Strandene ved Valencia I dag ville vi besøge strandene ved Valencia. Ikke fordi det var badevejr, tværtimod var det lidt diset i luften. Vi tog linie 4, sporvognen med retning østpå mod Dr Lluch og købte billetter fra en automat ved stoppestedet. Husk at validere (stemple) billetten, før du stiger ind. Vi kunne også have taget en af følgende busser: 1, 2, 19, 20, 21, 22, 23 og 32. Metroens linie 5 kører til Americas Cup havnen, hvorfra der blot er et par minutters gang til stranden. Endelig kunne vi have spadseret de 4-5 km, men da vi havde besluttet at spadsere tilbage, hoppede vi altså på sporvognen. T4 kører øst-vest og gennem den nordlige del af Valencia. Undervejs kom vi forbi det imponerende nye universitetsområde, som ligger mellem byen og stranden. Bussen kører langs med stranden et stykke, inden den vender tilbage ad samme rute. Køretid godt et kvarter. Strandene tæt ved Valencia hedder Playa de las Arenas og i den nordlige ende La Malvarossa.

Hvis man tager længere nordpå, finder man strandene:

  • La Patacona
  • Port Saplaya
og mod syd ligger:
  • El Pinedo
  • El Saler
  • La Devesa
  • El Recatí
  • Vi hoppede af og spadserede langs Playa de las Arenas ad den smukke, nyrenoverede strandpromenade, Paseo Maritimo, som er næsten tre km lang. Den er kantet med palmer og smuk beplantet. Stranden var fantastisk, flere hundrede meter bred og så lang, som øjet rækker. Desværre var der lidt tåget fra morgenstunden, men der var alligevel en del, som morede sig med at spadsere, jogge, cykle og løbe på rulleskøjter. På stranden er der masser af aktiviteter for badegæster, og om sommeren er der aktivitet i weekenderne: gymnastik, salsaundervisning, volleyball- og fodboldkampe. På landsiden af promenaden ligger en række restauranter, barer, sommerhuse og hoteller, mange med smukke terrasser ud mod Atlanterhavet. Mange restauranter har specialiseret sig i paella, seafood samt andre lokale retter. Om sommeren er der ved den store parkeringsplads et marked med tøj, tilbehør af forskellig art samt souvenirs. På stranden så vi flere spændende skulpturer, bl.a. et skib, som var udformet som et springvand. Skal ses.

    Ud mod Malvarossa stranden ligger det hus, som Valencias berømte forfatter og politiker, Vicente Blasco Ibáñez (1867-1928), lod bygge i 1902. Efter at Ibáñez gik i frivillig politisk eksil i Paris, gik huset i forfald. Det er for nylig blevet restaureret og rummer nu et museum med portrætter og skulpturer af forfatteren og hans familie foruden møbler, dokumenter og andre ejendele. Huset, som er i tre etager, har en stor terrasse med nogle imponerende søjler. Der er gratis adgang til museet, som har åbent tirsdag-lørdag kl. 9.15-14.00 & 16.30 - 20.00, søn- og helligdage kl. 09.15-14.00, mandag lukket. Vi havde ikke tid til at besøge museet - men måske næste gang.

    På vejen kom vi forbi det danske konsulat, som ligger tæt ved Americas Cup havnen. Bygningen var ved at blive sat i stand.

    Americas Cup Lige efter stranden kom vi til den nye havn, som blev bygget til afvikling af Americas Cup i 2007. Verdens ældste og mest prestigefyldte kapsejlads blev afviklet fra den 23. juni til den 7. juli 2007. I foråret 2007 kæmpede 11 både i den såkaldte Louis Vuitton Cup for at finde den, der skulle udfordre den forsvarende mester "Alinghi" fra Schweiz; det blev holdet "Emirates Team New Zealand". Dette sejlsportens Formel 1-løb får det til at regne med millioner på vinderen og værtsbyen, så alle kæmper om at vinde og dermed få retten til at arrangere den næste Americas Cup.

    Det første løb i 1851, som blev afholdt omkring øen Wight, blev vundet af yachten "America", som kom til at give navn til kapsejladsen. Da dronning Victoria spurgte, hvem der blev nummer to, fik hun det berømte svar: "There is no second, your Majesty.". Af de 32 konkurrencer, der hidtil er afholdt, har vinderen i 28 tilfælde været fra USA. Konkurrencen afvikles som en "bedst ud af ni sejladser" mellem to både. Ethvert hold, som har en båd, der opfylder betingelserne, kan udfordre den nuværende indehaver af trofæet, som undertiden benævnes "Kapsejladsens hellige gral".

    I 2007 dystede den tidligere vinder Alinghi fra Schweiz mod udfordreren Team New Zealand, som ejes af Emiraterne. Da Schweiz som bekendt ikke selv har nogen kyst, valgte Alinghi Valencia blandt de mange byer, der tilbød sig som vært. Det var første gang siden 1851, at Americas Cup blev afholdt i Europa. Alinghi slog i juli 2007 Emiraternes Team New Zealand 5-2. Den 33. udgave af Americas Cup vil også blive afholdt i Valencia, formentlig i sommeren 2009.

    Bystyret i Valancia satsede stort og opførte over fire år en imponerende yachthavn, Americas Cup Port, med plads til 60 både. Desuden blev der opført en hel landsby med plads til 12 mandskaber og det enorme opbud af pressefolk. Byens tidligere handelshavn, som lå på stedet, blev nedlagt. Mere end 700.000 tons grus, som ankom på lastbiler, medgik til projektet sammen med mere end 20.000 m3 beton. Omkostningerne oversteg 2.4 mia. euro, og genererede 72.000 arbejdspladser. I 2006 blev der afholdt et for-stævne med deltagelse af 12 mandskaber fra fem kontinenter. Der var mere end 260.000 tilskuere til denne begivenhed. Fra land kan tilskuerne se begivenhederne, som udspiller sig til søs. Det påregnes, at byen og regionen vil få indtægter som følge af konkurrencen på omkring 20 mia. kr.

    Ciudad de las Artes y las Ciencias - Kunst og Videnskabsbyen Vi fortsatte utrætteligt fra havnen op mod "Ciudad de las Artes y las Ciencias", "Byen for Kunst og Videnskab" ad "Avenida del Puerto". For at lette adgangen til den nye havn ændrede man den brede dobbelte tilkørselsvej til en imponerende avenu, ensrettet fra centrum til yachthavnen. Sådan! Når man skal tilbage til centrum, må man bruge nogle af de eksisterende veje.

    "Byen for Kunst og Videnskab" er en ny bydel, som er anlagt i den tørlagte flodseng, Turia Parken. Området havde ligget ubenyttet hen i en årrække, da byrådet i 1996 bad den internationalt anerkendte arkitekt Santiago Calatrava, som er født i Valancia, om at forestå anlæggelse af en bydel med imponerende eksempler på moderne arkitektur. Du husker måske, at vi har set den moderne Calatrava-bro, som går hen over Turia-parken. Calatrava er arkitekten bag "den drejende torso" i Malmø, tårnet som drejer sig 90 grader i forhold til sin basis. De bygninger, som Calatrava har opført i "Byen for Kunst og Videnskab" er ikke mindre spektakulære. Den ultramoderne arkitektur tæt den gamle bydel giver et surrealistisk og futuristisk indtryk, hvor den spejler sig i det omkringliggende vand. Komplekset, som dækker et område på 35 hektar, trækker besøgende fra hele verden. Det omfatter indtil videre disse fem bygningsværker:

    • L'Oceanogràfic — Udendørs oceanograf?
    • El Museu de les Ciències Príncipe Felipe — Videnskabsmuseum
    • L'Hemisfèric — planetarium og Imax biograf
    • L'Umbracle — spadseresti, have
    • El Palau de les Arts Reina Sofía — operahus
    Lad os kigge lidt på disse fem arkitektoniske kunstværker.

    L'Oceanogràfic - Oceanografen? Som det fremgår af ovenstående, er parken indrettet i en stor sø, som er opdelt i 10 områder: Middelhavet, Arktis og Antarktis, verdenshavene, Rødehavet osv. Alene atlanterhavsakvariet rummer 7 mio liter havvand. I ni undervandstårne i to etager kan man studere planetens forskellige maritime økosystemer og nyde synet af mere end 45.000 eksemplarer af 500 forskellige fiske- og vanddyrsarter, såsom tigerhajer, belugahvaler, hvalrosser, søløver, pingviner, havskildpadder mv.

    01 Hovedindgang 05 Oceanerne 09 Det røde hav - undervandsauditorium   13 Restaurant
    02 Middelhavet 06 Arktis 10 Øerne 14 Pizzeria & isbar
    03 Vådområder 07 Antarktis 11 Underhavsrestaurant 15 Burgerbar
    04 Tempereret og tropisk   08 Delfinarium 12 Restaurant 16 Isbar
    17 Kontorer
    18 Uddannelse & udvikling
    Midt i søen ligger en fantastisk reataurant i to etager. Den øverste ligger som en ø i havet, mens den anden er som nedsunket i et enormt akvarium, hvor man kan nyde et måltid fra det traditionelle valencianske køkken og samtidig nyde synet af eksotiske fisk og havdyr. Jeg så ikke spisekortet, men jeg er sikker på, at man skal have den store tegnebog med.

    Delfinariet er med sine fem bassiner det største af sin slags i Europa. Her kan indtil 2100 tilskuere overvære et show med disse prægtige og intelligente skabninger. I en 70 meter lang glastunnel kan man betragte frygtindgydende hajer. Centret bedriver også forskning og hjælper med at bevare udryddelsestruede dyr.

    Der er åbent hver dag fra kl. 10:00 indtil kl. 18:00, 20:00 eller 24:00 - afhængig af sæson. Pris for en dobbeltbillet til Oceanografic + (Science Museum eller Hemisferic): 25.00 euro.

    Museo de les Ciències Príncipe Felipe - Videnskabsmuseet Videnskabsmuseet, som er opkaldt efter Spaniens kommende konge, er designet af Santiago Calatrava som skelettet af en hval - det er i hvert fald den herskende fortolkning, men også flere andre forekommer, fx skelettet af en dinosaurus eller en gigantisk hvid kakerlak. Døm selv - hvad synes du?

    Museet fokuserer på, hvad videnskaben og teknologien gør for at forbedre vores livskvalitet. Mange teknikker demonstreres ved hjælp af interaktive opstillinger, og det er et af de få museer, hvor det er forbudt de besøgende ikke at røre. Museet fungerer også som udstillingsforum for Valencia-regionens højteknologiske virksomheder. En sal er dedikeret til biokemikeren Severo Ochoa, som vandt nobelprisen i fysiologi og medicin i 1959. Midt i bygningen står en 15 meter høj skulptur af DNA-molekylets dobbeltspiral - vistnok i en kunstnerisk fortolkning. En af udstillingerne viste udviklingen af den legendariske Vespa scooter.

    Titanic-udstilling på Videnskabsmuseet Vi vidste hjemmefra, at den turnerende Titanic-udstilling befandt sig i Valancia under vores besøg. Min kusine Enis og hendes mand Jim Bare havde set udstillingen i Victoria på Vancouver Island sommeren 2007 og havde rost den i høje toner. De forærede Birgit et smykke fra Titanic. Nej, ikke det smykke, som Kate Winslet bar i storfilmen Titanic i rollen Rose Dewitt Bukater, men et smykke, fremstillet af et stykke kul, som var blevet bragt op fra det sunkne fartøj. Jeg fik en spændende bog, Titanic, The Canadian Connection. Udstillingen har rejst jorden rundt siden 1991 og er blevet set af omkring 16 millioner besøgende, og nu kunne vi se denne udstilling i Videnskabsmuseet.

    Jeg vil ikke trætte dig med en længere beretning om Titanic. Siden det enorme skib gik ned den 15. april 1912 på sin jomfrurejse fra England til USA, har det været verdens mest omtalte skib. Og efter filmindspilningen med Kate Elizabeth Winslet og Leonardo di Caprio i hovedrollerne er historien kendt af børn som gamle.

    Kølen til Titanic blev lagt i 1909 på værftet Harland & Wolff ved breden af Lagan floden i Belfast, og de næste to år arbejdede skibsværftsarbejderne ni timer om dagen seks dage om ugen med at færdiggøre det skib, som skulle være største og mest luksuriøse, som verden hidtil havde set. Tre måneder forinden var kølen til Titanics søsterskib Olympic blevet lagt, og arbejdet på de to søsterskibe skete parallelt. Den 31. maj 1911 blev Titanic søsat, hvorefter hun blev overført til en tørdok, hvor skibet skulle udrustes. 3000 tømrere, elektrikere, malere, indretningsarkitekter m.fl. gik i gang med at indrette skibet. Titanic fik installeret sine store motorer, 29 kedler samt den store generator, som skulle levere strøm til skibet. I januar 1912 blev redningsbådene monteret. Da alle vidste, at det store skib var "usynkeligt", valgte man at skære ned på antallet af redningsbåde fra de planlagte 64 til 20. Det gav ganske vist kun en kapacitet på 1.178 personer, men skulle det utænkelige ske, at man fik brug for at gå i bådene, ville det formentlig kun være for at fragte passagerer og besætning den korte afstand over til et andet skib i umiddelbar nærhed. Skibe på mere end 10.000 tons skulle ifølge reglerne have mindst 16 redningsbåde, så reglerne var fuldt ud overholdt - om end de næppe var tilpasset et gigantisk passagerskib som Titanic på 66.000 tons og med mere end 2.200 personer om bord. Den 2. april 1912 gennemførte man en vellykket prøvesejlads, og Titanic fik sit sødygtighedscertifikat, inden hun satte kurs mod Southampton for at tage passagerer op til sin jomfrurejse.

    Passagererne kunne rejse på 1. klasse, 2. klasse eller 3. klasse. De dyreste billetter på 1. klasse kostede 660 pund. På den tid havde en værftarbejder en ugeløn på 1-2 pund, så prisen svarede til omkring 8 års løn for en arbejder. På 3. klasse var prisen for en billet 7 pund. Den rige overklasse på 1. klasse rejste med en tjener på hver finger. Passagererne på 3. klasse var især "almindelige mennesker", som ville søge lykken i den nye verden.

    Enis og Jim Bare havde foræret os de billetter, de havde modtaget, de de besøgte udstillingen i Victoria. Som du kan se ovenfor, var den udformet som et boarding card. Bag på billetten var anført data på en af passagererne på Titanic, i dette tilfælde Mr. Frederick Goodwin, som sammen med sin hustru og seks børn ville emigrere fra England til USA.

    Ovenfor ses et foto af familien med forældrene Frederick og Augusta omgivet af børnene Lillian, Charles, William, Jessie og Harold. Babyen Sidney Lesley, som var 19 måneder gammel ved afrejsen, er ikke med på billedet. Familien ville slå sig ned i Niagara Falls, New York, hvor Fredericks broder allerede var bosat.

    Den 10. april 1912 kl. 12.00 lægger Titanic fra kaj i Southhampton; derefter anløber hun Cherbourg i Frankrig og dagen efter Queenstown i Irland. Den 14. april 1912 kort før midnat rammer Titanic et isbjerg i Nordatlanten, position 41°46' nord og 50°14' vest ud for Canada 640 km syd for Newfoundland. Skroget bliver perforeret under vandlinien i ca 1/3 af skibets længde. Og det utænkelige sker, Titanic begynder at synke. Ganske vist er hun forsynet med 15 vandtætte skotter, som kan lukkes enten ved håndkraft eller fra broen, men skotterne er kun ført op på niveau med E-dækket, hvorefter vandet løber over skottet og ind i næste rum osv. Kaptajn E.J. Smith beder radiotelegrafisterne om at udsende nødsignaler og anmode om øjeblikkelig hjælp. Redningsbådene gøres klar, men da der kun er plads til omkring halvdelen af de ombordværende i bådene, får alene kvinder og børn adgang. Det betyder, at flere redningsbåde sættes i vandet med mindre end halvdelen af pladserne optaget. Da det går op for passagererne, at Titanic er i færd med at synke, stormer de de sidste redningsbåde, der er tilbage på skibet. Efter to timer går alt lys på Titanic ud, hun knækker mellem 3. og 4. skorsten og forsvinder under havets overflade, efterladende mere end 1000 mennesker i det iskolde hav. Omkring 500 menes aldrig at være nået ud af skibet i tide. Kl. 4:10 når "Carpathia" frem til ulykkesstedet og tager de overlevende ombord fra redningsbådene. Alle, der har ligget i havet, er døde pga. den lave vandtemperatur. "Carpathia" sejler de overlevende til New York, hvor de ankommer 2½ døgn senere. Titanic lægger sig til hvile på havbundet i knap 4 km dybde. I alt 1513 personer omkommer ved forliset.

    Titanic-udstillingen i Valencia Titanic fik lov at ligge i fred på havets bund i 73 år. Den 1. september 1985 blev hun opdaget af Robert D. Ballard og Jean-Louis Michel i et fransk-amerikansk samarbejde. Efter flere års hårdt arbejde, som bl.a. omfattede udvikling af en særlig robot til formålet, lykkedes det at bringe en del genstande op til overfladen. Flere tusinde af disse genstande var udstillet tillige med genstande, som overlevende fra forliset har doneret. Skibets historie blev fortalt af historikeren C.G. Wetterholm, og der var opbygget flere reproduktioner fra Titanic: den store hovedtrappe, de vandtætte døre, en 1. klasses suite samt en 3. klasses kahyt. Der var også en kopi (i halv størrelsesforhold mener jeg) af en af skibets tre propeller osv. Udstillingen åbnede i overværelse af den 95-årige Elizabeth Gladys "Millvina" Dean fra Southampton, som er den eneste overlevende fra forliset; hun var var blot to måneder gammel, da Titanic gik ned. Udstillingen i Valencia sluttede den 30. marts 2008.

    Vi fik hver udleveret en mp3-afspiller, som på forståeligt engelsk guidede os rundt i den 3000 m2 store udstilling. Ved hver montre eller scene fik vi en grundig forklaring. Flere steder undervejs var der audio- og videopræsentationer. Vi begyndte med den spændende historie om bygningen af Titanic.

    Hovedvægten i udstillingen var lagt på at fortælle nogle af de menneskelige historier og skæbner, som knytter sig til Titanic. Vi hørte om den unge mand, som til alle fortalte, at han skulle til Maerika for at se indianere - mens baggrunden var, at hans familie havde sendt ham hjemmefra, fordi han havde besvangret en tjenestepige. Vi hørte om Margaret Brown - efter sin død kaldet "The Unsinkable Molly Brown". Hun var meget optaget af kvinders rettigheder og havde giftet sig med en velhavende mand, James Joseph Brown. Hun ville gerne accepteres af de adelige om bord på Titanic, men disse følte sig hævet over denne "nyrige" person. Molly overlevede og gav senere kaptajnen på Carpathia, Arthur Henry Rostron, en medalje for hans dåd. Denne medalje var også udstillet. Vi hørte den rørende historie om et ægtepar, som ikke kommer med i en redningsbåd. De hopper i vandet og svømmer ud til båden, hvor det lykkes manden at komme om bord, mens kvinden er for afkræftet. De ombordværende forsøger at holde fast på hendes hånd, men hun må slippe grebet og drukner. Manden er også så svag, at han dør, inden de bliver reddet. Da man tømmer redningsbåden, finder man hustruens vielsesring, som er faldet ned i bunden under redningsforsøget. Denne ring var også udstillet. Vi så en lille barnesko, der tilhørte en lille pige, som overlevede. Mere end 70 år senere donerede hun denne sko til udstillingen. Vi så en smoking, som en spanske mangemillionær havde båret på rejsen - og meget andet.

    Udstillingen sluttede i en større sal, hvor navnene på alle ofrene fremgik. Her var også udstillet et mindre isbjerg på 7 x 2 meter, ifølge arrangørerne det største isbjerg, som har været udstillet til dato.

    Danskere om bord på Titanic Der var fjorten danskere om bord; den eneste overlevende var Carla Christine Nielsine Andersen Jensen. Frøken Carla Christine Nielsine Andersen Jensen, 19 år, havde fået sine forældres tilladelse til at rejse over til sin onkel, som var tømrer i Portland Oregon. Hun rejste sammen med sin broder Svend Lauritz Jensen og hendes forlovede Hans Peder Jensen. Carla delte kahyt med tre unge piger i bagstavnen, mens mændene var i forstavnen. Kl. 0:30 blev hun vækket og tog en frakke over sin natkjole og gik op på dækket. Skibet havde ramt et isbjerg, men alle var sikre på, at det gigantiske skib ville holde sig flydende. Skibet var fuldt oplyst, og der var musik i salonen på 1. klasse. Da den redningsbåd, som Carla kom i, roede væk fra Titanic, spillede orkesteret stadig. En passager fortalte Carla, at det var salmen "Nearer my God to Thee", "Nærmere Gud til dig". De sad som forstenede, da skibet knække over i to dele, hævede sig mod himlen og sank.

    I New York blev Carla indkvarteret på et hospital, hvorfra hun sendte et telegram hjem til familien i Danmark og fortalte, at hun havde overlevet, men at resten var omkommet. Hendes far gav hende besked om at komme hjem med det samme. White Star forærede hende en 2. klasses billet til Liverpool, og Carla var tilbage i Eskildstrup den 13. maj 1912. Hun rejste aldrig ud af Danmark igen. Carla døde den 14. marts 1980 og blev efter eget ønske begravet i den natkjole, som hun bar ved forliset. Du kan læse mere om Carlas historie på denne spændende hjemmeside.

    Hvordan gik det familien Goodwin? Alle otte medlemmer af Goodwin-familien, som vi hørte om ovenfor, omkom under forliset. Jim forærede mig et avisudklip fra august 2007, hvoraf fremgik, at forskere havde identificeret liget af den kun 19 måneder gamle dreng Sidney Leslie Goodwin, som med sin familie var på vej til Niagara Falls, New York. Liget var blevet fundet i havet seks dage efter forliset. De fleste af de 1503 ofre blev begravet på en kirkegård i Halifax på Canadas nordøstkyst. I 2002 havde forskere identificeret liget som den 13 måneder gamle Eino Viljami Panula fra Finland, som rejste med Titanic med sin moder og sine fire brødre; alle omkom. Nærmere analyser har altså fastslået, at liget er af Sidney Leslie Goodwin.

    Titanics undergang blev et symbol på den verden, som forsvandt med udbruddet af første verdenskrig. Samtidig betød forliset et tab af den fremskridtstro, som havde behersket verden. I 1978 skrev den dansk/svenske sangskriver, Mikael Wiehe, "Titanic - Andraklasspassagerarens sista sång".

    Mikael Wiehe - Andraklasspassagerarens sista sång

    Det började som en skakning på nedre däck.
    Den fyllde oss väl mer med häpnad än med skräck.
    Vi förstod aldrig riktigt orsaken till att fartyget sprungit läck.
    Man hade sagt oss att detta var världens modernaste, osänkbara skepp.

    ...

    Sen spela' fartygsorkestern "Närmare Gud till Dig"-
    Det kändes lite fånigt men ändå rätt typiskt för vår tid.
    Vi har förlorat den allra sista gnuttan hopp.
    Vi går till botten där vi står, men flaggan den går i topp!

    Jeg ved, at Eddie Skoller har lavet en dansk version af denne, men jeg har ikke været i stand til at finde teksten. Efter denne spændende udstilling fortsatte vi vores færd rundt i den spændende bydel.

    L'Hemisfèric - Planetariet Næste stop var planetariet - eller hemisfæren, som har den allerseneste teknologi indenfor lyd og billede. Udover planetariet indeholder bygningen en IMAX biograf med filmforevisning og lasershows. Planetariet ligger i en kunstig sø på 24.000 m2, hvori bygningen spejler sig. Den halvkugleformede skærm på 900 m2. Man kan se, hvordan himlen så ud over Andesbjergene 300 år før vor tidsregning og, eller hvordan himlen vil se ud over Valencia om hundrede år. Man lærer, hvad en supernova er, og om, hvorledes universet blev skabt af Big Bang.

    Calatrava har designet bygningen som et enormt øje, hvor filmforevisningerne foregår inden i øjeæblet. Når forhænget til biografen, trækkes for, ser det ud som om, et øjenlåg lukker sig.

    L'Umbracle L’Umbracle er betegnelsen for den flotte indgang til "Ciudad de las Artes y las Ciencias". Mit spanske er ikke for godt, men jeg mener, at L’Umbracle betyder noget i retningen af indgang eller dørtrin. Under alle omstændigheder er det et smukt grønt område på omkring 7.000 m2, forsynet med en arkade af 55 høje buer. L'Umbracle har en stor variation af planter fra Valencia-regionen. Vi sad en halv times tid og nød de smukke og fredelige omgivelser. Nydelsen blev kraftigt forhøjet af at kunne betragte et hold gartnere i fuld gang med at vedligeholde det smukke område.

    Disse buer giver en fantasisk lysvirkning, og især sidst på eftermiddagen gløder hele området i den gyldne sol. Udsigten fra den højtliggende arkade er fantastisk.

    El Palau de les Arts Reina Sofía Den femte og sidste bygning i "Ciudad de las Artes y las Ciencias" er byens nye operahus eller kunstbygning, "El Palau de les Arts Reina Sofía", "Dronning Sofias Kunstpalads". Denne 55.000 m2 store bygning er skabt af Santiago Calatrava, som vi jo allerede kender, i perioden 1995-2005. Den spektakulære bygning er hjemsted for flere kunstarter, dans, opera, musicals og teater. Mere end en fjerdedel af den ovale bygning svæver hen over et bassin. Jeg og mange andre synes, at bygningen ligner det øverste af en antik græsk krigerhjelm, og jeg forventede hvert øjeblik at se en af mine græske helte, Akilleus på vej op ad floden ved Troja.

    Bygningen måler mere end 70 meter i højden og er opdelt i fire separate haller, som alle er udstyret med den mest moderne teknologi til understøttelse af de aktiviteter, som foregår på scenen. Den store hall i midten af bygningen, som især er tiltænkt opera-opførelser, har 1800 siddepladser; ialt er der 4700 siddepladser i bygningen. Den første opera, Beethovens "Fidelio", blev opført den 25 oktober 2006. Orkestergraven har plads til 120 musikere, hvilket gør den til den tredjestørste i verden.

    Manden bag det meste er den spanske arkitekt Santiago Calatrava. Måske forestiller man sig dyr, når man ser billedet af operahuset, men det skulle være formen på en gammel græsk krigerhjelm, der har inspireret Calatrava. Omkring Kunst- og Videnskabsbyen er der skudt en moderne bydel op med lejligheder, kontorer, restauranter og hoteller. Santiago Calatrava mangler endnu at færdiggøre projektet, idet der skal opføres tre snoede skyskrabere på hhv. 308, 266 og 220 meter. Allerede nu har Valencia et vartegn, som kan måle sig med Eiffeltårnet i Paris, Jørn Utzon's operahus i Sydney og det gamle rådhus i Ebeltoft.

    Paella på Plaza de la Reina Om aftenen spadserede vi til Plaza de la Reina, hvor vi spiste paella på cafeteria Kansas, som ligger på torvet lige udenfor katedralen. Der var 6-8 forskellige slags paella at vælge imellem. Birgit valgte paella mexicane, mens jeg spiste paella med kylling.

    Almindeligvis antages denne spanske nationalret at stamme fra Valencia, men i virkeligheden var det araberne, som bragte risen med sig, da de invaderede Valencia i år 709. Senere bredte retten sig til resten af Spanien. I dag kender de fleste paella som en risret med safran og skaldyr, men faktisk indeholder den oprindelige "Paella Valenciana" intet godt fra havet. I stedet består den af ris, kylling, kanin, snegle, hvide bønner og safran. Det hele tilberedes på en stor pande over åben ild og spises helst direkte fra panden. Selv den største paella-elsker kan få sin lyst styret på byens mange restauranter, der byder på alt fra sort paella lavet med blæksprutteblæk til paella bestående udelukkende af ris - dog kogt med skalddyr for at give smag.

    I morgen er sidste dag i Valencia, hvor vi forsøger at nå nogle af de seværdigheder, vi mangler. Klik her, hvis du vil med.

     

    Tilbage til Rejseholdets hjemmeside Til toppen af denne side Forrige side: Næste side: Museer i Valencia Næste side: Corpus Christi museet og Rally på rådhuspladsen