for at komme tilbage til rejseoversigten.
Titlen på rejsebrevet her forstås nok kun af musikfolk, men refererer til en opera af Korngold. Det var den association, jeg fik den sidste tid, jeg opholdt mig i Almunécar, inden det lykkedes mig at ombooke mit Norwegianfly fra d. 31. til d. 20. marts! Folk fra Playa Tropical, hvor jeg bor i lejlighed, var begyndt at søge hjemad, men det var ikke nemt at få flybilletter, forlød det. Om lørdagen, - d.14. marts, - dagen efter jeg sendte mit første rejsebrev, var jeg på gaden om eftermiddagen, hvor jeg sad på Danny’s og fik et par drinks og kaffe sammen med bl.a. Stephen og Inge samt nogle af de andre fra huset. Bølgerne gik højt, - nogle ville blive tiden ud, mens andre ville hjem, og min telefon ringede et par gange med bekymrede venner hjemme fra. Om søndagen skulle vi have spist den sædvanlige Sunday Roast, men Paul havde fået besked på at lukke Danny´s, så der blev ikke flere Sunday Roasts i år. Det forlød, at alle restauranter nu ville lukke helt ned, alle butikker ud over supermarkeder og apoteker lukkede også, og mens vi sad der, spærrede politiet hele stranden af med gitre og spærretape! Man så målløs til… vi havde badet intetanende om morgenen, men da havde det vist allerede været forbudt! Grunden var, at man ville undgå, at folk fra Madrid, der var hårdt ramt af coronaen, kom til Almunécar og benyttede strandene. Det hele spidsede hurtigt til, og da vi forlod Danny’s, var det nu til isolation i lejlighederne, idet det fra søndag også ville være forbudt at gå ud, medmindre man skulle handle dagligvarer, på apoteket, til læge, hæve penge eller lufte hund. Husets administration lukkede også mere ned, idet kontoret kun ville være bemandet hver anden dag, og busdriften i området blev også reduceret. Det var udsigterne den kommende tid, og selv om der endnu ikke var registreret coronavirus i Almunécar, var det måske klogt at tage forholdsregler inden, det kom dertil?
Alt dette fik mig til at beslutte mig for at se at komme hjem, og jeg sad faktisk den halve nat og rodede på Norwegians hjemmeside for at finde den bedste flytid til den bedste pris. Mange var allerede flygtet over hals og hoved, og det forlød, der havde været kaos i Malagas lufthavn med alle de mange, der ville hjem på én gang. Godt jeg ikke var kommet med i den bølge men besindede mig nogle dage! Jeg skulle jo også pakke min lejlighed ned, og de ting, der ”bor” hernede, skulle i kælderen (hvor jeg nu kun kunne komme hver anden dag). Jeg havde mad i køleskabet, så der var lidt at afvikle. De første dages fly var også fuldt bookede, og priserne var skruet op, men da mit valg faldt på fredag d. 20., kunne jeg få en flyafgang midt på eftermiddagen, - og uden at det kostede mig en øre at ombooke! Dén tog jeg, selv om der var mere end 5 dage til, men det var et klogt valg. Min nabo, Karna, der havde valgt en anden afgang, fik sit fly aflyst uden alternativ løsning, og hun og hendes mand endte vist med et SAS fly, som man må håbe, ikke også blev aflyst? Mine ”badedamer”, Ruth og Lykke, valgte at ombooke til samme fly som jeg, og vi blev enige om at følges for også at kunne hjælpes ad og støtte hinanden på hjemturen, hvis der opstod problemer. Det var en rigtig god idé. Stephen kunne (og måtte) ikke køre mig til lufthavnen, som han plejer, så vi tre skulle med lufthavnsbussen inde fra byen. Den viste sig imidlertid også at være aflyst, så vi endte med at tage en taxa i fællesskab helt til Malaga lufthavn. Der er langt, så vi sparede en del penge ved det, og måske var det også bedre at følges med nogle, man kendte, end i en lufthavnsbus med alle mulige andre?
I lufthavnen tog jeg en medbragt maske på. Den var købt på apoteket i Kbh., og jeg var blevet oplyst om, at man kun måtte bruge den 3 timer pr. dag og 8 timer i alt, så jeg måtte dosere brugen. Vi havde alle tre engangshandsker på (dem havde jeg fået af en beboer i huset, som delte rundhåndet ud fra en æske, hun havde købt, - man hjalp hinanden!) Jeg beholdt masken på, til jeg sad på min plads i flyet, for jeg var så heldig, at der ikke var andre på min række, og der sad kun én mand (med maske) bag mig. Lykke og Ruth sad et andet sted i flyet. Da vi skulle ud i Kastrup, tog jeg atter masken på, indtil vi havde forladt lufthavnsbygningen og var ude i fri luft. Der var i øvrigt ingen bagagevogne til rådighed ved bagagebåndet, så jeg havde problemer med alle mine pakkenelliker, som jeg plejer at køre direkte op i metroen, men jeg var heldig, for Lykke og Ruths familie var kommet i to biler for at hente dem, så de selv kunne køre hjem i deres egen bil, og de tog mig med i bilen og satte mig af ved min gadedør. Hvor heldig kan man være? Pyh… da jeg endelig stod i min lejlighed, måtte jeg have en kop kaffe, for der var ingen servering i flyet, og da jeg havde drukket den, sneg jeg mig ned og cyklede i den nærmeste Netto inden lukketid og købte, iført maske og handsker, så stort ind, at jeg vil kunne klare mig i en uges tid. Jeg skal jo i karantæne, da jeg kommer fra Spanien, som er højrisikoområde nu, men selv om jeg er en paria, skal jeg vel ikke sulte, så jeg var nødt til at skaffe mad. Der var stort set ikke et øje på det tidspunkt, så jeg mener, jeg har handlet ansvarligt nok, og om en uges tid kan jeg gentage indkøbene på samme tid, og så vil jeg nok kunne klare mig, til jeg kan lade mig løslade igen?
De sidste dage i Almunécar var underlige. Det var virkelig en død by! Jeg måtte en enkelt gang ind til selve byen, da jeg dels skulle købe nogle fødevarer, jeg manglede, dels skulle møde Bent, vores rejsearrangør, da han havde penge til mig, som jeg havde til gode fra den aflyste Valenciatur. Der var næsten ingen på gaden eller i Lidl og Mercadona, hvor vi stod og talte sammen. Og da jeg småløb for at nå bussen tilbage, kunne jeg have sparet mig, for den kom aldrig. Jeg måtte gå hjem. Almunécar var lukket ned. Det var godt, jeg forlod ”Die tote Stadt” i tide, - hvornår mon jeg kommer derned igen? Det var godt nok den mærkeligste ferie, jeg endnu har haft!
Klik her for at komme tilbage til rejseoversigten.