for at komme tilbage til rejseoversigten.
Efter at være kørt over grænsen fra Chiles Atacamaørken til Bolivias øde, men farvestrålende laguneområde, stod naturfænomenerne nærmest i kø. Jeg må sige, at Bolivia overraskede med sin enestående skønhed, - jeg har aldrig set noget lignende! Vi lagde ud med at besøge den grønne lagune, hvor lyserøde flamingoer i mængder vadede rundt i det smaragdgrønne vand, oftest med enden i vejret, søgende efter føde. I baggrunden ragede den næsten 6000 m høje vulkan Licancabur op og fuldendte idyllen. Kort efter var vi ved endnu en grøn lagune, hvor vi fik mulighed for at prøve en af de varme pools, vi blev snydt for dagen før i Chile. Her var det knapt så koldt, om end vi jo stadig var i næsten 4000 m højde. Der var kortere vej fra omklædningshytten til den ca. 40 grader varme pool, og det var meget svært at tage sig sammen til at forlade det skønne, varme og mineralrige vand igen. Men frokosten ventede i restauranten i området og derefter nye højdepunkter på dagens tur. Næste stop var nemlig Sol de Man͂ana med både gejsere som i Chile samt klukkende mudderpøle. Et virkelig fascinerende område, hvor vi igen blev belønnet med strålende solskinsvejr, som gav ekstra liv til de dampende naturfænomener. Under kørslen derfra rundede vi efter sigende 5000 m højde, - det højeste punkt på hele rejsen!
Man kunne sandelig også mærke, at vi var kommet i højderne. De fleste af os havde allerede i nogle dage taget højdepillerne Diamox, men alligevel måtte man hive efter vejret, - særligt, når man gik opad, - og jeg mærkede, at min ellers gode sangervejrtrækning totalt havde forladt mig. Jeg var dog aldrig rigtigt dårlig, hvorimod en fra gruppen flere gange undervejs måtte have ilt. Flere i gruppen døjede allerede med lidt mavebesvær, og jeg gik faktisk ikke fri denne gang men havde senere på rejsen et par dage, hvor jeg lige måtte passe på, hvad jeg spiste. Mie havde derimod pådraget sig halsbetændelse, og en overgang havde hun det ret skidt. Heldigvis var der i gruppen både to læger og to sygeplejersker, og de delte rundhåndet ud af piller mod både det ene og det andet. Så jeg fik kureret mit maveonde og Mie fik nogenlunde styr på sin halsinfektion, - i hvert fald under rejsen. Mange døjede også med forkølelser og næseblod, men Ingen blev heldigvis alvorligt syge, hvilket kunne have sinket hele rejsen betragteligt. Så vidt, så godt.
Efter opholdet blandt spruttende gejsere og mudderpøle kørte vi til den nok flotteste af lagunerne, nemlig Laguna Colorada, - den røde lagune! Jeg var målløs… blodrødt vand med et lag af hvidt boraks. Dertil flamingoer og blå himmel. Jeg har taget de mest fantastiske fotos af den surrealistiske lagune! Vandet i lagunen får sin røde farve, når det blæser, hvorved der hvirvles mikroorganismer op. I det hele taget er undergrunden fuld at mineraler, bl.a. litium, der jo bruges til batterier.
Sidste punkt på dagens program var en kørsel gennem Siloli stenørkenen med de mest forunderlige klippeformationer, formet af vind og vejr. Særligt ”Stentræet”, en klippe, der har fået form som et træ, var fascinerende. Hen under aften ankom vi til vores hotel, Tayka el Desierto, - det højest beliggende, 4500 m. Her var virkelig øde, og der var koldt. De tog både strømmen og det varme vand kl. 22, så da vi frøs voldsomt efter middagen, gik vi direkte i seng med alt tøjet på, da vi skulle køre meget tidligt næste morgen.
Præcis kl. 7 satte firehjulstrækkerne i gang efter en kold nat, og vi havde sovet over os og vågnede kun, fordi lyset blev tændt brat efter at have været afbrudt siden aftenen før. Jeg havde hovedpine men kvalte den med to kopper kaffe, inden vi kørte. Turen bød på mere stenørken med flotte formationer samt endnu et par laguner med tilnavne som ”Den dybe” og ”Den stinkende” lagune. Den sidstnævnte levede heldigvis ikke op til sit navn. Et af dagens højdepunkter var dog nok mødet med en stor flok lamaer. De var slet ikke bange, da vi alle steg ud af bilerne og ivrigt nærmede os og fotograferede flokken. Man kunne komme ganske tæt på dem og så, at de havde meget forskellige ansigtsudtryk. Nogle var brune eller sorte, andre mere beige eller hvidlige i pelsen, nogle havde farvede bånd i ørerne, og de var øremærkede, da de vel hørte til en farm i nærheden. Vi så dog ingen hyrde. Nu havde vi set to af de fire lamaarter, - man var helt høj efter den uventede oplevelse!
Den første rigtige by, vi kom til, var San Christobal, hvor vi gik en tur, drak kaffe og kiggede lidt på det lokale marked. Her stiftede vi for første gang bekendtskab med det bolivianske folk og så farvestrålende klædte kvinder i omfangsrige strutskørtkjoler, ofte med bowlerhatte oven på en frisure med to lange, tykke fletninger, der kunne være samlet forneden med en stor sløjfe eller anden stor hårpynt. Der var flere af slagsen, da vi om aftenen ankom til den større by, Uyuni, hvor vi skulle overnatte. Inden aftensmaden gik vi en tur i hovedgaden, hvor der var et meget levende marked, og her lykkedes det mig at smugfotografere mange skønne typer blandt de handlende kvinder. Mange bar også deres børn på ryggen, svøbt i et farvestrålende tørklæde, og igen var jeg fascineret af, hvordan de formåede at holde de små bowlerhatte fast oven på hovedet. Om eftermiddagen, inden vi kørte ind i Uyuni, besøgte vi forresten også en tog-kirkegård, hvor en række gamle, rustne og udtjente lokomotiver og vogne stod på rad og række på resterne af et skinnenet fra togenes glansperiode i slutningen af 1800tallet.
Den følgende dag var afsat til de store saltsletter, - en af Bolivias største attraktioner. På vejen ud til den store saltsø, der er på størrelse med Fyn, besøgte vi en by, hvor de lokale udvinder salt på traditionel vis, hvilket vi fik en demonstration af. Her var også en righoldig souvenirbutik, hvor vi fik lidt tid til at forlyste os, inden turen gik ud på selve saltsletten. Det ejendommelige landskab er et resultat af en udtørret, forhistorisk sø, og da vi kørte ud over selve søen, var det som at køre i Arktis. Vidste man ikke bedre, lignede det et is- og snelandskab, og man kunne når som helst gå igennem isen. Men også saltlaget var ikke alle steder lige tykt, så man kunne også kun køre i bestemte spor. Vi gjorde holdt undervejs og kiggede nærmere på underlaget. Midt i søen lå imidlertid en stor ø, Isla Incahuasi, fyldt med kæmpestore kaktusser, og der skulle vi i land og op på toppen af øen. Her begyndte mine trængsler for alvor, for vi havde ikke fået at vide på forhånd, at vi skulle bestige denne ø ad stier med ujævne og høje trin. Netop det sidste er mit værste mareridt, da mine knæ ikke kan klare høje trin, og den foldbare vandrestav, jeg i sidste øjeblik inden afrejsen havde købt og medbragt, lå i rejsetasken. På en eller anden måde lykkedes det mig dog alligevel at komme næsten helt til toppen, hjulpet at både Hugo, vores rejseleder, og søde Julie, - sygeplejerske og yngste rejsedeltager, der begge hankede op i mig, så jeg ikke havde så meget vægt på knæene, når trinnene var høje. Men pyh, det var hårdt og luften tynd. Vi var jo stadig i højderne. Saltsøen er både verdens største og den højest beliggende. Men op kom jeg og kunne nyde den fantastiske udsigt over det endeløse, hvide landskab og de kæmpestore kaktusser, der voksede overalt på den mærkelige salt-ø. Men vi skulle også ned igen, og anstrengelserne belønnedes med noget af en festmiddag, vores chauffører i mellemtiden havde dækket op til med borde og stole på saltsletten. Der sad vi, midt i den hvide ødemark, ved borde med duge, under parasoller, der skærmede for solen, med både kolde og varme retter og sågar vin til. En fuldstændig surrealistisk oplevelse!
Om aftenen, inden vi skulle med natbussen til La Paz, hovedstaden i Bolivia, havde vi næsten alle bestilt lama til middagen på hotellet, da vi dagen før havde set, de havde det på spisekortet. Det var nu ikke den store oplevelse, men så har man da i det mindste smagt det.
Natbussen fra Uyuni til La Paz kørte fra busstationen kl. 21, og vi ankom næste morgen ca. kl. 06. Køreturen var for så vidt velorganiseret, og man fik både kaffe og snacks. Sæderne kunne lægges ned, og en form for fodskammel kunne foldes ud, så man også kunne få benene lidt op, men det var nu ingen fornøjelse at forsøge at sove i bussen. Der var heldigvis styr på virvaret af bagage, da vi forvirrede og søvndrukne stod ud af bussen, idet alt var afmærket, så alle fik det med sig, de skulle. La Paz er en enorm hovedstad, der breder sig til alle sider fra en højslette. Den er med sine 3640 m højde verdens højest beliggende hovedstad, men forstaden El Alto ligger over 4000 m længere op ad højsletten. Her holder den fattige del af befolkningen til, mens de rige bor længere nede. Efter ankomsten til hovedstaden kørte vi til vores hotel, hvor vi efter indkvartering og morgenmad fik lov at hvile os indtil middagstid. De fleste havde nok sovet dårligt i natbussen, så det var tiltrængt. Derefter gik det løs med byturen. Vi kørte gennem den gamle, centrale del af byen og passerede spændende markeder, gamle kirker og imposante bygninger. Efter frokost kørte vi til Månedalen, et særegent område i byens udkant hvor de lerholdige bjergformationer er eroderede til de mærkeligste former og søjler. Der voksede også kaktusser, men her var også ganske turistet, for overalt i terrænet dukkede bolivianske musikere op med guitarer og fløjter og forsøgte at tjene et par skillinger.
Tilbage i centrum var det tid til at tage en tur med nogle af byens mange kabelbaner. Som en anden metro, der dækker en bys forskellige zoner, virker kabelbanens store rutenet på samme måde her i La Paz. Vi kørte med tre forskellige baner og fik et glimrende vue over byens områder. Kabelbanerne er kun få år gamle, og det er en enestående måde at forbinde de forskellige dele på tværs af den store by, hvorimod det ville tage meget længere tid, hvis man skulle køre igennem den.
I stedet for at spise aftensmad var vi en lille flok, der ønskede at bruge nogle timer på shopping i den turistede del af en stor gågade, vi havde fået udpeget som ”sikkert” område at færdes i. Inden da havde vi dog, sammen med Hugo, vores rejseleder, der i øvrigt talte et glimrende og flydende spansk, besøgt en butik i det meget omtalte heksemarked, hvor man kunne købe alt fra lamafostre til alverdens naturmedicin og trolddomsamuletter. Det var ret interessant at træde ind i dette makabre univers. Jeg fotograferede ivrigt og glædede mig over, at det tilsyneladende ikke var forbudt at fotografere de mærkelige ting.
Mie blev på værelset og plejede sin dårlige hals, men jeg fulgtes med bl.a. Julie, Annette og Lene ned ad shoppinggaden, hvor vi alle fik gjort nogle gode indkøb. Jeg købte bl.a et lille sølvvedhæng med en lama samt en meget smuk alpaca uldsweater i rustrøde farver.
Næste morgen måtte vi atter tidligt ud af fjerene, for vi havde afgang allerede kvart over syv, - frygteligt tidligt! Men en dag med en voldsom stroppetur ventede forude! Først ventede dog en god overraskelse: San Fransisco katedralen, som vi kun havde set udefra dagen før, var åben til morgen, og vi fik lov at komme indenfor, selv om der var messe. En fin oplevelse inden køreturen mod Titicacasøen. Vi kørte fra byen og op over forstaden El Alto, hvor man fik et hastigt glimt nogle af de store markeder, hvor alt fra smugler- til hælervarer blev solgt og handlet videre. Her var masser af folkeliv allerede så tidligt på dagen.
Titicacasøen skiller Bolivia og Peru, og den er enorm. Vi kørte et stykke langs med søen til San Pablo, hvorfra vi med en fladbundet pram sejlede over den smalleste del af søen, Tiquina strædet, til San Pedro. Herfra kørte vi videre mod Copacabana med Basilica de Nuestra Sen͂ora de Copacabana,- en pragtfuld kirke, udsmykket i spansk-muslimsk mudéjar stil, hvor de bl.a. opbevarer jomfruen af Copacabana, Bolovias skytshelgen. Uden for kirken var vi så heldige at opleve den sære skik, at en katolsk præst hver formiddag velsigner folks festligt blomstersmykkede biler med et skvæt vievand. Bilerne holdt i lange køer uden for kirken, hvor der lige havde været søndagsmesse, og folk samledes beundrende omkring køretøjerne, mens præsten gik rundt med en spand og svingede med vievandet. Mange ”velsignede” også selv deres biler ved at hælde øl eller lignende ud over dem. Et spøjst skue!
Fra havnen i Copacabana afgik bådene mod Soløen i Titicacasøen, som var næste punkt på dagsordenen. Vi blev fordelt i to mindre både og sejlede i en times tid, til vi ramte Soløen, og her begyndte mareridtet. Efter en meget lækker frokost med lokale specialiteter et lille stykke oppe ad den stejle ø-skrænt, skulle vi med vores ompakkede håndbagage (kufferterne ville vi først møde næste dag) bestige resten af øen op til vores hotel, som lå på toppen. Det var noget af en stroppetur, skulle jeg hilse at sige. Dels var det både hårdt og varmt at bestige de ujævne stisystemer, og luften var tynd, dels var det en meget lang tur på mere end en time, dels var trinnene høje og ikke mindst var håndbagagen tung. Jeg måtte atter have assistance af både Hugo og Julie, selv om jeg havde vandrestaven klar, og jeg var bestemt ikke den eneste, der ømmede mig. Det VAR en hård tur, og både Mie og jeg var helt færdige, da vi omsider kom op til det lille, beskedne hotel, der bestod af en bar/restaurant med en meget flot udsigt samt nogle små huse med værelser, spredt ud over området. Da vi havde fået forfriskninger, var der mulighed for at gå en tur inden middag, men Mie og jeg betakkede os og tog i stedet et hvil. I øvrigt blev al vores tungeste håndbagage bragt op af lokale æsler, og vi så, hvordan de lokale kvinder håndterede både æsler og bagagen, som vi fik udleveret deroppe. Tankevækkende var det at se de lokale kvinder, - mange på vores alder eller måske ældre, - springe rundt i små ballerinasko på de ujævne klippetrin, hmm… Men de var jo selvfølgelig vant til både infrastrukturen og den tynde luft! Der var koldt på toppen, og med muligheden for at få udleveret en varmedunk til sengen, gik vi tidligt i seng, da atter en tidlig start ventede næste dag.
Vi vågnede i buldrende mørke og regnede bestemt ikke med at se den solopgang, vi var blevet lovet kl. 06, da det også regnede. I stedet spiste vi en hurtig morgenmad og begyndte nedstigningen fra det højtbeliggende hotel allerede kvart i syv, hvor det heldigvis var holdt op med at regne. Vi havde været noget bekymrede for at skulle ud og gå i regn og søle, men det var ikke slemt, og vi skulle en anden vej ned end op. Heldigvis blev den tunge bagage igen transporteret ned, så vi kunne koncentrere os om os selv, og vi så mange dyr undervejs, bl.a. en fåreflok, lamaer og smågrise. Efter nedstigningen, som også var hård ved mine knæ, sejlede vi ca. 45 minutter til Måneøen, hvor vi igen gik tyve-tredive minutter op til et inkatempel. Her havde man under inkaherredømmet udvalgt unge piger, som blev opdraget og uddannet på øen for senere enten at blive gift med Inkakongen eller ofret til guderne.
Efter besøget på Måneøen sejlede vi tilbage til en anden del af Soløen, hvor endnu en stroppetur opad ventede, men den var vi nu flere der droppede. Vi var en lille flok, der blev nede på bådebroen, og både Mie og jeg benyttede lejligheden til at afprøve søens temperatur, idet vi soppede i det friske, men kolde vand. Sejlturen tilbage til Copacabana tog halvanden time og flere tog sig en lur undervejs mens nogle standhaftigt holdt ud på taget af den anden båd. Efter frokosten i byen kørte vi mod grænsen til Peru. Her skulle vi gå et stykke til paskontrollen med hele vores håndbagage (resten blev transporteret på en trækvogn), og efter at have fået stempler i passet, tog vi afsked med vores seneste guide, Hector, der havde været en meget kompetent lokalguide, sagde goddag til den nye Peru guide, Eduardo, der skulle eskortere os til Puno, og vandrede det sidste stykke til vores nye bus på Perusiden af grænsen. De eventyrlige oplevelser i Bolivia var forbi. Det er i sandhed et overdådigt land, - så rigt på store naturfænomener, - men nye, spændende oplevelser ventede os i Peru!
Klik her for at komme tilbage til rejseoversigten.