Jeg har hele tiden manglet Estland for at fuldkommengøre de tre baltiske lande, da jeg for efterhånden snart mange år siden var på turné med Radioen til både Riga og Vilnius i henholdsvis Letland og Litauen. Men da det viste sig ikke at være så let at finde en rejse, der KUN indeholdt Estland, og jeg ikke havde lyst til at begive mig af sted på helt egen boldgade, valgte jeg at slå til i forbindelse med Dannebrogsfejringen d. 15. juni, idet der pludselig blev udbudt flere kortere ture, der kun indeholdt Estland, eller blot Tallinn. Jeg valgte den fire dages tur med Kulturrejser Europa, der også havde mulighed for en dagstur uden for Tallinn.
Morgenflyet med Air Baltic, fyldt med grupper, der skulle til Dannebrogsfejring, ankom kl. 11 til Tallinn, og så havde man en hel dag til sightseeing i modsætning til dem, der ankom med eftermiddagsflyet. Allerede i lufthavnen mødte jeg Hedwigs veninde, Hanne, og hendes datter, der skulle med samme fly, men vi var ikke i samme gruppe. Der var virkelig mange danskere, der havde fået den idé at tage til Tallinn, så alle grupperne var delt op og havde navne som Ejegod, Hardeknud m.fl. Min Ejegod gruppe var på lige godt 30 personer, hvilket jeg finder for stor, men det gik da nogenlunde med kommunikationen. Vores rejseleder hed Michael Rachlin, og han valgte da også med det samme i bussen at melde sit slægtskab ud med Samuel Rachlin, der er hans onkel, og at det var hans bedsteforældre, der skrev ”16 år i Sibirien” om deres deportering fra Litauen. Han fortalte i øvrigt senere på turen flere detaljer om sin slægt og de forfærdelige hændelser den gang. Selv var han også født i Litauen, og det hele havde jo på sin vis relation til emnet ”de baltiske lande”, der har hørt under Sovjetunionen og ikke været selvstændige i ret mange år. Michael var en meget sympatisk og vidende person, men han betroede nogle dage efter under et cafébesøg mig og et par andre, at det var hans første besøg i Estland og faktisk kun hans anden tur som rejseleder. Hans hovederhverv var journalistik.
På vejen fra lufthavnen indledtes sightseeingen med et besøg i det moderne Tallinn, og vi rundede havnen, men vejret var gråt og det støvregnede. Dog måtte vi ud af bussen for at gå en tur i et sjovt kvarter af gamle pakhuse og haller, der nu var blevet hipt, idet der ind i mellem var bygget helt nye huse, der faldt fint ind i helheden. Her var fancy butikker, street food restauranter og sjove graffitimalerier på murene. Kvarteret hed Telliskivi og viste sig senere at ligge meget tæt på vores hotel. Næste stop var ved et tidligere fængsel, der nu var forladt men bestemt ikke så hyggeligt ud med pigtråd og vagttårne. Ved siden af lå en tidligere vandflyverhangar fra 1917, der nu var omdannet til maritimt museum. Bygningen var arkitektonisk enestående ved at være en af de første med så store, ustøttede kupler. Hangaren havde været i brug i helt til 1940 af det estiske luftvåben, hvor man havde opbevaret og repareret vandflyvere. Nu var der udstillet gamle skibe, der var bragt op fra havbunden, miner, forskellige andre typer både og en stor u-båd, som man kunne komme helt ned i bunden af (heldigvis uden Peter Madsen) og hele gulvet i hallen var malet og markeret som et stort søkort. Det var et meget spændende museum, som helt tydeligt var Tallinns stolthed.
Derefter gik turen til vores hotel, hvor vi blev tjekket ind. Hotel Shnelli lå lige bag hovedbanegården, og på den anden side af sporene lå udkanten af det spændende kvarter, jeg nævnte tidligere. Jeg nåede at gå en lille tur over til indgangen med et større markedsområde, hvor der først var grøntsager og længere inde i det overdækkede marked små butikker med bl.a. chokoladespecialiteter. Der var også et stort supermarked, hvor jeg var inde og vende, og oven på var der tøj, - både nyt og gammelt, - men det var der ikke tid til at kigge på. Jeg måtte hjem og gøre mig klar til den fælles middag inde i den gamle del af Tallinn. Gruppen gik samlet gennem en park og nogle smågader omkring bymuren, og så var vi lige pludselig inde i centrum af den historiske del af Tallinn. På et torv bag rådhustorvet lå restaurant Peppersack, hvor flere af grupperne skulle spise. Det var et smukt, gammelt hus, der måske en gang har været købmandsgård? Ned fra en bjælke i den høje gavl hang en pebersæk. Maden var rustik, men udmærket og øllen lokal. Jeg sad op ad en væg til en trappe, hvor personalet, iklædt middelalderlige dragter, fór op og ned. Pludselig lød der voldsom tumult bag mig. Det viste sig at være en fægteopvisning, dvs. et helt lille drama udspilledes til ære for gæsterne, men på et tidspunkt var de fægtende så ophidsede, at en af dem sprang ud fra trappen… næsten lige i hovedet på mig. Det hele sluttede med, at døren til torvet gik op, og ind kom selveste døden, - et skelet i munkekutte, - kun leen manglede! Man må sige, de gør noget for turisterne, i hvert fald spiller de meget på middelaldertemaet. Det fik jeg også at opleve den sidste aften, da jeg gik for mig selv og fik en meget speciel middag. På restauranten denne aften mødte jeg i øvrigt rejselederen Henriette fra Hedwigs og min tur til Malta. Hun guidede åbenbart for andre bureauer end Albatros, idet hun havde en af de andre af vore mange grupper. Hun genkendte mig med det samme, så vi hilste hjerteligt på hinanden.
Efter middag skulle vi selv finde tilbage til hotellet, og jeg slog følge med et ægtepar, som jeg talte en del med de følgende dage. Det hele var jo nyt, og gaderne snoede sig hid og did, så vi for vild og kom til et lidt højtliggende punkt med en mindre park og nogle truende munkestatuer. Hvis vi havde valgt en anden vej tilbage, hvad vi fundet ud af, at det var ”Den danske konges have”, vi havde forvildet os op i, og havde vi gået ét niveau ned, havde vi stået ved det sted hvor Dannebrog, ifølge legenden, faldt ned i 1219. Men alt det fandt vi ud af næste dag på byvandringen.
Den 15. juni var jo dagen for Dannebrogs nedfald, og det var på denne dag, vi skulle på byvandring om formiddagen og fra kl. 12 overvære en ceremoni på Frihedspladsen, hvor Dronning Margrethe skulle deltage. Sidst på eftermiddagen var der en koncert i Philharmonien med Dronningen som gæst, som jeg også havde valgt at tilmelde mig, og endelig igen en fælles middag inde i den gamle bydel. Det var jo et stort program, og man kunne godt forestille sig, at med så mange grupper af turister kunne der blive trængsel og logistiske problemer. Det skete også, men først senere på dagen. Vi vandrede atter samlet alle 30 ind i bykernen. Ud over Michael Rachlin havde vi også en lokal, estisk kvindelig guide, der talte lidt dansk, og de supplerede hinanden godt. Vi passerede den gamle bymur med de karakteristiske tårne, så Parlamentet ude fra og nåede op til den ortodokse kirke, Alexander Nevski, der med sine løgkupler ragede op over de ellers øvrige spidse kirketårne i byen. Vejret var smukt med sol, og temperaturen steg gradvist de følgende dage. Esterne er ikke særligt religiøse, men der er flest protestanter. Dog er der også en del russisk ortodokse, - et levn fra besættelsestiden, - og det var som at træde ind i en tidslomme, da vi fik mulighed for at gå ind i selve kirken, hvor der var gang i en messe. Kirken var fuld af folk der stod op, da der ingen stole er i de ortodokse kirker. Ved alteret svingede præsterne med røgelseskar og et kor sang meget smukt. Ude i sidekapellerne blev der tændt vokslys og slået korsets tegn. Jeg følte mig næsten, som om jeg stod på scenen i en opera af Musorgskij eller Borodin. Der var en fantastisk intens stemning. Uden for kirken stod nogle gamle morliller og tiggede almisser. Derfra fortsatte vi til Domkirken, der lå lige i nærheden og nærmest lignede Lemvig kirke af ydre. Kirken stammer fra 1200-1500tallet, mens tårnet er kommet til sidst i 1700tallet. Dog blev kirken hærget af brand i 1600tallet, men genopbygget. Indenfor befandt sig en mængde våbenskjold, våben, malerier m.m. Kirken var nærmest overlæsset. Et udsigtspunkt i nærheden af kirken gav et flot vue over byens tårne og spir. Næste stop var Den Danske Konges Have, som viste sig at være den lille park, hvor vi var endt aftenen før. De truende munkekuttestatuer var et symbol på, at Tallinn siges at være hjemsøgt. Nu åndede her fred og idyl bortset fra alle turisterne, som fik besked på at samle sig omkring en ung kvinde, der gerne ville læse noget højt for os af en af Estlands nationalforfattere, Jaan Kross, der, lige som Rachlins, havde været deporteret til arbejdslejre. Det var et kort stykke hverdagshistorie fra en svunden tid. Næste repos i Den Danske Konges Have, som lå højt i flere niveauer i den gamle bydel, var det sted, man mente, Dannebrog var faldet ned. Det var blot markeret med et sværd ved siden af et lille, rødt våbenskjold med et hvidt kors. I øvrigt betyder Tallinn ”danskerbyen”, men det er da utroligt, så meget man er gået op i at markere denne hændelse nu, når man betænker, at Valdemar Sejr den gang gennem sit korstog mod Estland besatte landet, som var dansk i mere end 100 år. Hele byen var i de dage, vi var der, sat op til at markere denne særlige begivenhed, og der var danske flag alle vegne. Jeg oplevede, da jeg spiste alene den sidste aften, at blive spurgt om min nationalitet, hvorefter der blev serveret en særlig velkomstsnaps for mig. Der var også specielle ”dannebrogsmenuer”.
Næste punkt på dagens program var selve dannebrogsfejringsceremonien, men inden vi nåede til kl. 12, hvor det startede, var der tid til en cafépause. Vi var stadig i den gamle bydel, og jeg fulgtes med parret fra dagen før samt min sidekammerat i bussen, en dame fra Midtsjælland, og vores rejseleder, Michael, til en hyggelig gårdhavecafé. Det var der, han fortalte, at det kun var hans anden tur som rejseleder. Normalt arbejdede han som journalist i forskellige sammenhænge men ville godt have 3 ture om året som rejseleder. Han havde netop været på Cypern.
Ceremonien foregik på Frihedspladsen i den sydlige ende af den gamle by, - en stor plads med et bastionsanlæg i den ene ende, hvor der stod et stort korsmonument. I den modsatte ende var opstillet en scene og midt på pladsen et lille telt, hvor Dronningen sandsynligvis skulle sidde. Orkester og kor spillede og sang fra scenen, koret i folkedragter, og oppe på højen ved korset stod flere udklædte estere med både det estiske og det danske flag som baggrundskulisse. Der var propfyldt og jeg kunne faktisk ikke se noget for alle de høje mennesker, så da Dronningen ankom og gik op for at modtage ”et eller andet” sammen med den estiske præsident, fik jeg ikke et eneste glimt af hende. Det var jo surt, så bevæbnet med mit kamera og min lange 300mm telelinse fik jeg møvet mig ned i den anden ende af pladsen og helt frem mod scenen og tæt på det lille telt med Dronningen, der nu sad derinde og hørte på underholdningen. Og sørme, om jeg ikke lige pludselig havde både hende, den estiske præsident og Anders Samuelsen, der var med som fungerende udenrigsminister, i skudlinje med linsen. Så var det jo ikke helt spildt, og jeg fik tydelige nærbilleder. På scenen sang og spillede kor og orkester, men der var også danske indslag (Caroline Henderson og Nicolai Hess) og senere blev der danset folkedans, da Dronningen havde forladt skuepladsen. Jeg var blevet frokostsulten og fortrak også til en fortovsrestaurant, før jeg måtte hjemad for at skifte til fint tøj til eftermiddagens koncert, som vi var blevet pålagt det. På vejen hjem til hotellet nåede jeg dog at stikke hovedet ind i Skt. Nicholas kirken (eller Niguliste museet). Den nu nedlagte kirke fra 1300-1400tallet var både koncertsal og museum for middelalderkunst. Jeg ville se den berømte ”dødedans-frise” fra 1400tallet, hvor skeletter danser med levende mennesker. Et aktuelt tema på pestens tid.
Festklædte stod de af os fra gruppen, der havde tilmeldt os koncerten, og ventede på bustransporten til koncertsalen, hvor vi helst skulle være på plads, før Dronningen ankom. Men vi kom til at vente forgæves, for bussen kom aldrig. De stakkels rejseledere ringede og ringede og rev sig i håret men måtte til sidst give os lov til at tage taxier på bureauets regning. Vi nåede da også frem i tide og hørte fra bageste række udmærket i den pyntede sal. Lars Ulrik Mortensen svingede dirigentstokken over Concerto Copenhagen i de to nationalhymner, en Telemann koncert og sammen med Estisk Philharmonisk Kor satser af Händel og Bach. Koret sang også ”Danmark, nu blunder den lyse nat” på dansk, og med en estisk dirigent fik vi selvfølgelig også et par korsatser af nationalkomponisten Arvo Pärt.
Det var en lang dag med mange indtryk, og den afsluttedes med middag på restaurant ”Maikrahv” på Rådhuspladsen, hvor vi sad udendørs i den lune sommeraften og nød en masse småretter med flere estiske specialiteter og god estisk øl til.
Den sidste hele dag var sat af til udflugt uden for Tallinn, og jeg så frem til at se lidt af landet uden for storbyen. Vi skulle bl.a. besøge tre herregårde, men køreturen dertil var meget ensformig, for der var stort set ikke andet end skov og skov og atter skov. Ikke én landsby med folk passerede vi. Det var faktisk en stor nationalpark, Kahemaa, vi kørte i, og den første gård hed Palmse Manor, bygget i 1700tals barokstil. Herregården var omdannet til turister, så vi kom ikke inden for men nøjedes med at besøge slotsparken. Det lykkedes til gengæld på den næste, Sagadi Manor, der også drev både hotel og skovmuseum, og hvor vi fik en guidet rundvisning af en dansk forsker, der var tilknyttet slottet. Han fortalte bl.a. om bæverne, som man af og til kunne se svømme i voldgraven. Inden døre gjorde et jagtrum med et sjovt møblement, lavet af hjortegevirer, størst indtryk. Den sidste herregård, den danskejede Vihula Manor, var fra 1800tallet, men der havde været bebyggelse helt fra 1200tallet, og en kartoffelkælder stod endnu som dengang. Herregården blev nu drevet som museum og restaurant/konferencecenter, og vi besøgte både en gammel mølle og et vodkadestilleri, hvor der var smagsprøver.
Efter hjemkomsten fra udflugten var aftenen på egen hånd, og jeg gik ind i den gamle by for at spise aftensmad for sidste gang. Gik lidt rundt først for at købe et par souvenirs og kort og faldt over et ravarmbånd, der ikke var alt for dyrt, da det var ubehandlede ravstykker, hvilket passer godt til den kæde, jeg har fra Riga. Jeg havde udset mig en restaurant, ”Olde Hansa”, - en autentisk middelalderrestaurant i et 1500talshus nær rådhuset, hvor personalet serverede i middelalderdragter og to narreklædte unge mennesker gik rundt blandt gæsterne og klovnede og jonglerede med bolde. Inden for spilledes middelaldermusik, men der var bælgmørkt, så ved et heldigt tilfælde var et lille bord med kun én stol ledigt på fortovsdelen af restauranten, og jeg styrede derhen og fik mig anbragt. Jeg havde set, de havde bjørnekød, - noget jeg har smagt én gang tidligere i Stockholm sammen med gode DR kolleger på en turné. Det var desværre en meget dyr ret og en del af en større menu, men servitricen gjorde mig opmærksom på, at jeg kunne få en ret med tre pølser af bjørn, vildsvin og elg. Dertil hørte deres lokale sursøde kål, som vi havde fået flere gange til middag, samt kompot af forskellige bær. Det var lige sagen, og jeg bestilte dertil lokal øl, der kom i et stort lerkrus. Jeg blev spurgt, hvilken nationalitet, jeg var, for her fejrede de også Dannebrog, så jeg blev yderligere begavet med en velkomstsnaps og nød min middag med udsigt til folkelivet på pladsen. Ind i mellem kom narrene forbi og jonglerede med bolde mellem bordene. Det var en herlig afslutning på de mange oplevelser på få dage, og jeg nød at sidde alene og fordøje, hvad jeg havde oplevet.
Næste morgen var det tid til at tage afsked med Tallinn og Estland, men før vi tjekkede ud af hotellet for at køre mod lufthavnen, nåede jeg lige en tur over forbi banegården på markedet og fik snuset til, hvad der gemte sig på første sal der. Det var et gigantisk loppemarked af nyt, men mest brugt tøj. Så fik jeg set det. På vej tilbage over skinnerne bemærkede jeg tre gamle damer, der havde lavet deres egne, små loppemarkeder lige der, hvor folk gik over for at komme til markedet. De stod der med små usle borde eller havde bare hængt deres gamle kjoler op på hegnet ind til skinnerne. Disse kvinder så ikke ud, som om de havde meget at rutte med, men ellers så vi ikke decideret fattige mennesker i Tallinn.
Klik her 
for at komme tilbage til rejseoversigten.