På høje tid
Benny Andersen

Det er på tide - vandet koger
jorden brænder - verden venter
da Alexander var på Cæsars alder
var han allerede Den Store
da Cæsar var i min alder - var han allerede færdig
de spildte ikke tiden - tiden spildte ikke dem
de brugte tiden som en skjorte - sov med den på
spiste med den på - blev begravet i den.
Og her sidder jeg - holder avis - holder jul
holder igen - lader bedrifter gå min næse forbi
i håbløs restance med opdagelser - verden venter ikke.
Da Mozart var fem år - da Jesus var tolv
da Columbus lettede anker - da Homer - da Rembrandt
da Pasteur - da Darwin - da Dalgas - da Gama
Damokles - det er på høje tid - det er over tiden
min hat - min frakke - mine cykelspænder
det er nu eller aldrig.