Vi var nu i Armenien, – det sidste af de tre Kaukasuslande, Aserbajdsjan, Georgien og Armenien, – på 18dages rundrejse med Viktors Farmor, og vi anede på dette tidspunkt ikke, at vi skulle blive vidner til en krig, mens vi opholdt os her. Alt åndede fred og idyl, da vi hilste på vores nye lokalguide, armenske Elia, – en yngre kvinde, der brændte for sit job, kunne man mærke. Hun talte et fantastisk godt engelsk og var enormt engageret i sit lands historie, som hun formidlede med stor iver. Det mærkede vi ikke mindst, da vi senere på turen besøgte Museet for det armenske folkedrab, men det vender vi tilbage til.
Efter grænseformaliteterne kørte vi til turens første seværdighed, Haghpat klosteret, i den nordlige del af landet, hvor vi var kommet ind fra Georgien. Hele komplekset af små kirker og klostre var bygget sammen, men over flere århundreder, mellem 10-13. årh. Der blev holdt messe, mens vi var der, og vi fik et hurtigt glimt af den i det tætpakkede kirkerum. Frokosten blev indtaget et naturskønt sted på ruten gennem de meget skovklædte bjerge langs floden. Efter en større by, Vanazar, dukkede to molokanlandsbyer op. Molokanere er en sekt i stil med amishfolket i USA. De lever som i fortiden uden moderne bekvemmeligheder som radio og TV, går i traditionelle dragter og undgår nydelsesmidler, og de dyrker en afart af den ortodokse religion. Desværre så vi ingen mennesker, – kun huse og landbrugsredskaber. I byen Dilijan gik vi en tur i det gamle kvarter med flotte, udskårne træaltaner og meget kunsthåndværk i de små værksteder og kørte så til vores hotel, Dilijan Resort, i bjergene. Det var et gammelt ”russerhotel”, – ikke særligt hyggeligt, – nærmest en stor kaserne af en bygning med kæmpestore værelser. Heldigvis skulle vi videre sydpå herfra næste morgen, og den første del af turen foregik i et meget frodigt bjerglandskab, dækket af træer. Efterhånden som vi kom højere op i passet, lagde der sig en tyk tåge over landskabet, men da vi havde passeret en lang tunnel, var landskabet som forvandlet på den anden side. Her var næsten ørkenagtigt goldt, og tågen var væk. Snart dukkede Sevansøen frem, og vi kørte et langt stykke langs den store sø og ud på en landtange til halvøen Sevanavank, som har været en ø, før vandstanden i søen sank. Her lå en korskirke på toppen af øen, og jeg forcerede de mange trappetrin for at komme op og se den imponerede udsigt over området. Vel nede igen belønnede jeg mig selv med at købe et par øreringe formet som gennemskårede granatæbler og små røde sten som kernerne, samt et orangefarvet dråbevedhæng til en kæde. Alt kunne pruttes ned til lave priser. Vi fortsatte til Noraduz, – korshøjen med de karakteristiske, udsmykkede stenkors. Dem så vi i øvrigt flere steder i Armenien, men her var der særligt mange fine eksemplarer samlet. Den bedste frokost længe blev indtaget på ”Chef House” i nærheden. En tidligere Michelin kok havde overtaget denne lille, undselige restaurant. Dagens sidste besøg gjaldt en Yazidilandsby, hvor vi skulle besøge en familie, hvis overhoved var en af yazidisamfundets ledere, og mens han fortalte om deres indviklede religion, som er en underlig sammenblanding af flere religioner, sad vi bænket på deres terrasse og drak kaffe, mens småkager og frugt i en lind strøm blev båret ind. Vi havde lige spist den gode frokost, så det var lidt svært. Yazidierne er et forfulgt folkefærd i mange lande i Mellemøsten, men her i Armenien er de en stor minoritet, der lever med deres tro og nyder landets beskyttelse. Efter dette spændende indblik i en fremmed kultur fortsatte vi til Armeniens hovedstad, Jerevan, hvor vi skulle bo de sidste seks nætter på et hotel i centrum. Om aftenen gik vi i samlet trop til en restaurant nær den centrale plads, Republic Square, og på hjemvejen oplevede vi et show af dimensioner. Springvandet på pladsen var nu oplyst i skiftende farver, og skønne Straussvalse akkompagnerede sceneriet, afspillet fra højttalere. Man kunne dårligt løsrive sig fra det smukke skue, men desværre blev det sidste gang, vi fik det at se.
Næste morgen stod den på byrundtur med bus. Vi skulle først op til moder Armenia statuen, der højt beliggende skuede ud over byen fra et udsigtspunkt mod et diset Araratbjerg i det fjerne. Gamle kampvogne og raketter stod i området, der også husede et militærmuseum, som vi ikke besøgte, og en evig flamme brændte for en ukendt soldat fra 2. verdenskrig. Derefter var der igen ændring i programmet, idet vi nu besøgte det exceptionelle Cascade kompleks, Armeniens hængende haver. Man gik først gennem en park med sjove statuer op til selve komplekset, hvor man kørte op gennem de forskellige niveauer af bygningen med rulletrapper, hvor man undervejs passerede en masse moderne kunstværker, doneret af udlandsarmenere. Mange af kunstværkerne var meget humoristiske, f.eks. var der møbler formet som læber eller en stor mund, der rakte tunge. Man kom helt til at tænke på Salvador Dali. Øverst oppe kunne man gå ud på en platform, hvor der var flot udsigt ned over niveauerne og haven nedenfor, og her hang nogle store, ringlende glas uroer, og et bassin med nogle elegante gymnastiske figurer stod i midten. Det hele var virkelig flot sat op, – et meget sjovt sted at besøge!
Derfra gik vi videre til fods forbi Operaen til Republic Square og besøgte Det historiske Museum inden frokosten, der bød på en ny specialitet, vi ikke før havde set: En stor, bagt dejpose, fyldt med kød/grønt og sovs, der skulle suges ud af pakken, før man kunne begynde at skære i den. En meget lækker og kompakt ret! Vi blev nu kørt op til Ararat Brandy Company, – fabrikken, hvor den berømte armenske cognac bliver fremstillet. Her fik vi en rundvisning og smagsprøver på de to mest populære typer, Ararat 3 og Ararat 7. Uhmmm… de fleste af os endte med at købe Ararat 7, – også jeg! Derefter besøgte vi den store basar i byens udkant, hvor man kunne få alt muligt mellem himmel og jord. Selvfølgelig var der et stort frugtmarked, men man solgte også den populære, tørrede frugt i forskellige pakkestørrelser.
Vi kørte om aftenen med bussen til middagsrestauranten og undrede os over den megen larm i gaderne på hjemvejen. Da vi kom til hotellet, stod det klart, at der var voldsomme demonstrationer og politi på gaderne, og vi fik nu at vide, at Aserbajdsjan havde overfaldet og bombet den armenske enklave, Nagoro-Karabakh, der ligger indesluttet i Aserbajdsjan. Det hele var kommet som lyn fra en klar himmel, og alle var ganske uforberedte på dette lynangreb med mange dræbte og sårede. Fra nu af fik vi besked på så vidt muligt at undgå Republic Square, i hvert fald om aftenen, hvorfra det hele udgik, fordi demonstranterne samledes der. Men det var svært at undgå, for dels boede vi tæt på, dels var mange centrale seværdigheder samlet i dette område. Vi var alle meget berørte af det, og det var mærkeligt, at det lige skulle ske, mens vi var her. Jeg kunne dog ikke lade være med at tænke på, at hvis vores rejse havde ligget omvendt, var vi nok aldrig kommet til Aserbajdsjan. Så det var heldigt, at vi nåede det.
Vores søde, armenske lokalguide, Elia, var selv helt ude af den, da hun havde noget familie inde i enklaven, og hun vidste ikke, om de var ok? I dagene efter bimlede og bamlede hendes telefon konstant, og det var tydeligt, at hun, midt i sit arbejde som guide for os, også skulle opdateres om situationen hos familie og venner.
Den følgende morgen begyndte med endnu et alvorligt emne, nemlig det armenske folkedrab i 1915. Vi skulle se Genocide Museet, der fortalte om det tyrkiske folkemord i det vestlige Armenien under 1. verdenskrig. I parken op til selve bygningerne, der rummede museum og mindesmærke, forklarede Elia meget levende og engageret om den komplicerede politiske situation i årene op til og omkring disse begivenheder. Her bagefter kan man ikke lade være med at sammenligne begivenhederne dengang med, hvad der sker i denne tid, hvor næsten hele Nagoro-Karabakhs befolkning nu er flygtet til Armenien og en uvis fremtid. Men det er nok bedre, end hvis endnu et folkemord skulle finde sted i deres gamle hjemland, som nu kommer under muslimsk herredømme, og man derfor frygter nedslagtninger. Dengang forsøgte den armenske befolkning også at flygte ud af landet, men det var ikke let. Her kom bl.a. to danske kvinder, Karen Jeppe og Maria Jacobsen, ind i billedet som frelsende engle, idet de hjalp med at smugle folk ud af landet samt oprettede børnehjem for overlevende, forældreløse børn. Et helt rum på museet var tilegnet disse to kvinder, og jeg fotograferede ivrigt især ang. Maria Jacobsen, fordi min sanglærer, Sten Høgels mormor var veninde med hende, og Sten husker hende udmærket, – hun døde så sent som i 1960. Jeg var allerede stødt på hende i Libanon, da jeg var der, hvor vi besøgte ”Birds Nest”, et børnehjem, hun havde oprettet, netop for disse forældreløse, overlevende børn fra Armenien. Nu var det et museum for begivenheden, – og ligesom på museet i Jerevan var der også her grusomme fotos fra begivenhederne.
Inden vi forlod det deprimerende museum og mindesmærkerne, lykkedes det mig at købe den ene af de to tilbageværende bøger i museumsbutikken, som Elia også havde et eksemplar af. Heri var også historierne om bl.a. Maria Jacobsen beskrevet.
Herefter var det frokosttid, og den blev indtaget i det charmerende ”Tasty House” lidt uden for byen, hvor man sad i en slags lysthus og fik fremragende mad serveret af en festlig værtinde, der viste sig at være en forhenværende TV-vært. Hun beværtede os også med en lokal snaps og gik rundt ved bordet og skålede med gæsterne. Det var befriende oven på den lidt trykkede stemning, alle var i efter de voldsomme indtryk på museet.
Næste punkt på dagsordenen var Etchmiatsin klosteret og den ældste katedral i Armenien, som dog desværre var under restaurering. I stedet blev vi vist rundt på stedets museum, der rummede diverse klenodier som træ fra Noas ark og ikoner. Derfra kørte vi langt for at se verdens største Yaziditempel, der lå i en mindre landsby. Ejendommeligt at kigge ind i det halvtomme rum, pyntet med figurer af påfugle, som yazidierne tilbeder. Efter aftenens middag var vi et par stykker fra gruppen, der tog en øl på cafeen foran vores hotel, hvor man kunne sidde ude sent uden overtøj. Det var blevet tiltagende varmere og varmere, mens vi havde været i Jerevan, og den sidste dag nåede temperaturen faktisk op på 30 grader. I det fjerne hørte vi demonstranterne råbe kampråb, og af og til kom en politibil farende med hylende sirener. Ellers mærkede vi ikke så meget til uroen. Den følgende dag var der kun få programpunkter med bussen: Først et stop ved et udsigtspunkt, hvor man trods dis tydeligt kunne se omridset af Ararat bjerget, der ligger i Tyrkiet. Næste stop var det græsk-romerske Garni tempel, der var blevet rekonstrueret og stod meget flot, og derefter Geghard klosteret. Det er helt unikt, delvist bygget ind i en klippehule, grundlagt i det 4. årh., men de nuværende kirker stammer fra det 12. og 13. årh. Det var kirker i kirker, idet den ene var bygget videre ind i den næste. Alt var meget dekoreret med indgraverede kors overalt i tufstenene. Det var en fysisk udfordring at kravle op og ned ad alle de stejle trin, men jeg havde igen glæde af min foldbare vandrestav, som jeg har haft det på det meste af turen. Jeg kom i lidt til at tænke på korskirkerne i Lalibela i Etiopien, der også var udhugget i klipperne, men også ned i jorden.
Dagens frokoststed var en yndig have med blomster og æbletræer, hvor vi, inden vi gik til bords, fik demonstreret lavash kunsten, – dvs. at forme og bage de tynde, hvide brød, som klaskes op på indersiden af en rund ovn, der er et hul i jorden. Vi spiste også de nybagte brød, som man ruller sammen om friske urt er samt ostestænger og evt. andre grøntsager, og de smager fantastisk godt. En dejlig frokost, og derefter hjem til hotellet og resten af dagen fri indtil middag. Jerevan er meget nem at finde rundt i på egen hånd, da gaderne for det meste ligger lodret og vandret på hinanden, og skiltningen er både med det lokale alfabet og europæiske bogstaver. Jeg valgte at gå for mig selv ned til Vernissage markedet, – et stort område med bl.a. souvenirs, hvor det lykkedes at finde en pæn t-shirt her fra landet, samt stickers til kufferten og et lille, grønt tæppe af uld. Jeg havde netop været på udkig efter tæpper, da jeg mangler noget til at dække et hul i gulvtæppet under mit skrivebord, men jeg kan altid bruge nye tæpper. De skal blot ikke være større, end de kan foldes sammen og ligge i kufferten. Tæppet her fik jeg pruttet pænt ned i pris, og faktiske var det vævet i Nagoro-Karabakh, fik jeg at vide.
Aftenens middag var i gåafstand fra hotellet, og her fik vi demonstrationerne at mærke, idet vi nærmest fulgtes med demonstranterne på hjemvejen, og ligeledes politiet med skjolde, der var til stede overalt. Men der var ingen vold, – alt foregik i ro og orden. Igen denne aften tog vi en øl på fortovscafeen inden sengetid, akkompagneret af demonstranternes kampråb og politisirenerne. Desværre frarådede Udenrigsministeriet nu rejser i det sydlige Armenien, og det var netop der, vi skulle have været på rejsens sidste udflugt den næstsidste dag. Et udflugtsmål blev skåret fra (Noravank klosteret), og vi fik et andet i stedet (Saghmosavarank klostret og kirken, – to i én, – et spøjst sted, hvor den ene kirke var bygget ind i den næste).
Heldigvis kom vi til Khor Virap kirken, som var en del af det oprindelige program. Den ligger meget nær ved floden, der grænser op til Tyrkiet og med Ararat bjerget som bagkulisse. Det perfekte foto, – også her stillede vi op til et gruppebillede. Selve kirkens indre var også spændende, idet der var en kældercelle under kirken, som man kunne tilgå gennem en snæver skakt med en stige. Jeg skulle ikke nyde noget, men flere af mændene var dernede. Cellen havde været beboet af St. Gregorius, der sad indespærret i 12 år. Som ekstra bonus besøgte vi også ”Alfabetparken”, – et område, hvor store sten var udhugget som bogstaverne i det armenske alfabet. Jeg fandt ud af, at mit fornavns ”S” ligner et ”U”. Parken ligger i øvrigt nær Armeniens højeste bjerg, Aragats (4090 m.).
Vi fik de lækreste, fyldte auberginer til frokost, og så var der igen et par fritimer til rådighed inden aftenens middag. Jeg gik lidt ned ad gaden mod Republic Square, skønt jeg burde holde mig væk, men jeg havde tidligere haft kig på en rigtig tæppeforretning ret tæt på, og den ville jeg nu se nærmere på. Det endte med, at jeg forelskede mig i endnu et tæppe. Denne gang i et lettere, mere kelimagtigt, men lidt større tæppe med et meget flot mønster, – og det var sandelig også fra Nagoro-Karabakh! Det måtte jeg have, og igen fik jeg handlet prisen fornuftigt ned. Heldigvis kunne det også være i kufferten, sammen med det andet tæppe. Jeg er kisteglad for mine tæpper! Efter aftenens middag tog jeg igen en øl sammen med nogle fra gruppen på vores fortovscafé på hotellet, vældig hyggeligt!
Rejsens allersidste dag var en ren fridag, så jeg sov længe og pakkede så meget sammen, som jeg kunne. Efter den sene morgenmad gik jeg på National Galleri på Republic Square, rundede Operaen, hvor jeg ikke kom længere ind end til forhallen og ville derefter have været videre ud at se Den blå Moské, der lå længere ude i byen. Til min ærgrelse havde jeg glemt at tage et tørklæde med, – en nødvendighed, hvis man skal ind i en moské, – så jeg måtte traske hjem for at hente tørklædet, og havde nu allerede rigtig godt ondt i knæene. Gik dog alligevel ind i den store, hvide kirke, der lå tæt på vores hotel. Den var bygget efter den tidligere kirkes kollaps, og der var et bryllup i gang, da jeg kom. Her fik jeg en smuk, musikalsk oplevelse, idet en sopran sang en utroligt smuk solo oppe fra pulpituret, som jeg måtte høre til ende. Hjemme på hotelværelset måtte jeg tage smertestillende piller, hvorefter jeg tog en kop kaffe og et stykke cheesecake på en café i stedet for frokost. Så var jeg igen klar til at gå det lange stykke ud til moskeen, der viste sig at være svær at finde. Jeg var lige ved at opgive, da jeg endelig fandt nogle unge mennesker, der talte godt nok engelsk til at kunne hjælpe mig. Den viste sig at ligge lige rundt om et hjørne, hvor jeg havde været én gang, men den lå slet ikke der, hvor kortet angav den. Nå, jeg fik set min blå moské, der var som shiamoskeerne i Iran med en mægtig, dekoreret turkis kuppel, og der var også et tilstødende lokale med udstilling af typisk iransk emaljekunst. Nåede også lige at runde Vernissage markedet en sidste gang, inden jeg næsten følte, jeg havde slidt benene ned til sokkeholderne, da jeg kom hjem. Jeg fandt ud af, at jeg havde gået uophørligt i næsten syv timer… ”godt gået”, må man sige, af en gangbesværet, som mig!
Afslutningsmiddagen var fin, og da vi alligevel skulle op et par timer senere, var det ikke umagen værd at gå i seng, så vi var igen nogle stykker, der slog et par timer ihjel med en øl, inden vi gik op og pakkede det sidste sammen. Vi forlod hotellet kl. 01 natten til søndag, da vi skulle flyve hjem fra Yerevan kl. 04,20, atter med flyskift i Warszawa. Ca. kl. 9,35 landede vi i Kastrup Lufthavn oven på en eventyrlig rejse i Kaukasus.
Klik her 
for at komme tilbage til rejseoversigten.