Jeg var i bekneb for et nyt land til DBK inden årsskiftet, da jeg i år kun har rejst i Indien, Spanien og Tyskland, og tiden var knap, så valget faldt på Viktors Farmors fem dages tur til Sarajevo. Mie valgte at tage med, da hun heller ikke havde været i Bosnien. Vi fløj via Warszawa med LOT, hvilket vi senere fandt ud af var noget omstændigt, da både SAS og Norwegian havde direkte forbindelser på bedre tidspunkter. Nu skulle vi op midt om natten for at være i lufthavnen senest kl. 5 og flyve kl. 7. Man var temmelig mast resten af dagen. Men ikke nok med det, så var vi på denne tur ualmindeligt uheldige med vejret, idet det regnede fire af de fem dage, - øv! Jeg har sjældent været SÅ uheldig med vejret, men nu var det jo også en kort tur. Men lige på denne rejse skulle man gå meget, og det var ikke rart at bøvle med regnfrakke og paraply samtidig med at skulle se, fotografere og notere. Det havde været skønt med en bus, man kunne sætte sig ind i og komme på omgangshøjde med sine notater uden at bakse med vådt tøj og briller. Nå, men vejret kunne ingen jo gøre for.
Vi havde ellers en yderst stedkendt rejseleder, nemlig den bosnisk fødte, men nu i Danmark bosiddende Sidnana, der som 15årig under krigen med Serbien kom som uledsaget flygtning til DK. Hun var en virkelig sød og engageret kvinde, der på et tidspunkt under turen fortalte sin livshistorie (jeg har efterhånden snart oplevet mange rejseledere med en dramatisk eller bare spændende familiehistorie), og hun havde stadig stærke bånd til landet, da hendes mor boede her endnu, og hendes ene søn p.t. var udstationeret på et studiejob på ambassaden. Ham mødte vi i øvrigt en af dagene, hvor han sammen med en anden ansat fra ambassaden kom til en restaurant, hvor vi spiste frokost undervejs, og fortalte lidt om deres arbejde.
Allerede efter ankomst og indkvartering på det centralt beliggende hotel midt i Sarajevos gamle bydel, Baščaršija, skulle vi på den første byvandring. Denne del af byen var virkelig charmerende med en labyrint af små gader og stræder som i en basar, men mange huse stammede også fra den osmanniske periode. Man kunne godt mærke, man var kommet til et overvejende muslimsk område, for der var flere moskeer og vi så den vigtigste af dem, Gazi Husrev-beg moskeen fra 1500tallet. Ligesom den samtidige, tyrkiske arkitekt, Sinan, i Istanbul og Edirne, havde også Husrev-beg sat sit præg på byen ud over moskeen med bl.a. et bibliotek og en koranskole. Men her var også både en katolsk og en ortodoks kirke, og de to kulturer, den muslimske og den kristne, levede fint side om side her i byen. Vi besøgte også den ældste, serbisk-ortodokse kirke i Sarajevo fra 700tallet, St. Archangels Michael and Gabriel in Sarajevo, - en lille, mørk og meget udsmykket kirke i to etager med en masse ikoner på væggene. Vi havde udover Sidnana også en lokalguide med. En høj, ung fyr ved navn Fariz, der var særdeles vidende og veltalende på godt engelsk. Turen gik videre gennem de små gader med et væld af spændende varer, som der ikke var tid til at kigge på. I kobbersmedenes kvarter så jeg en spændende armring og håbede, jeg ville kunne finde den igen senere.
Den følgende dag fortsatte vi byvandringen med Fariz og Sidnana i regnvejret. Vi passerede både den katolske og den ortodokse katedral og endte på markedspladsen med det store, overdækkede madmarked Pijaca Markale. Her blev vi vist rundt indenfor og fik smagsprøver på bosniske specialiteter af pølser og ost. Den røgede ost smagte helt specielt, og den kunne vi også få om morgenen på hotellet. Morgenmaden dér var et kapitel for sig. Hotel Sahat havde slet ikke kapacitet til at håndtere morgenmaden, hvis alt for mange gæster indfandt sig samtidig. Der var ofte ikke siddepladser nok, så nogle måtte så op, indtil et bord blev forladt. De to kaffemaskiner, hvoraf den ene ikke virkede og den anden altid løb tør og var umådeligt længe om at brygge en halv kop kaffe, var anbragt i det hjørne af buffeten, hvor man også skulle hente både brød og pålæg, så vi stod som sild i en tønde derhenne og kæmpede om at nå både det ene og det andet. Man kæmpede bravt for at nå at stå i kø til kaffen og samtidig få samlet æg, brød, ost og hvad man ellers kunne nå at spise, inden vi skulle af sted på tur.
Efter rundturen i de små basargader og madmarkedet gik vejen nu mod kabelbanen, der skulle føre os ca. 1600 m. op på Trebevič bjerget. Det tog et pænt stykke tid at køre op, og undervejs passerede vi den bobslædebane, der var lavet til olympiaden i 1984, og som vi skulle se nærmere på undervejs på nedturen fra bjerget, som vi skulle foretage til fods. Det regnede stadig, og jeg tænkte med gru på den lange vandretur nedad, hvor jeg skulle holde igen på den stejle sti. Det er hårdt for knæene. Jeg havde på forhånd væbnet mig med knæbind, vandrestav og smertestillende depotmedicin, da man allerede før rejsen var blevet advaret om, at den var fysisk krævende, og jeg tænkte, at der vel måtte være andre end mig, der helst ville køre ned med kabelbanen igen? Men nej, - jeg måtte bide tænderne sammen og følge med, og jeg var da også konstant bagerst i bagtroppen hele vejen, for det gjorde ondt og var svært for mig at gå hurtigt. Undervejs stødte vi også på den noget slidte bobslædebane, der med masser af påmalet graffiti slyngede sig rundt i landskabet. Man havde overvejet at restaurere den til en ny olympiade men var gået fra ideen igen, så nu lå den der blot midt i naturen som et betonkuriosum. Pludselig faldt en dame fra gruppen bagover og ned i et hul af vegetation. Hun slog sig heldigvis ikke slemt, men det så grimt ud og var sikkert noget af et chok for hende. Jeg priste mig lykkelig over at holde mig på benene hele vejen ned til frokostrestauranten, der kun var halvvejs nede ad bjerget. Her fik vi bl.a. serveret nationalretten čevapi, (som Sidnana i øvrigt ikke var tilfreds med kvaliteten af) og bosnisk kaffe. Det var også her, vi fik besøg af hendes søn og den anden medarbejder fra ambassaden.
Efter frokost var der heldigvis andre end mig, der var trætte, så jeg delte en taxa med et yngre søskendepar og Sidnana, der heller ikke var særligt godt til bens. Vi kørte ned til den fine rådhusbygning i centrum og ventede der på de andre. Den flotte bygning med et maurisk præg var blevet genopbygget efter krigens ødelæggelser og var også en slags kulturhus. Der var sat stole op til et foredrag med en storskærm i den store forhal, og der var flere udstillinger i de omkringliggende rum. Blandt andet var det interessant at studere et stort kort over landets katolske, ortodokse og muslimske områder. Hjemturen til hotellet gik ved floden over den berømte Latinerbro fra 1565, der endte ved det hjørne, hvor ærkehertug Ferdinand og hustru, Sophie, blev skudt i 1914. Det var starten på 1. verdenskrig, og der var naturligvis en markering med mindeplade, en stor fotostat af parret og et lille museum, som vi desværre ikke nåede ind at se. Det var ikke med i programmet, og da vi ville derhen den sidste dag i de frie timer, kom vi for sent. De havde lige lukket.
På tredjedagen regnede det stadig, og nu var det også blevet rigtig koldt. Det var ellers dagen, hvor vi skulle på den rigtige 2-3 timers vandretur i de nærliggende Bjelasnicabjerge i 1370 meters højde, hvilket nok havde været en barsk omgang for mig. Held i uheld, - turen blev aflyst på grund af vejret. Alle veje derop var lukkede på grund af voldsomt snefald!
Pyh ha, - jeg var lettet! I stedet kørte vi i bus 30 km. vest for Sarajevo til Visoko. Denne by var blevet kendt for opdagelsen af ”de bosniske pyramider” i området i 2005. En bosnisk Sydamerikaetnolog havde studset over formen på to skovklædte bjergtoppe, der lignede pyramider, og efter undersøgelser og udgravninger er man vist stadig i tvivl, om de er naturlige eller menneskeskabte. Der er dog opstået en turistindustri på stedet, hvor man kan gå ind i den ene pyramide, Solpyramiden, og gennem en lang gangtunnel til en udgang. Undervejs ligger der nogle store, flade sten, som man mener, har en helende kraft, og vi så da også en ældre mand siddende overfor sådan en sten, holdende begge hænder lige over stenen. Også vandet inde i pyramiden skulle være rent og fyldt med gode mineraler. Uden for pyramiden solgte utallige souvenirboder små pyramider lavet af halvædelsten. Den anden pyramide, Månepyramiden, er ikke åben.
Efter denne spøjse attraktion gik vejen retur gennem det område, der kaldes republik Srbska, som blev en serbisk del midt i Bosnien efter krigen i 1992. Det er meget indviklet, at der ligger sådanne områder midt i landet, og det har skabt store problemer for bosniakkerne.
Tilbage i Sarajevo kørte vi med en meget overfyldt sporvogn (fuld af lommetyve, fik vi at vide) ud til Nationalmuseet og gik i den store, flerfløjede bygning i et par timer. Der var forskellige samlinger fra forhistorisk tid, flotte smykker fra jern- og bronzealder, men det bedste var den etnografiske samling, hvor der var lavet tableauer med de forskellige etniske gruppers indretning af deres huse og med deres klædedragter. Det var sjovt at se.
Om aftenen var der fælles middag på en restaurant i byen, hvor Mie og jeg var så heldige at komme til at sidde ved bord med Sidnana, og her fortalte hun sin livshistorie.
Så oprandt den fjerde dag, og endelig blev det solskin! Vi gik nogenlunde samlet (der var frafald i gruppen) gennem byen forbi både den katolske katedral og den ortodokse kirke samt moskeer og markedshal og hoppede på en (heldigvis nu halvtom) sporvogn ud til området ved Nationalmuseet. Men denne gang skulle vi se ”Sniper Alley”, - et farligt og berygtet sted under krigen i halvfemserne, hvor snigskytterne lå på tagene og skød til alle sider. Vi så huse med skudhuller og passerede netop det hus, hvorfra snigskytterne havde ligget på lur. Her var også et krigsmuseum med tanks i forhaven, men da vi drejede om hjørnet og gik hjemad langs floden, var der fredeligt, og der var et kondiløb i gang. Ved et stort shoppingcenter stoppede dagens sightseeing, og vi var på egen hånd resten af dagen. Mie og jeg gik hele vejen langs floden tilbage til vores kvarter og passerede mange imposante bygninger bl.a. kunstfakultetet og synagogen. På en af Sidnana anbefalet lille restaurant smagte jeg den bosniske specialitet, burek, som jeg var ret vild med. Det var en slags pizza med forskelligt fyld. Jeg valgte både et stykke med kød og et stykke med ost. Mie ville ikke have den men smagte en bid.
Derefter gik vi rundt i basargaderne og ledte efter en t-shirt til mig, hvilket ikke var let at finde. Man kunne få stort set alt andet, men t-shirts med motiver fra byen var ikke på mode her. Det lykkedes dog til sidst at finde en brugbar, og sandelig om ikke også jeg i kobbersmedegaden fandt det armbånd, jeg havde forelsket mig i den første dag. Det var ikke engang dyrt men ligner guld med indlægninger af filigran og nogle klare, dråbeformede sten. Det er ret unikt og ser meget dyrere ud, end det var. Sidst på dagen var vi trætte i benene og det lykkedes os efter at være gået rundt en rum tid at finde en plads i solen på en bar, hvor vi kunne nyde en drink og det gode vejr. Der var masser af mennesker på gaderne efter det massive regnvejr, og folk samlede sig, hvor solen stadig var. Om aftenen var der igen fælles middag.
Så oprandt afskedsdagen, men da vi først skulle flyve over middag, var der tid til den sidste sightseeing på vejen til lufthavnen. Lige op ad den lå nemlig det område, hvor man under krigen med Serbien havde gravet en tunnel under serbisk område for at kunne få forsyninger og andet ind i bosnisk område, der ellers var afspærret fra omverdenen. Frivillige mænd havde knoklet i dagevis nærmest med de bare hænder for at grave denne tunnel, som man kaldte ”Tunnel of Hope”, og et stykke af den kunne beses. Her var også fotos af tunnelen og arbejdet med den samt en film fra dengang, der viste voksne og børn, der flygtede igennem. Det var fascinerende og føltes meget tæt på at se filmen, men også at gå inde i tunnelen og tænke på, hvor farligt det havde været at færdes der dengang. Krig er forfærdelig, men folk bli’r desværre aldrig klogere!
Bosnien og Sarajevo var et interessant bekendtskab, og jeg kommer gerne igen og ser andre dele af landet, - især gerne Mostar, - men næste gang er det forhåbentlig bedre vejr!
Klik her 
for at komme tilbage til rejseoversigten.