Donmelisin

Fæstningen i Alanya
Nu synes jeg, at du skal følge med os op til fæstningen i Alanya. Om aftenen er den og den omkransende mur smukt oplyst med et gyldent skær. Grundstenen til fæstningen skal være lagt af piraten Diototos Tryphon i det andet århundrede før Kristus. Disse pirater, som bl.a. ernærede sig ved kidnapning af prominente borgeres døtre, var stedse en tori i øjet på romerne. Stedet forblev centrum for piraterne, som hærgede hele sydkysten, indtil Pompejus mere end 100 år senere med hård hånd rensede den østlige ende af Middelhavet for sørøvere. I 1226-1232 blev fæstningen indtaget af den seldjukkiske sultan, Alaeddin Keykubat (1200-1237). Alaeddin havde allerede 10 år forinden gjort byen til sin vinterresidens samt flådehavn for den daværende hovedstad, Konya. Byen døbte han Alaiye - "Ala's by". I øvrigt havde seldjukerne store problemer med at indtage fæstningen og blav gang på gang slået tilbage. Sagnet fortæller, at sultan Keykubat fik en lys idé. Han indfangede flere hundrede vilde geder og bandt et tændt lys i hornene på dem. Da forsvarerne så de mange angribere vælte op ad klipperne, overgav de sig straks. Historien er næppe sand, men god. Det synes jeg, er tilstrækkelig grund til at fortælle den. Håber, du er enig. I den seldjukiske periode blev fæstningen genopbygget og udvidet betydeligt. I 1472 blev byen inkluderet i det ottomanske rige under Mehmet II (erobreren). I 1935 under Atatürks første besøg i byen fik den navnet Alanya.

Det røde tårn
Det røde tårn set oppe fra fæstningen Da Alaeddin havde indtaget Alanya, men før han havde fik herredømmet over fæstningen, lod han bygge det ottekantede tårn nede ved havnen, "Kizil Kule" - det røde tårn, som i dag regnes for byens vartegn. Udover at tjene til forsvar af havnen fungerede det også som vandtårn. Tårnet er den første bygning i Alanya af seldjukkerne og en af de mest karakteristiske. Tårnet har en diameter på 29 meter og er bygget i 5 etager. De 2 nederste etager består af kampesten fra området holdt sammen med en meget kraftig mørtel. De øvre etager er opbygget af røde mursten.


Bjergbestigning i Alanya
Udsigt fra Alanya fæstningen Man skal vælge mellem at blive transporteret op til fæstningen eller bruge sine ben. Hver time går der bus op til fæstningen. Og taxachauffører kappes om at overtale dig til at lade dem bringe dig. Og det er muligt at prutte om prisen, kunne vi se. Ellers kan du vælge mellem at følge den snoede asfaltvej eller tage "gedestien". Første gang vi var i Alanya, spadserede Kurt og jeg op ad asfaltvejen. Det tager en times tid, og er en varm, men ikke særligt anstrengende oplevelse. Denne gang tog holdet "gedestien". Personligt ville jeg have valgt asfaltvejen. På vejen op blev vi kontaktet af en lokal beboer, som uopfordret gik foran os for at vise vej. Efter 10-15 minutter bad han om penge for sin hjælp. Vi tilbød ham et beløb svarende til ca 30 kroner, hvilket han afslog med foragt. Efter lange forhandlinger endte det med, at han fik 60 kroner. Det mente den optimistiske person vi burde betale for hver person, hvorefter Kurt bestemt bad ham skrubbe af.


Udsigt fra Alanya fæstningen Omkring anlægget snor sig en 6.400 meter lang mur. I muren befinder sig 140 udkikstårne. På de mindre stejle steder er muren forsynet med huller, hvorigennem forsvarerne kunne hælde kogende olie og andre ubehagelige ting i hovedet på evt. angribere. I muren findes et antal mindre indgangsporte, men disse er i dårlig stand.


Fæstningen i Alanya Fæstningen er den største og bedst bevarede i hele Tyrkiet. Inden for fæstningens ydre mure findes ruinerne af en moské - Suleiman moskeen, et seldjukisk mauseleum, et karavanserai (mere herom, hvis du følger med os til Kappadokien) og en overdækket basar. Øverst ligger ruinerne af en cisterne og et byzantinsk kapel. Fra toppen er der en enestående udsigt over byen, havet og ikke mindst Taurus bjergene mod nord. Samtidig får man oplevelsen af de gamle osmanniske huse og små haver, der ligger som en hel lille landsby indenfor murene. Højden over havet er godt 25o meter.

Den store platform var ikke oprindelig en udsigtsplatform, men det sted, hvorfra Alaeddin lod dødsdømte fanger styrte i døden. Jeg har læst, at en dødsdømt fange ville blive frigivet, hvis det lykkedes ham at kaste en lille sten helt ud i havet. Dette synes dog umuligt på grund af afstanden.


Besøg i moske
Kvinderne er nu klar til at aflægge besøg i moskeen På vejen op var vi kommet forbi et skilt, som viste til en moske. Under nedstigningen gik vi forbi for at se, om vi kunne komme ind. Som sædvanligt var der en lille brønd udenfor moskeen, hvor man kunne vaske sig, inden man gik ind i. Da vi ikke havde planlagt dette besøg, var især kvinderne ikke passende påklædt. Men en flink mand udenfor moskeen sagde, at vi var velkomne til at kigge ind, og vores fruer blev iført disse lidt uklædelige gevandter. Skoene parkerede vi udenfor. Efter muslims sædvane var der ingen billedudsmykninger i moskeen, blot nogle få stiliserede dekorationer. Der var masser af tæpper på gulvet, formentlig skænket af medlemmer af menigheden. Den flinke mand, som tilsyneladende var tilknyttet moskeen, gav os en kort introduktion. Han viste os mihrab'en, en niche i væggen modsat indgangen og i retning mod Mekka. Han erklærede, at der til fredagsbønnen var 2-300 deltagere. Lidt stolt fortalte han, at muezzinen ikke brugte højttalere eller andre hjælpemidler, når han 5 gange i døgnet kaldte de troende til bøn. Han gav selv prøver på rummets udmærkede akustik. Da vi gik ud, blev vi opfordret til at give en donation til moskeens vedligeholdelse, hvilket vi selvfølgelig gjorde.

På nedturen ville vi forsøge at finde hotel Bella Vista, som Bente og Erling havde besøgt 3 år tidligere sammen med børn og børnebørn (17 personer). Det lykkedes os at finde hotellet, som har en dejlig udsigt over Kleopatra stranden. Herfra var der en fin trappe og vej ned til Damlatas stranden.


Det tyrkiske køkken
Om aftenen spiste vi på Restaurant Janus ved havnen. De fleste valgte fisk, som dog ved den lejlighed ikke var noget særligt. Jeg vælger at tro, at vi var uheldige, for Janus har et godt ry som fiskerestaurant. Betjeningen var særdeles god. Bente og Erling genkendte en tjener, som 2 år forinden havde været på hotel Bella Vista. Da de spurgte tjeneren, kunne han udmærket huske den store danske familie (med det store ølforbrug). Siden vi var her sidst, var selv McDonald blevet repræsenteret i Alanya. Lidt sørgeligt, når det tyrkiske køkken byder på så mange specialiteter.

Det tyrkiske køkken regnes for et af de bedste i verden. Almindeligvis rangerende som nummer 3 efter det franske og det kinesiske. En væsentlig årsag er de altid friske råvarer, som Tyrkiet selv producerer i store mængder. Menuen indeholder et utroligt rigt udvalg af retter - supper, en nærmest uendelig variation af meze (forretter), foruden et væld af kød- og fiskeretter. Herefter kan man afrunde måltidet med et par af de berømte tyrkiske kager og andre søde sager, inden der afsluttes med en kop tyrkisk kaffe.

  • Hvis du bare har lyst til lidt let (snack), prøv en lækker tyrkisk pizza (pide) eller en börek.
  • En af de spændende ting ved tyrkiske måltider er meze eller små forretter, der oftest serveres kold. Der findes et utal af variationer. Auberginer fyldt med løg og hvidløg, vinblade med ris, nødder og rosiner, bønner i tomatsauce, ristet peber, russisk salat, tomater og agurk, kold yogurtsuppe, rejer, muslinger i vinaigrette osv. osv. osv. Hertil dejligt brød med dip. Hvis du er vegetar, vil du alene kunne spise dig mæt i disse pragtfulde forretter.
  • En anden populær forret er suppe, fx den lækre røde linsesupe, kirmizi mercimek.
  • Tyrkiet, som er omsluttet af hav på 3 sider, har adgang til en overflod af fisk og skaldyr. En typisk fiskeret er simpelt tilberedt og pinlig frisk. Ofte betaler man på restauration fisk efter vægt.
  • Tyrkiske kødretter er almindeligvis grillede eller ristede. Ofte indgår lam, men vi oplevede dog et par gange, at dman ikke havde lam, selv om det var på spidekortet. Döner kebab og shish kebab behøver næppe nogen introduktion, bortset fra, at smagen her er bedre end derhjemme. Et biligere alternativ for kødelskere (som jeg) er köfte, som er grillstegte, krydrede kødboller (frikadeller).
  • Tyrkiet er berømt for sine desserter. Den bedst kendte er nok baklava, en nøddedeg dyppet i sirup. Men også fx sød risbudding er meget populær.
  • Turkish Delight findes i flere variationer. Ofte kan man smage på et udvalg, inden man bestemmer sig. Den traditionelle version af Turkish Delight kom til Europa i 18. århundrede. Det fremstilles af honning, dadler, roser og jasmin. Ofte serveret sammen med tyrkisk kaffe som afslutning på et måltid.


Dejlig tyrkisk suppe

Tyrkiske frikadeller - köfte

Osmansk gryde

Drikkevarer
Det, der drikkes mest af i Tyrkiet, er vand. Mange muslimer drikker ikke alkohol. Nogle påstår, at man kan drikke vand fra hanen, men da selv de lokale køber vand i store mængder, vil jeg anbefale, at du gør ligeså. Overalt er der mulighed for at købe mineralvand på flasker og dunke, og prisen er rimelig.

Tyrkisk øl - Efes Te er den tyrkiske nationaldrik. Den serveres ofte i et lille tulipanformet glass med sukkerknalde i den lille underkop. Der findes mange forskellige former for te, fx grøn the, myntethe, citronthe osv. Tyrkisk kaffe er stærk, tyk og sød. Den serveres i en lille - og jeg mener lille. Du får kun sukker til, hvis du beder om det. Øl, vin og spiritus fås i alle turistområder, men kommer du udenfor den slagne vej, kan det ofte være svært at finde/købe. Heldigvis kom holdet ikke ud i sådanne katastrofale mangelsituationer på turen - som nogen vil vide, har vi 2 ølentusiaster på holdet (jeg har lovet Karin ikke at nævne navne). Det lokale øl Efes Pilsen faldt i vores smag. Det fås i en let, en normal og en mørk udgave. Tuborg er også meget udbredt. Så udbredt, at vores tjener på den lokale restauration påstod, at det var et tyrkisk mærke. Men sandt er det, at Tuborg lokalproduceres i Izmir af Türk Tuborg Birave Malt Sanayi A.S.. Tyrkisk vin er (kan være) også udmærket. Nogle mærker modnes i trætønder.


Tyrkisk raki - løvemælk Den mest populære form for spiritus i Tyrkiet er raki, en anis-brændevin, som bliver mælkehvid, når den fortyndes med vand. Det er formentlig derfor den har fået kælenavnet "Løvemælk". Raki smager udmærket til tyrkiske mad. Men pas på, den er stærkere end den ser ud til. Det siges, at man uden risiko kan drikke 3 glas. Efter det 4. kan man begynde at forstå tyrkisk. Og efter det 5. taler man tyrkisk. Vi lod det dog ikke komme så vidt. Raki bruges ikke alene som cocktail eller longdrink. Tyrkerne drikker den også til visse desserter som melon og fetaost. Det skal nydes af slanke cylindriske glas og gerne koldt (8-10 grader). Personligt kan jeg godt lide den uden vand og ved stuetemperatur.


Mavedanser uden mave Vi havde alle glædet os til at møde det tyrkiske køkken. Jeg vil ikke sige, at vi blev skuffet, men det var lidt deprimerende, at alle menukort på restaurationerne var så ens - og så europæisk. De bedste måltider fik vi på den lille restauration, som lå i tilknytning til vores hotel Hitit Sun. Den blev drevet af et tyrkisk ægtepar med hjælp af deres 18 årige søn Osman. Faderen var i køkkenet, og Osman tog sig af gæsterne. Familien var for nogle år siden kommet til Alanya fra Istanbul. 2 gange spurgte vi Osman, om vi kunne få et tyrkisk måltid, og begge gange fik et dejligt måltid, den ene gang med oksekød, den anden gang med lam. Hertil pragtfulde grøntsager, især aubergine. Kan anbefales. Et par gange blev der arrangeret såkaldt turkish night på vores hotel. Det tyrkiske islæt bestod i, at der ud på aftenen dukkede en smuk tyrkisk pige op ledsaget af en bodyguard. Hun dansede for os et kvarters tid. Det blev påstået, at det var mavedans. Men det må da som minimum kræve, at kunstneren har en mave, hvilket disse piger ikke havde. Men kønne var de da. Herefter forsøgte de at lokke nogle af gæsterne ud på gulvet. OK, vi havde da en hyggelig aften, men ikke specielt tyrkisk.

 

Nu har jeg tænkt mig at invitere dig med på en lidt længere udflugt, som vi foretog i 1990, da vi første gang var i Alanya. Turen går til Pamukkale, som kan fremvise de mest fantastiske naturscenerier. Vi kunne være kommet med rejseselskabet, men foretrak selv at finde en arrangør. Ud for en læderforretning mødte vi en ung tyrkisk kvinde, som foreslog, at vi tog med den næste dag til Pamukkale. Turen ville finde sted i en lille bus, hvor der udover vores selskab på 6 vogne og 3 store knægte kun ville være yderligere 4 personer. Vi betalte et lille deposititum for at vise vores reelle hensigter, og næste morgen kl 5:30 blev vi afhentet ved hotellet. Værs'go - denne vej.

 

Start på rejsen Toppen af denne side Forrige side Næste side