Så var vi kommet til Georgien, – det andet af de tre Kaukasus lande, Aserbajdsjan, Georgien og Armenien, som vi skulle besøge på den 18-dages rundrejse med Viktors Farmor. Efter den strabadserende ankomst til fods i regnvejr med bagagen gennem begge grænseområder, mødte vi vores nye lokalguide, Levan, ved den nye bus. Igen en meget dygtig, men også sød og humoristisk mand. Og Irene, vores rejseleder, var jo med os hele vejen.
Først skulle frokosten overstås… i regnvejr på udendørs restaurant under en presenning, men alt var vådt og fugtigt, og med fødderne plantet i pløret under os var det bare om at holde godt fast på tasker og kameraer. Maden var der intet i vejen med, men der var smagsprøver på georgisk vin, som de fremstillede her, bl.a. orangevin, og den var godt nok sur!
Turen gik nu nordpå, og efterhånden klarede det op. Det var vist den eneste gang, vi oplevede decideret regn på hele rejsen, – billigt sluppet! Første stop var Gremi fortet fra det 16. årh., der lå højt og flot med udsigt over landskabet. Det havde bl.a. været et vigtigt knudepunkt på Silkevejen men var blevet overløbet af perserne, som havde taget dronningen til fange. Hun var siden blevet tortureret og dræbt i Persien, da hun ikke ville opgive den kristne tro. I modsætning til muslimske Aserbajdsjan var vi nu kommet til et kristent land.
Efter ankomst til den større by, Telavi, i den nordøstlige del af landet, hvor vi skulle overnatte, besøgte vi først en stor basar, som bugnede af både mad- og andre varer. Jeg købte mine første souvenirs på turen, idet det var næste umuligt at finde noget i Aserbajdsjan. Her var bl.a. magneter, men også noget sjov, farvet sukkerkagepynt, som jeg kan bruge til mine mange lagkager. Næste dag var der stadig lidt småregn i starten, mens vi kørte i bussen mod Sighnaghi, en fæstningsby med en stor, meget speciel mindemur for de faldne i 2. verdenskrig. Igen fandt jeg noget, jeg kunne bruge, i en butik på vejen op i byen: En t-shirt med det meget specielle, georgiske flag på. Herfra var programmet for de næste dage byttet lidt rundt, så vi passerede Tbilisi for at køre til Mtskheta, som var hovedstad i 800 år i 4.-5. årh. Her skulle vi se den imponerende Svetitskhoveli katedral fra 1029, der står oven på den første kristne kirke, der blev bygget efter kristendommens indførelse i Georgien, og den er naturligvis Unesco bevaret. Der er tradition for at georgiske brudepar kommer forbi kirken, og vi så da også adskillige. Her stødte vi også for første gang på Nino korset – et mærkeligt kors med nedadhængende tværarme. Nino var en nonne, der helbredte en dronning, som derefter lod sig døbe, mens kongen blev vred over det. Man da han senere kom i en uheldig situation, der fik ham til at anråbe den kristne gud, som hjalp ham, konverterede også han, og Georgien blev kristent. Nino opførte siden et kloster i bjergene ved Kakheti, hvor hun døde og blev helgenkåret. Vi stødte på hendes kors flere andre steder i Georgien, bl.a. i Jvari klostret den følgende dag, hvor hendes oprindelige trækors, som kunne udføre mirakler, står midt inde i en senere opført kirke fra 500-600tallet. Også Sioni korskirken i Tbilisi har et Nino kors, og navnet Nino er et populært pigenavn i landet.
Vejen, vi fulgte denne dag nordpå mod Kazbegi, hed Den Georgiske Hærvej, og den 200 km. lange vej er og har været en vigtig færdselsåre mellem Rusland og Georgien i århundreder. Vi holdt tit i kø med karavaner af lastbiler foran og bag os, så denne strækning tog tid at køre. Vi passerede iranske flygtningelejre med telte til halalslagting af de store fåreflokke, vi også så langs vejen, samt en forladt, tidligere Gulag lejr. Vi skulle overnatte ved i Stepantsminda i Kazbegi i 1570 m. højde, nær skisportsstedet Gudauri, som vi kørte forbi. Og sikken udsigt, der ventede næste morgen, da jeg trak gardinet fra: Strålende solskinsvejr, blå himmel og et Kazbegibjerg med sne på toppen (5.047 m.) Vi skulle ikke helt derop men kun til den nærliggende bjergtop i 2170 m. h., hvor kirken Gergeti Trinity Church lå, og det foregik med 4-hjulstrækkere, da bussen ikke kunne klare den stejle, smalle vej. Der var kun 5 graders varme, så for en gangs skyld måtte man have strømper og lukkede sko på og pakke sig godt ind. Vel nede igen gik turen nøjagtigt samme vej tilbage, som vi kom dagen før, hvor vi igen kunne nyde de flotte udsigter og hårnålesvingene i Jvaripasset. En pause blev holdt ved et stort, monumentalt russisk venskabsmonument, og vi besøgte endnu et kloster, Ananauri klosteret, samt Jvari klosteret med korskirken, som jeg nævnte tidligere. Også her var der bunkebryllupper. Endelig nåede vi hovedstaden Tblisi og blev indlogeret på det hotel, vi skulle bo på de følgende tre nætter.
Samme aften gik vi til fods til aftensmadsrestauranten, hvor der viste sig at være festlig optræden af georgiske dansere.
Den følgende dag i Tbilisi var byrundturen til fods rimelig hård for mig. Tbilisi er en stor og noget kaotisk bygget by med mange stejle gader, og som jeg tidligere har skrevet, med meget ujævn brolægning, huller og høje kantsten. Så man skulle passe på, hvor man satte fødderne. Vi nåede meget i dagens løb: Først ned til Europaplads med den flotte udsigt ud over byen og floden, der løber igennem. Videre til den gamle bydel med Metekhi kirken og Sioni kirken, som jeg tidligere har nævnt i forbindelse med nonnen og helgenen Nino, og besøg i den ældste kirke, Anchiskhati basilikaen fra 6. årh. Nåede også at opleve et sjovt tårnur, der på slaget 12 åbnede sig med musik og engle, der bevægede sig rundt. Vi besøgte citadellet, Narikala, og spadserede gennem snævre gader med smukt udskårne træbalkoner. Dagsturen afsluttedes med en tur med svævebanen op til monumentet Moder Georgien. Derefter var der tid på egen hånd, og jeg fulgtes med Gerda fra gruppen op til Treeninghedskirken eller Tsminda Sameba-katedralen, som den også kaldes, der ligger højt oppe på Elia bjerget, men ret nær vores hotel. Den er kæmpestor, vist nok Georgiens største katedral og den tredjestørste katedral i verden, bygget omkring år 2000. Da vi endelig nåede derop, satte vi os ind og nød stemningen i det lyse rum. Der var en mindre gudstjeneste i gang i et hjørne af kirken, og smuk musik kunne også høres, – desværre nok fra et anlæg. Også denne dag nåede jeg at købe lidt souvenirs, bl.a. et smukt emaljevedhæng til en kæde, – en typisk ting herfra.
Den sidste dag i Tbilisi blev delt mellem gruppetur med metroen til Nationalmuseet og en halv fridag. Museet rummede fine samlinger af mange slags, lige fra kranier fra forhistorisk tid, fundet i Georgien, til en udstilling om den russiske besættelse af landet. Jeg var dog mest begejstret og brugte mest tid på de arkæologiske fund, bl.a. fantastiske guldsmykker fra det 3. og 4. årh. Bagefter fulgtes jeg igen med Gerda fra gruppen tilbage mod Liberty Square/Freedom Square ad den brede Rustaveli Avenue, hvor flere museer, Parlamentet og andre statelige bygninger, lå side om side. Her var også en masse bo er med lokalt håndværk, og jeg fandt ved et tilfælde, mellem alle øreringene til hul i ørerne, et par henrivende, orange øreclips, formet som sommerfugle. Vi kiggede også ind i et stormagasin, der til forveksling lignede dem, man finder overalt i Vesten. Købte en smuk dug, printet med symboler, der kunne relatere til Georgien. På vejen hjem mod vores hotel fulgte vi mindre gader og stræder med pittoreske, faldefærdige træbalkoner, og ved Europaplads skiltes vi, fordi jeg ville nå en bådtur på floden, før vi skulle mødes til middag. Det lykkedes mig at komme med en af de små turbåde på en fredelig, halvtimes sejltur op og ned langs floden med kig til alle seværdighederne, og så var det ellers hjem på værelset og få benene op i en halv times tid, inden vi skulle mødes til middag.
Efter morgenmaden var det afgang mod den armenske grænse ca. 30 km. fra Tbilisi. Heldigvis skulle vi ikke denne gang gå den lange tur med bagagen mellem grænseposterne, som vi ellers havde fået stillet i udsigt. Det var lavet om, siden Irene havde været her sidst, – en enorm lettelse! Bussen kørte helt frem til grænsekontoret, og vi kunne efterlade bagagen i bussen og gå direkte til paskontrollen begge steder, hvorefter vi kun skulle gå et kort stykke fra bussen med bagagen til den sidste kontrolpost og den nye, ventende bus og lokalguide. Vi tog nu afsked med vores søde og hjælpsomme lokalguide, Levan, og begav os ind i Armenien.
Klik her 
for at komme tilbage til rejseoversigten.