Normalt rejser jeg på vinterophold i lejligheden i ”Playa Tropical” i Almuñécar i februar/marts, men det var ikke muligt i år, da jeg ville på den fantastiske rundrejse i Nordindien, som KUN lå i februar, så jeg har i flere år luret på muligheden for at kunne nå begge dele. Det lykkedes i år, hvor påsken lå så sent, at jeg, ved at rykke mit ophold i Spanien til marts/april - og kun tage en måned dernede, - kunne nå hjem til en sen Palmesøndag d. 13. april, og derefter alle påsketjenesterne. Til gengæld var vejret ikke ret godt, da jeg ankom, og folk dernede, som er kommet der igennem mange, mange år, fortalte, at de aldrig før havde oplevet så dårligt vejr i en lang, sammenhængende periode. Det havde regnet ret meget, og vist også blæst. Der gik fire dage, før jeg kunne komme i vandet om morgenen og sidde på altanen i solskin, men de første dage gik også med at pakke ud og få hentet kasserne, liggestolen og cyklen op fra kælderen og flytte ordentligt ind.
Allerede dagen efter ankomsten var jeg inviteret med til en fødselsdagsfejring af en af Stephens gode venner dernede, H.C., som jeg også kender lidt fra Kirken Øst for Malaga. Han bor der som fast resident med sin kone. Ud over Stephen kendte jeg faktisk de fleste andre i selskabet, bl.a. Tove og Kate, som alle også bor i vores ejendom,”Playa Tropical ”, og det blev en meget hyggelig eftermiddag med masser af god mad på ”Montes” længere henne ad gaden.
De følgende dage, hvor vejret stadig var lidt dårligt, fik jeg købt ind inde i byen og spiste på MIN stamrestaurant, marokkanske ”Al Jaima”, hvor jeg fik lavet en kørselsaftale med ejeren, Khalid, der allerede sidste år lovede mig at hjælpe, hvis jeg manglede kørsel til Malaga Lufthavn, når jeg skulle retur. Netop i år var det aktuelt, for da jeg kom så sent, var Stephen, min faste chauffør til og fra lufthavnen, ved at være på vej hjem, og han rejste derfra allerede ugen efter, jeg kom. Det er nemlig rasende dyrt med alm. taxa, og busserne er bøvlede at finde ud af. Der skal skiftes undervejs, og har man meget bagage, er det uoverskueligt. Så det er godt at kende nogen, der kan hjælpe og evt. dele transporten med andre, der skal med samme fly, hvis muligt!
Endelig fredag, da jeg også skulle på det ugentlige fredagsmarked, blev det muligt at gå i vandet, som var meget varmere, end det plejer. Hele 13-14 grader de første badedage, - noget andet end de 11-12 grader, jeg normalt lægger ud med! Det var så en af de få fordele ved at være der så sent i år: Badevandet kom hurtigt op på 14-15-16 grader, og et par gange i april over 17 grader! På gode dage kan temperaturen også godt komme et pænt stykke over 40 grader på altanen, når solen bager og står lige på. Det er skønt, og for mig bare de bedste timer på dagen efter morgenbadet og morgenmaden: I liggestolen med en god bog indtil solen går om på siden af huset. Så er det tid til frokost, måske endnu et havbad og andre aktiviteter, indtil solen er drejet så meget, at jeg igen kan finde den i hjørnet af altanen, fordi jeg bor i en hjørnelejlighed. Der kan man så igen sidde og læse i solen, til den forsvinder om bag huset, hvor man kan nyde de sidste stunder af den, hvis man rykker liggestolen ud på bagtrappen. Der er også ofte læ, hvis det har blæst meget fortil. Allerede den følgende mandag – nøjagtigt en uge efter min ankomst – kom Mie på besøg i fem dage. Som vanligt havde hun lejet bil i Malaga, og allerede dagen efter hendes ankomst, tog vi på en tre-dages udflugt. Aftenen inden spiste vi sammen med Tove, Kate og hendes besøgende familie samt Gert og Stephen, der begge rejste hjem to dage efter, en afskedsmiddag på ”Montes”.
Vi lagde ud med at køre mod Antequera, hvor vi besøgte et par kirker, men turens hovedpunkt var vandreturen den følgende dag på Caminito del Rey, som jeg gik for syv år siden på en gruppetur med Bent, vores tidligere turarrangør hernede. Mie ville også gerne prøve den, og jeg vurderede stadig at kunne klare de syv og en halv km, efter at det var gået så godt i både Saudi-Arabien og Indien med hjælp af knæbind og smertestillende depotpiller. Jeg gentog succesen og klarede turen fint, selv om det sidste stykke efter de flotteste scenerier var hårdt at komme igennem. Via Mies skridtmåler fandt vi ud af, at vi havde gået 9 km den dag!
Caminito del Rey, som ligger ca. to til to og en halv timers køretur fra Almunécar i nordvestlig retning fra Malaga, nær El Chorro, er en ufatteligt smuk, dramatisk og dyb slugt med en spændende historie tilknyttet. En gangbro, konstrueret i starten af 1900tallet og åbnet officielt i 1921 af den daværende konge i forbindelse med bygningen af et vandværk, løber langs hele den mere end 4 km lange bjergvæg. I årenes løb har stien været brugt til de lokales færdsel men forfaldt efterhånden så meget, at den til sidst var livsfarlig og blev lukket. Den blev så i 2016 renoveret og genopbygget oven over den gamle, som man stadig kan se nedenunder. Vi gik ad smalle gangstier, trapper og hængebroer, alt hægtet udenpå bjergvæggen og med svimlende udsigter både op- og nedad. Sidste gang, jeg var der, hang der tre bjergbestigere i reb direkte ud fra den lodrette klippevæg med gribbe kredsende rundt om. Denne gang var der desværre ingen at se, selv om vejret var fremragende den dag, men det er også blevet forbudt, selv om det er en populær udfordring, og mange gør det alligevel.
Vi havde indlogeret os på det eneste hotel, ”La Garganta”, i El Chorro, hvorfra vi også blev hentet om morgenen af den gruppeleder, der skulle føre vores gruppe nogenlunde samlet gennem stien. Turen gennemføres kun i godt vejr, og det er tvungent at bære en hjelm, man får udleveret, samt at have lukkede sko på. Alt er på eget ansvar!
Efter den smukke tur spiste vi en velfortjent middag på hotellet i El Chorro, før vi drog videre i bilen mod Marbella. Her havde vi noget af en udfordring med at komme af med bilen i den stærkt trafikerede by. Det lykkes dog med lidt held at finde en gratis plads ikke så langt fra vores strandhotel, ”Amáre”. Det lå godt nok ud til en befærdet gade, men bagved hotellet var der direkte adgang til privat strand, og den benyttede vi næste morgen, inden vi tjekkede ud. Der var den dejligste sandstrand (i modsætning til vores stenstrand ud for ”Playa Tropical”), men vi havde ikke tid til at nyde mere end det ene bad, før vi måtte af sted. Vi fik lov at opbevare bagagen i et rum på hotellet og tog på sightseeing i Marbella. Vi besøgte overdådige barokkirker med guldbelagte altertavler og flotte kuppeludsmykninger, parken Paseo de Alameda med statuer af Salvador Dali, Plaza Naranja og ikke mindst Museo de Grabado Contemporáneo med værker af Miró og Picasso. Før vi kørte fra Marbella spiste vi frokost på strandpromenaden, hentede vores bagage på hotellet og kørte direkte mod Benalmadena, hvor det lykkedes af finde Montebello, rekreations- og genoptræningshjemmet for danske patienter, der ligger højt placeret over selve byen med en formidabel udsigt. Vi var lidt frække og lod som om, vi hørte til, parkerede bilen inden for bommen og gik ind i bygningen, hvor vi benyttede toiletterne og læste om stedets historie på nogle plancher, der hang på væggen på gangen. Ingen opdagede os, da vi igen gik ud af bygningen, for de var i gang med at servere middag i spisesalen. Vi var sent tilbage i Almuñécar og købte derfor en lækker kinesisk ret (and i appelsinsauce) med op i lejligheden fra ”Restaurant Happy Garden” nedenfor på gaden.
Den følgende dag, som var Mies sidste, var vi (efter mit morgenbad) på fredagsmarked inde i byen, og det blev en lidt kedelig afslutning for hende, da hun tabte sit armbåndsur undervejs (eller måske blev det stjålet på markedet?) og da vi kom tilbage til den parkerede bil et godt stykke fra markedet, sad der en parkeringsbøde! Den anede vi ikke, hvad vi skulle stille op med, og først, da vi vel hjemme gik ned og spiste på marokkanske ”Al Jaima”, fik vi spurgt os for og fandt ud af, at vi kunne have undgået det meste af bøden ved inden for to timer at have betalt i en automat. Dette vidste vi ikke, og det var også for sent. Resten af dagen og aftenen tilbragte vi ved to forskellige politistationer for dels at spørge, hvordan vi kunne betale bøden, dels lavede Mie en anmeldelse af det tabte ur. Lørdag morgen spiste vi morgenmaden på altanen, hvorefter Mie kørte mod Malaga, hvor hun skulle være sammen med en anden veninde i et par dage. Jeg spiste senere på dagen frokost (igen) på ”Al Jaima”, - nu sammen med Birgit og Kirsten, begge naboer på samme etage 10 i ”Playa Tropical”, da de var ved at pakke sammen for at rejse hjem i løbet af de følgende dage. Senere stødte Tove til på den nye strandbar, der er kommet, efter de rev ”Badehuset”, som vi kaldte ruinerne af ”La Barca”, ned. Her fik vi et glas hvidvin og hyggede os.
Vi var nu kommet ind i april, og der var ved at blive temmelig tomt i ”Playa Tropical”, da alle dem, jeg kender, var på vej hjem eller allerede rejst. Efterhånden arvede jeg blomster og madrester fra de forskellige, lige som jeg selv har altid ladet mine krydderurter og blomster leve videre hos dem, der er der, når jeg rejser hjem. Nu var det omvendt. Jeg havde blomster fra både Lykke, som jeg slet ikke så i år, og fra Birgit, og mad fra Kirsten og Karna. Det var faktisk lidt vemodigt og også ensomt til sidst, og da Tove rejste dagen før mig, følte jeg mig helt alene og lidt deprimeret.
En aften var der til en afveksling en koncert i Casa Cultura inde i byen, som jeg fik købt billet til, og det er en skøn frihed at have cyklen, så jeg kan komme frem og tilbage uafhængigt af bussens mærkelige tider. Det var en koncert med en sopran, en violin og en pianist, og programmet bestod af belcanto arier af bl.a. Verdi og Bellini samt Zarzuelaer (spansk operette). Sopranen havde dog nogle mærkværdige vokaler i de første, velkendte arier, men da hun i anden afdeling tog fat på Zarzuelaerne, som jeg jo ikke kender til, fik hun straks en helt anden og meget mere fri klang på stemmen og sang fine, letløbende koloraturer. Fin aften!
Fire dage før jeg skulle hjem begyndte der at komme store bølger, og havet blev hurtigt livsfarligt, så det var slut med at bade, og da jeg vågnede den sidste morgen, var det til regn og torden, så jeg var ikke ked af at skulle forlade Almuñécar denne gang. Khalid, den marokkanske restaurantejer, kørte mig til Malaga Lufthavn, som aftalt, og hjalp mig helt ind i afgangshallen med kufferterne på en trolley, hvor vi tog afsked. Da jeg satte den tungeste kuffert op på bagagebåndet ved indtjekningen, knækkede hanken, - ØV! Der skal åbenbart altid gå et eller andet galt, når man rejser, men det lykkedes mig i det mindste at få den helt hjem og båret op til 3. sal af en taxachauffør. Ellers havde det været lidt af et problem, uha! Fremover vil jeg igen lægge opholdet i februar/marts måned, hvor der er mere liv på gaden og dem, jeg kender, samtidig i huset. Jeg har allerede booket lejlighed 44 i halvanden måned i 2026.
Klik her 
for at komme tilbage til rejseoversigten.