Krieghoff havde et godt øje til detaljen: damp fra hestenes næsebor, den smeltede sne omkring skorstenen på en hyttetaget, solnedgange, stormskyer og stjerneskær. Sidst i 1871 flyttede Krieghoff til Chicago, hvor han døde et par måneder senere. Han er begravet på Graceland Cemetery i Chicago.


Gospel i St. Andrew's-Wesley Church
St. Andrew's-Wesley Church, Vancouver - klik for at besøge kirkens hjemmeside På vej hen til kunstmuseet så vi en smuk kirke på Burrard og Nelson. Birgit og jeg kan ikke lade være at gå ind i enhver kirke, vi møder. Og stort set hver gang er vi meget velkomne til at se os omkring, således også denne gang. En sød dame viste os rundt og præsenterede os for kirken, som er bygget i 1933. Hun virkede lidt imponeret, da jeg fortalte hende, at vores lokale kirke i Danmark var omkring 500 år gammel, da St. Andrew's blev bygger. Vi satte os ned et øjeblik og nød de mange smukke glasmosaikker. Kvinden foreslog, at vi kunne komme igen søndag kl 16:00 for Jazz Vespers eller torsdag kl 20:00 for Thursday Night Live.

Thursday Night Live!
Torsdag aften tog vi downtown med SkyTrain og spiste til aften på en restauration i nærheden af St. Andrew's. Og kl 19:45 sad vi bænkede sammen med omkring 50 andre, som også glædede sig til gospel koncerten. Rev. Gordon Turner var præst og historiefortæller. Da Gordon Turner kom til St. Andrew's i 1991, havde han en baggrund som jazzmusiker (på trombone) og han havde stået for mange "jazz gudstjenester" i Toronto. Siden 1993 har Jazz Vespers været en del af kirkens planlagte tjenester. Gordon Turner understregede, at "Jazz er født i kirken". Og at "Gospel var et led i kampen for frihed, anerkendelse og personificering af de sorte slavesamfund i syden. De sorte satte i musik den overbevisning, at de kunne stå oprejst midt under undertrykkelse af deres verden".

Julie Blue Ugens program bestod af 3 set, hver med sit tema, fx "Konversation med den kristne historie". Rev. Gordon introducerede hvert tema, som blev fulgt af et antal sange af "the Singspiration Singers" under ledelse af Julie Blue.

Julie Blue er sangskriver og har skrevet prisvindende musik til film, teater og TV. Hun er også udøvende musiker (keyboard) og har udgivet 4 CD'er. Hun er leder af Singspiration Singers, underviser og arrangerer workshops om sang og sangskrivning. Hun havde skrevet 5 af sangen i koncerten. Kombinationen af Rev. Turner's fortællinger og korets sang var en både bevægende og engagerende oplevelse. Koncerten varede ca 1½ time. Vi var begge glade, fordi vi havde taget imod invitationen. Næste gang vil vi overvære Jazz Vesper.


Indiatown
Indiatown, Vancouver En af de sidste dage under vores besøg i Vancouver foreslog Claus, at vi tog til Indiatown eller Little India, som er området omkring 49th Avenue og Main Street i Vancouver South. Det er en miniatureudgace af Indien - jeg må tilstå, at jeg gætter, da jeg endnu ikke har været i Indien. Masser af etniske butikker med eksotiske madvarer, silke, guld og juveler i vinduerne, kryddeributikker etc. Skønt (fordi?) det var søndag, vrimlede alle butikkerne med personer tilsyneladende af indisk oprindelse. Kvinder promenerede med guldarmbånd om begge håndled. Vi var inde i et par butikker, og Birgit og Janet så en ung kvinde prøve en flot brudekjole. Der er adskillige andre etniske bydele i Vancoubver, fx Chinatown downtown Vancouver, Little Italy på Commercial Drive i East Vancouver og masser af græske restaurationer på West Broadway i Kitsilano. Men af disse fandt vi Indiatown mest spændende og ikke overfyldt med turister. Ja, jeg ved godt, at jeg selv er turist, men derfor behøver jeg vel ikke at kunne lide andre turister.


The Dark side of Vancouver
Skønt Birgit og jeg elsker Vancouver, er vi ikke fuldstændigt blinde for de storby problemer, som Vancouver kæmper med. Janet, vores svigerdatter har arbejdet som "street-nurse" i flere år Downtown East Side. Mange af hendes klienter er alkoholikere og stofmisbrugere. Statistikken fortæller, at der hvert år er ca 400 personer, som dør af en overdosis (i 1988 39 personer). Mere end 60% af stofmisbrugerne er HIV-positive. Det synes, som om Vancouver tiltrækker stofmisbrugere ikke kun fra British Columbia men fra hele Canada og dele af USA.

Mange personer af indiansk oprindelse har skiftet deres kedelige liv i reservaterne ud med en alkoholiseret tilværelse i storbyen. Indtil 1951 var indianske ceremonier samt udskæring af totempæle forbudt ved lov!

Skønt arbejdet i gaderne i Vancouver East Side er hårdt og sommetider skræmmende, omtaler Janet sine klienter med respekt og medfølelse. Mange af dem er blevet misbrugt tidligt i livet. Nogle af dem er ekstremt intelligente, har en højere uddannelse og havde tidligere et vigtigt job, men et eller andet slog dem ud af kurs. Så Janet finder sit arbejde både hårdt og givende (og her tænker hun ikke på lønningschecken) - skønt hun mener, at de ressourcer, der bruges på disse alvorlige problemer, er alt for små.

Men kom nu med til mere muntre steder i Vancouver, Stanley Park og Granville Island.

First page Top of this page Foregående side: Downtown Vancouver Næste side: Stanley Park og Granville Island