Det er muligvis ikke gået op for ret mange, at jeg netop har været en uge i Libanon, for hele forløbet op til rejsen var fuldstændig kaotisk, og jeg vidste lige til det sidste ikke, om jeg kom af sted. Turen havde ellers været planlagt og bestilt længe, og jeg havde glædet mig vildt, da jeg to gange tidligere har forsøgt at komme dertil. Begge gange blev turen først beskåret på grund af uroligheder i visse områder af landet, og til sidst blev turen helt taget af programmet. Det skete to gange, og til sidst opgav jeg håbet om nogensinde at skulle se Libanon. Så kom denne helt nye tur hos Viktors Farmor (det var et andet bureau, jeg skulle have rejst med tidligere), og jeg slog glad til med det samme. Men så kom der lige pludselig også en tur til Saudi-Arabien med samme bureau, – noget der eller aldrig tidligere har kunnet lade sig gøre, idet der ingen turisme er i Saudi-Arabien, og man skal have et arbejde eller i det mindste en invitation for at kunne rejse dertil. Jeg MÅTTE bare deltage, koste hvad det ville! Der var bare den hage ved det, at turen lå næsten samtidig med Libanonturen, og endnu værre: Den overlappede min 40 års jubilæumskoncert nr. 2 i Helligaandskirken. Også min veninde, Mie, var helt vild, og det lykkedes os faktisk at få turen rykket, da den ikke var blevet udbudt endnu, men så skete der det, at Mie fik et ønskejob efter at være gået ledig noget tid, så hun måtte melde fra igen. Det stillede mig i et voldsomt dilemma: Skulle jeg rejse alene, når det havde været vores fælles projekt og svigte Mie, eller skulle jeg solidarisk trække mig og vente på, det blev muligt på et andet tidspunkt (og måske kom der så igen noget i vejen for en sådan rejse?) Hvis jeg trak mig, kunne jeg så få dårlig samvittighed over for ”Viktors Farmor”, der havde sat himmel og jord i bevægelse for at rykke turen, – for VORES skyld? Det havde jeg det også dårligt med, og endelig var der eneværelset, der var enormt dyrt på den i forvejen ret pebrede pionérrejse, hvor Mie og jeg skulle have delt værelse. Det sidste problem løste sig dog, da Jytte, en af mine gamle Yemenpiger, også ville med på turen, og selv om hun helst ville have eneværelse, ømmede hun sig også over prisen, så vi endte med at slå os sammen på denne tur. Så jeg valgte til sidst at tilmelde mig rejsen, som skal ligge i november, og Mie og jeg er heldigvis stadig på talefod. Nu kan det hele lige akkurat lade sig gøre, selv om mit program ligger tæt i dette efterår: Libanon i midt-oktober, koncert I Helligaandskirken d. 31. oktober, Saudi Arabien i midt-november og koncert i Den norske Kirke d. 9. december. Det flasker sig… det troede jeg i hvert fald, men så var der lige visumansøgningerne til Saudi-Arabien. Alle pas skulle sendes samlet til ambassaden, og vi måtte ikke selv foretage os noget. Al kontakt skulle foregå gennem Viktors Farmor. Jeg måtte aflevere mit pas og spurgte med henblik på Libanon, om jeg overhovedet kunne nå at få passet retur inden afrejse? Jo, det mente de bestemt, – det skulle ikke tage mere end en uges tid. Det gjorde det, – det trak ud og ud. Så skulle de pludselig have portrætfotos oveni, og så gik deres computere ned osv. Dagen før afrejsen til Libanon havde jeg endnu ikke modtaget mit pas, og jeg var det meste af dagen i kontakt med bureauet med henblik på, hvad jeg skulle stille op? Det var en underlig fornemmelse at gå og pakke uden at være sikker på at komme af sted, men kl. 15 kom passet, – bragt til mig af en kurér helt til døren! Pyh…. Det var lige i sidste sekund. Vi skulle stille i lufthavnen næste morgen kl. 4,55. Det var i øvrigt ikke noget visum i passet, – det havde de ikke fået ordnet på ambassaden, så det er en ommer, nu hvor jeg er tilbage igen. Men det tager vi en anden gang!
Ved mødet i lufthavnen var der kendte ansigter i rejsegruppen: Gitte og Allan, som Mie og jeg var i Mellemamerika med i 2014, og en kvinde, hvis ansigt jeg kendte fra menigheden i Christianskirken, hvor jeg er kirkesanger. Hun hed Jenni og havde bemærket mit navn på deltagerlisten, hvorimod jeg jo ikke kendte hendes navn. Verden er bestandigt lille, – man møder næsten altid nogen, der kender nogen, man selv kender, og jeg er af og til stødt på gengangere på rejser og nu også på denne. I øvrigt var vores rejseleder, Jens-Arne, på alle måder både festlig og vidende, og ved nærmere bekendtskab viste det sig, at han kendte det meste af sanggangen på MI (Musikvidenskabeligt Institut), bl.a. både Anne Rosing-Schou og Elisabeth Schouenborg, og så havde han sommerhus i Kulhuse!
Nå, men vi ankom efter flyskift i Istanbul (hvor jeg huskede at stille uret!) til Beirut sidst på dagen, og efter indkvartering på hotellet, der lå tæt på cornichen, var der kun tid til en tur sammen med gruppen langs vandet hen til Bay Rock Café, der lå med den smukkeste udsigt til Dueklipperne, hvor unge springer på hovedet fra klipperne, og hvor man kan sejle ind i nogle grotter. Der sad vi og nød solnedgangen over vandet og det vidunderlige, lune klima og var heldige at falde ind i cafeens ”happy hour” med dobbeltdrinks, før vi skulle hjem til middag på hotellet.
Næste dag var det tid til at udforske Beirut, – en stor, kaotisk by af nyt og gammelt, moderne højhuse, gamle palæer, nogle med skudhuller, kirker og moskeer, alle slags mennesker, der tilsyneladende levede fint mellem hinanden. Men først kørte vi ud af byen og nordpå til Jeita Grotten, som er en kæmpe seværdighed i Libanon. Med svævebane kørte vi op til et hulesystem i to etager, hvor man gik ind i det ene og sejlede gennem det andet. Kameraer var forbudt, men det lykkedes både mig og Jens-Arne at smugfotografere lidt, – jeg med mit gule ”spionkamera”, som jeg ikke havde afleveret ved indgangen. Grotten var bestemt flot og smukt lyssat, men jeg har efterhånden set en del smukke grotter, både i Nerja og Attenhöhle i Tyskland, så der skal noget til at imponere mig. På både ud- og hjemturen passerede vi Hundefloden, hvor sten og steler, der fortalte flere tusind års historie, var anbragt af så kendte konger som Alexander den Store, Nabucco, Napoleon m.fl. I Beirut besøgte i bl.a. Stjernepladsen midt i byen, hvorfra flere gader udgår fra et klokketårn, og hvor parlamentet og flere både ortodokse og maronittiske kirker ligger i nabolaget. Midt på pladsen udspilledes et livligt folkeliv af familier, der promenerede med deres småbørn, der drønede rundt på nogle sjove legecykler og blæste sæbebobler. Alt åndede fred og idyl. Vi besøgte en romersk-katolsk kirke og siden den store, imponerende Haririmoské med den blå kuppel og de fire minareter. Den er bygget i stil med den blå moské i Istanbul og financieret af den tidligere præsident Hariri, der blev dræbt af en bilbombe, og som nu har sit mausolæum lige uden for moskeen. Alle vi kvinder skulle, som jeg har oplevet det mange andre steder i Mellemøsten, tildækkes fuldstændig af de abayaer, vi fik udleveret ved indgangen, – så fik jeg øvet mig lidt til Saudi-Arabien, hvor jeg skal bære sådan en dragt hele tiden! Dagen rundedes atter af med ”happy hour” på Bay Rock café, før vi spiste middag ude i byen.
Den følgende dag kørte vi mod Byblos, hvor vi skulle bo i to nætter. Først gjaldt det dog et udsigtspunkt i byen Harissa, hvor der på toppen var anbragt en kæmpe statue, Libanons Moder, hvorved det var blevet til et valfartssted for kristne. Der var også en nyere katedral, men frem for alt var udsigten over Middelhavet imponerende. I Byblos besøgte vi først et børnehjem, ”Fuglereden”, der oprindeligt blev stiftet af en dansk kvinde, Maria Jacobsen, idet hun ville forsøge at redde nogle af de mange armenske børn, der blev forældreløse under det tyrkiske folkemord. Der var ikke meget børnehjem tilbage, men der var en fin udstilling i huset med billeder fra hjemmet i den periode, og nogle meget rystende billeder af de sultende og døde armenere, så det var nærmest blevet til en slags mindestue. Der var også billeder af Maria Jacobsen, bl.a. med det ridderkors, hun siden modtog, og en opstilling med hendes skrivebord. Og verden er endnu engang lille: Da jeg kommer hjem og henkastet fortæller min sanglærer, Sten Høgel, om turen og denne oplevelse, kan han berette, at Maria Jacobsen var veninde med hans mormor, og at hans mor også kendte hende og plejedatteren særdeles godt.
Hovedattraktionen i Byblos var naturligvis det store ruinområde, som hører til noget af det ældste, der er fundet. Her har fønikerne boet 3000 år f. kr. men allerede 7000 år før, er der fundet beboelser fra. I det hele taget har der været liv her i mange tusinde år, idet man brugte havnen til at sende og modtage varer. At man også har handlet med Egypten, vidner obeliskerne om, – der er flere af dem, ligesom rester af templer, sarkofager, et amfiteater og en korsridderborg.
Den følgende dag gik turen til Qadishadalen, hvor vi skulle se en olivenplantage, ejet af en dansk kvinde, Rikke, og hendes libanesiske mand. Hun tog selv imod os, og mens hun fortalte om livet i plantagen, kunne vi nyde lidt brød og oliven med hummus, og bagefter var der mulighed for at købe lidt af hendes olivenolie med hjem. Vi kørte videre til byen Bcharre, hvor vi besøgte den libanesiske digter og maler, Khalil Gibrans museum, og dernæst op til cedertræsskoven, hvor vi endelig kunne se de sjældne cedertræer, som er vartegn for landet og derfor afbildet på flaget. Træet er fredet og har en helt speciel lugt, men der var mange souvenirbutikker, der solgte ting, som skulle være udskåret i cedertræ, – meget af det var nok fake? Nogle af os købte dog en rå grenskive med et cedertræ udskåret i midten af skiven, – smukt og enkelt, – og lugten af træet borger for kvaliteten! Jeg fandt i øvrigt, ved et tilfælde, i en af disse souvenirbutikker, et sæt fingercymbaler med en vældig god klang i. Jeg havde netop tænkt på, om jeg mon kunne finde et eller andet mavedansrelateret, når jeg var i dette land, hvor mavedanserkulturen skulle være så stærk. Ved dagens frokost fik jeg i øvrigt mulighed for at smage en ny specialitet for området: Kibbeh (stegt, hakket lam i en slags paneret skal, – den lignede en stor krebinet). På tilbagevejen insisterede Jens-Arne på, at vi skulle ned i bunden af Qadishadalen, hvor han aldrig selv havde været, så vi kørte gennem noget af en stenørken for at lande i bunden af dalen, hvor vi fik mulighed for at besøge et eremitkloster, nemlig St. Antoine Qozhaya maronitklosteret fra det 11. årh., der var beboet af 15 eremitter. Inde i kirken sad en gammel, sortklædt eremit med langt hvidt skæg og læste, og snart kom der en til, og endnu en. Det var fascinerende at se disse gamle, langskæggede maronitter i lange, sorte kutter, – ren middelalder!
Middagen tilbage på hotellet i Byblos om aftenen var en overdådig buffet af meze, – de vidunderlige småretter med dip af hummus og andre skønne ting, små ruller med ost, lammelever, pirogger, lækre salater osv. Jeg spiste generelt alt, hvad der blev sat for mig, og jeg blev ikke syg af det, men ca. en trediedel af gruppen var på et eller andet tidspunkt ramt af maveonde, – nogle mere end andre, men det blev heldigvis aldrig alvorligt. Også Jens-Arne, vores rejseleder, var ramt.
Den følgende dag havde Jens-Arne besluttet at bytte rundt på de næste to dage hvilket logistisk var en god idé, så vi sparede køretid. Inden afgangen fra Byblos kastede vi dog lige et blik på den idylliske havn og kørte så sydpå over Beirut mod Anjar, der ligger i Bekaadalen. Anjar er en ummajadeby og den eneste af sin slags tilbage i Mellemøsten. Ruinområdet fra det 8. årh. rummede rester af huse og paladser med fine, spinkle buer og de typiske mure i stribede lag. Meget smukt. Da vi kørte ud af Anjar og nord på gennem Bekaadalen mod Baalbek, så vi for første gang en del flygtningelejre, men her var vi også tæt på den syriske grænse. Dette område blev man faktisk frarådet at besøge på Udenrigsministeriets hjemmeside, da det er ”Hizbollaland”, men vi hverken så eller mærkede noget til det. Det nærmeste, jeg kom Hizbolla på denne tur var den t-shirt med Hizbollapåskrift, jeg købte som souvenir i Baalbek.
Baalbek var jo turens højdepunkt, idet de flere tusinde år gamle ruiner stammer fra både fønikiske og romerske bebyggelser, og de store templer, Jupitertemplet og Bacchustemplet, er ualmindeligt velbevarede. Det var en stor oplevelse at gå i dette område, som man har set billeder af, og opleve, hvor stort det hele var. Vi så i øvrigt senere verdens største stenblok, udhugget i ét stykke. Den lå uden for Baalbek. Ærgerligt var det blot, at den store søjlerække, man altid ser på billeder, var under restaurering og dækket af et stort stillads. Afslutningsvis gik man mod udgangen gennem en slags museum, hvor enkelte udgravede statuer og udsmykkede friser var udstillede sammen med informative plancher, der gav et godt overblik.
Efter Baalbek kørte vi mod vores tredje overnatningssted, byen Zahleh, hvor vi havde to nætter. Næste morgen gik udflugten mod Choufbjergene og byen Deir al Qamar, en smuk by, hvor maronitter, jøder,muslimer og drusere skulle leve fredeligt side om side. På vejen passerede vi det ejendommelige Moussa slot, som havde en helt speciel historie. En ganske almindelig mand forelskede sig i en pige, han ikke måtte få. Faderen til pigen lovede, at hun kunne blive hans, hvis det lykkedes ham at bygge et slot til hende, – hvilket han gjorde, – og selv om det tog ham det meste af livet at bygge slottet, der var udsmykket med alverdens finurligheder, så holdt han ud og fik sin brud til sidst. Der var et relief af parret på den anden side af vejen ved dette besynderlige udflugtsmål. Vi var desværre ikke indenfor men nøjedes med at se slottet udefra. Endemålet for udflugten var nemlig Beiteddine slottet, bygget i 1700tallet og under forskellige fyrster og emirers herredømme gennem tiderne. Nu blev det også af og til brugt som præsidentbolig. Det var et henrivende palads, både inde og ude, med fantastisk udsmykning af lofter og paneler, med blyindfattede ruder, udskårne møbler med indlagt perlemor, flotte badefaciliteter og en hel udstilling af smukke mosaikker i gangen ud til parkanlægget. Efter frokosten, indtaget på en restaurant med udsigt over mod paladset, vi netop havde besøgt, gik turen hjemover til Zahleh, men inden holdt vi ind på den store vingård, Ksara, hvor der var vinsmagning. De tre vine, vi prøvede, var dog ikke lige efter min smag, så i stedet købte jeg i vinbutikken en lille flaske lokal arak, som er en typisk aperitif i Libanon.
Tilbage i Zahleh havde vi for første gang på turen lidt tid til overs til egne svinkeærinder, og vi blev anbefalet at gå en tur i byen, hvor der var mange butikker. Der var generelt mange modebutikker overalt i Libanon med meget fine kjoler, men jeg fandt en butik i hovedgaden, hvor alt var nedsat 50 %. Jeg havde jo tid til at kigge ordentligt på det hele og havde faktisk tænkt på, at jeg måske kunne finde en ny koncertkjole her, så jeg gik ind og prøvede tre creationer, før jeg bestemte mig for en hellang, grøn/turkisgrøn blondekjole i havfruefacon med håndbroderede blonder og perler. Fik den endda lidt yderligere ned i pris (til 200 dollars), og jeg havde en fest i butikken med de unge piger, der ekspederede mig og har gjort en god handel, som vi afsluttede med en kop kaffe i butikken. Jeg har tænkt mig at bære kjolen ved den sidste af mine 40års jubilæumskoncerter (i Den Norske Kirke) Det største problem var at få kjolen pakket ned i min kuffert, men det lykkedes, og nu er den da kommet frelst hjem uden pletter fra hverken den olivenolie eller arak, som jeg også havde i kufferten.
Nu var rejsen ved at lakke mod enden, og næste morgen gik turen atter mod Beirut, hvor dagens største oplevelse var Nationalmuseet, hvor vi kunne se mange af de enorme skatte, der er blevet gravet frem eller hentet ud af ruinområderne. Det var ligesom en sammenfatning af hele turen, men et stort indtryk gjorde det ikke mindst at se den lille film om, hvordan man forsøgte at beskytte og forsegle alle skattene på museet under borgerkrigen i halvfjerdserne, hvor alt blev sønderbombet. Man indstøbte simpelthen de store sarkofager og statuer i beton, da man ikke var i stand til at flytte dem, – og det virkede! Efter krigen kunne man skille det hele ad igen og ud kom de intakte skatte. Dog var der desværre gået en del andre ting tabt i oversvømmelser i kælderen, men jeg må sige, at udstillingen var virkelig imponerende. Særligt betagende var samlingen af smykker, der var ufatteligt ornamenterede med en detaljerigdom som overgår det meste af, hvad jeg har set andre steder. Der var også smykker, der var næsten tidløse i deres stil, – de kunne være skabt i vore dage! Jeg kunne have gået på det museum i flere dage. Efter museet så vi bygningen Beit Beirut, der er en totalt sønderbombet og gennembeskudt bygning midt i centrum af Beirut, der står som et monument over borgerkrigens rædsler. Jens-Arne havde i øvrigt en interessant bog, der ofte gik på omgang i bussen. Det var billeder af krigens rædsler og ofre, før og nu, og midt i elendighederne var der utrolige solstrålehistorier om folk, der genfandt hinanden efter mange år og var kommet sig efter mange lidelser.
Resten af dagen var på egen hånd, og vi blev sat af bussen i Hamra kvarteret og anbefalet et besøg på det amerikanske universitet, der havde til huse i smukke bygninger ved vandet. Her var også et arkæologisk museum, der var værd at besøge, og derefter slog jeg følge med at par af de norske damer fra gruppen og spiste frokost med dem, inden vi begav os mod hotellet. Om aftenen gjaldt det så afskedsmiddag på en restaurant i et helt andet kvarter af byen. Der skulle også være musik og underholdning, men ifølge vores meget søde og effektive lokalguide, Barbara, som var med os på hele turen, og som vi samme eftermiddag havde taget afsked med, ville der desværre ikke være mavedans. Det ærgrede mig en del, da Libanon er kendt for at være en af dansens højborge. Maden var udmærket og lokalet var fyldt med lokale libanesere, deriblandt mange kvinder, der vist havde gang i en fødselsdagsfest. Der var også andre grupper af både mænd og kvinder, og mange røg vandpibe. Men tiden gik, og der kom hverken musik eller underholdning, og da folk var trætte og vi skulle rejse næste dag, besluttede Jens-Arne desværre, at bussen gik hjemad med dem, der var stemt for det, og resten kunne så blive og tage en taxa. De fleste ville hjem og kun syv af os blev, Men det fortrød vi ikke, for knap var de andre gået, før den levende musik med en sanger i front gik i gang. Og lidt efter lidt kom kvinderne ud på gulvet og begyndte at danse, en efter en. Mange kunne virkelig danse, og snart var gulvet fyldt. Efter lidt overtalelse fra de andre ved bordet tog jeg mod til mig og rejste mig og dansede med. Og det kan nok være, der blev spidset øjne og ører, – de er jo ikke vant til turister, og så ovenikøbet en udlænding, der næsten danser orientalsk som en indfødt. Der var anerkendelse fra både kvinderne og de lidt ældre mænd, der sad i lokalet med vandpiber, og hver gang jeg måtte sætte mig for at puste ud ovenpå anstrengelserne, varede det ikke længe, før kvinderne hentede mig ud på gulvet igen. Behøver jeg at sige, at de af vores gruppe, der havde holdt ud til den bitre ende, fik én på opleveren. Jeg var også skyld i, at der blev serveret et enormt stykke lagkage som tak for underholdningen, da kagen til fødselsdagen kom ind. Det var i dén grad en festlig og skæg aften, som jeg sent vil glemme, og det blev meget sent, ud på de små timer, før vi i en ”service”taxa ankom til vores hotel.
Den følgende morgen var der ikke tid til ret meget andet end at forsøge at lukke kufferten og en kort tur op og ned ad cornichen, før turen gik mod lufthavnen og hjemturen startede. En skøn rejse i et dejligt rejseland med et vidunderligt klima og søde medrejsende var slut!
Som en lille fodnote til denne beretning bliver jeg nødt til at nævne, at jeg aldrig kom af sted til Saudi-Arabien. Da jeg efter Libanonrejsen afleverede passet igen til videre ekspedering på den saudiske ambassade sammen med mine øvrige rejsefællers pas, var der stadig intet sket med hensyn til visum, – alle passene lå der stadig. Vi ventede lige til dagen før afrejsen, hvor beskeden kom, at turen var aflyst, da gruppen ikke havde fået visum. At man ventede lige til det sidste med at aflyse skyldtes dog optimisme, da ét pas var gået igennem og havde fået visum. Det var et pas, der var kommet til senere… og passet var naturligvis mit!
Klik her 
for at komme tilbage til rejseoversigten.