Så lykkedes det endelig, - den mangeårige drøm om at komme til Saudi-Arabien. Det tidligere så lukkede land for vantroende åbnede for turister for et par år siden, men forskellige benspænd – og det seneste rent bogstaveligt – kom hver gang, jeg forsøgte, i vejen. Første gang for nogle år siden var pionerrejsen også bestilt med Viktors Farmor, men af uransagelige årsager fik kun jeg visum, og da resten af gruppen ikke havde modtaget det så sent som dagen før afrejse, blev turen aflyst. Nu forsøgte man så igen i år med en større rundrejse, som først lod sig sælge, da rejsen – og dermed prisen – blev beskåret. Saudi-Arabien er et dyrt land, men endelig kunne man komme af sted. Men ak, - to måneder før afrejse styrtede jeg på cykel (på grund af den rent ud sagt stædigt stående person, jeg kørte frontalt ind i) og slog mit raske knæ ret slemt. De nærmere detaljer går jeg ikke ind i her, men det lykkedes mig at komme nogenlunde på benene og få grønt lys fra min rejseforsikring med mine nu to dårlige knæ!
Vi ankom til hovedstaden Riyadh sent på natten, så efter kun to og en halv times søvn startede næste dag med en bytur. De første glimt af byen startede til fods gennem både nyt og gammelt. En fin, gammel byport førte ind til et område, Dirah, med en del værksteder, hvor man kunne se arbejdet med de specielle hovedbeklædninger til mænd, hvor vi af den medfølgende, meget humoristiske, saudiske lokalguide fik forklaringen på tørklædet med fiskenetmønsteret under den sorte ring (agal), som holder tørklædet på plads. Vi så også værksteder, hvor de lavede herresandaler samt de fine klædninger, der bæres over thoben, den kjortel de saudiske mænd går med. Pludselig stod vi på en kæmpestor plads, Al Safak, som var omgivet af moskeer og borgmesterkontor, men også cafeer, og for enden lå fortet Masmak, som vi skulle have besøgt, men som var midlertidigt lukket på grund af restaurering. Pladsen, som også brugtes som markedsplads, havde et tilnavn: ”Chop chop place”, og man kan selv regne ud hvorfor. Det skulle dog, i følge lokalguiden, være et overstået kapitel? Det var allerede ret varmt, og vi satte os på en café, hvor man serverede en drink, de fleste af os blev ret forfaldne til under turen: En frisk lemon/mynte drik. Jeg var iført en af flere af mine hjemmefra medbragte abayaer, - en sort, silkeagtig, tynd kjortel, købt for mange år siden i Yemen, samt mit sorte hovedtørklæde, så jeg følte mig fuldstændig i ét med de saudiske kvinders tøjstil, og meget tilpas i det lette gevandt. Vi havde jo på forhånd fået besked om hensigtsmæssig beklædning på turen, da kvinder ikke måtte vise former, og både ben og arme skulle være helt tildækkede, men nogle af kvinderne i rejsegruppen var ikke helt regelrette, og andre meget kreative i farvevalg. Da vi senere på rejsen skulle til den hellige by, Medina, var det vigtigt for overhovedet at blive lukket ind, at vi var standsmæssigt klædt, så næste programpunkt var en tur i souken, så de af os, der ikke havde en sådan i bagagen, kunne købe sig en rigtig abaya. Da alle var udstyret med det rigtige tøj, gik turen videre til Nationalmuseet, i hvis store ankomsthal man blev mødt af et kæmpefoto med hele kongerækken af saudiske monarker. Museet belyste Saudi-Arabiens historie gennem forskellige tidsperioder med både fotos og udstillede genstande. Frokosten indtog vi på en traditionel, saudisk restaurant, ”Najd Village”, der havde til huse i en smuk, traditionelt udseende bygning. Maden var lækker og blev serveret i store fade, som man tog fra, men til min store rædsel, foregik det hele på gulvet, hvor man skulle sidde i traditionel stil omkring maden. Det var ikke nemt for mig med mine store knæbeskyttere, da jeg ikke var i stand til hverken at sidde på hug eller bøje benene ind under mig, og man må nemlig helst ikke pege med fødderne ud mod andre personer. Det regnes for uhøfligt. Nu var vi heldigvis kun vores gruppe i rummet, så det gik nok i dette tilfælde, og heldigvis kom vi ikke ud for det igen på resten af turen.
Vi kørte nu ud i et helt andet kvarter af Riyadh til bydelen Diriyah, hvorfra den saudiske kongefamilie stammer, og hvor man var i gang med restaurering af de gamle bygninger fra 1700-tallet, nu på UNESCO’s bevaringsliste. Det var meget stemningsfuldt at gå rundt i ruinerne ved solnedgang og forestille dig, hvordan det hele så ud, da byen var i sin storhedstid, og belysningen var enestående til flotte fotos. Derfra kørte vi gennem det nyere Riyadh og endte dagen i toppen af Kingdom Tower, der ligner en øloplukker (lige som den i Shanghai) med flot udsyn over byens uendelige udstrækning og lys.
Allerede næste morgen forlod vi Riyadh for at sætte kursen nordvest på. Første stop var Huraymella, Mohamed bin Abdul Wahhabs fødested, hvor en ruin af wahhabismens første moske lå. Det er den gren af sunni islam, man dyrker i Saudi-Arabien, - en af de strengeste! Denne moske havde også et UNESCO skilt, og dem så vi flere af på rejsen. Frokosten indtog vi i Alfarrah og næste stop var ørkenbyen Ushaiger, - grundlagt for omkring 1500 år siden og også under UNESCO’s beskyttelse, og det forstår jeg mere end godt. Byggestilen najd var nemlig meget lig den, jeg husker fra Yemen, med de brune, lerklinede mure med den hvide stukornamentering. Dette nævnte jeg for vores lokalguide på hele turen, Doufik, og han fortalte mig, at både hovedstaden, Sanaa, og Hadhramautdalens skønne by, Shibam, nu var mere eller mindre jævnede med jorden under bombardementer, hvilket gjorde mig uendelig trist. Yemens landskaber og byer er noget af det flotteste og mest fantastiske, jeg nogensinde har oplevet. Ushaiger var stadig til en vis grad beboet men også under renovering. Den har i tidernes morgen været et vigtigt stop for karavaner på vejen til Mekka.
Vi ankom igen sent til Buraidah, hvor vi skulle overnatte, og af en eller anden grund fik jeg en hel suite af værelser med to toiletter. Midt i det største soveværelse stod en kæmpemæssig jacuzzi, og jeg kunne ikke dy mig for at prøve den, da jeg var både træt, svedig og havde ondt i mine knæ. Det lykkedes mig at få den til at fungere, og det var skønt at få vandmassage oven på dagens lange rejse – hvornår får man dén mulighed igen? Jeg skulle dog passe på ikke at falde ned og drukne i det alt for store bassin, for der var ikke rigtigt noget at holde i eller stemme fødderne imod.
Den følgende morgen besøgte vi et stort kamelmarked, hvor vi havde regnet med at drukne i et hav af mennesker og kameler, men det var meget sparsomt besøgt, så måske var vi for tidligt på den. Der var derimod god udsigt til kamelerne, som vi kunne komme helt tæt på og fodre med græs, og der var søde kamelføl og også andre dyr på markedet som geder, køer, kaniner og gæs.
I den næste overnatningsby, Hail, - en mindre by på kortet længere nordpå, men ifølge vores guide, Doufik, fem gange større end hele Libanon (Doufik var fra Libanon) - besøgte vi et par forter samt et velforsynet dadelmarked og blev belært om de forskellige typer dadler. Og så gik turen ellers vestpå til Al Ula, - rejsens højdepunkt! Det var nu blevet d. 23. november, - min fødselsdag! Vi kørte gennem stadig mere og mere vild natur. Der begyndte at komme bjerge i det ellers så flade landskab, og de var ganske mærkværdige. Flade lag af klipper ovenpå hinanden i sære former, der gav alle mulige associationer til borge, tårne, ansigter osv. Vi besøgte en smuk palmelund, der skulle have været anlagt til et rekreativt område, men arbejdet med det blev af uransagelige grunde standset på højeste niveau. I stedet var Elephant Rock, der lignede en stor elefant, blevet et udflugtsmål for både lokale saudier og de få turister, der kom forbi, og der tilbragte vi de sidste timer af dagen med en drink i en af de gryder med sofaer, der var gravet i jorden på stedet med udsigt til elefanten, hvor vi nød en lemon/myntedrink i solnedgangens skær.
Men inden da havde vi besøgt et besynderligt bygningsværk, der for få år siden (2019) var opført i ørkenen blandt klipperne: Maraya Concert Hall. Verdens største spejlbygning, bygget på 3 måneder af 105.000 km spejlglas. Der lå den, - midt blandt bjerge, der spejlede sig, så det så helt surrealistisk ud, og bygningen forsvandt næsten i spejlbillederne. Indvendigt var der en mindre arkæologisk udstilling, men hovedformålet var koncertsalen, som vi desværre ikke kunne få lov at se. Men der blev taget mange sjove fotos udendørs med de sjove spejlinger af en selv og bjergene i mærkelige vinkler.
Den ørkenlejr, vi skulle tilbringe to nætter i, viste sig at være rækkehusagtige hotelværelseslænger, og i forlængelse heraf lå hovedbygning og restaurant. Om aftenen var der buffet, og jeg blev fejret med fødselsdagssang af gruppen og en lille tale af vores medfølgende, dansk/marokkanske rejseleder, Halima. Hun var en historie helt for sig, - mere om det senere. De kunne ikke på dette sted fremskaffe hverken flag eller lagkage, som det ellers er kutyme ved fødselsdage, men i stedet havde de sat et enkelt stearinlys i en af kagerne fra buffeten, som blev serveret for mig. Jeg var yderst tilfreds med min fejring. Dagen efter viste det sig mærkværdigvis, at en anden af gæsterne i gruppen også havde fødselsdag, så det hele gentog sig.
Der var sat god tid af i Al Ula, og næste dag startede med at besøge Hegra (eller Madain Saleh), som er en pendant til Jordans Petra. Nabatæerne har nemlig også været her, og på samme vis så vi en siqh (slugt) som den i Petra, og klippegrave spredt over et endnu større område, så vi måtte køre rundt for at se dem. Hegra har været en handelsby fra det 2. årh. før vores tidsregning og flere århundreder frem, men Dadan, som vi også besøgte i området, var flere århundreder ældre. Her pågik stadig udgravninger, da man mente, der gemte sig meget mere under ørkensandet. Vi besøgte flere typer klippegrave og så på afstand de grave, hvor der var indhugget løvehoveder over. Her havde jeg meget glæde af min 300 mm zoomlinse.
Til frokost fik vi noget ualmindelig mørt og lækkert kamelkød, og senere på dagen var der tid i selve byen Al Ula, hvor vi både så et gammelt fort, hvor vi fra toppen havde en flot udsigt over hele byen og området, og fik en gåtur op og ned ad hovedgaden med efterfølgende tid på egen hånd. Endelig havde jeg mulighed for selv at gøre nogle indkøb og kigge på de meget få souvenirs, der var. Jeg ville jo gerne have noget med hjem, der var lokalt og originalt, - uden ”Made in China” i bunden. I en lille bod hos en gammel kvinde fandt jeg dels en posetaske med en kamel broderet på og en håndbroderet ansigtsmaske med både perler og mønter. Da en yngre og helt formummet kvinde kom til, fik jeg på engelsk at vide, at den gamle kvinde selv havde syet og pyntet ansigtsmasken, så den købte jeg også, og begge dele blev pruttet passende ned. Et andet sted i en bod kom jeg i dialog med to unge, og også helt bag slør og ansigtsmasker, formummede kvinder, der fnisende på min forespørgsel lod sig fotografere helt tæt på. Alle kvinder i Saudi-Arabien bar sorte abayaer og tørklæder, og mange var også helt ansigtsdækkede, men ikke alle. Vi turistkvinder behøvede ikke hele tiden at dække vores hår, men det var dog ofte en bedre fornemmelse at gøre det, da man følte sig mere respektfuld over for lokalbefolkningen. Vi så enkelte turister, der slet ikke rettede sig efter påklædningshenvisningerne, og det kan undre, hvordan de er sluppet ind i landet, og hvor meget de får lov at se og hvilken behandling de får af myndighederne? Vi mødte dog ikke noget moralpoliti.
Efter Al Ula fortsatte vi næste dag mod syd mod Medina, - den næsthelligste by for muslimerne efter Mekka. Den har indtil for ganske nylig været totalt lukket for vantro, men man har altså nu valgt at give turister et indblik i byen, og vi kunne også komme ganske tæt på den hellige profets moské, men ikke ind i den. Jeg havde taget min tynde abaya på, og da vi nærmede os byen og fik besked på at tage abayaer og tørklæder på, fandt jeg også min hijab frem. Den købte jeg for mange år siden i den hellige by, Qom, i Iran, og tænkte, at den måtte være perfekt til dette besøg, da den sidder endnu tættere til hovedet end tørklædet. Jeg tror, det var et godt valg, men lige meget hjalp det på at aflede opmærksomheden fra mit kamera. Man måtte nemlig ikke i området fotografere med kameraer, - kun smartphones, - og sådan en har jeg jo ikke. I sidste øjeblik reddede min minitablet mig, for den ligner en stor telefon, så den fik jeg i hast tændt og taget med mig på det første stop i byen. Jeg er dog ikke vant til at fotografere med den noget uhåndterlige tablet, som hele tiden gik ud og skulle genstartes, men der kom dog ikke desto mindre ganske brugelige fotos ud af det, trods alt. Vi startede med at klatre op på en stor grusbunke over for Sayyid al Shuhada moskeen, hvor man havde et glimrende overblik over den hvide moske og hele menneskemængden af pilgrimme, der bevægede sig til og fra moskeen. Jeg havde dog nok at gøre med at klamre mig til løse sten og holde fast på tabletten, for det var ikke nemt at komme op og værre at skulle ned igen derfra. Nede ved moskeen blev vi fordelt, - kvinder mod én indgang og mænd mod en anden. Vi fik nemlig lov at komme ind i denne moské, og her er jeg sikker på, at vores ærbare påklædning var med til at give os adgang. Mændene derimod, fandt vi bagefter ud af, var blevet afvist, da de ikke lignede muslimer! Men de havde jo også ”bare” deres almindelige tøj på, og der kunne man nok se, de var turister. Efter denne moské gik turen med bus gennem Medina til det allerhelligste i byen: Masjid al Nabawi, Profetens moské, som var et kæmpeområde med selve moskeen (grundlagt i 625) i centrum, - med 10 minareter og 27 kupler. Det hele var indhegnet med et gitterhegn, som man kunne kigge ind igennem, og vi gik langs med hegnet og kunne se ind på de mange hvidklædte pilgrimme. Tættere kunne vi ikke komme, men der var også nok at se på. Nogle lå og bad direkte på jorden, andre hele familier holdt nærmest skovtur derinde og havde lejret sig på gulvet. Jeg fotograferede ind gennem hegnet så meget, som muligt og prøvede at holde trit med gruppen. Der var mange mennesker, så man skulle passe på ikke at blive væk! Men det var et spændende indblik i en meget fremmed verden, og det var bare om at suge til sig, mens tid var.
V havde også her en lokalguide med os, og hende var vi inviteret hjem til middag hos bagefter, så vi kunne se et saudisk hjem. Hun var helt givet ud af det bedre borgerskab, for hele familien boede i et flere etagers hus. Der var overdådigt møbleret med guldbelagte rokokolænestole, ægte tæpper og røvballegardiner, og der blev serveret dadler og te inden middagen, der bestod af mange retter på en buffet, og dertil saft. Der drikkes jo overhovedet ikke alkohol i Saudi-Arabien. Det er totalt forbudt!
Men inden maden rullede kvinderne et tøjstativ med flotte dragter ind. Der var både forlovelses- og brudedragter samt herrekostumer, og vi fik mulighed for at prøve dem. Jeg og et par andre fra gruppen blev klædt på, og vi havde nogle morsomme minutter med at tage billeder af hinanden. Jeg prøvede også en ”hæklet” guldmaske, der gav en ekstra dimension til mit kostume.
Næste morgen var bussen skiftet ud med toget. Vi skulle ca. to timer med lyntog fra Medina til rejsens sidste destination, Jeddah. Det var også en sjov oplevelse at se på folkelivet på banegården, for sidste station på linjen, vi skulle med, var Mekka. Her var masser af hvidklædte pilgrimme, der skulle med toget, og de var lige så nysgerrige på os, som vi var på dem. Det var i det hele taget noget, vi oplevede hyppigt undervejs: Nysgerrigheden, - og den var ikke ubehagelig. Man må jo regne med, at turisme var så nyt her, at vi stak ud fra mængden.
Jeddah var et godt sted at slutte rejsen. En skøn havneby med corniche og en flydende (i vandet på pæle) moské, et spændende fiskemarked med fisk i alle regnbuens farver, bl.a. den neonblå papegøjefisk, som nogle af os senere fik et glimt af i vandet og en pragtfuld, gammel bydel med de skønneste, ældgamle huse, bygget i koralsten med lukkede træbalkoner. Ligegyldigt hvor man vendte blikket hen, var der noget at fotografere, - det var helt fantastisk! Vi gik tur på cornichen, var indenfor i den flydende moské, så fiskemarkedet, spiste kamelmælkeis og smagte kaffe med kamelmælk på en lille, udendørs café og besøgte et gammelt byhus i den indre del af den gamle by. Også om aftenen gik vi en bytur, smagte på forskellige specialiteter undervejs og indåndede stemningen og folkelivet, der udfoldede sig på dette sene tidspunkt, hvor heden ikke er så voldsom. Jeg må sige, at jeg generelt nød varmen, - også om dagen, hvor temperaturen nok har været omkring de 30 grader.
Den første eftermiddag var der nogle timers fritid, og vores rejseleder, Halima, der jo havde den fordel, at hun talte arabisk, tilbød at følge med de af os, der gerne ville shoppe, rundt i souken. Jeg og et ægtepar fra gruppen var specielt interesserede i smykker, - jeg især i gamle beduinsmykker, og hvis vi kunne finde noget gammelt, yemenitisk sølv, ville det lige være sagen. Der skulle ikke være meget tilbage af den slags, forlød det ellers, men vi var heldige, og pludselig stod jeg foran en lille shop, hvor en hylde bagved bugnede af de store sølvarmbånd, jeg kender fra Yemen, og oppe over det hele hang beduinkæder på rad og række. Desværre var butikken lukket, men der blev hurtigt ringet efter ejeren, og så gik jeg ellers i gang med at kigge på sagerne. Jeg er normalt god til at prutte priser hårdt ned, men denne gang var Halima til stor hjælp, da det var vanskeligt med sproget, og hendes tilstedeværelse var uden tvivl en fordel for prisniveauet. Jeg endte med at købe en stor, hul armring, en lidt mindre, men meget speciel armring af et design, jeg har en tilsvarende fra Yemen, men med andre farver sten samt en stor beduinhalskæde. Jeg var mere end glad for mine gode køb, da vi gik ud af forretningen, og meget taknemmelig for Halimas hjælp. I en anden butik med guldsmykker købte ægteparret en meget fin guldring og jeg et lille guldvedhæng, - også der fik vi stor hjælp af Halima.
Halima var en fantastisk kvinde. Undervejs på en af de lange busture gennem landet fortalte hun om sin baggrund og hele sin gruopvækkende opvækst. Som datter af en marokkansk gæstearbejder blev hun muslimsk opdraget men gik i dansk skole og flygtede ind i bøgernes verden på biblioteket. Familien holdt ferier i Marokko, og da hun var 12 år, blev hun tvunget til at blive dernede på genopdragelse, da hun var blevet for dansk. Senere blev hun gift som 16-årig mod sit ønske, og hun gennemlevede alverdens mareridt inden hun 3 børn og 16 år senere blev skilt. Men dermed stoppede problemerne ikke. Hun fik en uddannelse som socialrådgiver men blev udstødt af familien, mistede sine børn og til sidst også helbredet. Blev indlagt, var tæt på at begå selvmord men er nu kommet gennem sine traumer, har skrevet en bog om sit liv og har fået et nyt, godt liv. Det var så frygtelig en historie, at jeg tror, vi alle græd undervejs i beretningen. Halima har været stærk, når hun har kunnet overleve så megen modgang, og jeg skal helt sikkert have fat i den bog.
En på alle måder fantastisk rejse var ved at være til ende. Vores sidste middag spiste vi på en fiskerestaurant, og allerede først på natten gik turen til lufthavnen. Søvn er ikke det, vi har fået mest af på denne tur. Jeg tror, jeg har sovet mellem 2 og 6 timer i gennemsnit, men oplevelserne har stået i kø!
Hvis Mekka på et tidspunkt, som der tales om, også bliver åbnet for turister, og nogle af de ting, der blev skåret ud af vores oprindelige program, igen kan lade sig gøre, er jeg frisk på endnu en tur til SaudiArabien. Det land var et glædeligt bekendtskab!
Klik her 
for at komme tilbage til rejseoversigten.