Jeg er netop kommet hjem fra et herligt weekendophold i Reykjavik omkring min fødselsdag, d. 23. november. Jeg rejser jo altid helst væk omkring denne dag, – ikke mindst, fordi jeg finder november allermest trist af alle årets 12 måneder, og jeg kan fuldstændigt tilslutte mig digteren Henrik Nordbrandts udsagn: Året har 16 måneder, – december, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november, november, november, november, november! Den måned er endeløs, og lige som sidste år lykkedes det mig heller ikke i år at finde en rejse lige omkring min fødselsdag, da jeg i år også var bundet af medvirken ved en koncert d. 17. november, og lige derefter var der ikke rigtig nogen rundrejser på programmet, som passede mig. Mie, som jeg ofte rejser med, var bundet af sit arbejde, men en enkelt dag kunne hun godt tage fri, så det var hendes forslag om en weekendtur til Island, der reddede mig fra at måtte blive hjemme.
Jeg har før været på Island (eller i Island, som det jo retmæssigt hedder), – nemlig på en korturné med Radiokammerkoret i 1998, men det var en kort tur på tre dage med to koncerter, så det var begrænset, hvad vi kunne nå derudover. Dog fik vi lov at komme på en busrundtur til ”Den gyldne Cirkel”, som indbefatter Geysir, Gullfoss og Thingvallasletten, og det var så det. Jeg husker dog også, at jeg nåede op i Hallgrimskirkens tårn, hvorfra der var en flot udsigt over hele Reykjavik, og så fik jeg købt en dejlig, foret, ulden trøje med et meget flot mønster, og den trøje besluttede jeg mig for at rejse i på denne tur.
Vi fløj med Icelandair til Keflavik lufthavnen meget tidligt fredag morgen og havde fået bureauet, der arrangerede vores tur, til at booke os ind et hotel i Reykjavik og på forskellige ture, når vi nu kun havde begrænset tid. Derfor tog vi direkte med en bestilt shuttlebus til Den Blå Lagune, som jeg var vældig spændt på at opleve. Ved ankomsten startede dog noget af et gedemarked, idet alle, der kom fra lufthavnen, blev beordret ind i et hus, hvor man skulle aflevere kufferter og større bagage. Der stod man så i én stor bunkemad og åbnede sin kuffert på gulvet for at finde badetøjet frem, og jeg tænkte, at hvis det blev sådan ved i lagunen, var det ikke den mest hyggelige oplevelse. Det gjorde det, for omklædningsrummene var også ret overfyldte og skabene til håndbagagen og ens tøj meget små, og man stod i kø til adgangsarmbånd, håndklæder, brusekabiner m.m. Men så var det også det, for da vi endelig trådte ud i selve lagunen, begyndte magien at indfinde sig. Det var et kæmpestort område, og en dampende dis lå over hele lagunen, hvor der heldigvis var god plads til de mange besøgende, der stod eller gik rundt i det varme vand. Mie og jeg havde taget vores undervandskameraer med for dog i det mindste at risikere at have dem med ud i vandet, og vi fik taget nogle meget sjove og barokke fotos af dels os selv, dels andre badende med muddermasker smurt rundt i hovedet og på kroppen, og med drinks i hånden. Billetten gav nemlig adgang til både en drink fra baren midt i det hele samt en gang muddermaskebehandling med det mineralholdige ler, lagunen består af. Vi prøvede naturligvis det hele, og det var ganske surrealistisk at stå der med et glas cava i den ene hånd og kameraet i den anden. Vi var så heldige, at solen flere gange brød igennem skyerne, hvilket gav vore fotos en fantastisk stemning. Men alt får jo en ende, – vi tilbragte vel et par timer i det varme vand og havde ikke meget lyst til at bevæge os op af det igen, men det var ved at skumre, og vi skulle til vores hotel, inden det blev alt for sent, da vi også havde booket en nordlystur.
Hotel Leifur Eriksson lå centralt på pladsen foran Hallgrimskirken, Reykjaviks største kirke, der har lidt lighed med Grundtvigskirken i Kbh. Efter vi havde installeret os, fandt vi lige ved siden af hotellet en lille, hyggelig restaurant, ”Loki”, som reklamerede med egnsretter, – lige noget for os! Her fik vi en tallerken med et udvalg af islandske specialiteter som fermenteret haj, tørret, plukket torsk, røget lam og laks m.m. Spændende at smage! Derefter gik det af sted på nordlystur, men det blev desværre til blålys, for vi så absolut ingen nordlys. Den ihærdige guide forsøgte ellers at køre os til flere forskellige øde lokaliteter, men vejret var ikke med os, idet det jo havde været regnvejr og stadig var temmelig overskyet, så alle busserne med skuffede turister vendte tilbage til Reykjavik med uforrettet sag. Der var dog nordlysgaranti, så vores billet gjaldt til endnu en tur, indtil det lykkedes! Vi ville forsøge igen søndag, der lovede det bedste vejr, men det ville så også være vores sidste chance.
Det blev meget sent ud på natten, før vi var tilbage på hotellet, og da vi havde været tidligt oppe om morgenen for at komme i lufthavnen, var vi temmelig bombede, da vi endelig lå i vores senge (- og det var i mellemtiden blevet min fødselsdag.) Lørdag morgen sov vi længe, og Mie vækkede mig med fødselsdagssang og en bakke med fyrfadslys og et lille, islandsk flag. Vi tog os god tid men nåede lige ned, inden de lukkede for morgenmaden, som desværre ikke var særligt spændende. Derefter havde vi tænkt os at drive rundt i byen og se, hvad vi faldt over, og så shoppe lidt. Først benyttede vi lejligheden til at kigge på Hallgrimskirken indvendigt. Der var korprøve til en koncert, der skulle finde sted senere, med et meget avanceret, næsten improvisatorisk program, så vi nøjedes med at gå en runde inde i kirken og gemte tårnbesøget til en anden dag, da sigtbarheden heller ikke var den bedste. Derefter gik det løs med shopping, og både Mie og jeg havde kig på islandske sweaters. Ret hurtigt fandt Mie, hvad hun kunne tænke sig, mens jeg var lidt længere om det. Det viste sig i øvrigt, at den trøje, jeg købte i 98, og som jeg havde på, vakte megen opmærksomhed i de butikker, vi besøgte, for den model havde de ikke set før, på trods af, at den jo var købt her. Den er nemlig helt unik med et mønster med den islandske natur, bl.a. små får m.m., og farverne er meget smukke. Nu havde stort set alle trøjerne det kendte mønster, der går i en ring henover brystet, blot i forskellige farver. Jeg endte med at falde for en helt klassisk, råhvid, med et sortbrunt mønster, men det elegante ved den er en lille pelskant hele vejen rundt i en bådudskæring. Den var meget klædelig, og så var den i øvrigt på udsalg. En anden god ting, jeg husker fra mit sidste Islandsbesøg var tax-refund, så alle varer købt over et vist beløb kan man få refunderet et beløb på, og det foregik ved at udfylde en formular i lufthavnen.
Jeg faldt også for et lille, sort lavaarmbånd, som Mie forærede mig i fødselsdagsgave, og vi fik også købt lidt andre småting og gaver, men så begyndte frokostsulten at melde sig, da morgenmaden ikke havde været noget at råbe hurra for. Jeg havde hele tiden ønsket at spise på den restaurant, hvor jeg sammen med nogle af mine korkolleger i 98 havde fået serveret røget søpapegøje. Det viste sig, at den lå ret tæt på, hvor vi befandt os, så vi gik ind i den helt tomme restaurant, hvor en ung tjener faktisk kunne tale lidt dansk men også fortalte os, at det havde de ikke på menuen for tiden. Det ville dog være muligt andre steder i byen, sagde han. I stedet valgte vi suppe (jeg fik en lækker rensdyrsuppe) og så måtte vi begge smage en af stedets specialiteter: Roe med havtang. Meget delikat, men desværre måtte vi spise lidt hurtigt, for vi ville hen i det nye koncerthus, Harpa, der ligger ved havnen, for at forsøge at nå en rundvisning, og måske høre en koncert?
Desværre kom vi for sent til rundvisningen, der ellers havde været helt speciel, idet en operasangerinde ville demonstrere akustikken i de forskellige sale. Vi kunne så i stedet have nået at se balletten ”Svanesøen” men fravalgte den, da vi derefter først ville komme ud igen, når mørket havde sænket sig. Vi nåede dog at få et kort glimt ind i den store sal, (der var meget rød), før de lukkede dørene til forestillingen, men det var også et flot skue at gå rundt inde i selve bygningen, der lignede en stor bikube med glasvinduer formet som biceller. Lyset spillede i glasset, og om aftenen kørte et farveshow henover vinduerne, – ganske fascinerende! Vi besluttede, at hvis vi kunne nå det, ville vi høre en kammerkoncert om søndagen i den mindre sal.
I stedet benyttede vi dagslyset til at tage en rundtur med en ”hop-on-and-off” bus rundt i hele Reykjaviks område, for at få et overordnet indtryk af byens mange dele, hvorefter vi gik hjemad gennem byen, der nu var oplyst, og drak en kop kaffe på en café der lå ved en sø, fyldt med svaner (når vi nu ikke kom til ”Svanesøen”). Vi slappede af på værelset med en drink, inden vi skiftede tøj og gik til en restaurant ved navn ”De tre frakker”, der lå i området og var blevet anbefalet af hotelpersonalet, der havde undersøgt, om de serverede søpapegøje. Vi var ved at tro, vi var gået forkert, for den undselige restaurant lå i en kedelig sidegade, men det viste sig, at være et gourmetsted, og selv om vi ikke havde bestilt bord, lykkedes det os alligevel at få plads. Det var virkelig et spændende sted, og flere af tjenerne var franske. Den skulle ha’ hele armen, og da det var min fødselsdag, gav jeg middagen. Vi startede selvfølgelig med røget søpapegøje, der var flot anrettet med bittesmå strimler mørkt kød lagt i stjerneform med garniture og smagte himmelsk. Hovedretten var også speciel: En anden fugl ved navn tjar, som vi efterhånden fik identificeret som lomvie. Tjenerne kom ind med nogle plancher, hvor vi kunne se billeder af de fugle, vi spiste. Det var noget meget kraftigt, mørkt kød, næsten som vildt. Da Mie nævnte, at jeg havde fødselsdag, gav de desserten gratis (dog kun min portion). Men det var noget af en fødselsdagsmiddag, og jeg var godt tilfreds med alle de specialiteter, vi havde afprøvet. Da vi næste dag skulle tidligt af sted på busudflugt til Den Gyldne Cirkel, var det lige hjem i seng.
Bussen kørte kl. 8 næste morgen, – igen fra et busstop på pladsen foran Hallgrimskirken, – det var meget nemt og centralt for os. Det var nu blevet søndag, og den dag med det bedste vejr. Meget heldigt, når turens seværdigheder var udendørs. Turguiden var en ældre islænding, der efter sin pensionering kedede sig og havde valgt at blive rejseleder, og da han havde fået sin uddannelse i Danmark, talte han et udmærket dansk, hvilket han var meget stolt af. Men han var også en underholdende og vidende guide. Vi startede ved Geysir, et område med varme kilder, hvoraf kun én, Strokkur, sprang regelmæssigt hvert femte minut. Vores guide fortalte, at den gamle Geysir sidste år pludselig var gået i gang igen for første gang i flere år, og han havde tilfældigvis været i området, – men desværre opholdt han sig på toilettet, da det skete.
Turen gik videre til det flotte vandfald, Gullfoss, som synede endnu flottere end sidst, jeg var der, hvilket muligvis skyldtes årstiden? Vi var der i maj, og nu har vi november. Jeg mener at have hørt, at der er mere vand i vandfaldet om vinteren? Den gang stod vi på skrænten og kiggede direkte ud over, – nu var der bygget gangbroer på kryds og tværs, så man også kunne komme ned i bunden og tættere på. I det hele taget var der gjort meget ud af turistfaciliteterne i forhold til 1998 i Den gyldne Cirkel. Alle tre steder var der bygninger med toiletter, souvenirshops og café. Ved Gullfoss nåede vi at få lidt kaffe og jeg en lammesuppe, som var rar at varme sig på efter gåturen ved vandfaldet, og det blev samtidig dagens frokost. Vi sluttede turen med at se Thingvalladalen, – det store tingsted, hvor der blev foretaget rettergange, og hvor folk var blevet henrettet på forskellig vis ved f.eks. hængning halshugning og drukning. Naturen her havde også ændret sig, da der efter mit besøg i 98 har været et vulkanudbrud, som har efterladt en dyb revne i jorden, som er blevet en attraktion, idet der er blevet bygget en gangbro langs med revnen.
Tilbage i Reykjavik igen nåede vi lige akkurat inden for døren til Hallgrimskirken, før de lukkede for adgangen til tårnet, hvor vi kørte op og beundrede udsigten over byen og området. Det var det smukkeste vejr, og jeg fik gode billeder med min telelinse i det fine eftermiddagslys. Derefter gik det i raskt tempo ned til Harpa, koncerthuset, hvor vi fik to billetter til en kammerkoncert med cello og klaver i den lille sal, som viste sig at være ikke så lille endda og meget smuk og enkel, badet i koboltblåt lys på glasvæggene. Det var to unge, og meget dygtige musikere, der spillede et program med bl.a. Tjajkovskij, Prokofiev og Beethoven. På vej ind i salen stødte vi ind i en ældre herre, der så bekendt ud. Det viste sig at være cellisten Gunnar Kvaran, der har boet og spillet i Danmark, da han var yngre, hvor han også var gift med operasangerinden Bodil Kvaran. Vi googlede ham og fandt ud af, at han nu var professor i cello ved konservatoriet, så han har nok været solistens lærer. Et sjovt træf!
Efter den fine koncert måtte vi skynde os at få noget at spise, hvis vi ville nå nordlysturen igen, så valget faldt på restaurant ”Rok”, der lå nær vores hotel, som også havde anbefalet den. Der var fuldt hus, men vi fik alligevel lov at få plads, når det kun var et kort besøg, og vi valgte nogle tapaslignende småretter (jeg fik noget med rensdyr og fisk). Denne gang havde vi mere held med nordlyset, fordi det var stjerneklart, og allerede første gang, bussen stoppede, kunne man se en svag stribe af noget grønligt, der lå som en regnbue over den sorte himmel. I løbet af de næste timer, tror jeg, blev det stærkere og stærkere, indtil det igen begyndte at aftage. Da jeg første gang forsøgte at fotografere, var det umuligt, da min autofokus ikke ville fange det, men så fandt jeg et fif med at stille ind på et svagt lyspunkt i horisonten, og når fokus havde fanget det, flyttede jeg hurtigt linsen opad til lyset, hvorefter lukkeren åbnede sig, og jeg stod helt stille, indtil det atter sagde klik, og billedet var i hus. På denne måde fik jeg taget mange billeder, hvor lyset næsten var endnu flottere og grønnere, end i virkeligheden, så jeg var yderst tilfreds, da vi efter midnat kørte hjem til hotellet. Mindre sjovt var det, at vi skulle op midt om natten, da vi blev afhentet kl. 4,30 af shuttlebussen til lufthavnen, så efter at have pakket lå jeg ca. 5 kvarter i min seng, inden vi skulle op igen og af sted. Men det var prisen for at få mulighed for at tage på denne tur, for Mie skulle hjem på arbejde mandag morgen, og jeg havde faktisk også flere programpunkter senere på dagen. Det var dog det hele værd, og jeg var glad for at gense Island!
Klik her 
for at komme tilbage til rejseoversigten.