Jeg er på mit årlige langtidsophold her i Almunécar i Spanien, - denne gang fra d. 12. februar til 23. marts. Jeg har igen i år været heldig at få lejlighed 44, som ligger på 10. sal på hjørnet af den midterste af de tre blokke. Den lejlighed er et scoop, da der – i modsætning til de øvrige lejligheder – er sol HELE dagen. Når den drejer om bag taget, forsvinder solen fra de store altaner... men ikke hos mig! Fordi jeg ligger øverst, og i et hjørne, fortsætter solen i flere timer endnu, og når den endelig forsvinder bag huset, går man bare ud på bagtrappens svalegang med sin liggestol. Der sidder man så, til solen går helt om bag bjerget, der ligger bag husene. Som sædvanlig elsker jeg de lange, varme dage på den store altan i en liggestol i selskab med gode bøger, og helst i bagende sol. Hvis det er stille vejr og fuld sol kommer temperaturen nemt op på 40 grader, men mindre kan også gøre det. Og så har vi jo fra altanerne verdens bedste udsigt direkte ud over det blå Middelhav, som jeg, og efterhånden også flere andre, bader i. Dagen starter altid (hvis ikke bølgerne er for høje) med et morgenbad sammen med min nabo, Lykke. I år ankom jeg før hende, og allerede dagen efter gik jeg i vandet for første gang og blev glædeligt overrasket over, hvor varmt det var i forhold til tidligere år. 14 grader fra morgenstunden er ikke almindeligt. Det plejer at starte med 11-12 grader og stige i månedens løb. I år har det desværre været omvendt. Der havde kort før, vi ankom, været hedebølge, - derfor var vandet varmere end normalt, men desværre må jeg sige, at efter de første 9-10 dage slog vejret om, og siden har det været utroligt blæsende, og der har været dage, vi ikke kunne gå ud for bølgerne. Vandtemperaturen faldt også til 12-13 grader, - mere normalt for årstiden.
Nå, men jeg lagde ud med mange aktiviteter fra starten. Da de første og største basisindkøb var gjort inde i byen via Stephen, som også i bil henter og bringer mig fra Malaga lufthavn, var jeg klar til at se på, hvad der var af kulturelle muligheder i år. Lykke, min nabo og badeveninde, ankom som sagt et par dage efter, og da jeg låner en af hendes to cykler, giver det en utrolig frihed, når man vil de 3-4 km ind til byen. Bussen kører lige neden for vores hus, Playa Tropical, men den kører kun nogle gange om formiddagen, og så igen sidst på eftermiddagen og tidlig aften. Lige midt på dagen må man enten gå eller tage taxa, og så er det altså godt at have en cykel. Mit bentøj er jo ikke det bedste, så det er afgjort rarere at cykle, selv om cyklen, som er en minicykel uden gear og kun med håndbremse, er meget langt fra de tunge bedstemorcykler, jeg har hjemme. Jeg skal faktisk passe voldsomt på, når jeg kører på den, da min bremsereaktion sidder i pedalerne, og det går jo ikke. Men hidtil er jeg da sluppet for ulykker!
Allerede få dage efter ankomst havde jeg købt billetter til Lykke og mig til en flamencoaften i Casa Cultura om fredagen og en klassisk koncert med Middelhavsorkestret, der spillede Beethoven, Mozart og Mahler, om søndagen. Det er dejligt at have mulighed for at opleve noget kulturelt, når man er hernede, og vi har ofte været til så forskellige ting gennem årene som operaen Aida og små kammerkoncerter. Begge gange i år var der fuldt hus, så det var godt, jeg havde købt billetterne nogle dage før. Flamencoshowet var flot og anderledes med kun ganske få medvirkende. Tre musikere, en danserinde og en lille pige med en kraftfuld stemme, der sang et par sange. Jeg tror, det var et familieforetagende, men det var på et højt niveau. Meget overraskende rejste trommemusikeren sig på et tidspunkt og dansede en solo helt a cappella og med fuldstændigt forrygende hurtige trin. Vi var helt opløftede, da vi cyklede hjem.
Det er efterhånden flere år siden, jeg har været med til de kirketjenester, Kirken Øst for Malaga afholder i Almuñécar og Torre del Mar. Det har der været mange grunde til, men nu er der kommet ny præst, og Stephen deltager, når det er i vores by. Det er stadig om lørdagen, men da Fiskerkapellet er under renovering, foregår det nu på et hotel i den modsatte ende af byen, hvor der samtidig efterfølgende bydes på frokost med hyggeligt samvær. Jeg havde lyst til at være med igen og spurgte Stephen, om han havde plads i bilen? Og således drog vi af om lørdagen sammen med Tove, - også fra vores hus, - og Babs, der er kommet herned igen ”for at se sine dæmoner i øjnene” efter at hun for 5 år siden mistede sin mand, Lars, som døde pludseligt i deres lejlighed under opholdet her. Det var fint at deltage i gudstjenesten med den nye, kvindelige præst og holde min sangstemme lidt ved lige, til jeg skal hjem og passe mine egne tjenester som kirkesanger. Og det var hyggeligt at møde gamle kendinge fra tidligere år, der stadig var med, - særligt ægteparret Sørensen, som jeg samtidig benyttede lejlighed til at invitere til middag herude i Playa Tropical. Søren Sørensen laver nemlig hjemmeside til mig, da han synes, mine mange rejseberetninger skal ud til et større forum. Hjemmesiden er stadig under udarbejdelse som en underafdeling af hans egen, men den kan allerede tilgås ved at google mig.
Ja, som sagt havde jeg et middagsparty i støbeskeen og inviterede seks personer, da jeg fra tidligere huskede, at man kan være nøjagtigt syv her i stuen, hvis havebordet fra altanen sættes til spisebordet. Den følgende fredag troppede Stephen, Lykke, Babs, Tove (som også bor her i huset) samt ægteparret Birgit og Søren Sørensen op til en tre retters middag. Først havde jeg lavet et par tallerkener tapas med små minitoasts med sortfodsgrisepaté samt små minicrustader med laks. Hovedretten er min hjemmelavede paella med kylling og alverdens skaldyr som rejer, blæksprutter af forskellig art og størrelse samt forskellige muslinger. Knivmuslinger måtte jeg på jagt efter, men det lykkedes til sidst! Desserten var en frossen Browniekage, garneret med kæmpejordbær, der kan fås hernede og smager sødt og godt! Hvidvin og rosé, cola til Stephen og kaffe til desserten, - der manglede vist ikke noget, og snakken gik til sent. Da gæsterne var gået, valgte jeg med det samme at rydde alt op og vaske op, for ikke at vågne til rod og kaos.
Nu begyndte en noget mere ustabil vejrperiode, og jeg fik læst flere bøger bl.a. den sindssygt spændende spionroman, ”Damaskus”, og shoppede inde i byen. Indimellem går jeg også til en meget effektiv fysioterapi derinde, som Lykke har anbefalet mig. En hel times behandling på mine slemme myoser i skuldre og nakke gør underværker. Jeg gik hos den samme fysioterapeut allerede sidste år. Normalt går jeg om eftermiddagen, da jeg er ret kvæstet bagefter, men sidste gang var der kun en ledig tid fredag formiddag, 0lige midt i den store, ugentlige folkeforlystelse, fredagsmarkedet. Ærgerligt, men jeg var nødt til at tage den, så jeg startede tidligt med at gå i vandet og halsede på cykel i modvind ind til byen for at være på markedet, når det startede kl. 10. Nåede at gå rundt halvanden time og skyndte mig så op på cyklen og over i den lille gade, hvor fysioterapien ligger. Efter behandlingen var jeg temmelig groggy men ville gerne nå den sidste lille time af markedet, så jeg trak cyklen henad den lille gade tilbage mod centrum. Jeg passerede en afspærring, hvor der foregik noget facadearbejde længere oppe på huset, og hørte et klask bag mig og et lille smæld. Vendte mig ikke om men fortsatte til fods hen til en fodgængerovergang, hvorfra jeg ville cykle videre. Og så kom jeg til at se på cyklen, der var helt overdænget med gul maling og store gule pletter, - og det var jeg også selv! Det viste sig, da jeg returnerede til afspærringen, at de havde kastet en spand gul maling ned fra stilladset, og den havde næsten ramt mig men i hvert fald oversprøjtet mig og cyklen! Håndværkeren kom farende og undskyldte, jeg skældte ud og bad om hjælp, så det endte med, at han rengjorde cyklen, og en ældre dame (formentlig hende, der boede i huset) kom farende med en æske vådservietter og rensede mit tøj og min taske af så godt, det var muligt. Heldigvis havde jeg ikke fået det i håret (men ok, - det er jo i forvejen gult), og heldigvis var malingen vandbaseret, så det går af i næste vask. Men min taske fra Rwanda, som jeg fik i fødselsdagsgave at Mie, har jeg jo ikke tænkt mig at vaske. Men det meste af farven gik dog af efterhånden som damen gned og gnubbede på pletter og stænk, og cyklen blev også rengjort. Heldigt, jeg ikke også nåede at sætte mig på den. Ja, jeg skal da love for, jeg oplever noget hernede! Sidste år fløj en af mine potteplanter jo ned fra altanen ved et voldsomt vindstød og havde nær ramt gartneren (ligesom i Figaros Bryllup), og den gik lige midt over i faldet og var lige til at kassere. I år skete det igen, - jeg havde lige vendt ryggen til et øjeblik, - så var min lille, pink alpeviol væk! Jeg kunne ikke se den fra altanen på 10. sal og gik ned for at finde den. Og tænk, den stod nok så nydeligt på en af marmorbænkene, - oprejst og tilsyneladende uskadt. Kun en enkelt blomst var knækket, og det var plasticpotten også. Billigt sluppet, og man kan undre sig over, at den er faldet så heldigt, at den har ramt marmorbænken med pottebunden først? Jeg laver hvert år en hel lille urtehave på altanen med blomster og ikke mindst krydderurter, som jeg bruger i min madlavning. Det er hyggeligt og pynter på altanen og inde i stuen, når det blæser udenfor.
Jeg havde set frem til to besøg i år hernede, men det bliver desværre kun til det ene i år. Mie kommer i seks dage her senere i marts, og vi skal ud at køre en tredages tur i lejet bil. Men Hedwig skulle være kommet nogle dage i februar, og vi havde begge glædet os umådeligt, da det er ca. 10 år siden, hun besøgte mig her sidst. Desværre kom en halsstarrig influenza først på tværs, og da hun var ved at komme sig over den med penicillin få dage før afrejsen, blev hendes ene søn hasteindlagt med symptomer på stress, så hun måtte blive hjemme og hjælpe med pasning af tre små børn og var også for bekymret til bare at rejse af sted. Til gengæld var jeg med til at fejre min nabo og badeveninde, Lykkes 80års fødselsdag i starten af marts. Hendes barnebarn med mand og to små børn var taget herned de få dage omkring fødselsdagen, da hendes datter, der var her på samme tid sidste år, ikke kunne tage fri fra sit arbejde. Så nu har jeg snart mødt hele familien, - nogle ualmindeligt søde mennesker. De boede alle sammen inde i Lykkes lejlighed, og havde overtaget soveværelset, der støder op til mit, så der var tryk på i de dage, det stod på. Lykke var flyttet ind i stuen. På selve fødselsdagen havde Lykke bestilt bord til os alle nede på ”Al Jaima”, - vores marokkanske yndlingsrestaurant, og vi skulle bl.a. have lammeskulder, der skulle bestilles på forhånd. Det er overflødigt at sige, at det smagte himmelsk, og det gav mindelser om de ”Sunday Roasts” vi spiste på ”Danny’s” i årene op til coronaen, inden alt lukkede, og ejeren, Paul, siden blev syg og døde og restauranten afviklet. Vi afsluttede med skønne is på Isbaren længere henne ad gaden, som både turister og indfødte spaniere valfarter til, når den åbner. De laver pragtfuld is!
Det er farligt at bo hernede i længere tid med alle de skønne ting, man kan både spise og drikke her. Jeg kæmper med vægten igen og er nu gået på 8-16 kuren!
Tiden går hurtigt her i godt selskab, og i den første uge af marts kom der nye besøg fra DK. Babs, som jeg tidligere har nævnt, der mistede sin mand pludseligt hernede for fem år siden, var vendt tilbage og ville mindes Lars på femårsdagen her sammen med noget af familien. Og de troppede da også op i løbet af ugen. Lars’ datter, Heidi, som også var her dengang, havde nu fået en kæreste, der var med, og den anden søster, Sheila, havde fået ny kæreste. Derudover kom også Babs’ barnebarn, Linnea, der skulle bo sammen med hende i hendes lejlighed. Der skulle naturligvis hilses på, og tre aftener i træk var jeg sammen med dem, - den første var til drinks i Heidis lejlighed sent på aftenen, og det blev meget sent den aften, og næste aften spiste vi middag sammen på den nye kineserrestaurant nede på gaden, - et glimrende spisested med skøn mad! Den tredje aften blev det til et kortere drinksbesøg i Babs’ lejlighed om aftenen, for næste dag ventede jeg jo endelig selv besøg.
Mie ankom lige som sidste år i en lejet bil fra Malaga lufthavn torsdag eftermiddag, og da vi havde fundet parkeringsplads til bilen, og Mie var installeret, gik vi ned på den marokkanske ”Al Jaima” og spiste. Vi var heldige, idet den søde ejer, Khalid, var der. Han er ellers gået på barselsorlov, da han har fået en søn, men vi fik lov at teste en ny ret til spisekortet. Det var fisk og skaldyr i en slags gratin med æg og ost og vist også ris, så vidt, jeg husker, og det smagte himmelsk. Khalid elsker at snakke og underholde gæsterne, så han satte sig en overgang ved vores bord med en øl. I modsætning til de spanske restauratører taler han godt engelsk (og mange andre sprog) så man får altid en hyggelig snak, når han er der. Han huskede også Mie fra sidste år, - jo, man får altid en varm velkomst. Da jeg ankom i år og spiste dernede for første gang, fik jeg et stort knus. Det er nok lidt usædvanligt?
Resten af dagen brugte vi i lejligheden på at planlægge og pakke sammen til biludflugt næste morgen, og om aftenen endte vi på ”Montes”, den mest populære restaurant hernede hos dem, jeg kender her. Stephen spiser her alle de dage, der er åbent. Og vi endte da også alle sammen ved et stort langbord, - de ”faste”: Stephen, Tove samt Gert, og alle os andre: Babs, Linnea, Heidi og Sheila med kærester, samt Lykke, Mie og jeg.
Næste morgen tog vi af sted på tur efter mit morgenbad med Lykke. Mie ville ikke med i vandet, - hun havde frosset om natten, for jeg havde rent glemt at udstyre hende med et tæppe til at lægge oven på det tynde lagen, som man sover med her. Heldigvis fik det ikke følger.
Mie havde på forhånd booket overnatninger på Paradorer i henholdsvis Mojácar og Lorca, så den del af turen var på plads. Men vi kørte først til Almeria, - helt op til Alcazabaen (borgen), hvor vi var heldige at finde en parkering umiddelbart neden for opgangen. Vi så, hvad der var at se i det imponerende, arabiske fæstningsværk med en mur, der kunne minde om den kinesiske, og tog videre ned til Domkirken, der ikke ville lukke os ind et kvarter før lukketid, men vi havde ikke tid til at vente til eftermiddagsåbningen, da vi skulle nå andre ting, inden regnen kom. De havde nemlig lovet rigtig dårligt vejr, især lørdag. Heldigvis nåede vi ind i Domkirken på hjemvejen som sidste programpunkt på dag 3, men det var i sidste øjeblik igen og krævede store overtalelsesevner, - mere herom senere!
Turen gik videre til Cabo de Gata, der reklamerer med flamingoer i de lavvandede søer, hvor man også udvinder salt. Vi så dog ingen flamingoer i søområdet men var i stedet begejstrede for klipperne og den voldsomme havbrænding omkring fyrtårnet. Vi fandt ikke nogen restauranter på vejen videre, så vi endte med en nødløsning på en uinteressant vejcafé med kaffe og en alt for fed og sød ostekage som eneste frokostmulighed. Dagen endte i Mojácar, hvor vi både kørte og gik en tur rundt i den gamle bys krogede gader, før vi landede i Paradoren ude ved kysten, hvor vi endelig fik et ordentligt måltid mad om aftenen.
Vi havde egentlig planlagt et morgenbad næste dag, da vi boede lige ved stranden, men vejret var ikke til det, og vi måtte hellere skynde os videre for at være et skridt foran regnen, som endnu ikke var begyndt. Vi hastede derfor til Cartagena, hvor vi nåede det meste af det spændende Museo Teatro Romano, inden regnen indfandt sig. Det var desværre lige, da vi stod og skulle træde udendørs til det store amfiteater. Så det blev kun til et kort besøg udendørs i selve teatret, bøvlende med paraply og kamera, ØV! Det væltede på det tidspunkt så meget ned, at vi skyndte os hen på en nærliggende café, hvor vi blev ret længe og fik et kæmpestort skaldyrsmåltid, der smagte vidunderligt, samt kaffe og kage. Derefter fortsatte vi ned ad hovedgaden, Calle Major, som i min guidebog er berømmet for sine flotte bygninger i jugendstil, og vi kiggede også ind i en kirke og fandt den gamle katedral, der nu var en ruin og en del af museet og amfiteatret ved udgangen, som vi ikke var kommet rigtigt ud af på grund af vejret. Cartagena er en havneby med stolte søfartstraditioner. Den er grundlagt helt tilbage i 223 f.Kr. af karthagerne, har været romersk og rummer nu Spaniens Middelhavsflåde.
Vi sprang dog over det store maritime museum og kørte videre mod Lorca, hvor vi igen skulle bo på en Parador. Men denne gang lå den højt oppe på et bjerg og var bygget sammen med byens gamle fæstning fra 1300tallet. Hotel og endnu ældre arkæologiske ruiner var flettet sammen overalt i det på en gang gamle og nye bygningsværk på en fascinerende måde. Her fik vi endnu en god overnatning og middag på selve hotellet, og næste morgen var regnen endelig ophørt. Vi fik set lidt af byen med de mange barokbygninger, der var blevet bygget efter et jordskælv i 1600tallet. Plaza Espana og Colegial de San Patricio kirken var et must, men vi besøgte også kirken Iglesia de Santiago, samt et apotekermuseum, Casa de Guevara, - meget interessant. Vi ledte derefter efter endnu et hus i barokstil ved navn Casa de las Columnas, som var berømmet i min guidebog, men kunne ikke finde det, Til gengæld rendte vi ind i et meget autentisk optog med messingorkester i forgrunden og folk i blå velourdragter med faner i matchende farver. Det var vist fejringen af en eller anden helligdag? Vi nåede også forbi byens tyrefægterarena på vej til det sted, vi havde parkeret bilen.
Derefter tog vores tur en noget anden drejning, idet Mie havde foreslået, at vi skulle se Hollywoodbyen "Fort Bravo", som ligger godt gemt i et øde ørkenlandskab nær Tabernas. Det er en række filmkulisser, hvor utallige westerns er blevet optaget gennem årene, og Mie havde været der for mange år siden. Det var ikke nemt at finde, og vi kørte forkert et par gange, men pludselig dukkede skiltet "Texas Hollywood" op, og vi var på rette vej. Man skulle betale entré for at komme ind og se byen, og vi fik smæk for skillingen, da der var ved at blive optaget en film af et privat filmhold, så byen var fuld af cowboys, der gik og skød op i luften, nogle lå "døde" på hovedgaden og to hestevogne fór gennem gaderne i fuld fart. Ind og ud af saloonen gik mænd klædt som på den tid samt ludertyper med dekolleterede kjoler og finere damer med hatte, - det var helt fantastisk, og vi fotograferede løs indtil vi fik at vide, at det måtte vi ikke på grund af filmoptagelsen. Men de tog det vist ikke så tungt, man så også andre turister, der tog billeder, så jeg fortsatte. Vi nåede også en tur rundt i området i den ene hestevogn, der var inkluderet i entreen, inden vi måtte løsrive os og køre videre mod Almeria, hvis vi ville nå at se Domkirken indvendigt, inden det atter blev lukketid.
Da vi nåede Almeria, tog det så lang tid at finde en parkeringsplads, at det var med nød og næppe, selv om vi halsede op til kirken, at vi fik lov at komme ind. Der var et kvarter til kirken lukkede, men det var atter et "nej" fra vagterne, der solgte entrebilletter. Vi tiggede og bad... den fik ikke for lidt, - og til sidst gav damen sig, og vi fik fem minutter og skulle betale fuld pris. Det var ok, og vi fór ind og så, at der stadig var andre turister derinde, så de fem minutter blev nok til et kvarter, hvilket var rigeligt til at nå rundt i hele den lidt mørke kirke med sidekapeller og fotografere. Vi var glade men også lidt udmattede, da vi gik derfra og måtte lige sunde os med en kop kaffe på en café, inden vi kørte hele vejen retur til Almuñécar. Det var en fin, men også meget komprimeret køretur. Utroligt, hvad man kan nå på tre dage!
Om mandagen "nøjedes" vi med en kortere tur til Salobreña, og om aftenen lavede jeg min gode skaldyrspaella til os. Tirsdag slappede vi af om formiddagen, og Mie gik med i vandet om morgenen. Vi spiste atter på ”Al Jaima” og fortsatte til Isbaren, hvor man kan få alverdens pragtfulde is og sad der i hyggeligt selskab med Lykke, Tove og Birgit. Mie kørte derefter til Malaga lufthavn og afleverede bilen, før hun fløj hjem.
Om aftenen havde jeg en tid hos min fys, Maxi, inde i byen, og selv om det var sent, og jeg havde lånt Lykkes cykellygter, tog jeg først af sted en halv time før, som jeg plejede. Men ak, - da jeg fik cyklen op af cykelkælderen og kom ud på vejen, kunne jeg mærke, at noget var galt: Forhjulet var helt fladt! Måtte hurtigt bugsere den ned i kælderen igen og derefter småløbe den pænt lange tur ind til byen. Pyh… det var ikke lige det, mit dårlige knæ havde bedst af, men jeg nåede frem i tide til min behandling. Da Maxi spurgte mig, hvordan jeg havde haft det siden sidst, måtte jeg svare: ”Godt, indtil for en halv time siden!” Heldigvis nåede jeg lige 20-bussen hjem, som er den sidste!
Den følgende dag gav det en del besvær at få ordnet cyklen, der jo er Lykkes, men hun fik hjulet skruet af og cyklede ind til en cykelsmed med det, og fik det ordnet. Hun er noget af en sej 80årig! En dag, hvor vi havde morgenbadet, og hun ikke kunne finde sin nøgle til lejligheden, da vi kom op, klatrede hun resolut over rækværket fra min lejligheds altan og ind på sin, for at komme ind og se, om nøglen var glemt indenfor (vi bor på 10.sal!!!) Den viste sig dog at være tabt på stranden – og blev fundet!
Jeg skulle have afviklet min fødselsdagsgave til Lykke i anledning af hendes 80års dag, hvilket var nok en middag på ”Al Jaima”, som vi begge elsker. Det blev d. 14. marts, dagen før, hun rejste herfra. Om fredagen hyggede jeg mig alene på fredagsmarkedet og gjorde atter gode køb der, og lørdag eftermiddag var jeg igen med Stephen i Kirken Øst for Malaga. Denne gang skulle vi i Fiskerkapellet, som har været under renovering i flere år og derfor lukket. Det var blevet flot, og ud over den almindelige højmesse med den nye, kvindelige præst, Nina Morthorst, var der også en kirkelig velsignelse af et guldbrudepar, der sluttede meget utraditionelt, idet der som postludium blev sat ”Brudevalsen” på afspilleren, som de så dansede til, og den øvrige menighed klappede i takt. Det er vist aldrig set før, - i hvert fald ikke i en spansk kirke? Bagefter var der som vanligt en hyggelig kirkefrokost på en nærliggende restaurant.
Den sidste uge hernede er gået med at slappe af og forsøge at komme ned i gear igen efter den megen selskabelighed og Mies besøg med biludflugt. Jeg var ved at blive helt stresset til sidst, så det var skønt, at mit ophold sluttede med nogle fine dage med varmt, solrigt og stille vejr, så jeg kunne suge de sidste solstråler til mig og svømme flere gange dagligt inden nedpakning og hjemrejse. Jeg fik dog igen udfordringer, da cyklen nok engang var punkteret, eller måske piftet(?), da jeg skulle bruge den igen, - og i samme ærinde. Men denne gang fandt jeg ud af det et par timer før, og jeg nåede at få den pumpet, så den akkurat holdt til turen ind til fysioterapien. På hjemvejen måtte jeg aflevere den til reparation, og nu har den fået ny slange og kører som en drøm.
Vejret skiftede den næstsidste dag og vi fik i løbet af nogle timer meterhøje bølger, så morgenbadningen fik en brat afslutning. Måske var det alligevel meget rart at komme hjem!
Klik her 
for at komme tilbage til rejseoversigten.