Tyrkiet - Alanya mv.

Rejseholdet, som vi kalder os, har foreløbig været i Tyrkiet 2 gange. Første gang i 1990, anden gang i 2001. I begge tilfælde gik turen til Alanya, hvorfra vi foretog udflugter langs kysten og ind i landet. Jeg har altid selv været imponeret af den betydning, som Tyrkiet (Lilleasien) har haft for den vestlige civilisation. Mange af de tidlige græske filosoffer som Thales fra Milet - kom fra vestkysten af det, som vi idag kalder Tyrkiet. Kong Midas, som ønskede at forvandle alt til guld, boede her. Legendariske Troja, som jeg har hørt om fra barnsben, ligger i Tyrkiet. Homer er efter sigende født i Izmir. Guderne Apollo, Artemis og Afrodite kommer her fra. Da Prometheus havde stjålet ilden fra Guderne, blev han af Zeus forvist til den østlige del af Tyrkiet. Eufrat og Tigris, som vander livets træ i Paradiset, har deres udspring i Tyrkiet. Cleopatra valgte den tyrkiske middelhavskyst til sin bryllupsrejse. Alexander den Store kunne heller ikke modstå Anatoliens fristelser. Abraham kom (muligvis) fra den sydøstlige del af Tyrkiet. Paulus gjorde et ophold på to år i Efesus, før han fortsatte sin udbreden af det kristne budskab. Jomfru Maria, Maria Magdalena og Johannes levede her til deres død. Silkevejen, som bl.a. Marco Polo fulgte til Kina, går gennem Tyrkiet. Admiral Piri Reis, som udarbejdede de første korrekte kort over Amerika og Atlanterhavet, kom her fra. Og tro det eller lad være, Julemanden - Sankt Nicholas - er født her. Overalt i Tyrkiet finder man minder om denne glorværdige fortid.

Jeg bilder mig ikke ind at være ekspert i tyrkiske forhold efter sammenlagt 4 ugers besøg, men måske kan du alligevel have lidt fornøjelse eller ligefrem gavn af at læse om vores oplevelser.

Også denne gang landede vi i Antalya, som har en international lufthavn. Flyvetid knap 4 timer. Det første skilt, vi så, advarede om, at vi ville få en bøde på ikke mindre end 80 millioner (80.000.000) TL (tyrkiske lira), hvis vi trodsede rygeforbudet. Et slag på lommeregneren viste, at det svarede til ca 500 danske kroner. Herefter blev vi i busser transporteret 120 km østpå til Alanya, en køretur på godt 2 timer med et mindre ophold undervejs. Her fik vi en idé om det tyrkiske prisniveau, da vi for 100 kroner fik 35 kroner tilbage ved køb af 6 ½-liter øl og et par flasker vand.

Klima og geografi

Vejret i den sydlige og vestlige del af Tyrkiet er almindeligt middelhavsklima med varme, tørre somre og milde vintre. I det centrale Anatolien er somrene også varme og tørre, men vintrene kan være meget kolde. I nord ud mod Sortehavet regner det indtil 330 dage om året, mens klimaet i de østlige bjergegne nærmest er alpint.

	Jan	Feb	Mar	Apr	Maj	Juni	Juli	Aug	Sep	Okt	Nov	Dec
Gns. dagtemperatur	10	11	13	16	20	25	28	28	28	25	20	15
Gns. natttemperatur	6	7	8	11	15	19	24	23	21	14	10	8
Gns. vandtemperatur	17	17	18	21	22	24	27	28	28	27	25	22

Som det fremgår af ovenstående, er det en god idé at besøge Tyrkiet udenfor den varmeste periode. Vores første tur fandt sted i juli måned under ekstreme varmeforhold. Vores seneste besøg foregik i første halvdel i september med dagtemperaturer omkring 30 grader, nattemperaturer omkring 20 grader og med en vandtemperatur på 23-24 grader. Det anbefales at lægge sine besøg i april/maj eller i september/oktober. Men i øvrigt er det tyrkiske middelhavsklima mildt om vinteren. 10-15.000 turister bor i Alanya i vinterperioden.

Tyrkiet har knap 70 millioner indbyggere, hvoraf ca 40% bor på landet. De største byer er Istanbul (7.4 mill.), hovedstaden Ankara (3.2 mill), Izmir(2.7 mill.), Adana (1.9 mill.), Antalya (1.1 mill.) samt Bursa (1,6 mill.). 99% af befolkningen er muslimer, størsteparten tilhører den suni-muslimske retning. Tyrkiet har en sekulær forfatning uden statsreligion, og der er religionsfrihed. Det tyrkiske sprog hører til samme sproggruppe som finsk og ungarsk. Det tales af ca. 150 millioner. Siden sprogreformen i 1926 har man benyttet det latinske alfabet.

Geografisk og kulturelt rummer Tyrkiet så mange ekstremer, at det vil tage et helt liv at udforske dem. For dem, som sætter pris på badeliv, tilbydes rent, blåt vand og pragtfulde strande. Turkiet har mere end 8000 km kystlinie mod Middelhavet, Ægæerhavet og Sortehavet. Arealet udgør mere end 775.000 km² med grænse mod Grækenland, Bulgarien, Georgien, Armenien, Iran, Irak og Syrien. Med 97 procent beliggende i Asien (Anatolien)og 3 procent i Europa (Trakien) betragtes Tyrkiet som en bro mellem øst og vest.

Som det fremgår af ovenstående satellitfoto er størsteparten af Tyrkiet bjergområde, som gradvist stiger, jo længere man kommer øst på. 80% af Tyrkiet ligger 50 meter eller mere over havets overflade. Mod syd rejser Taurus bjergene sig fra de frugtbare sletter mod Middelhavet. Et af højdepunkterne - både bogstaveligt og i overført forstand - er de betagende vulkaniske landskaber i Cappadocia i det centrale Anatolien med dets karakteristiske søjler og skulpturelle dale, som er formet af tusinder af års erosion, med dets hundreder af klippekirker og underjordiske byer, skabt af tidligere civilisationer og tidlige kristne. Pamukkale med dens kaskader af limstens terrasser, som er dannet af århundreders løb af termale kilder. Ararat bjerget i det østlige Tyrkiet, hvor Noahs ark efter sigende strandede efter syndfloden. De talrige caravanserais - datidens moteller - langs Silkevejen samt de utrolige moskéer vidner om de store kulturperioder under Seljukkerne og Ottomanerne.

Tyrkiets historie

Også denne gang havde vi forberedt os inden afrejsen. Én af de turistguider, vi anskaffede, indeholdt godt 100 siders beskrivelse af Tyrkiets historie, så jeg kan selvfølgelig kun give dig en overfladisk gennemgang på disse sider.

Hittitterne

Det første kendte folkeslag var Hittitterne, som dominerede Anatolien fra bronzealderen (ca 2000 BC). Indtil år 1900 kendte man stort set kun hittitternes eksistens fra ældgamle ægyptiske skrifter samt fra biblen. I 1834 fandt en fransk arkitekt ved et tilfælde nogle gamle ruiner i nærheden af Bogazkale, men disse blev ignoreret, da man fandt det usandsynligt, at der skulle have været en gammel civilisation på et sådant øde sted sted. Men i 1905 fandt et tysk hold et antal lertavler med information om disse hittitter. Det lykkedes at tyde sproget, og det viste sig, at man havde fundet de ældste vidnesbyrd til dato om indo-europæiske fund. I dag ved vi, at hittitterne kom til Lilleasien fra den anden side af Sortehavet. Hittitterne var et steppefolk, som tilbad et stort antal forskellige naturguder, bl.a. en solgudinde og en stormgud. De medbragte mange mytologiske figurer fra deres hjemland.

Hittitterne overtog efterhånden hele Anatolien, og i 1594 BC slog de endog det magtfulde Babylon. Og i 1288 BC slog de Ægypten i slaget ved Kadesh, hvorefter der blev indgået en fredsaftale. Som så ofte før blev aftalen beseglet af et ægteskab, denne gang mellem datteren af Hattusilis III og farao Ramses II. På et tidspunkt besatte de størsteparten af det nuværende Syrien.

Perserne og Grækerne

Fra omkring 1150 BC begynde grækerne at invadere den vestlige del af Anatolien. Og den hittittiske krigsmaskine "gik i knæ", da grækerne angreb Troja omkring 1250 BC. Den masive invandring fra de græske øer og bystater lagde et kraftigt pres på hittitterne, og en række små kongedømmer foranstaltede mindre oprør. I 546 BC erobrerede perserne under kong Kyros det vestlige Anatolien og tog kong Krøsus til fange.

Omkring 330 BC blev Perserne "sat på porten" af Alexander den Store, der som bekendt tilkæmpede sig herredømmet fra Grækenland til Indien. I 334 BC indtog han Byzans på sin felttog mod Persien. Efter Alexanders død (323 BC) sloges hans generaler om boet, og det græske verdensrige begyndte at gå i opløsning.

Romerne

Næste fremmede stormagt i Anatolien var romerne. Først blev der indgået et forbund med Rom. I 133 BC lod Pergamons konge riget gå i arv til Rom - uvist af hvilken årsag. Dette medførte en del uro og oprør, som blev nedkæmpet med hård hånd af bl.a. Pompejus. Julius Cæcar afsluttede dette arbejde, og det var ved den lejlighed, han udtalte de kendte ord "Jeg kom. Jeg så. Jeg sejrede". Efter en periode med uro sænkede roen og freden sig over Anatolien, og velstanden voksede. Romernes liberale indstilling til religiøse forhold gav gode vilkår for udbredelse af kristendommen. Fx boede Paulus mere end 2 år i Efesos, og hans mange rejser i bl.a. Anatolien er levende beskrevet i Apostlenes gerninger. Efter ødelæggelsen af Jerusalem i år 70 flygtede mange jøder til det centrale Anatolien, hvor de fandt et fristed. Evangelisten Johannes menes at havde skrevet det fjerde evangelium i Efesos. Jomfru Maria skal have boet i en hytte i nærheden, indtil hendes død. Filip rejste til Pamukkale, hvor han senere led martyrdøden.

Det byzantinske rige

Efter at have vundet borgerkrigene i Rom (år 312) besluttede kejser Konstantin, at flytte det romerske imperiums hovedstad. Valget faldt på en lille by Byzantium ved Bosporus, og i 330 indvidede man den nye hovedstad, som fik navnet Konstantinopel. I virkeligheden døbte Konstantin byen Ny Rom, men i praksis kom den til at hedde Konstantinopel. Kort før sin død overgik Konstantin til kristendommen, som blev den officielle religion i det byzantinske rige. Det romerske imperium blev del i et vestromersk og et østromersk rige. Mens den vestlige del af riget blev invaderet af goter, vandaler, frankere m.fl. trivedes den østlige del - den byzantinske - udmærket.

Fra det 7. århundrede begyndte den arabiske invasion, som introducerede islam i Anatolien. I 675 påbegyndte araberne en belejring af Konstantinopel, som kom til at vare 4 år. Byen holdt dog stand på grund af sine solide bymure. Men gradvis mistede det byzantinske rige flere og flere af sine provinser til araberne, men der var dog også perioder med opblomstring. Afslutningen kom i 1453, da Konstantinopel blev indtaget og skiftede navn til Islamboul - Islams By.

Seldjukkerne

I det 11. århundrede grundlagde en relativ ukendt tyrkisk stamme, seldjukkerne en stat i Iran med Isfahan som hovedstad. Seldjukkerne viste sig at være vældige krigere. Efter omvendelse til islam betragtede de sig som arvtagere til de områder, som var blevet erobret under og efter Muhamed. De lå i stadig kamp med byzantinerne. Fjendtligheden var dog ikke større, end at man kunne stå sammen og slå mongolske invasionsforsøg tilbage. I de følgende år oprettedes den anatolske seldjukkiske stat som en del af det store seldjukiske rige, der regerede over det, der nu er Tyrkiet, Iran og Irak. Seldjukkerne blev stadig oftere udsat for mongolske overfald, ligesom de også blev presset af korsfarerne.

Osmannerne

Og nu dukkede en ny aktør op på den anatoliske scene, osmannerne. En legende fortæller om en flok udmattede seldjukker under ledelse af Alaeddin af Konya, som var hårdt trængt af en flok mongoler. Netop som alt håb var ude dukkede en rytterskare op på en bakketop og blandede sig i kampen på seldjukkernes side. Da den taknemlige Alaeddin efterfølgende spurgte om den fremmede leders navn, lød svarer "Mit navn er Ertugrul, og jeg er far til Osman". Osmannerne, som de siden blav kaldt, slog sig ned i det vestlige Anatolien, og grundlagde Det osmanniske imperium. Snart efter overgik de til den islamiske tro. I 1453 var osmannerne under Mehmet Erobreren stærke nok til at indtage Konstantinopel. Den prægtige domkirke Hagia Sofia ændrede status til en moske. Ottomanerne fortsatte med at udvide deres territorium og beherskede snart Syrien, Ægypten og Saudi Arabien med de hellige byer Mekka og Medina. Under sultan Suleyman den Prægtige (1495-1566) strakte rigets grænser sig fra udkanten af Wien til den persiske golf, og fra Krim til Nordafrika så langt sydpå som Ethiopien. Det ottomanske rige fortsatte med at vokse, indtil det i 1683 led sit første større nederlag ved belejringen af Wien. Hvis du har lyst, kan du læse mere herom på vores hjemmeside om Wien.

Suleymans efterfølgere kunne imidlertid ikke fastholde det osmanniske imperiums magt, og en lang nedtur begyndte. Det ottomaniske riges undersåtter gjorde oprør, som ofte blev støttet af de europæiske stormagter. Efter bitre opgør i 1832 blev kongedømmet Grækenland grundlagt, og serberne, bulgarerne, rumænerne, albanerne, armenerne og araberne fulgte snart efter med krav om selvstændighed.

De europæiske stormagter sværmede som gribbe over det smuldrende imperium. Uheldigvis tog Tyrkiet parti for Tyskland under første verdenskrig. Og i 1918 gik de krigens sejrherrer i gang med at dele Tyrkiet: Irak og Palæstina blev overdraget til England, Syrien og Libanon til Frankrig osv. Det så sort ud for "Europas syge mand", som man kaldte Tyrkiet. Men .. "når nøden er størst..."

Mustafa Kemal Atatürk

Atatürk er født i 1881 i Saloniki, dengang en ottomansk by. Hans far døde, da Mustafa var dreng. Han gik først på en religiøs skole, men kom herefter på en moderne skole. I 1893 kom han på militærakademiet, hvor hans matematiklærer gav ham navnet Kemal, som betyder perfektionist. Herefter blev han kaldt Mustafa Kemal.

I 1905 forlod Mustafa Kemal militærakademiet med rang af kaptajn. Han blev udstationeret i Damaskus, hvor han sammen med kolleger dannede en bevægelse "fædreland og frihed" i modstand mod sultanens despotiske styre. Han vandt hæder for sin indsats i Albanien og Tripoli. I 1915 blev oberst Mustafa Kemal nationalhelt for sit forsvar af Gallipoli, og det lykkedes at kaste invasionsstyrkerne tilbage. I de følgende 2 år tjente han som general for ottomanske styrker i Palæstina og Aleppo.

I 1919 startede Mustafa Kemal en uafhængighedskrig for at slippe af med det forhadte sultanstyre. Og den 23. april 1920 blev der dannet en nationalforsamling. I juli 1923 underskrev regeringen Lausanne traktaten sammen med England, Frankrig, Grækenland, Italien m.fl. Og i oktober blev Ankara udnævnt til hovedstad for den nye tyrkiske stat, og Mustafa Kemal blev valgt til præsident.

De følgende år gennemførte Mustafa Kemal et stort antal reformer i landet. Der blev etableret et nyt politisk og juridisk system, både regering og undervisning blev sekulært (dvs verdsligt i modsætning til religiøst baseret), kvinderne fik flere rettigheder, det latinske alfabet blev indført i stedet for det arabiske osv. Desuden blev der lavet masser af reformer af videnskab, landbrug og industri. I 1934 gav nationalforsamlingen han tilnavnet "Atatürk", som betyder "Tyrkernes fader". I 1938 efter nogle måneders sygdom døde denne store statsmand, men han lever stadig i den tyrkiske befolknings bevidsthed. Hver by har en statue af ham, og hans billede er hængt op i talrige forretninger.

Heldigvis lykkedes det Atatürks efterfølger, Ismet Insny at holde Tyrkiet neutral under anden verdenskrig. I dag er Tyrkiet en republik, baseret på et demokratisk, verdsligt flerpartisystem. Nationalforsamlingen vælges ved frie valg, og landet styres af en regering under ledelse af en premierminister. Tyrkiet har været medstifter af OECD og the Black Sea Economic Cooperation Organisation, medlem af NATO, Europarådet og Europaparlamentet samt associeret medlem af EU. Tyrkiets forhåbninger om at komme med i EU trues desværre af problemer med menneskerettighederne, en ustabil økonomi samt ikke mindst vedvarende problemer med de kurdiske mindretal, som udgør ca 10 millioner.

Lille tyrkisk sprogguide

Det tyrkiske sprog skrives som nævnt med latinske bogstaver, dog anvendes nogle få specialtegn. Der lægges almindeligvis lige meget tryk på alle stavelser.

Følgende bogstaver udtales specielt:

c = dj	Cami (moske) udtales djami
c = tj	Foca udtales fotja
g forlænger den foranstående vokal og er selv stum	Dag (bjerg) udtales daa
i (i uden prik) udtales som en mellemting mellem ø og e	Alti (seks) udtales alte
s = sch	Kusadasi udtales Kuschadase
y = j	Yeni (ny) udtales jeni

Hilsener og høflige vendinger:

På hilsenen "hos geldiniz" (velkommen)	svarer man "hos bulduk" (det er en glæde at være her).
God morgen	Gunaydin
God dag (hej)	Merhaba
God aften	Ýyi Aksamlar
Farvel (siges af den, som tager afsted)	Allahaismarladik
Venligst (please)	Lutfen
Tak	Tesekkur ederim eller mersi
Ja	Evet
Nej	Hayir

På restaurant:

Brød	Ekmek
Vand	Su
Mineralvand	Maden suyu
Juice	Meyva suyu
Vin (rød/hvid)	Sarap
Øl	Bira
Lam	Kuzu eti
Kalv	Dana eti
Kylling	Pilic/Tavuk
Fisk	Balik
Skål	Cherefe

Spisekortet:

Brød	Ekmek
Forretter	Mezeler
Krydret lever med løg	Arnavut cigeri
Kold kylling i valnøddepure med hvidløg	Cerkes tavugu
Rå, krydrede kødboller	Cig Kofte
Fyldte muslinger	Midye dolmasi
Fyldte vinblade	Yaprak dolmasi
Kallun (komave) suppe - Jeg har prøvet det i Grækenland ;-(	Iskembe corbasi
Filét	Bonfile
Lam stegt på roterende spid	Döner kebap
Lammekoteletter	Pirzola
Grillet lam på spid	Shis kebap
Grillede kødboller på spid	Shis kofte
Ris:	Pilav:
Ris blandet med nødder, korender og løg	Ic pilav
Knækkede hvedekerner (bulgur)	Bulgur pilavi
Frugt:	Meyvalar:
Druer	Uzum
Bananer	Muz
Vandmelon	Karpuz
Ferskner	Seftali
Kirsebær	Kiraz
Æbler	Elma
Figner	Incir

 

---

Men nu ikke flere forelæsninger. Kom med os til feriebyen Alanya, hvor vores ferie startede med et besøg i tyrkisk bad. Efterfølgende vil vi tage dig med til det eventyrlige Kappadokien og det besynderlige Pamukkale.

Vores hotel Hitit Sun

Det var med nogen spænding, at vi ankom til vores hotel. Vi havde besluttet, at vi ville lave en del udflugter fra Alanya, hvorfor vi havde valgt et 2-stjernet hotel. Vi ville også gerne bo centralt i forhold til Alanya, og sidste gang havde vi boet 3-4 km østfor centrum. Hotellet viste sig imidlertid at være nydeligt med store 2-værelses lejligheder, en altan af rimelig størrelse. Aircondition mod særskilt betaling, hvilket vi dog ikke benyttede os af. Hotellet var 5-6 år gammelt og havde vistnok været lukket ned for en periode. Rengøringen kunne havde været bedre, og der manglede en del småting. Men som Kurt sagde: for 1000 kroner pr lejlighed kunne man sagtens få en stjerne eller 2 mere. Betjeningen viste sig at være særdeles venlig og hjælpsom. Der var en mindre, men hyggelig pool med liggestole mv. samt en lille børnepool.

Vi ankom ved 10-tiden om aftenen, og efter at vi havde fået vores værelser, gik vi ned på den lille restauration, som lå i tilknytning til hotellet, og fik en omelet til aftensmad. Det skulle ikke være den eneste gang vi besøgte den lille restauration med den dejlige mad og den venlige betjening. Inden vi gik i seng, købte vi ind til næste dags morgenmad i det nærligende supermarked. Det havde åbent hver dag fra 9:00 - 0:30.

Ved 5-tiden blev vi vækket af muezzinens kalden til bøn, da solen stod op. Det var fascinerende at høre, hvorledes de 3-4 nærliggende moskeer synes at kappes om at påkalde sig de troendes opmærksomhed. Efter et par dage kom jeg til at synes om lyden. Og i dag kan jeg ligefrem savne det.

Næste morgen gik Birgit og jeg som sædvanlig på indkøb eftrer brød mv. Morgenmaden indtog vi på Kurt og Karins altan. I baggrunden kunne vi se øststranden, som ligger ca 100 meter borte. Der var også et smukt kig op til fæstningen på bjerget. Og bag os kunne vi de de smukke Taurusbjerge. Alt tegnede således godt for ferien.

Informationsmøde på Palm Beach Club

Vi var lidt i tvivl om, hvorvidt vi skulle deltage i rejsebureauets informationsmøde, men vi besluttede dog at tage med. Mødet blev afholdt på Palm Beach Club, som ligger i den vestlige ende af Kleopatra stranden - efter sigende en af Tyrkiets bedste strande. Stedet ligger på vejen fra Antalya til Alanya.

Palm Beach Club dækker et overdækket område på mere end 2200 m2, indeholdende café-, restaurant og en opvisningsscene. Herfra er der et godt udsyn til den nærliggende sandstrand. På stedet findes billard, dart, Internet adgang osv. På stranden er der volley-ball baner med internationale mål, beach-fodbold samt liggestole for de knap så aktive.

Jeg talte med den ene af værterne, Aslan (betyder løve på tyrkisk). Aslan, som er halv tyrkisk, halv dansk, fortalte, at han tilbragte ca 7 måneder i Alanya og 5 måneder i Danmark. Han fortalte også, at klubben har en pick up-service for sine gæster. Man ringer til klubben, og få minutter senere bliver man afhentet på hotellet, ligesom man også bliver returneret, når man ønsker det. Det er selvfølgelig også muligt at tage en dolmus. Og på mindre end ½ time kan man spadsere derud fra centrum af Alanya. Vi talte om at tage derud en aften og spise til aften i disse dejlige omgivelser. Tiden skulle vise, at vi ikke nåede det. Informationsmødet? Lignede alle andre informationsmøder, vi har oplevet.

Alanya - Den tyrkiske Riviera

Nu har jeg tænkt mig at fortælle lidt om feriebyen Alanya. Som tidligere nævnt ligger Alanya ca 2 timers kørsel øst for Antalya, hvor de fleste charterfly lander. På lang afstand får man øje på byens vartegn, fæstningen højt oppe på det forbjerg, som stikker ud i havet. På begge sider af halvøen ligger kilometerlange sandstrande, tæt bebygget med hoteller. Byen ligger smukt ved foden af de smukke Taurus bjerge. Det vides ikke med sikkerhed, hvornår Alanya er grundlagt, men den har i tidens løb været underlagt romerne, byzantinerne, armenerne og andet godtfolk. Sikkert skulle det være, at piraten Diototus Tryphon byggede en fæstning på toppen af forbjerget omkring 200 BC - mere herom senere.

Alanya, som indtil for en halv snes år siden var en søvning kystby, er nu en blomstrende handelsby. I de 11 år, der var gået, siden vi var her sidst, var der skudt i hundredevis af nye hoteller op både øst og vest for byen. Alanya besøger af mere end 1.000.000 turister hvert år - og tallet er næppe faldende.

Centrum i byen er Atatürk pladsen ved det store lysregulerede kryds midt i byen. Herfra fører en vej til havnen. Fortsætter du et par hundrede meter vestpå, kommer du til den nye basar. Bag denne ligger den store markedsplads. Som i de fleste tyrkiske byer indeholder den et monument over legendariske Kemal Atatürk. Her har Bente og Erling stillet sig op til fotografering. Hvis de synes, de ser meget ungdommelige ud, er det sikkert fordi, billedet er taget under vores føste besøg i 1990.

Marked i Alanya

Der er talrige indkøbsmuligheder i Alanya: te og krydderier, læder og skind, tæpper og tøj, keramik og messingvarer, kobber og bronze, guld og sølv. Merskumspiber samt genstande i onyx er også populære hos turisterne. Kelimtæpper og tyrkiske tæpper går også som varmt brød. Det tyrkiske prisniveau er set med vores øjne særdeles rimeligt. Men selv om du ser en ting til en pris, som du er indstillet på at betale, så forventes det, at du prutter om prisen. Birgit og jeg pruttede en flot lædertaske ned fra 1300 til 500 danske kroner. Og selv om ejeren påstod, at han tabte penge på handelen, fik vi dog en kop te, og han så da velfornøjet ud, da vi gik. Basaren ligger i den nordlige side af hovedgaden ikke langt fra Atatürk pladsen og holdepladsen for dolmus'erne. I nærheden ligger det lokale marked med et væld af friske og spændende grønsager. Hver fredag er markedet særlig omfattende, og mange kommer ind fra oplandet og falbyder deres produkter fra småboder. Karin, som hjemsøger samtlige loppemarkeder i Århusområdet, gjorde dog ikke nogen kup. Sidste gang vi var i Alanya, købte vi (læs: kvinderne) især læder og skind. Denne gang købte vi (igen læs: kvinderne) guld og sølv. Det blev påstået, at guldprisen var 1/3 af prisen i Danmark. Hvis man havde gamle eller defekte smykker, kunne de indgå i handelen. Kurt, som ellers er særdeles fornuftig, har en svaghed for ure. Da vi var i Thailand købte han en halv snes ure. Altid mærkevarer. Hvem kan sige nej til et Rolex til 100 kroner? I hvert fald ikke Kurt. I Alanya købte han dog kun 4-5 ure. Sjovt nok, en ursælger kan se Kurts interesse på flere kilometers afstand, og får ham altid trukket med ind i forretningen.

Da Birgit nu havde foretaget sine umådeholdne indkøb af guld og sølv, skulle jeg selvfølgelig også have noget: 13 par underbenklæder af mærket Calvin Klein for 100 kroner. Et sandt røverkøb. Da jeg skulle ibrugtage det første par, manglede der en knap, men hvad, selv hr. Klein kan jo fejle. Det næste par havde en knap, men til gengæld var der intet knaphul. Jeg må retfærdigvis sige, at der var syet uden om det sted, hvor knaphullet skulle have været. Nu har jeg 11 par underbukser liggende på en hylde i vores garderobeskab. (De ligger for resten på samme hylde som de 3-4 endnu ikke-udpakkede Lacoste T-shirts, som vi købte i Alanya for 11 år siden). Moralen er: det er ikke alt, der glimter, der er guld. Ellers regn roligt med, at alle billige mærkevarer er kopiprodukter. Vi talte med en forretningsindehaver, som fortalte, i sæsonens 7-8 måneder arbejdede 15 timer i døgnet 7 dage om ugen. Her midt i september havde han endnu ikke haft tid til at være på stranden i år.

Havnen

Kvarteret omkring havnen er den mest charmerende del af byen med mange småhuse. Her foregår byens hektiske natteliv med en række diskoteker, restauranter og barer - mange i flere etager. Efter mørkets frembrud tændes små, hyggelige lamper. Vi udforskede den dejlige park, hvor mange tyrkere hyggede sig. Desuden gik vi en tur langs kajområdet, hvor alle turistbådene ligger for anker.

Transport

De lokale busser (med orange striber) kører ad hovedgaden mellem strandene. Som du senere kan læse om, tog vi på en udflugt med bus til Manavgat, som ligger ca 1 times kørsel fra Alanya. Dolmus'er - minibusser - kører til og fra centrum. En dolmus er en stor bil eller minibus: Forskellen på en taxa og en dolmus er, at man deler dolmus'en med flere passagerer - ofte med særdeles mange passagerer. Det er således et kollektivt transportmiddel. Hvis man stiller sig i vejkanten går der sjældent mere end 2 minutter, inden den første dolmus gør tegn til, om du vil med. Du kan komme af, hvor du har lyst. En tur med en dolmus koster mindre end 5 kr. Hvis man er flere personer, kan man rekvirere en dolmus som en almindelig taxa. Vi prøvede at leje bil i Alanya - mere herom den sidste dag.

Badestrandene ved Alanya

Alanya er især kendt for sine badestrande, som strækker sig på begge sider af byen - kun afbrudt af det smukke forbjerg på halvøen. På alle strandene kan man leje strandstole og parasoller, ligesom der ligger små spisesteder, hvor man kan få lidt at spise. Topløs badning accepteres, hvis du skulle have lyst. Ellers kan du jo som jeg nøjes med at kigge på.

Øststranden
Denne strand er fra naturens hånd mere stenet end veststranden, men mange steder er der sket fjernelse af sten og påfyldning af fint sand. Stranden er måske lidt mere børnevenlig end den populære veststrand, da man kan gå temmelig langt ud, inden det bliver dybt. Mange finder denne strand mere tillokkende, da der er roligere end på veststranden. Under begge vores hidtidige besøg benyttede vi begge strande.

Veststranden - Kleopatras strand
Den lange gyldne sandstrand, som strækker sig vest for Alanya, kaldes også for Kleopatras strand. Stranden har navn efter den legendariske ægyptiske dronning, som spillede en stor rolle under kampene om herredømmet over Rom på Cæcars tid. Da Antonius havde besejret Cassius, sendte Antonius bud efter Kleopatra for at straffe hende for at have hjulpet Cassius. Ifølge historieskriveren Plutark ".. ankom Kleopatra i en båd med forgyldt agterstavn, med purpurrøde sejl og sølvskinnende årer, som bevægede sig i takt til musik af fløjter og harper. Kleopatra selv, klædt som kærlighedsgudinden Afrodite, lå under et forgyldt solsejl, mens drenge malede som engle stod og viftede for hende..". Antonius lod sig besnære af Kleopatra - hvem ville ikke have gjort det - og og forærede hende området omkring Alanya i bryllupsgave. Denne affære kom til at koste dem bege dyrt, idet Oktavian i Rom erklærede dem krig. For ikke at blive fanget begik de selvmord - først Antonius, dernæst Kleopatra - efter sigende ved at lade sig bide i barmen af en slange. Det fortælles, at hun først afprøvede slangens giftighed på en slavinde. Der findes en rød stentrappe fra forbjerget, som Kleopatra skal have benyttet, når hun skulle ned og bade i det blå middelhav. Jeg garanterer som sædvanligt ikke for rigtigheden, men det er da en dejlig historie. Som du måske ved, har Shakespeare skrevet et drama om historien, og der er indspillet en film med Elisabeth Taylor og Richard Burton i hovedrollerne.

Denne lille sandstrand, som ligger lige efter forbjerget, kaldes for Damlatas stranden. Den ligger ganske tæt på centrum. Her er knap så megen vind som længere vestpå, hvilket kan være en fordel i udkanten af sæsonen. Her som på de øvrige strande kan man leje solsenge og parasoller, og der findes små spisesteder med snacks og drikkevarer.

Tyrkisk bad - Hamam

Forrige gang vi var i Alanya havde vi ikke besøgt et tyrkisk bad, hvilket vi flere gange havde fortrudt. Denne gang besluttede vi at gå der allerede dagen efter, at vi var ankommet. Da behandlingen er lidt hårdhændet, er det en god ide at tage den, inden man er blevet rød og øm af solen. Hertil kommer, at det er en god start på en solferie at få fjernet alle døde hudceller. Vi spurgte tjeneren på restaurationen, hvor vi spiste frokost, om vejen til "hamam", hvilket er den tyrkiske betegnelse. Han tilbød at ringe til badet og bede dem afhente os i en minibus. Dette er tilsyneladende en gratis service, som badet tilbyder. Og en halv time senere stod vi udenfor "Grand Alanya Turkish Bath".

Som følge af de renlighedsregler, som foreskriver i Koranen, finder man overalt i Tyrkiet de berømte tyrkiske bade - "hamam". Især besøges de tyrkiske bade af den lokale befolkning før fredagsbønnen. Disse bade er for så vidt en videreførelse af de romerske bade. Mange af dem er bygget for flere hundrede år siden, så en tur i hamam kan også være en arkitektonisk oplevelse. De større bade har afdelinger for mænd og kvinder. Alternativt er nogle tidspunkter reserveret for mænd og andre tidspunkter for kvinder. Da "vores hamam" primært blev besøgt af turister, var der åbent for gæster af hvert køn. Afklædning og iføring af badetøj sker dog i 2 afdelinger. Vi efterlod tøjet i et aflåset skab og startede med et brusebad. Herefter kom vi ind i en sauna, hvor vi kunne sidde så længe, vi kunne holde ud resp. havde lyst til. Dernæst kom vi til afkøling i et bassin med tempereret vand.

Da vi steg op af bassinet, blev vi hyldet i et stort badeklæde, "pestemal", hvorefter vi gik ind i den varme afdeling. Midt i denne var et stort marmorleje, "gobek tasi", som blev opvarmet nedefra. Her lå vi, indtil alle muskler var varmet godt igennem, og huden havde åbnet sig. Herefter gik en "bademester" i gang med at skrubbe en over hele kroppen. Som indledning blev man nærmest dækket af sæbe, som blev påført med noget, der lignede et pudevår. Denne proces var lidt ublid, da den blev udført med en grov hamphandske, men ikke ubehagelig. Det iøjnefaldende resultat var et stort antal hudceller, som forlod kroppen. Denne del af festen sluttede med en let omgang massage.

Endelig sluttede i af med en omgang oliemassage, hvor alle kendte og ukendte muskler i kroppen blev aktiveret. Prisen for behandlingen var ca 120 kr. Det var muligt at fravælge nogle af tilbuddene, fx nøjes med at få massage. Karin valgte at få lagt en ansigtsmaske, hvilket kun kostede en brøkdel af, hvad det ville have kostet i Danmark.

Herefter mødtes vi i forhallen, hvor vi drak en dejlig kold øl. Vi følte vi os alle som nyfødte, og efter denne renselse var vi klar til at nyde den dejlige tyrkiske sol. I forhallen var en frisør, som vi dog ikke benyttede os af. Da vi kom ud ca 2 timer senere, holdt minibussen og ventede på os, og vi blev transporteret til vores hotel. En god oplevelse, som du ikke må gå glip af. Min svigermor Aase, som talrige gange har været i Tyrkiet, og som især elsker Alanya området, fortalte om en kvinde, hun og min svigerfar havde mødt på en tur. Denne kvinde fortalte, at hun havde stor lyst til at prøve det tyrkiske bad, men var lidt genert over det pga sin størrelse. Min svigermor opfordrede hende til at prøve det, og da de mødtes igen en uge senere, fortalte kvinden glædestrålende, at hun havde været i tyrkisk bad hver dag. Prøv det!

Fæstningen i Alanya

Nu synes jeg, at du skal følge med os op til fæstningen i Alanya. Om aftenen er den og den omkransende mur smukt oplyst med et gyldent skær. Grundstenen til fæstningen skal være lagt af piraten Diototos Tryphon i det andet århundrede før Kristus. Disse pirater, som bl.a. ernærede sig ved kidnapning af prominente borgeres døtre, var stedse en tori i øjet på romerne. Stedet forblev centrum for piraterne, som hærgede hele sydkysten, indtil Pompejus mere end 100 år senere med hård hånd rensede den østlige ende af Middelhavet for sørøvere. I 1226-1232 blev fæstningen indtaget af den seldjukkiske sultan, Alaeddin Keykubat (1200-1237). Alaeddin havde allerede 10 år forinden gjort byen til sin vinterresidens samt flådehavn for den daværende hovedstad, Konya. Byen døbte han Alaiye - "Ala's by". I øvrigt havde seldjukerne store problemer med at indtage fæstningen og blav gang på gang slået tilbage. Sagnet fortæller, at sultan Keykubat fik en lys idé. Han indfangede flere hundrede vilde geder og bandt et tændt lys i hornene på dem. Da forsvarerne så de mange angribere vælte op ad klipperne, overgav de sig straks. Historien er næppe sand, men god. Det synes jeg, er tilstrækkelig grund til at fortælle den. Håber, du er enig. I den seldjukiske periode blev fæstningen genopbygget og udvidet betydeligt. I 1472 blev byen inkluderet i det ottomanske rige under Mehmet II (erobreren). I 1935 under Atatürks første besøg i byen fik den navnet Alanya.

Det røde tårn

Da Alaeddin havde indtaget Alanya, men før han havde fik herredømmet over fæstningen, lod han bygge det ottekantede tårn nede ved havnen, "Kizil Kule" - det røde tårn, som i dag regnes for byens vartegn. Udover at tjene til forsvar af havnen fungerede det også som vandtårn. Tårnet er den første bygning i Alanya af seldjukkerne og en af de mest karakteristiske. Tårnet har en diameter på 29 meter og er bygget i 5 etager. De 2 nederste etager består af kampesten fra området holdt sammen med en meget kraftig mørtel. De øvre etager er opbygget af røde mursten.

Bjergbestigning i Alanya

Man skal vælge mellem at blive transporteret op til fæstningen eller bruge sine ben. Hver time går der bus op til fæstningen. Og taxachauffører kappes om at overtale dig til at lade dem bringe dig. Og det er muligt at prutte om prisen, kunne vi se. Ellers kan du vælge mellem at følge den snoede asfaltvej eller tage "gedestien". Første gang vi var i Alanya, spadserede Kurt og jeg op ad asfaltvejen. Det tager en times tid, og er en varm, men ikke særligt anstrengende oplevelse. Denne gang tog holdet "gedestien". Personligt ville jeg have valgt asfaltvejen. På vejen op blev vi kontaktet af en lokal beboer, som uopfordret gik foran os for at vise vej. Efter 10-15 minutter bad han om penge for sin hjælp. Vi tilbød ham et beløb svarende til ca 30 kroner, hvilket han afslog med foragt. Efter lange forhandlinger endte det med, at han fik 60 kroner. Det mente den optimistiske person vi burde betale for hver person, hvorefter Kurt bestemt bad ham skrubbe af.

Omkring anlægget snor sig en 6.400 meter lang mur. I muren befinder sig 140 udkikstårne. På de mindre stejle steder er muren forsynet med huller, hvorigennem forsvarerne kunne hælde kogende olie og andre ubehagelige ting i hovedet på evt. angribere. I muren findes et antal mindre indgangsporte, men disse er i dårlig stand.

Fæstningen er den største og bedst bevarede i hele Tyrkiet. Inden for fæstningens ydre mure findes ruinerne af en moské - Suleiman moskeen, et seldjukisk mauseleum, et karavanserai (mere herom, hvis du følger med os til Kappadokien) og en overdækket basar. Øverst ligger ruinerne af en cisterne og et byzantinsk kapel. Fra toppen er der en enestående udsigt over byen, havet og ikke mindst Taurus bjergene mod nord. Samtidig får man oplevelsen af de gamle osmanniske huse og små haver, der ligger som en hel lille landsby indenfor murene. Højden over havet er godt 25o meter.

Den store platform var ikke oprindelig en udsigtsplatform, men det sted, hvorfra Alaeddin lod dødsdømte fanger styrte i døden. Jeg har læst, at en dødsdømt fange ville blive frigivet, hvis det lykkedes ham at kaste en lille sten helt ud i havet. Dette synes dog umuligt på grund af afstanden.

Besøg i moske

På vejen op var vi kommet forbi et skilt, som viste til en moske. Under nedstigningen gik vi forbi for at se, om vi kunne komme ind. Som sædvanligt var der en lille brønd udenfor moskeen, hvor man kunne vaske sig, inden man gik ind i. Da vi ikke havde planlagt dette besøg, var især kvinderne ikke passende påklædt. Men en flink mand udenfor moskeen sagde, at vi var velkomne til at kigge ind, og vores fruer blev iført disse lidt uklædelige gevandter. Skoene parkerede vi udenfor. Efter muslims sædvane var der ingen billedudsmykninger i moskeen, blot nogle få stiliserede dekorationer. Der var masser af tæpper på gulvet, formentlig skænket af medlemmer af menigheden. Den flinke mand, som tilsyneladende var tilknyttet moskeen, gav os en kort introduktion. Han viste os mihrab'en, en niche i væggen modsat indgangen og i retning mod Mekka. Han erklærede, at der til fredagsbønnen var 2-300 deltagere. Lidt stolt fortalte han, at muezzinen ikke brugte højttalere eller andre hjælpemidler, når han 5 gange i døgnet kaldte de troende til bøn. Han gav selv prøver på rummets udmærkede akustik. Da vi gik ud, blev vi opfordret til at give en donation til moskeens vedligeholdelse, hvilket vi selvfølgelig gjorde.

På nedturen ville vi forsøge at finde hotel Bella Vista, som Bente og Erling havde besøgt 3 år tidligere sammen med børn og børnebørn (17 personer). Det lykkedes os at finde hotellet, som har en dejlig udsigt over Kleopatra stranden. Herfra var der en fin trappe og vej ned til Damlatas stranden.

Det tyrkiske køkken

Om aftenen spiste vi på Restaurant Janus ved havnen. De fleste valgte fisk, som dog ved den lejlighed ikke var noget særligt. Jeg vælger at tro, at vi var uheldige, for Janus har et godt ry som fiskerestaurant. Betjeningen var særdeles god. Bente og Erling genkendte en tjener, som 2 år forinden havde været på hotel Bella Vista. Da de spurgte tjeneren, kunne han udmærket huske den store danske familie (med det store ølforbrug). Siden vi var her sidst, var selv McDonald blevet repræsenteret i Alanya. Lidt sørgeligt, når det tyrkiske køkken byder på så mange specialiteter.

Det tyrkiske køkken regnes for et af de bedste i verden. Almindeligvis rangerende som nummer 3 efter det franske og det kinesiske. En væsentlig årsag er de altid friske råvarer, som Tyrkiet selv producerer i store mængder. Menuen indeholder et utroligt rigt udvalg af retter - supper, en nærmest uendelig variation af meze (forretter), foruden et væld af kød- og fiskeretter. Herefter kan man afrunde måltidet med et par af de berømte tyrkiske kager og andre søde sager, inden der afsluttes med en kop tyrkisk kaffe.

Hvis du bare har lyst til lidt let (snack), prøv en lækker tyrkisk pizza (pide) eller en börek. En af de spændende ting ved tyrkiske måltider er meze eller små forretter, der oftest serveres kold. Der findes et utal af variationer. Auberginer fyldt med løg og hvidløg, vinblade med ris, nødder og rosiner, bønner i tomatsauce, ristet peber, russisk salat, tomater og agurk, kold yogurtsuppe, rejer, muslinger i vinaigrette osv. osv. osv. Hertil dejligt brød med dip. Hvis du er vegetar, vil du alene kunne spise dig mæt i disse pragtfulde forretter. En anden populær forret er suppe, fx den lækre røde linsesupe, kirmizi mercimek. Tyrkiet, som er omsluttet af hav på 3 sider, har adgang til en overflod af fisk og skaldyr. En typisk fiskeret er simpelt tilberedt og pinlig frisk. Ofte betaler man på restauration fisk efter vægt. Tyrkiske kødretter er almindeligvis grillede eller ristede. Ofte indgår lam, men vi oplevede dog et par gange, at dman ikke havde lam, selv om det var på spidekortet. Döner kebab og shish kebab behøver næppe nogen introduktion, bortset fra, at smagen her er bedre end derhjemme. Et biligere alternativ for kødelskere (som jeg) er köfte, som er grillstegte, krydrede kødboller (frikadeller). Tyrkiet er berømt for sine desserter. Den bedst kendte er nok baklava, en nøddedeg dyppet i sirup. Men også fx sød risbudding er meget populær. Turkish Delight findes i flere variationer. Ofte kan man smage på et udvalg, inden man bestemmer sig. Den traditionelle version af Turkish Delight kom til Europa i 18. århundrede. Det fremstilles af honning, dadler, roser og jasmin. Ofte serveret sammen med tyrkisk kaffe som afslutning på et måltid.

Drikkevarer

Det, der drikkes mest af i Tyrkiet, er vand. Mange muslimer drikker ikke alkohol. Nogle påstår, at man kan drikke vand fra hanen, men da selv de lokale køber vand i store mængder, vil jeg anbefale, at du gør ligeså. Overalt er der mulighed for at købe mineralvand på flasker og dunke, og prisen er rimelig.

Te er den tyrkiske nationaldrik. Den serveres ofte i et lille tulipanformet glass med sukkerknalde i den lille underkop. Der findes mange forskellige former for te, fx grøn the, myntethe, citronthe osv. Tyrkisk kaffe er stærk, tyk og sød. Den serveres i en lille - og jeg mener lille. Du får kun sukker til, hvis du beder om det. Øl, vin og spiritus fås i alle turistområder, men kommer du udenfor den slagne vej, kan det ofte være svært at finde/købe. Heldigvis kom holdet ikke ud i sådanne katastrofale mangelsituationer på turen - som nogen vil vide, har vi 2 ølentusiaster på holdet (jeg har lovet Karin ikke at nævne navne). Det lokale øl Efes Pilsen faldt i vores smag. Det fås i en let, en normal og en mørk udgave. Tuborg er også meget udbredt. Så udbredt, at vores tjener på den lokale restauration påstod, at det var et tyrkisk mærke. Men sandt er det, at Tuborg lokalproduceres i Izmir af Türk Tuborg Birave Malt Sanayi A.S.. Tyrkisk vin er (kan være) også udmærket. Nogle mærker modnes i trætønder.

Den mest populære form for spiritus i Tyrkiet er raki, en anis-brændevin, som bliver mælkehvid, når den fortyndes med vand. Det er formentlig derfor den har fået kælenavnet "Løvemælk". Raki smager udmærket til tyrkiske mad. Men pas på, den er stærkere end den ser ud til. Det siges, at man uden risiko kan drikke 3 glas. Efter det 4. kan man begynde at forstå tyrkisk. Og efter det 5. taler man tyrkisk. Vi lod det dog ikke komme så vidt. Raki bruges ikke alene som cocktail eller longdrink. Tyrkerne drikker den også til visse desserter som melon og fetaost. Det skal nydes af slanke cylindriske glas og gerne koldt (8-10 grader). Personligt kan jeg godt lide den uden vand og ved stuetemperatur.

Vi havde alle glædet os til at møde det tyrkiske køkken. Jeg vil ikke sige, at vi blev skuffet, men det var lidt deprimerende, at alle menukort på restaurationerne var så ens - og så europæisk. De bedste måltider fik vi på den lille restauration, som lå i tilknytning til vores hotel Hitit Sun. Den blev drevet af et tyrkisk ægtepar med hjælp af deres 18 årige søn Osman. Faderen var i køkkenet, og Osman tog sig af gæsterne. Familien var for nogle år siden kommet til Alanya fra Istanbul. 2 gange spurgte vi Osman, om vi kunne få et tyrkisk måltid, og begge gange fik et dejligt måltid, den ene gang med oksekød, den anden gang med lam. Hertil pragtfulde grøntsager, især aubergine. Kan anbefales. Et par gange blev der arrangeret såkaldt turkish night på vores hotel. Det tyrkiske islæt bestod i, at der ud på aftenen dukkede en smuk tyrkisk pige op ledsaget af en bodyguard. Hun dansede for os et kvarters tid. Det blev påstået, at det var mavedans. Men det må da som minimum kræve, at kunstneren har en mave, hvilket disse piger ikke havde. Men kønne var de da. Herefter forsøgte de at lokke nogle af gæsterne ud på gulvet. OK, vi havde da en hyggelig aften, men ikke specielt tyrkisk.

 

Nu har jeg tænkt mig at invitere dig med på en lidt længere udflugt, som vi foretog i 1990, da vi første gang var i Alanya. Turen går til Pamukkale, som kan fremvise de mest fantastiske naturscenerier. Vi kunne være kommet med rejseselskabet, men foretrak selv at finde en arrangør. Ud for en læderforretning mødte vi en ung tyrkisk kvinde, som foreslog, at vi tog med den næste dag til Pamukkale. Turen ville finde sted i en lille bus, hvor der udover vores selskab på 6 vogne og 3 store knægte kun ville være yderligere 4 personer. Vi betalte et lille deposititum for at vise vores reelle hensigter, og næste morgen kl 5:30 blev vi afhentet ved hotellet. Værs'go - denne vej.

 

Turen til Pamukkale

Som tidligere nævnt startede turen til Pamukkale fra Alanya kl. 5:30 om morgenen. Efter at have præsenteret sig fortalte vores guide os om turen. Denne ville vare 2 dage med en enkelt overnatning i selve Pamukkale området. Guiden fortalte, at hun var vokset op i Bremen i Tyskland sammen med sin familie. Her havde hun efter studentereksamen læst på universitetet og havde taget en grad i sociologi. Da hendes familie besluttede at flytte tilbage til Tyrkiet, var hun fulgt med. Desværre var det vanskeligt at finde et job, hvor hun kunne anvende sin uddannelse, hvorfor hun for tiden arbejdede som guide. Da der var god plads i bussen, havde hun taget sin søster med og dennes datter på 7-8 år.

Efter et par timer standsede vi for morgenmad i Aspendos, som ligger tæt på vejen fra Alanya til Antalya. Ved Antalya drejede vi nordpå i retning mod Burdur.

På besøg hos en beduinstamme

Midt på formiddagen gjorde vi ophold ved en beduinstamme, som boede i de smukke Taurusbjerge. Som følge af børnenes skolegang var de blevet mere fastboende, end de egentlig havde lyst til. Vi blev inviteret indenfor, hvor vi blev bænket på puder. Inden vi gik indenfor, beundrede vi den smukke hjord af geder, som græssede på bjergsiden.

Gulvet/jorden i teltet var dækket med smukke beduinfremstillede tæpper - noget der fik Karins tænder til at løbe i vand. Hun er den type, som gladeligt overnatter i en sovepose udenfor en tæppehandel for at komme først ind og tage for sig af udsalgsvarerne. Vi blev med den gæstfrihed, som vi har mødt så mange steder i Tyrkiet, budt på the. Der var flere valgmuligheder, men de fleste af os valgte citron the. Det var tydeligt, at der var en kærligt forhold mellem vores værtinde og vores guide. Da vi skulle afsted, forsøgte vi at få lov til at give en drikkeskilling for ulejligheden. Dette blev tilbagevist med et smil. Det er min erfaring, at man skal bruge sin indfølingsevne, når en person afslår drikkepenge. I nogle tilfælde skal man blot insistere, men i andre tilfælde som her, skal man blot takke for den viste gæstfrihed. En spændende oplevelse.

Næste stop gjorde vi, da vi efter at have passeret Taurus bjergene kom til den første højslette. Det var et syn, som imponerede os alle. Et kæmpe plateau på adskillige km2 fuldstændig fladt og frodigt og med voldsomme bjerge i baggrunden.

Frokosten indtog vi ved Burdur Søen, som ligger ca 4 km udenfor byen Burdur. Søen er i tidernes morgen blevet til ved et jordskælv, og den er omgivet af bjerge på alle sider. På grund af udvaskning fra bjergene er dens vand ekstremt salt og dermed udrikkeligt. Søen er på sine steder 90 meter dyb, og dens areal udgør 186 km2. Den smukke sø er hjemsted for alle slags sejlsport. Vi fik fisk på en restauration med udsigt til søen.

Pamukkale

Og sidst på eftermiddagen var vi fremme ved vores hotel, som lå for foden af bjerget op til Pamukkale. Det var et udmærket mindre hotel med en dejlig swimming pool, som vi straks indviede. Som du kan tænke dig, er der varmt i det indre Tyrkiet i juli måned. Luksushoteller befinder sig inde på selve området, men vi var glade for på afstand at kunne beundre de mere end 100 meter høje og kridhvide bjergskråninger, som fører op til området.

Pamukkale er et naturens vidunder. Det kalkholdige vand bobler op ad jorden med en temperatur på 35^o celsius og løber ned ad bjergets skråninger over de af naturen smukt formede terrasser. Cremefarvede bassiner har taget form af mange tusinde års stadig påvirkning af mineralholdigt vand. Efter sigende skulle Pamukkale være enestående i hele verden - og jeg tror det gerne. Navnet Pamukkale er tyrkisk for Bomuldsbjerget. Det var det billede, der dannede sig for datidens befolkning. Havde de kendt til isbjerge, havde de måske valgt et anden navn. I disse smukke omgivelser er der masser af varme kilder, som anbefales mod enhver (u)tænkelig sygdom: hjerteproblemer, kredsløbsforstyrrelser, forhøjet blodtryk, nervøse lidelser, rheumatisme, fordøjelsesproblemer, astma, øjensygdomme, hudlidelser osv.

Hierapolis

Vi kørte op til oldtidsbyen Hierapolis, hvilket betyder den hellige by. Byen menes grundlagt omkring 190 BC som et helsecenter, der allerede dengang var berømt for sine helbredende kilder. Det var også et sted, hvor de velhavende kom for at nyde deres otium - og med tiden dø. Byen voksede op omkring den hellige hule Plutonium. Hierapolis er opkaldt efter Hiera, én af grundlæggeren Telefos' hustruer - efter sigende den smukkeste. I 133 BC overgik byen til romerne sammen med riget Pergamon. I tidens løb har byen og området været ramt af adskillige jordskælv. Byen havde dog stadig fremgang, og under kejser Konstantin den Store blev Hierapolis udnævnt til hovedstad i provinsen Frygien. Kristendommen bredte sig hurtigt i Hierapolis, formentlig godt hjulpet på vej af den store jødiske koloni, som boede der. Ikke desto mindre led apostlen Philip martyrdøden i Hierapolis i år 80.

Byen dækker et område på ca 1000 x 800 meter, men desværre ligger det meste i ruiner. Hovedgaden, som løber nord-syd og er næsten 1 km lang, deler byen i 2 dele. I hver ende af hovedgaden befinder sig en imponerende indgangsport, udformet som en triumfbue. Uden om byen ses resterne af de oprindelige forsvarsmure. Egentlige udgravninger af stedet begyndte i 1957. 2 akvadukter forsynede byen med drikkevand.

Offentlige bade i Hierapolis

Hierapolis havde 2 mere eller mindre offentlige bade. Det første og største er stadig velbevaret med sine massive mure, hvor dele af marmorfacaden stadig ses. Udformningen er typisk for bade i Lilleasien. Efter indgangen kommer man ind i en stor åben gård. Herefter følger en lukket gård med en stor sal på hver sider. Gården blev brugt til atletik og gymnastik. Disse haller var forbeholdt kejseren samt formentlig til ceremoniel brug. Dernæst følger en række værelser, som er forbundet. Disse værelser har store vinduer.

Rummene var selvfølgelig opvarmede. Den centrale hall havde 2 varmeovne, som sendte varm luft til de omkringliggende rum gennem kanaler i væggene. Det ser ikke ud til, at vi kan lære disse bygherrer noget om arkitektur og indretning. Sammen med mange andre badede vi en tid i det varme vand. Det var en besynderlig oplevelse at svømme rundt blandt de mange romerske søjler, som lå på bunden af bassinet og med pragtfulde palmer og nerier omkring én.

Vi besøgte også den røde kilde, hvor 80 grader varmt og meget jernholdigt vand vældede op ad jorden og farvede denne som en farvestrålende palet. I det hele taget findes en mængde af underjordiske kildevæld på stedet. Omkring disse har driftige forretningsfolk anlagt hoteller, som leder det varme vand ind i deres swimming pools. Det anslås, at disse kilder giver ca. 500 liter varmt vand pr sekund.

Teatret

Herefter besøgte vi det velbevarede teater med stor orkestergrav og scene, som blev bygget i det 2. århundrede. Det afløste et tidligere teater i nærheden, som styrtede sammen under det store jordskælv i år 60. Det havde plads til 15-20.000 tilskuere, som alle havde et udmærket syn til den store scene. Ca 30 rækker er velbevarede i dag. Under kejser Septimus Severus blev scenens mure forstærket, og det blev tilføjet en række søjler til facaden. Den øvre del af scenene - som har mytologiske scener indhugget i marmorblokke, er desværre faldet sammen. Der findes 5 store udsmykkede marmordøre: en til venstre, en til højre og 3 i midten.

Terrasserne på Pamukkale

Og endelig sidst på eftermiddagen ved 18-tiden kom vi hen til det, vi primært var kommet for at se. Nemlig de utroligt smukke bassiner, som naturen har dannet. Varmt, mineralholdigt vand fra 17 varme kilder har gennem tusinder af år rislet ned over klipperne. I første omgang har der aflejret sig en geleagtig masse i de små øvrste bassiner. Over tiden er dette materiale hærdet og er blevet til såkaldte travertiner. Vi blev alle overraskede over, at det var så behageligt at gå på og slet ikke glat, som vi havde forventet. Knægtene skulle selvfølgelig ud ud og ligge og boble i de yderste bassiner, ganske tæt ved en 100 meter skrænt ned til dalen.

Ikke mærkeligt, at Hierapolis/Pamukkale er optaget på UNESCO's liste over bevaringsværdige steder ("World heritage"). De mange turister, som dagligt kommer til området og trasker rundt i timevis, ødelægger desværre de fine aflejringer. Jeg har erfaret, at det derfor har været nødvendigt at begrænse adgangen til travertinerne. Vi kan blot være glade for, at vi nåede at få oplevelsen med. Et andet problem har været, at hotellerne har forbrugt en stor del af vandet fra kilderne til deres swimming pools, så for små vandmængder har løbet ned over klipperne. Dette har i perioder medført, at der begyndte at vokse alger på stenene. Hvor sørgeligt, at vi turister så ofte ødelægger de ting, som vi kommer for at opleve.

Vi kunne næsten ikke rive os løs fra de fantastiske bassiner. Det var efterhånden blevet sidst på eftermiddagen, og vi nød den synkende sol over Pamukkale. Her er Claus (i baggrunden) stillet op til fotografering sammen med Bo, Bente, Karin samt vores guides søster og hendes datter. Idyllisk, ikke?

Tyrkisk Nat på Pamukkale

Efter at have været en times tid på vores hotel kørte vi til en udendørs restaurant, hvor vi fik en tyrkisk middag. Vores guide spurgte, om vi var interesseret i at opleve en tyrkisk nat - vel at mærke et sted, hvor der almindeligvis ikke kom turister. Vi var alle trætte efter den lange køretur og de mange oplevelser og havde mest lyst til at sige "nej tak". På den anden side ville der nok gå nogen tid, inden vi fik et sådant tilbud. Bo, Claus og Henrik (på 13, 15 og 17) mente ikke, at det kunne være særligt spændende. Mest af hensyn til vores guide indvilligede vi dog, og blev kørt til "en tyrkisk natklub". Det var et stort telt, som lå i et bjergområde. Bordene var mindre end 50 cm høje. Til gengæld var der ingen stole, men masser af tæpper på gulvet. Vi satte os og lyttede til den fremmedartede musik fra det lokale orkester.

Efter nogen tid dukkede en folkedansertrup op og underholdt os en halv times tid, enden den igen forsvandt - formentlig til næste arrangement. Vi fik øl og vin på bordet. I begyndelsen kun øl, men da køleskabet ikke kunne følge med vores samlede tørst - og de leverede øl blev varmere og varmere - gik vi over til vin. Vi bemærkede dog, at alle de lokale tilsyneladende drak te. Herefter dukkede en mavedanser op, og det lykkedes hende at få hele teltet mobiliseret. Og snart dansede vi - og vores unger - rundt og havde det dejligt. Især Kurt, som er en letpåvirkelig sjæl, havde en stor aften sammen med den dejlige mavedanser. Da vi dødtrætte kørte tilbage, måtte ungerne "indrømme", at de aldrig havde haft det så sjovt på et dansk diskotek.

Hierapolis - fortsat

Næste morgen forlod vi hotellet og kørte igen op til Pamukkale for at se, hvad vi ikke nåede dagen i forvejem. Bl.a. så vi Apollon templet - eller rettede det, der var tilbage af det. Sagnet siger, at det var her, at Apollen mødtes med Kybele, den anatolske modergudinde. Mere populær end Apollon var hans søster Artemis, jagtens gudinde, som også "stammer fra" Lilleasien. Apollon templet er som nævnt bygget over den hellige hule, Plutonium. Udgravninger omkring Plutonium i 1964 viste, at der strømmer lettere giftgasser op fra hulen. Historikeren Strabo beretter, at præsterne gjorde brug af disse gasser, når de skulle producere "mirakler". Nogen tyder på, at templet, som blev bygget i den hellenistiske tid, blev reduceret i størrelse under romerne.

Nekropolis - de dødes by

I den nordlige ende af Hierapolis lige udenfor byens mure findes én af de bedst bevarede kirkegårde fra gammel tid i Tyrkiet. Den strækker sig over en strækning på ca 1 km. Her ligger ca 1200 grave fra den græske og kristne tid. Mange af gravene er særdeles velbevarede, og de er hvilested for rigmænd, politikere, soldater, helte og andet godtfolk, men også brave handlende og håndværkere ligger begravet her. Materialerne, der er anvendt, er dels limsten og dels marmor. Mange af sarkofagerne har inskriptioner, hvor man fx kan læse om beboerens beskæftigelse. Nogle gravmonumenter er ligefrem bygget som beboelseshuse.

Som tidligere nævnt led Philip, én af Jesu' disciple, martyrdøden her i Hierapolis. I det 4. eller 5. århundrede blev der rejst et gravminde over ham. Det menes, at han muligvis ligger under dette gravmonument, men graven er aldrig fundet. Monumentet, som ligger udenfor bymuren, måler ca 20 x 20 meter. Da kristendommen blev statsreligion i det østromerske kejserrige blev stedet mål for mange pilgrimme. I bygningen befinder sig 8 kapeller, som er adskilt ved 8-kantede værelser på en sådan måde, at bygningen får form af et dobbelt kors.

Mætte af indtryk påbegyndte vi hjemturen. Undervejs besøgte vi en tæpefabrik, og vi beså nogle drypstenshuler. Der var ikke noget særligt at berette om, så det vil jeg så lade være med. Ved 18:30 tiden var vi tilbage i Alanya efter en pragtfuld tur.

Jeg har lavet en kavalkade af nogle af de bedste billeder, som vi tog i Pamukkale. Hvis du har lyst til at studere dem nærmere, så klik her.

Måske var det denne tur, der gav os lyst til at indlade os på en endnu længere tur, da vi 11 år efter kom tilbage til Alanya. Hvis du har lyst til at følge os, så er det denne vej.

Udflugt til Kappadokien

Vores tidligere tur til Pamukkale, som du måske netop har læst om, havde givet os blod på tanden til at prøve endnu en af de mange udflugtsmuligheder, der findes fra Alanya. Hjemmefra var vi blevet enige om en udflugt til det spændende Kappadokien (Cappadocia), som ligger inde i Anatolien. Udover de imponerende landskaber håbede vi at stifte bekendtskab med de hvirvlende dervisher, som H.C. Andersen var blevet så betaget af på sin rejse til Tyrkiet. Vores rejsebureau havde ikke en sådan tur på programmet, og i virkeligheden finder vi det også mere spændende at komme afsted sammen med andre. Det var ikke noget problem at finde tilbud, for med 100 meters afstand på hovedgaden står der velmenende og veltalende agenter, som forsøger at sælge udflugter. Efter at have talt med et par agenter endte vi med at bestille en 3-dages tur til Kappadokien. Udflugten omfattede transport i bus med air-condition, engelsk- og tysktalende guide, entreer til alle seværdigheder, 2 overnatninger på luksushotel med tilhørende morgenmad og aftensmad. Prisen var - hold nu fast - 320 kr pr person. I virkeligheden havde vi fået et tilbud, som var en snes kr lavere og som også indbefattede en byrundtur, men denne agent virkede lidt mindre overbevisende. Vi betalte et mindre beløb i depositium, en kvittering samt løfte om, at vi ville blive afhentet på hotellet 2 dage senere kl 05:30 om morgenen.

Og tidligt om morgenen i god tid stillede vi os ned på hovedvejen i Alanya, 50 meter fra hotellet. Vi bemærkede, at der udfor mange butikker var vagter, som enten sov eller sad og drak en kop kaffe. En tom turistbus kom kørende og standsede lidt før os, og chaufføren steg ud og kravlede ind på bagsædet. Da jeg gik hen for at forhøre mig hos ham, kunne jeg se, at han havde rullet sit bedetæppe ud og lå og bad. Vi havde også netop hørt muezzinen kalde til bøn. Lidt efter blev vi samlet op af "vores bus". Der var allerede nogle gæster i bussen: et par hollændere, nogle tyskere samt en dansk mor og hendes datter. Det var Else og Natacha, som vi efterhånden lærte at kende. De var på en "dannelsesrejse" og havde været i Istanbul, hvorfra de havde taget den spændende tur langs Middelhavskysten forbi Izmir, Troja, Efesos osv. Og nu skulle de slutte af med en uge i Alanya. Heraf ville de altså bruge 3 dage i Kappadokien, og Else glædede sig især til at se Göreme dalen.

Da alle gæster var taget op og vi kørte østpå, præsenterede vores guider sig. De var begge tyrker, den yngste guide (27 år) havde studeret på universitetet, mens den anden guide (måske 35 år) havde arbejdet i Tyskland godt 4 år. De fortalte kort om de følgende dages program, hvor vi skulle et stykke ind i Anatolien, som de kaldte - Guds moders land, formentlig fordi jomfru Maria levede sine sidste dage her sammen med disciplen Johannes. Du husker måske, at Jesus på korset gav Johannes besked på at tage sig af hans moder?

Islam

På vi havde kørt et stykke, spurgte guiden os, om vi ønskede at høre lidt om hans religion Islam, hvilket vi indvilligede i. Begge guider var muslimer, men det var min opfattelse, at den yngste guide måske tog det mest alvorligt. Han fortalte, at han hverken røg eller drak øl, vin eller spiritus. Han fortalte også, at han til sin tid, når han skulle giftes, ville gøre det i henhold til de muslimske traditioner. Han fortalte meget fængslende om de skikke og ritualer, der knytter sig til tyrkiske forlovelser og ægteskab.

Allah er muslimernes gud. Han er større, end alt hvad mennesket kan forestille sig, og der er forbud mod at afbilde ham. Allah er nådig og gavmild. Han er over alt i himlen og på jorden, har ubegrænset magt. Allah er en kærlig gud. Islam betyder egentlig, at man underkaster sig guds (Allahs) vilje. Sprogmæssigt kommer Islam af samme stamme som ordet Salaam, der betyder Fred. Koranen er muslimernes hellige bog. Den er den endelige og ufejlbarlige åbenbaring af Allahs vilje, som den blev overgivet til hans profet Muhammed over en periode på 23 år. Bogens formål er at vejlede, advare og dømme mellem mennesker. Koranen giver svar på ethvert spørgsmål i en muslims liv. Ud over at være muslimernes guddommelige vejleder er Koranen også en lovsamling. Dens ord forener nemlig tro og politik, religion og samfund. En muslim er en person, som tror på Allah. Han/hun lever efter De fem søjler, som er foreskrevet i Koranen: Trosbekendelsen Bøn Faste Almisse Pilgrimsrejse De fem søjler angiver, hvorledes en muslim skal opføre sig. Der kan dog slækkes på reglerne. For eksempel behøver syge og gravide ikke at faste, og hvis man bliver forhindret af noget vigtigt, kan man springe en bøn over. Allah er nemlig nådig og barmhjertig og bærer over med sine skabninger. Det er vigtigere at anerkende hans regler end at følge dem. Muslimernes trosbekendelse består af én sætning: "Der er ingen anden Gud end Allah, og Muhammed er hans profet". Bøn er den anden af De fem søjler. En muslim skal bede fem gange om dagen: ved solopgang, når man står op, til middag, om eftermiddagen, ved solnedgang og før man går i seng. Bønnen er et anliggende mellem Allah og det enkelte menneske, og den kan derfor finde sted over alt. Før man beder, vasker man sig. Renselsen er en rituel afvaskning som forberedelse til den åndelige renhed. Man gør sig åben og parat til at modtage Allah. En anden forberedelse er at indtegne et område omkring sig. Dette område er helligt, mens man beder. Ofte bruger man et bedetæppe for at understrege det hellige. Under bønnen skal man vende ansigtet mod Mekka, den hellige by. Alle muslimer beder på arabisk, uanset personens talesprog. En bøn tager 15-20 minutter. Ved enhver moske er opført et tårn - en minaret. Fra minareten kalder muezzinen til bøn fem gange i døgnet, men i praksis er det ofte et bånd, der afspilles. Fasten er en pligt for enhver muslim - dog er syge, gravide og børn fritaget. Man skal faste i en måned, Ramadan, men kun i dagtimerne. Denne måned forrykkes hvert år, fordi den følger månens bevægelser. Det er den måned, hvor Allah begyndte sine åbenbaringer af Koranen. Muhammed fastede i den måned, hvor han modtog koranens åbenbaringer. Almisse. Koranen byder enhver muslim at dele ud af sit overskud. Hvert år skal man give 2½ % af sin ejendom til de fattige. Pilgrimsrejse er den femte søjle. En muslim skal mindst én gang i sit liv at tage på en pilgrimsrejse til Mekka. Formålet med valfarten er at styrke forholdet til Allah, og rejsen kræver både fysisk og psykisk forberedelse, for at man kan nå den rette åbenhed og modtagelighed. Samtidig skaber pilgrimsrejsen lighed mellem alle muslimer, uanset om man er rig eller fattig. Under rejsen bærer alle den samme klædning af to enkle stykker stof. Islam følger som kristendommen Det Gamle Testamentes beretning om verdens skabelse, og Koranen henter en stor del af sit indhold i Bibelen. Mange af reglerne for, hvordan en muslim bør opføre sig, har samme grundlag som de kristne. Muslimerne har også himmel og helvede, engle og djævle. Grundlæggende er muslimernes, de kristnes og også jødernes gud den samme, men de tror på ham på forskellige måder. Medlemmer af alle 3 religioner kaldes ofte for "Bogens Folk". Ligesom de kristne, anser muslimerne Abraham for at være deres stamfar. Men herefter skilles de to religioner. Abraham var som bekendt gift med Sarah. Da det så ud til, at dette ægteskal ville forblive barnløst, fik han sønnen Ismael med Sarahs slavekvinde, Hagar. Men da Sarah fødte sønnen Isak - du husker måske den rørende historie fra biblen? - forlangte hun, at Hagar og Ismael skulle forvises. De rejste til det sted, hvor Mekka senere opstod, og Ismael blev stamfar til muslimerne, mens Isak blev stamfar til jøderne. Muhammed er født i 570 i Mekka. Han er Allahs profet og stifter af Islam. Muhammed var forældreløs, men voksede op hos en god onkel. På Muhammeds tid var der stor ufred mellem de forskellige stammer, hvilket gjorde ham sørgmodig. Uden for Mekka søgte han ensomhed i en hule i et bjerg. Her modtog han sine første åbenbaringer fra Allah. Omkring år 610 modtog han i et syn i hulen en engel, der bød ham at forkynde. Han afviste først, at han skulle være i stand til det, men stemmen blev ved at komme tilbage til ham. Muhammed var nu Allahs profet, og i løbet af 23 år modtog han de åbenbaringer fra Allah, som nedskrevet blev til muslimernes hellige bog, Koranen. I Islam er det åndelige og det jordiske ikke to adskilte områder, og det er den samme virkelighed, der gælder. Derfor hører religion og stat sammen. Islamisk lovgivning er følgelig identisk med de love og anvisninger, der er givet i Koranen. Koranen forener nemlig tro og politik, religion og samfund, så de ikke kan adskilles. Muhammed var både religiøs og politisk leder og udtalte bl.a., at "hele verden er en moské". Striden mellem sunni-muslimerne og shia-muslimerne opstod i år 680, da der opstod uenighed om, hvem der havde ret til at forkynde Muhammeds lærdom. Shia-muslimerne fulgte Muhammeds svigersøn Husain, som de betragtede som Muhammeds naturlige efterfølger. Sunni-muslimerne mente, at lederen skulle udpeges gennem valg. Husain blev taget til fange, og da han fastholdt, at han var efterfølger af Muhammed, blev han slået ihjel af sunni-muslimernes leder.

Konya

Først på eftermiddagen - efter en spændende køretur gennem et frodigt landskab, hvor vi mange steder så bomuldsplukkere på marken, kom vi til byen Konya, som i dag først og fremmest er kendt Mevlana Klostret - eller rettere Mevlana Muséet. Konya, som har mere end 500.000 indbyggere, har altid ligget, hvor de store handelsveje krydsedes. Byens historie går formentlig 7000 år tilbage. Under romernes herredømme blev byen kaldt Iconium. Paulus var et par gange i Konya på ogle af sine mange rejser. Under det seldjukiske herredømme i det 12. og 13. århundrede, hvor Konya var rigets hovedstad, blev der bygget mange prægtige bygninger, som stadig beundres. Udover klostret som jeg vil vende tilbage til, ligger der flere moskeer i byen. Alaedin Camii, som er den største seldjukiske moske i Konya. Det tog mere end 70 år at bygge den, og i den store gård ligger 8 sultaner begravet. Tæt på moskeen ligger Karatay Medrese, som er en teologisk skole fra omkring 1250. Lidt længere borte ligger Ince Minareli Minare (den slanke minaret) fra 1258, som især er kendt for dens prægtige indgangsportal. Havde vi haft lidt mere tid, ville vi formentlig have spadseret en tur i den dejlige park lige i nærheden

Mevlanas liv

Inden vi gik ind i Mevlana Muséet fortalte vores unge guide om baggrunden for stedet. Mevlana - som på arabisk betyder 'vor mester' - er født i Afghanistan i år 1207. Hans oprindelige navn var Celaleddin, men hans tilhængere kaldte ham Mevlana, hvilket på arabisk betyder 'vor mester'. Calaleddins fader Baha'aldin Veled var en fremtrædende islamisk lærer, som bl.a. på grund af mongolsk indtrængen blev tvunget til at flygte - i første omgang til Bagdad. Da Mevlana var 8 år, flyttede familien til Mekka, via Damaskus og endelig til Malatia i den vestlige del af Tyrkiet. Familien flyttede endelig til Konya, da Mevlana af sultanen blev inviteret til at skrive poesi på persisk, som dengang var hofsproget. Konia blev på den tid kaldt Rum. Indbyggerne i Rum blev kaldt Rumi, hvilket blev Mevlanas fornavn.

Rumi blev også religiøs lærer og filosof, og han havde snart en stor flok disciple. I 1244 mødte Rumi Tebrizi, en omvandrende mystiker, som gjorde et stort indtryk på ham. Som følge af Tebrizis store indflydelse på Rumi, slog Rumis disciple Tebrizi i hjel, og i forfærdelse trak Rumi sig tilbage fra verden for at meditere. I denne periode skrev han sine store værker, hvori han prædiker tolerance og kærlighed. Rumi var muslim, men havde en usædvanlig tolerant indstilling til andre religioner. Han så de forskellige religioner som mere eller mindre gode, men han udelukkede ingen, hverken jøder eller kristne. På trods af, at Rumi levede det meste af sit liv i Tyrkiet, skrev han de fleste af sine ting på persisk. Divan-e-Shams er et kompendium i poesi på mere end 45.000 vers. Mathnavi er Rumis mest kendte værk, bestående af 7 bøger med 24.660 vers. Dette værk benævnes undertiden som den persiske koran. Rumi dør søndag den 17. december 1273 i sit hjem i Konya i en alder af 66 år (68 år, hvis man regner i måneår, som man fx gjorde/gør i Persien). Rumis tilhængere fejrer denne dato hvert år og benævner den Rumis bryllupsdag, idet Rumi på denne dato blev forenet med Allah.

Det viste sig, at min gode ven og arbejdskammerat, Afshin, der som 18-årig flygtede fra regimet i Teheran for at havne i Århus, hvor han i dag lever en "normal" dansk tilværelse med sin danskfødte hustru og deres 3 dejlige piger, udmærket kendte Mevlana, én af Persiens store poeter. Afshin gjorde mig opmærksom på ét af Mevlanas mere kendte digte, fløjten, som jeg har gengivet nedenfor. Digtet forklarer måske den smerte og melankoli, som præger den særlige sufi-musik, som vi skulle komme til at opleve.

Hør på fløjten, hvor den fortæller og fører klager over skilsmissens smerter. Siden de skar mig bort fra rørenes krat, har mænd og kvinder jamret, rørt af min klage. Adskillelsen får mig til at søge et sønderrevet bryst for at tolke længselens smerte for det. Enhver som dvæler fjernt fra sin rod, længes bestandig efter genforeningens stund. I alskens selskab lod jeg min klage lyde, jeg blev fælle af de glade og de ulykkelige. Rumi Mevlana

Mevlana Muséet

Bygningen har et meget karakteristisk tårn med turkisfarvede kakler. Under kuplen i et pragtfuldt rum befinder sig muséets største klenodie, nemlig kisterne, som indeholder Mevlana, hans fader, hans søn og andre kendte tilhængere af Rumi. På toppen af sarkofagerne ses personernes turban.

På Mevlanas kiste læses følgende inskription:

"Når vi er døde, søg ikke i vores grav på jorden, men find os i menneskers hjerter.".

Selv om det ikke er en moske, er det for mange en helligdom. Vi blev derfor bedt om at stille skoene udenfor, inden vi gik ind. Det er også velset, at kvinderne er sømmeligt klædt. Apropos kvinder så var der i bygningen et galleri, som var forbeholdt kvinder. Desuden opbevares flere hår af Muhammeds skæg, men jeg så dem desværre ikke. Derimod så jeg den store udstilling af smukke håndskrevne udgaver af Koranen fra middelalderen. Nogle af Mevlanas originale poetiske værker var selvfølgelig også udstillet. På muséet findes verdens formentligt smukkest vævede persiske silketæppe, mere end 500 år gammelt. Karins tænder løb i vand.

Der er arrangeret flere udstillinger, som viser mevlevi munkene hverdag i klostret før i tiden. Vi så nogle af de musikinstrumenter, som de første munke benyttede.

Mevlevi ordenen tilhører en islamisk retning som kaldes for mystikerne. Disse ordener, som findes mange steder, lægger mindre vægt på doktriner og ydre former for tilbedelse end andre sekter. Den retning, som Mevlana tilhørte, kaldes også for sufi, hvilket betyder de uldklædte. Medlemmerne er åbne og tolerante, og dans og musik indgår ofte i deres ritualer. Klostrene, som hedder tekke på tyrkisk, har typisk en stor åben gård i midten. Uden om den ligger semahane, som er det værelse, hvor dansene (sema) foregår. Det er sikkert forkert at kalde en sema for en dans, der er i virkeligheden tale om en slags bøn. Her ligger også de værelser, hvor novicerne bor. Hvis et barn - eller rettere dets forældre - ønskede at blive Mevlevi novice, blev det bragt til klostret som 9-årig. Her gennemgik barnet en årelang uddannelse i læsning, meditation, dans og musik. Undertiden var der i tekke et harem for sheiken og hans familie. Dagen begyndte med bøn og meditation. Herefter fulgte studier i Koranen samt Mevlanas skrifter. Desuden blev der undervist i de 2 musikinstrumenter, der anvendes: ney, en bambusfløjte og kudüm, en lile dobbelttromme, der spilles på med små pinde. Og endelig blev de undervist i den særlige hvirveldans, en meget pinefuld proces - undertiden benævnt 1001 dags smerte. Der blev plantet en "pind" i gulvet, omkring hvilken de unge novicer i timevis øvede sig på at rotere med pinden mellem 2 tæer, så man kunne fastholde sin position. Disse pinde kunne vi se på muséet. Det er sikkert ukorrekt at kalde en tekke for et kloster, idet dervisher gifter sig, får familie og bor udenfor tekke. Kun som novicer bor de i tekke.

Vores guide fortalte levende om den dans, som blev praktiseret i tekke. Den dervish, som er ansvarlig for dagens sema, spreder et fåreskind ud på gulvet. Skindet er et symbol på sheiken, som er leder af ceremonien. Iklædt hvide dragter med store skørter og høje hatte udfører munkene deres bøn, mens de venter på, at sheiken dukker op. En af munkene læser op fra Koranen, hvorefter en anden munk begynder at blæse på bambusfløjte, ney. Når sheiken dukker op, hilser munkene på ham og hinanden, hvorefter de begynder deres dans. Dervisherne drejer sig omkring deres egen akse, skulder mod skulder, uden at røre hinanden eller sheikh'en, som bevæger sig ud og ind imellem dem. Indtil 60 omdrejninger pr minut. Samtidig roterer de om hinanden og om sheikh'en. Efter at de er begyndt, bevæger de hverken arme, hænder eller hoved. Denne dans, som kan tage 30-60 minutter, bringer dem i en tilstand, hvor de kommer tæt på Gud. Musikken. Og pludselig stander alle på én gang, og bliver stående. Du har sikkert som barn prøvet at dreje om dig selv en halv snes gange, hvorefter du er endt på græsset, svimmel i flere minutter. Guiden fortalte, at vi den følgene aften ville få lejlighed til at overvære hvirvlende dervishe. Han påstod - jeg er ikke sikker på, at det er korrekt, at disse opvisninger kun kan ses 3 steder i Tyrkiet: her i Konya på den årlige festival, på Topkapi i Istanbul samt på den "natklub", som vi skulle besøge den følgende dag.

Festival i Konya

Mevlana Klostret var fra Mevlanas død i 1273 sæde for undervisning, meditation og ceremonielle danse, ligesom de var genstand for pilgrimsrejser. Under det osmanniske styre opstod et stort antal Sufi ordener, som fik stadig større indflydelse. Ikke kun i Tyrkiet men også i de omkringliggende lande, Syrien, Ægypten, Grækenland m.fl. Så stor var ordenens indflydelse, at Atatürk i 1925 udstedte en lov,som forbød ordenen og deres ceremonier og lukkede alle Sufi klostre. Dette på trods af, at der var - og er - religionsfrihed i Tyrkiet. Dog 2 år senere i 1927 fik klostret tiladelse til at genåbne i skikkelse af museum. Og i 1953 genoplivede man de årlige ceremonier fra begyndelsen af december og med kulmination den 17. december på Mevlanas dødsdag. Denne festival tiltrækker hundredetusinder fra hele verden. Måtte jeg selv opleve det en dag.

Kappadokien

Efter Konya blev omgivelserne gradvis mere barske. I en periode på 1½ time kørte vi nærmest gennem en stenørken. En kørende bil rejser et spor af støv over 10 km - så det er ikke så tit, man får uventede gæster på disse kanter. Vores transport skete dog under noget mere komfortable forhold en Marco Polo, som 4 gange rejste fra Europa til Asien ad Silkevejen.

Kappadokien eller Cappadocia er et uspoleret, måneagtigt landskab i det centrale Anatolien indenfor en trekant, der dannes af Aksaray, Kayseri og Nigde. De mest spaktakulære former findes indenfor en endnu mindre trekant, afgrænset af Ürgüp, Göreme og Avanos. Dette fantastiske landskab blev skabt ved flere enorme vulkanudbrud af Mount Erciyes (3916m) og Mount Hasan (3268m) for omkring 10 millioner år siden, som begravede området under at 500 meter tykt lag af mudder, aske og lava. Over tiden blev dette materiale omskabt til tuf, som er blød og porøs klippe. Denne tuf har millioner af års erosion af regn, vind, temperaturskifte omdannet til fantastiske former (kegler, pyramider, søjler, champignon, dyr osv.) - ofte kaldet "Fairy Chimneys", "Eventyrskorstene", ofte med fine gyldne, røde og violette farver. Adskillige jordskælv har i tidens løb medvirket til yderligere modellering af de mange dale i området.

Det vides ikke med sikkerhed, hvornår Kappadokien blev befolket, men fra omkring 600 BC omtaler skrifter kongeriget Kappadokien. Navnet Kappadokien menes at komme fra hittitisk Katpatuka, som betyder Landet med de smukke heste. Under den byzantinske tid blev der bygget næsten 1000 kirker og klostre i Kappadokien. De fleste af disse udhugget i de bløde klipper.

Efter Jerusalems ødelæggelse i år 70 blev Lilleasien centrum for kristenheden. Mange af de tidlige kristne flygtede til Kappadokien for at undgå romersk forfølgelse og for at få fred og ro til at faste, meditere og bede. Her blomstrede kunst, kultur og videnskab, men også hedensk afgudsdyrkelse. Gennnem den utrættelige Paulus arbejde stiftedes de første menigheder her. Efter Paulus' martyrdød i Rom fortsatte bl.a. hans ven Timotheus og apostlen Johannes med at udbrede det kristne budskab i Kappadokien. Selv i den kristne pinse - kirkens fødselsdag - er Kappadokien involveret. Da underet skete, og apostlene begyndte at tale i fremmede tunger (dvs sprog), var ét af de fremmedsprog, der blev nævnt, det sprog, der taltes i Kappadokien.

I det 4. århundrede gjorde 3 helgener St. Basil den store, Gregorius af Naziansus (Nigde) og Gregorius af Nyssa (Nevsehir) området til et af datidens mest betydningsfulde kristne centre. St. Basil, som var biskop i området, udformede bla. regler for livet i klostret. Disse regler følges stadig af munke i græsk-katolske kirker og klostre. Deres vigtigste indsats var nok at bekæmpe den såkaldte "arianisme", som benægtede den guddommelige side af Jesus, og der blev i flere hundrede år diskuteret, om Jesus var "den samme" som Gud eller blot "ligesom" Gud. De 3 kirkefædre fra Kappadokien spillede en afgørende rolle, da man på konciliet i Konstantinopel i 381 fik gjordt op med denne tro. At Muhammed 400 år senere anlagde samme syn på Jesus er en anden sag.

Underjordiske byer

Der er indtil i dag fundet 36 underjordiske byer i Kappadokien, hvoraf kun nogle er åbne for offentligheden. Der er dog næppe tvivl om, at der vil blive fundet flere med tiden. De største byer kunne rumme indtil 20.000 beboere. Disse hulebyer er lavet som tilflugtsted for beboerne i krigstid. Forsvaret mod en truende fjende var simpelt: en stendør bestående af en 500 kg tung klippeblok, som kun kunne "åbnes" indefra. Byen havde kilder, som kun var tilgængelige indefra, dvs fjenden kunne ikke stoppe eller forgifte drikkevandet. Skakter gav både frisk luft og fungerede som skorstene. Så godt er disse ventilationsanlæg konstrueret, at de giver et godt indeklima 8 etager under jorden. Sindrige labyrinter gav beboerne gode muligheder for at slippe bort.

I det 7. århundrede bliver Kappadokien slagmark for arabiske-byzantinske sammenstød. Kristne og andre søger beskyttelse i de underjordiske byer, som tusinder af år forinden er blevet lavet af datidens befolkning. Her bygger de kristne underjordiske kirker og gravsteder. Mange af kirkerne er udsmykket med farvestrålende fresker med religiøse motiver.

Betegnelsen by er måske ikke den mest velvalgte, da det er tvivlsomt, at den blev anvendt til beboelse i fredstid. Snarere et sted, hvor man kunne søge tilflugt, når fjenden truede. Så sent som i 1839 flygtede lokalbefolkningen ned i de underjordiske byer for den fremrykkende ægyptiske hær. I fredstid blev hulerne formentlig anvendt til lagring af forråd. Det bliver de i øvrigt også i dag. Mange nyere huse er bygget ovenpå sådanne huler, som så anvendes som kælder. Mange af hulerne fungerer i øvrigt som beboelse i dag.

Tatlarin

Vi gjorde ophold ved landsbyen Tatlarin, 10 km nord for Acigol. Her skulle vi både besøge en underjordisk by og en klippekirke. Den underjordiske by ligger inde i på en klippe. Den blev først opdaget i 1975 og åbnet for offentligheden i 1991. Byen er i 8 etager, men kun de øverste 3 etager er åbne for offentligheden. Efter guidens udsagn skulle der selv i den underste etage være et udmærket indeklima. Udover rum til beboelse og køkkenbrug var der mange forrådsrum, hvilket tyder på, at byen måske har været en militær garnison. Den nærliggende kirke kunne også tyde på, at stedet har været et kloster. Noget særligt ved denne by er, at den er forsynet med et toilet med rindende vand. OK, toilettet var selvfølgelig kun en rende i gulvet, men alligevel.

Gangene mellem de forskellige etager er ca 40 meter lange og nogle steder kun 1 meter i diameter. Der var jo ingen grund til at gøre det alt for let for en evt. indtrængende fjende. Gangene kan ikke anbefales til personer med tendens til klaustrofobi. I mange tilfælde var flere underjordiske beboelser forbundet med gange. I det mindste var der lavet et lille hul i væggen, så man kunne kommunikere med naboerne. På billedet ser vi Erling vende tilbage fra et besøg i dybet.

Den lille byzantinske kirke, som ligger i nærheden, har ikke været udsat for vandalisering. De mange smukke fresker er forbløffende friske med især røde, gule og purpur farver på en grå baggrund. På billederne ser man jomfru Maria og jesusbarnet, ærkeenglene Mikael og Gabriel, kejser Konstantin den Store, Palmesøndag med indtoget i Jerusalem , korsfæstelsen samt forskellige helgener. Heldigvis har de tidlige fresker overlevet den periode i det 8. århundrede, hvor der var forbud mod at afbilde personer, og kun tilladt at lave geometriske figurer. De fleste fresker er i øvrigt fra det 9. - 13. århundrede.

Sagnet om Sct Georg

Georgius, som er spejdernes skytshelgen, blev født år 303 i Kappadokien. Da han fyldte 17 år, blev han soldat i kavalleriet, og der gik snart ry om hans dygtighed i våbenbrug og idræt, og han blev berømt for sin tapperhed, uforfærdethed og gode dyder. På sin færden kom han vidt omkring. Således kom han en dag til den lille by Salem. Her huserede et skrækkeligt uhyre, en grådig drage. Mange mænd havde prøvet at fælde den, men uden held, og man havde derfor lavet en aftale med dragen, således at den skulle vogte landet mod til gengæld hver dag at få 2 får. Imidlertid slap fårene op, og dragen forlangte nu at få ét menneske i stedet - set fra dragens side bestemt et rimeligt forlangende. Også dette måtte man gå ind på, og hver dag måtte én af beboerne gå den tunge gang til dragen.

Den dag Georgius kom til Salem, havde loddet truffet kongens smukke datter. Kongen bekendtgjorde, at den, der ville kæmpe med dragen og dræbe den, skulle få prinsessen og det halve kongerige. Men ingen meldte sig. Da Georgius ankom, var prinsessen allerede på vej til dragens tilholdssted uden for byen. Men da Gregorius blev klar over hvilken skæbne, der ventede den unge prinsesse, besluttede han at kæmpe mod dragen. Efter en voldsom kamp, hvor dragen spyede ild gennem næsebor og mund, fældede han dragen; men da kongen tilbød ham den lovede belønning, afslog han. Gud alene havde æren, sagde han. Ikke så mærkeligt, at Sct Georg er blevet spejdernes skytshelgen. Måske skal jeg undgå at nævne, at han kommer til at lide martyrdøden.

Otel Kral

Hen under aften kom vi frem til Hotel Kral i Ürgüp, hvor vi skulle tilbringe de følgende 2 nætter. Jeg tror, at vi alle blev behageligt overraskede, da vi så hotellet. Værten fortalte senere på aftenen, at hotellet både var bygget med "gamle materialer" - dvs kalksandsten - men også efter gammel byggestil. Han erklærede stolt, at der ikke fandtes andre hoteller i Tyrkiet i denne stil. Det vrimlede med tjenstvillige tjenere, så snart var vi indkvarteret på vores værelser. På billedet til højre står vores unge guide og snakker med den meget venlige overtjener.

Efter at vi havde nettet os lidt, spise vi aftensmad i restaurationen, som lå i kælderen. Maden - kylling -var udmærket. Vi fik et bord med plads til 8, så Else og Natacha kunne gøre os selskab. Else fortalte, at de havde købt udflugten gennem deres danske rejsebureau. Prisen var næsten 600 kr sammenlignet med de ca 300 kr, vi havde betalt. Men hun havde ikke haft mod til at købe rejsen "på gaden", som vi havde gjort. Vi fik at vide, at Natacha var elektronikingeniør og arbejdede med radiokommunikation ved Motorola. Det er s'gu ingen sag, når man både er køn og velbegavet.

Da vi senere på aftenen sad og nød en øl eller raki, faldt vi i snak med værten. Han fortalte, at han og hans bror ejede og drev hotellet. De 2 familier boede i det smukke hus ved siden af, som var opført i samme stil som hotellet. Vi bemærkede, at et enkelt par af selskabet fik anvist værelse derovre. Da vi spøgte med, at rakien var stærk, sagde værten, at man uden problemer kan drikke 3 glas raki, men herefter skulle man også passe på. I øvrigt skulle Erling passe på allerede ved det første glas, fordi han ikke - som alle rigtige mænd - havde skæg. Men da der senere kom fodbold på TV skærmen, steg stemningen. Alle tyrkere - i hvert fald mændene - er fuldstændigt tossede med fodbold. Og da både Kurt og Erling har været habile fodboldspillere, faldt de godt ind i selskaber.

Trætte gik vi i seng efter en lang og begivenhedsrig dag. Og morgendagen så ud til at blive mindst lige så spændende.

 

Sultanhani Karavanserai

Ca 40 km før Konya standsede vi ved et såkaldt karavanserai - eller han. En indskription fortæller, at det er bygget af (eller rettere under) den seldjukkiske sultan Alaaddin Keykubat i 1229, arkitekten var Muhammed bin Havlan el Dimiski. Efter en voldsom brand i 1278 blev karavanseraiet restaureret af den lokale guvernør Seraceddin Ahmed bin El Hasan, som en anden inskription fortæller. Med sine 4800 m2 er Sultanhani det største karavanserai i Tyrkiet. Byggematerialet er smukke sandsten. Sultanhani er meget monumental og ligner en fæstning - hvad det for så vidt også er tænkt. Indgangen sker gennem en stor og flot udsmykket jernportal. Den indre gård er omgivet af en arkade af værelser på venstre side og overdækkede arealer på højre side. Værelserne indeholdt soverum, lagerrum, baderum mv. Disse rum var selvfølgelig opvarmede og oplyst med lamper og stearinlys. Om sommeren overnattede gæsterne almindeligvis i området i højre side. I den bageste del er der en stor, overdækket stald med plads til indtil 200 kameler. Guiden gjorde opmærksom på, at der var meget højt til loftet i stalden, da luften ellers kunne blive meget stram med så mange dyr. Midt i gården ligger en mindre moske. Jeg kan forestille mig det liv, der har været med sang, musik, historiefortælling mv., når karavaner fra forskellige dele af verden mødtes i et karavanserai.

Handelsvejene gennem Tyrkiet i tidligere tid var afhængig af kamelkaravaner. En kamels dagsrejse er på 35-40 kilometer, og den er ikke meget for at gå om natten. Der var således behov for steder langs handelsvejene, hvor karavanen kan søge ly og læ, få mad og drikke og få forsyninger af vand mv. Man kan måske sammenligne datidens karavanserai med nutidens motel eller vandrehjem. I krigstid fungerede disse karavanseraier også som befæstede forte med soldater. En af de vigtigste handelsveje gik fra Antalya ved Middelhavet gennem Konya, Aksaray, Kayseri og Erzurum videre til Tabriz og østpå til Turkestan. En anden fortsatte nordpå til Sortehavet og videre til Irak.

Staten (sultanatet) indgik handelsaftaler med fremmede stater. Derfor byggede man et stort antal karavanseraier for at opmuntre den internationale handel og reducere risikoen for overfald og røveri. En rejsende købmand kunne - uanset sprog, race eller religion - opholde sig i indtil 3 dage i et karavanserai, og i denne periode få gratis mad og drikke til sig selv og sine dyr. I karavanseraiet arbejde et stort antal personer: bestyrer, læge, imam (præst), opsynsmand, kromand, dyrlæge, budbringere, smed, kok osv. Ofte var der et tyrkisk bad (hamam), et kaffehus og et bibliotek. Alle disse ydelser var gratis for modtageren. Karavanseraiet havde et mindre landbrug, hvor man bl.a. holdt får. Rationen pr dag var: 1 kg brød, 250 gram kød samt en gryde med grøntsager. Dette skulle gælde, uanset om du var muslim, jøde eller kristen, fri eller slave. Oven i købet hvis du var sultan. Kvinder deltog også i driften af karavanseraiet, og jeg har læst, at Muhammeds hustru bestyrede et karavanserai. I dag er der ca 120 karavanseraier i Tyrkiet.

Bestyreren af et karavanserai var også ansvarlig for sikkerheden. Ikke alene den personlige sikkerhed, men også for varer. Når en karavane ankom til et karavanserai, blev der foretaget en optælling og registrering af antal dyr (heste, kameler, får, geder) og de transporterede varer. Som en almindelig regel gjaldt, at porten blev lukket ved solnedgang. Og porten blev først åbnet den følgende morgen, når det var konstateret, at der ikke var forsvundet varer eller dyr i løbet af natten. I virkeligheden havde disse karavanseraier verdens første forsikringssystem, idet ejeren blev holdt skadesløs, hvis hans led tab under opholdet. Jeg tror, at dette overraskede de fleste af os - i hvert fald mig.

Hvis en karavane blev overfaldet, ville de mennesker, som boede i området, blive pålagt en bod. Bortset fra disse tilfælde blev befolkningen ikke beskattet. Dette medførte, at beboerne langs handelsvejene medvirkede til at opretholde sikkerheden for de rejsende. Til gengæld slap de for at betale skat. Så høj var sikkerheden, at man på den tid sagde:

"Intet vil hænde dig, om du rejser fra Izmir til Van med en krukke guld på hovedet"

Karavanerne fulgte som nævnt de etablerede handelsveje. Den mest kendte er nok Silkevejen, som gik fra Østasien til Europa, men der var også andre ruter. Ad dissee blev eftertragtede varer som silke, krydderier, porcelæn, te, papir o.m.a. transporteret frem til de europæiske handelshuse og forbrugere. Vejen forgrenede sig flere steder, når den kom ind i Anatolien. Som du sikkert ved, var et af de vigtigste formål med at sende Columbus på færden at finde en søvej til Indien, så man kunne undgå de lange og langvarige transporter ad landjorden. At manden så i stedet havnede i Amerika, var ikke planen. Og meget havde været anderledes, hvis Amerika aldrig var blevet opdaget.

På billedet til højre poserer Natacha ovenpå moskeens tag.

Tilbageturen fra Kappadokien

Bortset fra et par kaffe- og spisepauser fortsatte vi hjemturen. Vi spiste frokost på samme restaurant som på udturen. Imidlertid havde vi spist så godt og rigeligt, at vi nøjedes med en kop kaffe. Omkring kl 18 blev vi læsset af ved vores hotel. Vi var alle enige om, at det havde været en pragtfuld tur, som vi giver vores bedste anbefaling.

Jeg har lavet en kavalkade af nogle af de bedste billeder, som vi tog i Kappadokien. Hvis du har lyst til at studere dem nærmere, så klik her.

 

Udflugter i nærheden af Alanya

Vi har selvfølgelig også været på ture i næheden af Alanya. Noget at det, vi ikke fik prøvet, var at tage på en af de sejlture, der tilbydes fra havnen. De fleste ture varer 6-7 timer og omfatter frokost. Der sejles langs den dejlige kyst mem masser af muligheder for at bade og drive vandsport. Oftest slutter man af med besøg i nogle af de grotter, der ligger i nærheden af Alanya: Piratgrotten, Kærlighedsgrotten og Fosforgrotten. Det står højt på programmet ved vores næste besøg.

Udflugt til Manavgat

En dag besluttede vi at tage med en offentlig bus til Manavgat. Busserne afgår med ca 15 minutters afstand fra busholdepladsen ved markedet. Turen, som tog godt 1 time, kostede 15 kroner - men så gjaldt den også kun den ene vej. Efter at have nydt en øl ved floden købte vi billet til en sejltur ud til det vandfald, der ligger lidt nord for. Undervejs så vi en del fugleliv og også en mængde små flodskildpadder. Der er også gode mulighede for at nyde lidt solen undervejs, hvilket Birgit og Bo gør på dette billede fra uturen i 1990. Da vi efter ca 20 minutters sejlads nåede frem, steg vi over i en minibus, som bragte os de sidste 3 kilometer til vandfaldet.

Her købte vi en billet (10 kroner) for at komme ind på området, hvorfra vi kunne se vandfaldet. Sidste gang vi var her, spiste vi dejlig ørred på et af de mange spisesteder. Denne gang ventede vi med at spise, til vi kom tilbage til Manavgat. Vi havde med vilje valgt en mandag for besøget, da der er markedsdag. Efter at have gået rundt på markedet - som ikke var værre eller bedre end det i Alanya - fandt vi et sted at spise. Herefter tog vi bussen tilbage til Alanya. På turen tilbage så vi en helikopter hente vand fra Middelhavet til brandslukning inde i landet.

Efter turen diskuterede vi, om vi ikke skulle have taget en af de andre flodbåde, som sejler fra Manavgat og ud, hvor floden udmunder i Middelhavet. Mine svigerforældre har prøvet denne tur under et af deres besøg, og de har anbefalet den, så mon ikke vi gør det næste gang.

Billeje

Vi besluttede os for at leje en bil og køre en tur østpå, som er mindre besøgt af turister. Da vi er 6 (vel) voksne personer, måtte vi have en minibus. Vi kiggede på et par udlejningsbutikker for at finde prisniveauet, inden vi bestemte os. Jo, de havde en 10-personers Mitsubishi minivan til udlejning. Desværre kunne vi ikke se den, da den var lejet ud. Kun nogle få år gammel og med air condition. Prisen var 100 DM for et døgn. Og vi slog til. Da vi for for at hente bilen kl 9 om morgenen, viste det sig, at bilen var et gammelt lig med buler i begge sider, manglende beklædning inde i kabinen og - som Bente kaldte det - snusket. Men bilen startede villigt, hvorefter vi startede med at få fyldt diesel på tanken, inden vi forlod Alanya ad kystvejen. Da vi havde kørt 15 minutter, blev vi standset af politiet. Vores første tanke var, at det var pga bilens miserable stand. Men efter at have påtalt et ulovligt gitter foran bilen fik vi lov til at køre videre efter præsentation af kørekort. Det samme gentog sig ½ time senere. Vi fandt ikke ud af, hvad årsagen var. Måske er det normal praksis. Måske hang det sammen med terroristangrebet mod World Trade Center ugen i forvejen. Måske hang det sammen med det tyrkiske kurderproblem. Men politiet var flinke og høflige, så det var intet problem.

Østpå til Anamur

Vi havde vel 3 timers kørsel foran os, inden vi ville være fremme ved Anamur. Landskabet, vi kom igennem, var utrolig frodigt. Et sted så vi et halvt hundrede mænd og kvinder gå og plukke bomuld. Ellers er området kendt for jordbær, jordnødder og sine dejlige bananer. Overalt var der bananplantager og drivhuse med bananer. Disse drivhuse var i imponerende god stand. Vi standsede et par gange undervejs. Første gang for at købe frugt - bananer og melon - fra en varevogn, der holdt ved vejen. Næste gang standsede vi for at få lidt at drikke. Det skete ved et lille sted tæt ved vejen, og hvor familien boede i umiddelbar nærhed.

Da vi kunne se, at familien havde en ovn, spurgte vi, om vi kunne få lidt brød til vores cola/øl. Den unge pige gik ind og hentede sin moder, som streaks gik i gang med at bage noget pandekagelignende brød på den primitive, men velfungerende ovn. Brødene var papirtynde og næsten 1 m2 i udfoldet stand. Da brødene var bagte, blev de penslet med lidt smør, og serveret med honning. Pragtfuld snack. Selvom hverken moder eller datter kunne tale engelsk eller tysk, havde vi dog ingen problemer med at kommunikere. Og da vi viste lidt interesse for nogle af blomsterne på stedet, fik vi straks en lille pose med frø. Dem glæder vi os til at se vokse op næste forår i Hornslet. Selv om jeg springer lidt i fortællingen, kan jeg berette, at tyrkerne er meget interesseret i kontakt med turister. På tilbagevejen standsede vi et andet sted for at drikke. Her sad en håndfuld mænd og nød deres te. En af disse kunne måske 10 engelske gloser, men det afholdt ham ikke fra at udspørge os om, hvem vi var, hvor vi kom fra, hvilken religion vi havde osv. Selv om Birgit og jeg har gået til spansk på aftenskole i 2 sæsoner, har vi endnu ikke turdet kaste os ud i en konversation med en spansk indfødt. Her kunne vi lære lidt.

Borgen i Anamur

Efter et par timers betagende smuk bjergkørsel, kom vi til Anamur. Af tidsmæssige årsager fravalgte vi et besøg på Anamurion, som nok ville have været et besøg værd. Anamurion, som ligger 4 km vest for Anamur, er en antik by med rester af en akvadukt, en kirkegår med grave fra det 4. og 5- århundrede, kirke, bad mv. Vi kørte ned til kysten, hvor vi spise frokost ved en af de mange restauranter, der ligger der. Det var tydeligt, at dette sted var meget besøgt af tyrkiske turister. Efter ca 10 minutters kørsel var vi fremme ved Mamure Kalesi - Anamur Borgen, som lå på højre side af vejen og helt ud til havet.

Vi købte billetter til borgen for en nærmest symbolsk betaling - 10 kroner. For dette beløb fik vi en entusiastisk, men ikke særlig professionel rundvisning på stedet. Guiden viste os et sted, hvor kvinder efter sigende skulle være blevet halshugget for unævnelige forbrydelser, hvorefter deres krop blev styrtet i havet, som ligger lige udenfor murene. Borgen menes bygget i romertiden. På borgen findes en mindre moske, som trods sin forfaldne stand stadig er åben for troende. I en periode var borgen under kontrol af nogle af de mange pirater, som hærgede den østlige del af Middelhavet. Sandklitterne på begge sider af borgen er erklæret som beskyttet naturområde.

Det var blevet sidst på eftermiddagen, hvorfor vi vendte næsen mod Alanya, som vi nåede omkring kl. 18. Kurt påtog sig at levere bilen tilbage. Samtidig ville han gøre firmaet opmærksom på, at bilen var en gammel spand, som ikke burde lejes ud. Desværre viste det sig, at de ansatte, som om morgenen havde talt udmærket engelsk, havde glemt det meste af dette, så Kurt måtte nøjes med at give bilen et spark i siden. Jeg udviklede den teori, at de mange buler i begge sider af bilen måske var opstået i forbindelse med disse tilbageleveringer. Nå, men vi havde en dejlig tur uden problemer og med gode oplevelser.

Farvel fra Rejseholdet

De godt udseende unge mennesker herover er medlemmerne af Rejseholdet, fotograferet af Osman ved siden af vores yndlingsrestaurant. Du undrer dig måske over vores hovedbeklædning? Nej, det er ikke et af disse uovervejede ferieindkøb, hvor man falder for en ting, køber den, slæber den med hjem, hvorefter tingen synker ned i glemsel på bunden af en skuffe. Nej, det er hensigten at disse prægtige fez'er skal bæres, når vi en gang om måneden mødes for at spille balut. I virkeligheden er det indtægterne fra disse spil, der finansierer vores ferierejser. Månedens vinder får højtideligt overrakt en sølvpokal - indkøbt i Wien - fyldt med chokolade. Herudover får vinderen herefter også ret til at bære den røde fez, indtil næste spil. En del af ritualet er, at fez'en skal bæres under spadsereturen fra hjemmet til spillestedet. Jeg kan nævne, at sidste del af ritualet allerede har både vakt opsigt - og vel også medført en del respekt - fra indbyggerne i den lille by, vi bor i.

Og hermed slutter denne beretning fra vores ferieture til dejlige Tyrkiet. Håber, at du har haft lidt fornøjelse eller måske oven i købet lidt gavn af disse udgydelser.