Lucca - lidt historie Lucca ligger ved Serchio floden på en frugtbar slette i nærheden af det liguriske hav. Den er hovedstad i provinsen af samme navn. Indbyggerne beskriver Lucca som den mest intime og charmerende af byerne i Toscana - og efter et enkelt besøg er jeg ikke utilbøjelig til at give dem ret. Byen, som er grundlagt af etruskerne omkring 500 BC, blev en romersk koloni i 180 BC. Romerne kaldte etruskerne for "tusci", hvilket har givet navn til regionen, Toscana. I år 56 BC fandt et historisk møde sted her i byen, idet Cæcar inviterede de to øvrige medlemmer af triumviratet, Pompejus og Crassus til møde for at forsøge at løse nogle kritiske problemer. Næsten 200 senatorer samt guvernører fra Sardinien og Spanien kom til Lucca for at tale med Cæcar. Det blev aftalt, at Pompejus og Crassus skulle være konsuler i det følgende år, samt at Cæcar fik forlænget sit styre over Gallien i yderligere fem år. Allerede i år 47 kom kristendommen til Lucca med biskop Paulinas, en af Peters disciple. Det er en almindelig antagelse, at Lucca var den første italienske by til at konvertere til kristendommen. Lucca blev velhavende på silkehandelen, som for alvor tog fart i det 11. århundrede. I det 10. og 11. århundrede var Lucca hovedstad i et markgrevskab, som var underlagt det hellige romerske kejserrige. I 1160 blev Lucca en selvstændig kommune med sin egen forfatning, en status, som den bevarede i næsten 500 år. Lucca kunne selvfølgelg ikke undgå at blive blandet ind i renæssancens kampe mellem de politiske partier, guelferne og ghibellinerne, og var i perioder under dominans af hhv. Pisa og Firenze. Dante menes at have tilbragt en del af sin eksilperiode fra Firenze i Lucca. I begyndelsen af 1300-tallet var Luccas indflydelse så stor, at den kunne måle sig med Firenzes. I 1805 blev Lucca indtaget af Napoleon, som indsatte sin søster Elisa Bonaparte Baciocchi som "Dronning af Etrurien". Efter 1815 blev Lucca et grevskab under Bourbon-Parma for i 1847 at blive en del af storhertugdømmet Toscana. I 1860 blev Lucca lagt under kongeriget Sardinien for kort efter at indgå i den nydannede italienske stat. Byen har i dag 85-90.000 indbyggere. Ankomst til Lucca Birgit og jeg tog toget fra Pisa til Lucca, en tur på knap 20 minutter, pris ca 10 kr. Vi huskede at stemple (validare) billetterne i den gule maskiner på stationen, inden vi tog med toget! Stationen ligger lige udenfor bymuren, som omgiver det gamle Lucca. Ca 50 meter fra stationen ligger et turistbureau, hvor vi gik ind og købte et bykort og fik nogle brochurer og oplysninger om området. På væggene var plakater om næsten daglige koncerter med musik af byens nok mest berømte søn, Giaccomo Puccini (1858-1924), men andre komponister som Francesco Geminiani (1687-1762), Luigi Boccherini (1743-1805) og Alfredo Catalani (1854–1893) er født i Lucca. Vi kunne også se, at kunstnere som Eric Clapton, Roger Waters, Tracy Chapman og Santana havde spillet på årets festival i juli 2006. Den flinke dame forslog, at vi spadserede gennem byen og fulgte byens forretningsgade Via Filungo. På vejen kunne vi besøge de mest berømte kirker og andre bygningsværker for at ende på den amfiteatralske plads. Turen tilbage til stationen kunne vi gå på bymuren, hvorfra der er et fantastisk blik ud over landet til den ene side og byen til den anden. Bymuren omkring Lucca Vi entrede den gamle bydel via byporten Porta San Pietro. Usædvanligt for byer i området har Lucca bevaret sine bymure intakte, selv da byen begyndte at vokse. Den første bymur blev opført i romertiden, men der er stort set ingen rester af denne mur, som omsluttede omkring halvdelen af den nuværende by. I middelalderen blev den romerske mur erstattet og, da byen var vokset mod nordøst, samtidig udvidet til at omfatte distrikterne San Frediano, San Pietro Somaldi og Santa Maria Forisportam. Størsteparten af denne mur blev nedrevet omkring år 1600. De nuværende mure er opført mellem 1544 og 1650. I dag er der 10 byporte. Porta Elisa - opkaldt efter Napoleons søster, som du husker - blev bygget i 1809, og de seneste tre kom til i begyndelsen af 1900-tallet. Da murene mistede deres forsvarsmæssige betydning, blev de omdannet til en fredelig fodgængersti, som omgiver den gamle by. På de fire sider er plantet forskellige træsorter. Det var meget dejligt at spadsere rundt i en uspoleret og nærmest bilfri atmosfære, og det var vistnok første gang, at vi havde oplevet en ringvej onmkring en by, som var en spadseresti. Man kan dog møde hestevogne, som transporterer turister omkring. Vi så flere steder, hvor man udlejer cykler til turister, men jeg vil anbefale at gå turen omkring Lucca - det tager i underkanten af en time at spadsere de fire km. Og som en ekstra gevinst kan jeg love, at turen er fri for forretninger, så du ikke hvert andet øjeblik bliver hevet med ind i en skobutik eller trukket over gaden for at studere et menukort. (Mine venner vil vide og mit betragtelige korpus afsløre, at jeg ikke er nogen kostforagter, men jeg nu bede lide at spise mad end at læse om den). Duomo di San Martino Vores første stop på vandreturen var Piazza San Martino. Tredje weekend i måneden huser pladsen et livligt antikmarked (jeg tror, at det er hvad vi i min lille by kalder et loppemarked, men vi retfærdighedsvis tilstå, at vi ikke har overværet et antikmarked i Lucca). Den sidste weekend i måneden er der et kunst- og håndværksmarked på pladsen. Opførelsen af den romanske domkirke i Lucca, San Martino blev påbegyndt i 1063 under biskop Anselm - den senere pave Alexander II. I dag er kun det store apsis med de høje søjler samt det fine klokketårn bevaret. Vestfacaden blev påbegyndt i 1204 af Guido Bigarelli af Como, "Guidetto" - han er måske bedst kendt for døbefonten i dåbskapellet i Pisa. Facaden består af en stor søjlegang med tre smukke buer. Over dem ses et galleri med prægtige skulpturer. Skibet og tværskibet (korsarmene) blev ombygget i gotisk stil i 1300-tallet. Volto Santo I skibet står et lille ottekantet tempel eller kapel - jeg ved ikke, hvad jeg skal benævne det. Det indeholder byens mest dyrebare relikvie, et krucifix i cedertræ. Ifølge legenden er dette krucifix udskåret af Nikodemus. Du husker måske, at Nikodemus var farisæer, en af de skriftkloge og medlem af det jødiske råd, sanhedrin. Han kom til Jesus om natten for at høre mere om hans lære. Da ypperstepræsterne og farisæerne vil pågribe Jesus, lægger han sig imellem og tager Jesus i forsvar. Efter korsfærstelsen hjalp han Josef af Arimatæa med at forberede Jesu lig til begravelsen. Krucifixet bærer det såkaldte "hellige ansigt", "Volto Santo", idet det antages at være identiske med frelserens ansigtstræk. Nikodemus, som var i tvivl om, hvorvidt han var i stand til at gengive Frelserens ansigt tilstrækkelig godt, bad Gud om hjælp, og da han vågnede om morgenen, var ansigtet færdigt. Efter Nikodemus' død blev krucifixet gemt i en hule i flere hundrede år af frygt for evt. forfølgelse fra jøderne. Det blev fundet af biskop Gualfredo under en pilgrimsrejse, idet dets placering blev afsløret for ham i en drøm. Biskoppen satte krucifixet på et skib og lod det sejle afsted uden besætning, idet han overlod styringen til Volto Santo selv. Efter nogen tid landede skibet i havnebyen Luni i Toscana, men hver gang beboerne forsøgte at nærme sig skibet, sejlede det længere bort fra kysten. Det var først da biskoppen af Lucca kom til stede, at det lykkedes at komme i besiddelse af relikviet. Men i hvilken by skulle Volto Santo opstilles, Luni eller Lucca? Biskoppen foreslog, at man anbragte krucifixet på en kærre trukket af okser. Så kunne man lade okserne afgøre, om det skulle til Luni eller Lucca. Og du har formentlig gættet, at okserne valgte vejen til Lucca, hvor de standsede udenfor San Frediano kirken. Næste morgen befandt krucifixet sig på mirakuløs vis i San Martino, hvor det stadig er. Kapellet blev bygget i 1484 af Matteo Civitali (1436-1501), en af Luccas mest berømte billedhuggere fra den tidlige renæssance. Hvert år den 13. september går en vældig procession med ærkebiskoppen, præster og byens verdslige ledere samt hele byens befolkning gennem gaderne i Lucca bærende tusindvis af lys. Mange grupper er iført historiske kostumer. Processionen følger den rute, som krucifixet blev båret, da det blev flyttet fra San Frediano kirken til San Martino domkirken. De vigtigste stationer på vejen er Piazza San Michele og Piazza Napoleone (de lokale kalder den dog altid for "Piazza Grande"), som repræsenterer byen og dens øvrighed. Ved afslutningen af processionen spilles "Il Mottettone", som er et musikstykke, der hvert år komponeres til lejligheden af en af de lokale musikere. I kirken så vi også Ilaria del Carrettos grav. Ilaria del Carretto, der døde i 1405 som 26-årig under fødsel af sit andet barn, var hustru til Paolo Guinigi, den lokale tyran (hersker). Den døde kvinde ligger med hænderne foldet over sin svangre mave. En hund, symbolet på troskab, kigger op på sin herskerinde. Monumentet fra 1406 er måske det første af Jacopo della Quercia af Sienas værker, og det viser tydeligt den frembrydende renæssance. Graven blev delvist ødelagt i 1430 efter Guinigis fordrivelse. Jacopo della Quercia deltog i konkurrencen om fremstilling af dørene til baptisteriet i Firenze, en konkurrence, der blev vundet af Ghiberti. Fra 1417-1431 arbejdede han sammen med Donatello og Ghiberti på reliefferne til døbefonten i dåbskapellet i Siena San Giovanni og Santa Reparata Nærmeste nabo til domkirken er San Giovanni (Johannes Døberen) kirken, som ligger på Piazza San Giovanni. Den nuværende kirke er fra 1100-tallet, facaden dog fra 1500-tallet. Men udgravninger har afsløret en meget ældre historie. San Giovanni er bygget ovenpå en gammel lombardisk kirke, som indtil engang i 700-tallet fungerede som Luccas domkirke. Denne kirke var viet til Santa Reparata, Firenzes første skytshelgen. Santa Reparata er igen bygget oven på et romersk tempel fra omkring 400 år BC, og under dette tempel er der funder flere romerske huse. I alt er der fundet fem historiske lag under den nuværende kirke. Kirkens ydre blev rekonstrueret i 1622, og kun hovedindgangen og en del af sydfacaden er bevaret. Kirken er opdelt i tre skibe af søjler. En dør i tværskibet til venstre fører ind til San Giovannis dåbskirke. Den blev ombygget i 1300 tallet og forsynet med en fin kuppel. Uden for kirken var der opstillet plakater, som reklamerede for Puccini koncerter, som blev afholdt i kirken, og Birgit og jeg besluttede, at vi ville overvære en sådan. Lucca - Tegneseriens hovedstad Lucca er - påstår de - verdens hovedstad hvad angår tegneserier. Sandt er det, at siden 1966 er der hvert år i november afholdt en tegnefilmfestival "Lucca Comics and Games". Det begyndte med tegneserier og -film. I 1993 udvidede man med "Lucca Games", som især omhandler rollespil, brætspil og simulationsspil. I år 2000 kom det seneste skud på stammen, "Lucca Multimedia", og hvert år er interessen vokset. Festivalen 2006 var desværre afviklet ugen før, Birgit og jeg kom til Lucca, men i rådhusets gård så vi en udstilling af plakaterne siden 1966. Lige udenfor bymuren kunne vi se de prægtige udstillingstelte, som endnu ikke var taget ned. Næsten 400 forhandlere fra hele verden møder op og fylder et indendørs areal på omkring 16.000 m2 med de nyeste produkter. I byens historiske bygninger afholdes seminarer og konferencer og snesevis af kunstnere deltager, 300 journalister refererer, og mere end 65.000 entusiastiske fans møder op og deltager i massevis af happenings. En del af udstillingen finder sted i den smukke San Romano kirke. Endelig skal nævnes, at der uddeles en pris, "Gran Guinigi" for årets bedste forfatter og bedste tegneserie. Festival har denne hjemmeside. San Michele kirken Den imponerende San Michele kirke, som vistnok er højere end byens domkirke, er viet til ærkeenglen Mikael. Den ligger ikke overraskende på Piazza San Michele, som igen ligger oven på det gamle romerske forum (fore). Kirkens fuldstændige navn er således San Michele in Foro. Det historiske center af byen har bevaret den romerske gadeplan. Den romanske kirke blev påbegyndt i 1100-tallet, men finansielle problemer gjorde, at den først blev afsluttet flere hundrede år senere - og endda i en mindre skala end planlagt. Der er adgang til kirken fra 9-12 og igen fra 15-18. Den imponerende 5-etagers facade er tydeligvis tiltænkt en noget større kirke. Lidt ondt må jeg tilstå, at den på mig virkede lidt som en filmkulisse. I den nederste etage er der tre søjlebårne buer, hver med sin indgangsdør. På søjlen længst til højre er "Madonna og Barnet", udført af Matteo Civitali (1476-1480) i taknemlighed over, at byen slap for pest (ved den lejlighed). I virkeligheden er denne en kopi, idet originalen hænger inde i kirken. De øvre stokværk har gallerier med søjler, alle forskellige med indlagte stene og med kapitæler af forskellig form og farve. I søjlerne er udskåret ansigter af dyr og besynderlige monstre. Øverst oppe står ærkeenglen Mikael, flankeret af to mindre engle. Jeg har læst, at ærkeenglens vinger er hængslede og kan tages af ved stærkt stormvejr. Du kan være heldig at se en glimt fra den juvel, som er indfattet i Mikaels ring. En legende fortæller, at så længe ærkeenglen Mikael står på toppen af kirken, vil Lucca være i sikkerhed. Klokketårnet - kampanilen - er sammenbygget med tværskibet. Kirkens indre står efter min mening ikke mål med det prægtige ydre. Dog hænger der bag det første alter til højre en af de velkendte terracotta plaketter af Andrea della Robbia (nogle mener dog, at det er onklen Luca, som har udført den). Desuden hænger der i kirken et smukt maleri af helgenerne Roch, Sebastian, Jerome og Helen, udført af mesteren Filippino Lippi. Giacomo Puccini En af Italiens største operakomponister, Giacomo Puccini blev født i 1858 i et hus, som ligger lige overfor San Michele. Giacomo var femte generation af en musikerfamilie. Både hans far og bedstefar havde været organister i kirken, og Giacomo sang i koret som dreng. Det fortælles, at han først blev inspireret til at skrive operamusik, da han overværede en opførelse af Verdis Aida. Han og en kammerat gik de 30 km til fods til Pisa. I hans fødehus er indrettet et lille museum med tegninger og fotos samt personlige effekter fra komponistens liv, heriblandt det Steinway, hvorpå han komponerede Turandot. (Billet til museet, som er lukket i januar og februar, er 3 Euro). Nogle af hans mest elskede operaerer: Manon Lescaut, La bohème, Tosca, Madama Butterfly, La fanciulla del West, Gianni Schicchi og Turandot (ufærdig ved Puccinis død i 1924). Puccini døde den 29. november 1924. Meldingen om hans død nåede Rom samme aften under en opførelse af La bohème. Operaen blev straks indstillet, og orkestret spillede Chopins Sørgemarch for det chokerede publikum. Torre delle Ore og Torre Guinigi Oprindelig var der omkring 130 tårne i Lucca - i dag kun 2 tilbage. Torre delle Ore, som er det ældste fra 1200-tallet, ligger på forretningsgaden Via Fillungo. Tårnet menes at have overlevet på grund af, at det store ur og klokketårnet har stor betydning for befolkningen i hverdagen. Torre Guinigi i Via San Andrea er en del af Palazzo Guinigi, som tilhørte datidens mægtigste familie. Tårnet, som er tilføjet engang i 1400-tallet, er bemærkelsesværdigt ved, at der vokser egetræer (7 stk) på toppen af det. Vi havde ikke kræfter til at klatre op nogen af tårnene (3½ Euro, 44 meter og 230 trin op i Torre Guinigi), men udsigten over Lucca og omegn skulle være betagende. Bla. er der et godt kig til den ovale Piazza Anfiteatro, som vi var på vej til. En legende fortæller, at Ilaria Guinigi plantede træerne til minde om sin elskede mand. En anden legende vil vide, at træerne er selvsåede. So maybe "The answer is blowing in the wind." San Frediano Næste kirke, som vi besøgte på vores færd, var San Frediano, en romansk kirke (basilika), som er viet til helgenen Skt Frediano. Legenden fortæller, at Frediano var irsk kongesøn. Efter en åbenbaring tog han på valfart til Rom i 540. Efter sin hjemkomst grundlagde han et kloster, inden han tog tilbage til Italien, hvor han blev præsteviet. I 560 blev han udnævnt til biskop i Lucca, og under sin embedsperiode udførte han mange undere. Han døde i 588 og blev helgenkåret af pave Gregor den Store. Frediano lod på dette sted bygge en kirke til ære for Skt Vincent (San Vincenzo), en martyr fra Saragossa i Spanien. Efter at Frediano blev begravet i kirken, blev den omdøbt til San Frediano og Vincenzo. Snart opstod der omkring kirken et samfund af augustinermunke, en orden som blev anerkendt i 1104 af paven. Kirkens nuværende udseende går tilbage til 1112-1147. I det 13.-14. århundrede blev facaden udsmykket med en kæmpestor gylden mosaik, som viser Kristi Himmelfart med apostlene nedenunder. Det menes, at mosaikken er udført af byzantinske kunstnere, som blev bragt til Lucca ifm korstogene. Stilen er umiskendelig den samme, som vi så i domkirken i Pisa. Flere adelskapeller, smukt udsmykket med malerier, blev tilføjet i det 14.-16. århundrede. Indvendig er kirken udsmykket med hvid marmor. Buerne i skibet og sideskibene er understøttet af smukke søjler, hvis kapitæler er genbrug fra det nærvedliggende romerske amfiteater. Lige ved indgangen - lidt usædvanligt - står en kæmpemæssig døbefont fra 1100-tallet, Fonte Lustrale. Panelerne til det store bassin er udsmykket med fortællinger fra Moses' liv. Hertil kommer to paneler med Den gode Hyrde og De seks Profeter. Tempiettoen, som svæver på fire søjler, viser årets måneder samt apostlene. Døbefonten har været adskilt i flere hundrede år, men er nu igen kommet til ære og værdighed. På væggen bag døbefonten ses to glasserede terrakotta lunetter fra 1400-tallet: Bebudelsen og St Bartholomæus, tydeligvis af Andrea della Robbias skole. Længere fremme i kirken står en døbefont, som stadig er i brug. Det er fra 1489 og udført af Matteo Civitali. Den hellige Zita Til højre i det mørke kirkerum er St Zitas kapel. Her ligger byens mest populære helgen i mumificeret tilstand i en kiste af glas. Talrige fresker af Francesco del Tintore viser begivenheder fra St Zitas liv (ca. 1212-1278). Man (i hvert fald jeg) kan næsten ikke lade være at tænke på Snehvide, som ligger på sit leje og venter på prinsen på den hvide hest. Zita er skytshelgen for unge piger og tjenestepiger. Hun skal også være i stand til at hjælpe med at finde bortkomne nøgler. 12 år gammel blev Zita, som var en godhjertet pige, tjenestepige i den velhavende Fatinelli-familie, som i begyndelsen ikke behandlede hende alt for godt. En aften blev hun taget i at snige sig hen på torvet med brød i sit forklæde for at fodre de sultende tiggere. Hendes herre spurgte hende om, hvad hun havde i sit forklæde, og den skamfulde pige svarede "Roser og blomster", og da hun åbnede sit forklæde, var brødet forvandlet til roser og blomster. De andre tjenestefolk, som havde sladret til herskabet, fortalte, at de havde set engle i køkkenet bage brødet til Zita. Zita blev hos familien resten af sit liv. Det fortælles, at en stjerne viste sig over hendes seng, da hun døde. Efter hendes død begyndte der at ske mirakler, som tilskrives hende, hvorfor Zita blev helgenkåret i 1696. Hvert år på hendes dødsdag den 27. april dækker borgerne i Lucca pladsen foran kirken med blomster, og Zitas legeme bliver bragt udenfor, hvor det kærtegnes af sognebørnene. Mange familier bager et brød på dagen for at fejre hende. Hele den følgende uge er der et stort blomstermarked i byen. Zita var så populær blandt befolkningen, at Dante i sin "Guddommelige Komedie" simpelthen omtaler Lucca som "Santa Zita". San Fredianos rester ligger under højaltret, som er fra 1500-tallet. Den massive monolit til venstre stammer sandsynligvis fra amfiteatret i Lucca, men ifølge traditionen blev den på mirakuløs vis flyttet til Lucca af San Frediano og brugt som et trin op til kirkens første alter. Der er flere spændende kapeller i kirken. Et af de mest spændende er Korsets Kapel. Freskerne, som er af Amico Aspertini (1508-1509) er restaureret for nylig. På den blå hvælving ses Gud omgivet af engle, profeter og sibyller. Over altret hænger et maleri af "Volto Santo", St Augustin og St Ubaldo. På væggen til højre viser en fresko St Frediano i gang med at omlægge Serchio flodens løb for at afværge en oversvømmelse. På væggen til venstre ser vi den mirakuløse transport af "Volto Santo" fra havnebyen Luni til Lucca udført af Giovanni, biskop af Lucca. Den fromme biskops rester hviler i kapellet. St Annas kapel er fra 1500-tallet, men malerierne er fra 1800-tallet. Vi ser bl.a. "St Annas død", "St Anna tilbeder barnet" (sit barnebarn Jesus, hvis du skulle være i tvivl). Piazza dell’ Anfiteatro Efter en dejlig vandring gennem Lucca nåede vi frem til Piazza dell’ Anfiteatro, der ligger i den nordlige del af byen ud til Via Fillungo. Pladsen har navn efter, at der i det 1.-2. århundrede lå romersk amfiteater på stedet. Gennem middelalderen blev amfiteatret ribbet for byggematerialer, især marmor, og til sidst blev pladsen bebygget med boliger. I 1830 ryddede man pladsen for bygninger, bortset fra dem, der lå på det gamle fundament, hvorved er den elliptiske form blev bevaret. Hvis man går en tur omkring ydersiden af pladsen, kan man flere steder se spor efter fundamentet. I dag ligger der butikker og caféer og mindre restaurationer med udendørsservering hele vejen rundt på pladsen. Vi satte og ned og fik en gang lasagne og en flaske af den lokale vin. Om foråret har de lokale udsmykket alle vinduer og altaner med blomster. Om sommeren er der ofte udendørs koncerter. Pladsen kaldes også "Piazza del Mercato" - markedspladsen - og hele december måned er der marked her. Sidst på eftermiddagen gik vi op på bymuren og spadserede tilbage mod stationen. Vejren midt i november måned (2006) var dejligt, og de fleste mennesker gik uden overtøj. Puccini e la sua Lucca (og hans Lucca) På turistbureauet ved stationen og på talrige plakater i byen havde vi set, at der næsten dagligt blev afholdt Puccini koncerter i Lucca. Inden vi tog tilbage til Pisa med toget, købte vi billetter til næste aftens koncert. Programmet hed "Una notte all' Opera" - "En aften i operaen" (15 euro). Programmerne veksler fra dag til dag - formentlig for at få flere turister til at komme flere gange: "Mozart og Puccini", "Puccini og Verdi", "Puccini og Mascagni", "Highlights fra Tosca", "... fra Madame Butterfly", "... fra La Boheme" og "Puccini og den neapolitanske sang". Du kan få flere oplysninger om Puccini arrangementer på denne hjemmeside nærmere. Næste dag tog vi igen toget til Lucca og spadserede rundt i den dejlige by et par timer før koncerten, der som nævnt fandt sted i San Giovanni kirken, 5 minutters gang fra stationen og ganske nær ved domkirken San Martino. Programmet bestod af arier og duetter fra operaer af Puccini og Verdi. Kunstnerne var sopranen Silvana Froli, Tenoren David Righeschi og pianisten Massimo Morelli. Koncerten, som var i to afdelinger og varede godt en time, bød på forudsigelige højdepunkter fra Tosca: E lucevan le stelle, Gianni Schicchi: O mio babbino caro, La Boheme: Che gelida manina, Non sono in vena, O soave fanciulla, Turandot: Nessun Dorma, Rigoletto: La donna è mobile og La Traviata: Brindisi m.fl. Med den forrygende akustik, der var i kirkerummet og de meget veloplagte kunstnere var vi flere gange oppe at stå og i hvert fald Birgit og jeg havde en dejlig oplevelse. At Puccini blev døbt i samme kirke den 23. december 1858 gjorde bare oplevelsen større. Hvis du som jeg troede, at Puccini "bare" hed Giacomo til fornavn, så kan jeg nu afsløre, at hans fulde navn var Giacomo Antonio Domenico Michele Secondo Maria Puccini - så er samtlige arveonkler formentlig repræsenteret. Godt fem år senere den 23. januar 1864 blev Puccinis fader begravet fra kirken. I begravelsestalen udtrykte Giovanni Pacini, som siden skulle undervise den unge Giacomo på sin musikskole, ønsket om, at "Giacomo en dag ville arve sin faders berømmelse". Dette fromme ønske må siges at være gået i opfyldelse. Vi kunne sagtens have brugt flere dage i dejlige Lucca, men håber at vende tilbage en dag. Måske vil vi da finde Anne-Dorthe Tanderups designforretning. Jeg har siden fundet ud af, at Galeria Dorthe Tanderup ligger på Via Dell' Arancio. Som de fleste ved bor Anne-Dorthe Tanderup i Lucca sammen med Bjarne Riis og deres (vistnok) tre drenge.