for at komme tilbage til rejseoversigten.
Vi var nu kommet fra Bolivia ind i Peru, havde skiftet bus og var på vej mod Puno, hvor vi skulle overnatte. Vi kørte langs Titicacasøen, som man fik det sidste glimt af, inden vejen drejede væk. Det var nogle lange dage, så jeg sov et godt stykke af vejen til Puno. Da vi atter skulle op og køre tidligt næste morgen allerede kl. 07, gik vi i seng så hurtigt, det lod sig gøre.
Næste dags køretur gik helt til Cusco og var på ca. 10 timer, og det var uheldigvis i disse dage, jeg døjede med maveondet. Heldigvis havde jeg stoppende Immodium med og fik også Ciprofloxacin af en af lægerne i gruppen, så jeg klarede det i løbet af et par dage, hvor jeg spiste meget forsigtigt og sov lidt mere i bussen, end jeg normalt gør.
Et interessant stop undervejs var i en lille by, Pukora, hvor der var et fint, lille inkamuseum samt en meget sød og nysgerrig lama i en indhegning udenfor. Vi var tæt på Andesbjergene, og på kommunegrænsen mellem Puno og Cusco stoppede vi ved et naturskønt område i 4335 m højde, hvor der også var et udendørs marked med uldvarer, hvor jeg købte en lille tøjlama til mit sofamenageri. Der holdt vores lokalguide, Juan Carlos, en peruviansk takkeceremoni, der indbefattede tre cocablade, som vi alle hver især skulle holde op mod bjergene på en bestemt måde, for dermed at takke dem for, hvad der var tilfaldet os. Så kunne vi ønske os noget godt og derefter stoppe de tre blade ind under nogle sten foran os.
Næste stop på ruten var Raqchi, - et stort inkaruinområde fra 1400tallet med beboelser, forrådslagre og et tempel i to etager, - den højeste bygning, man har fundet. Dagens højdepunkt var og blev dog den vidunderlige barokkirke i Andahuaylillas fra 1572 med tilnavnet ”Det sixtinske kapel” på grund af den overdådige udsmykning af bladguld og fresker overalt på vægge og lofter. Det var et mageløst syn, og jeg sneg mig til at tage adskillige billeder trods fotoforbud.
Endelig gik turen det sidste stykke mod Cusco, og vi skiftede nok engang bus, inden vi ankom til vores hotel i byen.
Den følgende dag var afsat til bytur i Cusco og omegn, og vi besøgte både klosteret Convento Santo Domino, som er bygget ovenpå soltemplet Koricancha, og Plaza del Armas med katedralen samt det store inkatempelområde, Sacsayhuaman, som består af flere enorme bygningsværker af kæmpestore sten, nogle 9 meter høje. Der var en flot udsigt over Cusco fra toppen af et af templerne. En endnu større udfordring var imidlertid at forcere en megalang og stejl trappe ned til kunstnerkvarteret Blas i Cuscos centrum. Desværre forgæves, viste det sig, da de fleste butikker og gallerier havde lukket.
Dagens frokost var til gengæld en spændende oplevelse. Vi skulle nemlig smage en peruviansk egnsret: Spidstegt marsvin! Det var bestemt ikke noget, alle ville prøve, da de lignede glaserede rotter med hoved, ben og kløer. Jeg husker dem også tydeligt fra min og Catarinas rejse til Equador og Galapagos for år tilbage, hvor vi chokeret havde set dem rotere på gadekøkkenernes grillspyd og troede, man spiste rotter her. Men NU skulle det være, og marsvinet kom ind som skueret, inden det blev parteret i mindre stykker og serveret som forret. Jeg fik et lår med kløer, og det smagte da udmærket, uden at være noget særligt. Men i Peru er det noget, man spiser ved festlige lejligheder som en delikatesse! Vi fik også en speciel drink, lavet på majs.
Resten af dagen var til fri afbenyttelse, men tiden gik alt for hurtigt, og vi kunne godt have brugt en dag mere i Cusco, for her var mange muligheder for både sightseeing og shopping. Vi valgte først Chokolademuseet, der ud over en lille udstilling om fremstillingen mere var en café, hvor man fik udsøgte kager, god kaffe og mulighed for at købe diverse chokoladeprodukter. Derefter var klokken blevet mange, og Mie og jeg satsede på Museet for præcolumbiansk Kunst, da det havde åbent helt til klokken 22. Vi blev ikke skuffede og opholdt os der i mange timer, da der var en ualmindelig interessant samling af inkaeffekter lige fra de mest fantasifulde krukker og vaser til guldsmykker, våben, mønter, tekstiler og statuer. Alt var dateret og med tekster på engelsk. Et pragtfuldt museum, som vi havde stort set for os selv på det sene tidspunkt. Desværre fik vi igen for lidt søvn, da vi næste morgen kørte tidligt fra Cusco.
Så oprandt jo omsider dagen, hvor vi skulle til Machu Picchu, og vi kørte tidligt, da vi skulle skifte transportmidler flere gange undervejs. Først med bus til Ollantaytambo, hvor vi steg på et lille tog mod Auguas Calientes, en lille by ved foden af Machu Picchu. Togturen var et helt kapitel for sig. Allerede mens vi stod i køen og ventede på at blive lukket ind på perronen, optrådte et udklædt ensemble med sang, dans og musik for de ventende passagerer, og bænket på faste pladser i toget blev vi underholdt med et helt lille inkakærlighedsdrama, udført af togstewardessen og -stewarden, begge udklædt i smukke kostumer. Senere servicerede de passagererne i deres toguniformer. Togturen varede vel halvanden time, hvorefter vi fortsatte det sidste stykke mod endemålet ad snoede bjergveje med bus i ca. 20 minutter. Og derfra gik vi til fods med en lokalguide op ad mange stentrapper, - jeg med vandrestaven og lidt hjælp fra vores rejseleder, Hugo, og Julie ved de mange høje trin. Men lige pludselig var vi oppe på toppen (2430 m) og stod foran det ikoniske vue over dalen med alle ruinerne og bjerget Huayna Picchu i baggrunden. Endelig var vi fremme… fantastisk! Noget, jeg har drømt om at opleve i årevis og var bange for ikke at nå, inden jeg blev for dårlig til bens. Pyh, - det var da en hård opstigning, men i forhold til, hvad vi var igennem i Bolivia, var det ”piece of cake” her, og vi var heller ikke mere i de samme højder. Men smukt var der, og der blev fotograferet på livet løs og taget portrætter foran de skønne udsigter. Jeg takkede de højere magter for det gode vejr. Vejrudsigten havde nemlig først lovet 70 % chance for regn, men solen skinnede hele dagen og var med til at gøre oplevelsen endnu bedre. Efter at have nydt udsigten oppefra, gik vi ned i selve ruinkomplekset af beboelseshuse, forrådslagre og templer. Særligt soltemplet var interessant, da det, ud over at være en halvcirkelrund bygning, har en åbning, hvor solen to gange om året falder, så den rammer alteret. Selve byen blev opført i 1400tallet og forladt inden spanierne kom til Peru, men aldrig opdagede byen. Det gjorde derimod en amerikaner ved navn Hiram Bingam i 1911. Han tog æren for at have fundet stedet, selv om det vist nok havde været besøgt tidligere på trods af dets vanskelige tilgængelighed.
Vi havde kun begrænset tid i Machu Picchu, da man lukker folk ind i hold, så vi måtte desværre søge ned mod udgangen, og derefter gik det hastigt gennem et ellers spændende område med souvenirs (som jeg gerne ville have udforsket) igen mod Auguas Calientes, hvor en fremragende restaurant, India Feliz, ventede med dejlig aftensmad. Det var et rigtig hyggeligt sted, hvor vi nød den gode mad oven på dagens oplevelser. Jeg fik en skøn løgsuppe, fulgt af en ret med laks og derpå chokolademousse og drak den første øl i lang tid med stor fornøjelse. Vi havde nemlig hørt, at de højdepiller, vi havde spist i et par uger, kunne få spiritus til at slå ekstra hårdt, så det turde jeg ikke satse på, når vi havde så hårdt et program.
Togturen tilbage, og derefter det sidste stykke med bus til det næste hotel, var endeløs. Men endelig kunne vi da tjekke ind på det afsidesliggende hotel i Den Hellige Dal og gå til ro oven på den lange, indholdsrige dag.
Næste dag kunne vi endelig sove lidt længere. Jeg havde det meget bedre, da Ciprofloxacinen vist havde slået alle mavebakterier ihjel, og jeg spiste med stor appetit spejlæg til morgenmad. Vi var jo i et landdistrikt og fortsatte videre ud på landet, passerede marker med køer, får og grise og små landsbyer, og stoppede i Misminay. Her blev vi modtaget af et orkester af mænd med fløjter og trommer samt dansende og syngende kvinder, alle i farvestrålende folkedragter. De bød velkommen til deres tekstilværksted, hvor alt blev lavet helt fra bunden. De kartede lamauld, spandt, farvede og vævede de skønneste ting. Vi blev budt på en speciel te og fik en opvisning i hele arbejdsprocessen fra start til slut samt mulighed for selv at prøve de forskellige håndværk. Endelig var der også mulighed for at købe deres produkter, og de fleste fik handlet. Jeg købte en smuk, orange/olivengrøn stribet bordløber med mange detaljer indvævet, som alle havde en eller anden betydning, samt en lille pung. Da vi skulle derfra, blev der kindkysset og omfavnet til den store guldmedalje, - de var nogle helt utroligt søde og hjertelige mennesker. Ved Moray skulle vi se nogle arkæologiske udgravninger, der nærmest lignede et amfiteater, men viste sig at være en slags økologisk landbrug, hvor man i fordums tid havde eksperimenteret med at dyrke forskellige afgrøder på terrasserne, og hvor de forskellige lag og områder på terrasserne gav forskellige temperaturer og dermed vækstmuligheder. Derefter kørte vi ned mod Maras og saltbassinerne, som man inden havde fået et godt overblik over oppe fra vejen. Det var meningen, man skulle gå et godt stykke af vejen derned og efter et stop fortsætte videre ad en lang vej til det sted, vi skulle spise frokost. Da det var muligt at køre hele vejen var vi nogle, der foretrak at spare lidt på kræfterne, og Mie og jeg var derfor blandt dem, der ankom lidt før til restaurant ”Tunupa”, hvor vi skulle spise. Den lå i en smuk have, og inden for var der en shop med de skønneste strikvarer. Mie og jeg forelskede os begge i en hundedyr babyalpaka uldsweater i blå/turkise farver, som vi bare måtte eje. Nå, ja, - man kommer jo ikke lige forbi der igen, så nogle gange må man bare slå til med det samme!
Frokosten var en skøn buffet med stort udvalg af retter, akkompagneret af levende musik, og inden vi returnerede til vores ydmyge hotel, besøgte vi også et spændende, men dyrt keramisk værksted. Her modstod jeg heldigvis fristelserne, men Mie købte en smuk, lille vase.
Der var ingen tid til morgenmad næste morgen, men vi fik dog lige slugt et par kopper kaffe i receptionen inden tidlig afgang mod Cuscos lufthavn. På vejen var der dog tid til et stop i Centro Cultural Parwa, - et center, der forhandlede tekstiler og garn af meget høj kvalitet, og her var også de skønneste sweatre og ponchoer udstillet. Jeg købte et smukt, vævet pyntepudevår. Vi fløj herefter med det lokale luftfartsselskab, Latam, fra Cusco til Lima, Perus hovedstad, og her ventede turens sidste lokalguide, Sonia, der talte et meget klart og tydeligt engelsk. Vi kørte hurtigt ud af Lima til forstaden Miraflores, hvor vi skulle besøge et helt vidunderligt og flot museum, Museo Largo. Her blev vi først guidet hurtigt igennem de vigtigste områder af Sonia og derefter selv sluppet løs, og det var mindst lige så interessant som Museet for præcolumbiansk Kunst i Cusco. Her var jo en del af det samme, men derudover rummede museet enorme lagre af udstillede keramikhoveder af både mænd og kvinder, - alle mulige typer med de sjoveste ansigtsudtryk, og der var også en afdeling af nærmest pornografiske figurer fra samme periode, udformet som krukker og potter, - meget morsomme og fantasifulde. Det var ikke noget helt almindeligt museum, og her var også en fin restaurant, hvor vi indtog frokosten. Desværre viste det sig, at vi snart skulle spise igen, men da der var indlagt en solnedgang ved stranden i Miraflores først, kunne vi ikke nå at tjekke ind og skifte tøj. Det var vi ikke alle helt tilfredse med, for man havde snart gået med det samme tøj i flere dage, men der var ingen vej udenom. Solnedgangen blev set fra vinduerne på den restaurant i Miraflores, hvor vi spiste vores sidste, samlede middag, og først derefter kunne vi komme til hotellet og få vores bagage.
Efter en sen morgenmad, hvor gruppen var lidt i opløsning, da nogle var kommet sent hjem efter at være gået på bar om aftenen nær hotellet, gik vi på sightseeing på strandpromenaden i Miraflores, hvor en festlig parade af hunde, udklædt i alskens kostumer og dækkener, fejrede hundens dag. Vi så også ”Kærlighedsparken” med sjove, mosaikmønstrede langbænke og en stor kysseskulptur. I selve Lima blev vi, efter en kort byrundtur i både ambassadekvarteret og centrum, sat af på Plaza de Armas, hvor vi havde tre timer på egen hånd til at spise frokost og gøre indkøb. Vi spiste en god grøntsagstortilla på en fortovsrestaurant og jeg fór derefter rundt og fik gjort de sidste indkøb, bl.a. en lidt grovere sweater med lynlås og lamamotiver, som jeg havde ønsket mig. Jeg ledte også efter et posthus, men det var lukket, så jeg fik først postet mine 14 postkort i Amsterdam og har dermed besluttet, at det er sidste gang, jeg skriver postkort fra udlandet, når det skal være SÅ besværligt at købe frimærker!
Hugo var også kommet på arbejde, for det viste sig, at vores fly var aflyst. Vi ville sandsynligvis komme hjem i smågrupper med forskellige fly, og sikkert også en dag for sent? Vi kørte til lufthavnen og fik de bange anelser bekræftet. Jyderne kunne komme af sted til Billund, men vi andre måtte overnatte i Amsterdam. Der blev mytteristemning, da Hugo var parat til at forlade gruppen, fordi han pludselig fik mulighed for at tage imod en enkelt billet til en flyafgang, men skræmt af reaktionerne overlod han billetten til Dorthe, der rejste alene. Også et par andre fik pludselig plads på et fly, og til sidst var vi fem + Hugo tilbage, og vi måtte tjekke ind på et lufthavnshotel et stykke fra lufthavnen. Kufferterne havde vi ikke, så vi måtte sove i, hvad vi gik og stod i, - og rejse hjem i det samme tøj næste eftermiddag. Heldigvis var der om aftenen en dejlig buffet med alt hvad hjertet begærede at spise og drikke, så Mie og jeg gik mætte og trætte i seng og sov så meget over os, uden at høre vækkeuret, at vi måtte springe morgenmaden over for at nå bussen tilbage til lufthavnen. Jeg forsøgte at aflyse min fysioterapitid over telefonen, der først fungerede igen i Europa, og pludselig havde Hugo forladt os uden at sige andet end ”hej”. Han skulle med et andet fly end os fem tilbageværende, der måtte med SAS i stedet for KLM. Og så landede vi da endelig i København d. 25. oktober, - et døgn senere end planlagt! Trods uvaskede og trætte af de mange indtryk, samt jetlag på grund af ca. syv timers tidsforskel, var det dejligt at erfare, at vores kufferter heldigvis var med samme fly. En stroppetur, fyldt med mangeartede, uforglemmelige og også vidunderlige oplevelser gennem Chile, Bolivia og Peru, var slut!
Klik her for at komme tilbage til rejseoversigten.