Jeg har i årevis forsøgt at komme på denne tur ved navn Nordindiens Perler med Stjernegaard Rejser, men først nu blev det muligt. Og tak for det, for lige denne rejse blev helt uforglemmelig. Der har ellers for mit vedkommende været uheld ved Indien. For næsten 20 år siden var jeg på en anden rundrejse dertil, bestemt Rajasthan, hvor alt gik galt allerede fra starten. Den 9 dages rejse blev til 7 dage, da flyafgangen blev aflyst på grund af vistnok både strejke og snekaos, og da gruppen ankom halvandet døgn senere, var bagagen ikke med. Ingen, heller ikke rejselederen, fik bagagen, og den kom først frem sidst på turen, hvor alle havde måttet købe tøj m.m., og hvor skulle man nu gøre af de ekstra ting? Da rejsen var blevet afkortet, måtte programpunkter udelades, men ikke nok med det, - folk blev syge, og vi holdt ved div. klinikker og hospitaler. På hjemrejsen, da vi havde fløjet en time, vendte flyet om og returnerede til Delhi, da en passager havde fået et hjerteanfald. Jeg ville gerne se lidt mere af Indien, fik kig på denne tur og var også til et informationsmøde, men forskellige ting gjorde, at der gik flere år, inden jeg og min veninde, Mie, meldte os. Men ak, - jeg fik en måned før gjort en forkert bevægelse med mit dårlige knæ, hvilket gjorde mig ude af stand til at gå i lang tid, så jeg måtte melde fra, og Mie rejste alene, da hendes forsikring ikke dækkede rejsemakkerens aflysning. Surt show! Så kom corona, og tiden gik…
Men nu var jeg her, og eventyret kunne begynde. Vi ankom tidligt om morgenen, og jeg kendte ikke et øje, da der ikke fulgte en rejseleder med fra Kbh. Heldigvis var der ingen problemer omkring flyskiftet i Helsinki, og i Delhi mødte man først rigtigt gruppen på 15 (som et par dage efter var reduceret til 13, da et par måtte rejse hjem grundet sygdom i familien) samt de to rejseledere, lokalguiden Rishap og så Martin, vores danske, men i Indien bosiddende rejseleder. Og hvilket makkerpar! Skønt de ikke kendte hinanden på forhånd, arbejdede de perfekt sammen og var hver på deres måde med til at gøre turen til noget helt særligt. Rishap gjorde under turen sin guideeksamen færdig, idet han bestod en afsluttende prøve, hvilket vi i bussen fejrede med hans indkøbte øl til os alle. Hans stilfærdige væsen, de facts han uddelte, og hans træden i karakter ved en indenrigsflyvning, hvor der var overbooket, indgød respekt, og han reddede mig fra at måtte efterlade min plasticpose med væsker, som man ellers gerne må have i håndbagagen, men ikke her i Indien, hvor den skulle i kufferten. Det måtte jeg i hast klare i køen ved indtjeningen, da ingen var klar over det.
Martin var en historie for sig. Med efternavnet Mackay afslørede han skotske rødder men var født og opvokset i Danmark. Imidlertid tog han som 19årig som backpacker til Indien og blev hængende. Har lært sig flydende hindi, levet af både onlinehandel, standup på hindi og rejselederjobs lige siden. Han var en guldgrube for turen med både sin enorme viden om landet og befolkningen, kulturen, religionen, historie og meget mere, krydret med sjove anekdoter og hindisange. Hans fortællinger om de første år i Indien, hvor han af og til kom i uforudsete og ikke helt ufarlige situationer, var medrivende, og vi grinede meget i bussen. Da vi kom hjem, havde han sågar skrevet og indsunget en sang til os om vores rejseforløb, hvortil han spillede guitar. En noget utraditionel rejseleder, som jeg aldrig vil glemme, - også for hans store empati og hjælpsomhed med stort og småt undervejs. Han var svær ikke at holde af!
Men nu til selve turen. Jeg ved snart ikke, hvor jeg skal ende og begynde, - så mange oplevelser står i kø!
Men allerede den første dag efter et par timers morgensøvn på hotellet i Delhi måtte vi ud at opleve byen. Første programpunkt var det store Swaminarayan Akshardham tempel, et af de største templer i verden, færdigbygget i 2005 til en yogis ære. Et fuldstændig overdådigt bygningsværk bygget og udsmykket med statuer af guder, alt sammen af hugget ud i hånden af hele blokke sandsten og marmor og sat sammen uden brug af andet end en blanding af sorte bønner som mørtel. Ufatteligt! Vi gik, som i alle templer undervejs, rundt uden sko, men desværre måtte man overhovedet ikke tage kameraer med ind, så jeg har ingen fotos indefra. Dagen afsluttede vi med drinks i baren før middag, for der var på dette hotel ikke mulighed for at få alkohol til maden.
Næste dag efter en god nats søvn gik turen ud i Delhis vilde trafik. Vi kørte først til den ældgamle fredagsmoske Jama Mosque i Old Delhi, som jeg også så ved mit sidste besøg, og jeg huskede udmærket besøget dengang, for også da fortsatte turen videre i cykelrickshaw. Vi blev placeret to og to i cyklerne, og så gik det ellers i et hæsblæsende tempo ind og ud i de små basargader, hvor man undrede sig over, hvordan det kunne undgås at støde ind i de mange mennesker, der færdedes med pakkenelliker på hovedet, på cykler, med trækvogne, i andre rickshaws samt køer, hunde og aber i tagrenderne. Det var fantastisk, og man havde travlt med at få det hele med. Med bussen fortsatte vi mod New Delhi, besøgte India Gate, passerede præsidentpaladset og så Gandis kremeringssted som lå i en fint anlagt park. Videre til Humayuns grav, som var et fantastisk smukt mausoleum til en tidlig mogulsk konge. Det lå i en park med en allé og flere mindre mausoleer som sidebygninger. De var tilegnet loyale folk ved hoffet, bl.a. en barber. Om aftenen havde vi den første af flere uventede, ekstra oplevelser. Overalt i Indien så vi forberedelser til bryllupper, som man gør meget ud af og bruger kolossale pengesummer på. Ved vores hotel var flere bryllupsrammer opstillet, nogle som telte, nærmest kulisser med masser af blomsterudsmykninger, og ofte kørte der høj musik om aftenen ved disse festligheder. Vi blev opfordret til at gå over og kigge på over for vores hotel, hvor mindst 2-3 bryllupper var i gang langs vejen. Vi fik at vide, at vi sagtens kunne risikere at blive inviteret indenfor, da det åbenbart bringer lykke at få udenlandske gæster til et indisk bryllup. Og det var da også lige, hvad der skete. Der gik ikke lang tid efter, at nogle af os fra gruppen havde stået og beundret de mange smukke kjoler, der passerede ind til festen, at vi blev inviteret indenfor. Det var helt surrealistisk at gå igennem den udsmykkede passage med neonlilla lys ind til en endnu mere udsmykket, stor sal, hvor i hundredvis af gæster defilerede forbi i den ene flotte kjole efter den anden. Også små børn var stærkt pyntede og sminkede, og kvinderne havde fantastisk udsmykket hår og store guldsmykker. Man var vildt fascineret og fotograferede. Det gik begge veje, idet vi blege og trist klædte turister hurtigt tiltrak os opmærksomheden, men på den gode måde. Gæsterne var ivrige efter at høre, hvor vi kom fra og ville gerne både fotograferes og tage billeder af os. Der var i det hele taget en fantastisk lys stemning, smil og imødekommenhed, og der blev taget billeder i en uendelighed begge veje. Man måtte også undslå sig for at blive beværtet, da vi kom lige fra hotelmiddagen, men der var opvartende tjenere om os hele tiden. Jeg fik fotograferet nogle mænd med store, lyserøde turbaner med sløjfer på, der tilsyneladende skulle indgå i ceremonien med brudgommen, der sad oppe på et podie med en mand, der læste noget højt i en mikrofon. Bruden var et andet sted. Men vi ville også opleve en brudekarettur, så vi gik ud igen og fandt et af de andre bryllupper, hvor det netop var ved at være tid for en karetafgang. Musikken larmede fra truttende horn og dundrende trommer, og midt i virvaret af mennesker stod to hvide heste, pyntet med blomsterkranse, foran en karet, totalt dækket af hvide blomster. Rundt om stod der nogle og holdt nogle store lysparaplyer med nedhængende guirlander af lys, og oppe i vognen stod bruden og brudgommen og skød en konfettikanon af op i luften. Jeg har aldrig set noget lignende. Der var også pengesedler i kanonen, hvilket åbenbart også er almindeligt at strø om sig ved bryllupper. Inden vi så os om, var vi indrulleret i dansen omkring den afgående karet, og det var endnu en sjov dimension af at opleve rigtige, indiske bryllupper, inden vi modstræbende måtte gå tilbage på hotellet, for der var tidlig afgang næste morgen.
Vi skulle flyve til Varanasi med indenrigsfly og fik for første gang de indiske securityregler at mærke. Her blev alt taget fra os og lagt i bakker, som man ikke havde mulighed for at følge, da vi selv skulle gå igennem et andet sted, og det gik da også galt for mig, der måtte af med min meget tynde mavetaske, som ellers aldrig volder kvaler. Den var væk, da jeg kom tilbage men blev fundet via et overvågningskamera, da nogen havde anbragt en bakke oven i den bakke, hvor den lå. Pyyyhh! Flyet var overbooket, men det ordnede Rishap, så vi kom alle med.
Efter et kort hvil om eftermiddagen skulle vi om aftenen ned til Ganges og opleve ligbrændinger, og hvordan i hundredtusindvis af indere valfarter til floden for at bade i den og derved vaske synder væk. Der var i år på denne tid en festival i gang, Kumbh Mela, så der var ekstra mange pilgrimme i byen, måske millioner? Det fik vi hurtigt at føle da vi, efter en rickshawtur, stod af på et knudepunkt, hvor menneskemasser i hobetal langsomt bevægede sig mod floden. Vi måtte gå i gåsegang og holde fast i hinanden for ikke at blive væk, og det var ret farligt, hvis det skete, for man havde ikke en chance for at finde tilbage. Det er også i den slags situationer, folk bli’r trampet ned, og tanken strejfede mig undervejs, hvor det bare var om at holde trit og holde fast i dem foran. Heldigvis havde vi Rishap som fortrop til at finde vej gennem gyderne, og Martin som bagtrop, og de anskaffede hurtigt nogle neonlyssværd, som de kunne holde op i luften, så vi kunne se dem. Men helt ufarligt var det ikke. Denne tur måtte vi på hele tre gange, mens vi var i Varanasi, for vi var for sent ude den første aften, så ceremonien var i gang, da vi kom ned til floden, og vi kunne ikke komme tæt nok på. Så både næste dag og igen om aftenen var vi på samme, farefulde udflugt, men derved fik vi oplevet rigtig ægte indisk kaos og en øresønderrivende larm, så man burde have haft ørepropper med. Biler, rickshaws og tuk-tuk’er truttede og båttede hele tiden, så man var ved at blive skør, og sammen med den klaustrofobiske gåsegang var det ikke for folk med panikangst. Men en oplevelse var det. Vi fortsatte ned ad snævre gyder hvor man kunne støde på en ko, der næsten fyldte hele passagen, og hvor elledningerne hang faretruende tæt sammenslyngede ned mod fortovet, og kom endelig ned til de ghats, små udbyggede kajer, hvor man anbringer ligbålene. Vi var stået tidligt op denne morgen for at opleve hele scenariet i solopgangsskær, og jeg skal love for, vi fik valuta for pengene. Denne gang var vi i første parket til hele skuet af ligbål, folk der kom lige forbi os med lig til brænding, hellige mænd (sadhuer), der nærmest boede på stedet i små telte og sad eller stod mere eller mindre afklædte, og nogle helt uden tøj, kun indsmurt i aske, og gav god karma til folk ved at smøre et mærke i panden af dem. Martin blev velsignet af en af dem og betalte for det og mærket i panden. Man kan ikke vide, hvem af dem, der er ægte hellige mænd, og hvem der er er snyd og bedrag, fik vi fortalt, for der kommer flere og flere til, der vil leve på den måde. Men pudsigt var det, og de var der i mange former. Nogle sad og røg hash, andre stod på ét ben for en pengeseddel og andre igen sad og lavede mad over et lille bål. Vi var også flere fra gruppen, der sagde ja til at få tegnet et mærke i panden. Mit holdt et lille døgns tid, og jeg fik heldigvis ikke allergisk udslæt. Midt i alt dette gik almindelige indere i vandet og dykkede helt ned under overfladen i det beskidte vand. Andre sendte små offergaver af sted i floden, - en lille pude af blomster med et lys i. Jeg vovede en lille soppetur med fødderne, så jeg også har mærket Ganges. Vi kom om bord på en båd og så det hele ude fra floden, og jeg fik taget en masse gode billeder med min lange zoom linse. På den anden flodbred gik kameler rundt. Det var vidunderlige timer. Efter et hvil midt på dagen tog vi for tredje gang turen gennem mylderet og helt ned til Ganges for at opleve solnedgangsceremonien. I båd sejlede vi ud for at kunne se ceremonien bedre, men snart blev vi invaderet af folk, der ville have bedre udsyn, og andre både, der lagde sig omkring os, så vi sad fast i en prop af bådmylder. Det hindrede os dog ikke i at kunne iagttage den spøjse ceremoni efter mørkets frembrud, hvor munke svingede med forskellige lamper og ildfakler, og jeg fik igen brug for den lange linse til at indfange det hele. Det blev en lang dag, og alle var vist godt trætte, da vi endnu engang måtte forcere millionmylderet gennem de snævre gyder hen til de rickshaws, der skulle køre os helt hjem. Men vi havde set noget helt unikt, og Martin sagde, han aldrig havde set noget lignende før, og måske heller ikke kom til det igen.
Igen skulle vi den følgende dag sindssygt tidligt op og flyve indenrigs til Khajuraho. Her skulle vi se de berømte, ældgamle erotiske templer, der ligger spredt over et større område, hvoraf vi kun besøgte en mindre klynge. Men det var imponerende at se disse, meget detaljeret udskårne templer, hvoraf de fleste illustrerede hverdagslivet på den tid med guder, dyr og mennesker med livagtige ansigter. Kun nogle få var decideret erotiske, men disse var meget sjove og fantasifulde og ofte også humoristiske. Man ved ikke præcis, hvorfor disse udsmykninger er blevet lavet, men de kan have haft flere formål.
Nu var det heldigvis for en stund slut med de stressende indenrigsflyvninger, for de næste dage foregik med bus, hvilket jeg holder mest af. Vi styrede nu mod Jhansi og vores hotel der, for at køre på dagstur til Orchha, hvor vi besøgte et maharajapalads, og om aftenen var vi til en besynderlig ceremoni i et af verdens eneste templer tilegnet guden Rama, hvor vi, på bare tæer, måtte vade i mørke gennem vådt grus og andre ubestemmelige ting for at komme hen og ind i templet og overvære ceremonien. Her måtte kameraer desværre heller ikke medbringes, så derfra har jeg heller ingen billeder med mig. Også her stod vi som sild i en tønde, men det var interessant at være der.
Næste dag havde vi en lang køretur foran os, men jeg nød at iagttage det skiftende sceneri uden for busvinduet, - det er den rigtige måde at rejse på for mig! Først sent ankom vi til Agra efter frokoststop i et smukt, tidligere palads og et stop i en stor souvenirbutik i udkanten af Agra for at købe noget pænt, indisk tøj til besøget i Taj Mahal næste dag. Dragter og sarier blev prøvet, og vi tog os god tid. Da alle, der ville, var ekviperet (man kunne både leje og købe), kørte vi til vores hotel og aftensmaden. Der blev også tid til at sondere lidt i hotellets souvenirbutikker (jeg købte et grønt tørklæde) inden sengetid, og så måtte jeg ekstra tidligt op for at få min nye, blå sari til at sidde rigtigt. Det var svært, selv med sikkerhedsnålene, men med hotellets toiletdames hjælp fik vi det sidste stykke tøj på plads, og jeg følte mig som en dronning.
Efter morgenmaden, hvor vi kunne beundre hinandens nye klædninger, kørte vi mod Taj Mahal, som var et dejligt gensyn for mig, der har været der før. Dette hvide gravmonument, som efter 22 år stod færdigt i 1654, blev opført af Shah Jahan til ære for hans afdøde yndlingshustru, Mumtaz. Vi fik taget gruppebilleder og derefter besked på at gå langsomt op imod monumentet og se ligeud. På den måde får man det optiske bedrag, at minareterne virker som en elsker, der åbner armene, idet de er bygget let udadskrånende, så de ikke vælter indad under et jordskælv. Vi havde god tid til at gå rundt om hele monumentet samt ind i selve gravkammeret og i det hele taget beundre og nærstudere de fine mosaikker og indlagte sten i bygningen, som også er Unescos verdensarv.
Efter Taj Mahal besøgte vi et gobelinværksted med tilhørende butik og museum i ét og så noget meget flot kunsthåndværk samt blev godt beskænket med den skønne rom, Old Monk, som jeg stadig har en sjat af hjemme i skabet fra mit sidste besøg. Frokosten blev indtaget, inden det om eftermiddagen gjaldt det Det Røde Fort i Agra. Et mægtigt kompleks af paladser, audienssale, haver og en moske. Her sad Shah Jahan i husarrest i 7 år og kunne kigge mod Taj Mahal, som man kunne se på afstand gennem flere vinduer og gitre i fortet. Om aftenen var flere fra gruppen til et kulturshow i et teater, hvor man opførte historien om Shah Jahan og Mumtaz. Det var flot iscenesat med danse- og sangnumre, men meget overdramatiseret.
Den følgende dag blev en lang køredag, da vi skulle helt til Jaipur, men køreturen føltes ikke lang, for vi blev underholdt undervejs af Martins røverhistorier og indiske eventyr. Til gengæld var vi næsten alle efterhånden blevet mere eller mindre forkølede og hostede en grim, rallende hoste, så Martin fik fremtryllet nogle effektive hostebolcher, som tog den værste kriller men til gengæld et par dage efter også virkede effektivt på maven. Men så var det heller ikke værre, og vi lærte at dosere bolcherne! Vi fik til frokost en særlig ingefærshot, og den daglige aftengin og tonic inden middagen var også god medicin. Undervejs på dagsrejsen så vi Fatehpur Sikri, den forladte by, der en kort periode i 1500tallet var hovedstad under Akbar den Store. Men byen blev forladt igen bl.a. på grund af vandmangel.
Nu gjaldt det Jaipur, - den lyserøde by, - som jeg – ligesom Fatehpur Sikri - også har besøgt før. Det er en vanvittigt charmerende by med alle de lyserøde mure, bygninger og byporten, samt naturligvis Vindenes Palads, der jo nærmest kun er en kulisse af små vinduer og karnapper, hvor maharajaens haremskvinder i sin tid har kunnet sidde ugenert og betragte gadelivet. Byen er provinshovedstad med lidt over 3 millioner indbyggere. Vi kørte mange gange i løbet af de godt to dage, vi var i byen, flere gange gennem byporten og den store, befolkede hovedgade med de mange gamle huse og netop Vindenes Palads. Der var noget at se på hver eneste gang med et særdeles broget folkeliv. Den delstat, vi befandt os i, Rajasthan, er den mest farverige af dem alle.
Vi kørte først i jeeps op til Amber Fort, et kæmpe maharajapalads med templer og audienssale, hvor særligt den store spejlhal med spejlmosaikker imponerede. Jeg huskede det ikke så smukt, som det fremstod, men måske er det blevet restaureret i løbet af de næsten 20 år, der er gået? Dernæst kørte vi ned forbi Jal Mahal, Vandpaladset, der ligger midt ude en sø, hvor flamingoer kredsede i det fjerne. Frokosten blev indtaget i en meget fredelig gårdrestaurant, hvorefter vi tog på et tæppeværksted, hvor vi fik fremvist de smukkeste silke- og uldtæpper mens vi drak Old Monk rom. Flere købte tæpper, - jeg afstod denne gang, selv om jeg blev presset voldsomt af ejeren! Dog lod jeg mig overvinde i den nærliggende tøjafdeling, hvor jeg faldt for en turkis silke/polyesterkjole med dyreprint.
Sidste punkt på dagsturen var det gamle, astronomiske observatorium fra 1700tallet, hvor hvert stjernetegn havde sin lille bygning, og hvor nogle store solure m.m. kunne måle stjernernes positioner, og der kunne lægges horoskoper. Horoskoper var vi også nogle, der vovede at få lavet om aftenen, hvor en håndlæser og astrolog ankom til hotellet. Han var ikke en hvilken som helst plattenslager men samarbejdede med maharajaen og regeringstoppen, fik vi at vide. For en latterligt lav pris (i forhold til, hvad sådan noget ville koste i DK), fik jeg både en håndlæsning og lagt et næsten 200 sider langt horoskop, der lå til mig næste dag på min mail. Den følgende aften kom jeg først i seng kl. 03, da jeg ikke kunne dy mig for at læse nogle af de mange sider. Pyh… noget af det stemte ret godt, - andet slet ikke! Allerede ved håndlæsningen tog han lidt fejl omkring mine knæproblemer, og han var meget overrasket over min alder, men den gode besked var, at jeg først efter mit 92’ende år ville begynde at få lidt problemer med helbredet, og det ville da kun langsomt gå ned ad bakke uden den store dramatik. Til gengæld kunne jeg have været død på et tidspunkt mellem 40 og 50, da min livslinje var brudt der, men det punkt er jeg jo for længst passeret. Ja, og så var der andre interessante ting, som jeg ikke går nærmere ind i her!
Efter morgenmaden tjekkede vi ud af hotellet men skulle først flyve senere på dagen, så der var endnu noget sightseeng i Jaipur. Vi kørte til Birlatemplet, - en hvid marengs, bygget i 1988 af en rigmand som en donation. Derefter videre til City Palace, hvor den nuværende maharaja stadig bor. Her var et tekstilmuseum og forskellige effekter, bl.a. nogle store sølvvandbeholdere, som maharajaen tidligere medbragte med indisk vand, når han rejste udenlands. Vi fortsatte til en juveler, hvor vi fik demonstration af, hvordan man sliber de forskellige hel- og halvædelstene, og der var mulighed for at købe i butikken. Jeg ville egentlig ikke købe noget men faldt alligevel for en hvidguldring med en lysegrøn peridot sten omgivet af to små diamanter, da jeg har en del tøj i de farver, jeg vil kunne bruge den til. Hvis ikke man skulle købe den slags i Indien, der er den største inden for slibning af ædelsten, hvor så? Gode undskyldninger er der altid nok af!
Efter frokost gik turen mod lufthavnen og turens sidste indenrigsflyvning med al dens forvirrende og stressende securitytjek (det var vist først her, jeg mistede og genfandt mit mavepengebælte), og efter nogen forsinkelse i forbindelse med en mellemlanding i Delhi, landede vi sent i Amritsar. Vi var nu kommet til en anden stat og et helt andet område af Nordindien, den nordvestlige del, - tæt på Pakistans grænse. Dette var sikhernes domæne.
Det blev helt klart den følgende morgen, hvor vi som første punkt på programmet tog til sikhernes helligdom, Det Gyldne Tempel. Et gudesmukt kompleks af bygninger med guldkupler midt i en hellig sø, hvor sikherne, altid iført deres turban, som de aldrig tager af, tager bad. Her var også forskellige restriktioner for at komme ind i selve helligdommen. Først og fremmest skulle man bære hovedbeklædning, og alle, der ikke selv havde et tørklæde, fik udleveret et lille, orangefarvet tørklæde, der skulle bæres derinde. Dernæst skulle skoene af, som i alle templer i Indien, men her skulle man også flere gange igennem en slags fodbad. Et lavt bassin, alle skulle træde igennem, når man gik ind og ud af de forskellige templer og bygninger i hele komplekset. Det gjaldt også det store folkekøkken, hvor man bespiste ca. 80.-100.000 mennesker om dagen. Vi så bjerge af gulerødder, løg og kartofler, som kvinder sad på gulvet og skrællede, og i en anden afdeling stod nogle og rørte i kæmpegryder med linser. Afdelingen for opvask var en endeløs række af vaske, og store stativer opbevarede tallerkener. Et andet sted lå bageriet, hvor masser af kvinder var beskæftiget med at forberede fladbrød, og hvor nogle af os fik mulighed for at prøve at forme disse brød, - ikke helt let! Der var også enorme bageovne, og det var i det hele taget en kæmpe storproduktion af mad, da sikherne er af den overbevisning, at alle skal have mulighed for at få et måltid mad. Deres religion bygger på rummelighed over for alle slags religioner og barmhjertighed over for fattige. Vi gik rundt om hele søen, hvor jeg fik taget mange gode billeder, og efter tempelbesøget så vi en park, hvor en frygtelig massakre havde fundet sted i 1919 i forbindelse med en uafhængighedsdemonstration, hvor briterne havde skudt en masse sikher.
Frokosten blev denne dag indtaget i en Bierstube, hvor vi fik nogle gode øl til et meget lækkert måltid. Derefter kørte vi nord på mod grænsen. Efter en times køretur nåede vi grænsen, hvor vi skulle overvære grænseceremonien mellem Indien og Pakistan, som er det helt store tilløbsstykke for inderne. Det var tilsyneladende en folkeforlystelse, man tog ud til, og vejen op til det stadiumlignende sted, man skulle bænkes for at se ceremonien, var spækket med boder, hvor man kunne købe slik, souvenirs m.m. Folk havde malet indiske flag på kinderne, og der blev svinget med flag, hujet, råbt og sunget under ceremonien, hvor indiske grænsesoldater, iført mærkelige hovedbeklædninger, der lignede hanekamme, skridtede banen af med høje knæløft, der nærmest virkede komisk, mens en sergent udråbte befalinger til dem. Portene ind til Pakistan var åbnede, og man hilste på hinanden, inden de langsomt igen blev lukket, mens begge faner blev taget ned. Jubelen ville ingen ende tage, og det var klart, at inderne er stolte af deres land.
Tidligt næste morgen fik vi ingen morgenmad men måtte direkte til togstationen, hvorfra vi skulle køre med tog til Delhi, og undervejs fik vi både morgenmad, kaffe og senere en slags frokost, så der var masser af service ombord. Ankommet til Old Delhi Station var vejen til bussen med bagagen lang og bøvlet, da vi ikke, som i Amritsar, havde portør til kufferterne, men endelig sad vi i en bus og kørte mod New Delhi og Connaugh Place, - et stort butiksområde for rige indere, hvor vi blev sluppet løs på egen hånd et par timer. Jeg købte en sød sommerkjole til en latterligt lav pris i en fin butik, inden jeg igen fandt bussen, og vi kørte til hotellet i Delhi og spiste afskedsmiddag.
En fantastisk komprimeret og indholdsrig rejse var ved at være til ende. Martin lavede den sidste dag under køreturen en opsummering, der har været mig en stor hjælp ved nedskrivningen af denne rejseberetning. Der var meget at holde sammen på, så jeg var glad for både opsummeringen og de notater, jeg altid selv laver for at kunne skrive.
Tidligt næste morgen/stadig nat kørte vi mod lufthavnen og sagde et vemodigt farvel og hjerteligt tak til både Rishap og Martin, før vi skulle gennem den sidste security og på den lange flyvetur hjem. Men sikke en rejse. Jeg vil aldrig glemme den!
Klik her 
for at komme tilbage til rejseoversigten.