Efter den særdeles vellykkede rundrejse i NordIndien med Stjernegaard og den skønne rejseleder, Martin, i februar, havde jeg lyst til at se den modsatte ende af Indien, der skulle være ganske anderledes, og da jeg havde et årsrejsevisum, som stadig gjaldt, var det bare om at udnytte det, mens tid var. Derfor var jeg indstillet på at tage Stjernegaards SydIndienrejse, som godt nok lå lidt tidligere i november og derfor ikke inkluderede min fødselsdag, men til gengæld ville jeg få Martin som rejseleder igen. Desværre var der ikke nok tilslutning til den pågældende tur, så jeg måtte i stedet ty til Viktors Farmors tilsvarende rejse, hvor der var nok tilmeldte og som også inkluderede min fødselsdag. Oven i hatten fik jeg nu følgeskab af min veninde, Mie, og det var jo kun en fordel. Desværre lykkedes det hende et par dage før afrejse at skære et godt stykke ind i sin ene pegefinger med en motorsav, så hun var noget handicappet af en kæmpe forbinding undervejs, men fingeren var reddet. I gruppen var der både en ortopædkirurg og en sygeplejerske, som skiftede Mies forbinding undervejs, så vi var begge i gode hænder. Mine knæ er tiltagende værre, og jeg var under hele rejsen dopet med smertestillende piller for at kunne holde ud at gå, og kombineret med pillerne og knæbind samt en foldbar vandrestav ved høje trin, gik det udmærket, selv om jeg indimellem følte, at nu havde vi gået nok. Heldigvis mærker jeg først for alvor følgerne (voldsomme knæsmerter) nu, når jeg er hjemme igen og har trappet ud af pillerne, men så må jeg jo tage det derfra. Jeg vil ikke have ødelagt turen af smerter og begrænsninger.
Vi fløj med Qatar Airways via Doha til Cochin, hvor vi landede næste morgen. Vi var nu i delstaten Kerala på vestsiden af Indien og ville derfra rejse sydpå og derfra nordøst og ende i Chennai (tidligere Madras) i staten Tamil Nadu på østkysten.
Cochin er Keralas største by, og den ligger ved havet og er derfor en vigtig havne- og handelsby. Den moderne del af byen hedder Ernakulam, og det hele er spredt over nogle halvøer og landtanger, som var tydelige at se fra bussen, da vi kørte ind fra lufthavnen. Vi startede dagen med at gå en tur i den gamle bydel, hvor vores hotel også lå. Her lå gamle handels- og pakhuse, og man så tydeligt indflydelsen fra bl.a. portugiserne, hollænderne og englænderne, der gennem århundreder har domineret området og søfarten. Vasco da Gama døde i byen og var en årrække begravet i St. Franciskirken, inden han blev flyttet til Portugal. Hans gravsten var der stadig. Den så vi ved besøg i kirken et par dage senere. Denne dag besøgte vi i stedet den mægtige Santa Cruz katedral fra 1500tallet.
Inden en tuk-tuk tur til hotellet med middag og velfortjent søvn oven på den foregående nat i flyet var vi på en to timer lang havnerundfart, som gav indtryk af en levende og moderne havn, som mindede mig om havnerundfarten i Hamburg i maj måned.
Næste dag besøgte vi krydderigaden og en smukt udsmykket kirke, Our Lady of the Life, inden vi til fods begav os ud til et vådområde, hvor vi steg op i en overdækket båd med en guide, der fortalte om de særegne vandliljer, der voksede i vandet og samtidig virkede vandrensende. Ved et anløbssted skiftede vi til en mindre og åben båd, der sejlede os ud i nogle små kanaler, der efterhånden blev smallere og smallere, så vi måtte undvige grene og blade, der svirpede i ansigtet, hvis man ikke så sig for. En større udfordring var et smalt rør, som vi skulle forcere i båden, hvor alle blev beordret til at dukke sig så meget, at vi ikke fik hovedet kappet af. En meget speciel oplevelse og ikke for folk med klaustrofobi. Vi skulle senere samme vej retur. Men det var en meget smuk natur at sejle i, og vi så mange fugle undervejs, bl.a. isfugle og biædere. Vi anløb undervejs et lille samfund, hvor der blev serveret frokost for os af den lokale familie. Vi blev bænket ved et langbord, og de små portioner af mange forskellige saucer, dressinger, linser, ris, kød og brød blev øst op på store palmeblade, der fungerede som tallerkener. Bagefter demonstrerede en gammel kvinde, hvordan hun fremstillede reb af hårene fra kokosnødder. Vildt fascinerende. Familien havde også en hund med nogle meget små og søde hundehvalpe, som det var svært at løsrive sig fra. Vi nåede dog heldigvis lige akkurat tilbage i den overdækkede båd, da himlen åbnede sine sluser. Men derefter besøgte vi både Det hollandske Palads og Cochins Synagoge i silende regn, og det var blot begyndelsen på nogle meget regnvåde dage i denne del af Indien. Aftenens middag var hos en privat familie med plads til vores rejsegruppe på 14 plus vores rejseleder, Peter og lokalguide Suresh. Her så vi bl.a., hvordan husets frue lavede nudler af en enkel dej, der blev presset ned i en lille kværn, som nogle af os i gruppen fik lov at prøve.
Den følgende dag tjekkede vi ud af hotellet i Cochin og kørte langs kysten lidt uden for byen, hvor en masse fiskere holdt til. Her var boder med flotte og farvestrålende fisk, men frem for alt fik vi demonstreret de specielle, kinesiske fiskenet, som de lokale fisker med. Det er nogle store stativer med net, som via et hejseværk, holdt på plads af kæmpestore kampesten, bliver sænket ned i havet. Når de hejses op igen, kan fiskerne samle de fisk og skaldyr op, der er svømmet ind i nettene, og der var, så vidt vi kunne se, gevinst hver gang. Herefter gik turen til den tidligere omtalte St. Franciskirken, inden vi kørte ud af byen og mod Alleppey, hvor vi blev fordelt i tre sivbåde, hvor vi skulle tilbringe det næste døgn. Nu gjaldt det backwatersejlads på Pambafloden, - en vidunderlig fredfyldt tur i den heldigvis overdækkede båd. Jeg havde set frem til at solbade på dækket, men det var slet ikke en mulighed i denne type båd, og desuden regnede det, så vi sad fint inde i den overdækkede, men ellers ret åbne båd og betragtede livet, der flød forbi ude ved flodbredden. Der var hele tiden noget at se på: Var det ikke fugle, så var det trafikken langs bredden på cykel og til fods, eller kvinder, der vaskede tøj og hele familier, der opholdt sig i vandkanten. Vi gik på et tidspunkt fra borde for at se en kirke og nogle værksteder i en mindre landsby, bl.a. et træskærerværksted, hvor der blev fremstillet religiøse figurer, både kristne og hinduistiske. Vi var kun et ægtepar, Tim og Lisbeth (sygeplejersken, meget belejligt), en singlekvinde, dansk/japanske Machiko samt Mie og mig på båden, og vi havde det meget hyggeligt undervejs og til morgenmaden næste dag. Vi havde alle en af de tre kahytter, der var fint udstyrede med seng, skrivebord med spejl samt et lille badeværelse. Aftensmaden skulle dog foregå samlet i den største af de tre både, og det væltede ned med regn, da det var tid at gå fra borde, hvilket i forvejen var lidt besværligt, og det var også helt mørkt på det tidspunkt, hvor bådene havde lagt til for natten. Vi sejlede kun i dagslys. Det stilnede på et tidspunkt en smule af, og det lykkedes at komme fra borde og med pandelamper hen til den rigtige båd med aftensmaden. Da vi skulle tilbage, var regnen næsten stilnet af, men næste dag var det igen af og på med regnen. Vi sejlede videre, nu retur, indtil vi nåede til anløbsstedet, hvor vi stod af båden. Turen gik videre i bussen væk fra kysten og ind i landet og lidt op i højderne, hvor der udvindes gummi af gummitræer og dyrkes ananas og te. Vi fik en kort rundvisning i en tefabrik, inden vores næste hotel i nationalparken Periyar, der lå for enden af en smal og snørklet vej. Bussen kunne ikke passere, så det sidste stykke kørtes i tuk-tuk’er. Her skulle vi være to nætter, så der var et tilbagevendende transportproblem. Hotellet lå dog i et smukt og frodigt område, og her var også en souvenirbutik, som vi alle besøgte flittigt, og hvorfra jeg udvalgte den fødselsdagsgave, som Mie et par dage senere ville forære mig (et smukt, græsgrønt pashmina tørklæde).
Om aftenen skulle vi ind til byen og se et meget spektakulært show, en ældgammel kampsport ved navn Kalaripayattu, som var en blanding af brydekamp, akrobatik og jonglering med våben, og jeg fik mindelser om oldtidens gladiatorkampe. Et hold af sportstrænede, unge fyre udførte de forskellige øvelser og kæmpede mod hinanden, mens publikum sad rundt om som i en forhøjet arena. Det så helt vildt ud, når de fægtede med sabler og svingede med store økser mod hinanden, og på et tidspunkt tændte de ild i ringe, som de sprang igennem. Det blev vildere og vildere, da de til sidst slukkede lyset og tændte ild og fyrværkeri og sprang rundt igennem ildhavet. En meget stor og overraskende oplevelse.
Tidligt næste morgen før morgenmaden ventede turens safarioplevelse i Periyar Nationalpark. Trods lukkede sko og strømperne uden på buksebenene lige som på gorillasafarien i Uganda, skulle vi alligevel have store underbensbeskyttere trukket udenpå på grund af blodiglerne, der var parate til at springe op ad buksebenene på os her efter regntiden. De var meget bøvlede at gå rundt med men trods alt bedre end iglerne, som vi faktisk så til sidst uden på vores tøj. Jeg havde heldigvis bevæbnet mig med min vandrestav på denne tur, hvilket var en stor hjælp i det ujævne terræn. Vi så ingen dyr, - kun sporene fra en tiger, der havde hvæsset kløer i et træ og lyden af en fjern abes brøl. Derimod var der mange snørklede trærødder, lige til at falde over, og smukke planter og svampe i skovbunden. Turen var lidt hård at gå og jeg var træt, da vi via jeeps vendte tilbage til morgenmad på hotellet. Mie havde fået mulighed for at gå til frisør nede i byen, hvilket var heldigt, da hun havde brug for at få vasket hår og ikke kunne gøre det selv på grund af den indbundne finger. Senere var der fritid med mulighed for at opleve nogle elefanter i en lille elefantpark i nærheden, og Mie og jeg bookede en ridetur samt fodring af elefanten. Det var dog en lidt blandet oplevelse, for dels blev vi kostet rundt med af ham, der skulle føre os rundt til tingene, dels var rideturen meget anderledes end både Mie og jeg huskede den slags fra tidligere. Denne gang skulle vi sidde overskrævs på elefantens ryg og ikke i bærestol, og det var meget ubehageligt, da den var meget bred, så vi følte nærmest, det var som at skulle gå i spagat. Mie havde sat sig forrest, og min plads bagved var endnu mere ubekvem, for der var kun to små håndtag at holde fast i, og jeg var bange for at glide ned bagover. Vi overlevede dog begge den korte tur rundt på pladsen uden at falde af, men jeg turde ikke så meget som at give slip på det lille håndtag for at tage billeder, så det blev først til sidst under fodringen.
Om eftermiddagen samledes gruppen til et besøg i en krydderiplantage, hvor vi fik en kyndig gennemgang af div. krydderplanter af en dygtig kvindelig rundviser, og derefter var der mulighed for at købe krydderier og andre lækkerier i en tilknyttet butik. Om aftenen var der igen underholdning på programmet i den samme teaterbygning, hvor vi aftenen før havde set brydning. Nu gjaldt det Kathakali, et traditionelt dansedrama fra Kerala, hvor to stærkt sminkede personer (formentlig begge mænd) iklædt farverige dragter og hovedbeklædninger dansede og mimede sig gennem en fortælling, der sluttede med, at den ene blev slået ihjel af den anden efter at have vist sig at være en djævel. Aldrig har jeg set så mange forskellige ansigtsudtryk, kast med øjnene og gestik. Det var imponerende og dybt fascinerende.
Samme aften måtte vores rejseleder, Peter, tage med i en ambulance til et hospital i Kochin med en kvinde fra vores gruppe, der havde skrantet lige siden starten af rejsen. Hun var rejst hjemmefra med feber og snue, og ud over det var der åbenbart nu stødt slemme mavesmerter til. Det viste sig at være både galdesten og en infektion, og hun kom ikke tilbage til gruppen men blev senere fløjet hjem til DK. Peter brugte en hel nat på at rumle tilbage til os i en bil og var noget træt den følgende dag. Det var ikke det eneste uheld på rejsen, - det næste kom i Tranquebar.
Vi forlod nu Periyar og dermed også Kerala, da vi kørte ind i staten Tamil Nadu. Målet denne dag var kongebyen Madurai og det store tempel, Meenakshi, som har fået status af pilgrimssted med søjler, udskæringer og de 9 tårne (gopuraer) spredt ud over hele området. Inden vi nåede dertil, holdt vi ved et andet, også stort og flot udsmykket tempel, Valandur Angela Eswari, som vi kunne komme helt ind i. Det viste sig at være ret heldigt, at vi fik en grundig rundvisning herinde og kunne fordybe os i figurer, guder og udsmykninger, inden vi – med en regnbyge i udbrud – hastede ud i bussen for at køre videre mod Madurai. Det viste sig nemlig, at det flotte tempel dér var under restaurering og fuldstændig pakket ind i stilladser og plastic, så vi kun kunne se det indvendige, der også nogle steder var pakket ind og spærret af, men de mange tårne så vi ikke noget til. En stor skuffelse! Inden ankomst til Madurai spiste vi frokost et sjovt sted: En gammel togvogn omdannet til spisevogn og nærmest bygget sammen med en restaurant. Vi beså også den smukke St. Marys Church og Thirumalai Nakya Palace fra 1638, bygget i mogulstil. Det var åbenbart et populært udflugtsmål for store og små børn, for her var et væld af skoleklasser. Børnene råbte og hujede, og vi blev igen og igen bedt om at fotografere dem med og uden os selv, og de var meget begejstrede og ivrige efter at kommunikere med os. En sjov oplevelse.
Vi skulle dog ind i templet i Madurai trods renoveringen, og der var strenge restriktioner, så vi måtte intet medbringe. Tasker, kameraer, overtøj, sko og paraplyer, - alt skulle anbringes i en kunst- og souvenirbutik nær templet, hvor det blev opbevaret forsvarligt, til vi kunne hente det igen. Vi sjoskede derefter barfodet henad den regnvåde gade og stillede os i kø til templet og gik videre ind efter et tjek. Der var dog ikke meget at se derinde, så det var en skuffelse, og det var igen begyndt at regne meget. Vel henne i butikken med vores ting var der tid til at se sig omkring, og jeg forelskede mig i en Shivafigur med trefork i bronze samt et unikt halssmykke med en stor, rød sten af knust glas i indfatning. Havde først set på en anden halskæde, der var for dyr, men her fik jeg forhandlet mig ned til en fornuftig pris. Da vi ankom til vores hotel og jeg ville åbne min kuffert, kunne jeg ikke få låsen op og var temmelig desperat. Vi måtte have fat i hotellets låsesmed, der på en eller anden måde fik den åbnet uden at ødelægge kufferten, og fra nu af må jeg låse lynlåsen med en hængelås i stedet for kodelåsen.
Ved morgenmaden næste dag var der ikke meget tid til fødselsdagsfejring, men Mie fik tændt et par fyrfadslys, og der kom den sødeste, lille lagkage ind, som vi valgte at gemme og tage med til efter middagen om aftenen på det næste hotel.
Vi kørte først til et stort blomstermarked, hvor man kan købe de blomster eller hele blomsterkranse, der bruges så meget her. Et smukt udvalg.
På vejen mod vores næste overnatningssted, Thanjavur, var der mange overraskelser undervejs. Vi stoppede ved et sted, hvor der blev solgt jordnødder i store poser, og vi forsynede os. Senere mødte os et kæmpe optog af kvinder med krukker på hovedet og offergaver i hænderne samt et lille orkester som fortrop. Det var et forlovelsesfestoptog, der standsede længere henne ad vejen efter først at have skudt nogle gevaldige kanonslag af. Vi fik lov at stoppe bussen og gå hen og se på ceremonien, hvor kvinderne gik ind med deres offergaver, og vi blandede os uden besvær og blev også malet med røde mærker i panden. Et sjovt og uventet indslag.
Efter frokost i Thanjavur stod det på besøg i Thanjavur Palads og i Brihadisvratemplet, - et af de største og fineste i Indien. Nu regnede det igen, og vi begyndte endnu engang turen gennem den sjaskvåde gang på bare fødder. Mine blå sandaler, som jeg købte på La Palma for nogle år siden, var begyndt at gå op i limningen af den megen gåen i store vandpytter, og nu var der lige gået et stykke af hælen. Heldigvis foregår tempelbesøgene på bare tæer, så jeg kunne forlade sandalerne, inden de gik endnu mere i stykker. Det var et meget stort og flot tempel fra 1000tallet med mange detaljer hugget ind i stenene, og øverst lå en kæmpe granitblok på 80 tons, som menes at være blevet skubbet derop via en flere kilometer lang jordrampe. Det regnede også meget her, og vi måtte søge ly under paraplyerne. Våde og forkomne ankom vi endelig til det næste hotel, der viste sig at være noget af en seværdighed, da det var fyldt med en rigmands kunstgenstande overalt. Det bestod af flere afdelinger bundet sammen af smukke haveanlæg, og havde det ikke været så forfærdeligt et vejr, var der nok at gå på opdagelse i. Nu drejede det sig kun om at komme tørskoet over til middagsrestauranten, men allerførst var der arrangeret et danseshow i et andet lokale, hvor en meget veluddannet og veltalende kvinde fortalte om de fem danse, hun ville udføre for os. Det var meget smukt at se på. Hun brugte gestik med armene samt voldsomme øjen- og hovedbevægelser og benspjæt, så det er meget langt fra den orientalske mavedans, som jeg dyrker. Ved middagen blev jeg igen fejret med sang og endnu en fin lagkage, og jeg fik min fødselsdagsgave (det grønne tørklæde) udleveret af Mie. Ved kaffen efter middagen skar vi kagerne for og uddelte stykkerne til gruppen. Det regnede fortsat, da vi forlod spisesalen og gik tilbage til værelset, så jeg har bestemt ikke været ret artig i år!
Næste morgen var der så meget ophold i regnen, at jeg fik taget et par fotos af det spændende kunsthotel, inden vi kørte derfra. Første stop var Darasuram templet fra 1100tallets Chola-periode, - et af SydIndiens største templer med fantastiske stenhuggerudsmykninger. Det var stadig meget vådt alle vegne, men her var det særligt slemt, for vandet stod så højt, at vi nogle steder i det store tempelkompleks måtte vade i vand til knæene. Man skulle gå forsigtigt for ikke at falde, - både i det knæhøje vand men også bare på de våde stengange overalt. Jeg var meget nervøs for at tabe mit kamera, men heldigvis skete der ikke noget. På vejen mod Tranquebar besøgte vi også et stort grøntsagsmarked samt et bronzestøberi, hvor dygtige håndværkere lavede gudestatuer, og vi fik indsigt i hele processen. Henimod aften kørte vi atter langs kysten, og Tranquebars port dukkede op. Vi var på grund af den ene kvindes sygehjemrejse heldige alle at kunne blive indkvarteret i Skatteopkræverboligen, da vi ellers havde måttet fordele os på to hoteller. Skatteopkræverboligen var et charmerende hus i kolonistil med en bred overdækket kolonnade langs hele huset, hvor man kunne sidde i liggestole uden for sit værelse. Her var udsigt til både havet og fortet, Dansborg. Det kunne ikke være bedre. Værelserne blev aflåst med kæmpestore nøgler, og på vores værelse var både en stor himmelseng og en lidt mindre seng. Mie tog himmelsengen. Det var endelig holdt op med at regne men stormede ret meget. Alligevel blev middagen og de resterende måltider indtaget udendørs på den overdækkede terrasse i stueetagen. Vi skulle bo her tre nætter.
Tranquebar er jo en gammel dansk koloni, da Christian d. 4. ønskede at gøre Danmark til en kolonimagt. I 1620 blev byen købt af Ove Giedde på kongens vegne efter forhandlinger med den lokale fyrste, så man kunne opbygge en handelsstation med bl.a. krydderier og andre varer fra østen. Derefter blev fortet Dansborg samt bymur og byport bygget, og den danske indflydelse varede til 1845, hvor man solgte byen til englænderne. De kommende dage gik vi på opdagelse efter de danske efterladenskaber som bygninger, gadenavne, kirker osv. Først gjaldt det de sørgelige rester af fortet Dansborg, der var under restauration og i stærkt forfald, og allerede på vej mod porten gik det galt for gruppens ældste person, som faldt og slog sig så uheldigt, at hun ikke kunne gå videre. Hun blev eskorteret hjem til sit værelse i skatteopkræverboligen og blev af gruppens ortopædkirurg rådet til at få skaden undersøgt, hvilket hun fik mulighed for den følgende dag sammen med ham på en røntgenklinik i en anden by. Heldigvis var det kun en forstuvning, men hun kom ikke med på mere sightseeing på turen men dog med i bussen til de resterende hoteller og med flyet hjem. Vi andre besøgte de få rester af Dansborg og så indenfor i et enkelt rum en lille udstilling af dokumenter og nogle fotos. Vi var glade for at være kommet i tide, da der kort efter kom en større invasion af flere hundrede piger fra en pigeskole, så området er ikke helt uden interesse for andre end os danskere.
Vi fortsatte til de to kirker i Kongensgade, Zionskirken, der er ældst, og Jerusalemskirken, der i 1718 blev grundlagt af to tyske missionærer, Ziegenbalg og Plutshau. Førstnævnte var så ivrig, at han lærte sig tamilsproget, oversatte biblen og oprettede et bogtrykkeri og adskillige skoler. Et museum inde på en skolegrund var tilegnet ham, og det besøgte Mie og jeg næste dag. Rundturen gik videre forbi den totalt overgroede danske kirkegård og den flot restaurerede guvernørbolig, hvor der ikke var adgang. Det var der derimod i Det maritime Museum, som lå i tilslutning til kommandørboligen. Her var plancher, fotos og en stor fiskerbåd udstillet samt billeder af vores kongefamilie. Men så var der heller ikke så meget mere at komme efter i Tranquebar. Efter frokost gik vi igen en længere tur med Peter gennem byen, og jeg fik købt et par nye klipklappere, da mine egne, udover sandalerne, også var gået til af det regnvåde vejr. Mie fik igen vasket hår – denne gang hos en herrefrisør – og det skulle hun ikke have gjort, da det så værre og mere fedtet ud end før hårvasken!
Den følgende dag blev der arrangeret udflugt til en underskole, hvor vi så hvordan eleverne blev undervist med gode resultater. Det var imponerende at se børnene stå i snorlige rækker og recitere tekster og synge sange, og et par af de ældste elever frembragte en form for sketch på engelsk. Vi blev bedt om at synge en dansk sang og valgte 1. vers af nationalsangen. Turen gik videre til et tempel, hvor man fejrede fødselsdage og andre mærkedage som sølvbryllupper med ceremonier. Vi gik rundt i røg og damp fra bål og ofringer, hvor familier og brahminerpræster blandede sig med hinanden, og indsnusede den specielle stemning. Da vi kom tilbage fra turen var der fritid, og Mie og jeg gik ned til stranden for i det mindste at soppe i det lune vand. Vi havde håbet at kunne bade, men det var helt umuligt med de høje bølger og den kraftige strøm. Derefter lykkedes det at finde Ziegenbalgs museum, der lå inde i en skolegård, og også det nåede vi at besøge inden aftensmad. Efter maden var der hver aften ølbar på balkonen for dem, der havde lyst.
Vi forlod Tranquebar den følgende morgen og kørte nu nordpå ad østkysten mod den næste by, Pondicherry. Undervejs passerede vi cashewnøddetræer og rismarker, og der var kaffepauser med småkager. Vi besøgte også et meget mærkeligt tempel, Azhagu Murthu, som ikke var et rigtigt hindutempel men et sted, hvor man anbragte dukkefigurer, når noget glædeligt i livet var hændt, f.eks. omkring Thanksgiving. Templet havde ligget der i 300-400 år og var en mærkelig rodebutik af religioner og sekter, men vi var inde og blev velsignet med pandemærker. Udenfor stod og lå de utallige dukker i hundredevis… så mærkeligt!
Pondicherry var en rigtig storby med trafikkaos, men omsider kom vi frem til vores hotel. Efter frokost gik byturen først til en papirfabrik tilknyttet en ashram i byen. Det er en slags sekt, hvor alle lever i et fællesskab uden egne midler. Dernæst så vi byens franske kolonikvarter med nydelige, velholdte huse, og så var der timer til egen rådighed og til indkøb. Mie ville gerne søge efter en smaragdsten til en ring, hvor hun havde tabt stenen, og vi drog i tuk-tuk ind til en gade med smykkebutikker, - desværre uden resultat. Over for vores hotel lå et mindre varehus, Max, hvor jeg fik mig et par billige gummisko. Og så spiste vi alle en fin middag på hotellet, der fungerede som afskedsmiddag, da der ikke var så meget tid den følgende aften.
Næste morgen tog vi afsked med Pondicherry og kørte mod Chennai (Madras), hvorfra vi skulle flyve hjem om natten. På vejen besøgte vi turens sidste seværdighed, Mahabalipuram, som er en række stenrelieffer og templer af granit fra det 7. årh. Relieffet ”Arjunas Penance” var spændende med dyrefigurer, bl.a. en opretstående kat omgivet af rotter, og der var også flere guder. Alle figurer kiggede mod Ganges, der fremstilles via spalten mellem to sten. Flere af grottetemplerne var helt fantastiske, f.eks. monolittemplet, udhugget af én sten, og den store granitkugle, ”Krishnas Butterball”, der lå på kanten af en skrænt og så ud, som om den var lige ved at trille ned, men sådan har den ligget i årtusinder.
Derefter var ”festen” forbi. Vi kørte til Chennai, hvor vi spiste en sidste middag og fik værelser til at hvile i og pakke sammen inden afgang til lufthavnen. Inden havde vi fået det råd at købe hængelåse til vores kufferter, da vores lokalguide, Suresh, informerede om, at lufthavnen her var kendt for at gennemrode alt i security, og også for at stjæle fra kufferterne. Jeg skal lige love for, at han fik ret, for aldrig er jeg blevet så grundigt gennemsøgt og min håndbagage så gennemrodet som her. Alt skulle skilles ad og sendes særskilt gennem scannerne, så jeg var tæt på at miste overblikket over, hvad jeg skulle have med mig, så jeg ikke glemte noget. Det var næsten værre end på min tur i NordIndien i februar, hvor securitypersonalet også var efter mig. Et sandt mareridt!
Men jeg kan alligevel glæde mig over endnu en Indiensrejse, fyldt med gode oplevelser trods vejret, der dog blev mere tørt de sidste dage i Tamil Nadu, og at ingen af os blev syge undervejs.
Klik her 
for at komme tilbage til rejseoversigten.