Læs om Rejseholdets rundrejse i Thailand. Fra templer og kongelige paladser i Bangkok til Broen over floden Kwai. Fra krigsmuseum til Chiang Mai. Fra krokodillefarm til elefantskole. Besøg på skole og Fader Brennans Børnehjem. Og de fristende piger i Pattaya (som ikke altid er piger).
Vi er 3 familier: Bente & Erling, Kurt & Karin og Birgit & Søren, som gennem den sidste snes år er rejst på ferie sammen adskillige gange.I år skulle turen gå til Thailand med Larsen Rejser (nu Alle Tiders Rejser). Vi rejser ellers helst med Århus Charter, som er vores - og mange andres - foretrukne rejsebureau. Men da vi efterhånden har prøvet alle bureauets rejsemål, ville vi prøve noget andet. Og i forbindelse med vores månedlige sammenkomster, hvor vi spiller balut, var vi blevet enige om, at det skulle være Thailand - Smilenes Land - denne gang. Over tiden er vores interesse skiftet fra alene at være badeferie med god mad og drikke til oplevelser.
Og så var vi også trætte af at høre Hanne og Jens Peter prale af alle de gange, de har været i Thailand. Nu tænker du sikkert: Hvem er denne Jens Peter?. Du har sikkert set ham i fjernsynet, denne kromand, som ynder at dukke op i reklamer for Dansk Kroferie. Hvis du ikke lige kan huske ham, så er hans foto lige her til højre. Undskyld Jens Peter, som i mange år drev Den Gamle Kro i Hornslet, som var et fantastisk spisested og et populært samlingssted for byens borgere og stedet, hvor man holdt sine familiefester.
Vi valgte en tur, som bestod af 3 dage i Bangkok, 8 dages rundrejse op i den nordlige del og 4 dage i Pattaya/Jomtien. Med nonstop flyvning fra Billund til Bangkok.
Vores forudgående opfattelse var, at det ikke er helt ufarligt at rejse til - og rundt i - Thailand. Erling snakkede med deres familielæge, som var tæt på at fraråde at rejse til den nordlige del af Thailand. I hvert fald ville han tilråde vaccinationer mod leverbetændelse, stivkrampe, gul feber, tyfus, japansk hjernehindebetændelse - og selvfølgelig tabletter mod malaria. Jeg fandt ud af, at Statens Seruminstitut har en fortræffelig hjemmeside med råd til rejsende i forskellige verdensdele. Ifølge den kunne vi 'nøjes med' at lade os vaccinere mod leverbetændelse (type A) og sikre, at den seneste stivkrampeváccination stadig er virksom. Jeg ringede til Europæiske Rejseforsikring og blev stillet om til en læge, som bekræftede hjemmesidens anbefalinger. Vedr. malaria oplyste lægen, at dels er risikoen for tiden meget ringe, dels er de forskellige stammer af malariamyg resistente overfor forskellige midler. Og skulle man endelig pådrage sig malaria, er udsigterne til helbredelse næsten 100%. Det bedste middel mod malaria er at sikre sig mod myggestik ved anvendelse af myggenet og myggespray. Sidstnævnte bør købes i Thailand og indeholde mindst 20% DEET - et stof, som ikke er tilladt i Danmark. Endelig anbefalede den flinke læge, at man under ingen omstændigheder drikker vand fra vandhanen.
Som du ser, indeholder det thailandske flag 3 farver. Disse har følgende betydning:den blå farve repræsenterer kongen, den hvide farve religionen og den røde farve den thailandske nationalitet. Indtil 1939 var landets navn Siam. Thailand betyder 'de fries land' og hentyder til den kendsgerning, at landet aldrig har været underlagt nogen kolonimagt. Det betyder dog ikke, at landet ikke har været udsat for en stærk vestlig påvirkning over tiden.
Det første thairige opstod i 1200-tallet af et folk, som antages at være indvandret fra Sydkina. Mange hundrede års stadige krige med Burma samt med khmerer fra Cambodia endte med, at burmeserne i 1778 indtog og nedbrændte hovedstaden Ayuthaya. Dette medførte, at kong Rama 1. 'flyttede' hovdstaden til det nuværende Bangkok, ca 40 km. nord for Chao Praya flodens udmunding i Siam-bugten - eller nu Den Thailandske Bugt.
I 1932 blev demokratiet indført i Thailand - det krævede dog nogen overtagelse af hhv. militæret og de intellektuelle,inden kongen acepterede dette. Thailand er i dag et monarki, hvor kongen ikke har nogen officielle magtbeføjelser. Kong Bumiphol (også benævnt Rama 9.) er elsket af alle thailændere. Bl.a. for hans store indsats for at forbedre vilkårene for de dårligst stillede. Under de talrige militærkup, der har været i Thailand, har kongen været en meget stabiliserende faktor.
Thailands befolkning udgør godt ca. 60 millioner, hvoraf ca 75% er etniske thaier. De største minoritetsgrupper er kinesere og malayer. I den nordlige del bor en del forskellige bjergstammer. Desuden er der en del indvandrere fra de omkringliggende lande som Burma, Cambodia og Laos. På trods af denne blandede befolkningssammensætning er der stort set ingen raceproblemer i landet. Dette kan formentlig tilskrives, at størsteparten bekender sig til buddhismen, som er en meget tolerant og pacifistisk religion.
Thailand har 3 årstider: den varme, den kølige og den våde. Den kølige årstid fra november til februar, den varme fra marts til maj og den våde fra juni til oktober. Man kan dog udmærket besøge Thailand i regntiden, da de daglige regnskyl kun er af 1-2 timers vrighed. Til gengæld viser naturen sig fra sin mest imponerende side. Gennemsnitstemperaturen er i den varme årstid 34° og i den kolde årstid på 31°. Variationerne er dog lidt større i den nordlige bjergrige del.
Thailand, tidligere Siam, ligger i Sydøstasien. Det har grænser til 4 lande: til Burma i nord og vest, til Laos i nordøst, til Cambodia (Campuchea) i sydøst og til Malaysia i syd. Thailand har et areal på mere end 500.000 kvadratkilometer, dvs på størrelse med Frankrig. På den lange led er afstanden ca 1700 kilometer, På det smalleste sted er der kun 20 km fra Den Thailandske Bugt til den burmesiske grænse.
Den centrale del af Thailand er en lavtliggende slette, der genemstrømmes af Chao Praya floden og dens bifloder. Området er utrolig frugtbart - og følgelig tæt befolket. Her ligger hovedstaden Bangkok. Den nordlige del er meget bjergrig, det højeste bjerg er 2595 meter. I dette område ligger Chiang Mai, Thailands næststørste by. Den nordøstlige del af landet er overvejende fladt og klimaet tørt, og befolkningen kæmper for at leve af det udbytte, de kan fravriste den elendige landbrugsjord. Den sydlige del er afgrænset af Thaibugten mod øst og det indiske ocean mod vest. Området er overvejende bjergrigt med flade partier langs kysten. Ud for kysten ligger snesevis af øer med de bedste badestrande i hele Asien.
Buddhismen er den eneste af de store religioner, som ikke har et gudsbegreb. Buddha var en verdslig prins, Siddhartha Guatama, som blev født år 563 før Kristus (B.C.). Han forlod kone og barn og viede sit liv til meditation samt udbredelse af læren om vejen til oplysning (frelse). Ved udførelse af gode gerninger - som fx at give gaver til templet eller mad til de omvandrende munke - forkortes personens "døds-/genfødelses cyklus", så han/hun hurtigere opnår tilstanden Nirvana, hvorefter der ikke længere sker genfødsel. Dette er buddhismens ultimative mål. Buddha, som du vil møde igen på vores tur, måtte igennem 108 reinkarnationer, inden han blev Buddha (dvs. oplyst).
Vi fløj fra Billund til Bangkok non-stop. En tur på knap 11 timer. Lige så træls, som man kunne forvente, men uden problemer. Vi landede i en militær lufthavn Utapao, syd for Bangkok - vistnok fordi lufthavnen i Bangkok er ved at gå i knæ på grund af den store trafikmængde. Eftermiddagsluften var som i en bageovn. Ikke fordi jeg har tilbragt megen tid i en bageovn, men jeg har en rimelig god fantasi. Efter at have fået styr på bagagen startede den 3 timer lange bustur til Bangkok.
Selv om vi var trætte, var det fascinerende at betragte folkelivet. Trafikken steg mærkbar i takt med, at vi nærmede os Bangkok. Jeg havde læst, at Bangkok er på størrelse med Fyn - med en befolkning på 10-11 millioner. Selvom thaierne ikke er så store, fylder de altså godt op. Og da en stor del af dem er motoriserede, er luftforureningen enorm. Mange thaier havde luftværn for munden, og mange havde hele ansigtet dækket, så de lignede terrorister. Vi fik at vide, at forureningen i Bangkok svarede til 50 cecil om dagen. Lagt oven i Bente og Birgits 'normalforbrug' på 40 cigaretter, bliver det alligevel til en del.
Ved 19-tiden var vi fremme ved Hotel Rembrandt, hvor vi skulle tilbringe de næste 3 dage, Vi opgav at gå ud og spiste thai buffet på hotellet. Efter at have smagt på den lokale Mekong whisky fra hjemmebaren gik vi i seng omkring midnat.
Morgenbordet var helt fantastisk. Især Kurt spiste umådeholdent. Jeg ved ikke, om det var derfor, Kurt fik maveproblemer i nogle dage. Måske var det derfor, at han nær var kommet galt afsted den følgende aften. Erling mente, at han ved en fejltagelse havde taget nogle af fadene fra opstillingen med hen til bordet. Vi skulle siden erfare, at morgenmaden i Thailand på alle de hoteller, vi stiftede bekendtskab med, var både god og rigelig. Det føltes, som om vi var omgivet af hundrede af svævende ånder, som skænkede te og kaffe uafbrudt. Tallerkener forsvandt som dug for solen, osv.
Straks efter morgenmaden opsøgte vi skrædderen, som havde til huse i hotelkomplekset. Kvinderne havde rottet sig sammen og besluttet, at vi alle skulle ekviperes på turen. Indvendinger om, at vores skabe i forvejen bugnede af tøj, blev mødt med foragt, og den lokale førstemand i butikken kastede sig over os bevæbnet med målebånd. Da indehaveren Danny mødte op - til direktørtid en halv time senere - fortalte han, at han syede uniformer mv. til mange danske virksomheder, fx. Skejby Sygehus. Ja, han havde oven i købet en afdeling i Danmark - nærmere betegnet i Hornslet. Hvis du ikke ved, hvor Hornslet befinder sig på danmarkskortet, kan jeg fortælle, at det er en lille by 25 km nord for Århus. Og at samtlige 6 personer på Rejseholdet lever i denne by. Endnu større var vores overraskelse, da Danny fortalte, at hans partner boede ca. 50 meter fra vores hus. Danny kunne berette, at han ved seneste besøg havde været til jazz-koncert på Rosenholm Slot. En koncert vi alle havde overværet. Det endte med, at vi alle bestilte skræddersyet tøj, som blev lovet leveret den følgende dag. Måltagning og bestilling foregik under meget humoristiske former. What farve do you like? og lignende sætninger svirrede gennem luften. Da vi udtrykte tvivl overfor, om man kunne nå at sy 3 jakkesæt, bukser, dragter mv., fortalte Danny, at der var knyttet 42 skræddere til hans butik. No problem. Så overgav vi os.
Jeg tror, at du som jeg er glad for, at vi turister ikke behøver at anvende Bangkoks 'rigtige' navn, som er ........ "Krung Thep Mahanakhon Amornrattanakosin Mahintharayutthaya Mahadilokphop Noppharat Ratchathaniburirom Udomratchaniwetmahasathan Amonphiman Awatansathit Sakkathattiyawitsanukamprasit". De lokale forkorter navnet til Krung Thep, "Englenes By". Den fuldstændige oversættelse er "Den store englenes by. Højeste opbevaringssted for guddommelige klenodier. Det store ubesejrlige land. Det prægtige og fremragende rige. Den kongelige og indtagende hovedstad fyldt af ni ædelsten. Højeste kongelige bolig og prægtige palads. Det guddommelige tilflugtssted og levested for de reinkarnerede sjæle". Bangkok er trafikalt set en hel umulig by. Det kan tage flere timer at komme fra den ene ende til den anden. I myldretiden - dvs det meste af dagen - kan det tage en halv time for blot at passere et vejkryds. Man har derfor indført en særlig tidsenhed: et bangkokminut. En køretur på fx 30 bangkokminutter kan kan dække alt mellem 20 minutter og 1½ time.
Herefter kørte vi i 2 taxaer til den store flod - Chao Phraya, som går gennem Bangkok. Taxaen havde et skilt "TAXIMETER" på taget som tegn på, at den var forsynet med taxameter. Hvis det ikke er tilfældet, gør man sig selv en tjeneste ved at aftale prisen på forhånd. Turen, som tog ca. 20 minutter, kostede 80 bath (16 kroner). Vi sejlede i godt et par timer på hovedfloden og på nogle af de mindre kanaler. Turen foregik i en såkaldt longtail boat, hvor motoren rager et par meter bagud og ligner et piskeris. Den laver en utrolig larm og svineri.
Mange mennesker boede ved vandet i skure og kasser eller i synkefærdige både. Alle så dog glade og muntre ud, og mange vinkede til os. Børnene badede hæmningsløst i det ikke særlig appetitlige vand, som også blev brugt til den daglige tøjvask. Undervejs så vi nogle af de tempelområder, som vi skulle besøge den følgende dag.
Vi besøgte en lille slangefarm, som også havde en mindre zoo. Her så vi et show med slanger. Vi så forskellige slanger blive tømt for deres gift. Herefter 'legede' nogle af de ansatte med kvælerslanger og giftslanger og prøvede at forskrække tilskuere med at holde slangerne frem mod dem. Mod et beskedent beløb kunne man blive fotograferet med et krybdyr om halsen. Ikke specielt imponerende. Vi fandt senere ud af, at vi i stedet skulle have besøgt Pasteur instituttet, som har en interesant slangefarm til fremstilling af serum.
For nogle få årtier siden skete størsteparten af al handel i Bangkok på og langs de mange kanaler (kaldet klongs). Netværket af kanaler var så omfattende, at Bangkok blev kalds 'Østens Venedig'. Imidlertid er de fleste kanaler blevet opfyldt over tiden. Dette har også medført, at det så berømte flydende marked i Bangkok næsten er forsvundet. Vi mødte et par handlende, som faldbød deres produkter fra både. Da vi ikke var interesseret i at købe kvindens varer, skiftede hun taktik og spurgte, om vi ikke ville købe en øl til vores styrmand. Og på den måde fik hun alligevel gjort en handel. Hvis du vil besøge et rigtigt flydende marked med hundreder af både, skal du temmelig langt udenfor Bangkok. Men her vil du også kunne købe stort set alt, hvad du har brug for i det daglige: grøntsager, kylling, fisk, ris, køkkenudstyr, blomster mv. Bedst er det at komme om morgenen mellem kl 8 og 10. Men det har vi til gode til vores næste besøg.
På tilbagevejen passerede vi ØK's tidligere hovedkontor. Som bekendt tjente H.N. Andersen sidst i 1800-tallet så mange penge på teaktræseksport til England, at han kunne stifte det engang så magtfulde Østasiatisk Kompagni. Vi sendte en tanke til Birgits onkel Max Ærenlund, som i 1935 rejste til Bangkok for at arbejde ved ØK. Da han efter 5 års arbejde, endelig skulle hjem til Danmark på ferie, var 2. verdenskrig brudt ud. Siden arbejdede onkel Max også for ØK i Californien, inden han flyttede til Mexico City, hvor han bor i dag sammen med sin hustru Consuela. (Max døde for nogle år siden, men Consulela bor stadig i Mexico City).
Efter sejlturen - og efter at vi havde lært det lokale prisniveau at kende - gik det op for os, at vi sikkert var blevet snydt. Da vi spurgte på prisen, forlangte han 600 bath (120 kroner). Da vi spurgte, om det var for hver person, sagde han selvfølgelig ja. Også i Bangkok narrer den kloge den mindre kloge.
Da vi skulle tilbage til hotel Rembrandt, var prisen pludselig steget til 200 bath. Det forstod vi ikke, da vi på turen ud havde kørt efter taxameter og betalt, hvad det viste. De gæve taxichauffører påstod, at de fik 100 bath for at bringe turister til stedet. Det endte med, at vi kom med 2 tuk-tuk'er, som for en pris af 100 bath ville køre os til hotellet. (En tuk-tuk er en 3.hjulet taxa, som er velegnet til kortere ture. Motoren lyder som en løbsk motorsav. Hvis man har svage nerver, bør man nok vælge taxaen i stedet.) Blot skulle vi lave et kort stop undervejs og besøge en skrædder. Vi behøvede ikke at købe noget, men tuk-tuk føreren ville få benzin kuponer for at komme med os. Det indvilligede vi i lidt modstræbende og havde en spændende - men absolut ikke lugtfri - tur tilbage. Erling havde læst om et 100 mio. kr. projekt, hvorved man ville indføre mere forureningsfri fiskeri i Thiland. Man havde efterfølgende beregnet, at afskaffelse af blot 100 tuk-tuk'er i Bangkok ville have en væsentlig bedre effekt på miljøet. Men sådan er der jo så meget.
Kurt og Karin gik til thai-massage på hotellet, hvorunder de faldt i søvn. 5 minutter længere, og de var gået glip af velkomstmiddagen. Thailand er selvfølgelig også på det kulinariske område blevet influeret af sine naboer, Kina, Malaysia og Indien, hvorfra de har tilegnet og tilpasset mange af disses retter. Fx anvendes den kinesiske lynstegningsteknik meget i Thailand. Den japanske teknik med kunstfærdigt udskårne grøntsager anvendes også i thai køkkenet. Som du ved, er ris essensen i alle thai måltider. Den er god og billig og serveres i store mængder til alle måltider. Ja, også til morgenmaden. Udover kød og fjerkræ indgår masser af fisk og skaldyr. Hele fisk tilberedes med hoved og hale, ofte dampede eller friturestegte serveret med kraftig sur-sød sauce. I det hele taget er maden stærkt krydret. De vigtigste krydderier er chili, lime, citrongræs, hvidløg og palmesukker, som blandes i et velgennemtænkt forhold, så der bliver en fin balance mellem stærkt, surt, sødt og salt. Alle retter sættes almindeligvis på bordet på én gang. Jo flere personer, som deltager i måltidet, jo flere retter. Som afslutning på måltidet spises frisk frugt. Desserter er kun til specielle lejligheder.
Vi fik thai buffet mange gange, og hver gang var det en dejlig oplevelse. Af spisekortene kunne vi se, at det var utrolig billigt at spise ude. Men når det kom til drikkevarer, var især Karin skuffet. Det kunne aldrig falde mig ind at antyde, at Karin drikker meget. Men når vi er i udlandet, så går hun altså ikke særlig langt på literen. Og hendes foretrukne brændstof er altså øl. Og ølpriserne i Thailand kan konkurrere med de danske, hvilket vistnok skyldes den lokale Mogens Lykketoft. Vi havde af en bekendt, som er gift med en pige fra Thailand, fået det råd at drikke Mekong whisky til maden. En flaske af denne udmærkede whisky, som er lavet på ris, koster det samme som en flaske øl. Og fortyndet med vand eller cola, smager det udmærket.
Et særligt træk i den thailandske gadebillede er de mange gadekøkkener. På hvert hjørne kan man for 4-5 kroner købe et veltillavet måltid mad: fx karry kylling, fisk, eller svinekød med ris eller nudler og en portion suppe. Vi prøvede det ganske vist ikke selv, men mine svigerforældre havde gjort det flere gange under deres besøg i Thailand. Mange thailændere spiser deres daglige frokost ved disse mobile køkkener, som åbner tidligt om morgenen. Prøv det.
Efter middagen overværede vi klassisk thai dans. Meget udtryksfulde og yndefulde bevægelser, som betegner kærlighed, sorg, glæde mv. For at mestre disse begynder pigerne at øve sig som ganske små.
I dag søndag havde vi tilmeldt os turen 'Bangkok - Kongernes by', og vi blev afhentet ved hotellet kl. 7:30. Som krævet var der både en lokalguide (køn thailandsk pige) og en guide fra rejsearrangøren (en svensker, som så ud, som sådan nogen nu engang gør). Turen ville bl.a. omfatte besøg i Grand Palace, hvor kongerne tidligere boede. Heldigvis er væksten i Bangkok gennem den sidste snes år sket i østlig og nordlig retning, således at den gamle bydel med dens templer og paladser er blevet sparet for hæslige skyskrabere. På turen kom vi forbi det store fængsel, som bla. husede en halv snes danskere, som var fængslet for narkosmugling. De mest omtalte gæster var en tåbelig mor og hendes naive 17-årige datter. Som bekendt er straffen for narkosmugling hård i Thailand - oftest livstid. I modsætning til i Danmark betyder livstid, "indtil man afgår ved døden". I fængslet var ansat en dansk politimand, som tager sig af de danske indsatte. På sin kroningsdag - den 5. april - udsteder kongen undertiden amnesti til nogle af de udenlandske fanger. Man regner med, at der i løbet af året vil blive indgået en udleveringsaftale mellem Thiland og Danmark. Det har trukket ud som følge af de danske myndigheders blødsødne indstilling til narkosmuglere - efter thailands opfattelse. Det menes, at en dødsdømt fange vil skulle afsone min. 8 år i thailandsk fængsel inden evt. udlevering.
Men først skulle vi se den gyldne Buddha. Vi var blevet instrueret om at medbringe 'tempeltøj', dvs. tøj, som dækker knæ og skuldre. Etiketten foreskriver, at man tager sine sko af, inden man træder ind i en bygning, der indeholder en afbildning af Buddha. Mænd skal være iført lange bukser og skjorte, kvinder en lang nederdel og have tildækkede skuldre. Selv om alle Buddha figurer er hellige, må man gerne fotografere dem i templerne. Den eneste undtagelse er det tempel, som indeholder smaragdbuddhaen. Når man sidder foran en Buddha figur, må man ikke have benene strakt frem foran sig. Fødderne, som befinder sig nederst på kroppen, anses som den mindst hellige del. Tilsvarende er det også uhøfligt at vende sine fodsåler frem mod en person, som man sidder overfor.
I nærheden af Hualamphong jernbanestationen ligger et tempel, som er kendt for sin gyldne Buddha. Statuen, som er fra Sukhothai perioden, er 3 meter høj og består af 5.5 tons rent guld (ikke 18 karat, som jeg først havde skrevet, men Olaf la Cour har venligt gjort mig opmærksom på min fejltagelse. Rent guld vil sige 96-99% guld, hvilket gør statuen endnu mere imponerende). For at beskytte statuen mod indtrængende burmesiske fjender blev den dækket af et lag cement og anbragt i Wat Phrayakrai templet. I 1931 blev templet nedlagt, og ØK fik tilladelse til at anvende området, hvorpå det lå. Ingen var særlig interesseret i at overtage den uskønne Buddha statue. Men man gik i gang med at bygge et nyt tempel, hvortil statuen skulle flyttes. Da bygningsarbejderne tog fat på at flytte statuen, revnede den, og den gyldne Buddha kom til syne. En del af den oprindelige beklædning er udstillet i templet.
Vi kørte ad Bangkoks største avenue, Raj Damnoen Avenue til Grand Palace. På vejen passerede vi 'Monument of Democracy', som blev bygget i 1932 for at markere den fredelige overgang fra absolut monarki til konstitutionelt monarki. Boulevarden var udsmykket med måske 100 meterhøje 'solsymboler', som viste kong Bumiphol i 'karakteristiske situationer', såsom på besøg hos bjergstammerne eller engageret i høstarbejde. Disse figurer stammer fra kongens 50 års jubilæum i 1996.
Kong Bhumipol Adulyadej er født den 5. december 1927 i Cambridge, Massachusetts som den yngste af 2 sønner. Da faderen døde i 1929, tog moderen til Schweitz af hensyn til børnenes uddannelse. I 1935 abdicerede Kong Prajadhipok (Rama den 7.) og Bhumipols broder - som var en nevø til den afgående konge - blev udnævnt til konge i en alder af 10 år. Familien blev dog boende i Thailand under 2. verdenskrig, men under et besøg i Thailand i 1946 blev kongen myrdet under under mystiske omstændigheder, og Bumiphol afterfulgte sin storebroder på tronen. Bumiphol afsluttede dog sine studier i Schweitz, inden han vendte tilbage til Thailand. I 1950 blev han gift med Rajawongse Sirikit Kitiyakara, som er barnebarn af den navnkundige kong Chulalongkorn (Rama den 5.). Ugen efter brylluppet blev han formelt kronet til konge og hans smukke hustru til dronning. Dette skete under en fantastisk ceremoni i Grand Palace. Kongen har mange talenter. Fx har han oversat flere bøger til thai. Han er også en dygtig komponist, og han har spiller saxofon sammen med mange jazz koryfæer.
Det ubeskriveligt populære kongepar har 3 piger og en søn. Man ser kongeparrets portrætter overalt, både i private og offentlige sammenhænge, ofte ved siden af det danske kongepar. Der har i mange år bestået et nært venskab mellem det thailandske og det danske kongehus. En væsentlig årsag til kongens popularitet er den afbalancerende rolle, som han spillet under de talrige militære revolter. Så populær er kongen, at du gør klogt i ikke at krølle en pengeseddel sammen. Ikke fordi thailænderne er specielt glade for penge, men fordi alle pengesedler bærer kongens portræt.
Vi passerede også den kongelige kremeringsanstalt. I 1982 blev ca. 100 studenter dræbt i et sammenstød med militæret. Som en æresbevisning mod de døde og deres familie - og måske også som en meningstilkendegivelse overfor militæret, tillod kong Bumiphol, at de døde blev brændt på den kongelige kremeringsanstalt. Det var første gang, at noget sådant var sket.
Grand Palace
Grand Palace
Grand Palace er en hel tempelby på 218.000 m2. Området er omgivet af en mur på næsten 2 km længde. Indersiden af væggen viser fresker fra det klassiske epos Ramakien. Det er ubestridt den største turistattraktion i Thailand - og en af verdens største seværdigheder. Grand Palace er grundlagt af Rama den 1., som byggede Grand Palace og templet for smaragd buddhaen, da Bangkok blev udnævnt til hovedstat i 1782. Mange af bygningerne er modeller af de oprindelige templer og paladser i den tidligere hovedstad Ayuthaya, som blev indtaget og nedbrændt af burmeserne i 1767. Rama den 1. benyttede ca. 1000 cambodianske krigsfanger til at opføre Grand Palace. Mange stilarter - også europæiske - er repræsenteret.
Efter mordet på broderen Rama den 8. i 1946, flyttede kong Bumiphol til det mere moderne Chitralada palads i den nordlige del af Bangkok. Grand Palace bruges i dag kun til kongelige ceremonier som modtagelse af udenlandske statsoverhoveder. I audienssalen findes en stor trone af perlemor. Over tronen svæver en hvid tronhimmel med 9 lag. Dette er den kronede konges symbol. Det er kun muligt at omtale en meget lille del af stedets seværdigheder på denne plads.
Inden vi gik ind i smaragdbuddhaens tempel viste den lokale guide, hvorledes man tilbeder Buddha. Udenfor templet sælges sæt bestående af en lotusblomst, 3 røgelsespinde og et lille stykke bladguld. Herefter affører man sig sit fodtøj, nærmer sig Buddha , hvor man 'planter' lotusblomsten, tænder røgelsespindene og placerer bladguldet på buddha figuren. Placeringen af bladguldet afhænger af, om man ønsker sig klogskab, lykke, rigdom, kærlighed mv. Herefter fremsiger man sine bønner. Birgit trak en forudsigelse i en nærliggende automat - de, der kender hende, ved at hun er en uhelbredelig spillefugl. Ifølge teksten skal hun blive lykkelig, få en datter og leve et langt liv. Nu er jeg spændt på, om pigen får samme smukke sorte hår, som alle andre piger på de kanter.
Rundturen i Grand Palace starter i templet med smaragdbuddhaen, som er det mest hellige symbol i Thailand, og som også opfattes som symbol på national uafhængighed. Templet er en kopi af et kongeligt tempel i Ayuthaya. Foran templet ses 6 singha'er i bronze. Singha'en - den mytologiske løve - anvendes som logo på den meget velsmagende lokale øl. På ydervæggene er der 112 garuda'er - mytologiske fugle, som alle holder en naga- mytologisk slange - i kloen. Templet er utvivlsomt den flottest udsmykkede bygning i hele Thailand med millioner af små glas mosaikker.
Smaragdbuddhaen, som er udført i ét stykke jade, sidder på en 11 meter høj forgyldt trone. Placeringen er ikke tilfældig, iden denne figus som den langt mest hellige figur skal placeres højest i rummet. Figuren menes at være mere end 1000 år gammel og har været placeret i templer i den nordlige del af Thailand, herunder i Chiang Mai, inden den i 1784 blev bragt til Bangkok fra Thonburi. Kong Rama den 1. fik fremstillet 3 klædninger til figuren: én til hver af de 3 årstider. Skift af beklædning foretages af kongen under en højtidelig ceremoni. Desværre er fotografering i dette tempel forbudt, hvorfor billedet af figuren stammer fra et postkort. I øvrigt var det det eneste tempel, vi besøgte, som ikke tillod fotografering. Som ét af de eneste templer i Thailand har det ikke tilknyttet munke. Templets vigtigste formål er at tjene som opbevaringssted for smaragd buddhaen. Væggene er udsmykket med kalkmalerier med scener fra Buddha's liv.
Herefter kørte vi til det om muligt endnu mere imponerende tempelområde Wat Pho. På køreturen fik vi sat navn på de forskellige dele, som indgår i et thailandsk tempel: Wat: anvendes for et tempel eller et område, som rummer et antal templer. Wat'en er opholdssted for de tilknyttede munke. I landsbyerne anvendes wat'en ofte som et lokalt forsamlingshus eller rådhus.Viharn: er den bygning, hvori munkene prædiker. Buddhismen har ikke som kristendommen en særlig ugedag, som er helliget bøn. Der vil ofte være flere viharn'er i samme område. De smukkeste buddha figurer findes almindeligvis i viharn'en. Bot: er det helligste bygning i wat'en, og her finder de fleste religiøse ceremonier sted. Chedi: klokkeformet bygning, som almindeligvis indeholder ét eller flere relikvier - ofte aske af standspersoner. Bedst selvfølgelig, hvis den rummer fx noget af Buddhas aske eller hår. Den ældre indiske udgave af chedi'en er den kuppelformede stupa. En pagode: er en tårnbygning, ofte i flere etager. Betegnelsen pagode anvendes undertiden også for en chedi. Ofte indeholder tempelområdet et bibliotek med hellige skrifter. Dette er gerne bygget på pæle af hensyn til myrer og andre skadedyr. Endelig indeholder en wat et krematorium med nåleformet skorsten.
Wat Pho er Bangkoks ældste og Thailand største tempelområde. På vejen kom vi gennem Chinatown, hjertet i Bangkok. En labyrint af sprudlende gader. Wat Pho er grundlagt i 1500-tallet og restaureret og udbygget af den Rama 1. Efterfølgende konger har fået opført én eller flere bygninger. Området,som ligger syd for Grand Palace, er omgivet af en tempelmur. Området er delt i 2 af en gade. På den ene side ligger de pragtfulde templer. På den anden side lever de mange munke, som er knyttet til templet. På området er 95 pagoder (chedier), hvoraf de største indeholder aske fra kongelige personer. Tempelområdet kaldes ofte for 'Thailands første universitet', idet det blev anvendt til uddannelse af munke i Buddha's lære, meditation, astrologi, massage mv. Den Gamle Medicinpavillon rummer en del fresker, som blev anvendt i undervisningen. Tæt herpå ligger 4 chedier i forkellige farver (grøn, gul, orange og blå), bygget af kongerne Rama den 1. - Rama den 4.
Nogenlunde midt i området ligger det måske smukkeste tempel i Bangkok med et usædvanlig smukt tag. Templet ligger på en marmorafsats, som er udsmykket med relieffer med motiver fra Ramakien. Templet er omgivet af et galleri med ca. 400 forskellige forgyldte buddhafigurer. Templet indeholder en bronzebuddha fra det 11. århundrede. Rama den 1.'s aske menes at befinde sig under dens sokkel.
Vores (generte) thailandske lokalguide viste os en hinduistisk fallosfigur, som tilbedes af barnløse ægtepar. Genstanden bar tydelig præg af hyppige berøringer.
Templet, som er bygget af Rama 1. (regerede 1782-1809), huser en gigantisk guldbelagt buddha figur i liggende stilling. Buddha figuren er fremstillet i 1832 af Rama den 3. Statuen er 46 meter lang og 15 meter høj. Som altid udtrykker den liggende position, at Buddha er på vej over i tilstanden Nirvana for aldrig mere at blive genfødt.
Fødderne, som er mere end 5 meter høje, er smukt dekoreret med indlagt perlemor. På fodsålerne er beskrevet Buddha's 108 reinkarnationer.
På vejen tilbage til hotellet besøgte vi Vimanmek Paladset ("det himmelske palads"), som er verdens største herskabsbolig - 3 etager og 81 værelser - bygget helt i gyldent teaktræ. Paladset er bygget i 1800-tallet som privat residens for kong Rama den 5. og hans familie, og det er et smukt eksempel på thai arkitektur. De herskabelige værelser er udstyret med møbler og antikviteter fra den periode. Desuden indeholder paladset en mængde genstande, som er hjembragt fra kongens mange rejser i udlandet. Hertil kommer, at haven er absolut seværdig med sine smukke bed og de små vandløb.
Da vi kom tilbage til Hotel Rembrandt, hentede vi vores tøj ved Danny. Alt var parat, og tøjet sad, som det skulle. Jeg var dog lidt bekymret for, om den følgende uges strabadser på rundrejsen ville tære så meget på min velformede figur, at tøjet ville komme til at hænge på mig. En enkelt lille tilretning blev udført i løbet af 15 minutter.
Om aftenen blev vi hentet af en bus og kørt til Chao Phray floden. Her sejlede vi på en stor teaktræsbåd og så en del af Bangkoks seværdigheder fra flodsiden. Samtidig fik vi en dejligt måltid mad. På tilbagevejen blev vi sat af ved det såkaldte Pat Pong natmarked. Ved 4-tiden om eftermidagen begynder de handlende at sætte boder op, så der er klar til handel fra kl. 18. Der var flere tusinde boder, som handlede med alt mellem himmel og jord: ure, smykker, tøj, tasker, kufferter, buddha figurer,elefanter oma. De brave næringsdrivende anpriste deres varer i høje toner. Lidt besynderligt, da de samme varer forekom i stort set hver bod. Og alt var tilsyneladende mærkevarer fra Rolex, Chanel, Armani, Nike osv. De lokale i Bangkok er selvfølgelig for kloge til at handle på et sådant gedemarked. Men vi turister var der i tusindvis. Selv om de handlende kun kender en halv snes engelske gloser, er det ikke noget problem af gennemføre en handel. Hvis dit blik hviler mere end 10 millisekunder på en genstand, hiver den handlende lynhurtigt en lommeregner frem og indtaster et (ublu) beløb. Du vender det hvide ud af øjnene, fnyser og indtaster en pris, som er omkring 1/4 af den tilbudte. Samtidig siger du højt "too much!". Herefter spørger den handlende "how much?". Denne leg fortsætter et par omgange, indtil I havner på en pris på 40-50% af den oprindelige. Når man står og betragter forestillingen, kan det godt minde om et computerspil. Dog med den forskel,at det altid er din modpart, der vinder. Vi forsøgte at bevare hovedet koldt, men endte dog med at slæbe rundt på en masse indkøbsposer.
På vores færd op ad gaden havde vi ikke kunnet undgå at se de mange barer, som reklamerede med go-go dans. Og ud af øjenkrogen havde vi også set ind i nogle af etablissementerne. Det så ud til, at al dans foregik på bordene. Ofte 8-10 piger ad gangen. Man havde meget hensynsfuldt udstyret hvert bord med en 'pæl' i midten, som pigen kunne holde sig fast ved. Af hensyn til varmen i lokalet havde pigerne fået lov til at smide det meste af tøjet, så de kun var iført et par små - men velsiddende - trusser. Men det er nu alligevel en sjov form for dans, hvor pigerne danser på bordet, og mændene står på gulvet. Kurt, som altid går nogle skridt foran os andre, blev grebet i armen af et lokalt udseende mandfolk. Hvis Karin ikke resolut havde grebet ind/fat, ville han være blevet trukket ind på det tvivlsomme etablissement, og hvem ved, hvad der så ville være sket. Årsagen til Kurts uforståelige passivitet tilskriver jeg, at han var svækket af sit maveonde. På hotellet måtte vi køles af med en irish coffee på en mexikansk natklub. Det er ikke (kun) fordi,vi elsker irish coffee, men selve fremstillingen er en helt forestilling.
Vækning kl. 5:30, morgenmad og så ind i bussen, som skulle transportere os rundt i Thailand den næste uge. Vi havde alle pakket en mindre kuffert med de daglige fornødenheder. Så kunne den større kuffert blive i bussen, indtil vi nåede frem til Chiang Mai efter en køretur på mere end 1.000 km. Vores guide, som hed Mette, gjorde et meget sympatisk indtryk fra starten. Turen gik vestpå mod Kanchanaburi, hvor vi bl.a. skulle se den berømte River Kwai.
På vejen fik vi udpeget byen Nakhon Pathom, som ligger 56 km fra Bangkok. Byen menes grundlagt helt tilbage i 150 BC. Byen er meget betydningsfuld, da det er her, den budhistiske lære første gang blev forkyndt i Thailand - eller rettere i det, som i dag er kendt som Thailand. På afstand så vi den kæmpestore klokkeformede chedi, som er den største i Thailand og det højeste (126 meter) buddhistiske symbol i verden. Ved foden ligger 4 viharns, som indeholder flere buddha figurer. En af figurerne viser en liggende Buddha omgivet af sine disciple lige før hans død, og lige før han går ind i tilstanden Nirvana.
Det oprindelige monument blev ødelagt af burmeserne i 1057. Mens kong Mongkut (Rama den 4.) stadig var munk, foretog han en pilgrimsrejse til Nakhon Pathom. Da han så ruinerne, besluttede han, at dette monument for buddhismens fødsel i Thailand skulle genopbygges. Da han blev konge, huskede han sit løfte, og genopbygningen blev igangsat i 1853. Han døde imidlertid, inden arbejdet blev fuldført, men efterfølgende thailandske konger færdiggjorde arbejdet.
Under busturen fortalte Mette om Buddhas liv og historie. Buddhismens historie begynder med dens grundlægger, Gautama Siddhartha, som levede i det 6.århundrede B.C. Gautama er født som prins ud af en gammel krigerklan. Før Gautamas fødsel havde hans moder en drøm, hvori en hvid elefant kom ned fra himlen og 'befrugtede' hende med sin snabel. (Ja, jeg synes også, det lyder fantastisk. Men den tilsvarende hændelse i kristendommen kræver vel også en del tro). Først senere fik Gautama tilnavnet Siddharta, som betyder 'den hvis mål er opfyldt'.
Ved hans fødsel blev det spået, at Gautama ville blive en magtfuld konge. Men for at dette skulle gå i opfyldelse måtte Gautama holdes borte fra alle livets sorger og lidelser.Hvis dette ikke lykkedes, ville han i stedet blive en en stor lærer. Kong Shudhodhana, som ønskede at hans søn skulle blive en vældig kriger, byggede et palads til Gautama, hvori han ville være beskyttet mod verdens lidelser. Når Gautma tog på ridetur, var alle 'ubehagelige genstande' - fx syge og gamle - blevet fjernet forinden.
Men det var åbenbart bestemt, at Gautama ikke skulle være kriger men konge. En dag forlod han uset fra paladset, og da han red gennem byens gader så han for første gang i sit liv sygdom, lidelse og død. Dette gjorde et stort indtryk på den unge Gautama, og han tænkte så meget over dette, at han ikke passede de opgaver, som hans fader kongen pålagde ham. For at få ham på andre tanker arrangerede kongen et ægteskab med prinsesse Yashodhara, og nogen tid efter brylluppet fik de en søn.
Men selv det ægtekabelige liv kunne ikke afholde Gautama fra hans mission. Og en dag, da Gautama var 29 år gammel, forlod han paladset, hustruen og sønnen sammen med sin tjener. Efter at have forladt byen klippede Gautama sit hår af, fjernede sind kongelige juveler og smykker, sin rige klædning og sandaler og gav det til sin tjener og bad ham vende tilbage til paladset og fortælle om hans beslutning.
Gautama bliver Buddha - 'Den Oplyste'
Gautama begyndte nu sin søgen efter årsagen til lidelse. I en periode fastede han, men hans krop kunne ikke tåle dette og han besvimede. Han indså, at dette ikke var vejen til forståelse af åragerne til lidelse. En dag satte han sig under et bodhitræ for at meditere, og han besluttede, at han ikke ville reje sig, før han havde fundet svaret på sit spørgsmål. Svaret - oplysningen - kom som et lyn fra himlen. Og det var i al sin enkelhed, at al lidelse forårsages af begær. Og han indså, at mennesket vil blive genfødt igen og igen, indtil alt begær er udslukt. Og at alle gode og dårlige håndlinger i ét liv påvirker det følgende liv(karma). Først når man - fx gennem meditation - er nået frem til en tilstand af fuldkommen indre ro og erkendelse, ophører kæden af genfødsler´og man indtræder i tilstanden Nirvana. Efter denne erkendelse begyndte Gautama at rejse rundt og prædike for befolkningen. Han fortalte, at mennesket skal tage anvar for sit eget liv og sine handlinger. En buddhist tror ikke på en almægtig gud, som har skabt verden. En buddhist prøver at følge Buddhas eksempel ved at overholde følgende 5 fornuftige leveregler:
Ikke skade eller dræbe noget levende væsen
Ikke stjæle eller modtage noget, som ikke er givet frivilligt
Styre sit seksuelle begær
Ikke lyve
Ikke drikke eller bruge narkotika
Og nu var vi fremme ved den nok mest kendte turistattraktion i Thailand: "Broen over floden Kwai", som jeg så i 1957 med stjernerne Alec Guinness, William Holden og Jack Hawkins. Filmen, som vandt 3 oscars, er baseret på en roman af den franske forfatter Pierre Boulle. Filmen viser den psykologiske krig mellem den pedantiske britiske oberst Nicholson, som insisterer på, at regler for behandling af krigsfanger skal respekteres, og den stressede japanske oberst, som kæmper mod tiden. Filmen er imidlertid optaget på Sri Lanka, og forfatteren menes aldrig at have sat sine ben i Thailand. Han virkede som fransk spion i Saigon under 2. verdenskrig og har følgelig et indgående kendskab til forholdene i sydøstasien. Broen ligger ca 4 km nord for Kanchanaburi, ca 120 km vest for Bangkok. Byen er grundlagt af Rama 1. som værn mod en mulig invasion fra Burma gennem "De 3 pagoders pas".
Efter japanske sejre i Malaya og efter indtagelsen af "den uindtagelige fæstning Singapore" i februar 1942 stod Japan pludselig med et stort antal krigsfanger. Disse udgjorde et stort praktisk problem, da man manglede 'opbevaringsfaciliteter', og transport af fangerne til Japan ville beslaglægge mange ressourcer. Men Den Kejserlige Japanske Hær opdagede pludseligt, at man havde rådighed over en stor styrke af dygtige arbejdere. Man besluttede at anvende denne arbejdsstyrke til at bygge en jernbane fra Rangoon via Bangkok til Singapore. Herved ville man blive blive mindre afhængig af de eksisterende transportlinier til søs. Hertil kom, at Kejseren havde fået kig på det engelske imperium i Indien.
Japan havde i 1941 indgået aftale om besættelse af Thailand. Og i 1942 indgik den thailandske premierminister aftale med Japan om at bygge denne jernbane, som fik navnet "Dødens Jernbane". Længden af banen er 415 km, hvoraf 304 km ligger i Thailand, og 111 km i Burma. De første beregninger sagde, at det ville tage 5 år at bygge jernbanen. Arbejdet blev påbegyndt i oktober 1942, var færdigt i august 1943 og blev taget i brug den 25. oktober 1943. Under byggeriet måtte krigsfanger lade sig fire ned ad klippesiden, bore et hul ind i bjerget, anbringe en stang dynamit og antænde den, hvorefter man skyndte sig op ad rebet igen. Mange omkom, fordi de ikke var hurtige nok til at redde sig i sikkerhed.
Til i hvert fald min overraskelse viste det sig, at der faktisk blev bygget 2 broer over Kwai. Først blev der bygget en træbro, som stod klar i februar 1943. Resterne af denne bro kan stadig ses lidt nedenfor den "rigtige bro", som er en jernbro. Den består af 7 jernsektioner hver på 22 meter, lavet på Java. Begge broer er bombet flere gange i 1944 og 1945.
I begyndelsen af 1943 havde sygdom, sult og mishandling dræbt så mange krigsfanger, at den japanske hær var nødt til at "ansætte" 200.000 asiatiske arbejdere, primært kinesere, malajer, tamiler og burmesere. Disse blev endnu dårligere behandlet end krigsfangerne, og det menes, at mellem 80.000 og 150.000 mistede livet. Det menes, at hver km jernbane har kostet 38 krigsfanger livet.
Mange har undret sig over den umenneskelige behandling, som japanerne udsatte krigsfangerne for. Japan havde ganske vist underskrevet Genevekonventionen om behandling af krigfanger, men aftalen var aldrig blevet ratificeret. Den forklaring har været forsøgt, at de japanske soldater ikke kunne forstå, at de allierede soldater havde overgivet sig. Og at de oven i købet insisterede på at komme i forbindelse med deres familie. De japanske soldater havde svoret på at ville dø for deres kejser, og de ville hellere begå selvmord end overgive sig.
Broen blev flere gange bombet af de allierede styrker i 1945. Broen blev genopbygget efter krigen. Som et kuriosum kan nævnes, at de 3 buede midtersektioner i metalbroen er blevet udskiftet med 2 kantede sektioner. Dette arbejde er udført af Japan. Mette fortalte, at broen i en kort periode havde været forsynet med et skilt, hvorpå der stod "skænket til det thailandske folk af Japan". Efter krigen blev Thailand og Burma enige om at fjerne et stykke af sporene på hver side af grænsen. Hvert år den første uge i december opføres et "lys og lyd show" til minde om de allieredes bombninger af broen.
Vi spadserede en tur over broen sammen med en mængde andre turister. Dette er temmelig risikofrit, da der findes en række afsatser, hvor man kan undvige evt. tog. Til min overraskelse var der en del japanske turister på stedet. En japansk familiefar bad mig tage et foto af ham og hans familie på broen. Min umiddelbare indskydelse var at smide hans kamera i floden. Men, jeg er af naturen en venlig mand, og 2. verdenskrig er jo for længst afsluttet. Heldigvis ikke med Japan som sejrherre. Så den gode familiefar fik sit billede.
Herefter kørte vi tilbage til Kanchnaburi for at aflægge besøg på den ene af de 2 kirkegårde for krigsfanger, som var omkommet under arbejdet på "dødens jernbane". I alt 6982 ligger begravet her. Størsteparten englændere, hollændere og australiere. Vi fandt også gravene af de 2 danskere, som mistede livet her i junglen. Den ene hed Georg Andersen. Hans gravsten, som du ser på billeder til højre, bærer indskriften "MIN GUD, MIT LAND, MIN ÆRE". Den anden dansker hed J. Timm. På hans gravsten står "KÆMP FOR ALT HVAD DU HAR KÆRT". De amerikanske ofre blev bragt til en kirkegård på Hawaii. I udkanten af byen ligger endnu en krigskirkegård - denne med 1750 grave.
Efter at vi er kommet tilbage, har jeg læst lidt mere om den ene af de 2 danskere, der endte deres liv her. Georg Andersen stak til søs engang i 1920'erne og påmønstrede som skibskok hos ØK. I 1929 gik han i land i Singapore, hvor han blev kok på Raffles Hotel, som har huset et utal af berømtheder: Kipling, Somerset Maugham samt en af mine yndlingsforfattere Joseph Conrad. Da japanerne besatte Singapore i 1941, meldte Georg Andersen sig til det britiske korps. Efter en træfning med de japanske tropper blev Georg Andersen interneret i fangelejren ved Kanchanaburi. Efter et ophold i hundehullet , som du måske husker fra filmen, fik han malaria og døde den 11. september 1943. Georg Andersens hustru fik efter krigen på mandens vegne overrakt Christian X's hædersmedalje.
Herefter sejlede vi en times tid på tømmerflåde på floden Kwai - eller rettere på dens 2 bifloder Kwai Noi og Kwai Yai. Disse 2 floder løber sammen og udgør floden Mae Klong. Navnen "River Kwai" er egentlig et sprogligt misfoster, idet Kwai betyder flod. Langs floden så vi flere hoteller, som var bygget på tømmerflåder af bambus. Nogle af disse flydende hoteller så ud til at være af en god standard. Vi så også en kvinde, som vaskede tøj i det grumsede flodvand. På flåden faldt vi i snak med Birthe og Gynther. Vi fik senere at vide, at Birthe var bedemand - den mest livlige bedemand, jeg har mødt. Gynther var lige gået på efterløn efter et arbejdsliv som snedker. Min første tanke var, at det var da en udmærket jobkombination, da Gynther så kunne være leverandør til sin kone. Det viste sig dog, at han gennem mange år havde været fagleder på teknisk skole i Åbenrå.
Og sidst på eftermiddagen var vi fremme ved Hotel River Kwai Village, hvor vi skulle overnatte. Et dejligt hotel inde i junglen og ned til floden. Det tog mindre end 10 minutter, inden vi lå i hotellets swimmingpool, som var omgivet af flotte palmer. I baggrunden løb et lille vandfald ned i poolen. Under aftenspisningen mødte vi Else og Eigil, et ældre ægtepar fra Fyn, som for 40 år siden var emigreret til Sverige. De var på en 2-dages udflugt fra Jomtien/Pattaya, hvor de skulle opholde sig i 4 uger. Vi havde en hyggelig aften og aftalte at mødes på Hotel White House, når vi en uge senere kom til Jomtien.
Efter morgenmaden kørte vi til det såkaldte JEATH museum i Kanchanaburi. JEATH står for Japan, England, Australien/Amerika, Thailand og Holland. Museet, som ligger på bredden af Mae Klong floden er en rekonstrueret udgave af en krigsfangebarak, bygget i bambus. På væggene hang fotografier og malerier, som viste under hvilke forfærdelige forhold, fangerne levede. De arbejdede 15 timer om dagen 7 dage om ugen. Føden var bare en skål ris. En sådan bygning var egentlig beregnet til 900 krigsfanger, men rummede 1600. Hver krigfange havde ca. 60 cm til rådighed til sengeleje. Museet ligger lige ved indgangen til et kloster.
Herfra sejlede vi i longboats med 6-8 personer i hver op ad floden, indtil vi kom til broen over River Kwai. Her var vi så heldige at opleve, at Orient Ekspressen netop passerede broen. Dette tog kører kun én gang om måneden.
Herefter skulle vi køre en strækning på ca. 50 km på Dødens Jernbane, som ikke alene anvendes af turister, men også af mange lokale. Afgangen var mere rettidig end DSB normalt kan præstere. Og prisen var 17 baht (3,50 kr). Mette advarede os om, at blev man taget i at snyde og køre uden billet fik man en bøde på 1 baht (20 øre). Udover Kwai-broen passerede vi også en spinkel træbro langs en stejl bjergside og mere end 40 meter over floden. Det var ikke lige Birgits livret. Lidt længere fremme passerede vi "Fangernes tunnel", hvor de indfødte forsynede krigfangerne med føde, medicin mv. En spændende oplevelse. Men uhyggeligt at tænke på med hvilke ofte, broen var blevet bygget.
Sejlede ca 1½ time på floden, hvor vi oplevede, hvorledes den oprindelige thai befolkning levede på både. På det tidspunkt var der kun vandvejen til rådighed. Vi så, hvorledes befolkningen havde fiskefarme. En af de gode gerninger, man kan udføre som rettroende buddhist, er at købe en indespærret fugl eller fisk eller et andet dyr for derefter at sætte dyret i frihed for at vise sin respekt for alle levende væsener. Karin købte en sumpskildpadde, som hun slap løs et stykke ude i floden. "Det må være en lige så god forretning som at sælge brevduer". På båden spiste vi endnu en dejlig Thai buffet. Skipperen, som talte flot engelsk, udpegede hele tiden ting, som vi skulle se. Et sted langs med søen så vi en buddha figur fra bagsiden. Dette er ikke så almindeligt. Skipperen fortalte, at særligt fromme buddhister placerede deres bladguld netop på figurens bagside for ikke at tiltrække sig opmærksomhed. Det fik mig til at tænke på en kristen lignelse med stort set samme budskab.
Under den lange køretur til Phitsanulok læste Mette en gribende beretning, skrevet af Eric Lomax, som var krigsfange fra foråret 1942 til krigens afslutning i 1945. For at slippe af med sine traumatiske oplevelser skrev Eric Lomax en bog, hvori han beskriver den tortur, han var udsat for. Bogen beskriver også et bevægende møde mellem Eric Lomax og den japanske tolk, som havde assisteret under torturen. Jeg lovede mig selv at læse bogen, når vi kom hjem. Så vidt jeg kunne se, var jeg ikke den eneste i bussen, som 'fik noget i øjet' under oplæsningen. I det følgende giver jeg en kort gennemgang af bogen.
Vinder af "The 1995 Waterstone's/Esquire Non-Fiction Award" og "The J R Ackerley Prize".
Eric Lomax er født i 1919 i Skotland, som søn af en ingeniør ved det skotske telegrafvæsen. Hans barndom var lykkelig - men lidt ensom. Erics største fornøjelse var at betragte de tog, som kørte forbi hjemmet. Han elskede disse tog lidenskabeligt, og denne passion skulle følge ham hele livet. Lomax udtaler selv, at "disse store, smukke maskiner befandt sig i slutningen af deres guldalder".
I 1941 ændrede hans liv sig drastisk, idet han blev indkaldt og sendt til Malaya, hvor han skulle gøre tjeneste ved signaltropperne. Kort tid efter Pearl Harbour så han japanerne sænke de britiske krigsskibe, da de indtog 'uindtagelige' Singapore. I foråret 1942 blev han taget til fange og sendt til Thailand sammen med mange andre krigsfanger for at arbejde på 'Dødens jernbane'. Hans tilværelse forvandledes til et helvede, da vagterne fandt en primitiv radio, som Lomax havde bygget. Indtil hans befrielse i 1945 var han udsat for lange perioder med smerter, tortur og nedværdigelse. Han blev slået, tvunget til at stå i den brændende sol fra morgen til aften, og opholdt sig om natten i en lille bambus hytte, skønt hans arme, skulder og hofte var brækket. 2 andre krigsfanger døde under den efterfølgende tortur. Under de endeløse forhør af det japanske sikkerhedspoliti deltog en ung japansk soldat, som oversatte alle politiets spørgsmål til Lomax og hans svar. Denne tolks navn var Nagase Takashi.
Da krigen endelig sluttede, vendte Lomax tilbage til Skotland og forventede at skulle leve en normal tilværelse. Han giftede sig med sin kæreste, som trofast havde ventet på ham. De rejste til Vestafrika, hvor Lomax skulle arbejde på et jernbaneprojekt. Men i virkeligheden kunne han ikke slippe Kanchanaburi. "Glemsel og fortrængning var de eneste lægemidler, jeg havde. Mine følelser blev begravet i Kanchanaburi sammen med min uskyld". Han levede en yderst ulykkelig tilværelse med natlige mareridt om torturhandlingerne. Til sidst kostede det ham hans ægteskab.
Da han blev pensioneret i 1985, besluttede han at gøre op med alt det, der var sket, og forsøge at få noget godt ud af den sidste del af tilværelsen. Sammen med sin anden hustru, Patti og et center, som yder hjælp til torturofre, begyndte han på denne smertelige proces. Han indsamlede information for om muligt at finde en forklaring på det, der var sket. I 1989 læste han en artikel i Japan Times af Nagase Takashi. Under læsning af artiklen gik det op for Lomax, at han kendte forfatteren. Skønt hans bødler havde været forskellige, var der én mand, som altid var den samme, nemlig tolken Nagase Takashi. Denne mand og denne stemme havde Eric Lomax aldrig glemt. "Jeg havde fundet den mand, jeg havde ledt efter. Og jeg ønskede, at jeg kunne gøre ham ondt". Men i stedet sendte han et brev til Nagase, som svarede med at bede Lomax om tilgivelse..
I 1993 - næsten 50 år efter krigens afslutning - mødtes de 2 mænd igen, et lille stykke neden for River Kwai broen - der hvor JEATH museet ligger. De 2 fjender trykkede hinandens hænder. Lomax tiltalte Nagase på japansk, og Nagase svarede på engelsk. De satte sig ned og talte, og dette fortsatte den følgende dag. Der var meget at tale om, og de kunne ikke standse. Dette var begyndelsen til tilgivelse, og der udviklede sig et nært venskab mellem de 2 mænd. Nagase har efterhånden foretaget mere end 100 'bodsrejser' til stedet for 'Dødens Jernbane'.
Lomax udtalte: "Every trip I make to the River Kwai is therapy to help me live in peace with myself. Meeting Nagase, the man I wanted to kill because he tortured me with his voice in so many nightmares, has enabled me to free myself from the hate and the horror of the Death Railway."
I 2013 blev "The Railway Man" filmatiseret af Jonathan Teplitzky med stjernerne Colin Firth, Nicole Kidman, Jeremy Irvine og Stellan Skarsgård. Den havde premiere på Toronto International Film Festival den 6. september 2013.
På vejen nordpå standsede vi ved et storkereservat, hvortil der hvert år i oktober-november kommer ca. 50.000 storke fra Sibien og Nordindien. Storkene, som opholder sig på nogle få tusinde m2, har fordrevet den ældre kvinde, som oprindelig ejede stedet. Området er nu købt af staten og indrettet som en turistattraktion. Fra et udkigstårn kunne vi beundre synet af de mange storke, hvoraf mange havde rede med unger.
Mette fortalte også om mange af de thailandske frugter. Den thailandske mango afviger en del fra de frugter af samme navn, der fås på Hawaii eller De vestindiske øer. Der findes mere end et dusin variationer, hvoraf mange er udviklet i Thailand. De er ikke alene populære i Thailand, idet der hvert år eksporteres næsten 3 millioner kg af denne dejlige frugt. Thailænderne spiser mango på mange måder, både som en selvstændig ret og som tilbehør til salater. Mangofrugten kan også syltes, saltes og tørres, ligesom den ofte indgår i syltetøj og chutney.
Pomeloen er den thailandske version af grapefrugten, men med en betydelig mere sød smag. Og så er den betydeligt større end grapefrugten. Der findes flere arter med frugtkød i forskellige farver: gul, orange og rød. Frugten kan holde sig i flere måneder i uskrællet tilstand, og den er et populært tilbehør til maden. Højsæsonen er fra august til november, men nogle pomeloer fås hele året. Mette havde købt et par frugter, som blev delt ud som smagsprøver i bussen.
Durian, som er en stor, grøn, tornet frugt, er kendt (berygtet) for sin påtrængende duft. Alligevel anser mange thailændere durian for frugtens konge, og det afspejler sig i, at de er villige til at betale en relativ høj pris for den. Det siges, at visse hoteller i Bangkok forbyder deres gæster at medtage frugten. Mette fortalte, at man havde været nødt til at rømme et fly, fordi 'stanken' af en durian blev spredt med airconditionerings anlægget. Desværre prøvede vi ikke at smage frugten, men vi så den kæmpestore frugt hængende på træerne.
Herefter kørte vi et langt stræk til Phitsanulok, hvor vi var fremme ved Hotel Topland omkring kl. 17:30. Phitsanulok ligger 375 km nord for Bangkok. Den er et vigtigt handels- og kommunikationscenter, som ligger i grænseområdet mellem den centrale og den nordlige region. Phitsanulok var i en periode på 25 år Thailands hovedstad. Dens lokale navn er Song Kwae, hvilket betyder De 2 floders by. Den største er Nan River, som løber sammen med Kwae Noi River i nærheden af Phitsanulok. Langs denne vigtige færdselsåre lever befolkningen på husbåde og tømmerflåder.
Vi fik et dejligt værelse på 15 etage med udsigt over byen, som har ca. 80.000 indbyggere. Vi fik besked på, at Mette havde en overraskelse til os kl. 21. Da vi kom ud fra hotellet, holdt der ca.20 cykeltaxaer. Vi fandt hver en chauffør, og under politi eskorte kørte vi gennem byen i optog. Alle cyklerne var flot udstyret med 'juletræskæder' med lys i mange farver. Vi blev bænket ved et torv, hvor vi fik serveret Mekong whisky og cola. Samtidig overværede vi et show, hvor man konkurrede i at kaste madvarer - kyllinger og grønsager mv. - op til en person på et højt stillads. Han skulle forsøge at fange maden i et grydelåg. Whiskyen var udmærket. Herefter blev vi transporteret tilbage til hotellet af vores chauffør, som fik rigeligt med drikkepenge for sin sveddryppende indsats. Selv om vi var trætte, vågnede vi næste morgen ved, at der blev kaldt til bøn fra den nærliggende moske.
Vi begyndte dagen med at spadsere til det nærliggende tempelområde, hvor vi var kl. ca. 7:30. Årsagen til dette ukristelige (?) tidspunkt var, at vi skulle opleve transmission af den thailandske nationalsang. Nationalsangen spilles i radioen hver dag kl. 8 om morgenen og kl. 6 om eftermiddagen, og den transmitteres til regerings bygninger, jernbane- og busstationer og til gaderne i nogle byer. Lige inden musikken slog en munk et par slag på en vældig gong gong. Al trafik og andre aktiviteter gik i stå. I dette tempel fandtes én af de smukkeste buddha figurer i Thailand. Mette påpegede nogle karakteristika ved en buddha figur. Fx er øreflipperne ofte så lange, at de når næsten ned til skuldrene. Fingrene har alle samme længde - bortset fra tommelfingeren. Desuden har en buddha figur ingen synlige knoer. I denne forbindelse bør måske bemærkes, at det ikke er tilladt at udføre nogen form for buddha figurer. Formålet er ikke alene at forhindre, at værdifulde antikviteter bliver eksporteret, men også for at undgå blasfemisk anvendelse af hellige genstande som brevpresser eller bordlampe. Nogle påstod, at toldere ville se gennem fingre med buddha figurer på højst 10 eller 12 centimeter. Andre påstod, at man frit kunne udføre buddha figurer,som var fremstillet i Cambodia eller Kina.
De fleste thailændere er rettroende buddhister.Men herudover er der en udbredt tro astrologi og ånder. At ånder skulle have indflydelse på ens fremtid, er i modstrid med den buddhistiske lære om det personlige ansvar. Men det siges jo også, at Niels Bohr havde en hestesko hængende over sin dør. "Den hjælper vistnok,uanset om man tror på den eller ej", mente han. Man skal holde sig gode venner med ånderne ved at formilde dem med offergaver. Udenfor mange bygninger i Thailand ses såkaldte "åndehuse", som er bolig for husets skytsånd. Ånden, som boede på grunden, inden byggeriet blev påbegyndt, er egentlig blevet tvangsflyttet til sit åndehus. Derfor skal man dagligt formilde ham med gaver som mad, drikke og blomster. Åndehuset udenfor vores hotel lignede en model af et tempel, andre er mere ydmyge. Hvis en bygning fx får tilføjet en ekstra etage, foretages en tilsvarende ændring af åndehuset. Dette billede har jeg lånt fra Michael Egelund Olsens hjemmeside - jo, selvfølgelig har jeg spurgt om lov først.
Herefter kørte vi til den historiske park i Sukhothai, som ligger godt 400 km nord for Bangkok. Sukhothai, som betyder "lykkens morgengry", var Thailands - eller rettere Siams - første hovedstad, grundlagt i 1238 - og kaldes ofte Thailands vugge. Før 1238 havde Thailand bestået af et antal mindre, selvstændige bystater. Byen var efter sin tid meget stor og med en mængde flotte tempelbygninger. Fra Kina importerede man kinesiske kunsthåndværkere, som lærte thailænderne pottemagerkunsten. Den tid anses stadig for en guldalder, hvor kunst og kultur blomstrede. Den særlige sukhothai stil opfattes som kulminationen af den thailandske kunst. Thailænderne opfatter den periode som særlig lykkelig, og befolkningen mentes at være umådeligt tilfredse med tilværelsen. Dette må være forklaringen på, at de fleste buddha figurer fra den periode, er smilende. Men allerede i 1365 måtte Sukhotai overgive herredømmet til Ayutthaya i syd.
En halv snes kilometer udenfor det nuværende Sukhothai ligger en nationalpark på ca 70 km2. Parken indeholder en stor ruinby, udenom hvilken der findes en mere end 7 km lang fæstningvold. Efter en omfattende restaurering er området af UNESCO udnævnt som særligt bevaringsværdigt. Her i en kæmpemæssig bygning med 3 m tykke vægge så vi en imponerende 15 m høj siddende buddha figur. Den kaldes ofte 'Den talende Buddha'. Dette skyldes særlige akustiske forhold, som gjorde, at præsterne uset af spørgeren kunne besvare de spørgsmål, som blev stillet. Mindede mig lidt om præstinderne ved Oraklet i Delfi.
Vi gik forbi en sø, hvori der voksede en mængde af hellige lotus blomster. De anses for særligt rene, fordi de vokser i vand. Den karakteristiske hilsen, hvor man samler hænderne og fører dem op over brystet, symboliserer en lotusblomst. Ude i søen lå en helligdom, hvor unge mænd blev indviede til munkegerningen.
På vejen kom vi gennem en landsby, hvor en ung mand skulle indvies som munk. Det så ud til, at hele landsbyen var med i optoget. Forrest gik en orkester. Herefter kom alle landsbyens beboere, som sang og dansede. Og endelig den kommende munk sammen med sine synligt stolte forældre på ladet af en lastbil. Jeg blev nærmest tvunget til at tømme et glas med hjemmebrændt spiritus. Værre var, at manden insisterede på, at jeg også skulle drikke af et glas med vand.
Der findes mere end 32.000 templer i Thailand. Til de fleste templer er knyttet et antal munke. Det samlede antal munke i Thiland menes at være mindst 250.000. De fleste thailandske mænd opholder sig i en periode - fra få dage til nogle måneder - som munk ved et tempel. Der findes også buddhistiske nonner, men de nyder ikke samme anseelse som de mandlige munke. Munke i alle aldre bliver behandlet med respekt. Når man går forbi en munk, bøjer man hovedet. I offentlige buser er der siddepladser, reserveret for munke. En kvinder må ikke berøre en munk, end ikke række ham noget direkte. I givet fald må hun lægge det på gulvet foran ham.
En novice skal overholde 10 forskrifter. Udover de tidligere nævnte 5 regler, som gælder alle buddhister, må en novise heller ikke drikke øl eller vin, må ikke spise efter klokken 12, må ikke synge og danse, må ikke sove i en blød seng ogmå ikke eje større pengebeløb. En voksen munk skal overholde 227 forskrifter - men dem skal jeg spare dig for. Novicen får barberet sit hovedhår ved en indvielsesceremoni. Hver morgen står man op 2 timer før solopgang, når tempelklokken ringer, og mediterer en times tid. Ved daggry begynder den daglige spadseretur rundt i landsbyen, hvor folk kommer ud og giver mad og drikke. Munke må kun spise mad, som de har modtaget som gave. Heldigvis for munkene er det en god gerning at give mad til en munk. Man skal gøre sig klart, at munkene ikke tigger,men alene modtager almisser. Til gengæld modtager giveren en velsignelse. Allerede ved 8-tiden er munkene tilbage i klostret, hvorefter maden spises ved 11-tiden. Om eftermiddagen modtager de yngre munke undervisning, mens de ældre munke studerer buddhistiske skrifter. Klokken 5 kalder tempelklokkerne til bøn i templet (viharn). Aftenen tilbringes med meditation.
I landsbyen Si Satchanalai havde man mange steder indrettet vævestuer under husene, som var bygget på pæle. Den nærliggende flod gik ofte over sine bredder i regntiden. Vi spadserede genem byen, som virkede næsten uddød. De unge mænd i landsbyen arbejdede på fabrikker i byerne i området.
Herefter kørte vi til den lille novices tempel. Dette fantastiske tempel er realisering af en 12-årig drengs drøm. Da drengen var blevet 17 år, havde han lavet udkast til sit tempel og han begyndte at samle penge ind. Som 20-årig blev han munk, og det lykkedes ham at overtale et stort antal mennesker og virksomheder til at støtte projektet. Indtil i dag menes der at være indsamlet ca.100 millioner baht (20 millioner kroner). Udsmykningen af templet er helt overdådig. Nok noget overlæsset efter min mening - men hvem spørger om den, når hensigten er at vise sin respekt overfor Buddha. Overfor templet ligger et museum, som indeholder en del gaver samt billeder og fotos fra templets tilblivelse.
Op til templet fra parkeringspladsen fører en pragtfuld "dragetrappe". Dragen eller slangen "Naga" fungerer ofte som tempelvogter. Det fortælles, at Naga oprindeligt ønskede at blive Buddhas discipel, men Buddha afviste dens bønner. Under et voldsomt uvejr beskyttede slangen Buddha ved at give ham ly under dens vældige udspilede hoved. Som belønning tildelte Buddha slangen status som tempelvogter og -beskytter.
Herefter kørte vi til byen Phrae, hvor vi skulle tilbringe 2 nætter på Hotel Maeyom Palace. Om aftenen spiste vi udendørs på hotellet. Maden var som altid pragtfuld. Under spisningen underholdt en kvinde og mand med internationale sange og guitarspil. Til alles overraskelse sang de numre af Kim Larsen og Shu-bi-dua -- på dansk. Det blev belønnet med et varmt bifald. Jeg talte med en af musikerne, som fortalte, at ingen af dem forstod et ord dansk. De havde blot lært sig lydene udenad. Imponerende. Inden vi gik i seng, afleverede vi en pose med vasketøj i receptionen. De lovede, at tøjet ville være vasket og strøget den næste dag. Og det var det - og til en uanstændig lav pris.
Morgenen startede med et besøg hos en familie, som gennem mange år havde fremstillet det såkaldte mahom-tøj. Tøjet, som er meget populært, minder om lidt groft denim. Vi overværede farvningen af nogle klædningsstykker, som blev nedsænket i nogle kæmpegryder med naturfarve. Når tøjet blev trukket op, var det grønt, men skiftede hurtigt farve til blåt. Farveprocessen blev gentaget, indtil den ønskede blå nuance var opnået. Mange af selskabet købte shorts og/eller skjorter. Herefter aflagde vi besøg i familiens bolig, som lå på første etage. Selv om der var tale om en familie af den bedre middelklasse, blev vi chokerede over især køkken og toilet. Men et udmærket fjernsyn havde de da.
Herefter skulle vi besøge Mhong bjergstammen. Vi blev taget op af lokale "grisebiler" med 6-8 personer i hver. Til nogen overraskelse fik vi udleveret operationsmasker. Men det gik hurtigt op for os, at disse åndedrætsværn var helt nødvendige, efterhånden som støvskyerne rejste sig. Det var helt mærkeligt at 'høre' Karin tie stille så længe. Efter ca.20 minutters kørsel blev vi godt mørbankede læsset af ved den bjerglandsby, som vi skulle besøge. Grise, hønse og hunde løb rundt mellem hinanden. Vi spadserede rundt i landsbyen, som virkede forbavsende øde. Dette skyldtes, at landsbyens unge mænd arbejdede i den nærmeste by. Et enkelt sted så vi en større flok børn, hvilket blev forklaret med, at manden havde 3 koner.
I den nordlige del af Thailand lever 7 såkaldte bjergstammer, hver med deres egen specielle etnisk baggrund og særlige skikke og eget sprog. De omfatter mellem 250.000 og 500.000 personer. Stammerne lever efter deres egne regler, hvor høvdingen og medicinmanden er øverste myndighed. De fleste er animister, dvs. tror på, at naturen er besjælet og befolket med naturånder. I mange år var deres vigtigste afgrøde opiumsvalmuer, som dels var en vigtig handelsvare dels var et traditionelt vigtigt lægemiddel mod´alle sygdomme. I de seneste år er gennemført et stort antal projekter - med kong Bumiphol som ivrig foregangsmand - for at forbedre bjergfolkenes levestandard. Fx satses på blomsterdyrkning, sommerfuglefarme, fiskebrug og tedyrkning. De er dygtige kunsthåndværkere, som i de nærliggende byer falbyder deres produkter i farvestrålende stammedragter. Disse bjergfolk er blevet hårdt ramt af krisen i Asien, da mange, som arbejdede i udlandet, har måttet vende tilbage til landsbyen efter at være blevet arbejdsløse. Østens såkaldte 'tigerøkonomi' har stort set kun begunstiget Bangkok og enkelte andre større byer i Thailand.
Efter at have spist den medbragte frokost ved et mindre, idyllisk vandløb bragte grisebilerne os tilbage til den ventende bus. Inden vi tilbage til hotellet, måtte vi banke hinanden for støv, og nogle måtte endda ty til vandslangen. Eftermiddagen var fri til egen benyttelse.
Formiddagens program bestod i en cykeltur rundt i Phrae. Til Mettes forbavselse meldte samtlige deltagere sig til turen - flot i betragtning af, at de ældste deltagere var tæt på 80 år. Turen foregik på udmærkede cykler, som var stillet op udenfor hotellet. Vi kørte under motorcykel eskorte, som sørgede for at standse anden trafik, hver gang vi kom til et vejkryds. Lokalbefolkningen smilede og vinkede til os på hele ruten.
Første stop var ved en lokal kommuneskole, hvor vi ankom næsten en halv time før skoletids begyndelse. Men i modsætning til i en dansk skole var de fleste børn allerede mødt. Vi spadserede rundt i klasserne og hilste på ungerne. Det var tydeligt, at de var vant til dette ugentlige besøg, De kom hen, gav hånd og sagde "My name is ... What is your name?". Og de grinede begejstret, når vi forstod og besvarede deres spørgsmål. Lidt før kl. 8, blev flaget hejst, samtidig med at nationalmelodien gjaldede ud fra de store højttalere. Alle børn - helt fra 5 års alderen - sang ivrigt med.
Ungerne stillede op klassevis - næsten som i en århusiansk kommuneskole i 1950'erne. De stillede op efter størrelse. Læreren gik rundt og inspicerede, om nogen af børnene havde lus. Af sociale årsager var de fleste iført blå/hvide skole uniformer. Kun de største børn var klædt individuelt. En af de store elever var udpeget til at læse et stykke religiøst litteratur. Efter 5-10 minutter forsvandt de mindre børn ind i deres klasser. De større børn blev på pladsen, hvor de i et stykke tid arbejdede med meditation.
Karin kunne ikke lade være med at gå ind i en skoleklasse. Nu mangler hun også en hel del i sin skoleuddannelse, da hun er vokset op i Homå. Men til gengæld, er hun altid varmt klædt på. Ved du ikke, hvor Homå ligger? Det er et ubetydeligt trinbrædt langt ude på det mørke Djursland. Men pigerne er tydeligvis begejstrede over besøget.
Efter det spændende skolebesøg cyklede vi videre til ØK's tidligere hovedkvarter. Som bekendt blev ØK grundlagt med henblik på skovning og forhandling af teaktræ. Efter at træet var blevet fældet, blev det transporteret - ofte med hjælp af elefanter - til den nærmeste flod. Herefter flød tømmeret ned ad floden i retning af Bangkok. Her i Phrae lå ØK's center for kvalitetskontrol. For 50 år siden var ca. 75% af landet dækket af skov. I dag vurderes, at kun 20% er skovdækket. Der er indført et 100% forbud mod fældning af skov - onde stemmer siger, at forbuddet ikke bliver respekteret. Dyrelivet har selvfølgelig også lidt under dette. Siden begyndelsen af 1960'erne er der oprettet et større antal nationalparker og dyrereservater. Disse dækker i dag mere end 10% af landets areal. På billedet ses den bygning, hvor den lokale ØK leder boede. Måske har Birgits Onkel Max boet der, da han i 1930'erne arbejdede for ØK?
Fra terrassen var der en dejlig udsigt over den nærliggende flod. Desværre var bygningen i temmelig forfalden stand. Et par ikke helt unge thaikvinder gik neden for den lange trappe og passede haven. Ved første øjekast så de lidt tilknappede ud. Men et lille smil fik dem til straks at blomstre op, og det endte med, at vi måtte springe for livet for deres vandslanger. Til den anden side var der udsigt til administrationsbygningen, som var under restaurering. I den smukke bygning var indrettet et museum for teaktræ med mange fotografier og redskaber fra fortiden.
Næste stop på cykleturen var ved en lille farm, hvor man opdrættede kamphaner. Hanekamp er en meget populær forlystelse i Thailand. Træningen af fuglene starter, når de er godt et halvt år gamle. Putipong forklarede, hvorledes man forsøger at fremelske et krigerisk temperament i fuglen. Dette sker ved, at man oversprøjter fuglen med vand. Herefter udsættes den for den brændende sol, indtil den gisper af varme. Herefter gentages processen. På trods af, at hanernes sporer ikke klippes, må dyrene ikke beskadige hinanden under kamp. Når én af fuglene viser træthedstegn, standses kampen, og den anden fugl erklæres for sejrherre. Vi overværede en træningskamp af ca. 12 minutters varighed mellem 2 imponerende flotte kamphaner. Ejeren af en kamphane er efter sigende mere stolt af sin fugl end sin kone. Men nu koster en kamphane jo heller ikke mere end 3-4 måneders løn, mens en kone som bekendt er betydeligt dyrere i drift.
Herefter gik køreturen til Chiang Mai, hvor vi skal tilbringe 2 nætter på Hotel Porn Ping Tower. På vejen holdt vi ind ved en bod, som solgte thailandske lækkerier - røgede rotter. Mette påstod, at rotterne blev opdrættet ligesom kaniner. Et par modige personer smagte på rotterne og påstod, at de smagte udmærket. Jeg forstår bare ikke, hvorfor de kun nippede til lækkerierne uden at spise op. Der var heller ingen, der købte nogen rotter med hjem som snack.
Chiang Mais historie går mere end 700 år tilbage i tiden. Før den tid var den en sydkinesisk provins. I mere end 200 år var området en burmesisk vasalstat. Chiang Mai blev først en del af Thailand (Siam) i 1774, da den blev befriet fra burmesernes herredømme. Selv om Chiang Mai er Thailands næststørste by og Nordthailands hovedstad, har den kun ca. 200.000 indbygger sammenlignet med Bangkoks mere end 10 millioner. På trods heraf er der næsten lige mange templer i Chiang Mai som i Bangkok. Mange huse i Chiang Mai er bygget af teaktræ, det gælder også mange af de smukke templer. Byen er kendt for sine håndarbejds- og håndværkstraditioner indenfor silke, sølv og træ..
Tidligt om morgenen kørte vi til Maese Elephant Camp for at se elefanter. Først overværede vi, hvorledes elefantføreren vaskede sin elefant i floden. Det var tydeligt, at der var et nært og kærligt forhold mellem elefanten og dens fører, som lever i et livsvarigt næsten ægtekabslignende forhold. Herefter blev vi bænket på en tribune, hvor vi overværede et show. Vi så elefanter, om gik på bagbenene. Og andre, som gik på forbenene. Vi så elefanter spille fodbold. En af elefanterne lavede et særligt trick, hvor den sparkede til bolden med bagbenet. En anden elefant samlede bolden op med snablen og flugtede den hundrede meter op i luften. Endelig så vi elefanter flytte træstammer og stable dem.
Herefter skulle vi på ridetur 'i junglen' på elefantryg. Vi blev placeret i en bærestol på ryggen af elefanten, mens elefantføreren sad bag elefantens ører. Og så startede turen op ad bjergsiden. På trods af den uvejsomme sti gik det store dyr utrolig sikkert på benene. Bente og Erlings elefant var tilsyneladende sulten, for hvert øjeblik skulle den lidt bort fra stien for at plukke kviste og græs. Erling påstod bagefter, at dyret var blind. Kort efter starten opfordrede føreren én af os til at hoppe frem bag dyrets hoved. Det var en meget fascinerende oplevelse at sidde der. Hvis jeg havde vidst, at en elefant har sådan nogle stikkende nakkehår, havde jeg taget lange bukser på. Efter en lille time kom vi ned til floden. Det tog elefanten næsten 15 minutter at fylde sine vanddepoter op. Hvis det havde været en hunelefant, burde den have heddet Karin.
Besøget afsluttedes med et besøg ved lejrens baby elefanter. Kurt fodrede moderdyret med et bundt sukkerrør. Kurt forsøgte at holde igen i bundtet, men havde nær fået armen rykket af. Og Kurt er ikke netop nogen svækling. Den ene elefant kunne et trick med at sætte en fod på bundtet med sukkerrør og så fjerne snoren med snablen. Den anden elefant spyttede blot snoren ud. Det var ellers et imponerende syn at se de store dyr sluge den ene klase bananer efter hinanden. Mette, som indrømmede, at hun var forelsket i elefantungerne, så ret miserabel ud efter en halv times leg.
Herefter aflagde vi besøg i et sommerfugle- og orkidécenter. Der drives rov på Thailands ca. 1300 vilde orkidéarter. Ofte falbydes vilde orkidéer illegalt til turister af lokale, som bor plukker dem i skovene eller i de store nationalparker. Et stort smuglernetværk sender truede arter til lidenskabelige samlere og hobbyavlere i Europa, USA og Japan. I 1998 beslaglagde myndighederne mere end 40.000 orkidéer fordelt på mere end 200 arter på markedet i Bangkok - prisen for en sjælden orkidé kan overstige 3.000 dollars. Thailand har verden største legale eksport af orkidéer. Siden 1984 har myndighederne søgt at øge bestanden, dels ved af fremavle planterne i laboratorier for udsætning i naturen, dels ved at give interesserede orkidéfrø, som de kan dyrke i deres haver i stedet for at plyndre naturen. Mette fortalte om den tidligere ambassadør i Thailand, Seidenfaden, som er en største danske kapacitet på orkidéer. Vi kunne fortælle Mette, at samme Seidenfaden har været mentor og er en god personlig ven af vores nevø Henrik Ærenlund. Henrik har rejst Thailand tynd under sine studier af orkidéer.
Herefter besøgte vi flere forskellige fabrikker. Bl.a. så vi, hvorledes man fremstiller sølvvarer. Nogle af de smukkeste værker krævede adskillige måneders manuelt arbejde af en kunsthåndværker. Herefter så vi, hvorledes man fremstillede silke. Her kigger vi ned i gryden med kokoner af silkesommerfuglen. Vi så, hvorledes kvinden med en pind samlede fine tråde fra 6-7 kokoner ad gangen. Når én kokon var tømt for sin fine silketråd, 'fangede' man en anden. Og sådan fortsatte man, indtil gryden var tømt. Herefter så vi, hvorledes man broderede smukke stoffer og tæpper. Især Niels var interesseret. Han kom sammen med sin kone Grethe fra Ikast og arbejdede til daglig på et væveri.
Vi besøgte også en fabrik, hvor man fremstillede parasoller og paraplyer. Her fik vi en grundig gennemgang af hele fremstillingsprocessen. Sidste proces var bemaling af emnerne. Her var det muligt at få malet motiver på sine genstande. Mange fik malet en sommerfugl eller en tiger på en taske eller et cigaret etui. Bente fik så meget blod på tanden, at hun efter hjemkomsten blev tatoveret på anklen. Utroligt at en midaldrende bedstemor kan få sådan nogle nykker.
Om eftermiddagen sejlede vi en tur på flere timer på Ping floden på en bambustømmerflåde. På hver båd var der en erfaren styrmand, som med en lang stage sørgede for, at vi kom frem. Det var meningen, at det bare skulle være en dasetur, hvor vi i et adstadigt tempo nød den smukke natur. Flere steder undervejs så vi elefanter græsse på bredden. Andre steder kom vi forbi smukke templer. Men det passede ikke 'den gale fynbo'. Jeg har vistnok ikke præsenteret ham tidligere, men det var mit navn på en meget aktiv familiefar for en fynsk familie med søn og svigerdatter. De andre medlemmer af familien var der ikke noget i vejen med. Men der skulle altid ske noget, når fatter dukkede op. Og vupti fik han daseturen ændret til en konkurrence, hvor vi heppede på vores sveddryppende styrmænd. Da fynboen ikke var tilfreds med tempoet, tog han en stage og hjalp til. Og da det ikke var nok, hoppede han i vandet og skubbede. Meget usportslig opførsel. Men det endte selvfølgelig med, at den fynske tømmerflåde kom først frem til bestemmelsesstedet. Da vi gik op til bussen, blev vi kontaktet af nogle medlemmer af et stammefolk, som ville sælge os forskellige former for husflidsarbejde. Det var den eneste gang, vi oplevede en anmassende opførsel fra den lokale befolkning.
Om morgenen kørte vi ud til det imponerende bjerg, Doi Sutep, ca. 15 km vest for Chiang Mai. På toppen af bjerget - op ad en dragetrappe med 290 trin - ligger det smukke Wat Prahat tempel. Ja, der fandtes ganske vist en tovbane, men den var selvfølgelig ude af drift. Klatreturen blev belønnet med åndenød samt en pragtfuld udsigt over landskabet. Tempelområdet indeholder en imponerende forgyldt chedi fra slutningen af det 14. århundrede. Herudover er der 2 flotte tempelbygninger. Lige ved indgangen til tempelområdet står en statue af munken Kru Ba Srivichai, som i 1934 tog initiativ til anlæggelse af en bedre vej op til templet for de mange pilgrimme, som besøger stedet. Det er ikke nødvendigt at medbringe tempeltøj, idet en passende klædedragt kan lejes for et par kroner.
Ifølge legenden er templets placering fastlag i slutningen af 1300-tallet af en hvid elefant. Kong Nu Na ønskede at bygge et tempel til opbevaring af nogle relikvier - muligvis noget af Buddhas aske. Han placerede relikvierne på ryggen af elefanten, som blev sluppet løs. Den travede op ad bjerget til musikledsagelse. Da den nåede toppen, trompeterede den, drejede rundt om sig selv 3 gange, lagde sig ned og døde. (At elefanten døde må stå for Mettes regning. Det fremgår ikke af de bøger, jeg efterfølgende har kigget i. Men det giver da lidt ekstra kolorit til historien)
Indenfor tempelmuren var en række buddhafigurer - én for hverdag i ugen. Det er almindeligt, at man ofrer til buddha figuren for den ugedag, hvorpå man er født.
Som forventeligt gik kvinderne amok på det lokale natmarked, som lå 2 minutters gang fra vores hotel. Kurt og Karin købte en halv snes Rolex ure til en pris på ca. 100 kr pr. styk. Birgit købte et kilo ægte safran til en pris af 20 kr. Utrolig billigt, når man tænker på, at verdensmarkedsprisen for safran (som består af blomsterstøv fra krokusblomsten) er ca. 40.000 kr, pr. kilo. Trods alt lidt billigere end guld, som koster omkrint 65.000 kr.pr kilo. "Selvfølgelig er det ægte", fastslog Karin, "det står jo på skiltet". Og hvem tør diskutere med en erfaren husmoder. Amazing Thailand.
Sidst på eftermiddagen blev vi kørt til banegården. Her ventede et tog for at køre os til Bangkok, hvor vi ville være fremme ved 6-tiden om morgenen. Der var god plads i toget, hvor vi sad 2 og 2 overfor hinanden. De fleste havde bestilt madpakker, som blev leveret på stationen, og spist, da sulten meldte sig. Det eneste irritationsmoment var et par kvindelige ansatte, som hvert 5. minut søgte at overtale os til at købe slik eller drikkevarer. Vi havde forsynet os med en flaske Mekong whisky, som smager ganske fortrinligt i cola. Ved 22-tiden blev sæderne tryllet om til senge. Og de fleste sov udmærket indtil ved 5-tiden, hvor folk begyndte at stå op. Ikke nogen stor oplevelse - men på den anden side mindre anstrengende end nattoget til Paris - for ikke at tale om natbussen til Prag.
Vi var fremme i Bangkok ved 6-tiden om morgenen, hvor bussen ventede os med bagagen. Vi blev kørt hen på et hotel, som lå lige ved siden af Hotel Rembrandt, hvor vi havde boet de første 4 dage. Efter et dejligt morgenmåltid startede bussen med retning sydpå til Pattaya. Vi kørte gennem Pattaya, fortsatte ca. 4 km sydpå til Jomtien, hvor vi skulle tilbringe de sidste 4 dage.
De fleste af selskabet skulle bo på Jomtien Grand Palace, som lå ca. 100 meter fra stranden. Hotellet var af samme høje standard som de øvrige hoteller, vi havde boet på. På 4. etage lå en dejlig swimming pool. Herudover lå der mellem hotellet og havet et dejligt poolområde med bar og restaurant. Vi startede med at gå i poolen, hvor vandet viste sig at være utrolig varmt. Da vi senere gik ned til stranden, mødte vi nogle fra selskabet, som 'advarede' os om, at vandet i havet var ligefrem ubehagelig varmt. Og vi måtte give dem ret. Aldrig havde vi mærket så varmt havvand - formentlig 32-33 grader.
Om eftermiddagen tog pigerne (kvindfolkene) hen til en nærliggende massageklinik, hvor de fik thai massage. De blev alle iklædt nogle pyjamaslignende gevandter. Behandlingen varede ca. 1 time, hvorunder de blev maset og banket og rykket og skubbet. Torturen endte med, at massøren gik oven på dem med sine bare tæer. Så udkørte var de, at de næsten ikke kunne gå tilbage til hotellet. Hvis ikke Karin havde råbt højt, da de passerede en købmandsforretning, ville de være kommet helt tomhændede.
Om aftenen spiste vi på Captain's Corner, en danskejet restaurant, som ligger på vejen mellem Jomtien og Pattaya. Restauranten sender hver aften en grisebil ud og samler kunder op på hotellerne. Mad, drikkevarer og betjening var helt i top. For 250 baht (50 kr) kunne vi vælge mellem forskellige slags bøffer, kylling, pølser, kæmperejer mv., som så efterfølgende blev tilberedt af en kok. Herudover kunne vi forsyne os fra en dejlig salatbar. Rygterne sagde, at man kunne få stegt flæsk med persillesovs her. Men Erling fik "dræberblikket" fra Bente, da han vovede at gøre opmærksom på det. Vi talte lidt med værten, som viste sig at kende Ejvind, som har boet på de kanter i flere år. Ejvind driver sammen med sin thailandske kone en restauration i Danmark (Kaløvig Strandkro), hvor vi plejer at holde vores familiesammenkomster.
Endnu en gang bstilte vi irish coffee flambé. Spiritussen i glasset blev antændt, sukkeret på kanten af glasset karamelliseredes på grund af varmen. Lidt spiritus i et andet glas blev antændt og derefter som en søjle af ild hældt over flødeskummet i det første glas. En rigtig festforestilling.
Thailand har gennem en del år været kendt for sin udbredte sexturisme, som kan tilfredsstille enhver smag. En stor del af denne prostitution skyldes selvfølgelig turismem. Men man skal heller ikke være blind for, at thailandske mænd altid har haft tradition for at besøge prostituerede. Agenter rejser rundt i landsbyerne i den nordlige del af Thailand for at skaffe piger - og i mindre omfang drenge - til bordellerne i Bangkok og Pattaya. Agenten foregiver pigens forældre, at han kan skaffe hende arbejde på en restauration eller fabrik, og forældrene modtager et lån på fx 500 kr. Dette lån tilbagebetales ved træk i pigens løn. Herved opnås, at pigen ikke stikker af, når det går op for hende, hvori arbejdet består. Efter nogle år vender pigen måske tilbage til landsbyen - ofte desværre med én eller flere seksuelt overførte sygdomme. Som følge af de thailandske mænds forkærlighed for bordelbesøg, har mange af bjergstammerne fået problemer med kønssygdomme - ikke mindst AIDS. Et særligt - og særlig modbydeligt - problem er børneprostitution. Og det er kun få siden, at det blev forbudt ved lov at have seksuel omgang med mindreårige. Det samlede antal prostituerede skønnes at ligger et sted mellem 200.000 og 1 million.
Pattaya er nok Thailands mest kendte forlystelsesby, ca. 150 km syd-øst for Bangko, og den er verdensberygtet for prostitution med både mænd, kvinder og børn. Det anslås, at der er ca. 20.000 prostituerede i Pattaya. Indtil i begyndelsen af 1960'erne var Pattaya et lille, søvningt fiskerleje. Så blev stedet 'opdaget' af amerikanske soldater, som kom hertil på orlov for at nyde de lange badestrande med det klare vand, de slanke palmer og de skønne koraløer. I dag er Pattaya et typisk eksempel på, hvor galt det kan gå, når turismen får lov til at vokse uhæmmet.
Langs med kysten hovedgaden samt et par større gader parallelt med denne. Gaden nærmest kysten hedder "Second Road". I den sydlige del af Pattaya skifter den navn til "Walking Street" - gågaden. Gaden indeholder en samling af butikker, restauranter og barer. Walking Street er rimelig pæn, og bilkørsel er ikke tilladt mellem kl. 7 og midnat. For en sikkerheds skyld gik vi midt på gaden med vores ægtefælle i hånden. Hvis én af os kom et skridt foran eller bagefter de andre, blev han straks overfaldet med tilbud om at komme indenfor på en bar. Kurt var lige ved at blive halet indenfor, men Karin fik til alt held fat i armen på ham, inden det gik galt. "Hvor skal du hen, mand?". "Så du ikke, at de kun tager 50 baht for en øl", forsvarede han sig med.
Barer i Thailand kan opdeles i 2 kategorier: 'Go-Go barer' og 'girlie barer'. Go-Go barer har almindeligvis en centralt placeret scene, hvorpå mere eller mindre afklædte piger danser. Ofte er der på scenen et antal stolper, som pigerne benytter til at forhøje det kunstneristiske indtryk af deres præstationer. Langs væggene er der 2 eller 3 rækker siddepladser til tilskuerne. Kvinder har også adgang, men efter sigende (jeg havde, som du måske husker, min kone med til Thailand) er størsteparten af tilskuerne mænd. Væggene er ofte forsynet med glas, så pigerne kan se sig selv. Alle barerne er selvfølgelig udstyret med hæftige lyd- og lysanlæg. Det tidligere hit: 'One night in Bangkok makes a hard man humble' er ikke gået af mode i Thailand og høres ofte. På grund af den store konkurrence med barer liggende side pom side skal der almindeligvis ikke betales entré.
Go-Go barerne har ofte flere etager. På de øverste etager opføres forskellige former for erotiske shows - både for mænd og kvinder. Her skal der ofte betales for at overvære showet, ligesom prisen på drikkevarerne også stiger med højden. Hvis du ikke er meget standhaftig, vil der være en ikke ringe sandsynlighed for, at du pludselig befinder dig i selskab med en smuk pige. Men pas på. Sommetider bedrager skindet. Både i Bangkok og Patthaya findes et stort antal transvestitter og transseksuelle. I sidegaderne findes barer, som appellerer til enhver seksuel orientering. Hvis du pludselig skulle trænge til at hvile dig, er det her muligt at leje et hotelværelse for en time eller to. Og hvis du har problemer med at sove alene, så er der også råd for det - hvis du har råd til det.
De såkaldte girlie-barer er almindelige barer - blot befolket med en overflod af kønne piger på begge sider af bardisken. Barerne er samlet i 5 områder med ca. 20 barer i hver. I hver bar arbejder 15-20 piger. Pigerne, som er meget selskabelige, vil gerne snakke og spille domino mv., og stemningen er meget afslappet. Pigernes score replik er typisk "Play game?" eller "Buy me Cola?" Man kan 'løskøbe' en pige for en aften mod betaling til baren - typisk 150 baht (30 kr). Mange turister finder en lokal kæreste, som de tilbringer resten af ferien med. Mange steder var der opslået postkort, adresseret til en pige i en bar. Men da pigerne ofte arbejder nogle få uger i samme bar, når disse postkort sjældent rette vedkommende. Vi fik en venlig advarsel imod at imponere vennerne med at spise de grillede græshopper og andet mundgodt, som står på bardisken. Disse nyttige og sikkert uhyre velsmagende insekter aflives ofte med DDT eller andre pesticider.
Pattaya er kendt for sine fantastiske cabaretforestillinger, hvor transvestitter klædt i de mest imponerende kostumer synger, mimer og danser til klassiske numre. De mest kendte dragshows foregår på Tiffany's og Alcazar, som begge ligger i den nordlige ende af Second Road. Rejseselskabet arrrangerede en tur til Alcazar, men vi foretrak at besøge Simon's Cabaret, som ligger yderst på Walking Street. Forestillingen var kl. 21.30. Forud for showet befandt aktørerne sig på gaden, hvor de forsøger at skaffe kunder i forretningen. De stiller gerne op til fotografering, hvis du ønsker det.
Simon Cabaret er et drag show - dvs. mænd udklædt som kvinder - af meget høj klasse. Vi fik en medrivende forestilling af næsten 2 timers længde - uden pause. Af numrene kan nævnes New York, New York. Aquarius (fra rock musicalen Hair), I'm bad, Ich bin vom kopf bis fuss auf Liebe eingestellt. Desuden fik vi en meget bevægende fremføring af "My Way", hvor en utrolig smuk kvinde for øjnene af os affører sig sin robe, fjerner sin mascara og for øjnene af os forvandles til en nydelig ung mand med en klædelig hestehale. En festlig Tina Turner var ved at få taget til at løfte sig. En overvægtig herre sørgede for humoren. Da hen vendte sig for at forlade scenen, så vi, at han havde placeret en rød rose i "kavalergangen" på den nederste del af ryggen. (Jeg håber, at din fantasi rækker til, at du kan forstille dig synet). En besyndelig tanke, at den smukkeste kvinde, jeg så i Thailand - hvor det oven i købet vrimler med flotte piger - var en mand! Prisen på 300 baht var særdeles rimelig og inkluderede en drink efter eget valg. Jeg kan kraftigt anbefale forestillingen til alle. Man skal være særdeles sart for at tage anstød af dette show.
Om aftenen spiste vi på restauranten i White House, som er danskdrevet. På trods af, at vi fulgte værtens anbefalinger med hensyn til hovedretten, fik vi det dårligste måltid på turen. Jeg vælger at tro, at vi var uheldige, da mange af vores rejseselskab havde været yderst tilfreds. Som du måske husker, havde vi aftalt at mødes med Else og Eigil. Vi fik en øl (Karin og Eigil) og en kop kaffe (os andre) og havde en hyggelig nak med dem, Vi spurgte den danske vært, om han vidste hvor Father Brennans børnehjem lå. Han aftalte med chaufføren på White House's grisebil, at han næste morgen kl. 9 ville afhente os på hotellet.
Uvist af hvilken årsag får stadig flere thaier foretaget kønskifteoperationer. Forklaringen er måske blot, at Thailand er et ekstremt liberalt samfund uden seksuelle tabuer. Hvis en person ønsker en operation - og kan betale for den - er det fuldt acceptabelt. Ventelisterne for operationer er voksende. Da priserne er lave (60.000 - 100.000 baht), kommer en del udlændinge til Thiland for sådanne operationer. Det påstås, at 3.000 japanere står på ventelister på private hospitaler og klinikker. Inden operationen, skal patienten gennemgå en psykiatrisk undersøgelse. Da der er tale om en operation, som almindeligvis ikke kan gøres om, er det nødvendigt at sikre, at patienten er mentalt forberedt og fuldstændig indstillet på at gennemføre indgrebet.
Næste morgen blev vi afhentet på hotellet af den venlige chauffør, som vi havde aftalt den foregående aften. Han talte desværre kun en lille smule engelsk, men fremviste stolt et skilt, som viste "Denne taxi snyder dig ikke". Chaufføren fortalte, at han havde arbejdet 3-4 år i Japan som fremmedarbejder. Det lange fravær fra hjemmet havde kostet ham hans ægteskab og hans lille datter. Nu boede han hos sine forældre. Vi kørte ud til børnehjemmet "Pattaya Orphanage". Vi havde ingen aftale, men blev venligt modtaget på kontoret. Erling henviste til sit bekendtskab med Vagn Christensen, Rønde, som gennem mange år har lavet - og stadig laver - en kæmpe indsats for børnehjemmet. Stine - én af de danske frivillige på børnehjemmet blev tilkaldt og gav os en grundig og venlig rundvisning på området, inden hun hastede videre til engelskundervisning Vi fik udleveret en årbog eller beretning for børnehjemmet. På den første side var der typisk nok et billede af Pave John Paul II på besøg hos den kongelige, thailandske familie.
Father Raymond Brennan er født i 1932 i Chicago, hvor han voksede op i det berygtede Southside kvarter. Da han blev voksen, blev han katolsk præst. I 1966 blev han udsendt til det nordøstlige Thailand af sin katolske redemtoristorden. Hans opgave var at hjælpe flygtninge fra Burma, Vietnam, og Cambodia. Han lærte at tale thai, laotisk samt et par andre lokale sprog, så han kunne kommunikere med de indfødte. Nogle år senere blev han forflyttet til Pattaya. Det viste sig snart, at der var et stort behov for en person som Father Brennan.
Mange amerikanske soldater tog på orlov fra vietnamkrigen til Thailand, hvor prostitutionen hurtigt bredte sig. Dette resulterede naturligt nok i et stort antal børn. Kvinderne, som ikke kunne vende tilbage til deres landsby uden at være gift, kom i deres nød til Father Brennan med deres babyer. Den første baby anbragte han i pleje hos en ældre kvinde. Men rygterne spredte sig, og snart dukkede flere og flere ulykkelige kvinder op. Og således startede børnehjemmet i Pattaya.
Nogle af børnene bliver bortadopteret til (troende) forældre i udlandet. Vi så 2 spædbørn, som i løbet af kort tid ville blive overladt til danske adoptivforældre.
I 1987 startede Father Brennan en skole for blinde, hvor de lærer at klare sig med deres handicap. Der er for tiden ca. 90 elever på denne skole. Herudover findes også en skole for døve børn, hvor de lærer tegnsprog, mundaflæsning samt læsning og skrivning. Disse børn er ikke nødvendigvis hjemløse, men typisk børn af forældre, som ikke kan betale for børnenes undervisning. Der er for tiden ca. 60 døve børn. Når det er så vigtigt, at især handicappede modtager undervisning, skyldes det, at den buddhistiske religion anser et medfødt handicap som en straf for forseelser og fejltrin i en tidligere tilværelse. Et uhyggeligt træk ved en ellers meget humanistisk religion. På skolen så vi en retarderet pige, som i adskillige år havde været lænket til et træ ved den landsby, hvor hun boede.
I 1991 åbnedes en skole for gadebørn. Disse frembyder et stort problem i byer som Pattaya, hvor de er meget udsatte for misbrug og udnyttelse. De får undervisning og en uddannelse, så de bliver i stand til at få et job. Det seneste tiltag er et hjem for hjemløse gamle.
Skolen tilbyder 2 kurser: en 1-årig teknisk uddannelse i elektronik og en 2-årig uddannelse i databehandling. Der er en streng disciplin på skolen med 8 timers daglig undervisning i 6 dage om ugen. Til gengæld er eleverne sikre på et job, når de er færdige. Firmaer som IBM og Toshiba 'står i kø' for at ansætte kandidaterne.
Vi tilbragte temmelig lang tid på stuen med de små børn. Midt på gulvet i en rundkreds sad nogle frivillige hjælpere og et par nonner og hyggede sig med de små børn på armen. På 2 geledder stod en række senge, hvori der befandt sig nogle unger - nogle sovende og andre vågne. De vågne børn accepterede uden protester at blive taget op på armen af vi fremmede mennesker. Det var en oplevelse for os, hvis egne børn alle er mere end 20 år gamle. Det var lige før, at "kvinderne fik mælk i brysterne", som én af selskabet bemærkede.
Midt under dette kom Birthe Kjær ind på stuen. Hun har valgt at tilbringe en del af sit selvvalgte sabbatår på børnehjemmet i Pattaya, som i øvrigt støttes af et stort antal danske kunstnere - foruden "almindelige mennesker". Birthe Kjær stillede venligt op til fotografering - selv om hun sikkert bliver anmodet om dette mange gange om dagen. Vi holder alle af Birthe Kjær - selv Erling, der ellers som "gammel bankmand" ikke har meget respekt for (tidligere) sparekassefolk. Men det hjælper selvfølgelig, at hun er fra Århus.
Efter at vi er kommet hjem, har Birthe Kjær fået en påskønnelse fra Rotary i Rønde for sit store arbejde på børnehjemmet. Dels tilbragte hun 3 måneder af sit sabbatår på lige vilkår med de øvrige hjælpere. Dels kom hun efterfølgende tilbage 2 gange á 3 uger.
Som det er sædvane i Thailand - ikke kun i templer - havde vi stillet skoene, inden vi gik ind på stuen. Da vi kom ud igen, løb en flok unger på 2-4 år rundt i vores fodtøj. Et herligt syn. Selv Kurt, hvis hjerte ellers banker stærkest for hans egne børnebørn, måtte overgive sig til disse dejlige unger, som ikke ville lade os gå igen. Vi var enige om, at dette var en af de bedste oplevelser, vi havde haft på hele turen. Vi var enige om, at dette nok var den største oplevelse på turen.
Father Brennan døde den 16. august 2003, 70 år gammel, syg og nedbrudt efter påstande om, at han stillede børn fra sit børnehjem til rådighed for homoseksuelle mænd. Anklagen blev fremsat af to engelske journalister fra bladet "The People", der lokkede med over 18 millioner kroner i støtte til børnehjemmet. Generalsekretæren for den engelske støttefond til Father Brennans børnehjem undersøgte anklagerne, og han fandt ingen beviser. Under alle omstændigheder ophørte støtten fra Danmark.
Efter det spændende besøg på Fader Brennans børnehjem bad vi chaufføren køre os til den nærliggende krokodillepark.
Ca 9 kilometer fra Pattaya ligger en stor krokodillefarm. Farmen ligger i en stor, smuk park, som indeholder talrige imponerende stenformationer. Spredt rundt i parken findes forstenede træer, som er mere end 1 million år gamle. Desuden findes et stort antal bonsai træer mere end 200 år gamle. Vi spadserede rundt og så flere tusinde krokodiller, som lever i naturlige (naturtro) omgivelser. Der var både ferskvands og saltvands krokodiller. Vi morede os med at fodre de store krybdyr og gøs, når de vældige kæber med et smæld klappede sammen om maden. Herefter overværede vi et show, hvor en ung mand legede med en halv snes krokodiller i et bassin. I en sø så vi gigantiske catfish, som kan veje indtil 500 kg. Til sidst gik vi rundt i den lille zoologiske have. Her var det muligt at blive fotograferet sammen med tigre i forskellig størrelse. Herudover var der elefanter, bjørne, løver, hjorte strudse mv. Det dyr, som imponerede mig mest, var en tapir. Dette dyr viste sig at være meget større, end jeg havde forestillet mig. Men når man nu kun kender dyret fra logoet på køkkenruller o.l.
Herefter kørte vi til Mini Siam. Her findes mere end 100 modeller af bygningsværker fra hele Thailand i en skala 1:25. Modellerne, som alle er smukt udført og meget vellignende, omfatter alle de historiske perioder som Sukhothai-, Ayutthaya-, og Rattanakosin perioderne. Vi genså Grand Palace, Morgenrødens Tempel, Templet med smaragd buddhaen mv. Den nyere tid er bl.a. repræsenteret ved den en model af den største bro i Thailand og lufthavnen i Bangkok. Hertil kommer, at hele sceneriet er placeret i en smuk park med masser af bonsai træer.
Mount Rushmore med de 4 præsident portrætter, som er hugget ind i et af bjergene i The black Hills i South Dakota. (Vores søn Bo har stadig et relief hængende på sit værelse fra sit high school ophold i USA). Det 'danske operahus i Sidney. Atommodellen fra Brüssel. Det skæve tårn i Pisa, som det tog 176 år at fuldføre. Tower Bridge. Frihedsgudinden, denne imponerende føselsdagsgave fra det franske til det amerikanske folk til. Eiffeltårnet, som skulle være revet ned efter verdensudstillingen i 1889. Sct Pauls Cathedral af Christopher Wren's største bedrift osv. Vi var åbenbart blevet fotograferet ved indgangen. Da vi sad og drak en øl (cola til chaufføren), blev vi tilbudt at købe et askebæger med vores foto i bunden. Desuden havde man fremstillet små badges.
Den sidste dag i Thailand tog vi på en tur ud til en ø, som lå ca. 1 times sejlads fra Jomtien. Det sidste stykke ind til land blev vi omladet til en mindre båd med glasbund, så vi var i stand til at se de smukke koraller. De var nu ikke så imponerende, som vi havde forventet. Øen var en rigtig badeø med kilometerlang strand og dejlig klart vand. Til frokost fik vi fisk, som vi spiste i det nærliggende cafeteria.
På stranden blev vi 'overfaldet' af kvinder, som ville gøre vores negle på hænder og fødder i stand. For at få fred lod vi dem få deres vilje. Men de havde besynderligt nok ikke lyst til at snakke priser med os - før de var færdige. Så forlangte de en pris, som var 4 gange højere end Bente havde betalt dagen i forvejen i Jomtien. Det var selvfølgelig vores fejl, at vi ikke havde insisteret på at få en pris, inden de 2 kvinder gik i gang. Efter 20 minutters palaver, hvorunder de brave hånd- og fodværkere fremhævede, at de havde måttet sætte et nyt barberblad i det instrument, som de brugte til at fjerne hård hud med, endte vi på en pris, som kun var dobbelt så høj som normalt. Jeg har vist sagt før, at den kloge også i Thailand narrer den mindre kloge.
Den sidste aften spiste vi på den udendørs restaurant, som hørte til vores hotel. Og sidst på aftenen indledte vi hjemrejsen fra Thailand, hvor vi havde haft den indtil videre bedste tur med Rejseholdet.
Tak for besøget. Jeg håber ikke, at jeg har trættet dig. Du kan komme tilbage til min startside ved at klikke her.