The Bartered Bride

På vej til en koncentrationslejr
Hverken Erling, Kurt eller jeg havde tidligere været i en koncentrationslejr. Vi kendte alle et par personer, som havde været interneret i Frøslevlejren under 2. verdenskrig. Et ophold her kunne være hårdt nok, men vi anede, at de grusomheder, der blev begået i de andre lejre i Tyskland, Polen og Tjekkoslovakiet, var endnu mere forfærdelige. Med Verner som guide kørte vi i bus de ca. 150 kilometer fra Prag til Theresienstadt. I virkeligheden hedder byen Terezin - Theresienstadt var det navn, som tyskerne gav den, da de besatte byen og den nærliggende fæstning i 1941. Undervejs i bussen så vi en film, så vi var lidt forberedt på rædslerne.



Theresienstadt
Theresienstadt blev oprettet af nazisterne i november 1941. Den lille by blev indrettet til en jødisk ghetto. Fæstningen udenfor byen, som i mange år var blevet anvendt til at huse militære og politiske modstandere, blev anvendt som koncentrationslejr. Mere end 150.000 jøder passerede gennem ghettoen i de 4 år, den eksisterede. I 1943 begyndte der at brede sig rygter om, at nazisterne udryddede jøder med gas i disse lejre. Den 'dygtige' nazistiske propagandamaskine ombyggede herefter lejren i Theresienstadt til en mønsterlejr. Der blev anlagt blomsterhaver i ghettoen. Der blev bygget forretninger og skoler - sågar en lille kafé blev indrettet. Herefter indspillede nazisterne en 'dokumentarfilm' for at vise hvor godt jøderne blev behandlet i lejren. Efter indspilningen blev de jødiske medvirkende sendt til døden i Auschwitz. Nazisterne inviterede (nødtvungent) en kommission fra Røde Kors til at inspicere lejren. Her blev de jødiske fanger tvunget til at spille fodbold, opføre teater - alt efter nazistisk instruktion. Og Røde Kors - som havde dansk deltagelse - lod aig føre bag lyset af denne facade. Inden kommissionen dukkede op, havde man sendt de 15.000 mest medtagne fanger til Auschwitz.


Efter en kort rundtur i Terezin blev vi kørt ud til fæstningen. Ganske vist var Theresienstadt ikke tænkt som en egentlig udryddelseslejr som Dachau og Auschwitz, men blev i begyndelsen brugt som en gennemgangslejr til Auschwitz. Men af de næsten 150.000 mænd, kvinder og børn, som blev deporteret til Theresienstadt fra Tjekkoslovakiet, Tyskland, østrig, Holland og Danmark, døde de 34.000. Af ca. 87.000 mennesker, som blev sendt østpå fra Terezin, døde 83.000. Uden for fæstningen ligger en kirkegård, hvor mange tusinde fanger blev begravet. Af skiltene kunne vi se, at mange var døde senere end maj 1945, hvor lejren blev befriet af Russerne. De var simpelthen så medtagne, at de ikke overlevede.


Inde i fæstningen kom vi alle efter tur ind i en isolationscelle. Cellen var ca. 2 x 1 meter. I én af disse celler havde siddet den person, som man almindeligvis giver skylden for udbruddet af 1. verdenskrig: den student, som havde dræbt den serbiske tronfølger i Sarejevo. Vi så også nogle fællesrum, hvor 25-30 mennesker havde opholdt sig døgnet rundt. Der var så lidt plads i rummet, at man havde opholdt sig det meste af tiden i de køjer, som stod langs væggene. Ofte var 2-3 personer fælles om en køje. Det værste rum, vi så, blev brugt af SS, når nogle skulle have 'særbehandling'. Man stuvede indtil 100 mennesker sammen i et rum på størrelse med en almindelig spisestue - uden mad og drikke - og ventede blot på, at de skulle dø. Vi så også de baderum, som var blevet indrettet med henblik på Røde Kors delegationens besøg. De så pæne og ordentlige ud - dog var installationerne ikke tilsluttet vandsystemet. Men pænt så det ud.


Vi så også den villa, hvor kommandanten og officerne havde boet. Fra vinduerne skød de ofte jødiske fanger, som forsøgte at stikke af. Til villaen hørte en swimming pool, som blev benyttet af kommandantens familie. Det mest gruopvækkende syn var galgen lige indenfor muren, som omgiver fæstningen. Her blev fanger, taget under flugtforsøg, hængt i alles påsyn. Der var også en henrettelsesplads, hvor man stadig kan se skudhuller i muren.

På vejen tilbage besøgte vi et lille museum i Terezin. Det indeholder et stort antal effekter, som beskriver livet i Theresienstadt. Især med fokus på det rige kulturelle liv, som trods alt var. En afdeling var helliget tegninger og historier af børnene i byen. Det var børnene forbudt at udtrykke sig, men tegninger o.l. blev gemt alle mulige steder i byen. Ca. 15.000 af de personer, som passerede Theresienstadt, var børn. Ca. 100 overlevede. Bogen I Never Saw Another Butterfly er en samling af tegninger, digte og poesi, som blev fremstillet af børnene i Theresienstadt under disse forfærdelige forhold. Den beskriver deres oplevelse af epidemier, sult, hjemve og angst for deportation af dem selv eller deres familie. Bogen har forord af Vaclav Havel. Der var stille i bussen, da vi kørte tilbage til Prag.