I Danmark har vi et ordsprog, der lyder således: "Børnebørn er livets dessert" - og hvis du kender mig, eller hvis du bare ser mig, ved du, at jeg elsker dessert. Vores ældste søn Claus har boet i dejlige Vancouver med sin kæreste Janet i ca 4 år. De mødtes i Saudi Arabia, hvor Claus arbejdede på den danske ambassade, og Janet var sygeplejerske på et stort sygehus. De mødtes, blev forelskede og besluttede at slå sig ned i Canada. Efter at have boet ca 1 år nær universitetsområdet (campus) ved UBC (University of British Columbia), hvor Janet studerede, købte de et hus i nærheden af Fraser River.
Og en skønne dag begyndte billeder som dette at dukke op i vores mailbox. Den 14. december 2000 fødte Janet en lille pige - vores første barnebarn. Og nu var vi kommet til Vancouver for at møde lille Britt. Faktisk hed hun endnu ikke Britt, da hun skulle døbes en uge efter vores ankomst. Dåben ville finde sted på familiens farm i Hythe (i nærheden af Grande Prairee) i staten (ja, det hedder faktisk distriktet) Alberta. Vi havde mødt Janets forældre, Mildred og Elvin, samt søsteren Linda og hendes mand Peter og deres to sønner under vores forudgående besøg i Canada i 1998. Nu var vi spændte på at se det sted, hvor Janet og hendes 4 søstre og 1 broder - the Nordhagens - voksede op og - og hvor der fortsat bor mange af klanens medlemmer. Og så glædede vi os til igen at besøge Janets dejlige søster Jane og hendes mand Terry og deres børn i Langley - ikke langt fra den amerikanske grænse.
Vi glædede os også til at se nogle af de ting, som vi ikke nåede under vores første besøg. Efter råd fra min kusine Enis' mand, Jim ville vi tage til Vancouver Island et par dage. Vi håbede også at møde min kusine Kirsten - Enis' søster. Denne del af familien Sørensen var emigreret til Canada omkring 1956, og jeg havde ikke set Kirsten siden dengang. Endelig havde vi planlagt at tage en tur til Seattle for at besøge Dorte and Lars Bolund, vores meget gode venner fra Danmark. Lars skulle være gæsteprofessor ved Universitetet i Seattle i et år.
Hvis du vil følge med os rundt i Vancouver, til Vancouver Island, til Alberta mv., skal jeg love at holde "family stuff" på et minimum - selv om det sikkert bliver svært for mig.
Birgit og jeg ankom til Vancouver International Airport via Frankfurt. Vancouver Airport ligger i Richmont på en ø i Fraser River, 13 km fra centrum. Claus kom og hentede os. Eller ville vi have taget en taxa ril byen - pris 20 CAD (Canadiske dollars), 33 CAD for en limousine (OBS priser i 2001). Flyvetiden fra Frankfurt til Vancouver var ca 9 timer, hvilket svarer til tidsforskellen. Det er en lidt besynderlig fornemmelse at stige ud af flyet et par minutter tidligere, end man forlod Europa. Men de 9 timer var kun til låns og skulle betales tilbage, når vi tog hjem. Intet jetlag - vi har kun oplevet jetlag, når vi er fløjet østpå.
I august 2009 åbnede en toglinie (Canada Line) mellem Downtown Vancouver og Vancouver Airport (YVR). Tidspunktet var velvalgt, idet Vancouver i 2010 var vært for de olympiske vinterlege. Overgang til stationen sker via en overdækket passage fra level 3. Prisen i 2011 $8.75: en billet til 2 zoner for $3.75 + YVR AddFare til $5. Toget kører fra kl. 5 om morgenen til kl. 1 om natten med afgang hvert 5. minut, i de sene timer dog kun hvert 10. minut. Der er god plads til kufferter mm. på toget. Toget ender på Waterfront Station Dowwntown Vancouver efter 25 minutters kørsel.
Ca 1 år tidligere var Janet og Claus flyttet fra campus, UBC til et nyt hus i den vestlige del af Vancouver, tæt ved grænsen til Burnaby. Burnaby er faktisk en selvstændig by (siden 1992), men opleves som en forstad til Vancouver. Billedet til højre er taget fra haven. Fra den anden side ville du kunne se, at der er garage i kælderen.
Mindre end 100 meter fra huset løber Fraser River, undertiden kaldt the heart blood of B.C.. Fraser strækker sig over mere end 1.400 mil fra Mount Robson i det indre British Columbia til Vancouver. Det er en af de mest lakserige floder i BC. En af mine arbejdskammerater, Steffen tilbragte det meste af en uge stående i Fraser River med en fiskestang i hånden. På trods af silende regn havde han det fantastisk. Han overnattede hos Janet og Claus, inden han tog afsted med sine fiskestænger. Hver sin fornøjelse. I nærheden af Vancouver deler Fraser sig i en sydlig og en nordlig arm. Tidligere var Fraser provinsens vigtigste transportvej, og floden transporterer også i dag store mængder af varer fra japanske biler til tømmer fra skovene på vestkysten. Om foråret fører Fraser op til 500.000 kubikfod vand i sekundet, næsten på niveau med Mississippi. Det er sket meget, siden Simon Fraser og hans medopdagelsesrejsende i 1808 padlede ned ad Fraser River. Adskillige gange spadserede Birgit og jeg en tur langs den smukke flod i selskab med Britt.
Vancouver ligger trygt mellem Stillehavet mod vest og bjergene i den sydøstlige del af British Columbia (BC). Det, der først falder i øjnene, er de talrige og store parker. Tæt ved byen er der ca 10 sandstrande. Byens centrum er koncentreret på en halvø mellem Burrard Inlet og False Creek. I nærheden af Vancouver finder du spændende udflugtsmål som Grouse Mountain (15 minutter), Seymour, Cypress and Whistler (2 timer), et fantastisk skisportområde, hvor du kan stå på ski fra november til april. Vi har besøgt Whistler et enkelt gang sammen med Janet og Claus. Du ved formentlig, at de olympiske vinterlege 2010 blev afholdt her i disse smukke omgivelser. Vancouver er en af de få byer i Nordamerika, som ikke har motorveje ind til centrum. Sådanne planer blev taget af bordet i 1960'erne efter massive protester fra befolkningen, da man frygtede, at historiske områder som Gastown og Chinatown ville blive påvirket. Mange - ikke kun Birgit og jeg - anser Vancouver for den smukkeste by i verden.
Birgt og jeg tog downtown Vancouver flere gange under vores ophold. Almindeligvis satte Janet eller Claus os af ved den nærmeste SkyTrain station - i dette tilfælde Metrotown i Burnaby. Jeg kan kort fortælle om Metrotown, som er et gigantisk indkøbsmekka (-helvede), der dækker 3 blokke og indeholder 3 STORE indkøbscentre og et forlystelsescenter. Her ligger 90 butikker med dametøj, 94 med herretøj, 30 guldsmedeforretninger, 20 skoforretninger, 15 sportsforretninger osv. Og mere end 90 steder, hvor du kan få noget at spise. Åben 7 dage om ugen, og kun lukket den 25. december. Og som om dette ikke er nok. I de omliggende blokke ligger to andre centre: Eaton Centre og Metropolis. Vi hader disse indkøbscentre - selv om det samme koncept er på vej ind i Danmark. Det bedste man kan sige om dem er, at der almindeligvis er masser af gratis parkeringspladser. Skulle du have lyst til at opholde dig i Metrotown i længere tid, ligger der selvfølgelig også et par hoteller som en del af komplekset, fx det 4-stjernede Hilton Vancouver Metrotown. Familien tog ofte til Metrotown for at købe ind i den nærliggende Save On Foods, som er deres og vores favoritkæde.
Første gang, vi var i Metrotown, viste Janet os The Rainforest Café, som er indrettet, så den ligner (?) en tropisk regnskov med vilde dyr og special effects som elektronisk styrede krokodiller og animerede gorillaer, som springer ned fra træet, når du nærmer dig. Vi planlagde at tage derhen for at få en dessert, men fik aldrig tid. Da vi kom igen året efter med Britt, var caféen lukket og i stedet lå der en stor, grim spille arkade. Den eneste butik, vi rigtigt nød, var den store boghandel Chapter's, som vi besøgte flere gange. Under vores efterfølgende besøg har vi altid været inde i en Chapter's boghandel. Der findes to Chapter's downtown på Robson og Granville/Broadway. De minder mere om offentlige bibliotker end om butikker (bortset fra, at der almindeligvis ligger et cafeteria i dem, oftest en Starbuck). Der er en dejlig atmosfære i boghandlerne, og de har et udmærket computerbaseret søgesystem, som vi ofte benytter, når vores yngste søn Bo har givet os indkøbslister med.
Det forekommer, som om Birgit og jeg altid rammes af strejker, når vi er på ferie. Anden gang, vi var i Canada, måtte vi tage hjem to dage før planlagt som følge af en strejke. Engang måtte vi blive én dag længere i Wien end planlagt på grund af strejke i Danmark. OK, det var til at bære, selv om bekymrede husmødre af uransagelige årsager havde tømt alle forretninger for bagepulver, da vi endelig kom hjem. Og denne gang var det transportarbejderne i Vancouver, der strejkede. På trods heraf kørte togene planmæssigt - men de er også ubemandede. Vi så nogle billetkontrollører, men fik at vide, at de ikke havde ret til at udstede bøder (normalpris $46). Der var dog mennesker, som alligevel købte en billet. Da vi prøvede, var billetautomaten fyldt med penge, så den virkede ikke. Venlige arbejdere på strejkevagt bad os om ikke at tage os af det. Så vi tog os ikke af det. Busserne kørte ikke, så vi fik spadseret mere end sædvanligt på den tur. SkyTrain, som blev bygget til Expo '86, er det første fuldstændigt førerløse tog i Nordamerica, og det strækker sig over næsten 70 kilometer og har næsten 50 stationer. SkyTrain transporterer godt 380.000 passagerer hver dag.
For et par år siden blev linien udvidet med 21 km og går nu også til Burnaby, New Westminster og Coquitlam, og som nævnt kom der i 2009 en linie til lufthavnen. SkyTrain er en fantastisk måde at opleve Vancouver på for meget få penge. På en af vores ture talte vi med en amerikansk kvinde fra Seattle. Hun benyttede SkyTrain til at lære Vancouver at kende, mens hendes mand deltog i et (formentlig kedeligt) seminar. Somme tider fortsatte vi på den samme billet med SeaBus fra Canada Place til den nordlige del af Vancouver, en dejlig sejltur på en halv snes minutter. De fleste gange stod vi af på Granville Station.
Den måske mest spektakulær bygning i Georgia Street er hovedafdelingen af Vancouver Public Library. Det lyder måske lidt besynderligt at gå på biblioteket, mens man er på ferie i en spændende by på den anden side af jorden, men hvis du - som vi - elsker bøger, skulle du måske alligevel aflægge et besøg på Library Square, som altid summer af aktivitet.
Beslutningen om at bygge et nyt bibliotek blev afgjort efter en lokal folkeafstemning i 1990. Efterfølgende holdt byen en designkonkurrence, og valget faldt på det mest spektakulære projekt, designet af Moshe Safdie - det var også borgernes favorit. For at få finansieringen på plads (CAD $107 millioner) blev det nødvendigt at tilføje et kontortårn. Lokalerne på 8. og 9. etage er indtil 2015 udlejet til regeringen. Desværre er der ikke offentlig adgang til taghaven. Opførelsen blev påbegyndt i 1993, og bygningen blev indviet i 1995.
Bygninger minder lidt om Colosseum i Rom med sine 9 etager. Det er formentlig det mest diskuterede bygningsværk i byen. Strukturen, hvor en ydre spiral af buer, adskiller sig fra hovedbygningen, giver mange små pladser, hvor man kan slå sig ned. Omkring ligger butikker og spisesteder. Kritikken, som efterhånden er forstummet, gik både på arkitekturen og på prisen (CAD $107 millioner). Biblioteket har en samling af 87.000 fotografier, hvoraf en del kan ses i fremlagte albums. En del er lagt ind på en fotografisk database. Biblioteket har omkring 400.000 brugere og næsten 10 mio udlån pr år. Biblioteket har en snes filialer rundt omkring i Vancouver. Vores familie er hyppige brugere af filialen på Hastings.
Biblioteket, som optager en hel blok, er omkranset af gaderne Robson Street, Homer Street, West Georgia Street og Hamilton Street. På den anden side af Georgia Street ligger Canada Post. Overfor Hamilton Street ligger CBC Regional Broadcast Centre. Overfor Homer street ligger "The Centre in Vancouver for the Performing Arts". Bygningen, som også er designet af Moshe Safdie, er udformet som et komplementært værk til biblioteket.
På besøg downtown Vancouver kan man ikke komme udenom Robson Street, som er byens store indkøbsgade. Alle større canadiske og amerikanske kæder er repræsenteret her: Planet Hollywood, Eaton's, stormagasinerne, de store boghandlere Duthie's og Chapter's osv, Masser af fine boutiques og designer shops. Her findes også masser af spændende spisesteder fra japaneske nudel restauranter og sushi barer til finere franske spisesteder. Gaden er opkaldt efter John Robson, premierminister af British Columbia (1889-1892).
Canadierne elsker kaffe. Som et synligt bevis herpå ligger mindst to Starbucks i Robson Street. Hvor vi tidligere så mennesker gå rundt i gaderne med først coca cola flasker så vandflasker, går "alle" nu rundt med kaffebægre med varm kaffe. Den trend vil vi sikkert se i Danmark om et par år. Starbucks er vistnok den førende kæde af kaffebarer med mere end 2.500 butikker i USA. Starbucks er den største franchise succes siden McDonald´s. Kæden så dagens lys i Seattle i 1987 med 17 forretninger. I dag har den 8300 forretninger i storbyer verden over. Et par måneder senere var Birgit og jeg på en lyntur til London, hvor vi så adskillige Starbucks. Og så sent som sidste uge (maj 2001) læste vi i en lokal avis, at Starbucks havde planer om at invadere Danmark, men først i 2007 åbnede den første Starbucks i Skandinavien, det var i Københavns Lufthavn. Selv i Den Forbudte By i Beijing er der åbnet en Starbucks.
En del af Robson Street blev tidligere omtalt som Robsonstrasse. Vi spurgte Janet og Claus, om de kendte forklaringen på dette, men ingen af dem havde hørt om det. Navnet, som vi faktisk så på et skilt i den vestlige ende af gaden, stammer vistnok fra det store antal tyske (og europæiske) delikatesseforretninger, som åbnede her efter anden verdenskrig. Der eksisterer stadig et par tyske restaurationer i gaden, men ellers er der idag et stort udvalg af etniske spisesteder.
Ligeledes i den vestlige ende ligger der et antal store beboelsesblokke med lejligheder, så området ikke som i så mange andre storbyer er mennesketomt efter kontortid.
Canada Place, designet af Eberhard Zeidler, er det arkitektoniske symbol for Vancouver. Med sit hvide tag, som ligner gigantiske hvide sejl, var bygningen vært for Expo 86. De flyvende sejl minder mig mest af alt om operahuset i Sydney bygget af Utzon. Under de elegante sejl ligger Pan Pacific Hotel og Vancouver Trade and Convention Centre. Her ligger bl.a. et Imax Theatre, som viser fantastiske dokumentarfilm i 3D. Skærmen er lige så høj som et fem etagers hus. Efter bare at have gået gennem bygningen, nød vi den fantastiske udsigt over havnen - den travleste havn i Nordamerika. Den behandler 3000 skibe om året fra godt 100 lande, og herfra udgår de berømte krydstogt til Alaska. Vi så for resten en havmåge fange en meget stor fisk, men desværre havde jeg ikke mit kamera med (Ja, jeg ved godt, at det lyder som den sædvanlige lystfiskerhistorie, men nu var det altså ikke mig, der fangede fisken). Canada Place er designet, så det ligner et skib, og man kan spadsere omkring bygningen på samme måde, som hvis man gik på dækket af et kæmpestort krydstogtskib. Overalt er der anbragt tavler, som udpeger byens profiler og fortæller deres historie. Under et besøg i Vancouver i december 2004 så vi en fantastisk juleudstilling i Canada Place. I 2009 blev der nordvest for Canada Place bygget endnu et Convention Centre, hvis faciliteter blev anvendt under de olympiske vinterlege i 2010.
En konkurrent til Canada Place som byens ikon er den nærliggende bygning Harbour Centre i West Hastings. Det er en af de højeste bygninger i Vancouver, og vittige hoveder i byen har døbt den "urinalet", mens andre kalder den "hamburgeren". På en klar dag bør man tage elevatoren de 167 meter op til toppen. Det tager mindre end ét minut. Elevatorstolen, som kører udvendigt på bygningen, er af glas, så udsigten undervejs er fin. På 40. etage er der en udsigtsplatform med en spektakulær udsigt. Minder mig om kontrolrummet på en flyvende tallerken. Billetten - ja, det koster - er gyldig hele dagen, så man kan fx vende tilbage om aftenen og nyde synet af Vancouver by Night.
Sidste (seneste) gang vi var på besøg i Vancouver inviterede Enis og Jim - min kusine og hendes mand - os til middag i den restaurant, der befinder sig øverst oppe på Harbour Centre. Men skam at melde husker jeg ikke menuen, men jeg er sikker på, at den var særdeles god, men jeg vil aldrig glemme den betagende udsigt og synet af byen, hvor lysene langsomt blev tændt i løbet af aftenen. Fik jeg fortalt, at restaurationen roterer, så man kan i løbet af en time kommer hele horisonten rundt?
Selvfølgelig skulle vi igen til Gastown, som er det gamle centrum af Vancouver med dens smukke lamper fra det 19. århundrede, de brolagte gader og den victorianske arkitektur. Navnet Gastown går tilbage til 1867, før det tidspunkt blev bosættelsen benævnt Granville (efter den britiske koloniminister). I 1884 blev byen med den store naturhavn valgt som endestation for den kommende jernbane, Canadian Pacific Railway, og i 1886 skiftede den navn til Vancouver. Efter depressionen i 1930'erne begyndte området at forfalde - kun nattelivet blomstrede. I 1960'erne, da politikerne luftede tanker om at føre en motorvej gennem bl.a. Gastown og Chinatown, voksede en folkelig bevidsthed om områdets historiske og arkitektoniske værdi, og provinsens politikere blev i 1971 presset til at erklære området for "a historical site". I 2009 blev Gastown udnævnt til "National Historic Site of Canada".
Som så ofte før skulle vi have en kop kaffe udenfor Starbucks i Water Street og sidde og se verden passere forbi. Turisterne dominerer billedet. Hvert 15. minut hørte vi det dampdrevne ur fløjte, og turisterne flokkedes. Der må efterhånden hænge ikke så få billeder at dette ur i japanske og kinesiske hjem. Uret drives af en lille dampmaskine, ikke meget forskellig fra dem, vi legede med i min barndom i 1950'erne. Dampen kommer fra byens underjordiske system til opvarmning af offentlige kontorbygninger i centrum. Det ser gammelt ud, men er kun fra 1977. Men uret er lige så unikt som "Jens Olsens Verdensur" i København. Denne gang besøgte vi ikke nogen af de mange gallerier med indfødt (First Nations) kunst, som ligger i området.
Gastown er opkaldt efter "Gassy Jack". Han var en eventyrer, som en dag i 1867 landede sin kano med en tønde whisky her og åbnede en saloon. Udover tønden med whisky medbragte han i kanoen sin indfødte kone, hendes moder samt konens fætter, Big William, som skulle ro. Gassy Jacks fulde navn var John Deighton. Han var vistnok født i Hull, England i 1830 og havde sejlet først på engelske skibe siden på amerikanske. Han gik i land i San Francisco og gravede guld en tid uden held. Som så mange andre med guldfeber tog han siden nordpå til Canada og kom til Fraser River i 1858. Han opgav guldgraveriet og sejlede i en årrække som skipper på floden. Da han gik i land, erhvervede han Globe Saloon i New Westminster. Desværre sprang saloonen i luften den 4. juli 1867, da han sammen med en kammerat ville fejre den amerikanske uafhængighedsdag. Det var formentlig i desperation at Deighton sejlede sin kano til Burrard Inlet, hvor han skulle grundlægge den by, som udviklede sig til dagens Vancouver.
Jack havde kun 6 dollars at starte sin forretning med. Han fortalte de lokale arbejdere på træmøllen, at de måtte få al den whisky, de kunne drikke, hvis de ville hjælpe ham med at bygge en saloon, og det fortælles, at saloonen stod klar i løbet af 24 timer. Jeg vil tro, at arbejderne må have været ret tørstige. Udenfor saloonen stod et ahorntræ. Under dette samledes de lokale pionerer ofte for at diskutere fælles opgaver og problemer, og pladsen blev snart kendt som Maple Tree Square. Officielt var bebyggelsens navn Granville, uofficielt - selv på admiralitetskort - blev den omtalt som Gastown. Snart efter åbnede han også et hotel samt en forretning. Tilnavnet "Gassy" fik han, fordi han underholdt sine gæster med fantasifulde historier fra dokkerne i Sydney, om guldgraveri i Californien, om meksikanske banditter, om kampe med grizzly bjørne osv. Deighton House Hotel brændte ned ved den store brand i 1886. Gassy Jack døde den 29. maj 1875, 44 år gammel.100 år efter hans død i 1986 blev der rejst en statue af Gassy Jack, stående på en tønde med whisky. Statuen står på hjørnet af Water Street og Carrall Street - der hvor den gamle ahorn stod. I virkeligheden er der ingen, der aner, hvorledes den gamle saloon ejer så ud, så det menes, at man har valgt et tilfældigt, gammel foto og sagt: "Denne fyr ser ud som om, han kunne være Gassy Jack."
Denne gang nåede vi at besøge Chinatown, som sammen med Gastown er de historiske dele af Vancouver. Vi spadserede ad Keefer Street fra Gastown, en spadseretur på et kvarters tid. Vi kunne have taget den såkaldte "Silkevej", som er en rute for fodgængere mellem Chinatown og Downtown Vancouver. Ruten er tydeligt afmærket med farvestrålende bannere, som fører fra Central Library i centrum gennem Keefer Street, The International Village, the Chinese Cultural Centre, Chinatown markedsområde Dr. Sun Yat-Sen Classical Chinese Garden. Det er den næststørste Chinatown i Nordamerica efter den i San Fransisco. De første kinesiske immigranter slog sig ned her under "the Fraser Gold Rush" i 1850'erne. Næste bølge var kinesiske arbejdere, som knoklede på Trans-Canadian railway. Mange af den besluttede at slå sig ned efterfølgende i Vancouver. I årene op til at den britiske kronkoloni Hong Kong blev givet tilbage til Kina, flyttede mange kinesere til Vancouver. Alene fra Hong Kong kom flere end 125.000 velhavende kinesere til Vancouver. Denne invasion pressede selvfølgelig priserne på fast ejendom i vejret.
I dag er Chinatown under pres, idet der bygges mange højhuse med lejligheder i den nære udkant af området. I 1980'erne var det ikke længere muligt at udvide Chinatown, hvorfor forstæder som Richmond, Burnaby og Coquitlam begyndte at udvikle kinesiske bydele. I Richmond ligger Nordamerikas største samling af moderne kinesiske butikker og indkøbscentre. Det siges, at Richmond har den højeste koncentration af gode kinesiske kokke af samtlige Chinatowns - vi har dog endnu ikke oplevet dette. Chinatown har prøvet at svare igen på udfordringen med den nye "International Village".
Det kinesiske kulturcenter på East Pender Street 50 tilbyder guidede spadsereture, hvor man kan lære mere om Chinatown. Om sommeren er der Chinatown Night Market hver fredag, Lørdag og søndag aften fra 18:30-23:00. Markedet ligger på Pender Street og Keefer mellem Main og Gore.
Vi nød synet af de eksotiske frugter og grønsager i butikkerne, de friske og tørrede fisk og andet godt fra havet og det enorme udvalg af ginseng og te. På apoteket (drugstore) ville en kinesisk urtemager med glæde sammensætte den fuldkomne blanding af tørret græshoppe og træbark, som ville kurere alle mine helbredsmæssige problemer. Birgit og jeg har flere gange spist i en af de mange kinesiske restauranter på Pender Street. Maden var både god og rigelig. En tallerken suppe gør det fint ud for frokost.
Mere end 30% af Vancouvers befolkning har Cantonese eller Mandarin som deres modersmål, hvilket gør kineserne til den dominerende etniske minoritetsgruppe i byen. Man siger ofte, at kineserne er fuldt integreret i samfundet. Jeg er ikke sikker på, at vi ville være enig heri i Danmark. Det ser ud til, at det liberale Canada akcepterer bydele med deres egen kultur og sprog, mens vi i Danmark insisterer på, at immigranter skal lære dansk og tilpasse sig (eller i det mindste alceptere) de danske værdier. Ved de seneste besøg i Vancouver har Birgit og jeg ofte været de eneste af ikke-asiatisk afstamning på bussen downtown. En sjov oplevelse. Men levende og farverige Chinatown er altid et besøg værd.
Ifølge "Guiness Book of Records" og "Ripley's Believe it or Not" er verdens smalleste kontorbygning Sam Kee Building West Pender Street 8: 1.8 meter! (Jeg har et problem her med at finde det rigtige ord. Jeg savner et ord, der betyder det modsatte af dybeste, da jeg mener, at en bygning har dimensionerne højde, bredde og dybde. Og ordet laveste passer ikke rigtigt. Men kig på billedet, så forstår du mig sikkert). Sam Kee Company, engang en af de mest velhavende virksomheder i Chinatown, ejet af Chang Toy, købte grunden, som havde standardstørrelse, i 1903. Men i 1912 udvidede byen Pender Street og eksproprierede ca 8 meter ud mod vejen. Ikke urimeligt efter min mening anmodede Sam Kee Company bystyret om kompensation for deres tab. Da byen nægtede dette, byggede virksomheden simpelthen på det område, der var tilbage som en protest. Bygningen blev renoveret i 1986 af arkitekt Soren Rasmussen (jeg ved ikke, om han er dansker, men navnet er. Måske samme arkitekt, som har tegnet den danske kirke i Burnaby?) [September 2005: Mette har kastet lys over dette felt, idet Søren Rasmussen, som er hendes fætter, udvandrede til Canada omkring 1955 sammen med sin moder, fader, 2 søstre og 1 broder. Tak for hjælpen Mette. Sjovt nok er det samme år, som min onkelt og tante gjorde det samme sammen med mine to kusiner].
For et par år siden udfordrede byen Pittsburgh i USA (hvem ellers?) "Sam Kee Building" i Vancouver, idet man hævdede, at deres "the Skinny Building" i Pittsburgh kun er 1.55 meter dyb. Jeg har ikke kunne finde ud af, om de gode turistfolk i Vancouver har accepteret denne påstand.
Under vores tidligere besøg i Chinatown havde vi ikke besøgt Dr. Sun Yat-Sen Classical Chinese Garden Carrall Street 578, men denne gang nåede vi det. Haven er bygget fra 1985-86 i et kinesisk-canadisk samarbejde. Haven er udformet med de tekbikker, som gjaldt under Ming dynastiet (1368-1644), og den skal være den første autentiske kinesiske have udenfor Kina. Byggeriet indledtes i januar 1985 med at jordskælvssikre grunden. Kinesiske byggematerialer ankom i 965 specialfremstillede trækasser - i alt 70 steel containere - med traditionelt kinesisk udskåret træ, limstensblokke med ornamenter og tagsten fra private haver tilbage til Ming dynastiet. Mere end 50 kunstnere fra Kina var involveret i skabelsen af denne have.
Da vi ikke er bekendt med kinesisk kultur og traditioner, tog vi en guided tour. En amerikansk ældre herre, medlem af havens store stab af frivillige, fortalte os over en kop te om formålet med en kinesisk have: at skabe en atmosfære for ro og fordybelse og inspiration. Vi fik at vide, at den kinesiske inskription over indgangen til haven betyder "Den fredfyldte have". Haven er omgivet af mure, så man ikke kan høre trafikstøj udefra. Herefter tog guiden os med rundt i haven, idet han omhyggeligt "oversatte" alle de elementer, som vi så. Haven er en omhyggelig afbalanceret harmoni af kontraster: af mørke og lys, af solidt og tomt, hårdt og blødt, lige og snoet, mandligt og kvindeligt, yin og yang - som taoisterne kalder det. Haven forsøger at indfange alle landskabselementerne: bjerge, floder, søer, træer, blomster, bakke, dale og samle dem på et lille område. Haven er det fredelige og stille område, hvor husets herre (undskyld, kvinder) trækker sig tilbage fra det daglige livs pligter og stress - uden at vende ryggen til sin familie.
Efter besøget i "Dr. Sun Yat-Sen Classical Chinese Garden" gik vi en tur i den nærliggende lille kinesiske park (gratis adgang).
Sun Yat-Sen (1866–1925) var en kinesisk revolutionær, af mange betragtet som "Fader til det moderne Kina". Han havde afgørende indflydelse på dannelse af Republikken Kina. Sun Yat-Sen blev dens første præsident i 1912 og var de facto leder fra 1923-1925.
Jeg har et par gange været med min søn Claus til (amerikansk) fodbold på BC Place Stadium, som ligger på den nordlige side af False Creek. BC Place Stadium, som har plads til knap 60.000 tilskuere, blev bygget i 1983 i forbindelse med forberedelserne til verdensudstillingen i 1986 Expo 86. Da det åbnede, var det verdens største stadion med et tag, som blev båret af et undertryk. Efter et par kollapser blev taget i 2011 udskiftet med et fast tag, som kan trækkes til side. Prins Charles og prinsesse Diana var æresgæster ved åbningen af EXPO 86. Lige siden 1983 har stadion været hjemsted for BC Lions, som spiller i CFL (Canadian Football League), samt for the Vancouver Whitecaps CF, som siden 2011 har spillet i MLS (Major League Soccer), der omfatter de professionelle klubber i USA og Canada. BC Place Stadium var hjemsted for de olympiske og de paraolympiske vinterlege i 2010. Otte gange er finalen i CFL Grey Cup blevet afviklet i BC Place Stadium. Herudover har stadion huset begivenheder som et besøg af pave John Paul II samt et vækkelsesmøde med Billy Graham.
Selv om jeg stort set intet kendte til amerikansk fodbold, var det en stor oplevelse af overvære en kamp. Jeg var så heldig at komme til at sidde ved siden af en tidligere professionel spiller fra BC Lions. Efter at chokket over, at en ældre herre som mig aldrig havde overværet en football match, tog han sig særdeles pænt af mig og forklarede mig både regler og de taktiske finesser i spillet. Jeg må indrømme, at det var en langt større oplevelse end at overvære en kamp på Aarhus Stadion med AGF.
Stadion huser også "BC Sports Hall of Fame and Museum", som bl.a. har et galleri for to af BC's største sportsikoner, Terry Fox og Rick Hansen. Terry Fox blev født i Winnipeg i 1958 og flyttede i 1966 til Port Coquitlam, BC sammen med familien. Sjovt nok boede Fox familien i nærheden af min kusine, og deres søn Joe gik i skole med Terry. Terry Fox begyndte på Simon Fraser University i 1976. Et år senere fik han en sjælden form for knoglekræft, og lægerne måtte amputere Terrys højre ben 15 cm over knæet. Mens han lå på hospitalet, hørte han om en 1-benet løber, som havde deltaget i New York Marathon. På trods af 16 måneders kemobehandling gik Terry i gang med at optræne brugen af sit kunstige ben. I 1979 besluttede han at arbejde for at finde en kur for cancer, og den 12. april 1980 indledte han sin "Marathon of Hope" tværs over Canada fra kyst til kyst, fra St. John’s, Newfoundland til Vancouver, BC for at rejse penge til cancerforskning. Terry indledte sin bedrift med at dyppe sit kunstige ben i Atlanterhavet. Efter 143 dage havde canceren bredt sig til Terrys lunger, og han blev tvunget til at standse ved Thunder Bay, Ontario. Han havde da i gennemsnit løbet et marathonløb om dagen (42.195 km). Terry Fox døde den 28. juni 1981, én måned før sin 23 års fødselsdag. Hans forældre arbejder stadig for at holde liv i Marathon of Hope. Det første Terry Fox Memorial Run blev afholdt den 13. september 1981 på 880 steder i hele Canada og med mere end 300.000 deltagere. I 2002 var der mere end 620 internationale løb under navnet "Terry Fox Run" i 53 lande. Mere end 1,3 millioner mennesker deltager i løbet hver år, og (i 2011) er der indsamlet mere end $500 millioner til cancerforskning.
En anden sportsmand i Hall of Fame er Rick Hansen (Richard M. Hansen), født i 1957. 15 år gammel blev Rick lammet fra livet og nedefter som følge af en automobilulykke. I stedet for at miste modet gik han i gang med en intens genoptræning samtidig med, at han gennemførte først high school og siden et studium på UBC (University of British Columbia). Rick vandt nationale mesterskaber i rullestolsvolleyball og -basketball. Han deltog i de paralympiske lege (også benævnt Handicap-OL) i 1980 og 1984 og vandt tre guldmedaljer, to sølvmedaljer og en bronzemedalje. Ved handicap-OL i 2010 bragte han faklen ind på det olympiske stadion. I 1979, 1980 og 1982 blev han udnævnt til "National Disabled Athlete of the Year". Ved siden af sin sport bruger Rick megen energi på at rejse penge til forskning indenfor rygmarvsskader. I marts 1985 indledte han en verdensomspændende tur, "Man in Motion World Tour" i sin kørestol med det mål at indsamle $10 millioner. Turen begyndte i Vancouver og sluttede på BC Place Stadium i maj 1987 efter 792 dage og 40.073 km. Den gik gennem 34 lande og rejste mere end $26 millioner.
Under vores første besøg til Vancouver nåede Birgit og jeg ikke Vancouver Art Gallery. Men denne gang tog vi derhen første gang, vi kom downtown - kun et par minutters gang fra Granville Station. Bare for at få at vide, at museet er lukket om mandagen udenfor turistsæsonen. Så vi kom tilbage den følgende dag. Bygningen er meget elegant med nyklassicistiske søjler og indgangene bevogtet af løver og andre imponerende stenskulpturer. I hallen talte vi med 2 kvinder: en sort kvinde med en baby og hendes svigermoder. Svigermoderen var kommet til Vancouver fra USA for at se sit nyfødte barnebarn - præcis samme grund, som havde bragt Birgit og mig til Vancouver. Svigermoderen fortalte os, at hun var i gang med at overtale sin mand til, at de skulle flytte til Vancouver, manden var netop gået på pension.
I begyndelsen af 1900-tallet vandt Francis Rattenbury en arkitekt konkurrence om opførelse af en retsbygning til byen Vancouver. Ved vores besøg på museet vidste vi ikke, at vi skulle møde Mr. Rattenbury igen i Victoria, hvor han har designet nogle af de mest imponerende bygninger på Vancouver Island: Empress Hotel og Parlamentet. Retsbygningen er meget imponerende med marmor importeret fra Alaska, Tennessee og Vermont. Domhuset tjente byen i mere end 60 år.
Efter 60 år var byen imidlertid vokset fra sin retsbygning, og Arthur Erickson - en anden stor canadisk arkitekt og designer - blev bedt om at redesigne bygningen og tilvejebringe nye og bedre faciliteter. Erickson konverterede den gamle retsbygning til et nyt hjem for Vancouver Art Gallery. Det indre måtte fuldstændig redesignes for at leve op til kravene for en kunstmuseum. Retssale blev omdattet til åbne områder, og den gamle kobber kppel over den majestætiske rotunda blev erstattet af et 4.9 m stort vindue af fiberglas, som tillader lyset af komme ind. Inde i bygningen er der masser af gipsarbejder, marmorhaller og tunge trædøre. I anneksbygningen kan man stadig se dele af den oprindelige bygning, som er erklæret for national kulturarv, såsom de originale domhusbænke. Redesignet blev afsluttet i 1983.
Foran museet er der en plæne, hvor folk nyder sokskinnet om sommeren. Den smukke fontæne - the Centennial Fountain - foran museet blev lavet til minde og foreningen af Vancouver Island and British Columbia i 1866.
Museets bagside vender ud til Robson Street. Midt på pladsen er der lavet et forsænket område under to glaskupler. Her er der et skøjteområde, "Biker's Beach", en restaurant og nogle mindre butikker. Jeg kan forestille mig, at området er tæt befolket om sommeren ved frokosttid. Dybest nede er der et "Media centre" med udstillingsrum, et teater samt et konferencecenter.
Vancouver Art Gallery er det største kunstmuseum vest for Toronto. Det fokuserer dels på nutidskunstog dels på kunst fra British Columbia. Samlingen er på mere end 6.500 værker. Ikke overraskende ejer museet verdens største samling af Emily Carr.
Museet er berømt for sit udstillingsprogram, som dels udvikles in-house, dels lånes fra andre museer. Vi syntes især godt om musets offentlige programmer, som omfatter skolebørn, familier, universitetsstuderende og pensionister - programmerne er blandt de bedste og mest kreative af sit art i Canada. Vi havde meget morskab af at se et par skoleklasser blive introduceret til kunsten.
På vores vej rundt i samlingerne mødte vi ikke museets mest prominente gæst, Charlie, som er spøgelset af immigrationsofficer William Charles Hopkinson, som blev myrdet her. Medlemmer af personalet mener, at Charlie spøger nede i kælderen, hvor de oprindelige fangeceller stadig befinder sig. Du kan evt læse mere om William Charles Hopkinson her.
I Vancouver Sun havde vi læst, at den aktuelle udstilling på museet var Images of Canada by Krieghoff. Cornelius Krieghoff (1815-1872) kaldes undertiden for "Fader til canadisk malerkunst". Udstillingen omfattede mere end 150 værker, som viser det canadiske familieliv og landskaber i årene op til dannelsen af den canadiske stat. Denne fandt sted den 1. juli 1867 og omfattede i første omgang provinserne Nova Scotia, New Brunswick, Ontario og Quebec. Værkerne omfattede Krieghoffs udvikling fra hans tidligste start til han senere mesterværker. Før Vancouver havde udstillingen været vist på museer i Quebec og Ottawa. Efter Vancouver skulle udstillingen videre til Montreal. Det var for os en perfekt lejlighed til at lære noget om livet i det unge Canada.
Images of Canada viser Krieghoffs rolle som fortolker af det canadiske landskab og det hårde liv midt i det 19. århundrede. Cornelius Krieghoff er født i Amsterdam og kom til Canada i 1840 efter 3 års tjeneste i den amerikanske hær. Uden formel uddannelse gik Krieghoff i gang med at overføre til lærred, hvad han så omkring sig, og han viste sig hurtigt som en mesterlig fremstiller af den canadiske landbefolkning, dvs bønderne og indianerne. Han overlod til betragteren selv at vurdere deres hårde tilværelse, men også deres synlige og naturlige livsglæde. Hans landskabsbilleder og billeder af indianernes (first nation) liv er her mere end 125 år efter hans død blevet ikoner over en idealiseret fortidig tilværelse.
Fra 1846-1853 kunne Krieghoff ikke leve af de indtægter, han fik fra salget af egne billeder, da fransk-canadierne i begyndelsen ikke brød sig om hans genre. Han begyndte da at lave reproduktioner af berømte malerier - skønt han hadede det, men salget af disse gik bedre. Men omkring 1860 var Krieghoff en veletableret maler i Quebec.
Krieghoff rejste rundt i Europa i 7 år, inden han i 1870 vendte tilbage til Quebec. Han udstillede flere steder i Europa, fx i Exposition Universalle, Paris i 1867. Efter sin hjemkomst malede Krieghoff i endnu højere grad personer, oftest indianere og bønder. Der er ikke mange forårs- og sommermotiver i hans værker. Det skyldes formentlig, at hans købere, som boede i byerne, fandt scener med bønder og indianere i kamp mod det vanskelige klima mere spændende end solskinsmotiver. Hans billeder viser accept af tilværelsen, som den er. Livet var hårdt i en træhytte i vildnisset, men der er også glæde og humor i hans billeder. Krieghoff havde et godt øje til detaljen: damp fra hestenes næsebor, den smeltede sne omkring skorstenen på en hyttetaget, solnedgange, stormskyer og stjerneskær. Sidst i 1871 flyttede Krieghoff til Chicago, hvor han døde et par måneder senere. Han er begravet på Graceland Cemetery i Chicago.
På vej hen til kunstmuseet så vi en smuk kirke på Burrard og Nelson. Birgit og jeg kan ikke lade være at gå ind i enhver kirke, vi møder. Og stort set hver gang er vi meget velkomne til at se os omkring, således også denne gang. En sød dame viste os rundt og præsenterede os for kirken, som er bygget i 1933. Hun virkede lidt imponeret, da jeg fortalte hende, at vores lokale kirke i Danmark var omkring 500 år gammel, da St. Andrew's blev bygger. Vi satte os ned et øjeblik og nød de mange smukke glasmosaikker. Kvinden foreslog, at vi kunne komme igen søndag kl 16:00 for Jazz Vespers eller torsdag kl 20:00 for Thursday Night Live.
Thursday Night Live!
Torsdag aften tog vi downtown med SkyTrain og spiste til aften på en restauration i nærheden af St. Andrew's. Og kl 19:45 sad vi bænkede sammen med omkring 50 andre, som også glædede sig til gospel koncerten. Rev. Gordon Turner var præst og historiefortæller. Da Gordon Turner kom til St. Andrew's i 1991, havde han en baggrund som jazzmusiker (på trombone) og han havde stået for mange "jazz gudstjenester" i Toronto. Siden 1993 har Jazz Vespers været en del af kirkens planlagte tjenester. Gordon Turner understregede, at "Jazz er født i kirken". Og at "Gospel var et led i kampen for frihed, anerkendelse og personificering af de sorte slavesamfund i syden. De sorte satte i musik den overbevisning, at de kunne stå oprejst midt under undertrykkelse af deres verden".
Ugens program bestod af 3 set, hver med sit tema, fx "Konversation med den kristne historie". Rev. Gordon introducerede hvert tema, som blev fulgt af et antal sange af "the Singspiration Singers" under ledelse af Julie Blue.
Julie Blue er sangskriver og har skrevet prisvindende musik til film, teater og TV. Hun er også udøvende musiker (keyboard) og har udgivet 4 CD'er. Hun er leder af Singspiration Singers, underviser og arrangerer workshops om sang og sangskrivning. Hun havde skrevet 5 af sangen i koncerten. Kombinationen af Rev. Turner's fortællinger og korets sang var en både bevægende og engagerende oplevelse. Koncerten varede ca 1½ time. Vi var begge glade, fordi vi havde taget imod invitationen. Næste gang vil vi overvære Jazz Vesper.
En af de sidste dage under vores besøg i Vancouver foreslog Claus, at vi tog til Indiatown eller Little India, som er området omkring 49th Avenue og Main Street i Vancouver South. Det er en miniatureudgace af Indien - jeg må tilstå, at jeg gætter, da jeg endnu ikke har været i Indien. Masser af etniske butikker med eksotiske madvarer, silke, guld og juveler i vinduerne, kryddeributikker etc. Skønt (fordi?) det var søndag, vrimlede alle butikkerne med personer tilsyneladende af indisk oprindelse. Kvinder promenerede med guldarmbånd om begge håndled. Vi var inde i et par butikker, og Birgit og Janet så en ung kvinde prøve en flot brudekjole. Der er adskillige andre etniske bydele i Vancoubver, fx Chinatown downtown Vancouver, Little Italy på Commercial Drive i East Vancouver og masser af græske restaurationer på West Broadway i Kitsilano. Men af disse fandt vi Indiatown mest spændende og ikke overfyldt med turister. Ja, jeg ved godt, at jeg selv er turist, men derfor behøver jeg vel ikke at kunne lide andre turister.
Skønt Birgit og jeg elsker Vancouver, er vi ikke fuldstændigt blinde for de storby problemer, som Vancouver kæmper med. Janet, vores svigerdatter har arbejdet som "street-nurse" i flere år Downtown East Side. Mange af hendes klienter er alkoholikere og stofmisbrugere. Statistikken fortæller, at der hvert år er ca 400 personer, som dør af en overdosis (i 1988 39 personer). Mere end 60% af stofmisbrugerne er HIV-positive. Det synes, som om Vancouver tiltrækker stofmisbrugere ikke kun fra British Columbia men fra hele Canada og dele af USA.
Mange personer af indiansk oprindelse har skiftet deres kedelige liv i reservaterne ud med en alkoholiseret tilværelse i storbyen. Indtil 1951 var indianske ceremonier samt udskæring af totempæle forbudt ved lov!
Skønt arbejdet i gaderne i Vancouver East Side er hårdt og sommetider skræmmende, omtaler Janet sine klienter med respekt og medfølelse. Mange af dem er blevet misbrugt tidligt i livet. Nogle af dem er ekstremt intelligente, har en højere uddannelse og havde tidligere et vigtigt job, men et eller andet slog dem ud af kurs. Så Janet finder sit arbejde både hårdt og givende (og her tænker hun ikke på lønningschecken) - skønt hun mener, at de ressourcer, der bruges på disse alvorlige problemer, er alt for små.
Også denne gang spadserede Birgit og jeg til Granville Island. Den ligger under den sydlige del af Granville Street Bridge. Mens vi stod på et hjørne af Granville Street og studerede vores bykort, kom en nydelig herre hen og spurgte, om han kunne hjælpe. Faktisk skete det hver gang, vi kiggede i kortet, at en eller anden tilbød at hjælpe. Så enten er canadierne meget hjælpsomme, eller også ser vi særligt hjælpeløse ud. Vi fortalte, at vi ville spadsere til Granville Island, og om han ikke bare ville pege i den retning. "Men I kan da ikke spadsere til Granville Island", sagde han. Vi spurgte, "Hvorfor ikke, hvad er problemet?", og han svarede, "Det er alt for langt borte". Det er tydeligt, at canadiere (i hvert fald i Vancouver) ikke er så glade for at gå som vi danskere. Men i løbet af ca 20 minutter, nåede vi frem til Granville Island. For at være ærlig er det ikke den kønneste del af Vancouver, man kommer ugennem, så ved andre lejligheder har vi taget bus #50 eller #51.
Her er et kig fra Granville Street Bridge ned på Granville Island.
Granville Island er en lille halvø, som nævnt forbundet til downtown Vancouver med Granville Street Bridge. Fra 1920 havde området svær industri, og under anden verdenskrig blev der bygget et skibsværft her. I begyndelsen af 1970'erne begyndte et par foretagsomme forretningsfolk at renovere det nedslidte område. Med støtte fra regeringen omdannede de dette rygende område med savmøller, støberier, slagterhuse og andre industrier til et stad for handel, kultur og underholdning. Renoveringen af bygningerne var afsluttet omkring 1980, og området er en et vigtigt turistområde. Hvert besøg i Vancouver omfatter et eller flere trip til Granville Island.
Granville Island rummer et hotel, flere teatre, adskillige kunstgallerier, et kæmpestort marked og en masse mindre butikker. En tidligere industribygning huser "Emily Carr Institute of Art and Design", en af Canadas førende kunstskoler. Der ligger adskillige kunststudier her sammen med mange butikker med kunsthåndværk. Her ligger et "Kids only Market" med legetøj, tøj og computer spil. Der er to legepladser i området samt et vandland, så det er ikke noget problem at tage ungerne med. De elsker også de mange gadekunstnere og -musikanter, der optræder. Herudover har Granville Island et større antal restauranter.
"Granville Public Market" er et af de vigtigste markeder for ferskvarer og grønsager i Nordamerika, og et Mekka for gourmeter. Fra den frodige Okanagan Valley øst for Cascade Bjergene, (4-5 timers kørsel fra Vancouver) kan man købe jordbær, aprikoser, ferskner, pærer og æbler. Du kan også finde amerikanske blåbør i kæmpestørrelse, italiens pasta i alle former og farver, fransk brød, canadiske baggles, dansk ost, tyske pølser, lokale strudsemedailloner, and, fisk, seafood: vild sockeye laks, krabber, rejer og muslinger. Importerede delikatesser fra hele verden, krydderier fra Asien, (udmærkede, men dyre) indenlandske vine og udenlandske (dyre, men ikke nødvendigvis udmærkede), masser af ost, desserter etc. Inde i markedet er der adskillige mindre spisesteder.
Vi elsker at slentre rundt på Granville Island og nyde den lille havn og marinaen, hvor folk bor på deres husbåde, Et par gange tog vi de små elektriske både, som transporterer passagerer over False Creek.
I sommersæsonen er der mange aktiviteter på Granville Island, fx New Play Festival (begyndelsen af maj), Vancouver International Children's Festival (sidst i maj), International Jazz Festival (sidst i juni), Vancouver Folk Music Festival (midt i juli), Vancouver International Comedy Festival (juli/august), Vancouver International Wooden Boat Festival (sidst i august), Vancouver International Fringe Festival (tidligt i september) and Vancouver International Writers & Readers Festival (sidst i oktober).
Da Granville Island Brewing Company åbnede i 1984, var det det første mikro-bryggeri i Canada. Der var nogle problemer i begyndelsen, fordi loven krævede, at der skulle være en offentlig vej mellem bryggeriet og forretningen, men det blev løst. Siden da er der dukket flere mikro-bryggerier op i Vancouver, fx Steamworks i Gastown og Yaletown Brewing. I 1995 flyttede hovedproduktionen til Kelowna, mens selskabets hovedkvarter forblev på Granville Island. Året efter investerede selskabet mere end 1 million dollars "for at sikre bryggeriets industrielle arv på Granville Island". Underetagen indeholder bryggeriet, rum til smagning af den øl, der brygges på stedet, samt en butik.
For $6 dollars tilbyder Granville Island Brewing Company en tur, som indeholder smagning af 5 øltyper samt et ølglas til ejendom. Børn skal give $1 for en sodavand, men får ingen glas. Denne tur måtte Birgit prøve. Hun er glad for øl. Når vi er på ferie til fx Sydeuropa, får vi altid mindst én øl om dagen. Men i Vancouver er det næsten umuligt - i hvert fald vanskeligt - at få en øl. Du er nødt til at gå til særlige butikker for at købe dem. Der er næsten heller ingen udendørs steder, hvor du kan få en øl. Og hvis du finder et sted, som serverer øl, bliver du bedt om at drikke den inden døre. I betragtning af, at mange canadiere kan lide øl - og de laver rigtig god øl i Canada, føles det lidt mærkeligt - i det mindste for vi udlændinge.
Ture starter kl 12, 14 og 16 på hverdage, og kl 12, 13, 14, 15 og 16 i weekender fra Cartwright St 1441. Vi mødte op 1 time før og skrev os på en liste. Det viste sig at være en god ide, da de kun kunne tage 14 personer ad gangen. Turen begyndte med en grundig gennemgang af produktionsprocessen og bryggeriet, herefter blev vi bænkede i ølsmagningsområdet.
Omgivelserne var lidt sterile og manglende efter min mening atmosfæren fra en rigtig bryggeripub. Men når det er sagt, så var øllet fortrinligt. På bryggeriet laves specialøl og sæsonbestemt øl (påskebryg, julebryg etc). Jeg forestiller mig, at bryggeriet bruger denne tur til at teste nye øltyper, før de kastes på markedet. Det betyder, at udvalget skifter fra uge til uge, men - så vidt jeg kan huske, prøvede vi English Pale Ale, Cypress Honey Lager, Gastown Amber Ale, Island Lager og Kitsilano Maple Cream Ale.
Inden vi forlod bygningen, besøgte vi den tilknyttede forretning, hvor man (selvfølgelig) kan købe øl og alle mulige remedier til anvendelse i forbindelse med øl. Vi kan anbefale denne lille tur, som tager en times tid.
Efter vi var kommet tilbage til Danmark, sendte min kusine Kisten sent mig disse 2 smukke billeder af False Creek, taget fra Granville Island.
Som tidligere nævnt er der så mange vidunderlige parker i Vancouver. bare 5-10 minutters gang fra Granville Island ligger Vanier Park. Parken (15 hektar) ligger i bydelen Kisilano ud til havet, og havudsigten er bare fantastisk. I Vanier Park ligger H.R. MacMillan Space Centre med dets observatorium, planetarium og teater. Herudover finder man Vancouver Museum og Vancouver Maritime Museum her.
Om foråret - almindeligvis i sidste halvdel af maj - afholdes Vancouver International Childrens Festival i telte i parken. Børnene bliver underholdt - og i nogle tilfælde oven i købet undervist - gennem programmer med jonglører, klovne og akrobater, dukkehows, sans, historiefortælling, synd-med koncerter og musik.
Efter festivallen - fra juni til september - starter Bard On the Beach i Vanier Park. Denne Shakespeare Festival begyndte i 1990 med den mission at "levere billige, tilgængelige Shakespeare produktioner af fineste kvalitet til Vancouvers borgere og turister". Der er to scener: hovedscenen, telt med 520 pladser og studiescenen, telt med 240 pladser. Hovedscenens telt er åben i den ene ende, således at skuespillerne optræder på en spektakulær baggrund af bjerge, hav og himmel. Dette års (2005) repertoire på hovedscenen var "Som man behager" og "Love's labour's lost", og på studiescenen "Hamlet, prins af Danmark" og "Rosenkrantz og Gyldenstjerne er døde". Teatret beskæftiger mere end 30 skuespillere. I 2004 så mere end 80.000 tilskuere forestillingerne.
Som nævnt er Vanier Park hjemsted for H.R. MacMillan Space Centre, Vancouver, som består af et planetarium og et observatorium. Planetariet anses for et af de bedste i Nordamerika. Med sin fantastiske udsigt over Vancouver og havet er det utvivlsomt det smukkest beliggende space centre i verden. Centret, som er bygget i 1968, men har undergået mange forvandlinger undervejs, er forbundet med Vancouver Museum. Bygningen er unik med sin runde form og den kæmpestore matalkrabbe foran. Udover planetariet og observatoriet indeholder det "the Cosmic Courtyard hands-on gallery", a Virtual Voyages full-motion simulator, GroundStation Canada exhibits og multimedia- og laser shows. En avanceret projektor kan vise en 360-graders gengivelse af universet set fra Vancouver på en kuppel med 20 meters diameter. Centrets "overnight adventures" og "space camps" er populær blandt større skolebørn og studerende.
Space centret har alle mulige programmer, både uddannende og underholdende. Fx er der et program, hvor highschool students giver lektioner om universet til elever fra elementary school. . Du kan også gå til en "Rocket Building Workshop". Britt's - vores barnebarn - børnehave kommer på besøg på space centret et par gange om året. Så selvfølgelig måtte vi derhen og se underne more sig og rejse gennem universet. Vi kan bestemt anbefale at bruge en eftermiddag på space centret - eller måske en hel dag, hvis I har større børn med.
Harvey Reginald MacMillan (1885-1976) var tømmermagnat. Han kom fra Ontario til Vancouver i 1908 som assisterende inspektør i Western Canada Forest Reserves, men måtte tilbringe to år på et TB sanitorium. I 1912 blev han udnævnt til ledende B.C. forester. I 1919 grundlagde han H.R. MacMillan Export. BTW hans direktør og senere partner var W.J. VanDusen, som du møder længere nede på denne side.
Den 400 hektar store Stanley Park, den største i Canada - ligger tæt ved downtown Vancouver og er en af byens mest dyrebare skatte. Og samtidig en hyldest til byens forudseende grundlæggere. I 1860'erne var det et militærområde, hvorfra man skulle beskytte havnen mod mulige angreb. (Amerikanerne havde gjort kolonien nervøs med deres besættelse af San Juan Islands i Georgia Golfen fire år tidligere). Da der aldrig blev behov for dette, blev områder i 1886 indlemmet i byen som en park. For at være helt ærlig var det ikke et foræring, idet regeringen leasede det til byen Vancouver for $1.00 pr år de næste 100 år (jeg har ikke kunnet finde ud af, hvad der skete i 1986, men jeg formioder, at området nu tilhører byen). Langs det 10 km lange kystlinie løber en sti, som er særdeles populær blandt fodgængere, cyklister og rulleskøjteløbere. Du kan også finde dejlige strande, badeanlæg, udsigtspunkter, fugle som mandarin ænder, trompeter svaner og canadiske gæs, smukke haveanlæg, en gammel regnskov, et fantastisk akvarium, sommer teater (Theater under the Stars), en miniature jernbane, skakbræt og en lille bondegård for børn foruden masser af sportsfaciliteter.
I 1909 forærede byen New York Vancouver en gave bestående af otte par grå egern til udsættelse i Stanley Park. Nu er parken tæt befolket med disse smukke skabninger. Jeg håber, at borgerne i Vancouver er lige så fascineret af dem som vi turister. Stå/sid stille med fx lidt frø eller et par nødder i hånden, og i løbet af et par minutter kommer et par egern og snapper efter dem. Alle parkens svaner er afterkommere efter et enkelt par, som byen fik fra New South Wales Zoological Society i 1901.
Vi tog SkyTrain til Granville Station and spadsere de ca 15 minutters gang ad Georgia Street til Stanley Park, hvor vi bare slentrede omkring. Siden vores seneste besøg var rulleskøjteløberne blevet meget dominerende i parken. Jeg gætter på, at Vancouver er den første by, hvor der er en max. grænse for løb på rulleskøjter. Du risikerer en fartbøde, hvis du løber hurtigere end 15 km i timen. Sidst vi var i Stanley Park, tog vi en guided your i en hestetrukket vogn. Denne gang foretrak vi at gå rundt et par timer.
Også denne gang besøgte vi Vancouver Aquarium, som altid er et besøg værd. Sandsynligvis et de mest imponerende akvarier i verden. Mere end 8.000 forskelige havdyr fra Stillehavet kan ses her. Der er adskillige shows hver dag (og jeg mener hver dag, da akvariet er åben for publikum 365 dage om året). Janet og Claus har et "familiekort", og tager ofte Britt med til akvariet. Da vi var der sidst, så det daglige program således ud:
11:00 Beluga Show
11:30 Fodring af havodder
12:00 Hajdykning Show
12:30 Beluga Show
14:00 Fodring af havodder
14:30 Beluga Show
15:30 Pacific Canada Dive Show
16:30 Beluga Show
17:00 Fodring af havodder
På vores spadseretur så vi en kopi af "den lille havfrue". I virkeligheden ikke en kopi men en efterligning. For 30 år siden bad Stanley Park byen København om tilladelse til at lave en kopi af statuen, som kan ses i på Langelinie ved København. Af en eller anden grund (ukendt for mig) fik parken ikke lov, hvorfor de lavede en pigestatue iført en badedragt og kaldte den "Girl in a Wetsuit". På billedet kan du se fyrtårnet ved Brockton Point i baggrunden.br clear=all>
Hver aften kl 9 affyres en kanon i nærheden af Brockton Point. Under optimale atmosfæriske forhold kan den høres ca 70 kilometer borte. Denne 12 punds forladerkanon er støbt i Woolwich i England i 1816. I 1894 blev den stillet op ved Hallelujah Point, tæt ved dens nuværende position. Tidligere - det vil sige før 1894 - var det fyrmesteren på Brockton Point's job, William D. Jones at sætte ild til dynamitten hver aften kl 9. På den tid var skibene meget afhængige af tidevandet, hvorfor skipperne satte deres kronometre efter signalet. I virkeligheden ikke efter braget fra kanonen, men fra mundingsilden. Rygter vil vide, af fyrmester William D. Jones indstillede kanonen til at pege på rådhuset - der kan sikkert tænkes mange gode forklaringer på dette.
Kanonen var på et tidspunkt opstillet i Nanaimo på Vancouver Island og var i aktion under en amerikansk-canadisk grænsestrid i midten af 1800-tallet. Kanonen har kun været tavs under anden verdenskrig samt i 1969, da den blev 'kidnapped' af nogle ingeniørstudentende fra UBC. Kanonen blev snart efter udvekslet med betaling af løsepenge til et børnehospital. En ande historie fortæller, at en søn ladede kanonløbet med sin faders aske kort før kl 9. I dag er kanonen solidt svejset fast til sir fundamant og beskyttet af et metalgitter. So don't get any fancy ideas. Idag affyres kanonen elektronisk.
Ved "The Third Beach" står der en kæmpestor rød cedar, næsten 30 meter i omkreds. National Geographic Society har adopteret træet, som de anser for at være det største af sin slags i verden. I nærheden står et andet spændende træ, "The Hollow Tree".
På vejen tilbage passerede vi de imponerende totempæle, som er skåret af medlemmer af Haida klanen - ikke helt så imponerende som de totempæle, vi har set på UBC Museum.
Et af de smukkeste steder i parken er Lost Lagoon. Navnet stammer fra en digt, Legends of Vancouver, The Lost Lagoon af Pauline Johnson(1861-1913). Pauline Johnson var af blandet herkomst, hendes fader var mohawk chief og hendes moder britisk. Hvis du har lyst, kan du læse nogle af de smukke indianske legender, som hun samlede. I overensstemmelse med hendes sidste ønske blev hendes aske spredt i Stanley Park indenfor syns- og hørevidde af Siwash Rock. Indtil 1929 var Lost Lagoon en ferskvandssø. Idag er den et tilholdssted for vilde fugle. En spadseretur rundt om søen er en betagende oplevelse.
Fra Prospect Point er der et fantastisk syn til bjergene og Lions Gate Bridge. Denne berømte bro blev bygget i 1937 af Guiness familen - ja, dem med øllet - da de besluttede at investere i land på nordkysten af Vancouver. I 1932 købte de 4.000 hektar på West Vancouver bjergside. Tanken var at udvikle landområdet og få folk til at bosætte sig der. Som du kan forestille dig, var projektet meget populært, da det blev realiseret under depressionen, og indvendinger mod, at der skulle laves en vej gennem hjertet af Stanley Park, blev imødegået. Da broen blev bygget med sine 472 meters længde og 111 meters højde ved det verdens længste hængebro. Mere end 60.000 biler passerer broen hver dag. Efterhånden som trafikken voksede, fik Lions Gate Bridge ofte forstoppelse i myldretiden, og i 1998 besluttedes det at renovere og udvide broen. Håbet er, at det vil lægge 30 år til broens levetid. Arbejdet blev udført om natten samt i weekender, når Second Narrows Bridge kunne klare trafikomfanget. Vi kan berette, at det ikke altid skete uden problemer.
Som flere gange nævnt er der mange dejlige parker i Vancouver. En gang besøgte vi The VanDusen Botanical Garden i hjertet af byen. Haven, som er på 22 hektar, åbnedes i 1975. Der er flere end 7.500 forskellige planter indsamlet fra seks kontinenter. De kan vokse her pga det milde (læs våde) klima i Vancouver. Bestemte områder er beplantet for at vise botaniske relationer som fx "Rhododendron Walk" eller "Sino Himalayan Garden". Vores svigerdatter Janet fortalte, at haven er pragtfuld på alle årstider.
Whitford Julian VanDusen (1889-1978) var tømmermagnat. I 1919 blev han direktør i H.R. MacMillan Export, senior vice president fra 1945-1949 og vicebestyrelsesformand fra 1949-1956. Han trak sig først tilbage i 1969. VanDusen var meget involveret i filantropisk arbejde, fx i Vancouver Foundation (1943). Han donerede penge til køb af området til Shaughnessy Golf Course, nuværende VanDusen Botanical Gardens.
Den 52 hektar store Queen Elizabeth Park har omkring 6 millioner gæster om året. Parken var oprindelig et stenbrud, som leverede materiale til bygning af Vancouvers første større veje. I 1929 overtog byen området, som var blevet en torn i øjet for de fleste. Parken blev indviet af kong George VI og hans hustru, dronning Elizabeth under et besøg til Vancouver i 1939.
En dag tog Janet og Claus os med til Capilano Suspension Bridge and Park, som ligger 10 minutters kørsel fra downtown Vancouver - gennem Stanley Park over Lions Gate Bridge og så nordpå ad Capilano Road.
Capilano Suspension Bridge (hængebro) er sandsynligvis Vancouvers ældste turistattraktion, oprindelig bygget i 1889. Den bro, vi ser i dag, er den 4. bro på stedet. Den spænder 137 meter og går 70 meter oppe over den spektakulære, stedsegrønne Capilano River Canyon. Det siges, at der er plads til, at to Boeing 747'ere fly kan passere samtidigt vinge mod vinge - og så er der endda plads til overs. Den påstand er mig bekandt endnu ikke bevist. Stålkablerne er fastgjort til en 13-ton betonblok i hver ende af broen: det svarer til, siger broens ejer, at fire elefanter holder fast i hver ende af kablet. Capilano Suspension Bridge and Park blev for nylig udnævnt til British Columbias "Best Outdoor Attraction" for andet år i træk. Hvert år kommer mere end 800.000 besøgende til stedet.
På trods af, at broen svingede under dig, og at det regnede den dag (vi er vel i Vancouver, ikke?), var det ikke så skræmmende at passere broen. Vi så nogle førstegangsturister i begyndelsen klynge sig til kablerne, men snart var de i stand til at gå frit og kunne standse på midten og tage billeder af den vældige kløft under dem.
Et "historisk center" fortæller besøgende til de pionerer, som skabte Capilano og Vancouvers historie, og der er meget oplysning af hente fra udstillingen af gamle genstande og bøger. First Nations' ("de indfødtes") historie vises på et træskæreri, ligesom man har 25 autentiske totempæle, samlet siden 1930'erne. Der er oprettet stier gennem den 300 år gamle regnskov, langs med fredfyldte ørreddamme og gennem frodig vækst. På interaktive skærme kan man identificere skovens flora og fauna. Kæmpestore illsutrationer viser livet i damme og skoven. I "The Big House" kan du se "indfødte" skære i træ. Endelig kan man købe turist stuff som træarbejde, læderfodtøj (mokkasiner), bøger, og T-shirts i den historiske "Trading Post".
I 1888 ankom George Grant Mackay, en skotsk ingeniør til den unge by Vancouver. Mackay købte 6.000 hektar skov på begge sider af Capilano River og byggede en hytte på kanten af kløften. Med hjælp fra to indfødte og en håndfuld heste fik Mackay udspændt et hampereb og en bro af ceder planker hen over floden. De indfødte kaldte broen "den leende bro" efter den lyd, der fremkom, når vinden fejede gennem kløften. Mackays hytte og broen blev et populært sted for hans venner, "the Capilano Tramps". Efter Mackays død blev hamperebet udskiftet med en stålwire i 1903.
Næste person på scenen er Edward Mahon, der ligesom Mackay arkom til Vancouver i 1888. Efter års arbejde i minerne vendte Mahon tilbage til Vancouver, hvor han købte land på nordkysten, heriblandt Capilano Suspension Bridge. 48 år gammel blev Mahon forelsket i Lilette, en 19 år gammel datter af hans afdøde ven, James Rebbeck. Mahon bad Lilettes moder, Elizabeth D'abbadie Rebbeck om at flytte ind i Mackays hytte og bestyre stedet. Planen lykkedes, og et år senere blev Mahon og Lilette gift. Elizabeth plantede haven til med blomster som rhododendron og azalea. I 1911 blev "Tea House" bygget, og i 1914 forstærkede Mahon broen med flere kabler.
Første verdenskrig bragte hårde tider og ensomhed til Elizabeth, indtil hun mødte og giftede sig med en ung, flot ranger, "Mac" MacEachran. Under depressionen var Mac nødt til at tage andet arbejde, og i flere vintre arbejde han på Tahiti.
I 1934 fortalte Mac Elizabeth, at han havde en 19 år gammel datter, som han ønskede at bringe til Capilano. Den dybt skuffede Elizabeth indvilligede, og man gik i gang med at bygge et nyt og større hus. Elizabeth døde imidlertid, inden huset var færdigt. I 1925 kom 2 danske tømrere til Capilano. For kost og husly huggede de figurer i ceder træ af den indfødte befolkning. Desværre kendte de kun til "rødhuderne" fra film og deres barndoms bøger, så resultatet blev figurer af disse prægtige prærieindianere med krigsmaling og fjerprydelser. Jeg er glad for, at jeg tog nogle billeder af disse figurer, da protester fra First Nation People sikkert vil medføre, at figurerne blivere fjernet. Northwest kystindianerne har meget lidt til fælles med deres slægtninge fra prærierne, men det var en sjov historie for os danskere. I 1935 købte Mac broen af Mahon og inviterede lokale indfødte til at anbringe deres totempæle i parken. I 1945 solgte Mac broen til Henri Aubeneau og flyttede til Californien.
I 1953 købte Rae Mitchell broområdet af Henri Aberneau, som var begyndt at markedsføre denne attrattion over hele verden. I 1956 byggede Mitchell en ny bro, anlagde stierne på vestsiden af kløften og ændrede Tea House til Trading Post Gift Store. Da Mitchell trak sig tilbage, overtog hans datter, Nancy Stibbard stedet, og hun kører fortsat forretningen. Nancy Stibbard har renoveret stedet betydeligt og forbedret spisemulighederne, toiletterne, informationstavlerne, udsigtsdækket og naturstierne betydeligt. Trading Post er blevet ført tilbage til dens udseende i 1911.
Capilano Bridge er bestemt et besøg værd - skønt jeg nok har svært ved at se, at området skulle være British Columbias "Best Outdoor Attraction". Men se selv.
Og nu til noget helt andet. Næsten hver gang, vi er i Vancouver, tager Birgit og jeg en tur til Lonsdale Quay, som er et kæmpe marked i North Vancouver. Almindeligvis tager vi Seabus fra Seabus Terminalen downtown Vancouver. Det tager kun 15 at krydse sundet, turen er smuk, og du kan bruge samme billet som til de øvrige offentlige transportmidler, dvs SkyTrain og busserne. For at være ærlig, tager vi ikke til Lonsdale Quay (udtales key) for at købe ind, skønt der er mere end 90 butikker i centret. Vi tager derover pga atmosfæren, som vi godt kan lide
Fra kysten af North Vancouver er der en fantastisk udsigt til Vancouvers skyline og havnen. Vi sætter os ofte på en af de udendørs restauranter og drikker en kop kaffe eller tager en tallerken suppe, mens vi nyder sceneriet. Der er ofte underholdning, fx har vi oplevet et sækkepibeorkester på stedet. Forbundet til centret er der en høj udsigtsplatform med et stort Q (for Quay).
Indendørs er der 60 dagligvareforretninger med fx nyfanget fisk, nybagt brød og kager, hjemmelavede desserter, suppe, frisk pasta, europæiske delikatesser, vinforretninger osv. osv. Tit kan vi ikke modstå fristelsen til at købe nogle specielle fødevarer med hjem. Måske kan vi lide stedet så godt, fordi der ikke er så mange turister som på Granville Island. Birgit kan lide at tjekke butikkerne med dametøj. Det ser ud til, at der altid er udsalg i disse forretninger.
Kom med os til dejlige Burnaby, en bydel (by) lige øst for Vancouver. Vi skal bl.a. besøge Den Danske Kirke i Vancouver.
En af de første aftener i Vancouver kom min kusine Enis og hendes mand Jim og hentede os. Efter en øl (canadisk, selvfølgelig) tog vi op på Burnaby Mountain, ikke langt fra hvor Janet og Claus bor (boede). Denne bydel - som faktisk er en selvstændig by - øst for Vancouver er opkaldt efter Robert Burnaby (1828-1878), en engelsk handelsmand og en af de tidlige kolonister i området. Den er bedst kendt for Burnaby Mountain og Burnaby Lake. I Deer Lake Park ligger Burnaby Village Museum, Burnaby Art Gallery, Heritage Village og Shadbolt Kunstcenter. Mere herom senere.
Først beundrede vi Burnaby Mountain Rose Garden med dens store og mangeartede samling af farvestrålende og duftende roser. Vi undrede os over Kamui Mintara skulpturerne (betyder Gudernes legeplads). Disse kæmpestore pæle er tydeligvis ikke First Nation ("indfødt") kunst. Jim, som er et omvandrende leksikon, kunne fortælle, at pælene var udskåret af den japanske skulptør Nuburi Toko og hans søn Shusei. De tilhører Ainu folket i Japan. Skulpturerne fortæller en historie om, hvorledes mennesker, guder og dyr deles om jorden i harmoni. De er symboler på det gode forhold mellem Burnaby og dens venskabsby Kushiro i Japan. Bag restauranten fandt vi to majestætiske Haida totempæle.
Vi fortrød, at vi ikke havde medbragt vores kikkert, for udsigten over Vancouver, Richmond, havnen og de omkringliggende bjerge er betagende. På en klar skal man kunne se over Georgia Strædet til Vancouver Island.
Herefter fik vi en pragtfuld middag - fisk til Jim og lam til vi andre tre - i restaurant
Horizons, som ligger tæt på toppen. Jim havde bestilt bord i forvejen, og jeg vil foreslå, at du gør det samme, hvis du ønsker at spise her. Kom ikke for tidligt, da det er fantastisk at betragte solnedgangen. På vejen tilbage kørte vi helt op på toppen af Burnaby Mountain for at se det arkitektonisk smukke Simon Fraser University (SFU) med Museum of Archeology and Ethnology. SFU er bestemt et besøg værd. Det er bygget (designet) i 60'erne af den kendte arkitekt Arthur Erickson (som du har mødt, hvis du har været med os downtown Vancouver). Betonbygningerne er meget futuristiske, og en hel del science fiction film er optaget på SFU. En gang om ugen i sommerperioden øver Simon Fraser University Bag Pipe Band i parken.
Under vores næste besøg i Vancouver i 2002 spiste vi igen på Horisons med Enis og Jim. Også denne gang fik vi en fortræffelig middag med udsøgte vine fra BC.
Et par gange har vi besøgt Burnaby Village Museum, som er et frilandsmuseum på ca 10 hektar. Det skal forestille et snapshot af Burnaby, som den formodedes at se ud i 1925 med udklædte borgere og historiske bygninger. På særlige datoer holdes særlige events som Victoria Day, Canada Day, Labour Day og på Teddy Bear Day. Landsbyen består af mere end 30 forretninger og hjem - en kinesisk urtehandler, en skole med ét klasseværelse, en grovsmed og en isbar. De fleste af de ca 40.000 genstande er erhvervet ved donationer. Vi overværede en smed (Jeff?) vise sine færdigheder for en skoleklasse. Jeg var så heldig at få den nøgle, som smeden producerede foran vores øjne. Museet har åbent fra maj til september og igen i december. Burnaby Village Museum minder en del om "Den gamle By" i Århus.
Britt var lige ved ikke at få en tur i den vidunderlige karrusel. Vi var ikke opmærksomme på, hvornår sæsonen startede, så vi dukkede op en af de sidste dage i april. Masser af frivillige var i gang med at gøre klar til åbningen den følgende weekend, så vi fik lov til at spadsere omkring. Jeg faldt i snak med manden, som betjente karrusellen og fortalte, at vi skulle tilbage til Danmark den følgende dag, og at vi således ikke ville få vores barnebarn at se på hans smukke karrusel. Mandens hjerte løb af med ham, og han startede karussellen med det fantastiske orgel og gav Britt og Claus en meget lang tur. Imens fortalte manden mig karussellens historie. Den er lavet af C.W. Parker i Kansas i 1912. I tre rækker har den 36 heste, 3 ponier, 1 vogn og 1 kørestol. Og et meget højt spillende Wurlitzer militærorgel. I 1935 kom den til Happyland Park i Hastings Park, Vancouver. Da denne park lukkede i 1957, kom karusellen til Playland Amusement Park i Vancouver. I 1990 blev den købt og restaureret af en gruppe frivillige Friends of the Carousel, som donerede den til Burnaby. Den har været tilgængelig for offentligheden siden 1993.
Centret rummer en række kulturelle faciliteter som et 285-sæders Theatre, et 150-sæders Recital Hall, et Studio Theatre, 6 dance studios, musikøvelsesrum, pottermagerværksteder osv. Der tilbydes et breds spektrum af kunstprogrammer for alle aldersgrupper: musik, teater, dans, maling, tegning, keramik og litteratur. Året igennem afholdes festivaller, koncerter, seminarer og workshops. Vi fik kaffe i caféen, hvor vi beundrede en udstilling af kunstværker, som var lavet af meget talentfulde unge elever.
I den vidunderlige park ligger et amfiteater med 10.000 sæder. Her afholdes festivaller og koncerter som "Symphony in the Park" og "Burnaby Blues Festival". I maj måned er der Rhododendron Festival.
Næsten hver gang, Birgit og jeg er i Vancouver besøger vi Den danske Kirke i Burnaby/Vancouver. Den nuværende kirke er fra 1984. Tilbage i 1920'erne overvejede Den danske evangelske lutheranske Kirke i Amerika, om der burde være en mission for danskere i Vancouver. I maj 1923 ledede pastor Rasmussen en gudstjeneste på dansk i Den norske Kirke i Vancouver. Det blev en månedlig tilbagevendende begivenhed at pastor Alfred Sørensen kom op fra Seattle. I sommeren 1923 dannede en gruppe på 21 Ansgar Menigheden (Ansgar, "Nordens apostel", som kristnede Danmark). Menigheden søgte om midler til at bygge en kirke ved organisationen "Den danske Kirke i Udlandet", men da det var under depressionen i 1930'erne, var midlerne knappe. Så pastor Alfred Sørensen måtte fortsætte sine lange rejser mellem Seattle og Vancouver.
I 1932 kaldte Ansgar Menigheden pastor Jørgen Nielsen fra Enumclaw, Washington. Da man nu havde en fastboende pastor, voksede behovet selvfølgelig for en kirke. I 1933 købte Ansgar Missionen en ejendom ved krydset mellem 19th Avenue og Prince Albert Street i Vancouver. I juli 1933 trak pastor Jørgen Nielsen sig pludselig tilbage, så Menigheden besluttede at indstille sine aktiviteter i Vancouver. Men så i 1935 sendte "Den danske Kirke i Udlandet" pastor Clemens Sørensen til Vancouver. Nu voksede behovet for en dansk kirke i Vancouver igen. Ansgar Menigheden havde ejendommet på 19th Avenue og Prince Albert Street - og dertil ca $150. Papirmursten blev fremstillet og solgt, hvilket indbragte yderligere $100. Pastor Sørensen skrev til personer, aviser og glade i Danmark og til alle danske i British Columbia for støtte.
En lille gruppe mennesker samledes på den sidste dag i året 1936 på hjørnet af 19th Avenue og Prince Albert Street for at tage det første spadestik på grunden til kirken. Professor Carl Brink Christensen, som i mange år havde været en dedikeret supporter for en dansk kirke i Vancouver, tog det første spadestik. Professor C.B. Christensen havde været lærer i den danske koloni i Cape Scott på Vancouver Island. På det nye års første arbejdsdag begyndte nogle arbejdere med en kobbel heste at grave ud til kælder.
Tiderne var hårde, og mange var arbejdsløse. Man besluttede derfor at betale alle arbejdsløse $1 om dagen for at hjælpe. Somme tider kørte pastor Sørensen omkring i sin gamle Ford og forsøgte at overtale arbejdsløse til at give en hånd med til bygning af kirken. Kvinderne hjalp også til med at servere varm suppe og kaffe med hjemmebagt kage.
På dagen for rejsegildet vajede det danske flag over kirkebygningen, og professor C.B. Christensen holdt en højtidelig tale. Den 8. maj 1936 blev professor Christensens kiste båret ud fra kirken. Det var den første kirkelige handling fra den endnu ikke fuldførte kirke.
På dagen for indvielsen den 15. august 1937 samledes alle danskere i kirken, Sct Ansgar Kirken. Der var indkøbt billige køkkenstole, en stor kasse beklædt med hvidt papir udgjorde alteret, og en foreløbig prædikestol blev konstrueret. Men på trods af de manglende møbler kunne kirken anvendes til kirkelige handlinger.
Prinsesse Margrethe og prins Henrik aflagde kirken et besøg i 1967. Anledningen var, at ØK havde inviteret prinsesse Margrethe til at åbne en papirmølle på Vancouver Island. Parret landede i BC's hovedstad, Victoria på Vancouver Island den 25. september 1967. To dage senere ankom de til Vancouver, hvor der blev holdt en reception med 500 gæster på Hotel Vancouver. Lørdag den 30. september aflagde parret besøg i den danske kirke. Da de kongelige gæster var kommet ind i kirken, kom folkedansere ind med flag, som repræsenterede de mange danske organisationer. Samtidig sang koret. Prinsesse Margrethe overbragte hilsener fra "mor og far", og hun hilste på hver enkelt af de fremmødte gamle, som sad på forreste række. Jeg er sikker på, at det for mange var et af deres livs højdepunkter.
I 1982 blev det besluttet at bygge en ny kirke, og arkitekt Søren Rasmussen blev bedt om at lave tegningerne. Kirken ligger Kincaid Street 6010, Burnaby ved siden af Dania Home. Dania Home, som er et hjem for pensionister, bygget af danskere i 1940’erne, tilbød at sælge en del af grunden til den danske kirke for $50.000; dette modsvarede hvad grunden over årene havde kostet Dania Home Society i ejendomsskat. Den gamle kirke blev solgt for $300.000 til The Church of the Good Shepherd, en kinesisk anglikansk menighed. I marts 1984 begyndte arbejdet. Behovet for frivillige hjælpere var begrænset, selv om der selvfølgelig blev udført mange aktiviteter for at rejse midler til byggeriet. Kirken blev indviet den 14. oktober 1984. Som du kan se på billedet ovenfor, ligner kirken en typisk dansk landsbykirke fra det 12. århundrede; blot er granit og mursten erstattet af tømmer og krydsfiner. Den ligner ubetinget en dansk kirke.
Foran kirken står den canadiske og det danske flag. På den danske flagstang er der to sølvplaketter, den ene lyder "Oct 14 1984", den anden "H.M. Queen Margrethe II and H.R.H. Prince Henrik of Denmark. Visit Vancouver, B.C. Oct 16 1991".
Som i de fleste danske kirker er der et modelskib under kirkeloftet. Faktisk er der hele to skibe. Mr. Holmgren, Vancouver donerede det første skib i 1937. Skibet, som er en fregat, blev stjålet på et tidspunkt, men efter nogen tid genanskaffet fra en marskandiser downtown Vancouver. Det andet ski blev som samlesæt doneret i 2000 af Poul Møller Hansen, Tsawwassen og samlet af Mogens Tveden, White Rock. Skibet er Fregatten Jylland, verdens længste træskib. Det danske krigsskib blev bygget i København i 1860, især kendt fra Slaget om Helgoland i 1864, en stor turistattraktion i Ebeltoft, ikke langt fra hvor vi bor.
Kirken har to orgler: i 2004 donerede Resen Kirke et pibeorgel. Det elektroniske orgel blev indkøbt i 1986. Plaketten på forsiden sider: "Dette orgel er givet af menigheden i den danske kirke til minde om de danske mænd og kvinder, som mistede livet for frihedens skyld under anden verdenskrig".
På ca halvdelen af kirkebænkene er opsat plaketter med navne. Vi undrede os over, hvad de betød, men jeg har senere fået at vide, at det er navne på de danske sogne, som bidrog til bygning af den første danske kirke i Vancouver.
Kongeligt besøg i 1991 Dronningen kiggede på den ufærdige broderede alterdug. Hun satte sig ned, og Vera Pii viste dronningen, hvor de tre kongelige sting skulle være. Dronningen protesterede og sagde, at det ikke var den rigtige farve tråd, hun havde fået. "Nej", sagde Vera Pii, "men vi ønsker i fremtiden at vide, hvor Deres Majestæt lavede stingene". "Åh, jeg forstår", smilede dronningen, "Jeg er ikke altid lige kvik om morgenen". Og de tre sting blev syet med den gyldne tråd. Inden de forlod kirken, skrev dronningen og prinsen i gæstebogen.
Det er forklaringen på, hvorfor tre sting i blomsten, som skulle have været lilla, har samme gyldne farve som krydserne. I den store sal nedenunder kirken findes en samling af gruppebilleder af alle konfirmandhold tilbage til begyndelsen af 1940'erne. Her samles menigheden efter gudstjeneste til en kop kaffe. Der er gudstjeneste på dansk 1. og 3. søndag i måneden og på engelsk de øvrige søndage samt på alle helligdage. En dag overværede vi en koncert i kirken. Et kor - så vidt jeg husker "Sons of Norway" - sang danske, norske og svenske sange. Jeg talte med en ældre mand efter koncerten og fortalte, at det var vores første besøg i kirken. Han fortalte, at han ofte kom i kirken. Hans hustru var død under en gudstjeneste året i forvejen, men han blev ved at komme regelmæssigt i kirken for trøst.
På dansk: "Kong Harald lod lave disse mindesten for sin fader Gorm og sin moder Thyra. Den Harald, som vandt Danmark og Norge og gjorde danerne kristne". Runestenen kaldes Danmarks dåbsattest. Disse er de ældste ord i historien fra en dansk konge og første gang, at Danmark nævnes som navn på vort land. Som de fleste børn i Danmark (i hvert fald af vores årgang), har vi besøgt Jellingstenen i vores skoletid. Jeg husker, at jeg under mit første besøg købte en lille kopi af Jellingstenen til min moder, som beholdt den resten af sit liv.
Jeg vil afslutte dette besøg i Burnaby med at fortælle om en episode, som viser, hvor lille verden er. Kort efter, at vi var vendt tilbage til Danmark, præsenterede min arbejdskammerat Henrik (Agerskov) mig for Doug and Patty, hans svigerforældre. De var kommet for at besøge deres datter Erin og deres svigersøn Henrik, som boede og arbejdede i Danmark. Doug and Patty Berardine boede i Vancouver, og jeg fortalte, at vores søn og svigerdatter også boede i Vancouver. De fortalte, at Erin og Henrik var blevet gift i den danske kirke i Burnaby og spurgte, om vi nogensinde havde været der. Til deres overraskelse kunne jeg fortælle, at Birgit og jeg havde været til gudstjeneste der den foregående søndag.
Vi har haft besøg af Doug og Patty et par gange i vores hjem i Danmark. Senest da de kom til deres barnebarn Samuels fødsel. Vi har efterfølgende besøgt Doug og Patty i deres dejlige hjem i Burnaby sammen med Janet, Claus og Britt - og vi blev behandlet kongeligt. Lige før julen 2004 flyttede Erin, Henrik og Samuel til Canada og bor nu i Vancouver.
Du kan komme til forsiden af min hjemmeside, bare klik her.
Under en af vores udflugter til Burnaby besøgte vi The Shadbolt Centre for the Arts, som ligger i den smukke Deer Lake Park. Da Shadbolt Centret åbnede i 1995, modtog den Canadian Wood Councils udmærkelse "Award of Merit" for dets kreative design, som er en prægtig kombination af træ og sten. Centret har navn efter to Burnaby beboere, hvis liv har været dedikeret til kunsten, Doris og Jack Shadbolt. Jack Shadbolt (1909-1998) var en højt respekteret kunstner og en dedikeret kunstlærer. Birgit og jeg har
Den danske Kirke i Vancouver
Den første kirke
Den nuværende kirke
Kristusstatuen er en kopi af den berømte statue, udarbejdet af Bertel Thorvaldsen, som står i Københavns domkirke. Den er doneret af Vigerslev Kirke. Inskriptionen under statuen lyder: "Kom til mig, alle I som er trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer ro". Den broderede alterdug er lavet af mange medlemmer af kirken. Mønstret er en delvis efterligning af alterdugen i Fåborg Kirke.
Dronningens monogram, som hun i øvrigt selv har formgivet, blev sat op over hovedindgangen i 1985. På vestvæggen er billeder af Dronningen Margrethe og Prins Henrik.
Det næste og indtil videre seneste kongelige besøg fandt sted den 16. oktober 1991. Dronning Margrethe og Prins Henrik kom på den sidste dag af deres officielle besøg i Canada. Først besøgte de Dania Home lige ved siden af kirken. Inde i kirken sad kongeparret lige ved siden af alteret i den stopfyldte kirke. Pastor Glud bød de kongelige gæster velkommen og fortalte kort om kirkens historie.
På plænen udenfor hovedindgangen står en kopi af den berømte runesten fra Jelling, Skandinaviens gamle vikingehovedstad. Harald Blåtand (940-981) rejste de monolitiske runestene udenfor sine forældres gravhøje, Gorm den Gamle og hans hustru Thyra. Indskriften på stenen lyder:
auk aft thaurui muthur sina sa
haraltr ias sar uan tanmaurk"
What a small world
