for at komme tilbage til rejseoversigten.
Denne rejse havde længe stået på Hedwigs og min ønskeseddel, men først aflyste rejsebureauet, Vitus Rejser, året efter var det Coronaen, der aflyste, det følgende år var den slet ikke på programmet, og endelig genopstod den i år, - desværre lige midt i den periode, jeg normalt holder til i Almuñécar. Men det var der heldigvis råd for, for som I alle ved, lykkedes det mig at rykke min periode dernede så meget bagud, at jeg kunne nå begge rejser uden alt for meget stress.
Vi skulle grumme tidligt op, da vi skulle være i lufthavnen allerede kl. 05 d. 8. marts, så Hedwig overnattede hos mig, men da afrejsedagen samtidig var Hedwigs 75 års fødselsdag, var det lidt svært at fejre den. Jeg besluttede dog at overraske hende præcis kl. 00 midnat, hvor jeg med en bakke kom syngende ind i stuen, hvor hun tre kvarter tidligere havde lagt sig til ro. På bakken var en lille flaske cava, to glas, et tallerken med laksehapser, et stearinlys og et Dannebrogsflag. Det var selvsagt en overraskelse, men så fik vi markeret dagen med et lille glas, og en halv time senere gik vi til ro, - for at stå op igen 3 timer senere.
Flyrejsen gik via Tenerife, hvor vi tilbragte den første nat i transit på et hotel i Puerto de la Cruz på den nordlige del af øen. Der var heldigvis nogle timer til fri afbenyttelse inden aftenens inkluderede middag, og de blev brugt lige efter Hedwigs ønsker, idet der lå en botanisk have i byen, nogle få busstop fra vores hotel. Her fik vi lige akkurat tid nok, før haven lukkede, til at se de smukke og underlige træer og vækster. Hvem har f.eks. før hørt om et leverpølsetræ?
Næste morgen skulle vi igen tidligt op, for nu begyndte turen rigtigt. Med et lille propelfly fra Binter Air fløj vi fra en mindre lufthavn til den mindste Kanarieø, El Hierro. Under den korte flyvning kunne vi iagttage vulkanen Teide, Spaniens højeste bjerg, med sne på toppen, og vi fløj også over La Gomera, som vi skulle besøge sidst på rejsen.
Vi skulle være tre dage på El Hierro. Det er den vestligste, mindst turistede og mest isolerede af øerne, kun 50 km lang, men de ca. 800 udslukte vulkaner har skabt et fantastisk smukt og varieret landskab. Her er slugter og grotter, bananplantager, skovområder – og lavastrande. Straks efter ankomsten til den hyggelige, lille Parador, hvor vi skulle bo i tre nætter, kiggede vi efter, hvor vi kunne bade. Det var ikke så nemt. Paradoren lå godt nok i et naturskønt, øde område, ved vandet, men der var ikke direkte adgang til havet, og det så besværligt og halvfarligt ud at komme derned. Vi spurgte os for og fik at vide, at det var muligt, men at vi skulle passe på. Vi klatrede gennem noget hegn, ned ad en lidt stejl skrænt og vaklede gennem lavasten ned til havet, der viste tænder, men ikke mere end, at vi vovede, én ad gangen, et kort bad i det dejligt lune hav. Desværre måtte vi nøjes med et kort dyp, - det var for farligt at forsøge at svømme rundt. Da jeg kom op, var der faldet en skrue ud af mine badebriller, øv! Heldigvis fik en opfindsom hotelreceptionist senere fikset brillestangen ved hjælp af en bøjet papirclips, der lige kunne gå i skruehullet og holde stangen ”stangen”. Og tænk, - den holdt til yderligere 5 badeture!
Efter badet slængede jeg mig i en liggestol i solen oppe ved hotellet, mens Hedwig ville udforske naturen ved at vandre op til toppen af det bjerg, der rejste sig bag hotellet. Jeg skulle ikke nyde noget med mit ustabile knæ, og jeg blev også frarådet det af hotellet og vores guide, da det var en vanskelig sti at gå ad. Og godt det samme, for Hedwig havde også haft store udfordringer med at komme ned deroppe fra ad den stejle klippesti. Hun sendte mig heldigvis en sms, før hun gik ned, at alt var ok. Hun var gået uden vand, hvilket bekymrede mig.
Om aftenen inden middagen var der introduktion med vores rejseleder, Michaela, kaldet Micha. Hun var en fantastisk kvinde, født i Prag, havde været dansk gift nogle år og talte glimrende dansk, og hun havde nu hele verden som arbejdsområde som rejseleder. Hun talte ud over dansk og tjekkisk naturligvis også bl.a. både engelsk, tysk og ikke mindst spansk, og hun havde en stor viden både om selve rejsemålet, men også botanisk. Det viste sig, at der i gruppen, ud over Hedwig, var mange botanisk interesserede, der også kunne slynge om sig med latinske plantenavne, deriblandt flere apotekere. Et par stykker fra gruppen viste det sig også at jeg havde fælles bekendte med. Verden er lille!
Den følgende dag var afsat til en ø-rundtur, og vi kom både til midten af øen, lidt nordligt og helt ned sydpå, hvor vi spiste frokost i den sydligste by, La Restinga, hvor vi på en god fiskerestaurant smagte papegøjefisk. Den kom ind med det sjoveste hoved med ”papagøjenæb”, og den var fremragende. Men Restinga har også ry for de bedste fiskerestauranter på El Hierro. Dagsturen bød i øvrigt på en masse flotte udsigtspunkter undervejs, El Mocanal, Erese og ikke mindst Mirador de la Peňa, hvor den spanske arkitekt, Cesar Manriques, der har bygget en fantastisk underjordisk koncertsal på Lanzarote, havde bygget en flot beliggende restaurant. Fra restauranten og fra den lille park udenfor var der kig ned over svimlende slugter. Et andet sted var der et kig ned til ”verdens mindste hotel”, et lillebitte hus, der lå yderst på en tange af lava. El Hierro bød i det hele taget på yderligheder af mange slags. Længst mod vest på øen, - i det mest øde og ufremkommelige område, - ligger ”Verdens Ende”. Sådan bliver området kaldt, fordi man indtil Columbus opdagede Amerika anså stedet for at være det yderste af Verden.
Den følgende dag, vores tredje og sidste på El Hierro, lykkedes det os faktisk at komme helt derud. Det var ikke med i rejseprogrammet, men vi valgte at bruge vores fridag på det. Via Micha fik vi hyret en taxa, og vi var heldige at få en meget sød, kompetent og godt engelsktalende chauffør, José, hvis kone i øvrigt sad på det minimale turistkontor i hovedstaden Valverde. Men det vender vi tilbage til. Vi ønskede at komme så langt vestpå, som muligt. Det første, lange stykke vej ud til valfartskirken, Sanctuaria Nuestra Seňora de los Reyes, var intet problem, men det sidste stykke fra kirken og ned til fyrtårnet, lavatunellerne og dermed ”Verdens Ende”, ville tage mindst lige så lang tid som hele resten af turen, da det var en serpentinervej. Vi satsede dog på at kunne nå det hele, hvilket José også håbede, da han skulle nå tilbage til en skolebuskørsel om eftermiddagen. Vi nåede det hele, og mere til, men det var ikke uden forhindringer, - og drama!
Vi kørte gennem øde landskaber og hele skovområder (meget overraskende også nåleskov), og pludselig, - midt på vejen, - stod en ung pige og så desperat ud. Vi stoppede, og det viste sig, at hun havde været passager i en bil, der var kørt ud over skrænten. Det var næsten lige sket, og bilens fører, endnu en ung pige, sad stadig i bilen, der lå med bunden i vejret nedenfor. Vi blev i vores bil, mens vores chauffør stod ud. Der holdt også en anden bil, afventende. De talte sammen og kiggede ned, og den unge pige klatrede ned og kom gudskelov lidt efter op sammen med den anden pige der, bortset fra skrammer og vistnok en brækket næse, var sluppet med skrækken og chokket. Årsagen til uheldet viste sig at have været en bi, der var fløjet ind i bilen ad et åbent vindue, og som de havde dasket efter. Godt der ikke var sket mere. Men der var ingen telefonforbindelse, så vi måtte vente en rum tid, før der kom en større lastbil i den anden retning. Han havde heldigvis telefonforbindelse og kunne ringe efter hjælp, så vi kunne forlade stedet. Der var nok gået 20-30 min, men vi nåede frem, først til den lille kirke, som også bød på en historie om kirkens Jomfru Maria statue, der mentes at have afværget tørke på øen, dernæst et helt enestående område, El Sabinar eller Sabinosa, skoven med 300 år gamle, vindblæste enebærtræer i de mest fantasifulde former. De stod som troldehoveder med håret blæst bagover i et mindre område og så vildt fascinerende ud. Videre tilbage ad serpentinervejen og ned til fyrtårnet, Faro de Orchilla og lavatunellerne på det vestligste punkt. Her fik vi taget fotos som dokumentation for vores besøg ved ”Verdens Ende” og nåede også (ikke helt ufarligt) at kigge ned i en af tunnellerne, godt hjulpet af Josés gode lygte. Han var i det hele taget et heldigt valg, - både fordi han talte et tydeligt engelsk, men også fordi han, som født og opvokset på øen, var stedkendt overalt og var yderst venlig og hyggelig at køre med. Som før sagt sad hans kone på turistkontoret i Valverde, og her nåede vi næste dag, inden afrejsen fra øen, ind for at få det certifikat, man kunne få udfærdiget, med laksegl og det hele, som bevis for, at man havde været ved ”Verdens Ende”. Meget morsom idé. Da jeg kom hjem efter rejsen opdagede jeg, at jeg også har et certifikat fra november 1990, hvor jeg besteg vulkanen Teide, Spaniens højeste bjerg!
Tilbagevejen gik i en anden retning, og vi kom igennem det lidt mere bebyggede område, La Frontera og passerede kirken med det fritliggende klokketårn, Iglesia Candelaria, som vi havde set ovenfra et udsigtspunkt på turen dagen før. Alt i alt en herlig udflugt, vi ikke ville have undværet.
Vi var nu nået til lørdag d. 12. marts, hvor vi med fly igen skulle forlade El Hierro, men inden var der tid til et besøg i hovedstaden Valverde, hvor vi dels nåede at se byens smukke kirke, besøge et etnografisk museum og en fabriksbutik, der solgte Quesadilla, - en specialitet af en ostekage, der også kan fås med mandel/marcipansmag. Pausen, der var sat af til at spise frokost, brugte vi i havneområdet, hvor vi nød vores sammenklappede klemmer fra hotellet, og Hedwig badede spontant i sit undertøj i en inddæmmet del af havnen, hvor andre lokale også badede. Her var vandet roligt til at svømme i. Jeg var fristet, men det var for bøvlet. Badetøjet var pakket i kufferten, som lå i bussen, og næste stop var øens lille lufthavn.
Vi fløj, igen via Tenerife med mellemlanding, fra El Hierro til La Palma, da der ikke mere er færgeforbindelse mellem øerne. I lufthavnen lagde vi mærke til, at vores rejseleder, Micha, talte i telefon og så koncentreret og alvorlig ud. Hun kom senere hen og fortalte os, at hun havde fået at vide, at en veninde, der var på ferie på El Hierro sammen med en anden veninde, netop var druknet dér samme morgen. En chokerende besked at få, når man er på arbejde og selv lige har forladt øen. Vi spenderede senere en drink på hende, så hun kunne få nerverne i ro, men hun fortalte os ved samme lejlighed, at det netop var på El Hierro, de fleste drukneulykker skete, - på trods af, at der er så få turister! Det er et meget farligt sted at bade… så kunne VI jo tænke lidt over det! Uha, - godt vi slap fra vores badetur uden uheld!
La Palma var helt anderledes men også et spændende bekendtskab. Øen er noget større, men ligger næsten endnu mere isoleret midt ude i Atlanterhavet, - og så har den lige været hjemsøgt af et vulkanudbrud fra en af de utallige, stadig aktive vulkaner, der ligger som perler på en snor lodret ned gennem øen. Vi skulle bo direkte ved vandet på et lidt større hotel nogle kilometer syd for hovedstaden Santa Cruz de la Palma, og meget tæt på øens flyveplads, hvortil flyene flere gange dagligt drønede tæt hen over hovederne på os. Her er lidt flere turister end på den øde El Hierro, men stadig ikke så mange.
Næste dag gik turen først til valfartskirken i Las Nieves, lidt inde i landet, og derefter krydsede vi ind over øen til nationalparken Caldera de Taburiente. Her skulle vi gå på kraterranden af øens største vulkan, som engang efter et stort vulkanudbrud er kollapset og har efterladt et hul som en stor gryde. Naturen var imponerende med udsigt til de bevoksede bjergsider, dramatiske tinder og rislende bække, og her var masser af fugleliv. Inden nationalparken havde vi besøgt et infocenter, hvor der bl.a. var en stor papmachéopbygget model af La Palma, hvor man kunne se vulkanernes placering, og der var film og fotos med vulkanudbrud. Uden for var en mindre botanisk have. Efter vandringen kørte vi mod Santa Cruz, hvor vi fik en lille byvandring i byen med de mange smukke træbalkoner. Men her fik vi mulighed for at komme igen, så vi fulgte med i bussen helt hjem til hotellet, fordi vi ville prøve at bade.
Den nærmeste strand var kun et kort stykke fra hotellet, og lige som på El Hierro, var det også en lavastrand, men her dog som fint, sort sand. Der var ligesom en lagune, og der lå enkelte unge par men ak, - der var hejst et rødt flag, for her var der åbenbart en livredder. Vi belavede os på at nøjes med at sidde i solen efter at have spurgt nogle unge mennesker, der sagde, at bølgerne var taget til. Men pludselig så vi flere mennesker i vandet, også et barn, og når DE kunne, kunne vi vel også? Det viste sig, at det røde flag blev hejst, når livredderen var gået hjem, - inden havde det været gult, - så det var nu på eget ansvar. Det var skønt at komme i det lune vand endnu en gang (og brillerne holdt). Men man skulle passe på strømmen, så det blev endnu engang en kort fornøjelse, - og den eneste gang på La Palma, da vejret blev dårligere.
Næste dag var helt på egen hånd. Vejrudsigten sagde regnvejr, men det var tørvejr, dog mere og mere blæsende. Vi tog bussen ind til hovedstaden, Santa Cruz, og dagen blev mere en shoppedag end til kulturel sightseeing. Ved starten af hovedgaden lå et kæmpestort postkontor, hvor jeg fik frankeret og kom af med de postkort, jeg indtil da havde skrevet. Derefter gik vi ned ad gågaden og besøgte snart en skoforretning, snart en smykkeforretning, og sådan gik det slag i slag i flere timer. Jeg købte tre par sko med 50% rabat og adskillige håndlavede smykker i lavasten og andre ting med halvædelsten samt t-shirts, og Hedwig købte også en masse smykker og t-shirts sig sig selv og sine børnebørn, så vi kom godt belæssede tilbage til hotellet med bussen, og så var den dag gået.
Den følgende dag var kølig og blæsende men bød på en meget spændende tur vestpå tværs over øen. Desværre kunne vi ikke komme helt op til det, højeste punkt, Roque de los Muchachos, hvor der ligger et observatorium, da vejen dertil var blevet lukket på grund af sne og isslag, men Micha lovede, at vi skulle prøve igen en af de andre dage, vi havde tilbage. Vi kørte nu tværs over øen gennem landsbyen El Paso (der vist fik sit navn af de mange tilflyttere fra Sydamerika) og gennem Los Llanos de Aridane og Aragul, hvor man begyndte at kunne se resultatet af det voldsomme vulkanudbrud for nogle måneder siden. Ved udsigtspunktet El Time kunne vi tydeligt se, at det stadig røg fra den vulkan, der havde været i udbrud, og ned ad siderne og i en lang bane ud mod kysten og videre ud i vandet var der en bred, sort bræmme af lava, der havde taget alt med sig undervejs i strømmen. Det var uvirkeligt at stå i god afstand af det hele og kunne se, hvad der var sket. Vejret var blevet dårligere, - blæst, fugt, tåge og småregn fulgte os gennem ruten nordvestpå, over Puntagorda og Hoya Grandes hårnålesving i frodig natur til La Mata, hvor vi skulle spise fælles frokost. Der var mere end rigeligt med mad, bl.a. nationalretten Gofio, som er et underligt miskmask af bl.a. korn og som har konsistens som den skotske hagggis. Der var selvsagt ikke den største efterspørgsel, men jeg forsøgte at spise en portion. Der var også alt for meget kød til hovedret, alle måtte lade det ene stykke gå ud, og personalet spurgte fornærmet, om vi ikke kunne lide maden?
Regnen var heldigvis holdt op, da vi skulle på en lille vandretur ved La Zarza med skønne laurbærtræer og bregner, der henledte vores tanker til New Zealand. Et sted så vi hieroglyffer fra de oprindelige folk. Turen fortsatte derefter østover gennem byerne San Andrés/Y Sauces retur til vores hotel. Da det stadig ikke var muligt at komme ind midt på øen, blev det foreslået at lave en tur helt sydpå næste dag, - en tur, vi selv havde tænkt at foretage med bus på fridagen, så det var jo fint at slippe for at arrangere den selv. En fin køretur til Fuencaliente på sydspidsen af La Palma gik gennem en uendeligt masse bananplantager og forbi vulkanerne Teneguira og San Antonio. Heller ikke her kunne man få lov at gå langs kraterranden på grund af den stærke blæst. På det sydligste punkt, Playa del Faro, var der to fyrtårne, et nyt og et gammelt, og Las Salinas, et anlæg til udvinding af salt fra havet med store, åbne bassiner. På hjemvejen fra halvdagsturen stod vi af i Santa Cruz og spiste en pragtfuld frokost på en af byens bedste fiskerestauranter, La Chalana, på strandpromenaden. Vi fik turens bedste blæksprutter, idet vi delte både en portion Chipirones (små, friturestegte blæksprutter) og en portion marinerede blæksprutter, - uhmmm! Bagefter shoppede vi endnu engang på den fristende gågade.
Da det den følgende dag stadig ikke var muligt at komme i højderne pga. is på vejen, blev den sidste udflugt på La Palma igen lagt nordpå langs kysten til San Bartolome med flot udsigtspunkt og videre til Los Tilos, hvor vi gik en tur i en slugt med laurbærskov og endemiske planter til et indtørret vandfald. Det blev også til et besøg på romdestilleriet Altera med rigelige smagsprøver på rom i alle smagsnuancer, og fra 20 til 53% alkohol. Derefter var det vist passende med gåturen til frokostrestauranten i San Andrés, hvor vi fik en skøn frokost med både kartoffeltortilla, ost, Chipirones (igen), kokosdessert div. vin samt kaffe. Ved hjemkomsten til hotellet forsøgte vi endnu en gang at gå i vandet, men det var meget uroligt, og livredderen, der var ved at gå hjem, frarådede på det kraftigste, så vi afstod.
Næste dag var der tidlig afgang kl. 5,30 til færgen, som først sejlede til Tenerife og derefter videre til La Gomera, så det blev til nogle timers sejlads, hvor man kunne få læst lidt op på rejsens seværdigheder og få orden på sine noter. Vel fremme på La Gomera kunne jeg konstatere, at der var sket meget, siden jeg sammen med Niels besøgte øen i 1990. Dengang var der stort set ingenting på havnen udover anløbsbroen, hvor færgen lagde til, og der var ikke bygget nær så meget i hovedstaden, San Sebastian på østkysten, der var domineret af de gamle huse med balkoner. De var der heldigvis også stadig, men mange huse i sidegaderne var i dårlig stand og så meget nedrivningstruede ud. Vi skulle bo oppe på bjerget på byens Parador, der lå med en flot udsigt, men vejen derop gik i serpentinersving, så det var besværligt at komme op og ned til byen, selv om der var smutveje for fodgængere ad lange trapper med høje trin (ikke lige noget for mine knæ). Vi gik dog ned i byen og fik set de vigtigste seværdigheder, - kirken, det lille kapel og Columbus’ hus udefra (det lykkedes aldrig at finde ud af åbningstiderne?) samt tårnet Torre del Conde, hvor Columbus’ elskerinde, en tidligere hofdame, skulle have boet. Ved havnen var der en lavastrand, hvor vandet var tilpas roligt til badning, men vi orkede ikke at gå derned endnu en gang samme eftermiddag, hvor det også begyndte at regne.
Det var dårligt vejr den følgende dag. Micha konverterede dagen til fridag, så vores store ø-tur først skulle finde sted næste dag, hvor de igen lovede sol. Men ifølge guidebøgerne er der aldrig dårligt vejr på den anden side af øen, så vi benyttede dagen til at tage den vej med en lokalbus. Det blev til en meget smuk tur gennem tågeskov og flotte bjergformationer midt på øen (som jeg også huskede det fra 1990) og ad snoede serpentinerveje over til den vestlige side til Valle Gran Rey, - en rigtig hippieby med masser af turister (mest tyskere), butikker med batiktøj og håndlavede smykker, små barer og en afslappet stemning. Og ganske rigtigt skinnede solen. Vi daskede lidt rundt ved havnen og videre ud på nogle klipper, hvor havet viste tænder, men hvor vi kunne sidde i solen med vores medbragte madpakker med klemmer fra morgenmaden. Området dér hed la Calera og La Playa, men der var ingen bademulighed der. Vi måtte tilbage til havnemiljøet, hvor en slags strand gjorde det muligt at komme ud, og der var andre badende, så efter en kop kaffe på en af cafeerne, vovede vi os i bølgerne. De var dog ret voldsomme, og for mit vedkommende blev det kun til et hurtigt dyp, da jeg ikke havde lyst til at blive kastet omkuld. Imidlertid blev det omsider muligt med en ordentlig svømmetur, da vi kom tilbage til San Sebastian med bussen, for regnen var stoppet, og vi kunne bade ved stranden ved havnen i det stille vand.
Søndag d. 20. marts var sidste dag på la Gomera og dagen, hvor vi skulle på ø-rundtur, - nu i strålende sol. Turen gik først nordpå med udsigt fra øens højder mod byen Hermigua og over Agulo med udsigt helt til Tenerife med Teide. Videre til nationalparken Garajonay midt på øen, som var turens mål. Her var køligt trods solskinnet, men vi havde en flot vandretur på ca. 3 km gennem den Unesco fredede skov med laurbærtræer, bregner i alle størrelser, mælkebøtter så store som buske og træer, der var bevoksede med mos, der fik dem til at ligne velourtræer. Men her havde også været skovbrande, og vi så mange sorte stammer og træstubbe. Heldigvis vokser der nyt løv op, så skoven fornyer sig selv. Frokosten på en restaurant i området var jo blevet rykket fra dagen før, så personalet ventede en anden gruppe senere og havde travlt med at få os spist af og få ryddet af vejen lige så hurtigt, som vi havde tømt tallerkener og glas. Det gik lige tjept nok, men der ventede dog en overraskelse til sidst, idet en af de travle tjenere gav en opvisning i det lokale fløjtesprog silbo, som man i gamle dage benyttede til kommunikation på tværs af bjerge og kløfter, da øen var svært fremkommelig uden veje. Det var utroligt, at så kraftig en fløjten med så store variationer i melodik og tonehøjde kunne frembringes ved hjælp af mund- og fingerstillinger, hvor man kunne sige korte sætninger.
Vejen retur til San Sebastian gik forbi klippeformationen Los Roques, som er den, man husker og forbinder med La Gomera. Det var i hvert fald den, jeg huskede bedst fra besøget for mere end 30 år siden, og her var naturligvis lavet et udsigtspunkt, hvor vi gjorde holdt. Da vi var tilbage i byen, stod vi af før bussen kørte op til vores Parador, så vi ikke skulle hele vejen ned igen for at komme i vandet på stranden ved havnen. Et par timer ved stranden og et par havbade blev det til, inden vi pakkede badetøjet sammen og tog en kop kaffe for at trække tiden ud. Jeg ville nemlig nå at smage kanin, og det kunne lade sig gøre på en af de små restauranter i de gamle gader i byen. I en lille, halvsnusket restaurant, Nilo Bar, med en ualmindelig flabet ejer, spiste vi middag, - Hedwig fik blæksprutte og jeg fik min kanin med tilhørende salte kartofler, - og det var rigtig godt trods den uforskammede betjening.
Den sidste morgen på La Gomera slappede vi af i haven på vores Parador før afgang til færgen mod Tenerife. Efter en lille times sejlads anløb vi Los Christianos og blev derfra kørt til Playa de las Americas, hvor vi havde den sidste overnatning inden flyet retur til Danmark. Nu var en skøn rejse slut, for de sidste timer på Tenerife var ingen fornøjelse. Byen Playa de las Americas er blevet en ren turistfælde. Det var ikke andet end souvenirshops og barer, og vores hotel en larmende ghetto, hvor der ikke engang var nattero. Afskedsmiddagen foregik i hotellets restaurant, - en kæmpestor kantine med all inclusive, og det var svært at høre, hvad man sagde til hinanden, og hvad der blev sagt til vores rejseleder, Micha, da hun fik overrakt en afskedsgave fra gruppen. Det var en lidt trist afslutning på en ellers meget dejlig tur. Jeg kan kun fraråde at holde ferie på Tenerife, - i hvert fald på den sydlige del af øen, men det er nok lidt bedre nordpå, hvor naturen er flottere, men hvor der er mere regnfuldt og derfor nok ikke så attraktivt for solturister. Jeg skal i hvert fald ikke til Tenerife igen, hvorimod de andre øer, vi besøgte, var virkeligt smukke, fordi de stort set havde deres uberørthed i behold.
Klik her for at komme tilbage til rejseoversigten.