for at komme tilbage til rejseoversigten.
"Dobré jitro, dobrý den, dobrý večer, dobrou noc".... Jeg repeterede hver dag på turen nogle få gloser fra den mere end 30 år gamle parlør „Tjekkisk for turister“, som jeg fandt i reolen, da jeg pakkede til rundrejsen i Slovakiet med "Viktors Farmor". Det var sjovt at kunne blære sig lidt med disse hilsner samt nogle få andre gloser som ja, nej og tak, og lokale folk lyste op i store smil, når man forsøgte sig, hvis de da ellers forstod min udtale. Men tjekkisk er mig ikke helt fremmed, da jeg har sunget på sproget før både på DR og i min tid på Operaen, og jeg har fortsat Dvoraks "Rusalkas sang til månen" på mit repertoire. Men jeg skulle jo ikke til Tjekkiet, og Slovakiet viste sig at have en lidt anden dialekt. De to tidligere forenede lande forstår dog udmærket hinanden. Ifølge vores slovakiske guide, Lucia, er de to sprog lidt som dansk kontra norsk. Hun talte et forbløffende godt dansk med et flot ordforråd i betragtning af, hun ikke længe hverken havde været i Danmark eller havde betjent danske gæster. I sin tidlige barndom havde hun boet i Danmark, da hendes far havde haft et ambassadejob, men først meget senere var hun vendt tilbage til landet og sproget. Vi havde i Lucia en meget kompetent og sød guide. Jeg ville slet ikke have været til Slovakiet, men til Tunesien, hvilket endnu en gang viste sig umuligt, så jeg valgte i stedet at hoppe på denne rejse, der lå næsten på samme tid, og så ville jeg også erhverve et nyt land. Jeg indrømmer ærligt, at jeg ikke forventede mig så store oplevelser, men jeg blev overrasket over, hvor meget landet faktisk havde at byde på! Den lille gruppe på 11 fløj til Wien, hvor vi blev mødt af Lucia og kørt i bus hele vejen til Bratislava, hovedstaden i Slovakiet. Der er kun en kort køretur mellem Wien og grænsen samt det næste stykke til Bratislava, hvortil vi først ankom ved midnatstid.
Næste dag ventede en intensiv bytur og derefter tid på egen hånd. Bratislava har været hovedstad i Slovakiet, siden Tjekkoslovakiet blev delt i 1993, og her var mange smukke, gamle bygninger. Vi startede byturen med at gå op til slottet, der var ombygget i flere omgange, og herfra var en fin udsigt over Donau. Derefter gk turen gennem centrum, hvor flere markante palæer blev udpeget, og vi besøgte Domkirken Skt. Martin, der havde været kroningskirke, da landet hørte under Ungarn. Vi stødte også på rester af tidligere jødisk kultur, idet et helt kvarter med en meget flot synagoge var blevet jævnet med jorden for at gøre plads til en større ringvej og bro over Donau. Flere plancher med billeder, opsat midt i gaden, viste, hvad der havde ligget på stedet. Efter byrundturen var der tid på egen hånd, og vi var et par stykker, der fortsatte ud til en meget unik, blå kirke i et andet kvarter. Desværre var kirken lukket, men man kunne kigge ind gennem et gitter, og den var lige så blå inde som udenfor. Kirken var bygget i Art Nouveau eller Jugendstil, som mange andre bygninger i Bratislava er det, og den så ud som formet af blå fondant og marcipan i lækre, bløde, afrundede former. Virkelig spøjs! Derefter fortsatte jeg med en af de andre fra gruppen, og vi var effektive, for vi nåede både tilbage til centrum og Ærkebiskoppens Palads og se de gobeliner fra 1600tallet, der blev skjult under Napoleonskrigene, men genfundet under en restaurering i starten af 1900tallet, samt en tur over Donau på den nye bro og op i et spektakulært UFOtårn, hvorfra man kunne se helt til Østrig.
Næste dag gik turen nordøstpå mod Karpaterne, der har tradition for gode hvidvine. Vi besøgte en vinbonde, der efter rigelige smagsprøver under rundvisningen derefter diskede op med den skønneste andesteg med kartoffelpandekager. Således godt opfyldt og påfyldte var vi sikkert flere, der tog en lur i bussen frem til den lille by Uhrovec, hvor vi skulle se en lille udstilling om Alexander Dubček, der havde medvirket til reformer i landet under kommunismen. Stadig noget påvirket af vinsmagningen tidligere på dagen var det helt rart at nå frem til vores næste stop i Banska Stiavnica midt i landet, hvor vi skulle bo centralt i en pension midt på hovedgaden.
Det var godt få hvilet ud, for den følgende dag blev fysisk hård. Byrundturen gik igen lidt i højden til byens borg med strålende udsigt ned over den malerisk beliggende by, der på grund af fordums storhed som mineby rummede pompøse bygninger. Byen var da også på UNESCOs verdensarvsliste ligesom den valfartskirke, vi skulle se senere og rummede, ud over kirker og en pestsøjle, et "kærlighedsmuseum" bygget op over en lokal historie om et forelsket par og et langt kærlighedsdigt. Også adskillige "kærlighedsbænke" med et indbygget jernskulpturpturpar gemte sig rundt omkring i byen de særeste steder. Et andet sjovt fænomen var det "banketårn", der ved første øjekast lignede en kirke men blev brugt til at vække minearbejderne, når de skulle stå op og møde på arbejde. En længere fodrejse til en noget fjernt beliggende, UNESCO fredet valfartskirke på toppen af et mindre bjerg i byens udkant ventede. Jeg iførte mig begge knæbeskyttere og belavede mig på, at det blev hårdt for knæene. Det var det også, men i fordums tid foregik turen op til bodskirken kravlende på knæene, uha! Jeg var stolt og glad over at gennemføre turen og belønnedes da også, efter at have passeret nogle mindre kapeller på vejen op, med den fremragende udsigt fra toppen med Kalvaria kirken som baggrund. Efter at have gået hele vejen tilbage til byen, var det tid til at finde et sted at spise, hvilket ikke var så nemt, så flere af os endte på vores hotel, og derefter gik eftermiddagsturen til byens minemuseum. Udstyret med hjelme, beskyttelsesfrakker og lommelygter blev vi ført dybt ned i mineskakterne, hvor vi gik gennem de lange minegange med en guide, der fortalte om minedriften i de forrige århundreder og det hårde arbejde, der ofte involverede hele familien, også børnene. Plancher med både tegninger og fotos illustrerede, hvad vi ellers kun kunne forestille os. Livet var hårdt dengang, men byen blev rig af det guld, sølv og kobber, man kunne udvinde. Derfor var der råd til at bygge de mange flotte huse, vi kunne se på hovedgaden. Den første aften spiste vi på en restaurant i et af dem, og dagen efter spiste vi i den anden ende af byen på et lokalt bryggeri med tilhørende restaurant, hvor jeg smagte en af deres gode, mørke øl, der passede godt til den rustikke mad. Ofte startede man med suppe, derefter noget kød med kartofler, der kunne være i en braset version med løg og spæk. Meget få grøntsager men til gengæld desserter. Jeg gruede for vægten, men det lykkedes mig trods alt ikke at tage mere end halvandet kilo på på hele turen!
Den følgende morgen kørte vi fra Banska Stiavnica og videre østpå mod vores sidste destination, Demanovska Dolina i Tatra bjergene. Undervejs gjorde vi holdt i byen Kremnica, der er kendt for verdens ældste, fortsatte møntproduktion. Kiggede indenfor i det lille møntmuseum som lå på den store plads, der var totalt domineret af en imposant og svulstig pestsøjle. Ovenfor lå byens borg med en kirke, som vi også besøgte, og ellers var byen berømt for honningkager, så butikken med et stort og varieret udvalg måtte også besøges ligesom en garn- og brodeributik, hvor jeg faldt over unikke, broderede og kniplede øreclips. Vi spiste frokost (en kartoffelret) i byen Vlkolinec, - endnu en UNESCO fredet landsby, der lå som et frilandsmuseum af små huse i en helt speciel byggestil. I en lille souvenirbutik i landsbyen faldt jeg over et par skønne, håndlavede hjemmesko. Det sidste stykke mod Demanovska Dolina og vores kommende hotel blev tilbagelagt i sne, hvilket ingen af os havde regnet med, - heller ikke Lucia, vores rejseleder. Stedet er godt nok et skisportssted, men det var jo endnu ikke sæson, og der virkede temmelig uddødt, Udover vores hotel var der et par stykker mere, men ingen butikker eller liv overhovdet. Her skulle vi bo 4 nætter! Al færdsel på hotellet uden for værelserne foregik med maske på, og vi hørte faktisk, at landet, mens vi havde opholdt os her, var skiftet fra orange til rødt. Nå, heldigvis var vi mest udendørs, og heldigvis smeltede det meste af sneen de kommende dage.
Vi skulle næste morgen have været med en svævebane, der havde maskinskade, så i stedet kørte vi først til Strbske Pleso, et smukt skiområde, hvor vi gik rundt om en spejlblank sø og spiste frokost, og siden returnerede vi til svævebanen, der nu kunne fragte os op til toppen, hvor et højt tårn dominerede. En lang træbro var bygget højt oppe over trækronerne, hvorfra man kunne se helt til Polens grænse. Oppe i tårnet var udsigten endnu flottere. På tilbagevejen blev der gjort stop i en større by, Poprad, hvor vi kunne forsyne os i et supermarked, og jeg kom af med nogle postkort på postkontoret.
Den følgende dag kørte vi et godt stykke længere mod øst i Slovakiet, til den fattige ende af landet, der også er domineret af romaer, der har slået sig ned og bygget ulovlige huse. Det oplevede vi i området omkring byen Levoca og ved den UNESCO fredede kirke i Zehra med ældgamle kalkmalerier samt på kirkegården udenfor, der var domineret af kolossale gravmonumenter med billeder af de romaer, der enten VAR begravede eller senere skulle ligge der, men allerede havde fået navn på stenen. Dagen startede dog med et besøg ved den store borgruin Spissky Hrad, der som et fatamorgana langsomt dukkede frem af en ualmindelig tyk ærtesuppe af en tåge. Men mere og mere kunne vi se, mens vi steg op mod ruinen, og udsigten deroppe fra var igen alle pengene værd. Dagen sluttede med et sjovt besøg på en fårefarm, hvor den flot udklædte vært serverede lokale ost- og pølsespecialiteter, demonstrerede osteproduktionen og gav en opvisning i brugen af lange læderpiske. Vi så også fårene blive drevet sammen ind i en fold og videre ud til 3-4 fåremalkere, der i hver sin bås hurtigt fik malket og sluppet fårene ud igen. Et festligt skue!
Den sidste dag kørte vi med både skilift og svævebane op til det 2004 m høje bjerg, Chopok, hvor der var både koldt og glat men igen flot udsigt til de høje Tatra bjerge, og om eftermiddagen gik turen til en stor drypstenshule, Demanovska Jaskyňa, hvor vi desværre ikke måtte fotografere de flotte formationer. Til gengæld måtte vi bevæge os op og ned ad endeløse trapper, fugtsvedende med duggede briller på grund af de tætsluttende masker, vi SKULLE bære.
Rejsen var nået til ende, og næste nat tjekkede vi ud af hotellet kl. 05 efter en hurtig kop kaffe og medbringende poser med madpakker. Efter flere timers kørsel i mørke passerede vi i dagslys grænsen til Østrig og var snart i Wien, hvor Lucia lavede en kort byrundtur i centrum omkring Stefansdom og Hofburg. Vi fik et glimt af hestenes fodring ved Den Spanske Rideskole, mødte en enkelt Wienersängerknabe i matrostøj og passerede et af de utallige huse, Mozart havde boet i. Det blev ikke til Sacher Torte hos Dehmel men derimod i Café Diglas, hvor jeg også nåede en af de ultratynde wienerschnitzler, som det sig hør og bør, når man er i Wien. Det var helt på sin plads, da det er henved 20 år siden, jeg var her sidst. I lufthavnen tog vi afsked med Lucia, der skulle tilbage til Slovakiet, hvor hun bor. En meget vellykket rundtur var til ende. "Děkuji" og måske "Na shledanou".
Klik her for at komme tilbage til rejseoversigten.