Så er næsten halvdelen af min tid gået her, og tiden er atter fløjet af sted, selv om der egentlig ikke er sket så forfærdelig meget. Og dog.
Turen herned gik smertefrit, og jeg blev hentet af Stephen i lufthavnen. Efter at have hentet mine kasser på hylden i kælderen og etableret mig i en lejlighed på 10. sal (min sædvanlige var optaget i år), spiste jeg middag på "Monti" længere henne ad gaden sammen med Stephen og Inge samt Lars og Babs, der også lige var ankommet i bil tidligere på dagen. Den følgende dag, der var en lørdag, fik jeg mulighed for at køre med Lars og Babs ind til byen og købe stort ind, hvilket de også havde brug for. Vejret var allerede fra start strålende med sol, men der var betænkeligt store bølger på stranden på trods af, at det ikke blæste. Så ingen badetur foreløbig. Om søndagen nød jeg igen morgen og formiddag i solen på altanen, og om eftermiddagen havde Bent sat mig stævne herude, idet jeg skulle betale ham for de to ture, jeg har tilmeldt mig i år: Cordoba og Alpujarra, - begge to-dages ture i henholdsvis februar og marts. Det fik vi klaret og hyggede os over et par kopper kaffe, inden jeg lige kunne nå hen til min middagsaftale på "Danny's" til Sunday Roast sammen med Stephen og Inge, Lars og Babs samt en, der hed Inger. Der var dog ikke bestilt lammeskulder denne gang, så jeg nøjedes med gris men tog revanche den følgende søndag, hvor Inger og jeg delte en gang lammeskulder.
Nu lyder det jo som om, jeg ikke bestiller andet end at spise og drikke (og det gør vi jo også meget hernede), men heldigvis foregår der også andre ting. Knud kom også igen i år, og da han atter bor på 10. sal, er vi næsten dør om dør, kun med hans naboer, Kirsten og Alex, mellem os. Kirsten var lige inde hos mig til et glas hvidvin søndag aften (nu drikker vi igen) og mandag eftermiddag var vi begge igen på indkøb, - nu med Knud som chauffør, idet han havde lejet bil. Det passede mig fint med en opsamling, da jeg ikke havde nået at få købt det hele om lørdagen.
Knud, Kirsten og jeg morgenbadede sammen sidste år, men bølgerne var stadig store, så vi afventede og blev enige om, at det nok har noget at gøre med månens kredsløb, da vejret ellers var stille og solrigt. Men jeg var begyndt at blive så underligt tæt i næsen og undrede mig. Jeg er jo næsten lige blevet af med en langtrukken forkølelse og har hostet siden efter min sidste jubilæumskoncert i december, så tanken om en ny omgang lå mig fjernt. Jeg blev klogere.
Tirsdag var igen en dejligt solrig dag med hyggelig læsning i solen på altanen om formiddagen, og så var jeg om eftermiddagen heldig at rende ind i min lille hundeven, den nu 18 årige gamle bulldog (Spaniens ældste) og dens ejer. Stor gensynsglæde fra begge sider, men jeg ved ikke, hvor meget hunden kan se? Tænk, at den lever endnu! Inge havde sendt mig et foto en måneds tid før jeg ankom, hvor den stod på gaden med både dækken og sokker, så jeg var forberedt på, at den var i live, men den var godt nok blevet meget tynd. Jeg ser dem fra altanen næsten hver dag, hvor de langsomt trisser en runde.
Om aftenen pakkede jeg en lille kuffert til de næste to dages tur til Cordoba med Bents rejsebureau 123tours. Jeg glædede mig til at gense byen, som jeg besøgte første gang for 4-5 år siden, også med Bent. Da jeg lige ville tjekke mine mails, inden jeg rejste, åbnede jeg computeren sent om aftenen og fik noget af et chok. Sommerbrevet med fakturaen for sommersæsonen i Sølager var kommet, og samtidig sendte den nye ejer det helt nye campingreglement. Pyh, det var slemt! Ikke nok med, at jeg helt må sløjfe urtehaven, der giver mig så meget livskvalitet og glæde, så skal der også indskrænkes på havemøbler, så jeg må sikkert af med mine to runde haveborde, og folk må max. have to parasoller. Det ser også skidt ud med min terrasse og fliserne, - alt det får jeg nok også besked på at fjerne, redskabsteltet må max. være 2x1,50, og jeg beder til, det ikke er større men ved det ikke. Værst er dog, at der er kommet restriktioner omkring, hvor meget man må opholde sig deroppe, og det kan jeg slet ikke forstå, når man er fastligger? Der stod noget om hovedferien og enkelte hverdage samt helligdage, og det duer jo slet ikke for mig, der netop er der mest, når andre arbejder. Tanken, om at skulle tilbringe mere af den bedste tid på året på tredje sal uden altan, er ikke til at klare. Det er forhåbentlig ikke meningen, og jeg håber, hovedferien er et fortolkningsspørgsmål? Den sidste bombe under mig var, at der nu forlanges, at forteltet skal ned om vinteren, og det kan i stedet erstattes af et såkaldt vintertelt, som er meget mindre. Det er en fuldstændig uoverskuelig situation, for dels vil det koste mig store summer hvert år at skulle betale nogen for at pille det ned og sætte et andet op, dels får jeg et pbevaringsproblem med mit indbo. Jeg var rystet og helt nede i kulkælderen, og da jeg vågnede næste morgen, var en ordentlig snue brudt ud! Men jeg skulle jo på tur og havde organiseret en taxa til mig selv og tre andre fra huset, der også skulle på samme tur, så det var bare om at komme i gang: Annie, som jeg har været på ture med tidligere herfra, bl.a. til Sevilla, samt ægteparret Carsten og Hanne (der har snuppet "min" lejlighed denne gang).
Trods de truende udsigter for Sølager og min mere og mere fremskredne snue, havde vi en god tur til Cordoba, hvor vejret denne gang viste sig fra sin bedste side. Sidst, jeg var der, regnede det så meget, især på anden dagen, at jeg blev våd helt op til midten af benet, da jeg skulle op i bussen ved afrejsen. Men begge gange var hovedattraktionen den ufatteligt smukke Mezquita, som både har været en katedral og en moské. Der kan man gå meget længe inde, idet der hele tiden er nye detaljer, der fænger. Heldigvis oplevede jeg også nye ting denne gang, da vi før Cordoba gjorde holdt i omegnen for at se Medinat al-Zahra, ruinerne af et gammelt ummajadepalads fra 900-tallet, hvor kaliffen Abd-ar-Rahman holdt hof. Det var et større område med ruiner af bygninger og sale, hvor man kunne beundre især de smukke runde buer og søjler med svage rester af farverne rød og hvid. Et stykke derfra lå et moderne museum, hvor man bla. kunne se en film om hele området og historien bag paladset. Inde i selve Cordoba fik jeg næste dag lokket Bent med på en tur ud til et andet palads, jeg havde udset mig, Palacio de Viana. Det havde tidligere været beboet af en adelsfamilie men var nu opkøbt af en bank, der havde forvandlet de smukke sale og 12 patio'er til et museum. Absolut et besøg værd, hvilket Bent måske også vil overveje fremover på sine Cordobature. Også tyrefægtermuseet, der var lukket sidst, fik vi besøgt. Den første aften spiste vi samlet på en restaurant med flamencounderholdning, og det var hyggeligt at møde andre gengangere fra Bents tidligere ture. Hotellet denne gang lod i øvrigt meget tilbage at ønske: Annie og jeg havde begge nogle meget små eneværelser, og især mit stank så meget af parfume, at jeg næsten ikke kunne holde ud at være derinde. Men der var ingen mulighed for at bytte til noget andet, så jeg måtte ligge for pivåben altandør hele natten, - noget min forkølelse nok ikke fik det bedre af?
Vel hjemme igen ofrede jeg fredag formiddag mine gode timer på altanen for at tage ind på det ugentlige marked i Almunécar. Det er altid sjovt at være på dét marked, der er hele byens tilløbsstykke, - turister og lokale. Her er alt, hvad man kan tænke sig af alle slags varer, og jeg kommer altid hjem med noget nyt, jeg ikke kan undvære. Fik denne gang bl.a. suppleret min beholdning af øreclips samt en stor pose kæmpemandler og en basilikumplante. Næste gang bliver det sikkert noget tøj!
Om aftenen havde Knud og jeg billetter til en danseoptræden i Casa Cultura (hvor vi sidste år så "Aida"). Jeg havde om eftermiddagen nået at købe billetterne til både dette og en koncert søndag i byens autoriserede rejsebureau, hvor man af en eller anden underlig grund skal købe dem. Knud havde taget fejl af to datoer, så vi troede egentlig, at vi skulle se flamenco, men det viste sig at være moderne dans men var absolut en interessant og anderledes oplevelse til næsten ingen penge.
Om søndagen (efter min anden "Sunday roast", - nu med lam, - på "Danny's") hørte vi derimod Elgars smukke cellokoncert og Beethovens 5. symfoni med Almunécars Ungdomsorkester, der spillede glimrende, og med en ung cellosolist. Det var dejligt, og jeg tog mig i at blunde behageligt til især Beethoven, da jeg følte mig både træt og meget snottet. Det løb efterhånden ud af både næse og øjne, så jeg dårlig kunne se, og næsen var samtidig umådeligt tilstoppet. Jeg havde det faktisk ikke ret godt.
Ikke desto mindre vovede jeg mig i vandet sammen med Knud og Kirsten næste morgen, da vandet nu omsider var blevet stille. Det vil sige, - kun Knud og jeg kom i vandet, da Kirsten har en nakkeskade og er bange for at falde, og det viste sig, at der efterhånden var kommet så mange sten ud for, hvor vi plejer at bade, at hun ikke var sikker på at kunne holde balancen. Vi er derfor nu flyttet lidt længere hen ad stranden, hvor det er nemmere at komme ud, men kun Knud og jeg bader. Vandet er 12 grader, men det er skønt, og da jeg fik lov at låne en pakke "vidunderpiller" med til et apotek af Kirsten, så jeg selv kunne købe dem, begyndte jeg straks derefter at få det meget bedre. Hvad der er i de piller, udover efedrin, er ikke godt at vide, men de hjalp omgående. Næse og øjne holdt op med at løbe, og jeg kunne igen trække vejret. Jeg spiser stadig pillerne, indtil æsken er tom (der er til en uge), men hvad der sker, når jeg holder op, er ikke godt at vide? Da jeg undrende spurgte Kirsten, hvorfor man dog ikke kan købe disse piller i Danmark, svarede hun, at Sundhedsstyrelsen har forbudt dem, fordi de virker for godt. Hmmm?!
De seneste dage her er gået stille og roligt med morgenbad og solbadning og læsning på altanen om formiddagen, og så har jeg to gange været med Knud om eftermiddagen, hvor vi er kørt ud til nogle små, spændende strande i omegnen. Først var vi i en skøn vig ved Herradura, hvor Knud snorklede i sin våddragt, som han har haft med herned, og i går var vi på en længere tur til en strand lige før Nerja, Playa el Canuelo, som Knuds bror kendte til og havde anbefalet. Det var en lille perle af et upåagtet sted, der lå så langt fra alfarvej, at vi måtte gå en halv time ned af en snirklet vej med al vores oppakning og min strandstol, for at komme til den skønneste lille bugt med stille vand, hvor vi nød at bade i det her 13 grader varme vand, og hvor Knud senere tog en snorkeltur i sit udstyr. Da vi skulle hjem, gik turen stejlt opad for at komme tilbage til bilen, og det var blevet helt mørkt, da vi nåede derop. Det var lidt hårdt for mit knæ, men Knud, der i næste uge kører nordpå for at mødes med nogle venner i Barcelona, var glad for stroppeturen, da han også er blevet inviteret på bjergtur i Pyrenæerne, så han er gået i skarp træning. Vi skal dog ikke glemme, at der også skal mad og drikke til, for ellers duer helten ikke! I lørdags, efter strandturen til Herradura, inviterede jeg Knud til middag her (rejecoctail samt tunbøf med bøde løg, kartofler og qumkvatsalat), og på fredag er han inviteret til paella her. Han har atter lovet at hjælpe mig med kvalerne i Sølager, - og ikke mindst at være min juridiske bisidder hos campingejeren, Ole, når jeg skal have rede på, hvad jeg må og ikke må og kan forhandle mig til, - og også omkring logistikken, når eller hvis jeg kaster mig ud i at købe helt ny vogn i 2020? Jeg prøver at sige til mig selv, at det hele nok skal gå, men jeg er da ked af, hvis så mange gode ting skal ændres.
Én tung sten faldt imidlertid fra mit hjerte i formiddags, da Jan ringede og fortalte, at han havde talt med camping-Ole i anledning af hans skelproblemer, da der står campingvogne inde på hans grund. Han havde da nævnt mine bekymringer vedrørende forteltet, og det ser ud til, at nedtagning kun gælder, hvis man IKKE har vintersikret sit telt med stænger og stormliner. Og det HAR jeg jo, så det ser ikke ud til, at det gælder for mig. Pyh, hvis det passer, kan jeg strege en af de slemmeste ting fra listen! Og det var jo næsten den mest uoverskuelige af dem alle?
I morgen, d. 28., er det Andalucia dag og helligdag her i området. Alt holder lukket... butikker og kontoret her i huset. Heldigvis nåede jeg at få skiftet en pære i en lampe, der var gået ud, og få købt en vaskemønt og få vasket noget tøj, der ikke kunne vente til fredag eller lørdag. Jeg glæder mig til endnu en dag i solen på altanen og til en tur til en strand i morgen eftermiddag med Knud. I hører fra mig igen, når ferien er ved at være slut!
Så gik den anden halvdel af min ferie her, og jeg havde egentlig tænkt, at det ville blive nemt at beskrive denne sidste del af min måned, da jeg ikke regnede med der skulle ske ret meget andet end hyggelige badeture, lidt spisninger og min 2-dages Alpujarra tur. Igen blev jeg klogere, uha.
På Andaluciadagen, d. 28. februar, hvor alt er lukket og folk holder fri, tog Knud og jeg atter på dejlig strandtur i den lille vig på Herradura stranden, hvor vi opholdt os hele eftermiddagen i solen, jeg badede flere gange og Knud snorklede i sit udstyr. Om fredagen var jeg igen på marked inde i byen fra morgenstunden, og om aftenen havde jeg inviteret Knud til paellamiddag, da vi bagefter ville køre til Nerja og se flamenco det samme sted, hvor vi var sidste år. Heidi, som netop var ankommet her og skulle være her i 14 dage, var også med til flamenco sidste år, så hun kom i al hast også med til både middag og flamenco, og det var en fin aften, da nogle af danserne var de samme som sidst, men alligevel var programmet anderledes. Bl.a. var der denne gang en mandlig danser med, men det bedste var en lille pige på ca. 8 år, - sikkert datter af en af danserne, - der dansede to solodanse i fuldt kostume med en autoritet, som havde hun aldrig bestilt andet. Det var fascinerende og rørende at se.
Heidi er jo datter af Lars (Lars og Babs, der i forvejen var kommet herned omtrent samtidig med mig. Vi havde allerede spist sammen med Stephen og Inge, bl.a. Sunday Roast på Danny's og plejer at hygge os sammen, og sidste år var både Lars og Babs, Knud og Danielle samt Stephen og Inge til middag (paella) hos mig i lejligheden. Heidi var ikke med der, da hun også sidste år kom senere. Men vejret blev jo ved med at vise sig fra den mest fantastiske side, så om lørdagen blev vi (Lars og Babs, Heidi, Knud og jeg) enige om at lave en lille fest i "badehuset", som vi har døbt den gamle, nedslidte, lukkede restaurant "La Barca", der ligger neden for vores Playa Tropical lige på stranden med en åben terrasse, som vi bruger som omklædning om morgen, når vi morgenbader. Der sidder man også glimrende om eftermiddagen, når solen er væk på terrassen, for der er klinkegulv, så man ikke sidder og vakler i stenene på stranden med sin liggestol. Der flyttede vi ned lørdag eftermiddag med stole, tæpper, sangria, hvidvin, isklumper i frostboks til drinksene samt rigelige mængder chips, og der blev råhygget. Vi blev enige om at gøre det igen en anden dag, men da Knud om søndagen kørte nordpå for at besøge spanske venner i Barcelona og senere skulle på en lille bjergvandring i Pyrenæerne, blev det også en slags afskedsfest for ham, da han først ville komme tilbage til sin lejlighed dagen før, han skulle rejse hjem herfra, - og det er samme dag, som JEG rejser hjem.
Søndag, da Knud var rejst, var vi igen til Sunday Roast, - nu Stephen og Inge, Lars og Babs samt Heidi og mig, og bagefter nød vi en hyggelig drink i Lars og Babs' lejlighed, hvor vi lavede en halv aftale om en indkøbstur den følgende dag til Eroski centret i Velez Malaga. Mandag morgen skrev jeg en sms til Lars, om aftalen stadig stod ved magt, for hvis ikke, ville jeg ikke gøre mig i stand men blive i solen. Lars svarede tilbage, at han følte sig lidt dårlig og ville lægge sig en halv time. Jeg ville høre nærmere.. Jeg skrev igen senere og denne gang svarede Babs, at det ikke gik bedre, så vi aflyste. Lars havde ondt i maven men mente, det kom af, at han havde brugt vand fra vandhanen til kaffemaskinen. Det gør jeg hver morgen! Jeg tænkte ikke mere over det men nød solen på altanen og gik senere på stranden og badede igen. Da jeg netop var kommet op af vandet, ringede Inge til mig og fortalte, at Lars var død kl. 10 om formiddagen. Et kæmpe chok, 71 år, - alt for tidligt! Han havde intet fejlet dagene før, hvor vi havde haft det skægt, så det kom fuldstændig bag på alle, - ikke mindst Babs og Heidi. Og jeg kan levende forestille mig, hvilket mareridt, det har været med renderi først af folk fra huset, så læge, politi, bedemand osv. Det er nemlig sådan her i Spanien, at det går meget hurtigt, når folk dør. Så skal de kremeres inden for 24 timer! Men først en obduktion, da det var et uventet dødsfald. Puh, - det var slemt for dem og svært at fatte. Stephen og Inge havde hjulpet dem lige efter det skete, bl.a. havde de skaffet en tolk, Hanne Raffensø, - en gæv dame, der bor hernede en del af året med sin mand, men som selv taler flydende spansk. Hun var tidligere også med i menigheden i Kirken øst for Malaga men har, lige som Stephen og Inge, trukket sig ud af det samarbejde. Men det er en helt anden historie, som jeg ikke vil rodes ind i, - og slet ikke her!
Jeg gik selv også op til Babs og Heidi, da jeg havde fået den frygteligt nyhed, og vi sad en times tid over et glas vin og snakkede, hvad jeg tror, de havde brug for.
Dagen efter skulle jeg atter på 2-dages tur med Bent, - denne gang til Alpujarrabjergene, hvilket jeg lige pludselig ikke havde meget lyst til, og jeg fik ikke mange timers søvn om natten, da det hele naturligvis kørte i mit hoved. På grund af mine meget lydsensitive naboer, Kirsten og Alex (igen en helt anden historie), vovede jeg ikke at tænde min sengeradio, som måske kunne have hjulpet mig til at sove, så jeg var ærlig talt noget træt, da jeg mødte op på busstationen inde i Almunécar i god tid før kl. 8 næste morgen. Vi var en ret stor gruppe på, tror jeg, 28 personer, så jeg måtte dele sæde med en fremmed dame, der også var enlig, - og meget snakkesalig, - hvor jeg havde mest lyst til at være i fred med mine egne tanker. Det kunne hun naturligvis ikke gøre for, og det gik da også lidt bedre næste dag, da jeg havde fået det hele lidt mere på afstand.
Men det var ellers en dejlig tur, og vejret artede sig lige til sidst på eftermiddagen på anden dagen, hvor himlen åbnede sine sluser. Men da var al vores udendørs sightseeing overstået, og vi havde kun en del kørsel tilbage, heldigt.
Turen startede med et besøg i heksebyen Soportujar, hvor en grotte med en hekseopstilling har udviklet en myte omkring en familie, der skulle have boet i denne grotte engang. Men hele byen var oversået med heksefigurer i alle størrelser, så man gjorde virkelig noget for at holde liv i myten, hvad den så end gik ud på det var lidt uklart, og ingen kunne oversætte teksten på tavlen uden for grotten?
Vi fortsatte gennem Alpujarra bjergenes hårnålesving til Capileira, hvor nogle spiste frokost og endte i Pampaneira, hvor jeg også har været før med Bent på én-dags ture. Nu var der god tid, og vi var først på en lille orienteringstur rundt i de charmerende gader og så bl.a. vaskepladsen med de store kar, man vaskede i i gamle dage, før vi tjekkede ind på det lille Hostel Pampaneira, der lå centralt på en lille plads først i byen. Og for én gangs skyld fik jeg ikke et usselt eneværelse, men et dejligt stort med en lille altan lige ud til torvet. Og så gik jeg ellers på indkøb, idet jeg havde bestemt, at jeg igen skulle have tæpper med hjem herfra, som jeg før har haft fra netop denne by. De væver her på egnen nogle meget smukke kludetæpper i stærke farver, og jeg har både forsynet mit badeværelse, mit soveværelse samt mit fortelt med tæpper i forskellige størrelser og farver. En gang var tæppet så stort, at Bent var sød at tage det med til Danmark, da han skulle derop kort tid efter. Denne gang skulle jeg have et tæppe til campingvognen, og jeg havde de nøjagtige mål og vidste, jeg ville kunne have det selv. Jeg "kom så til" at købe en ekstra, lille klud, - også til campingvognen, men den fylder ikke ret meget. Til gengæld faldt jeg næste dag, i Trevélez, over et tæppe, jeg bare MÅTTE eje, men det var der ikke plads til. Jeg stod der og ærgrede mig, og Bent havde ikke mulighed for at tage det med. Så sagde et ægtepar, jeg ikke tidligere havde talt med, at de da godt ville tage det med hjem, og da de sagde, de boede i Sønderjylland, kunne jeg hurtigt ane flere muligheder for afhentning. Jeg tænkte først på Annette (som de faktisk godt kendte, - både hende og Per), men det endte med at blive Connie, hvis far bor i Gram, der får fornøjelsen. Han bor nemlig på den samme vej som de søde mennesker, der tilbød at tage tæppet, og de kendte udmærket Connies far. Verden ER lille!
I Pampaneira besøgte jeg naturligis også den lille chokoladefabrik med de spændende chokolader, hvor man altid kan få alle de smagsprøver, man vil, og jeg gik for mig selv om eftermiddagen i de små, snævre og hyggelige gader, hvor en rendesten med rindende vand ofte løber midt igennem. Om aftenen spiste vi samlet en udmærket tre-retters middag på hotellet med masser af vin til, og folk blev rystet sammen. Der var naturligvis også folk med ude fra Playa Tropical, bl.a. min nabo, Karna, når jeg bor i min favoritlejlighed nr. 54.
Næste dag kørte vi til den røde flod, Fuente Agria, der er farvet af metaller, først og fremmest jern, og derefter til Trevélez, hvor vi besøgte skinkefabrikken og så en film om arbejdsprocessen med at tørre og konservere skinkerne, de er så berømte for i dette område. Jeg har været her før og set filmen og skinkerne og huskede, hvor koldt, der plejer at være, så jeg havde alt mit overtøj med. Så slemt var det faktisk ikke denne gang, men vejret var jo også usædvanlig godt, og når man betænker, at Trevélez ligger i 1476 meters højde og hævder at være den højest beliggende landsby i Spanien, var vi heldige. Men det var altså også her, jeg købte mit tredje tæppe! Derfra gik det videre til byen Laroles, hvor jeg ikke havde været før. Her skulle vi besøge et mikrobryggeri, der bryggede specialøl, bl.a. på frugten cherimoya. Den smagte nu ikke ret godt, men det gjorde til gengæld nogle af de andre specialøl og ikke mindst den krydrede pølse, de serverede til ølsmagningen, sammen med nogle chips. Alt blev ryddet, og vi var ret vilde med den pølse. Jeg købte ikke noget her (pølsen kunne man desværre ikke købe) men på skinkefabrikken lykkedes det at finde den manchégo-ost, der har rosmarin i kanten, og den er jeg ret vild med. Efter frokostpause i Laroles fortsatte vi til vinmuseet Bodega Cuatro Vientos, og nu var det efterhånden blevet ret dårligt vejr med regn, så det var godt, der ikke var flere lange uderdørs ture. Efter en vinsmagning og en film fortsatte vi mod Almunécar, hvor det, efterhånden som vi nærmede os, blev mere og mere tørvejr. Men det havde også regnet her, - det var vist den eneste dag med dårligt vejr i hele denne måned?
Dagen efter turen var vejret atter skønt, og jeg fortsatte med badning og sol på altanen men måtte lige en hurtig tur ind til byen efter nogle ting, jeg manglede, da jeg havde inviteret Babs og Heidi til middag her om aftenen. De sad jo bare der og ventede på dødsattesten og på, at SOS kunne hjælpe dem med at komme hjem med det først mulige fly, - sammen med Lars' urne! Stephen og Inge havde været om dem de andre dage, men de skulle til middag andetsteds, og da de spurgte mig, havde jeg allerede været der og inviteret. Det blev alt godt fra "køleskab og fryser", da jeg også selv skulle til at tømme ud i varerne, så jeg lavede en gryderet med div. grøntsager og tomatsovs, baseret på blæksprutter, som jeg næsten udelukkende har levet af hernede, når jeg selv har købt ind og lavet mad. Man kan, - i modsætning til hjemme, - købe de sjoveste havdyr, både friske og frosne, og der er både pulpo, sepia, calamares og chipirones (små blæksprutter). Det er så lækkert, og jeg har også af og til købt tunbøf eller sværdfisk. Faktisk har jeg kun spist kød om søndagen, når vi har været til Sunday Roast hos Danny's, og det har været enten lam eller gris. Det er derfor lidt en gåde, hvad jeg tager sådan på af hernede? Og dog, jeg har jo ingen ovn, så jeg må stege alt i olie, og så er der alle de store kæmpemandler, jeg køber på markedet. De feder også, og så drikker jeg alt for meget her, - både vin og øl. Jeg skal på en kraftig skrumpekur, når jeg kommer hjem, - det er helt sikkert, - og til ekstra mavedans!
Nå, men situationen taget i betragtning, så havde Babs og Heidi og jeg en hyggelig aften om torsdagen, hvorefter de havde fået flyafgang om fredagen, så de kunne komme herfra. Inden havde de pakket Lars' og Babs' bil, som de var kørt herned i, og den ville senere blive kørt hjem af en, der hedder Gert, der også bor her, og som havde fået lov af SOS at påtage sig opgaven. Så alt det praktiske løste sig. Blot havde de ikke fået dødsattesten endnu, og før de har den, kan de ikke lave en ceremoni derhjemme. Men den er i mellemtiden kommet, og det er meningen, at jeg skal have den med hjem, når jeg rejser hjem her torsdag d. 14. marts.
Om fredagen var jeg igen på marked inde i byen og fik storshoppet denne gang. Bukser, kjoler, sko, sjove ting og flere kæmpemandler. Sidst købte jeg for resten en enøjet kikkert. Den fylder ingenting i tasken, og jeg ser jo alligevel kun med det ene øje, så den er nem og praktisk at have med på f.eks. en safari.
De sidste dage hernede er gået stille og roligt med morgenbadning, sol på altanen, sol og mere badning på stranden om eftermiddagen, alt sammen i selskab med min bog. Det var rart med lidt ro de sidste dage her, inden jeg skal hjem, kun afbrudt af endnu en Sunday Roast i søndags med et reduceret selskab. Ud over Stephen og Inge og Inger, som jeg delte en lammeskulder med, var også Kate inviteret. Hun arver nu mine blomster og de krydderurter, der stadig er noget ved. Jeg kan jo ikke dy mig for at have lidt urtehave på altanen her, i det omfang, de er til at få fat i.
Og så er der igen død én her i huset, - efter sigende en mand på 82, men ikke én, jeg kendte. Ikke ligefrem muntert, - det var i samme blok af huset! Jeg så politibilen på gaden men forbandt igen ikke noget voldsomt med det.
Sidst, men ikke mindst, er jeg begyndt at blive forkølet igen, - det er den tredje forkølelse år, og nu er jeg ved at være godt træt af det! Der er da noget, der er helt galt, siden jeg bliver ved at blive syg? Jeg nægter at tro, at jeg skulle være blevet SÅ stresset af at holde ferie her, selv om der er sket mange underlige ting i år?
Klik her 
for at komme tilbage til rejseoversigten.