Vi landede i Auckland – Nordøens tidligere hovedstad men stadig New Zealands største by – om formiddagen efter endnu en lang flyvetur fra Singapore. Efter nok en tidsomstilling var vi nu nøjagtigt 12 timer forskudt fra dansk tid, dvs. vi havde dag, mens det endnu var nat derhjemme.
Vi var temmelig groggy efter flyveturen, men gruppen blev heldigvis kørt direkte til hotellet og blev tjekket ind, og så var der nogle timer at hvile i, inden vi skulle spise fælles middag. Hedwig var sløj og havde ondt i maven, men hun gik alligevel med til middag i Sky Tower, som var et 328 m højt tårn med bl.a. udsigtsplatform og restauranter. Inden den fine treretters middag fik vi lejlighed til at nyde den storslåede udsigt over Auckland og omegn og opleve de første bungy jumps, idet der under panoramavinduet var en rampe, hvorfra man kunne springe ud. Vi så et par stykker vove forsøget, – en dyr, men åbenbart populær fornøjelse! Lige som i Toronto var der også i dette udsigtstårn en glasplade, man kunne stille sig ud på, med kig direkte ned, så det føltes som at træde lige ud i den blå luft, hvilket jeg med største fornøjelse gjorde… så kan de godt beholde deres bungy jump!
Middagen i Sky Tower var formidabel, men vi var trætte og Hedwig sad næsten og sov ved bordet, så det var godt at komme hjem og hurtigt i seng og få sovet igennem. Jeg havde det fint efter en lang nats søvn, hvorimod Hedwig stadig ikke var helt frisk, men dagen bød på sightseeing i Auckland, så vi måtte i omdrejninger. Først Mount Eden, en udslukt vulkan med udsigt over byen, dernæst Wintergarden, et smukt havekompleks med drivhuse med alskens skønne blomster og underlige vækster, palmer og bregner. Her stiftede vi for første gang bekendtskab med de endemiske træbregner. Aucklands store museum lå i nærheden, og her var det først og fremmest maorisamlingen, vi skulle koncentrere os om, og vi fik fortalt lidt om befolkningen. Anne, vores danske rejseleder, havde arbejdet og boet fast i NZ i mere end 20 år, så hun var en guldgrube af viden om ikke bare de facts, man uddeler som rejseleder, men alle mulige emner. Hun fortalte flittigt undervejs sidehistorier og kunne svare på lidt af hvert. Ikke mindst havde hun også en solid viden om botanik, – noget især Hedwig, der selv er noget af en ekspert på området, fik glæde af. Også Kellys imponerende akvarium, der som det første i verden introducerede glasgange under vandet, hvor man kunne gå og iagttage fiskene oven over sig, og en havnerundfart, var inkluderet i dagens program, og derefter slentrede vi på egen hånd lidt rundt i havneområdet og fik lidt at spise, inden vi vaklede hjem på hotellet til endnu en nats tiltrængt søvn. Det tog tid at komme over jetlagget, men inden da måtte jeg have hotelpersonalet til at hjælpe mig med at få liv i internettet på min computer, så både Hedwig og jeg kunne skrive hjem samt holde kontakt med vore kommende værter i Wellington, Anna og Alison. Der er noget blokeret i computeren, men det lykkedes på hele turen, – via hjælpsomme hotelfolk, – at få den til at virke. Heldigvis kunne jeg også sms’e fra min telefon her i NZ, – der var jo ingen forbindelse på den i Singapore!
Næste morgen gik turen videre på Nordøen til Coromandel og byen Tairua, hvor vi havde to nætter. I Coromandel ventede store naturoplevelser. På vejen dertil gjorde vi holdt ved stranden ”Hot Water Beach”, hvor varme kilder under sandet kunne skabe laguner med varmt vand, men vi badede fra selve stranden i det friske, kølige vand, og det blev den eneste bademulighed, vi fik på Nordøen. Videre derfra til Cathedral Cove, hvor vi måtte på en (for mig) hård ca. 45 minutters vandretur ned til den meget fotograferede klippeformation med hullet igennem, helt nede ved stranden. Vi blev belønnet for den hårde nedstigning med det flotte skue men måtte straks begynde tilbageturen, der ikke var mindre hård, da det nu gik opad igen. Jeg haltede af sted som den sidste, hvorimod Hedwig sprang som en gemse, men på turen til vores overnatningssted, blev Hedwig rigtig dårlig og måtte ligge på bussens gulv det sidste stykke vej. Hun kastede op, da vi kom frem og gik straks i seng, da vi havde fået vores bungalov, så jeg gik alene over til middag i en lille restaurant på den anden side af vejen. Næste morgen gik det stadig skidt, så jeg fik lavet te til hende og vi fik fremskaffet æbler, som jeg fik revet til et stykke ristet brød fra min morgenmad, så hun kunne tage med på dagens udflugt. Heldigt, vi havde to nætter her! Dagens udflugt var igen helliget naturparken Coromandel, og vi kørte ud til et område, Broken Hill, hvor to naturvejledere skulle følge med os og forklare i skoven. Vi blev delt i to hold, og det var godt, Hedwig klarede at tage med, for det var lige noget for hende. Her fik vi nemlig fortalt detaljeret om denne tempererede regnskov med alle de sjældne, endemiske træer, som f.eks. manukatræet (heraf kommer den berømte manukahonning), redpine, cabbagetree (der ligner drageblodstræer), Nikaupalmer og de tusind år gamle, høje kauritræer, der er fredede. Vi så også spor efter guldminer i området og holdt frokostpicnic i en skovrydning med medbragte madkasser. Efter turen var der lidt tid om eftermiddagen, som vi brugte på at shoppe lidt i området ved vores bungalov samt vaske lidt undertøj. Hedwig var stadig mat i sokkerne, men ok. Hun var nu sikker på, at det ikke var køresyge, men derimod en madforgiftning, der havde slået hende ud dagen før. Hun gik dog med til aftenens middag men tog forsigtigt af maden, som i aften bl.a. var specialiteten grønlæbede muslinger.
De følgende dage tilbragte vi stadig i den nordlige ende af Nordøen, da vi kørte fra Coromandel videre til Rotorua. Undervejs besøgte vi en guldmineby, Waiki, og havnebyen Taurunga, hvor vi fik en dejlig frokost, før turen gik videre til en kiwi frugtplantage ved Te Puke. I et lille Disneyagtigt ”turisttog” med vogne, formet som små kiwifrugter, rumlede vi ud til selve plantagen, hvor vi ved selvsyn så, hvor man dyrkede frugterne, der oprindelig stammer fra Kina, og fik fortalt, hvilke svære vækstbetingelser de har med deres han- og huntræer. I en butik tilknyttet plantagen kunne vi bagefter købe alskens ”kiwiprodukter”. I Rotorua, hvor vi havde to overnatninger, fik Hedwig og jeg købt lidt ind til frokost i et kæmpestort indkøbscenter, for det var ret dyrt at gå ud og spise hele tiden, når der ikke var måltider inkluderet. Der var heldigvis næsten overalt på hotellerne både køleskab og elkedel, så vi klarede os igennem med knækbrød, ost, tomater og bananer, samt lidt pølse og jordnøddesmør medbragt fra morgenmaden, og dertil kaffe og øl. Vi sparede vist mange penge på denne måde?
I Rotorua besøgte vi Rainbow Springs, – et center for dyre- og fugleliv, – og her så vi bl.a. papegøjer, firben og ikke mindst kiwien, den newzealandske nationalfugl. Der bliver passet godt på den lille fugl, der har været tæt på at uddø, da den er et let offer for de possum’er, der blev indført men nu forsøges udryddet på NZ. Det er en natfugl, og derfor blev vi lukket ind i et næsten mørkt hus, hvor et par eksemplarer lever i et glasbur, og man kunne lige akkurat skimte dem, når de gik og stak næbbet ned i jorden efter orme. Fuglen kan ikke flyve og ligner nærmest en lille kugle med et langt næb. Vi så også, hvordan de i det tilstødende avlscenter hjælper de kæmpestore æg, som hunnerne lægger, på vej med varmebehandling og alskens pleje. Meget interessant, og man kan kun håbe, det lykkes at redde bestanden! Dagens festligste punkt var nok besøget på Agrodome, hvor vi oplevede et show med får, fårehunde og fåreklippere. Alle de mange fåreracer var repræsenteret, og med en kæmpestor, gammel merinovædder i spidsen, løb de på et tegn fra fåreklipperen op på deres podier, fulgt af ivrige fårehunde. Et får blev udvalgt og ”rundbarberet” i løbet af et øjeblik af den veltalende fåreklipper og showmaster. Til sidst kunne man gå op og hilse på fårene, – det var rigtig hyggeligt, og jeg forelskede mig i et Romneyfår!
Om aftenen var vi til maorishow i Te Puia i udkanten af byen, hvor der også er både termiske gejsere og mudderpøle. Først besøgte vi dog kunstcentret i tilknytning til landsbyen, hvor man uddanner unge maorier i de traditionelle håndværk som flaxvævning, træskæring og tatovørkunst, så man fortsat kan holde kulturen i hævd. Og så var der selve showet, hvor vi først oplevede udklædte maorier danse og synge krigsdans uden for deres mødesal for derefter at blive bænket indendørs, hvor sange og danse fortsatte, indtil den traditionelle middag, hangi, tilberedt i en jordovn, blev serveret. Det var en yderst delikat middag hvor både lammekød, kumara (søde kartofler) og grøntsager indgik, men som med middage generelt i NZ, så var det også her hurtig bespisning og ud af vagten igen. Der var ikke tid til at sidde og nyde maden, så vi nåede dårligt at tygge af munden eller få kaffe og dessert.
Den følgende dag var én lang køretur til Wellington med få stop, bl.a. et vandfald med noget meget blåt, kraftigt løbende vand, og frokosten blev indtaget på en New Zealandsk farm, ejet af en newzealænder og hans danske kone. Farmen havde været i hans families eje siden 1901 og var næsten et frilandsmuseum, men den unge familie havde åbnet op for besøgende grupper, og der blev serveret en skøn, landlig frokost samt kaffe og kage, som man kunne sidde rundt omkring, både inde og ude, og spise. Vi kunne gå og kigge overalt og til sidst kaldte husets frue alle fårene og geden sammen, og vi kunne få mulighed for at håndfodre dem. Det var rigtig hyggeligt.
Vi ankom til Wellington ved aftenstid og opgav at finde et sted at spise inde i byen, så det blev til en skål suppe på hotellet.
Første dag i Wellington, New Zealands hovedstad, bød naturligvis på en tur i Parlamentet, men først gik vi til byens kabelbane og kørte op til et udsigtspunkt, der samtidig var indgangen til en fin botanisk have, som Hedwig straks faldt i svime over og besluttede at genbesøge, når vi kom tilbage til Wellington efter rundrejsen. Det var også en rigtig fin have med masser af høje træer og sjældne blomster, – også en del australske arter, som jeg genkendte fra vores Australiensturné tilbage i 96. Der var bl.a. banksiablomsten på træet af samme navn, som jeg husker fra mine solistbuketter og stadig har et par tørrede eksemplarer af fra dengang.
Vi gik igennem den botaniske have, der skrånede ned mod selve byen, og endte i en rosenhave, før vi gik ud og kom til Parlamentet. Her besøgte vi både den gamle og den nye del af Parlamentet, der kaldes The Beehive på grund af dens form som en bikube, og vi hørte om og fik vist, hvordan det har været muligt at jordskælvssikre bygningerne med nogle gummiplader, der er skubbet ind under husene. Wellington ligger oven på de værste jordskælvsforkastninger, man kan tænke sig. Efter Parlamentet ventede det store, imponerende Te Papa museum. Det fortæller hele New Zealands historie, både tilblivelsen af landet, dets flora og fauna, befolkningen, kiwiernes kultur og viser, hvordan et jordskælv føles. Her er særudstillinger og malerier, noget for børn, café og en velassorteret museumsbutik. Vi fik en rundtur med museumsguide og fandt hurtigt ud af, at her var stof til mange timers fordybelse, så jeg besluttede på stedet, at her ville jeg tilbage igen, når vi atter kom til Wellington.
Aftenen var på egen hånd, så vi havde aftalt at mødes med vore værter, Anna og Alison, som vi skulle bo hos efter rundrejsen, samt Sue, den pianist, de havde fremskaffet, som vi ikke kendte. De mødte os i hotellets vestibule, og sammen fandt vi en vietnamesisk restaurant i nabolaget, hvor vi spiste en god middag. Vi havde pakket et par poser med tøj, sko og andre ting, vi ikke skulle bruge, f.eks. indkøb, som de tog med hjem, da det indenrigsfly, vi skulle rejse tilbage til Wellington med fra Christchurch, når rundrejsen var slut, ikke tillod så meget bagage som på de store flyvninger. Det var jo en heldig løsning på dét problem. Vi havde en meget hyggelig aften. Anna har været min og min mors familielæge gennem mange år, indtil hun gik på pension ved udgangen af marts 2011, og hun var tilfældigvis på lægebesøg hos min mor, som døde, mens hun var der. Jeg var på turné med Operaen i Jylland, da det skete, og var derfor meget glad for at høre fra hende, hvordan det var gået til. Siden har vi af og til mødt hinanden i vores fælles nabolag, og når vi talte rejser, har hun hver gang har foreslået, at jeg besøgte hende og hendes veninde, Alison, i NZ. Der var flere tilløb gennem de seneste år, men først nu blev det en realitet. De har de senere år tilbragt halvdelen af året i Alisons hus i Wellingtonbydelen Island Bay. Alison er indfødt kiwi, som New Zealænderne kalder sig, men da hun har boet og undervist mange år i Danmark, taler hun et udmærket dansk.
Vi havde en hyggelig og munter aften, hvor vi også fik et godt indtryk af Sue, vores kommende akkompagnatør til den koncert, som Anna og Alison havde planlagt, at vi skulle synge i Wellington. Hun viste sig at have samme sorte humor, som Anna. Hun vidste ikke, at Anna havde været læge, da hun ikke havde mødt hende før, idet det var Alison, der havde fundet frem til hende. Så da Anna og jeg fortalte vores historie omkring min mors død, hvor Anna sagde: ”I killed your mother”, spurgte Sue tørt Anna: ”How many of your patients did you kill?” Vi skreg alle af grin!
Den følgende dag rejste vi fra Nordøen til Sydøen med færgen fra Wellington til Picton, – en sejltid på ca. tre timer i strålende sol. Vi var tidligt af sted og stadig heldige med vejret… men hvor længe endnu? Sejlturen var en smuk oplevelse gennem Cook strædet og ind igennem Queen Charlotte Sound, der mindede om den svenske skærgård. Vi sad i en glasoverdækket del af skibet med godt udsyn og kunne komme hurtigt ud og fotografere, når der var noget særligt at se, men det var lidt for køligt og blæsende at opholde sig der hele tiden. Den sidste del af turen ind i fjorden var dog smuk at opholde sig på dækket i, og snart var vi i Picton på Sydøen, hvor der var en lille spisepause, som vi bl.a. brugte til at finde en postkasse og proviantere igen. Så gik turen mod vingården Yealands Estate i Marlborough området, der er særligt kendt for sine gode Sauvignon Blanc hvidvine, – noget, JEG sætter pris på. Man kan i øvrigt købe disse vine i Super Brugsen, – jeg fik én forærende af Anna og Alison, da de var til frokost hos mig i efteråret. Efter rundvisning og vinsmagning fortsatte vi på østkysten mod Kaikoura og vores næste hotel, med enkelte stop undervejs, bl.a. et sted, hvor der lå en masse pelssæler og solede sig på klipperne lige under os.
Næste dag tjekkede vi endnu tidligere ud fra hotellet (6,15!), idet vi uden morgenmad startede dagen med en hvalsafari. Flere havde været nervøse for denne tur og søsygepiller blev delt mellem dem, der havde behov. Jeg lider heldigvis ikke af den slags, men at det var nødvendigt, fik vi syn for på den lille båd, da vi kom ud på vandet, og den hoppede og dansede i de temmelig høje bølger. Mens vi sejlede i høj fart, sad vi i flystole, og flere fra vores gruppe og andre passagerer om bord kastede op, og der var tilsyneladende en af bådens matroser, der var ansat til at rende frem og tilbage med brækposer og tørre op. Samtidig kørte en film om hvaler (for at aflede opmærksomheden), og en hurtigtsnakkende, men meget underholdende og kompetent fortæller forklarede, hvad vi skulle se, – og hvad vi skulle gøre, hvis båden forliste! Endelig satte kaptajnen farten ned og båden stoppede, fordi man havde spottet en kaskelothval. Alle for ud på dækket, og jeg fik skruet min lange 300 mm zoomlinse på kameraet. Fik taget udmærkede billeder, dels af albatrosser, dels af rygfinnen af hvalen, når den kom op for at puste vandsøjler op, og så kom det store øjeblik, da den vendte rundt og halen kom til syne, før den dykkede. Også det var jeg heldig at skyde i det rigtige øjeblik. Desværre var vi ikke heldige at se andre hvaler, – tiden gik og båden skulle vende om. Så kom den samme hval atter til syne, men der var desværre ikke tid til at vente på det magiske øjeblik med halen, så vi sejlede tilbage i havn og drak morgenkaffe, før vi fortsatte busturen sydover. Men det var en pragtfuld og uforglemmelig tur, og man føler sig meget lille, når man oplever havets kræfter og de store havdyr. Resten af dagen bød, udover køreturen til vores næste overnatning, på smukke udsigter til bl.a. Mount Cook, det højeste bjerg i NZ (3724 m) og et stop ved en sjov, lille stenkirke, ”Church of the Good Shepherd” ved Tekaposøen. Der var et stort vindue ud mod søen i stedet for en altertavle, og kun et enkelt kors foran vinduet. Vi var heldige, at der lige havde været bryllup, så vi kunne få et kig ind i kirken. Uden for, ved søen, stod en bronzestatue af en fårehund. Den var tilegnet alle de fårehunde, der sørger for at holde styr på de store fåreflokke. Det hele var et billede på det enkle og hårde liv, de New Zealandske fårefarmere og bønder lever her.
Efter en enkelt overnatning (i Omarama, ca. midt på Sydøen, i stedet for Twizel, iflg. planen) kørte vi nu tværs over øen gennem smukke landskaber og bjergpas til Cromwell ved Lake Dunstan, der er et stort frugtområde, og videre gennem endnu mere smuk natur ved Lake Wakatipu til byen Te Anau, hvor der var et stop, og hvor vi begge købte et lille jadesmykke. Nu gik det sidste stykke mod Milford Sound i meget øde natur, og vi fik fortalt, at hvis vejen der lukkede, kunne man risikere at skulle vente i uger eller måneder på at den blev genåbnet… der var ikke andre muligheder! Anne fortalte forfærdelige historier om folk, der var taget på vandretur i området og var faret vild. Kun ved et tilfælde blev en ung fyr, der også havde brækket benet, fundet, fordi det var den dag i måneden, en ranger gik en rutinerunde. En anden historie var om et par, hvor manden var faldet ned i en kløft og havde slået sig ihjel. Konen havde klarede sig i uger eller længere tid(?) ved at gå og leve af, hvad naturen kunne byde på, indtil hun blev fundet. Puh ha…
Vi gik en tur ved en spejlblank sø i den smukke Fjordland Nationalpark et stykke tid før, vi ankom til Milford Sound og den båd, der skulle være vores hjem det næste døgn. Da vi nu var kommet til et område med de meget generende sandfluer, der stikker og giver meget kløende stik, havde Anne en spray med, der virker mod lige præcis den type insekter, og de fleste af os fik sprayet vores ben for en sikkerheds skyld. Og så gik vi om bord i båden og fik vores små kahytter. Der var godt nok ikke meget plads, – derfor havde vi ladet alle kufferter blive i bussen og havde kun håndbagage med ombord. Men det næste døgns sejltur bød på nogle af de smukkeste og mest bjergtagende udsigter på hele rejsen. Det var paradis på jord! Vi sejlede gennem fjorden ud mod det tasmanske hav, som vi nu først nåede næste dag. I starten af sejlturen blæste det meget, men snart blev det mere stille, og vi sejlede tættere på kysten, hvor bjergsiderne med træer og bregner gik lodret ned i vandet på begge sider. Ind i mellem lå pelssæler og solede sig på klipperne (og næste morgen lå der i øvrigt en på skibets bagklap), og vi passerede store vandfald, der kastede enorme vandmængder ned i fjorden. Vi sejlede også ganske tæt på sådan et vandfald, og det var en sjov fornemmelse at være så tæt på, at man kunne mærke vandsprøjtet. Der blev sat gummispeedbåde i vandet, og flere (deriblandt Hedwig) tog med på en sejltur. Andre (unge mennesker, – ikke fra vores gruppe), sejlede ud i kajakker og nogle fra vores gruppe tog mod til sig og sprang i vandet fra båden. Der var heldigvis også en stige, så man ikke behøvede at springe, så da Hedwig kom tilbage fra sejlturen, tog vi badetøjet på og steg ned i det 13-14 grader varme vand. Det var skønt at komme i vandet igen (og desværre sidste gang på hele turen) så vi nød de fem/ti minutter, det varede, inden vi atter steg op af stigen. Der var både dybt og strøm, så man skulle heller ikke bevæge sig for langt væk fra båden. Men det gjorde godt at prøve det, – man blev helt høj bagefter, – og så var der serveret aftensmad: Buffet med lidt af hvert, og vi gik glade til køjs efter et lille foredrag af besætningen om området. Næste morgen var det noget tåget, så der var en helt særegen stemning over landskabet, da vi sejlede ud for at vende i Det Tasmanske Hav. Båden havde ligget for anker om natten, og da vi sejlede tilbage mod Milford Sound, lettede tågen atter. I fjorden falder der meget regn, og det er derfor, bjergsiderne er så frodige, men det betyder, at der højst er 15% chancer for sol på turen. Dér havde vi været heldige, for solen havde skinnet smukt dagen før, og da tågen lettede, gjorde den det igen. På tilbagevejen var vi også så heldige at se delfiner, der fulgte båden et kort stykke vej. Glade og tilfredse steg vi efter morgenmaden af i Milford Sound og entrede bussen. Vi skulle hele vejen tilbage ad samme vej, vi var kommet, og denne gang var der tid til et længere stop i Arrowtown, som er naboby til den større Queenstown, hvor vi skulle overnatte. Her var nemlig en velassorteret souvenirbutik, hvor vi fik gjort nogle gode køb med udleverede rabatkuponer (jeg fik bl.a. endnu et jadesmykke, postkort, magneter og en t-shirt). Arrowtown er også en gammel guldgraverby, men den slags hørte vi mere om en anden dag. Vi ankom til Queenstown sidst på dagen og fik et værelse med altan, hvilket straks blev udnyttet til endnu en gang tøjvask, som blev hængt op på altanen på min medbragte rejsetørresnor. Den følgende dag var en hel fridag, så her kunne vi stoppe lidt op, indhente forsømte ting, vaske hår, samle op på dagbogsnotater og skrive postkort og mails. Det var skønt at få lidt tid til sig selv, og vi sov længe og nød at have tid til at planlægge dagen. Queenstown er jo en by med mulighed for mange aktiviteter, og unge mennesker besøger først og fremmest byen for at bungy jumpe, men man kan også dyrke paragliding eller paddleboarde på søen, og for de bedrebemidlede er der mulighed for en sejltur med den gamle dampfærge. Hedwig havde tænkt på at leje en cykel og fræse af sted i byens omegn men turde alligevel ikke, da hun ikke var sikker på at kunne overskue venstrekørslen, hvis hun skulle reagere hurtigt. Vi ville begge gerne op på toppen af bjerget med den flotte udsigt over hele området, og der kørte en kabelbane, men man kunne, hvis man var i god form, også vandre ad stien helt til toppen. Det ville Hedwig gerne prøve, og jeg havde halvvejs indstillet mig på at forsøge at følge trop og så tage kabelbanen ned, da det er hårdt for knæene at gå nedad. Heldigvis mødte vi Anne på vejen derhen, og hun frarådede på det kraftigste at gå turen derop, som ville være MEGET hård, så jeg tog kabelbanen både op og ned mens Hedwig, der jo er sporty, i god form og ikke har knæproblemer, gik både op og ned! Jeg nød turen op med banen og havde god tid deroppe til at nyde den storslåede udsigt over hele Queenstown og det smukke opland ved søen og fotografere og filme de bungy jumpende unge mennesker, der i en lind strøm kastede sig ud fra en rampe neden under udsigtsstedet og faretruende nær kabelvognen. Så kom Hedwig sveddryppende efter ca. tre kvarters opstigning, og hun kunne bekræfte, at det havde været ekstremt hårdt, og at jeg aldrig havde klaret det. Nej, man skal kende sine begrænsninger, og jeg ved godt, hvor mine ligger: Mine knæ er ikke til lange vandreture i højt tempo eller høje trin, og selv hvis jeg var i bedre form, ville knæene nok ikke kunne holde til det! Da vi var færdige med at se på udsigt og bungy jump, småløb Hedwig ned igen i løbet af en halv time, mens jeg tog kabelbanen. Vi købte lidt ind på vej hjem og spiste frokost på altanen (tøjet var blevet tørt). Vejret var ved at slå om, – det blæste op, – men vi nåede at dyppe fødderne i søen ved bredden, før vi gik ned i byen igen. Nu begyndte det at småregne for første gang på hele turen, men det blev heldigvis heller ikke til mere i denne omgang. Vi spiste en gang chowder (lækker fiskesuppe med muslinger) på en fortovsrestaurant, inden vi gik hjem og pakkede sammen til at forlade Queenstown næste morgen.
Næste dag ventede igen store naturoplevelser. Vi kørte først til Kawarau River og den 100 år gamle og berømte bro uden for Queenstown, hvor bungy jumpet blev opfundet i 1988 af en New Zealænder, der havde set maorier gøre det mere primitivt men fik ideen til at gøre det til en forretning. Der var fuld gang i forretningen, og den ene efter den anden kastede sig ud fra broen og blev samlet op i en gummibåd nedenfor og hejst op igen. Derefter kørte vi nordvestpå over Wanaka, passerede forladte guldgraverbyer, søer og bjergtinder og stoppede for picnic efter Makaroa, hvor vi havde gjort kaffestop. Med sandfluerne svirrende om benene blev det en hurtig picnic med de medbragte madpakker, og vi fortsatte mod Haast passet og floden, som vi kørte langs med på vej mod Fox gletsjeren. Her gik vi en tur ved Matheson søen og mødte nye, spændende bregnearter, bl.a. nyrebregnen med flade, runde, næsten gennemsigtige blade. Vi skulle have overnattet i Fox, men der var en ændring i programmet på grund af vejarbejde ved gletsjeren, så vi fortsatte til Franz Josef i stedet. Efter middagen på hotellet, fik vi mulighed for en aftentur efter mørkets frembrud ud i skoven, der lå nær hotellet, for at se glowworms, der er en slags Skt. Hansorme. Det var en speciel oplevelse at bevæge sig i bælgravende mørke i gåsegang ind i skoven, og først så vi ingenting, men lige pludselig begyndte der at lyse små stjerner inde mellem bregnerne. Det var de lysende orme, der sad på grenene, og nogle steder hang de som guirlander af lys, – det var helt fantastisk! På vej tilbage så vi desværre en kea, der var blevet kørt ned midt på vejen. De kloge papegøjer er også sjældne og udryddelsestruede, så det var et sørgeligt syn, men heldigvis oplevede vi to levende af slagsen næste morgen, da vi skulle køre. De sad på hver sit hustag, og man må håbe for dem, at de får en bedre skæbne end deres artsfælle. Desværre oplevede vi ikke nærkontakt med disse fugle, – de skulle efter sigende være ret sjove og kan finde på at sidde på bilerne og rive vinduesviskerne af. Vi kørte nu til Franz Josef gletsjeren og delte os i to hold. En lang og en kort gåtur, der begge endte ved et punkt, hvor man havde godt udsyn til gletsjeren. En anden lille spadseretur gik til en utroligt spejlblank sø, der kaldte på gode fotos. Derfra kørte vi til Hokitika, jadeby, idet man forarbejder stenene her, og videre til Shantytown, – et frilandsmuseum for guldgravernes historie. Her kørte vi med damptog, prøvede at vaske guld og kiggede inden for i genskabte saloons og butikker. Sidst på dagen nåede vi Greymouth på vestkysten, hvor vi overnattede. Næste dag kørte vi ud til de helt unikke Pancake Rocks, der ligner skiver af flade pandekager, lagt oven på hinanden, – et mærkværdigt naturfænomen. Gik tur ved Truman Track, hvor vi kom tæt på flaxplanterne, som maorierne har flettet reb og vævet tøj af. Tilbage i Greymouth stod vi på toget, The TranzAlpine, og kørte tværs over Sydøen til Christchurch. 223 km smuk køretur gennem div. bjergpas, sneklædte tinder og tunneler. Turen varede fire og en halv time, og man kunne gå ud i en åben vogn og fotografere, mens toget kørte, hvis man havde lyst til at røre sig undervejs. Der var også spisevogn, men vi klarede os med lidt kiks. Ved ankomsten til Christchurch blev vi hentet af vores bus og kørt til hotellet, hvor vi tjekkede ind, spiste lidt rester og gik en aftentur.
Rundrejsens sidste dag var kommet, og vi startede dagen med en lille gåtur rundt i byen med Anne. Christchurch bærer i høj grad præg af de store jordskælv, der har været inden for de senere år, særligt i 2011. Mange bygninger var styrtet sammen, og mange af ruinerne stod der endnu. Vi passerede flere byggetomter og meget vejarbejde, og byen virkede lav og lidt kaotisk, men her var også smukke parker omkring floden, der løber gennem byen. Vi så direkte ind i den smadrede domkirke, som man har diskuteret, om det er umagen værd at genopbygge, men man har heldigvis nu besluttet at gøre det. I mellemtiden fik man opført en midlertidig katedral, som er bygget af usædvanlige materialer, idet en stor del består af paprør. Hele kirken er trekantet og et stort glasmosaikvindue pryder forsiden. Ved siden af kirken lå tidligere Christchurch’s radiohus, der faldt sammen i jordskælvet med mange mennesker indenfor. Man forsøgte hurtigt at komme de indespærrede til hjælp, og der blev sms’et begge veje mellem ofrene og deres pårørende. Men inden hjælpen kom, brød bygningen i brand og alle omkom i flammerne. Der var derfor opført et usædvanligt mindesmærke bag kirken, nemlig 156 (tror jeg) hvide stole af forskellig form og størrelse, – en for hvert offer, – anbragt side ved side i flere rækker. Det var egentlig både rørende og knugende at se ud over alle disse stole, der hver repræsenterede en afdød person. Men der var heldigvis også mere muntre sider af byen. En gammel sporvogn kørte sin turistrute med spisevogn og det hele, og et kvarter var opbygget som en victoriansk gade, – dog malet i lyse pastelfarver. Jordskælvet havde ramt meget tilfældigt. På den ene side af gaden kunne ligge helt uskadte huse, hvorimod de var faldet sammen på den anden side. Efter rundturen med Anne fortsatte vi selv. Så Canterbury museum, der lå i tilknytning til den fine botaniske have og var helt uberørt af jordskælvet, og efter den botaniske have, som vi naturligvis også besøgte, gik vi på den anden side af gaden og kiggede ind i universitetsbygningerne, der var fra samme 1800talsperiode som museet, men som var styrtet sammen ved jordskælvet og nu genopbygget. Vi gik tilbage til den midlertidige katedral, fordi vi havde læst, at der var evensong om søndagen kl. 17, og det tænkte vi, at vi lige kunne nå at opleve lidt af, inden vi skulle hjem og klæde om til afskedsmiddagen. Det viste sig at være en længere omgang, og da vi sad midt i kirken, var det ikke sådan lige at smutte ud derfra, uden at det blev pinligt. Men det lykkedes os at slippe ud og komme hjem til hotellet og gøre os klar til middag. Vi gik i samlet trop til middagsrestauranten, Curators House, en gammel villa, hvor vi sad lidt trangt men fik et dejligt treretters måltid med suppe, lammeskulder og chokolademousse. Der var samlet ind til en gave til Anne, som hun, meget velfortjent, fik overrakt.
Så var rundrejsen slut, og ved morgenmaden var de fleste rejst, da godt halvdelen af gruppen skulle videre til dage i Sydney, mens resten skulle hjem. Vi var de eneste, der blev i NZ udover Anne, der bor nord for Auckland med sin mand, så hun skulle heller ikke så tidligt af sted. Vi nåede at sige farvel én gang til ved morgenmaden.
Vi fik lov at trække tiden til udtjek til kl. 12, så Hedwig og jeg nåede endnu en lille bytur, nemlig til kunstmuseet i Christchurch, der ikke lå alt for langt væk. Og så gik turen ellers til lufthavnen i taxa, og vi havde heldigvis ingen problemer ved indtjekning eller securitytjek og fløj nøjagtigt i en time fra Christchurch til Wellington, hvor Anna og Alison ventede os i lufthavnen.
Vi kørte ikke lige hjem til dem med det samme, for de ville gerne vise os forskellige andre områder uden for Wellington, bl.a. Shelley Bay. Men endelig kørte vi mod Island Bay og op ad en stejl bakke, og for enden af en vej parkerede Alison bilen, og så gik det igen nedad til fods ad en lille sti til huset, der lå med en fantastisk udsigt over området, og fra en anden del af den lille have også et kig mod vandet. Huset var gammelt, men meget charmerende med vinduer, hvor flere af de øverste fag var i jugendstil, og lofterne i hele huset var fulde af stukmønstre. Alison havde arvet huset fra sine forældre, så hun havde ejet det i mange år. Vi drak kaffe og spiste kage og gik derefter på opdagelse i den finurlige have, hvor der var flere hyggelige hjørner, hvor man kunne sidde, en sjov vejrmølle lavet af de store muslingeskaller, man selv kan finde på stranden, og der var da også muslingeskaller overalt. Mens vi pakkede ud og indrettede os i gæsteværelset, blev der lavet mad, og vi fik for første gang serveret den New Zealandske specialitet, Whitebait, der er nogle små fisk, der piskes hele sammen med æg og steges på panden som små klatkager. Så ligger de der på tallerkenen, og alle fiskeøjnene stirrer på én, men det er jo meget små fisk, nærmest fiskeyngel, så det er ikke slemt at se på, og det smager aldeles dejligt. Desserten var en rigtig god is (Kapiti), hvorover man hældte kaffe og Disaronno likør, – en himmelsk blanding!
Næste dag kørte vi op til Mount Victoria og beundrede derfra udsigten over hele Wellington. Det var et programpunkt, der ikke var tid til på rundrejsen, – godt vi nåede det nu. Om eftermiddagen skulle vi have vores første prøve på koncertprogrammet med Sue, og prøven skulle foregå i hendes gamle hus, som hun ikke mere boede i, fordi det trængte til en kærlig hånd, men hendes fine flygel, der havde stået på Wellington Operaen, da hun arbejdede der, var stadig i huset, og det var fint at hun akkompagnerede os på det, selv om stuen, vi skulle øve i, var så fuld af tæpper og bordduge, at de slugte al akustik. Vi havde stort set ikke løsnet et skud i tre uger, og opvarmning nåede vi heller ikke før prøven, men på en eller anden måde lykkedes det alligevel at synge, og vi havde en god og konstruktiv prøve med Sue, der på forbløffende vis hurtigt tilegnede sig både stil og tempo i de forskellige sange. Anna og Alison insisterede på at blive og høre prøven, og jeg tror, de nød det, selv om det ikke var det færdige resultat. Vores program bestod jo mest af danske sange og romancer af bl.a. Weyse, Heise, Lange-Müller, Fini Henriques, Carl Nielsen m.fl., da vi gik ud fra, at der var ældre danskere blandt publikum, der kunne nikke genkendende til flere af disse sange fra guldalderrepertoiret, men Anna blev berørt allerede under vores prøve.
Den følgende dag havde vi ikke nogen prøve, og det var os magtpåliggende at få mulighed for at have en hel dag til den sightseeing, vi manglede i Wellington. Alison havde ellers hele tiden nye planer for, hvad vi skulle se, men vi måtte insistere, så vi blev kørt ind til Te Papa museet og sat af om formiddagen, og så gik vi rundt på museet i mere end 3 og en halv time. Vi fik uddybet det, vi ikke nåede første gang, naturafdelingen med vulkanudbrud, jordskælv og andre naturfænomener, gensyn med maoriafdelingen med masker, figurer, jadesmykker, huse og både, malerisamlingen med fantastiske malerier af prominente maorier med prægtige tatoveringer, afdelingen med fugle, fisk og en enorm kæmpeblæksprutte, særudstillingen om krigen ved Gallipoli, – ja, jeg kunne blive ved. Man kunne sagtens være blevet endnu længere, men vi ville også nå andre ting. Hedwig VILLE i Den Botaniske Have igen og jeg ville finde Operaen og Teaterbygningen samt en tur på Cuba Street, der var shopping gaden, så vi delte os. Jeg fandt begge bygninger og fik også lov at gå ind i Operaen, men kun op til foyeren, og på Cuba Street kiggede jeg lidt på butikker og drak en kop kaffe på en café. Vi havde aftalt at mødes igen alle sammen foran Te Papa kl. 18, for Hedwig og jeg ville invitere Anna og Alison ud til middag. Vi fandt en fin fiskerestaurant, ”Shed 5”, på havnen, hvor vi spiste lækre fiskeretter med snapper og kingfish og drak en god hvidvin til.
Næste formiddag skulle vi have været på besøg hos en af Anna og Alisons bekendte, men det blev heldigvis aflyst, så vi i stedet fik lejlighed til at shoppe. Vi blev kørt ned til hovedgaden i Island Bay, hvor der var udsalg i flere tøjbutikker. Både Hedwig og jeg fandt noget, vi kunne bruge, til nedsat pris. Videre til en slags stort lagerudsalg for souvenirs, hvor vi fik samlet op på de sidste souvenirs, vi havde forestillet os at købe men pludselig ikke kunne finde, da det var ved at være sidste udkald. Det var bare helt perfekt, og glade og tilfredse kørte vi hjemad men gjorde holdt ved en af de strande, hvor man kan samle de store, flotte muslingeskaller. Ud over, hvad vi selv fandt, var vi så heldige at støde på to lokale dykkere, der var på jagt efter disse muslinger, og de viste os, hvordan de skar dem løs af stenene, brækkede dem op og spiste den rå musling. Hedwig og jeg fik hver en af de flotte, farvestrålende skaller. En sjov oplevelse at få med i bagagen! Efter frokost var det tid til prøve med Sue, – denne gang i det rum, hvor koncerten skulle finde sted. Det var meninghedshuset til All Saints Angelican Church, og det var en pænt stor, lys sal med en udmærket akustik. Til gengæld var der kun et el klaver (havde været rart med det gode flygel), men det fungerede ok. Vi havde igen en to timers prøve, og alt forløb fint. Om aftenen fik vi endeligt styr på, hvad vi skulle sige mellem numrene, da det var nødvendigt at præsentere de danske komponister for publikum, der nok aldrig havde hørt om andre end Carl Nielsen, og det skulle foregå på engelsk. Så blev det fredag d. 31. og koncerten skulle finde sted kl. 15. Formiddagen blev brugt til at finpudse noterne til kommentarerne og til at kigge noderne igennem en sidste gang, og så var det tid til at gøre os klar og køre. Efter en kort forprøve begyndte det hurtigt at strømme ind med publikum, og bagefter fik vi at vide, at der havde været næsten 70. Det var flot, synes jeg… jeg ved egentlig ikke, hvad jeg havde ventet, men Alison havde gjort flittigt reklame for koncerten og hængt plakater op her og der. Koncerten gik rigtig fint og publikum var glade og ville gerne snakke med os bagefter, hvor der var et lille nachspiel med kaffe, kage og lidt andre snacks. Det var kun nogle få af publikum, der talte dansk, så det var på sin plads med præsentationen på engelsk.
Både Sue, Hedwig og jeg fik en flaske champagne, men da jeg ikke kunne have en smule mere med mig i kufferten, drak vi den i fællesskab om aftenen. Hedwig vovede at lægge sin i kufferten. Den sidste aften blev brugt på at hygge os og spise, og på at få pakket.
Efter morgenmaden lørdag d. 1. fik vi pakket det sidste ned, og så kom Sue forbi for at sige et sidste farvel, hvorefter Anna og Alison kørte os til lufthavnen og fulgte med ind så langt, de kunne komme, for at vinke farvel helt fremme ved gennemlysningen af håndbagagen. Flyveturen hjem var en lang omgang, kun afbrudt af to korte mellemlandinger af ca. en times varighed i henholdsvis Melbourne (hvor vi skulle ud af flyet, der skulle tankes op, og ind igen på de samme pladser) og Singapore, hvor vi skiftede fly. Jeg fik ikke sovet ret meget men forsøgte at læse så længe, jeg var i stand til det, og sove, når jeg fik trang til det. Vi landede kl. 6 i Kastrup efter, – tror jeg, – 27/28 timers flyvning, og kl. 10 stod jeg i Christianskirken på Christianshavn og passede mit job som kirkesanger. Men SÅ var jeg også træt bagefter. En lang, meget indholdsrig og uforglemmelig rejse var slut!
Klik her 
for at komme tilbage til rejseoversigten.