Det er nøjagtig 50 år siden, jeg første gang var i Bayreuth til festspil. Det var derfor oplagt at tage turen igen i jubilæumsåret, da det pludselig blev muligt på en gruppebusrejse med Koncertrejsen, der også er begyndt at lave DKT’s seniorklub, Akropolis’ rejser. Dengang i 1975 tog jeg og Tove, der ligesom jeg studerede musik på universitetet, blot toget derned, arrangeret af Det Tyske Rejsebureau, som også sørgede for at købe billetter til de tre operaer, vi så, og for indkvartering privat hos en dame, der havde en handskeforretning på hovedgaden, Maximillianstrasse. Den går jo ikke i dag. I mange år har det været tæt på umuligt at få billetter til de eftertragtede festspil, og der har været ventelister på 10 år, man kunne blive skrevet op til. Imidlertid er det åbenbart de senere år igen blevet muligt at komme af sted inden for samme år, man ønsker det, og bureauet Koncertrejsen var lykkedes med at kunne booke et helt sæt gruppebilletter, som det så var først-til-mølle om at få fingre i. Jeg var heldig og glædede mig til atter at gense Bayreuth, der havde forandret sig meget siden 1975 - og 1996, hvor jeg faktisk også var et smut forbi, men det var en helt anden historie. Det sidste besøg var i forbindelse med, at jeg var på studielegatophold hos min engelske sanglærer, Anna Reynolds, der boede 25 km fra Bayreuth sammen med sin mand, Wagnertenoren Jean Cox. De havde begge sunget i Bayreuth og fik derfor generalprøvebilletter hvert år, som de gav til de studerende, der var der på det pågældende tidspunkt. Derfor kørte jeg med et par andre studerende i deres bil til generalprøven på ”Mestersangerne i Nürnberg”, som jeg ovenikøbet var så heldig at skulle medvirke i, på det tidspunkt som assistent, på DKT senere i den sæson. Det kunne jo ikke passe bedre at gense den opera, som jeg netop havde oplevet første gang i 1975 i en anden opsætning (og dengang med min kommende sanglærer, Anna Reynolds, som Magdalene!)
I 1975 så Tove og jeg, udover ”Mestersangerne” med en stjernebesætning, også ”Tristan og Isolde” samt ”Parsifal”, - her med selveste Rene Kollo i hovedrollen. Vi var vanvittigt benovede over hele atmosfæren på stedet, de elegante rober publikum promenerede i under pauserne og blæserne, der annoncerede pauseophør ved at spille operaledemotiver fra balkonen. Wolfgang Wagner, barnebarn af selveste Richard Wagner og daværende leder af festspillene, tumlede gemytligt rundt blandt publikum i pauserne, og det lykkedes mig at få hans autograf på programmet til ”Mestersangerne”. Hans bayerske dialekt var stort set uforståelig, men han virkede rar. Tove og jeg havde en herlig uge i Bayreuth, og de dage, vi ikke var til festspil, tog vi toget til både Nürnberg og Bamberg.
Men nu handler det jo om turen i juli 2025, meget var anderledes, og Bayreuth by virkede større end dengang. Byen havde udviklet sig, Villa Wahnfried, hvor Wagnerfamilien havde boet, var nu blevet et museum med en tilbygget café og souvenirshop, og det fine barokteater, Markgräfliches Opernhaus, som dengang var totalt lukket og afspærret, var nu blevet totalrenoveret og åbnet for rundvisninger, og af og til også forestillinger. Vi kørte som sagt i bus hele vejen til Bayreuth, - en tur, der varede en hel dag, over 10 timer, - men det var bedre end de mange togskift, jeg husker fra turene til mine mange studieophold hos Anna Reynolds, og Bayreuthrejsen i 1975. Her blev man transporteret hele vejen, og rejsearrangør Peter Bæk og hans kone, Ulla, sørgede for god forplejning undervejs med fri og rigelig kaffe, varme croissanter om morgenen, og så var der jo en stor frokostbuffet på færgen til Rostock. Ved ankomsten til det udmærkede hotel Arvena Kongres ventede en middagsbuffet, og derefter var man klar til at gå i seng. Alle tre dage i byen var der sightseeing om formiddagen, for forestillingerne gik allerede i gang om eftermiddagen. Den første dag var det Villa Wahnfried, Wagners hjem i en periode, hvor der var god tid til at fordybe sig i montrer med div. effekter, noder, partiturer og fotos af Wagnerfamilien og de personer, den omgav sig med. Der var også fotos af gamle iscenesættelser af de første Wagneroperaer og malerier, bogsamlinger, skitser af kostumer og meget andet, og i parken kunne man bl.a. se Wagners gravsted.
Med på rejsen var Lotte Heise som speciel operaguide, og hun var ikke kedelig, hvad man jo godt vidste på forhånd, hvis man ellers hører P2. Allerede efter besøget i Villa Wahnfried lokkede hun nogle stykker af os på en lille shoppetur inde på hovedgaden, inden bussen kørte retur til hotellet. Det var ellers ikke, fordi der var meget tid at rutte med, for en time før afgang til Festspielhaus var der introduktion til dagens forestilling, ”Rhinguldet”, med Lotte. Hun gav en grundig indføring i denne første af de fire operaer i ”Ringen”, hvoraf vi skulle se de to første. Der blev spillet musikeksempler med temaer og motiver, man skulle lægge mærke til, og handlingen blev gennemgået. Og så gik turen til ”Der Hügel”, Festspilhøjen, for Wagner lod selvfølgelig sit operahus bygge på byens højeste punkt. Selve teateret er bygget af træ, meget enkelt og uden alt for meget udsmykning, og med umagelige træsæder. Det vigtigste er akustikken, som er unik derinde, da hele det kæmpestore orkester sidder under et slags tag, der dækker det helt, men som til gengæld gør, at det ikke dækker sangsolisterne. Lyden samler sig fuldstændig perfekt på en måde, som vist ikke findes magen til? Jeg lykkedes med at få taske, frakke og kamera med ind, selv om der var kommet skrappe restriktioner om siddepuder, vandflasker og mål på tasker, som ledte tanken hen på Ryan Air og securitytjek. Sådan var det ikke i 1975, - ak ja! Til gengæld oplevede Tove og jeg dengang et slagsmål mellem to herrer blandt publikum i en pause. Det var ubehageligt men handlede vist om, at den ene ikke kunne se for den anden. Det var heller ikke helt nemt, hvis man kom til at sidde bag en høj person, hvilket jeg gjorde den anden aften, og følelserne sidder jo løst på publikum, når de har betalt i dyre domme for billetterne.
Musik og sang var af højeste klasse, - der var intet at udsætte på den del af oplevelsen, men iscenesættelsen var aldeles rædselsfuld, hvad vi på forhånd var forberedte på. Intet var, hvad Wagner nok oprindelig har udtænkt, og han ville nok rotere i sin grav, hvis han havde oplevet, hvordan hans værker bliver fortolket nu om dage. De seneste mange år har instruktørerne kappedes om at nyfortolke og gøre scenerierne så mærkværdige og fortænkte som muligt, og der er blevet buet ved utallige premierer gennem årene. Måske er det også derfor, det omsider er blevet lettere at få billetter? Folk er trætte af disse forskruede fortolkninger, men da Wolfgang Wagner blev leder af festspillene efter hans bror, Wielands alt for tidlige død, blev han anklaget for at være for konservativ og uopfindsom i sine iscenesættelser. Det kunne nu være befriende for en gangs skyld at kunne kalde en spade for en spade. Her måtte man gætte sig til de forskellige symbolers nye iklædninger: Sværdet Nothung var f.eks. en pistol, og guldet var vist nok en lille dreng med en gul kasket osv. osv.
Det gentog sig den næste aften, hvor vi, efter endnu en fyldig introduktion af Lotte, drog mod festspilhuset og anden del af ”Ringen”, nemlig ”Valkyrien”, som indeholder noget af den skønneste musik. Igen en rædselsfuld iscenesættelse men man kunne jo blot nyde musikken og sangen. I denne opera var der to pauser, så der var rig anledning til at gå på opdagelse i de små souvenirbutikker og cafeer i omkredsen af operahuset. Jeg fik købt et par magneter, klistermærker til kufferten og en t-shirt, og en kop kaffe blev det også til. Andre nåede vist også at spise noget. Vejret var jo ikke det bedste på denne tur, og vi oplevede da også et regnskyl i den anden af pauserne i ”Valkyrien”. Som på et tegn åbnede himlen sine sluser, og folk fór ind under halvtag i cafeerne. Men de kom hurtigt ud igen, - nu med pink paraplyer, der åbenbart var til publikums rådighed, over de fine rober. En regnbue kom også til syne, og så var det tid til at gå ind til næste akt.
Formiddagen inden ”Valkyrien” blev brugt på at se Neues Schloss, som er et barokslot fra 1700tallet, beboet af greveparret Friedrich og Wilhelmine. Jeg havde været her før men blev overrasket over gensynet med de smukke sale med temaer som ”det japanske værelse”, ”spejlsalen” og ”musikværelset”. Grevinde Wilhelmine var en meget kreativ personlighed, der både komponerede, sang og spillede selv, og hun havde også stået for opførelsen af barokteateret Markgräfliches Opernhaus, hvor hun kunne udfolde sine musikalske evner. Dette var jo lukket i 1975 men siden renoveret og på Unescos verdensarvsliste, og nu kunne vi besøge det, hvilket skete den sidste formiddag i Bayreuth. Det var en stor oplevelse at komme ind i selve teaterrummet, der var fuldstændig ufatteligt rigt dekoreret i en overlæsset barokstil. Jeg må sige, at jeg aldrig har set noget lignende, - det var fantastisk! Man kunne ikke komme ud i logerne, der ikke har været sikre nok, men man kunne flere steder på etagerne kigge ind i dem. Udenom i tilbyggede rum var der arrangeret udstillinger om teateret med en minikopi af det, samt kostumer, fotos af gamle kulisser og meget andet. På øverste etage gemte sig en slags opbygget scene med de gamle snoretræk, forskellige kulissemuligheder, vindmaskine og bølgemaskine, - alt fungerede med håndkraft og håndsving. Det var virkelig sjovt at se det hele sat i gang, hvor kulisser kørte op og ned og frem og tilbage, et skib sejlede på rullende bølger mens tordenbrag lød fra vindmaskinen. Det var noget, børn kunne more sig med, - som med et dukketeater i fuld størrelse!
Den sidste aften skulle vi have været til en open-air operakoncert i slotsparken, men den blev aflyst i sidste øjeblik på grund af det dårlige vejr. Vi skulle have siddet udendørs på plænen i klapstole og gættede på, at orkestret nok ikke var glade for at spille udendørs i regnvejr med de sarte instrumenter? Det var naturligvis en skuffelse ikke at høre det spændende program med musik af bl.a. Strauss, Mahler, Verdi og naturligvis Wagner, og med sangsolister, men heldigvis var det ikke selve festspillene, vi var gået glip af. Til gengæld fik vi en tidlig afslutningsmiddag med noget god, thai-inspireret kyllingewok og en kæmpe fadøl, og næste dag skulle vi en time før af sted end beregnet, så det var måske meget godt at komme tidligt hjem og pakke sammen.
Hjemturen forløb som udturen – med omvendt fortegn, - vi spiste middagen på færgen, og med hyggelig snak undervejs. I bussen sad jeg i øvrigt placeret over for de eneste fire, jeg kendte, ud af den ca. 40 mand store gruppe. Det var min kollega fra operakoret, Louise, og hendes mand, Henning, samt bagved dem kassereren i ”Akropolis”, tidligere balletdanser Sussi, og hendes mand, Jens. Endnu en opmærksom detalje udtænkt af rejsearrangøren for Koncertrejsen, Peter Bæk, at anbringe folk, der på forhånd kender hinanden, i nærheden af hinanden på den lange bustur. Det var en på alle måder fin tur med god tilrettelæggelse, og fordi jeg tog mange billeder med mit store spejlreflekskamera, der tiltrak sig opmærksomhed, blev jeg hurtigt udnævnt til ”hoffotograf” og måtte tage gruppebilleder foran Festspilhuset og mange fotos af folk undervejs, så Peter senere kunne få dem og sende et udvalg til gruppen.
Det er helt sikkert ikke sidste gang, jeg frekventerer Koncertrejsen, som jeg i øvrigt var i Hamburg med i maj i ”Akropolis-regi” for at opleve bl.a. en koncert i Elbphilharmonie, men jeg gætter på, det nok var alle gode gange tre i Bayreuth!
Klik her 
for at komme tilbage til rejseoversigten.