Museer i Valencia I dag har jeg tænkt mig, at vi skal besøge museer i Valencia. Vi nåede ikke dem alle på vores tur; der er mere end 40 museer i byen, så vi måtte vælge med omhu. Det glade budskab er, at der er gratis adgang til de fleste museer, og hvis der kræves betaling, er prisen typisk et par euro. Det er noget andet end i Danmark, hvor man i mange tilfælde skal slippe indtil 100 kr for at komme ind på et museum - som man derudover betaler til på skattebilletten - nå men det er en anden sag. Men den billige eller gratis adgang gør, at man kan tillade sig bare at bruge måske en halv time på ét museum, inden man haster videre til det næste.

Colegio San Pio V - Museo de Bellas Artes Et af de museer, vi havde besluttet at nå, er "Museo de Bellas Artes", "Museet for de skønne kunster". Det ligger i en pragtfuld barokbygning, "Colegio San Pio V", opført fra 1683-1744. Det er nemt at finde, da det ligger modsat Torres de Serranos og ud til Turia Parken lige efter broen Puente Trinidad. Bygningerne husede oprindelig et teologisk universitet, deraf navnet, og den hyggelige, lukkede klostergård bærer stadig minder om den tid. Bygningen har to tvillingetårne og en stor kuppel med blå kakler. I 1940 flyttede "Museo de las Bellas Artes", et af Spaniens vigtigste kunstmuseer, ind. Det kæmpemæssige museum er fyldt med mere end 2000 værker, heraf de fleste af spanske kunstnere fra det 14. til det 19. århundrede. De ældste værker er ikonografi, men ellers er der flest værker fra Spaniens kulturelle guldalder i 1600-tallet, men også perioden 1700-1900 er fint repræsenteret. Kunstnere som Francisco Ribaltas, José de Ribera, Jerónimo Jacinto de Espinosa, El Greco, Murillo, van Dyck, Bosch, Diego Velázquez, Francisco de Goya og Joaquín Sorolla er repræsenteret. Udover de faste udstillinger er der almindeligvis en eller flere midlertidige udstillinger. Hele stueetagen er fyldt med især religiøs kunst.

Museet rummer også en stor samling af moderne kunst, en del skulpturer af en af byens store sønner, Mariano Benlliure, som vi snart skal besøge foruden en række arkæologiske fund. Vi brugte ikke megen tid på disse genstande, men nåede dog en kop kaffe (americana) i det udmærkede cafeteria, inden vi hastede videre. Vi burde nok have brugt 2-3 timer på museet, men som du ved, har vi travlt. Museet har også et kunstbibliotek og en mindre boghandel med kunstbøger. Åbningstider: tirsdag-søndag kl. 10:00-20:00, mandag lukket, gratis adgang. I informationen fik vi en brochure om museet - på engelsk.

IVAM - Museum for moderne kunst På den anden side af Turia Parken på Guillem de Castro 118 ligger "Instituto Valenciano de Arte Moderno", til daglig kaldet IVAM. Dette store museum for moderne kunst, som er et af de betydeligste i hele Spanien, blev indviet i 1989. Det består af to afdelinger: en ultramoderne bygning, det såkaldte Julio González Center, samt nogle klosterbygninger fra omkring 1300-1500, Centro del Carmen. Museet ligger i den vestlige ende af den gamle bydel i nærheden af den gamle byport Torres de Quart. Vi var lidt i tvivl om, hvorvidt vi nu havde fundet de rigtige bygninger, for IVAM ligner ikke en traditionel museumsbygning.

Julio González Centret, som selv må karakteriseres som et moderne stykke kunst, dækker et areal på omkring 18.000 etage m2, hvoraf omkring 60% er tilgængelig for publikum. Otte store gallerier rummer både de permanente og de midlertidige udstillinger. Museet har en samling på mere end 10.000 værker, og disse viser udviklingen af kunsten i det 20. århundrede. Hvert af de tre hovedgallerier består af fem store sale, som ligger i forlængelse af hinanden. Galeria 2 er dedikeret til den kunstner, som museet er opkaldt efter, Julio González (1876-1942). Han omtales ofte som fader til den spanske avantgarde kunst, og hans kubistiske/surrealistiske værker, malerier, tegninger og skulpturer er kernen i den faste udstilling. Et andet galleri, Galeria 5 viser malerier og tegninger af den modernistiske kunstner Ignacio Pinazo, mens de øvrige gallerier udstiller værker af kunstnere som Tàpies, Chillida, Arroyo, Paul Klee og Millares. I "Sala de la Muralla" i Galeria 6, som åbnede i kælderen i den gamle bygning i 1991, er udstillet sektioner af Valencias middelaldermur og fæstningsanlæg; disse er taget ned for mange år siden. Et niende galleri er dedikeret til udstilling af skulpturer.

Der er altid 3-5 skiftende udstillinger, og de skifter ofte, gerne efter 1-2 måneder. Museet går ikke efter de etablerede kunstnere, men snarere efter kunstnere, hvis værker skaber debat. De midlertidige udstillinger omfatter ofte fotografisk kunst eller fotomontager. Museet er ofte vært for konferencer, kurser og workshops.

Åbningstider: tirsdag-søndag kl 10-20, mandag lukket. Billetpris 2,00 €, studerende og pensionister gratis adgang. Om søndagen gratis adgang for alle. IVAM har selvfølgelig sin egen hjemmeside, som du kan besøge ved at klikke her. Nu også på engelsk.

Museo Casa Jose Benlliure I nærheden af IVAM, Calle de las Blanquerias 23, ligger et museum for en af byens bedst kendte kunstnere, Jose Benlliure (1858 - 1937). Han tilbragte en længere årrække i Italien, hvor han var leder af den spanske kunstnerkoloni i Rom. Han vendte tilbage til Spanien og tilbragte sine sidste år i sin fødeby Valencia i den villa, som nu rummer hans museum. Hans stil beskrives som "akademisk klassicisme", og han lavede mange portrætter og historiske værker. De fleste af hans værker findes i nationale samlinger og i privat eje, men man får da nogle smagsprøve på hans stil.

Samtidig ser man kunstnerens atelier og hans private samling, som udover værker af ham selv også indeholder en del af vennen maleren Joaquín Sorolla. På en video af ca 20 minutters varighed lærer man om kunstnerens liv og udvikling. En af salene er reserveret til skiftende udstillinger af lokale kunstnere. Lige så spændende som selve udstillingen er det smukke overklassehjem fra begyndelsen af 1900-tallet. Den hyggelige have, som Jose Benlliure selv anlagde, indeholder en del valenciansk keramik. Jose's broder, Mariano, som vi lige har mødt på Museo de Bellas Artes, var også en velanskrevet kunstner; han arbejdede især med motiver fra tyrefægtningens verden. Jose's søn Peppino Benlliure var også en talentfuld kunstner, men han døde desværre i en ung alder.

Åbningstid: tirsdag-lørdag fra kl. 10-14 & kl. 16.30-20.30, søndag 10-15, mandag lukket. Pris: 2 euro.

Bymuseet Bymuseet, som ligger i nærheden af katedralen, er indrettet i et tidligere adelspalads. Dets samlinger omfatter perioden 1400-2000 og består dels af bidrag fra private og offentligheden. De fleste kunstgenstande er af lokale - og i de fleste tilfælde ukendte - kunstnere. Mange værker er fra 1400-1800 tallet og med religiøse motiver. Herudover er der masser af husholdningsgenstande som vægte, låsetøj, nøgler mv. Der er gratis guidede ture, desværre kun på spansk: kl. 10.30, 12.30, 17.30 og 19.00. Åbningstider: mandag-lørdag fra kl. 10-14 & 16.30-20.30, søndag: 10-15, mandag lukket.

Museo del Patriarca, Patriarkmuseet I Calle de la Nave 1 i nærheden af katedralen ligger "Museo del Patriarca", et lille museum med religiøs kunst fra det 15. - 17. århundrede. Museet ligger i et tidligere kloster, som er grundlagt af Juan de Ribera. Klostret, som havde sin storhedstid i den periode, hvor katolicismen var under pres fra reformationen, blev opført fra 1586 - 1610. San Juan de Ribera (1532-1611) var både ærkebiskop og vicekonge i Valencia og spillede en fremtrædende rolle under den såkaldte mod-reformation, og det var fx hans beslutning, at maurerne blev udvist fra Valencia i 1609. Han blev helgenkåret af pave Johannes XXIII i 1960. Ribera var inkarneret samler af kunst og litteratur, og det er hans samling af religiøs kunst, som er udstillet på museet. Jeg går ud fra, at Ribera er den patriark, som indgår i museets navn.

Udefra var der ikke meget, der tydede på, at der er et museum i klostret. Vi gik dog ind ad den store jerndør og ved en flink præst/munk, som sad i forhallen og studerede, købte vi to billetter - pris 1½ euro. Vi kiggede først rundt i den indhegnede klosterhave, som er forsynet med arkader. Her er statue af Juan de Ribera, udført af Mariano Benlliure, som du måske husker. Her var også udstillet de gamle portdøre til klostret. Derefter ind i museet, hvis samling ikke er særlig stor, men meget rig. Malerisamlingen omfatter værker af Juan de Juanes, Ribalta, Morales, El Greco og forskellige flamske malere. På kirkens højalter ses "Den sidste nadver" af Ribalta, og alterkapellet viser en flot samling af flamske gobeliner. Der er også en fin samling af gamle bøger og dokumenter.

Åbningstider: dagligt kl. 11-13.30. Pris 1.50 euro.

Museo de la Cerámica - Keramikmuseet På Calle Poeta Querol 2 ligger "Museo de la Cerámica", Keramikmuseet, også kaldet González Martí. Museet er indrettet i et fantastisk palæ, Palacio del Marqués de Dos Aguas, fra slutningen af det 15. århundrede og kraftigt ombygget i det 18. århundrede. Museet, som er åbnet for nylig efter at have være lukket i mange år, rummer en stor samling spansk keramik, især fra Manises, Paterna og Alcora, hvoraf de ældste ting stammer fra den kristne periode. Museet rummer også en spændende keramiksamling fra antikken, samt kinesisk og japansk porcelæn og nyere keramiske værker af bl.a. Picasso. Jeg må indrømme, at jeg normalt ikke er til keramik og stentøj - min fejl - men efter at jeg blev trukket herind af Birgit, må¨jeg indrømme at jeg fik en rigtig god oplevelse - så hold dig ikke tilbage.

Nu var det nok lige så meget det fantastiske rokokke palads, der betog mig som keramikken. Alene indgangen med den prægtige alabastertrappe, som er fra 1740, er den mest storslåede, vi oplevede i Valencia. Alle de luksuriøse værelser er holdt i den originale gotiske stil fra 1400-tallet. De autentiske møbler viser med hvilken pragt, en adelsfamilie levede i 1700- og 1800-tallets Spanien. I stueetagen er foretaget en rekonstruktion af et typisk valenciansk køkken med keramiske kakler fra 1700-1800 tallet. Museets store samling viser keramikkens udvikling fra forhistorisk tid til i dag. Flere steder var der opstillet skærme med video præsentationer. I vognporten er der oven i købet en mindre udstilling af de herskabelige vogne, som den adelige familie betjente sig af.

Åbningstider. Tirsdag-lørdag 10-14 & 16-20, søn- og helligdage 10-14, mandag lukket. Priser: 2.40 euro, pensionister 1,20 euro, søndag gratis adgang. Man må tage fotos - dog uden anvendelse af blitz. Du kan besøge museets hjemmeside ved at at klikke her.


De efterfølgende museer nåede vi desværre ikke at besøge, men måske kan du have glæde af beskrivelserne.

Palacio Valeriola Et museum eller galleri for moderne kunst, Palacio Valeriola, ligger i Calle Valeriola 13 i et gotisk palads fra 1300-tallet. Paladset, som er forsynet med mauriske stilelementer, er restaureret flere gange i tiden løb. Museet er privat, hvilket efter dets egen udsagn giver en større frihed i udvælgelse af kunstretninger, kunstnere og værker til samlingen. Museet ejer en omfattende samling af moderne spansk kunst siden 1957. Der er også flere midlertidige udstillinger i løbet af året; museet nævner selv Andy Warhols "Factory", som blev vist i 2005.

Åbningstider: tirsdag-lørdag kl. 10-14 & 17-20, søndag kl. 10-14, mandag lukket. Billetpris: 4 euro, 2 euro for studerende og pensionister.

El Almudin Kunstmuseum Ved Plaza Virgen ligger El Almudin Kunstmuseet, indrettet i en gotisk bygning fra 1400-tallet. Bygningen tjente oprindelig som kornlager (Almudin på arabisk). Fra 1908 husede bygningen et palæontologisk museum, men i forbindelse med en restaurering i 1996 blev væggene dekoreret med dagligdagsscener fra det gamle Valencia, men der arrangeres også skiftende udstillinger med moderne kunst. Åbningstider: tirsdag-lørdag kl. 10-14 & 16.30-20.30, søndag kl. 10-13, mandag lukket. Der er gratis adgang.

Det kongelige skibsværftsmuseum Ved havnen i et gammelt skibsværft er indrettet et kunstmuseum. Værftet, Reales Atarazanas blev opført i 1338; omkring år 1500 undergik det en væsentlig renovering. Under arvefølgekrigene i 1700-tallet opslog Filip V sit hovedkvarter på skibsværftet. Efter krigen blev bygningen anvendt som saltdepot. Siden byen anskaffede bygningerne i 1994 har de til stadighed rummet flere skiftende udstillinger af moderne kunst; udstillinger varer sjældent længere end ca. 1 måned. Åbningstider: tirsdag-lørdag kl. 10am-14 & 16.30-20.30, søndag 10-13, mandag lukket.

Lladro porcelænsfabrik Lige siden vi første gang kom til Spanien for omkring 40 år siden, har vi beundret de yndefulde porcelænsfigurer, som bliver lavet på Lladro porcelænsfabrikken. Fabrikken er oprettet af Lladro brødrene Juan, José og Vicente, som egentlig skulle have været bønder som den øvrige del af familien, men som i stedet søgte ind på kunsthåndværkerskolen. De åbnede deres første forretning i Valencia i 1955. Et par år senere flyttede de produktionen til Tabernas - som ofte benævnes "porcelænsbyen". Udsalget ligger i Calle Poeta Querol 9 Valencia i nærheden af Plaza del Ayuntamiento.

Det er også muligt at besøge fabrikken i Tabernas. Der er åbent mandag-torsdag kl. 9-14 & 15-18, fredag kl. 9-13, lørdag og søndag lukket. Der er gratis adgang. Man kan booke en guidet tur i forvejen, eller man kan tage chancen og blot dukke op. Under rundvisningen følger man fremstillengen af de smukke figurer fra begyndelse til færdiggørelse. Der er også en videopræsentation, ligesom man stifter bekandtskab med fabrikkens historie.

Adressen på fabrikken er Casa de Lladró, Carretera de Alboraya, og den ligger ca 5 km nord for byen. Man kan fx tage bus 16 bus fra centrum eller turistbussen Bus Turistic, som kører fra Plaza de La Reina (vistnok kun fra april-oktober). Du kan læse mere på Lladros hjemmeside.

Hvis du har lyst til at komme med til de dejlige strande ved Valencia og derefter besøge den fantastiske kunst- og videnskabsby, så klik her.

 

Tilbage til Rejseholdets hjemmeside Til toppen af denne side Forrige side: Kirker og pladser i Valencia Næste side: Strandene, kunst- og videnskabsbyen samt besøg på Titanic udstilling