Efter at have passeret grænsen fra Uganda til Rwanda ved Cyanika, kørte vi nu ad langt bedre veje her i nabolandet. Det var tydeligt, at infrastrukturen var langt bedre i Rwanda, og man kunne også se en lidt højere levestandard i hovedstaden, Kigali, hvor vi boede de sidste tre nætter. Der var mange pæne huse og mere velordnede forhold. Men inden vi nåede så langt, gjorde vi holdt i Ruhengeri, Musanze, hvor vi spiste frokost på Hotel Muhabura, hvor Dian Fossey ofte boede, når hun tog ned fra sin gorillacamp for at holde fri. Der var oprettet en slags mindestue i det værelse på hotellet, hun benyttede, og mod betaling kunne man få det forevist. Det var vi et par stykker, der gerne ville se, og uden for værelset var en montre med forskellige udklip og billeder af Dian Fossey og hendes gorillaer samt lidt facts omkring hendes liv og voldsomme død.
Dian Fossey var en fanatisk kvinde, der levede og åndede for beskyttelse af bjerggorillaerne, som var truede af bl.a. krybskytteri, og hun kom til at bøde for sin fanatisme med sit liv, da hun blev myrdet, formentlig som hævn af en af de lokale. Men hun gjorde en utrættelig indsats for de store dyr, som hun elskede højt, og hun var kendt for at opfostre forladte unger, der blev passet og plejet som små børn, og som hun knyttede sig stærkt til og navngav som de personligheder, hun syntes, de var. Dian Fossey oprettede et forskningscenter, Karisoke Research Centre i 1967, og det er nu et museum, som fortæller historien om hendes store arbejde med gorillaerne. Det besøgte vi på vejen mod Kigali, og der var nok at se på og læse om, så man kunne sagtens have brugt mere tid til fordybelse. Der er skrevet bøger om Dian Fossey (jeg huskede, jeg havde en bog hjemme og har nu fundet den og glæder mig til at genlæse den) og en film er også indspillet (den har jeg også set, da den gik, men genser den gerne, hvis muligt?)
I Kigali blev vi indlogeret på Gorilla Golf Hotel, hvor vi boede de sidste tre nætter af rejsen. Den følgende dag var programmet i den noget dystre ende af skalaen, da den var viet til at besøge først Genocide Memorial, som fortæller om det forfærdelige folkedrab i 1994, hvor hutuerne nedslagtede tutsierne, og derefter mindestedet Nyamata, hvor mange tusinde tutsier var blevet dræbt inde i kirken. Det var stærke sager – frygteligt, hvad befolkningen har gennemgået! Noget af det, der gjorde mest indtryk, var filmen, vi så i Genocide Memorial, hvor flere overlevende tutsier fortalte deres personlige beretninger, som næsten var uudholdelige i deres bestialskhed. I sandhed en deprimerende dag med eftertanke. Man må håbe, det ikke nogensinde gentager sig!
Heldigvis var den følgende dag mere lys og munter, - og det var også dagen, hvor jeg fyldte år! Mie havde taget nogle fyrfadslys med ned til morgenmaden, og efterhånden fandt folk ud af, at jeg havde fødselsdag og ønskede mig tillykke og sang fødselsdagssang. Efter morgenmaden gik turen ud i byen til Nyamirambo kvarteret, hvor der var etableret et kvindecenter, der havde til opgave at uddanne kvinder i forskellige håndværk og give dem engelsk- og it-undervisning, så de senere kunne klare sig selv. Vi fik forevist forskellige værksteder, hvor kvinder arbejdede med at sy og så en frisørsalon, et mælkeri og en butik med kunsthåndværk, hvor jeg valgte min fødselsdagsgave fra Mie: En flot mønstret stoftaske, som jeg straks flyttede ind i og kasserede min udtjente, gamle håndtaske. Efter en god, lokal frokost – også i centret – gik vi en rundtur i kvarteret med en lokal guide, som fortalte om livet i området. Herefter kørte vi til et stort, kaotisk marked, hvor vi vovede os ind, tre-fire sammen for ikke at blive væk eller blive bestjålet. Det var morsomt at se de lokale handle, og der blev kigget begge veje, da der ingen hvide mennesker var at se. Tilbage på hotellet var der et par fritimer inden aftenens middag, og da vi var blevet snydt for at svømme i Bunyonyi søen i Uganda, tog vi nu revanche i hotellets svømmepøl, selv om det langt fra var det samme, og jeg egentlig hader klorvand. ”Fugle-Lis”, Mie og jeg tog os sammen og gav pølen en chance, og det var faktisk forfriskende oven på dagens bytur. Så var vi klar til aftenens middag, og jeg var lidt spændt på, om man mon fandt på at fejre mig officielt? Det gjorde man sandelig! Der var dækket op til barbecue udendørs på terrassen, og Mie anbragte atter fyrfadslysene ud for min plads. Efter hovedretten holdt Michael en kort tale, og derefter blev en lagkage med et spruttende lys bragt ind. Den var flot dekoreret med påskriften: ”Happy Birthday, Susse, 70”, - for jeg havde jo rund fødselsdag! Og ikke nok med det, så fremdrog Michael også en gavecheck på 1000 kr. fra Viktors Farmor til indløsning ved min næste rejse, - åbenbart en tradition ved runde fødselsdage. Noget af en overraskelse af de gode! Jeg var godt tilfreds med fejringen af min runde dag.
Rejsens sidste dag blev bl.a. brugt på et besøg i det tidligere præsidentpalads, som nu var kunstmuseum, og hvor vi i haven kunne se de havarerede dele af det fly, som blev skudt ned med præsidenten ombord. Hjemme på hotellet pakkede vi vores kufferter og spiste resterne af lagkagen, som vi havde fået med os til køleskabet på værelset dagen før. Så kørte vi til Hotel des Mille Collines , som er kendt fra en film ved navn ”Hotel Rwanda”, der skildrer, hvordan flere tusinde hutuer og tutsier blev reddet fra drab ved at søge tilflugt der. Vi spiste rejsens sidstze middag her, inden vi blev kørt til lufthavnen, hvor vi tog afsked med vores chauffører, der havde fulgt os hele vejen fra Uganda og ind i Rwanda. En eventyrlig rejse var slut!
Klik her 
for at komme tilbage til rejseoversigten.