for at komme tilbage til rejseoversigten.
For første gang siden jeg blev medlem af Akropolis (Det Kongelige Teaters seniorklub) efter min pension fra Operakoret, har jeg deltaget i en af foreningens rejser. Jeg har længe ønsket mig at opleve Oslos nye operahus men har ikke haft lyst til at tage turen derop med færgen alene, så selv om jeg egentlig havde droppet tanken om at tage med, da turen blev udbudt, fordi jeg fandt rejsen for dyr, så sprang jeg af forskellige grunde alligevel til efter fristens udløb, da det blev muligt på et afbud. Og jeg blev ikke skuffet, - det var en dejlig tur!
Gruppen på 29 pensionerede medarbejdere fra mange dele af DKT (Operaen, balletten, kapellet, sufflien, statisterne, skræddersalen, sceneteknikken, billetkontoret, administrationen m.m.) mødtes i DFDS’ terminal til indtjekning fredag først på eftermiddagen, og snart var vi flyttet ind i vore kahytter, og færgen sejlede ud af Københavns havn. Vi skulle allerede spise samlet middag ret tidligt i restauranten, hvor et særligt bord var reserveret til vores gruppe, men der blev alligevel tid inden til at gå på opdagelse på skibet, bl.a. i den toldfrie shop. Her mødte jeg Birgitte, en af mine tidligere kolleger fra Operakoret, og vi nåede at skimme butikken, inden vi skulle spise. Jeg tror oven i købet, hun nåede at shoppe allerede der? Middagen foregik heldigvis ved to lange borde, for min rædsel var firemandsborde, hvor man som single ville være til overs, da mange havde deres ægtefæller med på turen. Efter en dejlig to-retters menu, der var forudbestemt, fortsatte mange af os til baren, hvor jeg bl.a. sad sammen med mine korkolleger Birgitte og Louise, der begge havde deres mænd, Lasse og Henning, med på turen. Også Annette, en af statisterne fra operaen, samt Sussi fra balletten, - begge med ægtefæller - fortsatte i baren, og vi havde nogle hyggelige timer med nogle dyre drikkevarer, før vi gik til køjs.
Lørdag morgen var vi allerede i gang med indsejlingen i Oslofjorden, men vejret var ikke så godt og det småregnede lidt, så det blev ikke til så meget ophold på dækket efter morgenmaden. Fik dog set lidt af den smukke skærgård og taget et par fotos, men glædede mig over, at vejret ville blive bedre, når vi skulle hjem igen søndag.
Efter landgang ventede en turbus med guide, der tog os på en tre timers rundtur i Oslo, før vi blev sat af ved vores hotel. Det var rigtig fint at danne sig et overblik over byen, som jeg ikke har besøgt siden 1964, hvor jeg var der med mine forældre. Første indtryk var en masse kaotisk nybyggeri, - ikke særlig kønt, - masser af glas og beton, men snart kørte vi ud i udkanten af byen, og alt så pænere ud. Vi besøgte Vigelandsparken, som jeg svagt husker fra for 55 år siden. Kunstneren Gustav Vigeland skabte denne store park med sine mange bombastiske menneskefigurer i granit og jern i starten af 1900tallet, og parken ligger flot og langstrakt i flere niveauer med blomster og fontæner omgivet af alle disse monumentale figurer. Jeg var glad for at gense parken, der havde stået på min liste over steder, jeg ville nå at se, men det havde nok ikke været realistisk at nå, da den lå lidt langt væk, og byen var denne dag også spærret af mange steder pga. et eller andet løb. Efter parken kørte vi ud på Bygdøy, - igen en del af Oslo, der lå som en forstad og var et lidt mere eksklusivt område med smukke gamle træhuse. Der lå flere museer herude ved vandet, bl.a. både Kon-Tiki og Fram museet, men da der kun var et kort stop her, var der ikke mulighed for at se dem. Jeg besluttede dog, at jeg ville forsøge at nå herud søndag. Turen tilbage til centrum gik forbi flere af byens officielle bygninger, og vi fik et også glimt af kongeslottet langt inde i slotsparken. Vi skulle heldigvis bo centralt næsten lige over for operahuset, hvor vi om aftenen skulle overvære Mozarts ”Tryllefløjten”. Hotel Thon Opera var et dejligt hotel, og jeg fik for en gang skyld et godt eneværelse, der ikke vendte ud til en gård men til pladsen foran Centralstationen med kig til hovedgaden og domkirkens spir. Der var tidlig spisning før forestillingen, der allerede begyndte kl. 18, så jeg nåede kun en tur op og ned af hovedgågaden Karl Johan med et besøg i Domkirken. Den var ikke så stor men til gengæld smuk og særpræget indvendig, bygget i 1697 og restaureret gennem flere århundreder. Særligt glasvinduerne og loftsmaleriet var fascinerende. Det regnede, så jeg skyndte mig hurtigt hjem og klædte om til de små fingermadder, vi fik serveret i et særskilt lokale umiddelbart før vi gik samlet til operaen.
Det nye operahus er kun ca. 10 år gammelt og bygget af et kendt arkitektfirma, Snøhetta. Det ligger strategisk placeret ved havnen som et stort isbjerg af glas og hvide flader, der på kryds og tværs danner ramper, man kan promenere op og ned ad. Ude i vandet foran ligger der en installation af glas og metal, der ligner et kæntret isbjerg. Det hele ser fantastisk ud, og indvendigt var det også spændende, da forhallen domineredes af en massiv trævæg ind til tilskuerrummet. Det mindede inden for lidt om vores eget operahus, men der er vores meget smukkere, - ikke mindst med de store lamper. Forestillingen var forrygende flot og festlig. I denne udgave af ”Tryllefløjten” var Tamino en astronaut, der landede på en fjern planet med sit rumskib, hvorefter alle karaktererne, her som sære skabninger, dukkede op. Ideen var sjov og holdt handlingsmæssigt, og der blev sunget godt. Ikke mindst var jeg imponeret af Nattens Dronning, der udover sine høje f’er havde overskud til, i slutningen af sin ene arie, at udstøde en endnu højere sluttone, inden hun blev hevet op i loftet, hængende i en seleline og fulgt af et fyrværkeri uden lige. Også Papageno, som nogle vidste var uddannet i Kbh., var festligt maskeret og fór rundt på en udbygget rampe lige foran publikum. Vi sad i øvrigt rigtig fint i parkettet. Efter forestillingen var vi flere, der var ret sultne, men det endte for de fleste med en hammer dyr øl i hotelbaren samt, for mit og andres vedkommende, tre minimale kammuslinger i en lækker dressing. Oslo er en meget dyr by at spise og drikke i!
Næste dag, søndag, var vi mange, der var tidligt ude for at få noget ud af dagen. Jeg valgte fra morgenstunden at hægte mig på den flok, der sammen med vores turarrangør fra Akropolis, fotografen Karsten Bundgaard, tog med metroen ud til Munch museet, der lå et par stop fra vores hotel. Museet skal snart flytte til en ny bygning, men jeg har ikke set det tidligere og ville gerne nå denne vigtige del af sightseeing i Oslo. Der var kø ved indgangen, da en ny særudstilling var startet samme dag, men alligevel var vi forholdsvis hurtigt igennem sikkerhedstjekket og inde i museet. For nogle år siden blev bl.a. ”Skriget” og et andet, kendt billede stjålet fra museet, - det er nok grunden til det store sikkerhedsopbud. Heldigvis kom begge billeder tilbage til museet, og jeg fik set både dem og de andre af Munchs værker, der pt. var udstillet.
Tog derefter retur til Centralstationen for at finde bus 30, der holdt ud for Operahuset og næsten lige ved vores hotel. Nu ville jeg nå ud til Bygdøy igen og se de to museer, Kon-Tiki, som jeg vagt erindrer at have set med mine forældre i 1964 samt Fram museet, der rummede det store skib, der på tre ekspeditioner har besejlet både nord- og sydpolen med Fridtjof Nansen og Roald Amundsen. Heldigvis var vi blevet udstyret med et 24timers rejsekort til kollektiv trafik, så man ikke skulle bøvle med at finde ud af at betale, hver gang man steg ind i en bus eller metro, og jeg regnede med en transporttid på ca. en halv time hver vej. Det gik da også fint, og jeg nåede at se begge museer men måtte gøre det lidt mere overfladisk, end jeg kunne ønske, Der var virkelig meget at dykke ned i. På Fram museet overvældes man i den store hal af det enorme skib, der fyldte hele rummet. Langs siderne var der i flere etager fotos, plancher og uddybende fortælling samt børnevenlige aktiviteter som en iglo, man kunne kravle ind i, men det var særligt spændende, at man kunne gå om bord i selve skibet og se, hvordan livet havde udspillet sig for ekspeditionsdeltagerne. På Kon-Tiki museet så man den store tømmerflåde af balsatræ, som Thor Heyerdahl med sine hjælpere havde bygget og sejlet tværs over Stillehavet i, første gang i 1947. Historien kender jeg jo temmelig godt, for jeg har både læst hans bog og set filmen, men det er altid fascinerende at stå over for ”the real thing”. Desværre måtte jeg nu haste hjemad med bus 30 igen, for jeg VILLE nå en tur op og ned ad rampen på det flotte operahus, inden vi skulle tjekke ud fra hotellet kl. 15. Det hører med til at have besøgt Oslo og selve operaen. Men det nåede jeg også, og jeg fik nogen til at fotografere mig ved siden af statuen af Kirsten Flagstad, der står lige, hvor man går ind foran selve huset. Jeg var også så heldig at blive akkompagneret af et stort alpehorn, mens jeg gik rundt på rampen, idet en ung fyr havde transporteret sig selv og hornet derop og stod og spillede smukke, dybe toner. Meget passende ledsagelse til mit sidste kig over byen.
Nu gik turen hastigt hjem for at tjekke ud, og så var vi igen indlogeret på DFDS-færgen, som denne gang sejlede ud af havnen i et noget bedre vejr, end da vi ankom. Jeg og flere andre fra vores gruppe tilbragte faktisk flere timer på soldækket ved udsejlingen af Oslofjorden, og jeg fik rigtig meget glæde af min lange 300 mm linse. Men så var det tid til middag, og da jeg også lige skulle nå at se shoppen igen (det var ikke samme færge som på udturen), nåede jeg ikke at klæde om. Til gengæld fik jeg købt en sød bluse, som Birgitte anbefalede, efter hun havde set mig prøve den. Middagen var denne gang en stor tag-selv-buffet, og der var alt, hvad hjertet kunne begære af fisk og skaldyr, kød og tilbehør, is og kager m.m. Jeg spiste, til jeg var ved at revne. Under middagen holdt Sussi Marcel en lille tale for Karsten, der har arrangeret turen, og vi havde samlet ind til en vingave til ham, som blev overrakt. Efter middagen sad Birgitte, Lasse og jeg og fik en godnatøl og en stille snak, som ikke blev så stille endda, da vi havde sat og i en bar med levende musik. En pige med en guitar sang og spillede nogle numre, der åbenbart appellerede til nogle højrøstede og overrislede gæster, der skrålede falsk med og blev mere og mere larmende. Til sidst var det ved at være nok og vi fortrak tidligt til vore kahytter. Mandag morgen vågnede vi op til morgenmad og indsejling i Københavns havn og en intens og dejlig tur var ved at være til ende. Det er bestemt ikke sidste gang, jeg skal med Akropolis på udflugt!
Klik her for at komme tilbage til rejseoversigten.