for at komme tilbage til rejseoversigten.
Den spændende, 18dages rundrejse til de tre Kaukasuslande, Aserbajdsjan, Georgien og Armenien tog sin begyndelse i Kastrup Lufthavn tidligt torsdag aften, d. 7. september, hvor jeg mødte gruppen på 20 personer samt vores rejseleder fra Viktors Farmor, Irene Hellvik. Vi fløj via Warszawa til Baku, hovedstaden i Aserbajdsjan, hvortil vi ankom meget tidligt d. 8. om morgenen. Urene skulle sættes to timer frem, så klokken var ca. 6,30 lokal tid. Da vi var temmelig smadrede, fik vi lov at sove nogle timer inden vi, efter meget sen morgenmad, kørte på den første rundtur i byen. Første mål var Nobels hus, – et fuldstændig overdådigt møbleret palæ med mange kunstgenstande. Jeg anede ikke, at Nobelprisen var grundlagt på baggrund af de mange penge, Nobelbrødrene havde tjent på de store olieboringer og oliefirmaer, de havde startet i landet. Aserbajdsjan er smækfyldt med olie, og overalt så vi boretårne og oliepumper. Vi så senere på turen også den ældste oliekilde i landet, og områder i den gamle bydel blev kaldt ”Black City”, idet der lå mange trist udseende boligkarreer, bygget til oliearbejderne.
Baku viste sig dog at være en overraskende, flot by, idet der, udover mange fine gamle Art Nouveau bygninger i den gamle bydel, også var virkelig nyskabende arkitektur i den nye del af byen. Man følte sig hensat til Dubai, men her var meget smukkere design. Et helt eventyrligt smukt og organisk bygningsværk var Heydar Aliyev Kulturcenter, som er tegnet af en kvindelig, irakisk-britisk arkitekt, Zaha Hadid. En af dagene kom vi tæt på det og fik lejlighed til at gå rundt på den store, omkransende græsplæne og fotografere den hvide, blødt udformede bygning med de store vinduespartier. Bygningen snoede sig i flere retninger, og der blev også lavet et gruppebillede her.
Et andet punkt på den lidt korte dags program var køreturen til Absheron halvøen i forlængelse af Baku og et besøg ved ildtemplet Atashgah. Selv om Aserbajdsjan er muslimsk, er der gammel tradition for ildtilbedelse (zoroastrisme). Zarathustra har været dyrket ikke bare i Iran men også her i Aserbajdsjan, og derfor har landet også fået tilnavnet ”Ildens Land”. Midt i Baku rager de tre ”flammetårne” op som et vartegn, – et af de moderne byggerier, som hver aften er belyst og skifter i alverdens farver, og flammer slikker op ad bygningerne. Et fascinerende syn, som vi også tog ud for at se og fotografere en sen aften.
Sidste punkt på dagens program var det mærkværdige naturfænomen, Yanardag, (det brændende bjerg), hvor en evig ild siges at have brændt i mere end 20.000 år. Flammerne slikker konstant ud af et langt stykke af en bjergside, og den naturlige forklaring menes at være en masse gasarter, der konstant siver fra den urolige, vulkanske undergrund.
Jeg havde lagt mærke til en meget forgyldt moskékuppel, da vi nærmede os vores hotel, og jeg besluttede at bruge et par fritimer sidst på dagen inden middag til at gå op ad en sidegade, til jeg nåede selve moskeen, Teze Pir Mosque, der var meget forgyldt og med to minareter. Den var bygget i 1914 og så imponerende ud, men jeg nåede ikke at gå ind i den.
Den følgende dag fik vi endnu en bytur, hvor man virkelig fik et indtryk af byens mangfoldighed af både nyt og gammelt byggeri. Vi besøgte også et miniaturebogsmuseum, og jeg har aldrig før set så minimale koraner… man skulle have lup for at se dem! Shirvanshakhs palads med moské og hamam, Maiden Tower og et gammelt karavanserail var nogle af de steder, vi så i den gamle del af byen, og naturligvis Heydar Aliyev Center og Flammetårnene i den nye del, samt Martyrernes allé, som rummede en mindepark for de faldne soldater i frihedskrigen i 1990 mod russisk angreb. Den endte ved et udsigtspunkt over hele Baku.
Men dagen startede med en udflugt til Gobustan, der ligger godt 60 km. Sydvest for Baku. Her findes klippetegninger, der er mere end 10.000 år gamle, og som er på Unescos verdensarvsliste.
Mange af disse helleristninger var særdeles tydelige og viste både dyr og mennesker, men terrænet var meget ujævnt at gå i, og her fik jeg for første gang brug for min foldbare vandrestav, der havde været en uvurderlig ven på Sydamerikaturen i oktober. Generelt på denne rejse i Kaukasus var der ofte meget uvejsomt, og gaderne var fulde af huller og høje kantsten.
Den følgende dag forlod vi hovedstaden Baku for at køre mod den nordvestlige del af Aserbajdsjan. Målet var først Shemakha med Juma Mosque og kirkegården med gamle gravmausoleer fra 1600tallet, og dernæst besøg i en gammel landsby, Nij Village, som vi fik i stedet for landsbyen Lahic, der måtte udgå af programmet på grund af mudderskred. Nu begyndte De høje Kaukasus bjerge at vise sig i horisonten, og vi så solnedgangen, der lyste smukt på den øverste snespids på en af de højeste tinder. Vi nåede vores næste overnatningsby, Sheki, ved aftenstid.
Nu kunne man godt mærke, man var kommet til provinsen. Vi startede dagen med et besøg i et af byens baklava bagerier, hvor man så, hvordan de tilberedte de søde kager i store runde forme, lag på lag med sukkernet imellem. Nogle af os fik endda lov at prøve kræfter med de indledende øvelser, og til sidst var der lækre smagsprøver ved et udendørs bord.
Et vidunderligt khanpalads, Sheki Palace fra 1782, var næste programpunkt. Det var så smukt udsmykket indendørs, ikke mindst lofterne og glasmosaikkerne, at man ikke måtte fotografere, hvilket jeg nu snød mig til alligevel. Vi kørte med lokale biler (nogle af os i gamle Lada’er) op til landsbyen Kish, hvor vi bl.a. så en albansk kirke, den ældste kirke i hele Kaukasus, og spiste middag med egnsretter hos en lokal familie. Om aftenen var der arrangeret vinsmagning i en butik på hotellet, og stemningen blev ret løssluppen efterhånden, som vi kom igennem de våde varer. Vi smagte bl.a. granatæblevin, – det var nu ikke noget særligt!
Så oprandt dagen, jeg havde frygtet! Vi havde fået at vide, at man ikke kunne køre helt til grænsen mellem Aserbajdsjan og Georgien, så vi skulle gå næsten en halv km. med al vores bagage, først op ad en asfalteret vej, der viste sig at være en masse små trin og i den ene side en rampe, hvor man kunne køre kufferten, dernæst gennem grænseformaliteterne, og så et lige så langt stykke til næste grænsepost, hvor man så endelig var inde i Georgien. Men hvilken stroppetur! Selvfølgelig var det turens eneste regnvejrsdag, så man skulle også bøvle med regntøj ud over at holde sammen på en dårligt rullende kuffert og to tasker, pyh…! Jeg nåede frem som nummer sjok, og min højre hånd var helt død, for jeg kunne ikke skifte hånd, når kufferten kun kunne rulles i den ene side. Men nu var det overstået, og vi var kommet ind i Georgien, efter at have taget afsked med vores meget kompetente, unge lokalguide, Azad, før vi startede marchen mod grænsen.
Klik her for at komme tilbage til rejseoversigten.