for at komme tilbage til rejseoversigten.
Det er nu to år siden, jeg sidst tilbragte en måned i huset Playa Tropical i Almuñécar i Andalusien. I marts 2020 måtte jeg og de andre her i huset i mere eller mindre hast pakke sammen og finde ud af at komme retur til Danmark, da Coronaen brød ud overalt og også lukkede Spanien ned. Det lykkedes dengang at få ombooket og komme hjem efter en uges tid, og man tænkte allerede der over, om det ville vare længe, før man kunne rejse igen? Det gjorde det som bekendt, og jeg rejste først ud igen i juni 2021 (Færøerne), og siden fulgte Slovakiet i oktober og Sri Lanka og Maldiverne i november 2021. Nu var turen så endelig kommet til at returnere til Spaniens Costa Tropical og den lejlighed, jeg i år havde lejet i Playa Tropical, - lejlighed 44 på 10. sal, som viste sig at være et rigtig godt valg, da den ligger på et hjørne i den midterste af de tre blokke. Det betyder derfor, at der ikke kun er sol til kl. ca. 13,30, men så godt som hele dagen.
Det var skønt at være tilbage i de kendte omgivelser igen, men noget havde ændret sig. For det første var der ikke ret mange gæster i huset, hvilket ikke bare skyldtes, at jeg var en måned tidligere på den, end jeg plejer, men folk er åbenbart stadig bange for at rejse. Nogle kendte ansigter var der dog stadig, og flere dukkede op i løbet af den lille måned, jeg var der. Stephen og Inge var der selvfølgelig, og de hentede mig som vanligt i lufthavnen. Også på kontoret i Playa Tropical blæste der nye vinde. Åbningstiden var stærkt reduceret, og dermed også den service, vi har adgang til, og Basi, der sidder og styrer det hele, er højgravid, så det er spændende, hvad der sker fremover?
Der var også sket ændringer på gaden, idet gamle spisesteder var lukket og nye kommet til. Først og fremmest har vi mistet ”Danny’s”, - den hyggelige bar, der også er samlingssted på gaden om eftermiddagen, og hvor man spiser de lækreste lammekødsretter om søndagen, - ”Sunday Roast”. Men kokken, Paul, har fået kræft og skal i behandling, så han har måttet lukke biksen, og mens jeg har været her, er der kommet et ”til salg” skilt på, så det ser ud til at være slut med den fornøjelse. Et andet spisested, ”Strand”, var blevet til en marokkansk restaurant ”Al Jaima”, hvilket dog er et godt bytte. Jeg har spist der flere gange med stor fornøjelse, og et andet godt spisested er ”Montes”, der er særlig populært blandt Playa Tropicals beboere. Endelig er det desværre også slut med Bents udbudte ture rundt i Andalusien. Hvis man vil på udflugt, skal man nu kunne samle mindst 6 personer, - så laver han gerne en tur,- men det er jo ikke muligt for mig.
Men først og fremmest var jeg her jo for at komme væk fra det sure, danske vejr, nyde sol og varme og slappe af og læse nogle bøger. Den første uge var vejret blandet… mange overskyede dage, lidt til den kølige side, og jeg måtte tænde varmeovnen morgen og aften. Den første morgen sad jeg dog på altanen og spiste morgenmad, men bølgerne var for høje til morgenbadning. Der gik næsten en hel uge, før det blev muligt, men så kom jeg da endelig i vandet, der var 12 grader, og jeg fulgtes med mine badeveninder fra de seneste år, Lykke og Ruth, der var kommet en uge før mig men heller ikke havde kunnet bade før nu. Det var skønt at komme i havet igen, og man føler sig som et nyt menneske bagefter, - ja næsen helt lykkelig! Når man så efterfølgende sidder på sin altan med morgenkaffen, slapper man af, slipper myoser og bekymringer, og alt er godt… næsten! I lufthavnen i Kastrup var bagagevognens hjul pludselig stoppet med det resultat, at min rejsetaske var faldet af vognen, og jeg faldt henover det hele som følge af opbremsningen. Jeg havde ikke tænkt nærmere over det, men da jeg skulle bruge mit gode spejlreflekskamera, virkede det ikke mere, som det skulle. De billeder, jeg tog, ville ikke lade sig vise på hukommelseskortet, så noget er der gået i stykker i kameraet. Det er mildest talt uheldigt, da jeg skal rejse igen ca. 2 uger efter, jeg er kommet hjem fra denne ferie, og det bliver svært, måske umuligt at nå at få kameraet repareret på så kort tid. Heldigvis har jeg altid et reservekamera med mig til den slags uforudsete situationer, nemlig mit lille, gule undervandskamera, men det er slet ikke godt nok til de særlige udfordringer, man ofte står over for på spændende rejser, hvor natur og måske safari indgår.
Jeg regnede ikke med at skulle lave noget særligt i år hernede bortset fra, at min rejseveninde, Mie, måske ville komme og besøge mig nogle dage, men det var uvist lige til det sidste, da hun var så uheldig ugen før at brække en tå. Men Mie kom, da jeg var ca. halvvejs i mit ophold her, og hun havde lejet bil i Malaga Lufthavn, så vi kunne tage på ture. Og netop en safari indgik i hendes planer, da hun havde fundet frem til en nationalpark, Andújar de la Morena, nord for byen Andújar, der skulle være et af de få steder i Spanien, hvor der lever losser. Vi kørte derfor på en tre-dages tur nordpå fra kysten med første stop i Jaén, hvor det lykkedes at komme ind og se den imponerende katedral, og videre til Andújar, hvor vi overnattede, da den safari i 4-W-jeep med egen chauffør og guide, vi skulle på, startede kl. 8 næste morgen. Det blev en umådelig smuk tur i en meget flot natur i strålende solskin, og vi så mange forskellige dyr og fugle, - men ingen losser! Det sky dyr er ikke lige sådan at spotte, men man KAN være heldig, og vi fik endda ekstra tid og kørte rundt til forskellige udsigtspunkter, hvor naturguiden, Miguel, stillede lange specialkikkerter op, så vi kunne se længere end øjet normalt rækker. Vi så forskellige hjorte og rådyr, iberisk ibex, tyre, kaniner (lossens vigtigste føde), kongeørne, gribbe, en ugle og mange andre fugle.
Efter safarien kørte vi mod renæssancebyerne Ubeda og Baeza hvor jeg var for nogle år siden med min svigerinde, Annette, da hun besøgte mig i Almunécar, men da det palads, vi boede på sidst, var optaget, endte vi i stedet på byens Parador, der lå lige op ad en af de pragtfulde kirker, Capilla del Salvador, og det var heller ikke noget dårligt bytte. Vi tog den anden overnatning her og så næste dag både Ubeda og Baeza, inden vi atter vendte næsen hjemad mod kysten. Det var tre effektive dage, men allerede dagen efter, var vi af sted igen, - nu bare på en én-dags tur til Nerja og Frigiliana, den hvide by. I Nerja var det primært shopping, vi gik efter, og Mie købte hele tre jakker, og jeg bukser og spektakulære øreclips, men vi nød også udsigten fra Balcon Europa, før vi kørte mod Frigiliana, hvor det lykkedes at finde en parkeringsplads, så vi kunne vandre opad og ind i de små, snævre gader. Det er en meget flot beliggende by, men umulig at finde rundt i, og jeg havde faktisk fået til opgave at finde en bekendts lejlighed, der lå i en lille smøge. Vi måtte spørge os for mange gange, før det lykkedes at finde ind i en indgang til en minimal indre gård, hvor lejligheden lå. Opgaven blev løst, og jeg fik fotograferet stedet med mit lille kamera.
Mie rejste hjem dagen efter den sidste tur, så vi har ikke spildt tiden, mens hun var her. Den sidste uge, jeg havde tilbage her, er gået med at slappe af. Vejret har været godt, jeg har nydt solen på altanen, blev færdig med min tykke bog nr. 2 og har badet 2-3 gange om dagen. Om eftermiddagen er badetemperaturen som regel to grader højere, så den har svinget mellem 11 og 14 grader. Jeg har spist godt på de gode restauranter, når jeg ikke har lavet mad i mit eget køkken, hvilket desværre både kan ses og mærkes, så jeg frygter lidt flor vægten, når jeg kommer hjem. Det er meget svært at holde en kostdiæt, når man er i udlandet, for man vil jo også gerne smage de lækre specialiteter.
Nu lakkede opholdet her mod enden, og jeg er vendt tilbage til det sure, danske vintervejr, - dog kun for en kort bemærkning. En anden Spaniensrejse venter!
Klik her for at komme tilbage til rejseoversigten.