for at komme tilbage til rejseoversigten.
Jeg er atter hjemme efter en spændende, smuk men også på mange måder strabadserende og udfordrende rejse. Det er ingen nem tid at rejse i med coronarestriktionerne, der giver ekstra registreringsarbejde både på papir og online.
Min rejseveninde, Mie, og jeg rejste på egen hånd med Stjernegaard Rejser i baghånden som arrangør, og den side af sagen var sådan set i orden, men i de pressede situationer, hvor attester og dokumenter ikke ville gå igennem på computerne, havde det været rart at have haft en rejseleder og en gruppe i ryggen til hjælp og støtte. Det har nok givet lidt stof til eftertanke.
Men lad os nu starte med begyndelsen. Vi fløj med Qatar Airways over Doha og landede næste morgen, d. 19., i Negombo Lufthavn nær Colombo, hvor vi blev modtaget af en agent for turbureauet samt vores chauffør de næste 9 dage. Her var styr på sagerne, for vi blev kørt direkte til et fint hotel, hvor vi fik lov at skifte tøj til noget lettere, inden turen fortsatte mod første overnatningssted, men med en del sightseeing undervejs. Den fugtige tropevarme slog os med det samme, og vi var trætte, varme og trængte i den grad til at skifte tøj og sko, men det var desværre også regnvejr. I november er det stadig regntid, men det er heldigvis ikke sådan, at det styrter ned hele dagen, og det holdt da heldigvis også for det meste op, når vi var ude og se noget. Turen gik nordøst på, og vi fik de første indtryk af naturen, landskabet, frodigheden og farverne på folkelivet i de små landsbyer, vi passerede. Første stop var Dambulla, hvor vi besøgte det smukke, gyldne klippehuletempel. En masse trin og trapper indhugget i klippen førte op til selve tempelområdet, der bestod af flere huler fyldt med små og store Buddhastatuer. En af de utallige konger (med umulige navne) havde, i taknemmelighed over at have overlevet i en af hulerne efter fordrivelse, fået indrettet et tempel i hulen efter at have genvundet magten. Og siden har konge efter konge udbygget hulerne med flere Buddhastatuer. Lige i nærheden lå endnu et gyldent tempel, - et helt nyt af slagsen,- men betegnet som det rene ”kitch”, da det var overbroderet med farvestrålende drager, kløer, munde, munke og andre figurer, - vældigt underholdende at se på. Det samme var aberne, der løb rundt overalt, men dem så vi meget til mange andre steder på turen. Det samme med løse køer, der bare får lov at færdes fritgående på kørevejen, for køer er jo hellige!
Trætte ankom vi til vi til Camellia Resort, hvor vi skulle bo de første to nætter. Her var et øje på hver finger, da der næsten ingen andre boede, og vi fik den fineste betjening af både tjenestefolkene, der ordnede værelset, samt i restauranten, hvor de hoppede og sprang for at hente kaffe, salt og peber, servietter og hvad man nu ellers havde brug for. Der var ikke så meget andet at lave for dem, og det var tydeligt, de var glade for endelig at have turister igen. Efter den første nat var Mie helt overstukket af myggestik (det plejer ellers at være mig), og straks kom de med myggenet til vores senge. Til gengæld ravede vi rundt i halvmørke på næsten alle overnatningssteder, idet de generelt er meget dårlige til at lyssætte og ikke forstår turisternes behov for ordentligt lys i f.eks. badeværelset, over skrivebordet eller ved sengene. Men det var naturligvis ikke så nemt at gøre noget ved her og nu… ellers havde de givetvis forsøgt! Vi havde myggespray med men ingen malariamidler, da det ikke syntes at være udbredt i Sri Lanka.
Den følgende dag var afsat til at opleve et meget stort ruinområde, Polonnaruwa, som ikke en gang er det største i Sri Lanka. Hele området dækker ca. 4 km og består af templer, stupaer, badepools og andre monumenter, der har været en del af en oldtidsby under flere skiftende konger i 1000tallet og senere. Vi kunne ikke gå rundt til de mange spredtliggende seværdigheder, så vores chauffør kørte os fra sted til sted og forklarede lidt undervejs. Der var også et arkæologisk museum, som vi besøgte, men meget af det senere udgravede er udstillet på Nationalmuseet i Colombo, som vi naturligvis besøgte den sidste dag, hvor vi var i byen.
Vores chauffør på hele turen var et kapitel for sig. Hans navn var Tissa, et navn, der var ret nemt at huske, og han talte et for det meste nogenlunde forståeligt engelsk, men han var det sødeste, mest hjælpsomme og betænksomme menneske. Han var sidst i halvtredserne og fortalte gerne om sin kone og de tre døtre, som han var meget stolt af, da de var kommet godt i vej med uddannelser og giftermål. Konen gik hjemme og han passede sit chaufførjob for turister, som der i sagens natur ikke havde været mange af længe, - vi var faktisk de første efter coronanedlukningerne. Heldigvis er Sri Lanka godt med, hvad vacciner angår. Han fortalte også, at de havde et lille hjemmefirma, hvor de lavede træskeer til køkkenbrug af kokosnøddetræ, og da vi forlod Sri Lanka, fik vi hver en afskedsgave med 4 hjemmelavede skeer. Meget rørende. Undervejs købte han forskellige frugter, bl.a bananer og rambutans til os, og der var altid flasker med vand i sidelommerne og håndsprit midt i bilen. Vi var i gode hænder!
Eftermiddagen bød på safari i en af nationalparkerne, hvor vi skiftede til køretøjer, der var egnede til off road kørsel, og så begyndte jagten på vilde elefanter. Vi så nogle stykker, - også helt tæt på, - men der var desværre ingen flotte kig til vandhuller, hvor hele flokke med unger trækker hen for at drikke.
Den følgende dag forlod vi Camellia resort og kørte mod Kandy, men først skulle vi på en udfordrende bjergbestigning op på Løveklippen i Sigiriya. Den 200m høje klippe midt i landet havde i 400tallet fået tilføjet et uindtageligt fort af en af de mange konger, hvordan det så end er kommet derop, men allerede tidligere havde der ligget et kloster for foden af klippen, hvor et par gigantiske løvefødder med kløer markerede indgangen til de mange trappetrin. Udstyret med knæbind på begge knæ startede jeg sammen med Mie opstigningen af de mere end 1000 trin i kvælende hede – og med mundbind! Det var i det hele taget irriterende med de mundbind, men det var jo vilkårene overalt, hvor vi var i nærkontakt med andre mennesker. Selv om vi stort se ikke mødte turister ret mange steder, var der lige her på klippen alligevel en del fremmede nationaliteter, - tyskere, hollændere, tjekker, russere, - og der var ikke mange centimeter at give af, når man mødtes på trinnene, som både kunne være hugget ind i klippen, ujævne, uens, glatte, af træ eller indsatte metaltrapper og gangbroer. Heldigvis regnede det ikke, og vi havde i det hele taget indtil videre været heldige med vejret. Men 30 graders varme og mundbind er en slem kombination sammen med bjergbestigning, så da vi endelig stod på toppen, gav vi os god tid til at nyde den fantastiske udsigt over det spektakulære sted, hvor man kunne se murrester, haveanlæg og vandbassiner… og aber! De var overalt, så det var om at holde på hat og briller og mundbind!
Men så var der lige nedstigningen… pyh – vi skulle noget af vejen samme vej tilbage, og derefter gennem en smal gang, som mundede ud i en vindeltrappe, som vi skulle OP ad igen, for at komme ind i selve klippen, hvor fantastiske freskoer af kvinder med blomster og krukker prydede væggen (måtte ikke fotograferes) og derefter ned ad endnu en trappe og videre ud til de mere ujævne trin. Det var en hård omgang for knæene men det hele værd trods alt, og jeg var stolt af at kunne gennemføre turen.
Nu kunne vi slappe lidt mere af, og næste stop inden Kandy var frokost og en dejlig krydderihave, hvor vi fik en grundig indføring i de forskellige krydderier og deres planter, som Sri Lanka er særligt berømt for. Det var virkelig interessant at se de træer og planter, som vores krydderier stammer fra, og der var mulighed for at købe bagefter.
I Kandy måtte vi bytte hotel, da det sted, vi skulle have boet, var under renovering. I stedet kom vi til at bo på byens ældste og hæderkronede kolonitidshotel, Queens Hotel, der godt nok havde kendt bedre dage men lå uendelig centralt lige over for Tandens Tempel, som vi skulle besøge om aftenen. Det var faktisk sjovt at bo her med en gammeldags elevator med smedejernslåge, et stort værelse med gennemgangsrum til badeværelset med badekar med løvefødder og en stor spisesal med prismekroner. Om aftenen skulle vi overvære en ceremoni i templet, hvor Buddhas hjørnetand opbevares. Den foregik hver aften, hvor folk kom med offergaver, puja, der kunne være både blomster og mad. Vi sørgede for at være standsmæssigt klædt, dvs. dækkede skuldre og knæ, - og gerne i helt hvidt tøj! Templet var beliggende i det tidligere kongeslot og bestod af mange bygninger, der var bygget sammen, og man bevægede sig sammen langsomt igennem hele området i én og samme retning, efter at være kommet ind ad hovedindgangen og lyttet til den ceremonielle musik spillet af tre musikere på bl.a. trommer og zurna. Der var en helt særlig stemning, og man defilerede forbi en Buddha bag glas, hvorunder formodentlig skrinet med Buddhas hjørnetand befandt sig, og videre ind, hvor det store offerbord med alle gaverne stod. Folk bad og var ligesom i en anden verden, så man kunne uden videre fotografere løs. Der var også andre turister end os, - det var helt tydeligt også en turistattraktion.
Næste dag bød på en tuk-tuk tur rundt i området omkring Kandy, og vores chauffør fik et par fritimer mens vi bumlede rundt i det lille køretøj. Vi havde en meget veltalende chauffør, der fortalte om, hvad vi passerede, og vi havde fotostop ved udsigtspunkter, et meget spændende hindutempel og et længere stop ved en te-plantage, som var ejet af nogle af hans venner. Her så vi teplanterne helt tæt på og smagte også på teen (som ikke lige er min kop te, men man er jo høflig). Efter turen kørte vi igen med Tissa, - nu til den botaniske have, hvor vi brugte nogle timer i den smukke park og spiste frokost. Senere bød dagen på smykkemuseum og træskærerværksted, og om aftenen var Mie meget forsigtig med maden, da hun havde lidt problemer med maven. Næste morgen var det min fødselsdag, og jeg blev vækket med fødselsdagssang, fyrfadslys og gaver, jeg selv havde valgt tidligere på turen. Mie forærede mig et lille vedhæng med en månesten, jeg selv havde valgt i smykkeshoppen i Camellia Resort. Månesten kommer fra Sri Lanka, så det var en passende souvenir, ud over en Sri Lanka t-shirt.
Vi kørte efter morgenmaden, som jeg indtog alene, da Mie måtte holde en madpause for at komme oven på igen, ud af Kandy med kurs mod Ella, - en by i bjergene lidt sydligere, men midt i landet. Det var meningen, vi skulle have været med toget hele vejen til Ella, men der var åbenbart sket et eller andet med det historiske, gamle tog, så Tissa forberedte os på, at han skulle køre os hele vejen. Undervejs fik han imidlertid telefonisk besked om, at det alligevel kunne lade sig gøre at køre noget af vejen i tog, så vi satte kursen ad Bandulla-Colombo hovedvejen mod byen Nuwara Eliya, også kaldet ”Little England” grundet de mange imposante engelske kolonipalæer, der ligger her. Før vi steg på det gamle veteranstogs 2. klasse, nåede vi at poste mine postkort på det gamle bindingsværksposthus i byen, hvor man tydeligt mærkede beliggenheden i 1800 meters højde, for her var mærkbart køligere. Og endnu køligere blev det, jo nærmere vi kom Ella, for toget slyngede sig gennem teplantager og smukke bjerglandskaber højere op igennem tågeskove, og da toget ingen vinduer havde, blev det bidende koldt. Jeg idiot havde ladet det varme tøj blive i kufferten, og den lå i Tissas bil. Det var kun her, jeg havde brug for det, og jeg frygtede for følgerne men klarede heldigvis frisag med hensyn til forkølelse. Kolde og lidt forkomne ankom vi til stationen i Ella, hvor Tissa ventede, og vi blev kørt til vores resort i byens udkant. Det var et noget specielt ”hotel”, Misty Hill, hvor vi kravlede op ad mange trin til vores værelse. Der var meget mørkt, strømmen gik flere gange og det regnede. Så ved skæbnens ironi slap jeg ikke væk fra regn og kulde på min fødselsdag. Det stilnede dog nogenlunde af ved aftenstid og det blev varmere, Mies mave havde det bedre, så vi fejrede mig om aftenen på en af byens restauranter, hvor jeg gav maden og Tissa for en gangs skyld spiste med. Vi fik nogle dejlige Sri Lankanske specialiteter, stegt i palmeblade, og da jeg bestilte tiramisu til dessert, fik jeg at vide, at det kunne de ikke skaffe, selv om det stod på spisekortet. Nå…. I stedet blev lyset pludselig slukket, og ind kom de med en fin fødselsdagskage med lys og mit navn skrevet med sukker ovenpå chokoladen. Sikken overraskelse, selv om jeg nok anede, at Mie havde været i ledtog med Tissa. Min seng på hotellet var i øvrigt også udsmykket med fødselsdagsguirlande, da vi ankom. Det blev en dejlig aften.
Næste morgen regnede det igen, og tågeskyerne hang lavt over bjergene. Vi havde en formidabel udsigt fra vores vinduer og altanen foran, men vejret indbød ikke til den lange gåtur, som stod på programmet. Heldigvis! I stedet arrangerede Tissa en tuk-tuk tur rundt i området, og vi kørte bl.a. ud til den spektakulære Nine Arch Bridge, som vi skulle være kørt over med toget, samt det mærkelige loop, hvor toget cirkler om et bjerg, inden det via en tunnel krydser under sporene. Resten af dagen bød på lidt shopping i byen samt en omgang fodmassage hos nogle lokale damer, og om aftenen forsøgte vi at løse computerproblemer nede i spisesalen, da det kneb med forbindelsen. Mies mave havde det meget bedre nu, og den følgende morgen fik vi ændret vores afgangstid, da der ikke var meget mere at opleve i Ella, og vi ville hellere hurtigt til Galle.
Vejret var atter fint, da vi kørte sydpå, og et langt stykke fulgte vi den sydlige kyst. Undervejs besøgte vi en skildpaddefarm, hvor man reddede mange af de små babyskildpadder fra rovfugle, så de kunne nå at vokse sig større, inden de blev udsat i havet, samt skadede, voksne skildpadder, der svømmede rundt i store bassiner. Kaffepausen i en by umiddelbart før Galle var på en strandcafé med surferliv, og vi fik stukket fødderne i havet og soppede i det varme vand. Galle var en charmerende by med et fort, der med bastioner løb langs hele den gamle bys kerne. Som mange andre i Sri Lanka var også dette sted under UNESCO’s beskyttelse. Fortet modstod som et af få tsunamien i 2004. Vi gik hele turen rundt begge dage, vi var der, da det dagen efter var strålende vejr igen. Byen rummede også både en engelsk, katolsk samt en hollandsk, reformert kirke. De lå lige ved siden af hinanden, og vi så dem begge. Vores hotel, Fort Printers, var et gammelt 1700tals palæ, der havde været trykkeri, og det var restaureret efter alle kunstens regler, men med hensyntagen til fredning. Et meget spøjst sted, - ikke mindst vores værelse, hvor trin gik op og ned, så man skulle passe på ikke at falde. Den serbiske hoteldirektør viste os rundt og var så fleksibel, at vi fik lov at få to af hotellets standerlamper op på værelset som sengelamper, da dem, der stod der, nærmest var ubrugelige, og vi havde brug for mere lys. Det var også på dette hotel at to plasticformummede podere først på aftenen indfandt sig for at pcr-teste os før indrejsen på Maldiverne. De var meget grundige… vi blev sørme podet både i halsen og næsen! Svaret ville vi få næste aften, når vi ankom til hotellet i Colombo. Om aftenen gik vi ud for at spise og havde udset os Det gamle Hollandske Hospital, som nu rummede et antal fiskerestauranter med udendørsservering, og her sad vi og nød lækre kæmperejer i hvidløg med udsigt over havnen i den lune aftenluft. Skønt! Næste morgen var der tid til endnu en gåtur rundt i byen, før vi forlod Galle og kørte nordpå mod hovedstaden Colombo.
Undervejs, mens vi stadig kørte langs kysten, stoppede vi ved et fiskemarked, hvor bådene med de friske fisk blev trukket direkte op til boderne. I Colombo kørte vi en kort sightseeing rundt i den noget kaotiske storby, før vi tjekkede ind på Fairway Hotel. Der lå testsvarene til os, udprintede, og alt var i skønneste orden. Men vi har jo også stort set opholdt os i vores egen lille boble det meste af tiden. Men NU begyndte gedemarkedet! Vi havde et mareridt af en aften med mere end 4 timers arbejde med udfærdigelse af indrejsedokument til Maldiverne i lobbyen på vores hotel i Colombo. Dokumentation af såvel vaccinationer som den nye test samt foto i tillæg til passet skulle downloades og indføres i et onlinedokument til immigration, og det mislykkedes igen og igen. Især jeg var ved at opgive men måtte til sidst ved Tissas mellemkomst have en pc-kyndig medarbejder fra hotellet til at hjælpe via en af hotellets computere, der havde bedre kapacitet end min gamle, uopdaterede computer, der kun duer til at tjekke mails. Omsider lykkedes det, så vi turde tro på, vi kom ind i Maldiverne. Men hele aftenen var gået, vi var trætte og udmattede og frustrerede, skulle op og pakke og også gerne nå at få lidt aftensmad. Det lykkedes men var ikke den afsked med Sri Lanka, vi havde håbet på. Sidste formiddag i byen blev brugt til at se mere, og vi kørte lidt rundt til nogle highlights, bl.a. klokketårnet med fyrtårn, Pettah bydelen med markeder og den spøjse, bolsjestribede moske samt naturligvis det store Nationalmuseum, hvor vi fik set nogle af de spændende ting, der blev udgravet fra Pollonaruwa, f.eks. friser med dansende dværge samt kopier af de smukke freskoer fra Løveklippen i Sigiriya. Vi indbød Tissa til en kop kaffe, som blev drukket på det luksushotel, Kingsbury, hvor en bombe for få år siden slog tre af en kendt dansk forretningsmands børn ihjel. På vejen mod lufthavnen i Negombo viste Tissa os templet Kelaniya, som ellers ikke var på programmet, og han gav os hver en pakke med sine hjemmelavede kokostræskeer som afskedsgave og var i øvrigt meget berørt ved afskeden, som blev meget hurtig, da vi nåede lufthavnen. Vi har lovet at sende fotos til ham. Han tog selv mange af os undervejs da han havde en form for ”gæstebog” med fotos af sine turister, som han bad os skrive i inden afrejsen, hvilket jeg gjorde aftenen før.
Men nu gjaldt det de tre dages bade- og snorkelferie på Maldiverne, og vi glædede os til at slappe lidt af oven på de mange nye indtryk samt den sidste aftens oprivende strabadser.
Klik her for at komme tilbage til rejseoversigten.