for at komme tilbage til rejseoversigten.
Den store rundrejse i Chile, Bolivia og Peru, som jeg i årevis havde ønsket mig sammen med Mie, var endelig blevet en realitet, og vi mødte forventningsfulde den sjællandske del af gruppen, samt rejselederen, Hugo, fra Viktors Farmor, fredag d. 7. oktober i Kastrup lufthavn. Men ak, - første etape, Kbh. – Paris, kom desværre skidt fra start, da flyet blev så forsinket, at vi ikke nåede tilslutningsflyet fra Paris til Santiago, hovedstaden i Chile. Første mulighed for at komme videre viste sig at være via Bogotá i Columbia, og derfra gik det igen galt, da vi også missede flyet derfra til Santiago, fordi Hugo kludrede i det med bl.a. manglende boardingkort. Der var nærmest mytteristemning, da vi for fjerde gang med al vores håndbagage var stormet gennem Bogotás afgangsterminal fra den ene ende til den anden, - for at blive dirigeret retur! Mine knæ var tæt på at give op, men så KOM vi da endelig af sted med et døgns forsinkelse og stødte til den jyske del af gruppen i Santiago næste morgen. De havde set byen med lokalguiden, da deres fly var landet som planlagt, hvorimod vi andre måtte direkte på tur lige efter landingen, - og uden vores kufferter, der først ankom dagen efter! Så samme dag gik turen med den samlede gruppe på 14 fra hovedstaden tværs over det smalle land til Valparaiso, der ligger ved Stillehavets kyst. Santiago fik vi først et lille indtryk af sent om aftenen, da vi returnerede fra dagsturen til Valparaiso samt en kort byrundtur på vejen ud af byen.
Valparaiso var en spændende og farverig by med megen kunstfærdig graffiti, stejle gader med huse i alverdens stilarter og frem for alt en meget gammel kabelbane, som vi også kørte med. Vi besøgte et spændende kunstgalleri og spiste vores første fælles frokost på en fin fiskerestaurant i Vin͂a del Mar med udsigt til Stillehavet.
Den følgende dag fløj vi, efter at være blevet genforenet med vores kufferter i Santiago lufthavn, videre nordpå til Calama i Atacamaørkenen, og her ventede fantastiske naturscenerier. Flyveturen havde allerede forberedt os på, hvad der ventede, for jeg havde fra vinduet set både saltsletter, vulkaner og ørken, og vi landede i et ejendommeligt mineområde. Her udvindes bl.a. kobber, hvorfra den største del af hele verdensproduktionen stammer. Vi fortsatte til den hyggelige by, San Pedro de Atacama, med grusveje og lerhuse, hvor vi endelig havde to overnatninger. Men der var også rigtig meget at se i dette område, ud over den charmerende by, bl.a. Månedalen med ufatteligt - af vind og vejr - forvredne klippeformationer, hvor det ikke krævede megen fantasi at forestille sig både dinosaurer, elefanter, frøer m.m. Den følgende dag ventede endnu større oplevelser. Vi måtte op midt om natten og kørte, så varmt påklædt, som muligt, mod 4300 m højde (og 12 graders frost) til El Tatio gejserne. Island kan godt gå hjem og lægge sig! Jeg har aldrig set så mange fungerende gejsere samlet på ét sted. Det sydede og dampede, mens vi stred os gennem den bidende kulde, og solen langsomt fik magt og sendte solstråler gennem dampene. Jeg har taget fantastiske fotos her, hvor vi også skulle have badet i en varm kilde. Men badeområdet var lukket på grund af corona, og selv om vi ikke mærkede meget til de restriktioner, der først for ganske nyligt var blevet ophævet, var det altså ikke sket her endnu. Men det ville også have været en kold omgang at gå fra omklædningen ud i badepoolen, så vi var ikke så skuffede og fik heldigvis muligheden dagen efter i Bolivia. Morgenmaden indtog vi som picnic i det fri og for første gang med udsigt til lamaer: De noget mindre og meget yndefulde vicun͂aer. Vi så vulkaner og en sø med flamingoer, og ved Puritana floden mødte os det første syn af kaktusser. I byen Toconao var mange huse bygget af koralsten, og kirkeporten var af smukt udskåret kaktustræ med bånd af lamalæder. Om eftermiddagen havde vores meget søde og dygtige lokalguider, Paola og Karina, arrangeret endnu en picnic med snacks, kaffe og vin! Der var nemlig ikke meget tid til at nå at få aftensmad, da vi om skulle besøge et udendørs stjerneobservatorium. Her i Atacama ørkenen er himlen så mørk, at det er et perfekt sted for sådan et anlæg. Vi blev bænket i buldrende mørke i en rundkreds af stole, hvorefter ejeren af observatoriet udpegede og fortalte om de stjernebilleder, man kunne se. Derefter kunne man kigge i nogle store stjernekikkerter, hvor bl.a. både månen og Saturn tydeligt kunne ses, - den sidstnævnte med alle ringene, - man kunne få taget et portræt med hele mælkevejen som baggrund og kunne få en kop varm kaffe og en sandwich. Et fint arrangement, men det blev sent, før vi kom hjem, fik pakket og kom i seng. Allerede næste morgen gik turen nemlig mod den bolivianske grænse, og det var tid til at tage afsked med både de søde, chilenske lokalguider og med Chile.
Køreturen mod grænseposten Hito Cajon i et månelandskab og omgivet af vulkaner varede ikke længe. Snart var vi inde i ingenmandsland, hvor vi skiftede til de firehjulstrækkere, vi skulle fortsætte med gennem det meste af Bolivia, og grænseformaliteterne var hurtigt overståede, hvorefter vi rullede ind i et nyt land.
Klik her for at komme tilbage til rejseoversigten.