En med spænding og en vis nervøsitet længe ventet rejse til det sorte Afrika, nærmere bestemt Uganda og Rwanda, er nu godt overstået og har på alle måder været en stor og uforglemmelig oplevelse. Min rejseveninde, Mie, og særligt jeg, var noget skeptiske over for turens højdepunkt, gorillatrekkingturen, som af mange er beskrevet som enormt fysisk udfordrende, og jeg var i tvivl, om jeg med mit dårlige knæ var i stand til at deltage? Så sent som på min forrige rejse til Kaukasus i september (i øvrigt også med Viktors Farmor som rejsearrangør) talte jeg med flere i gruppen, der havde været på turen, og én mente, jeg ville få meget svært ved at gennemføre den, ud fra min dårlige gangfunktion. Men jeg er jo som bekendt stædig og også ret udholdende, så jeg valgte at tage af sted, og det viste sig heldigvis også at gå ganske udmærket, men det vender vi tilbage til.
Vi fløj allerede d. 11. fra Kastrup med Turkish Airlines for at mellemlande i Istanbul. Turen viste sig at blive meget ubehagelig, for da vi nærmede os landing, kom vi ind i en voldsom turbulens, og flyet vendte pludselig, ganske kort før landingen, i stedet snuden i vejret kredsede og kredsede i lang tid for så at flyve væk derfra, stadig under voldsom turbulens. Vi fik overhovedet ingen information om, hvad der skete, og jeg tror, at andre end Mie og jeg havde i tankerne, at dette kunne blive vores sidste rejse. Rigtig bange blev vi dog ikke, og omsider vendte flyet igen om mod Istanbul, og vi kunne omsider lande. Pyhhh…. Derfra gik næste forbindelse, som vi heldigvis nåede, mod Entebbe lufthavn i Uganda, hvor vi landede næste formiddag, d. 12. november og blev modtaget af vores danske rejseleder, Michael, som var der i forvejen i forbindelse med noget andet arbejde. Han var virkelig sød, gemytlig og vidende og brændte for sit arbejde med dyr i mange forskellige sammenhænge, der spændte fra dyrepasser over direktør for en dyrepark samt underviser og foredragsholder. Og Afrika var hans store passion. Vi var i gode hænder. Det var vi også, hvad angik transporten rundt i såvel Uganda som Rwanda. Den foregik i tre firehjulstrækkere, som vi 16 i gruppen fordelte os i, og de tre chauffører, Joseph, Charles og Nelson, kørte os sikkert, dygtigt og med godt humør gennem både sumpede mudderpøle, store vejhuller, smalle bjergveje uden autoværn, vild storbytrafik og andre forhindringer.
Efter indlogering på et lufthavnshotel og et kort hvil efter en næsten søvnløs nat i flyet, tog vi på den første udflugt i Entebbe. Navnet Entebbe associeres nok mest med terroraktion og gidseltagning i lufthavnen for år tilbage, men byen har også en årrække tidligere, før Kampala blev det, været hovedstad. Vi besøgte den zoologiske have, som lå smukt ned til Victoriasøen, og her kom vi tæt på mange af de vilde dyr. Et par hvide næsehorn stod tæt op ad indhegningen, og zoomedarbejderen, der fulgte os rundt i haven, var så fortrolig med de forskellige dyr, at han kunne klappe næsehornene. Vi fik også muligheden, og jeg prøvede forsigtigt. Det var mærkeligt at føle på det læderagtige skind. Ligeledes kom vi tæt på de søde giraffer, der nysgerrigt kom hen til hegnet, da vi nærmede os. Dem fik vi lov at fodre med store græstotter, og også en blød girafmule fik jeg lejlighed til at stifte bekendtskab med. Desværre var det jo ikke muligt med de nuttede løveunger, der også var helt tæt på os, - dog buret inde bag jernstænger. Men man skulle ikke for tæt på, - så kom der straks en pote ud! Vi spiste en skøn frokost på en restaurant lige ned til Victoriasøen, hvor fisken, vi fik serveret, var fanget, og sidste punkt på dagens program var botaniske have. Gåturen i den noget sumpede have bød på masser af fugle, og gruppens ”fugledame”, Lis, lærte os at kigge efter isfugle, væverfugle, traner, ibis, turaco m.fl.
Den følgende dag bød bl.a. på sejltur på Victoriasøen i nogle noget ustabile langbåde, som man skulle vade ud til eller springe over i fra de andre både, - ikke helt nemt. Det var nærmest en marsksump, vi sejlede i, og vi var kun tre i vores båd udover ham, der stagede os rundt. Han var var en glimrende fuglespotter, så vi fik især set den uhyre sjældne træskonæbfugl, der vist kun er 10-15 tilbage af her. Den stod der lige pludselig, kæmpestor og stoisk, midt i sit rette element, og selv om vi kom ret tæt på den med båden, fik jeg for første gang brug for min gode, 300mm telelinse her. Man er jo helt høj oven på sådan en oplevelse.
Næste overnatningssted var Fort Portal, så efter sejlturen havde vi en lang køretur foran os, op forbi hovedstaden Kampala og vestpå tværs over Uganda. Undervejs passerede vi små landsbyer med farverige markeder og smukke, frodige landskaber. Uganda er et smukt, men fattigt land. Det er tydeligt, når man ser husene, hvor beboerne tydeligvis lever meget af livet udendørs, hvor de enten bevæger sig rundt til fods, balancerende med høje oppakninger på hovedet, eller slæbende på brænde, måske læsset på en cykel. Kvinder sidder ofte ved en udendørs symaskine, hvis ikke de arbejder med madfremstilling eller bærer rundt på et barn på ryggen. Mændene står ofte bare og kigger. Det er tydeligt, at kvinderne arbejder hårdt, også med typiske mandefag. Vi så et sted nogle kvinder arbejde i stenbrud. Men trods tydelig fattigdom og hårdt arbejde virker befolkningen venlig og smilende, og næsten alle de børn, vi passerede, vinkede til os. Her mangler jo heller ikke mad. Markederne bugner af frugt og grønt, og klimaet er gunstigt for afgrøderne. Vi var jo havnet i noget af regntiden, og det mærkedes især om natten med heftige tordenskrald, og tidligt om morgenen, hvor regnen væltede ned. Heldigvis stilnede det oftest af, og vi var for det meste heldige at kunne gå rundt i nogenlunde tørvejr. Nær Fort Portal dukkede der chimpanser op på vejen, og en anden sjov ting, vi så undervejs, var myrefælder, - nogle net, der var sat op over myretuer, da man fanger og rister myrer, og spiser dem! På lodgen i Fort Portal begyndte et tilbagevendende problem på hele turen for os, og særligt for Mie. Der var næsten ingen lys på værelserne eller i hytterne, og især i badeværelset er det nødvendigt at kunne se, da Mie er meget nærsynet og bruger kontaktlinser, som helst skal kunne håndteres ordentligt. Ofte manglede der pærer i lamperne, eller lyset var så svagt, at det nærmest var vågeblus, så vi måtte hvert nyt sted bede om hjælp til flere lamper, stærkere pærer og reparation af defekte lamper. Det gik der meget tid med. Nogle steder gik lyset ud uden varsel, eller der var begrænsede perioder med strøm, så vi ravede rundt i mørket med vores pandelamper som vi altid vidste, hvor vi havde, så vi kunne klare os, når lyset forsvandt. Det var ikke nemt at pakke det sidste i kufferten i mørke i morgenen, under et myggenet, men det lykkedes, og ofte lå vores lodges med hytterne spredt over et større område med en masse trappetrin op og ned, så det var endnu en udfordring at finde vej mellem hytte og reception eller restaurant i mørke, belæsset med bagage. Ja, det var ingen hvileferie at være på safari, men det vidste vi jo på forhånd!
I Kibale Forest National Park skulle vi på den første længere vandretur for at spotte chimpanser, der lever vildt her. Jeg havde bevæbnet mig med min foldbare vandrestav og begge knæbind, og da det også var muligt at tilkøbe sig en bærer, der udover at slæbe bagagen også kan hjælpe én over vanskelige passager og trin, gjorde jeg det, og det var en god investering. Jeg er ikke god til rygsæk på grund af mine dårlige skuldre, men da det var nødvendigt på denne rejse, havde jeg genfundet en gammel fiskerygsæk med en indbygget klapstol, som jeg engang købte til en Grønlandstur, og den viste sig perfekt til turen her. Jeg kom næsten ikke til selv at bære den, og da Mie på et tidspunkt på denne chimpansetur blev meget træt i ryggen, fik hun mulighed for at sidde ned, mens vi opholdt os hos chimpanserne, og jeg nåede også at sidde kortvarigt ned. Det var sjovt at observere chimpanserne, der efterhånden dukkede frem fra regnskovens træer. I starten sad de højt oppe i dem, men så blev de mere nysgerrige og kom tættere på, så man kunne fotografere. Mærkeligt at tænke på, at vi mennesker har så mange gener tilfælles med dem. Vi så også mange fugle og andre typer aber i træerne, men de var aldrig tæt på os.
Den følgende dag kørte vi sydpå over byen Kasese mod en ny lodge i Queen Elizabeth National Park, og undervejs passerede vi Ækvator og Kazinga kanalen, der forbinder søerne Lake Edward og Lake George. Efter frokost kørte vi på den første game drive i parken med åbent tag i bilerne, så man kunne stå op og fotografere med frit udsyn. Jeg og et par andre i gruppen var dog så små, at vi var nødt til at stå op på sæderne for at kunne nå op til kanten, men det var også ok. Vi så mange nye dyr på denne tur: cobs (en hjorteart), vortesvin, vandbukke, bøfler og elefanter og mange fugle, bl.a. høge og ørne. Et besøg i en fattig fiskerlandsby gjorde os klogere på livet med fiskenet og børnenes leg med forhåndenværende ting som f.eks. gamle cykelhjul. På denne lodge, hvor vi havde to overnatninger, måtte vi ikke færdes alene udenfor efter mørkets frembrud, da der ofte gik vilde dyr, f.eks. flodheste, på stierne om natten, så vi skulle hentes og bringes til måltiderne. Den sidste morgen fik vi syn for sagen, da der pludselig stod en stor elefant uden for restaurantens vinduer og gnubbede sig op ad et lille træ, der til sidst knækkede. Vi fór alle hen til vinduerne og fotograferede, og den kom helt hen og lagde snablen op ad vinduerne, hvorefter den bevægede sig henimod indgangen til restauranten og stod nærmest lige uden for døren. De af os, der var gået udenfor, fik snarest besked på at komme ind igen, da den var lige lovlig tæt på. Men det var jo ”bare” George, der kom på besøg næsten hver dag, fortalte lodgens personale.
Vi kørte på flere game drives i disse dage og så flere bukke, cobs, vortesvin, elefanter, bøfler og flodheste (på afstand) samt masser af fugle som pelikaner, storke, viber, ørne, gribbe og hønsefugle, og var heldige at have ”fugle-Lis” i vores bil. En eftermiddag kørte vi til den 32 km lange Kazinga kanal, der forbinder Lake Edward og Lake George, for at sejle et stykke ad den, hvilket var en ubeskriveligt smuk og spændende oplevelse. Jeg valgte at sidde på det underste af de to dæk og havde fint udsyn til det passerende fugle- og dyreliv langs bredden af kanalen. Kom helt tæt på bøfler, flodheste og krokodiller, og jeg var mere end heldig at fange både åbne flodhestegab og krokodiller, der gled ned i vandet fra bredden. Også fugle var det nok af, - ørne, isfugle, hejrer (bl.a. den største af arten), storke, hammerhovedfugle, nilgæs, og jeg fik et perfekt pletskud af en flyvende Malakit Kingfisher, som er helt neonblå. Jeg følte mig næsten lykkelig over så mange skønne oplevelser og gode fotos og fik da også anerkendende bemærkninger fra den fugle- og dyrespotter, der var ombord på båden og stod på samme dæk som jeg.
Da vi næste morgen skulle af sted til en ny lodge i Ishasha området, foregik det i silende regn, - ikke lovende for den foreståede game drive til de klatrende løver. Regnen stoppede, men vi så desværre ikke noget til løverne. I stedet spottede nogen en leopard højt, højt oppe i et træ. Jeg kunne kun fange den med min lange linse men har heldigvis været meget tæt på mange andre leoparder i Sydafrika. I stedet så vi en del bavianer, høge, gåsehøg, gribbe, en gøg, nilgæs, flodheste, vandbukke og cobs, der parrede sig. Den eneste løve, vi mødte i Ishasha, var den figur, der stod uden for vores lodge. Om aftenen inden middagen druknede vi sorgen i den lokale Uganda gin, som Michael havde fremskaffet, sammen med lidt juice.
Næste stop i Uganda var den naturskønne Lake Bunyonyi. Vi nærmede os søen med de mange øer ad en lang, snoet bjergvej, da søen ligger i 2000 m højde, og op ad bjergskråningerne var anlagt teplantager, og i det hele taget var det en gudeskøn og frodig natur. Vi blev indlogeret på endnu en lodge med kig til søen og tog efter frokost på sejltur på søen, fordelt i to både. Vi lagde til ved den ene af de to øer, hvor der engang har været spedalskhedshospital. Nu er der skoler og kirke på den ene af øerne, men på den anden så vi den villa, der havde tilhørt den ledende spedalskhedslæge. Uden for var der en smuk park. På sejlturen i søen så vi øvrigt endelig krontranen, som er Ugandas nationalfugl og også pryder midten af Ugandas flag. En statelig fugl med en dusk på toppen af hovedet, der ligner et lille springvand. Inden middag var der lejlighed til at bade i søen, der skulle være helt fri for bilharziose, men vi afstod, da vi syntes, vandet så for grumset ud. Så nærmede vi os så småt turens højdepunkt, idet vi næste dag kørte mod Bwindi Nationalpark, hvor vi skulle på den krævende gorilla trekkingtur. Men inden vi kom så langt, skete der noget uforudset: Hjulene på vores firehjulstrækker begyndte pludselig at sige mærkeligt, og det viste sig, at tre af de fire bolte, der holder hjulene på plads, var knækket af. Alle tre biler måtte stoppe, vi måtte omorganiseres i de to øvrige biler samt en, der pludselig dukkede op og kunne tage os med, og vores bil og chauffør, Nelson, måtte blive tilbage og få ordnet bilen. Da vi ikke fik al bagagen med os ved bilskiftet, var der nerver på i forhold til, hvornår den manglende bagage dukkede op, for vi skulle jo bruge vores ting den følgende dag, hvor vi skulle på trekking. Jeg manglede min håndbagage hvorimod Mie manglede sin kuffert. Vi blev indlogeret på Gorilla Lodge, der lå naturskønt, men også ret besværligt anlagt, da man skulle ad ufatteligt mange trappetrin – først ned til restauranten og receptionen, og dernæst videre nedad til de forskellige hytter. Og vores lå meget langt nede, så vi prøvede at tage alt med os, når vi skulle op og vente på at spise, for ikke at skulle ned igen og hente noget. Det gjorde man nødigt… så langt var der! Vi skulle bo her i to nætter, så vi blev da trænet op til den krævende tur, der ventede os. Endelig sent om aftenen dukkede bagagen op, og vi åndede lettet op. Efter middagen var det sengetid, for vi skulle tidligt op. Dagen før havde vi på den forrige lodge talt med nogle unge mennesker fra Singapore, der samme dag havde været på gorilla trekking, og de fortalte, at det havde været svært og var foregået i silende regn. Ikke just opmuntrende. Jeg havde rustet mig ekstra ved i dagene op til turen at tage smertestillende depotmedicin, så jeg ikke ville kunne mærke alt for mange smerter i knæene, som måske heller ikke ville hæve så meget op. Og på dagen iførte jeg mig begge knæbind og min foldbare vandrestok, - så kunne jeg ikke forberede mig bedre.
Klokken lidt over seks morgen kørte vi fra lodgen i regnvejr og ankom til det sted i Bwindi National Park, hvorfra vi skulle ind i regnskoven. Bjerggorillaerne lever fordelt mellem Congo, Rwanda og Uganda, og der skulle være ca. 460 i Uganda. De lever i grupper, der styres af en han (silverback) og de bygger reder på jorden, som de forlader om morgenen, hvor de vandrer over store afstande, så man ved aldrig helt, hvor de befinder sig, og derfor er det svært at forudsige, hvor langt man kommer til at vandre. Vi blev inddelt i grupper efter fysik og kondition (der var også andre turister her), og vores gruppe blev opdelt i to, hvoraf Mie og jeg var sammen i den letteste gruppe med andre af de ældste og dårligst gående af os samt Michael, vores rejseleder. Hver af os tildelt en bærer (min hed Bright) der skulle bære vores rygsække og hjælpe med at trække skubbe os op og ned der, hvor der var svært fremkommeligt. Med hver gruppe var også en leder med et gevær samt nogle ekstra hjælpere med macheter til at bane vej. Og så gik det løs. Vi gik og gik… der blev sagt, at det nok blev en time hver vej, og så en hel time sammen med gorillaerne. Og ja, - der var da både stejlt og mange steder glat, og man skulle se sig godt for, for ikke at falde over grene, der stak op eller glatte sten. Der var også mudret, og flere steder gik man i store vandhuller med vand op over støvlerne, som heldigvis holdt vand. Indimellem blev der sagt: Gå hurtigt, her er myrer! Det var nogle hidsige bidemyrer, som helst skulle undgås, og derfor havde vi også fået besked på, at strømperne skulle trækkes uden på buksebenene for at undgå at få dem ind i og bukser. Så vidt så godt… pludselig stod vi ved en høj skrænt, som skulle forceres. Nu blev det svært, men én trak ovenfra, en anden skubbede nedefra, og op kom jeg! Og derefter blev det rigtig urskov med mandshøjt græs, der blev skåret ned med macheterne, så vi kunne komme igennem. Pludselig blev der tysset, og så fik vi øje på den første gorilla i et træ. Et magisk øjeblik… nu VAR vi her iblandt dem! Den næste time fløj af sted. Først var der en stor silverback i en rede, der sad og gumlede på noget græs, - fuldstændig uinteresseret i os fotograferende turister. De er jo plante- og insektædere, og der var nok af mad. Dernæst blev vi opmærksomme på dem, der sad rundt omkring i træerne, og en gorilla var næsten ved at komme ned lige oven over, hvor jeg stod. En halvstor unge svingede rundt i grenene helt tæt på os som en anden cirkusartist, først i en, så i begge arme. Mest rørende var dog en mor, der sad i en anden rede med sin lille unge i favnen. Hun blev lidt vred, da vi kom for tæt på, men faldt heldigvis hurtigt ned igen, og man kunne tydeligt se det lille hoved i hendes favn. Jeg fik taget en gode billeder og havde stor glæde af Bright, der holdt min rygsæk og mine linser, når jeg skiftede fra den ene til den anden og huskede mig på at drikke vand, hvilket man helt glemte i selskab med de skønne dyr. Det var en uforglemmelig time, og tiden gik alt for hurtigt. Nu skulle vi retur, og den høje skrænt ventede. Uha, - den var ikke sjov at komme nedad. Det var det værste sted på hele turen. Jeg kan jo ikke tage høje trin nedad, så jeg endte med at måtte lade mig glide ned og blev så grebet, inden jeg faldt. Det gik! Resten af tilbageturen var som udturen, og med hjælpende hænder, når det var svært, var det ikke så vanskeligt. Jeg følte det virkelig som en sejr, da vi var tilbage ved udgangspunktet, og jeg vidste, jeg havde klaret hele turen. Vi spiste vores madpakker lige så møgbeskidte, som vi var blevet af turen, og derefter fik vi alle efter tur og navneopråb udleveret et diplom som bevis på gennemførelse af turen. Det fik vi forresten også efter chimpansetrekkingen, har jeg glemt at skrive. I øvrigt var vi også så heldige, at regnen stoppede under selve vandringen, men der var selvfølgelig fugtigt alligevel, og jeg beholdt min regnponcho på hele vejen, da den også dækkede mit kamera, der heldigvis også holdt til den fugtige tur.
Inden returkørslen til vores Gorilla Lodge var der endelig tid til lidt souvenirs, og nær indkørslen til startstedet for trekkingen var der en landsby med en række souvenirboder, som vi fik tid til at se nærmere på. Det lykkedes mig endelig at få købt en t-shirt fra Uganda – selvfølgelig med en gorilla og Bwindi Nationalpark påtrykt, og derudover et par andre småting som f.eks. en udskåret trægorilla med en unge på ryggen. Vi var glade og lettede, da vi nåede helt hjem i lodgen til en velfortjent øl på terrassen og en god middag, og vi blev også underholdt af en gruppe forældreløse børn, der optrådte for os med festlig sang og dans. Men vi var også trætte. Jeg vil næsten sige, at nedstigningen af de mange trapper til vores hytte på lodgen var den værste udfordring dén dag!
Efter to overnatninger på Gorilla Lodge med den altovervældende gorillatrekking som højdepunktet på hele Ugandarejsen, var det tid til at forlade lodgen med de mange trapper, og vi besteg en sidste gang trinnene helt op til vejen, hvor bilerne ventede og kørte os mod grænsen til Rwanda. Efter grænseformaliteterne, hvor vi måtte stå i kø en rum tid for at få stempler i passene, kunne vi stille og roligt rulle ind i Rwanda til den sidste del af rejsen i de samme biler og med de samme chauffører. Dejligt ikke at skulle skifte dem ud. Næsten 10 dages uforglemmelige oplevelser var slut, men nye ventede i et nyt land!
Klik her 
for at komme tilbage til rejseoversigten.