for at komme tilbage til rejseoversigten.
Jeg har været på mit årlige vinterophold i Almuñécar og boede atter i år i lejlighed 44 i Playa Tropical. Det er nu 10. gang, jeg er hernede – tiden går hurtigt! For første gang valgte jeg at være der i halvanden måned (15. februar til 30. marts) og tænkte, at det måske var for lang tid, men tiden fløj af sted. Vejret var lidt til den kolde side i starten, og først efter en uge med store bølger kunne man begynde at bade med en temperatur på mellem 11 og 13 grader, og det er helt ok. På altanen på 10. sal var der dog noget vindblæst, men når solen bager, kan man sagtens sidde afklædt i en liggestol med et tæppe i ryggen og læse. Jeg havde seks bøger med herned i år. Skulle jeg løbe tør for lekture, kan forstærkning hentes i vaskekælderen, hvor der også er et bibliotek med efterladte bøger.
Jeg fik som vanligt opbygget en mindre urtehave på bordet på altanen, der ud over div. krydderurter også indbefatter blomster i urtepotter. En dag, jeg sad derude, kom et voldsomt vindstød, og væk var en potte med en bordeaux margueritblomst. Jeg kom uvægerligt til at tænke på scenen fra ”Figaros Bryllup”, hvor gartneren får en urtepotte i hovedet, for da jeg gik ned i haven for at se, hvor min blomst var blevet af, gik der faktisk en gartner og vandede, og han havde været tæt på at få de sørgelige rester i hovedet. Plasticurtepotten var nemlig slået midt over i faldet!
Folk, der bor her i månedsvis, sagde, det har været den koldeste vinter i årevis, men vejret skulle snart blive varmere. Jeg morgenbader jo bl.a. sammen med Lykke, der nu var der alene, da hendes veninde, Ruth, døde af en hjernetumor i vinter. De to kørte altid rundt på cykler, der ”bor” dernede, og nyt var i år, at jeg fik lov at låne Ruths cykel, mens jeg var der. Jeg måtte dog passe meget på, når jeg kørte på den, da det er en minicykel og derfor meget ulig de bedstemorcykler, jeg selv har. Den er meget let og derfor svær at styre, men det værste er, at der kun er håndbremse, og min reaktion sidder jo i fødderne! Det er dog gået godt, og det er en stor gevinst at kunne cykle i stedet for at gå ind til byen og gøre indkøb. I stedet for at slæbe alle varerne hen til busstoppestedet, kunne jeg køre dem lige hjem til døren. Det er mere skånsomt for knæene at cykle end at gå, og mine knæ har desværre fået det markant værre efter den hårde stroppetur i Sydamerika i oktober sammen med Mie, som i øvrigt besøgte mig dernede i fire dage.
Hun havde lejet bil i Malaga lufthavn, og da hun kom, spiste vi naturligvis på vores skønne, marokkanske stamrestaurant ”Al Jaima” lige neden for Playa Tropical. Den følgende dag kørte vi sydpå efter at have kigget lidt på det ugentlige fredagsmarked inde i byen. Første mål var Gibraltar, hvor vi havde planlagt at være mindst et døgn, så jeg kunne få min registrering i DBK med et nyt territorium (Gibraltar er jo ikke et land.) Mie havde booket Rock Hotel, som er et velrenommeret, gammelt, traditionsrigt hotel, da Churchill og mange andre kendisser har boet her. Vi fik et meget fint værelse, – nærmest en suite, – med to rum og stort badeværelse, og vi kunne holde parkeret foran hotellet, til vi næste dag ud på eftermiddagen kørte videre til Spanien, selv om vi havde tjekket ud om morgenen. Turen gik altså videre mod Cadiz, efter vi havde oplevet både kabelbanen op til toppen af Gibraltar med de frække aber, hvor man skal holde godt fast på sine ejendele, Europapoint med fyrtårnet, det lille museum og gågaden i centrum samt en rigtig engelsk nyrepie med tilbehør og god øl. Vi kom sent til Cadiz og skulle finde hotellet samt en parkeringsplads, hvilket ikke var så nemt. Også her boede vi godt men kom først rigtigt på sightseeing den følgende dag. Jeg har været i Cadiz før, men denne gang fik jeg, ud over domkirken og kvarteret deromkring med den gamle mur, også set nye ting, bl.a. en del små, hyggelige pladser i den gamle bydel, flere kirker og den arkæologiske del af byens museum. Desværre var malerisamlingen lukket på grund af renovering, og det var den, vi kom efter. Vi fik gået temmelig meget, og det var rigtig hårdt for mit bentøj. Jeg skal ikke gå ret længe, før jeg begynder at få voldsomt ondt i knæet, og når jeg har stået eller gået på det et stykke tid, kan jeg næsten ikke bøje benet, – det er helt stift og hævet, indtil jeg får mingeleret med det under store smerter. Så går det lidt igen, og selv om jeg har knæstøttebind på begge knæ, når jeg skal ud at gå, hjælper det kun, når jeg skal holde igen på trin osv., men ikke på smerterne. Det er, som om der er væske i det højre knæ, – det kommer vel af irritationen? Jeg købte noget cannabiscreme på anbefaling (det kan man få dernede på apoteket) men er ikke sikker på, det hjælper nok? Jeg er ret bekymret for, hvordan det skal gå fremover på mine mange rejser, for det bliver vel næppe bedre, – kun værre?
Vi skulle til at tænke på at komme hjemover, og det blev pludselig overskyet, men Mie havde hørt om en berømt fiskerestaurant og tapasbar, “La Faro”, som vi ville spise på, inden vi forlod Cadiz. Den var i sandhed berømt… vi måtte vente på gaden i småregn i mindst et kvarter/tyve minutter på, at der blev plads, og folk blev lukket ind i hold. Desværre skulle man have bestilt bord for at sidde i restauranten, så vi måtte være i tapasafdelingen, HVOR MAN IKKE KUNNE SIDDE NED! Det var ikke lige sagen for mine medtagede knæ, men der var ingen vej udenom, hvis vi ville prøve deres spændende specialiteter. Men man kunne næsten sidde på en yderkant af vinduesrammerne, når man ventede på retterne, så vi overlevede og nød bl.a. både søpindsvin og nogle specielle, indbagte rejer. Bagefter fik vi fat i en taxa, så vi hurtigt kom tilbage til parkeringskælderen under hotellet, hvor vi endnu en gang havde været heldige at kunne få lov at blive holdende, selv om vi havde tjekket ud. Det var efterhånden blevet midt på eftermiddagen, og vi havde lang vej hjem til Almuñécar men kørte også igennem Ronda, hvor vi gjorde et kaffestop på den charmerende Parador lige ud for udsigten til kløften med den store bro. Og så gik det ellers videre over Marbella i mørke og hjem til Almuñécar, hvor det var for sent at få noget at spise. Vi tog nogle kolde madder derhjemme og gik i seng, begge udmattede, – Mie efter koncentreret kørsel, jeg med knæsmerter. Næste morgen fik jeg mod alle odds lokket Mie med til morgenbadningen, og inden hun kørte mod lufthavnen om eftermiddagen, spiste vi på ”Montes”, – en af stamrestauranterne nede på gaden, – sammen med Stephen, som jo også er blevet alene, da Inge døde i sommer.
Hvad har jeg ellers oplevet i de første tre uger? Jo, Lykke og jeg var en søndag aften i slutningen af februar til en dejlig koncert i ”Casa Cultura” inde i byen. En strygeroktet med en guitarist som gæstesolist spillede et smukt program med værker af bl.a. Puccini, Boccherini, Mendelssohn og Dvorak. Og så havde jeg en aften inviteret gæster til middag i min lejlighed. Det var selvfølgelig Stephen, Lykke, som jeg bader med, samt en, der hedder Tove, der har været her i mange år, og vi havde en meget hyggelig aften. Hovedretten var paella med masser af skaldyr, men vi startede med en laksemad, og desserten var tiramisu og store jordbær.
Lykke rejste hjem to uger før mig, så jeg badede alene de sidste to uger, men efter at Mie rejste, havde jeg halvdelen af mit ophold, dvs. tre uger, tilbage og havde ikke troet, der ville være så meget at fortælle om. Men der blev ved at dukke nye ting og oplevelser op, og jeg synes bestemt ikke, halvanden måned har været for lang tid. Tværtimod har det været med til at give ro til at komme helt ned i gear, fordi jeg vidste, jeg havde oceaner af tid, før der atter skulle pakkes ned igen. Den ene dag tog den anden, jeg nød fortsat solen på altanen, og badede nu endnu mere, ofte både to og tre gange i dagens løb, hvor havtemperaturen var steget til både 15 og 16 grader. En enkelt eftermiddag nåede den helt op på 17 grader, – vild luksus! Først de sidste to dage før hjemrejsen kunne jeg ikke mere gå i vandet, da bølgerne var taget til, og sidste gang, jeg var ude, var det lige på grænsen af det tilrådelige! Jeg har flere gange hjulpet nogle af husets ældre kvinder ud i og op af vandet, da det kan være svært at stå fast på rullestenene, og man skal helst have badesko på. I øvrigt har vi ikke mere ”Badehuset”, som vi kaldte den ruin af resterne af en strandrestaurant, der lå lige neden for Playa Tropical, hvor vi alle årene plejede at stå og klæde om før og efter badeturene. Den var nu blevet revet ned men var heller ikke meget værd til sidst, ja nærmest farlig, da resterne af en markise hang faretruende, halvt knækket af, ned over flisegulvet på terrassen, der var sunket sammen. Sidste år pillede Lykke og Ruth nogle løse pyntekakler af væggene, og vi fordelte stumper og stykker imellem os. Jeg har et par stumper i Almuñécar og hjemme en hel flise, der kan bruges som bordskåner.
Der er faktisk flere end nogensinde fra Playa Tropical, der bader. Tidligere var vi kun en håndfuld faste badende, men nu ser man flere og flere ”nye” fra huset, der prøver lykken. Men vejret viste sig jo også fra den pæne side i ualmindelig lang tid. Bortset fra den første uge, hvor der var koldt og blæsende, og jeg frøs læsterligt og måtte tænde for varmen, var de sidste 5 uger fantastiske. Under hedebølgen var der 27 grader i skyggen, og temperaturen i direkte sol var ofte nær de 40 grader. Nej, jeg savnede ikke den danske vinter, og jeg har nydt de gode fisk og skaldyr, man kan få til overflod, og appelsinerne er større og saftigere og smager bedre end dem, vi køber hjemme, selv om de også er fra Spanien.
Formiddagene på altanen er jo gået med læsning i solen, og tre af de bøger, jeg selv havde med, er givet videre til naboer og venner dernede. Min nabo, Kirsten, arvede ”Meter i Sekundet” og ”Salon Bagdad”, og Lykke drog hjem med ”Højsangen fra Palermovej”. Mie glemte desværre ”Eventyrlige rejser i Peru”, da hun tog hjem fra sit besøg hos mig. Den skulle hun have lånt til flyveturen hjem, da den netop var aktuel for os begge, da vi i oktober var sammen på rejsen til Chile,Bolivia og Peru, så den måtte jeg klemme ned i kufferten igen, der ellers var godt fyldt op af mine mange indkøb på fredagsmarkederne.
Det er ofte de mærkeligste ting, jeg har rejst hjem med i kufferterne: Kludetæpper, plasticting til køkkenet i orangerøde farver, der ikke kan fås derhjemme, men som matcher mit køkken, friske avocadoer og kumquats, kæmpemandler, manchego-oste med rosmarin, dåser med miniblæksprutter, knivmuslinger og andre skaldyr, som ikke umiddelbart fås hjemme, og meget andet. I år gjaldt det et blåt opvaskestativ til Sølager (du kan ikke opdrive noget hjemme, der ikke er enten sort eller gråt) samt nye stolehynder til plastichavestolene i Sølager, hvor indholdet er ved at gå ud af betrækket på de gamle, jeg har deroppe. Igen er det det samme problem med hynder…. Alt er sort, gråt og trist. JYSK er totalt farveforskrækket, og jeg VIL ikke have de triste farver.
Men det var sidste chance for at få noget transporteret til Danmark, for jeg kunne naturligvis ikke have seks stolehynder i mine to kufferter. Stephen kørte mig til lufthavnen, og selv tog han turen til Danmark i bil to dage senere, – for sidste gang. Han havde både hynder og opvaskestativet med. Næste år og fremover flyver han, så derfor var det sidste mulighed for at få noget bragt hjem, og han havde da også bilen fuld af alle mulige menneskers ting og sager, – poser, tasker, kufferter og sågar glasruder til en brusekabine!
Jeg har talt med og lært flere at kende i år end i de ni foregående år, jeg har været i Almuñécar, og jeg har også oftere sat mig ved cafébordene nedenfor og sludret med dem fra huset, der nu lige sad der, hvilket har været ganske hyggeligt og uforpligtende. Nu har vi jo ikke mere ”Danny’s”, – den herlige engelske bar/restaurant, hvor det lækre lammekød blev serveret til Sunday Roast, og hvor man skulle bestille plads, men det var også på hverdagene et fast samlingssted. Ejeren, Paul, fik jo kræft og satte stedet til salg, men der er ikke kommet ny ejer, og der er fortsat lukket. Jeg er imidlertid blevet meget glad for en marokkansk restaurant, ”Al Jaima”, som ligger lige ved siden af, og der er jeg (og Lykke) blevet stamgæster. Jeg får ofte en sludder med ejeren, Khalid, der i modsætning til de spanske caféejere, taler udmærket engelsk, og det viser sig da også, at han i oktober måned arbejder som turistguide hjemme i Marokko. Men de laver pragtfuld mad på ”Al Jaima”, og blandt favoritterne er specialiteten pastilla, som er en slags pie af butterdej med kyllingefyld, ovenpå er der strøet florsukker, og den er pyntet med svesker, abrikoser og mandler. Det lyder måske underligt, men det smager himmelsk!
Men nu er det jo ikke kun idel lyksalighed. Der har også været ”skår i glæderne”, idet der i år var ualmindeligt meget larm i huset fra div. reparationsarbejder. Bl.a. var der en større renovation af husets swimmingpool (som jeg aldrig har været interesseret i at benytte). De brød hele bunden op for at lægge nye fliser, så man måtte udstå daglig støj af fræsen, hamren og banken samt radio med spansk popmusik hele dagen nede fra gården, hvor poolen ligger ud til gaden, og ikke nok med det, så afbrød de ofte i starten vandforsyningen uden varsel. Derudover skulle altanerne også have en overhaling. Huset Playa Tropical består af tre blokke, 1, 2 og 3, der er bygget forskudt sammen, og jeg har nu for andet år i træk boet på 10. sal i blok 2 i en hjørnelejlighed nr. 44, hvor fordelen består i, at der også er sol om eftermiddagen på grund af beliggenheden på hjørnet. Men desværre var nogle af altanernes murværk tæret i hjørnerne, så de skulle også repareres i år, og det foregik ved, at en kran blev anbragt på øverste lejligheds altan, hvorefter en mand hejste sig ned langs altanernes hjørner og kunne mure og derefter male hjørnerne. Efter at have iagttaget det mærkelige skue i en uges tid ud for blok 3, kom turen til blok 2, og derfor blev det min lod at have kranen stående på MIN altan i en hel uge. Det tog naturligvis en del plads op, – netop solpladsen om eftermiddagen, – og derudover vidste jeg aldrig, hvornår der dukkede en mand op af rebet? Eller hvornår de ringede på kl. 8 om morgenen og skulle ind, lige når jeg stod og skulle ned og morgenbade. Ja, men man måtte jo stå det igennem, og så fik jeg også dén oplevelse med!
Jeg skal da også lige fortælle, at jeg omsider har fået en fysioterapeut i Almuñécar. Det var lang tid at være uden behandling i halvanden måned, når man er vant til at gå regelmæssigt hjemme, så jeg var glad for at få forbindelse med Lykkes faste behandler, Maxi, på en fysioterapiklinik inde i byen. Jeg nåede at få tre behandlinger på næsten en time hver gang, hvor jeg både fik massage på mine skulder- og nakkemyoser, og der blev kigget på både mine skulder- og knæproblemer. Bl.a. fik jeg behandlinger med nogle mærkelige maskiner, som jeg aldrig har oplevet i fysioterapien i DK. Muligvis har den ene været noget kortbølgebehandling, mens den anden var sådan nogle store sugekopper, der blev sat på myosestederne. Desværre talte Maxi meget lidt engelsk, så jeg startede med at aflevere en tegning, hvor jeg med pile havde markeret, hvor mine problemer sad i skuldre og nakke, og med sømmet i knæet, hvor bruddet var osv. osv. Mit knæ har desværre ikke fået det bedre, og jeg må nok have set nærmere på det, men myoserne havde absolut godt af at blive holdt nede en gang om ugen, så jeg vil bestemt fortsætte behandlingerne, når jeg vender tilbage næste år!
Da det var tid at pakke sammen, var det hårdt at trække i strømper og overtøj igen, men jeg var alligevel begyndt at glæde mig til at komme hjem til mig selv, trods kulden.
Klik her for at komme tilbage til rejseoversigten.