Overskriften på denne rejseartikel skal ikke tages alt for alvorligt. Den refererer trods alt kun til slutningen af turen og hjemkomsten til DK, men lidt drama skal der jo altid være for at skærpe appetitten på læsningen.
Hedwig og jeg havde meldt os til en af disse 1000 kr’s ture til NordCypern på den billigste rejseårstid, og da jeg kender konceptet fra en tur rundt i Kappadokien i Tyrkiet med min svigerinde, Annette, for et par år siden, turde jeg godt prøve det igen. Dengang var vi på en, hvad programmet angik, udmærket rundrejse i midten af Tyrkiet, som jeg havde berejst grundigt ca. 30 år tidligere. Men jeg havde aldrig været i Konya, dervishernes højborg, og jeg ville gerne se mausoleet, så det var min primære grund til rejsen. Annette havde aldrig været i Tyrkiet men er meget velbevandret i kunsthistorie og ville gerne se landet, så vi indstillede os på de endeløse salgsfremstød, der er en del af gamet på de billige rejser. Det viste sig at være en godt arrangeret tur med masser af sightseeing i både Istanbul og på resten af turen, udmærkede hoteller med ok mad, selv om jeg ikke er fan af buffeter, men desværre ingen mulighed for at gå selv eller springe noget over. Man SKULLE følge med hele vejen og altså også til de tvangsindlagte butikker med tæpper, guld og lædervarer. Vi, - og især min svigerinde, - endte med at blive godt og grundigt uvenner med den tyrkiske rejseleder, der var noget af en indbildsk herre, som stod fast på direkte forkerte kunsthistoriske oplysninger, men han fik svært ved at styre os, selv om han forsøgte, for det lykkedes os at stikke af i Antalya og gå på egen hånd den sidste dag, selv om det på hele turen havde været umuligt at få at vide, hvor vi skulle hen næste gang, eller hvor vi skulle bo fra nat til nat. I Konya sloges jeg med ham, da han ville afkorte besøget til en time. Jeg holdt på tre timer, og det endte med et kompromis på to timer, hvorefter vi måtte fare rundt for at nå at se det hele. Ja, vi var stride, og resten af gruppen måbede over os men sagde ikke noget og fandt sig i at blive kostet rundt med.
Denne tur var helt, helt anderledes fredelig. Vi havde frem for alt en aldeles fremragende rejseleder, tyrk- cypriotiske Eylem, der var både veluddannet, venlig, hjælpsom og humoristisk. Han talte et flot og tydeligt engelsk og gjorde, hvad han kunne, for at gøre turen så behagelig som muligt. Vi spildte ellers mange gode timers morgensøvn i lufthavnen i Kastrup, da der stod, vi skulle møde tre timer før indtjek, men det var slet ikke nødvendigt, da skrankerne først åbnede meget kort tid før. Turen derned foregik med en mellemlanding i Antalya, hvor vi blev siddende i flyet, da man ikke kan flyve direkte til NordCypern, der ikke er en anerkendt stat.
I den lille lufthavn var der det sædvanlige kaos med mange mennesker, der skulle fordeles i busser, men det gik nu ret smertefrit, og snart satte bussen med vores ca. 40 mand store gruppe kursen mod østkysten af NordCypern, hvor vi tilbragte de første tre nætter på et udmærket hotel nær de romerske ruiner i Salamis, som hotellet var opkaldt efter. Hotellet var ret stort med mange faciliteter som spaafdeling, pool, bar og to restauranter. Vi lod os udstyre med et rødt gummiarmbånd med ret til at drikke alt hvad vi lystede i de tre dage, vi boede der. Ikke fordi vi havde tænkt os at drikke os i hegnet, men simpelthen fordi det bedst kunne betale sig, hvis vi alligevel ville have øl eller vin til maden om aftenen. Både med drikkekonceptet, aftensmadtilkøbet (som man var nødt til, da hotellerne lå langt fra byerne) og de to tilkøbsture, vi valgte at tilmelde os, løb udgifterne alligevel op, men det har stadig været en ufatteligt billig tur, - især fordi vi ikke lod os friste af hverken tæpper, guld eller lædervarer på de tvungne salgsfremstød.
Den første dag skinnede solen, og selv om det ikke var direkte varmt, var det fint sightseeingvejr. Vi lagde ud med at besøge ruinerne i Salamis, der blev grundlagt af grækerne og siden overtaget af romerne. Her var smukke søjler, statuer af Athene og Nike, fine mosaikker og et velbevaret amfiteater. Turen gik videre til Barnabasklosteret. Barnabas var Cyperns skytshelgen og kirken, bygget til hans ære, rummede nu et fint ikonmuseum. Dagen sluttede i Nicosia, - den delte hovedstad, - hvor vi så et gammelt karavanserai, den imponerende Selimiyemoské, der var en ombygget tidligere middelalderkatedral og gik en tur over grænsen fra den tyrkiske del til den græske del af byen. Det gik fuldstændigt nemt og smertefrit, idet man blot fulgte en blåmalet stribe på en af de små gader, til man kom til en simpel grænseovergang, hvor man viste pas to gange, og så var man i den græske del, hvor gaden fortsatte. Og lige så nemt og hurtigt gik det tilbage igen. Efter besøget i Nicosia kørte bussen retur til vores hotel i Salamis.
På andendagen gik udflugten til ”stegepandens håndtag” som Eylem, vores guide, beskrev Karpazhalvøen, der er den lange, spidse halvø, der løber mod nordøst. Halvøen er ikke så beboet, og der er lange, uberørte, øde strækninger, hvor havskildpadder går i land og lægger æg, og der er vilde æsler, som vi også var i nærkontakt med. Af og til lå der småbyer, og et ikke sjældent syn var, at byens moské og kirke lå umiddelbart ved siden af hinanden. På NordCypern lever man nemlig i fred med hinanden trods forskellig tro. Yderst på tangen gik vi tur på den forblæste sandstrand, Golden Beach og dyppede tæerne i vandet. Et par modige danskere havde taget badetøj med og hoppede i bølgerne, og vi ærgrede os over ikke at have taget badetøjet med. Men der var dårligt tid, og vi rådede heldigvis bod på det sidst på eftermiddagen, hvor vi nåede så tidligt hjem fra turen, at vi kunne vove os ned i havet uden for vores hotel, inden det blev mørkt. Det blev den eneste gang, vi nåede i vandet. Dagens tur indbefattede i øvrigt endnu et kloster, Skt. Andreasklosteret, et kooperativ med lokale smagsprøver på honning, ost og brændevin samt turens bedste frokost med stegt fisk.
Næste dag forlod vi Hotel Salamis i gråvejr og satte kursen mod Famagusta, den største havneby på Cypern, som også har en flot, venetiansk fæstningsmur, der løber langs den gamle bydel og havnen. Man kan gå ovenpå med en fantastisk udsigt over hele byen og Otellotårnet, der siges at have inspireret Shakespeare til sit skuespil om Otello og Desdemona. Det blev dog ikke til megen udsigt, for det regnede temmelig meget i Famagusta, så udover den store Mustafa Pasha moské, der også var en ombygget tidligere katedral, orkede vi ikke så meget andet og endte, ligesom størstedelen af gruppen, i det på NordCypern så berømte Petek konditori, hvor vi købte turkish delight. Derefter startede turens første salgsfremstød, en enorm tæppehandel, hvor vi, efter en introduktion med præsentation af de forskellige tæppetyper, blev mandsopdækkede hver og en, så man dårligt kunne gå på toilettet uden at spørge om lov. Det lykkedes os at komme frelst ud derfra uden at købe nogen af de i øvrigt smukke tæpper, og jeg fik afvæbnet ”min” sælger ved at fortælle om alle de tæpper, jeg har købt i Iran. Dagens tur sluttede med et besøg i ”miniland”, hvor en række små kopier af øens mest berømte bygningsværker stod i et indhegnet udendørs område. Det var efterhånden blevet temmelig køligt og blæsende ud over regnen, og dette vejrskifte holdt mere eller mindre ved resten af turen.
Vi var godt spændte på, hvor vi skulle bo de sidste fire nætter, men havde intet fået at vide af rejselederen, Eylem, der lige til det sidste heller ikke selv vidste, hvor vi skulle bo, sagde han. Min veninde, Mie, som sammen med sin mand, Per, var på selvsamme rejse to måneder tidligere, havde skrevet til mig, at hun ikke håbede, vi skulle bo på samme hotel, som de havde boet på de sidste fire dage, da det var aldeles rædselsfuldt. De havde hverken haft lys, varme, varmt vand eller aircondition, og TV’et virkede heller ikke. Maden var rædselsfuld, og hotellet lå langt fra både by og hav. Jeg havde fortalt nogle af vore medrejsende om det hotel, der hed Riverside Resort, og vi håbede det bedste. Jeg havde bemærket nogle turbusser med hotellets navn på siden, så det var i området. Vi vidste bare, at vi skulle til Kyrenia på nordsiden af øen. På vejen dertil i bussen sagde Eylem: ”Jeg har en god og en dårlig nyhed til jer, - hvilken én vil I høre først? ” Det blev den dårlige nyhed, og han fortalte så, at vi skulle bo på et ”nightmare hotel” Manden havde i dén grad humor, og han valgte at lægge kortene på bordet og fortælle, hvor rædsomt det var, - det, der ventede os, for det VAR Riverside Resort Hotel, vi skulle bo på de sidste fire nætter! Det var heller ikke nemt for ham, for vores gruppe blev spredt for alle vinde. Hotellet bestod af en masse små bygninger spredt over et kæmpestort område, og det var komplet umuligt at finde rundt, selv med det kort, vi blev udstyret med. Receptionen lå ét sted, - restauranten i en anden retning. Lys var der ikke meget af i de lange gange og smøger rundt i området. Lamperne var mere eller mindre smadrede og itu, - hang og dinglede i fatningerne eller tapede fast efter bedste evne. Ofte var der ingen lys ved større trin, og når det regnede, var der glat. Vi var ”heldige” med vores værelse, hvor der var lys i lamperne, selv om jeg ikke kunne tænde og slukke fra min side men måtte gøre det i Hedwigs side. Der var hundekoldt, da vi kom, men efterhånden kom der gang i varmeblæseren, der sad lige over min seng. Der var dog ingen varmt vand, selv om vi tændte for vandvarmeren, så jeg forsøgte kun én gang at tage bad og klarede derefter klatvasken ved hjælp af en kogekedel, der virkede, så jeg kunne blande det kogende vand med vandhanens vand, - det tog lige toppen af kuldechokket! Vi talte med nogle andre fra gruppen, der havde myrer på værelset, og det dryppede fra loftet. Jeg tror trods alt, vi var heldige…
Men der var intet at foretage sig om aftenen på det triste hotel, hvor man betænkte sig, inden man gad forvilde sig ud på den lange tur til enten reception eller restaurant. Maden var så rædselsfuld med slatne dåsegrøntsager, kolde kartofler og kø til trist kød, at vi dårligt gad spise noget. Den følgende dag, hvor vi, udover det smukke Bellapais kloster og endnu et par salgsfremstød i smykke- og lædervarebutikker, endte i byen Kyrenia på nordkysten, valgte vi at blive i byen, da dagsturen var til ende, for at finde en restaurant ved havnen. Efter at have gået lidt rundt i regnvejret enedes vi, efter mørkets frembrud, om en fiskerestaurant, hvor vi bestilte blæksprutter og en stor, lokal fisk samt et par glas hvidvin af mærket ”Villa Doluca”, - en vin, der vækkede gode minder 30 år tilbage, hvor man kunne købe den i en tyrkisk grønthandel på Østerbro, og hvor Niels og jeg ofte købte ind til vore tyrkiske middage. Jeg købte senere på turen en flaske med hjem. Middagen var lidt en skuffelse, men den var trods alt bedre, end hvad vi kunne få fra hotellets buffet. Vi tog en taxa de ca. 10 km. fra Kyrenia tilbage til Riverside Resort.
På sjettedagen havde vi tilkøbt en stærkt anbefalet tur til bl.a. vestkysten af NordCypern, hvor vi kom til Eylems fødeby, Morfou. Her besøgte vi Mammaskirken, der var tilegnet eremitten Mammas, om hvem legenden fortæller, at han, for at undgå at betale skat, betvang en løve, hvilket gjorde den byzantinske hersker så imponeret, at han slap for skat og i stedet blev helgenkåret og fik en kirke bygget. Ved siden af kirken lå et museum med nogle fantastiske guldfund fra de nærliggende udgravninger, Soli, som vi også besøgte. Dagens højdepunkt var dog Skt. Hilarion borgruinen fra 1300tallet, der skulle have inspireret Walt Disney til sit Snehvideslot. Den lå flot og vildt op ad en bjergside, og der var 732 meter til toppen, som man kunne forcere i tre etaper, hvis man orkede. Da Mie havde fortalt mig, at både hun og Per var kommet helt til tops tænkte jeg, at det måtte jeg også kunne gennemføre, trods mit dårlige knæ. Og det lykkedes da også at komme helt op med hiv og sving og knæbind, og der var en ufattelig flot udsigt og meget blæsende på toppen. Nedturen foregik mest kravlende i starten, da der ikke var meget at holde i, men ned kom jeg uden at falde over noget på vejen. Det var noget, der kunne mærkes i knæ og muskler de kommende dage, men jeg ville ikke have undværet turen! Om aftenen var et folkloreshow i Kyrenia includeret i prisen for dagens tur, og her dansede korpsdansere traditionelle danse fra Cypern iført folkedragter. Højdepunktet for mig var dog aftenens to mavedansere, og da Eylem havde sørget godt for sin gruppe, sad vi helt oppe foran scenen, så jeg kunne nærstudere danserne. Den første mavedanser var en meget høj, tynd kvinde, der havde hele udstyret med: Isisvinger, stok, sabel og fingercymbaler. Alt mestrede hun til fingerspidserne, og jeg, der forstod, hvad hun lavede og kendte alle bevægelserne, var ret imponeret. Den anden mavedanser var mere grov i udtrykket, men det var også en mand, der var blevet til kvinde. Det så man tydeligt, og det havde vi også fået at vide inden. Dog var han/hun også meget teknisk dygtig, og det var spændende at opleve de to forskellige dansere så tæt på. Jeg tog mange billeder.
Den sidste dag var tænkt som en fridag, men igen: Hvad skulle man foretage sig i halvdårligt vejr på det dødssyge hotel, så vi tilkøbte atter en udflugt, som denne gang var uden for guiden, Eylems regi, idet vi fik mulighed for en tur til den græske del af Cypern, nemlig til Larnaca og omegn. Eylem var dog behjælpelig med at tilmelde os og stole på, at vi kunne betale ham med euro i kontanter, når vi fik hævet dem i en automat på den græske del af Cypern. Det var nemlig problemet, når man løb tør for kontanter, at man kun kunne få tyrkiske lira ud af automaterne, men man kunne sagtens klare sig med euro, - også på den tyrkiske side. Vi kom af sted på turen og fik hævet og betalt den, da vi var tilbage igen om aftenen. Dagen bød på turen til Larnaca med besøg i St. Lazarus kirken, spadseretur langs havnepromenaden og græsk moussaka på en café. Undervejs så vi også Hala Sultan Tekke moskeen, - et muslimsk valfartssted, der lå ved en stor saltsø med flamingoer i det fjerne, samt landsbyen Lefkara, der var berømt for kniplingsarbejde og filigramsmykker. Her købte jeg et par søde øreclips. Det var enden på vores Nordcypern eventyr, og det blev ikke til meget søvn oven på den sidste, triste hotelmiddag.
Allerede først på natten måtte vi ud af fjerene og traske den lange vej ud af hotelområdet med vores bagage i mulm og mørke. Der var lovet lidt brød og kaffe i receptionen før vi skulle af sted med busserne kl. 2,45, men selvfølgelig var kaffemaskinen i stykker! Flyet afgik først lidt over seks om morgenen, og vi var ikke meget værd, da vi omsider landede i Kastrup kl. 10,30 efter turen hjem med mellemlandingen i Antalya.
Oven på det sidste hotelmareridt glædede jeg mig til at komme hjem og pakke ud og få hvilet lidt oven på den lange nat, og alt var tilsyneladende også ok hjemme, - indtil jeg kom til at se i køkkenet. Der ventede mig et mareridt af en overiset fryser, der havde skubbet døren op, så der var knust is overalt! Jeg måtte smide alt, hvad jeg havde i hænderne, da jeg så det, og lade kuffert være kuffert og hurtigst muligt tage ud og købe ny fryser for at redde, hvad der reddes kunne af indholdet. Var heldig at kunne få en ny bragt ud samme aften, men hele logistikken omkring ombytningen, da fryseren står UNDER mit køleskab, der intet fejler, var et mareridt! Alt skulle jo ud af begge skabe, hele køkkengulvet sejlede i is og vand, og der måtte to mand til at flytte rundt med sagerne, installere den nye fryser og fjerne den gamle, der stadig var fuld af is, selv om jeg havde slukket med det samme og forsøgt at skrabe noget af det værste væk. Det kostede næsten lige så meget som selve fryseren at få de to til at installere og bortskaffe den gamle overisede. Nu er der ryddet op, lørdag fik jeg fat i min rengøringshjælp og søndag inviterede jeg gæster for at få spist bare lidt af al den mad, jeg havde i fryseren. Det var ikke lige den afslutning på rejsen, jeg havde forestillet mig. Fra det ene mareridt til det andet!
Klik her 
for at komme tilbage til rejseoversigten.