for at komme tilbage til rejseoversigten.
Her, bedre sent end aldrig, kommer en beretning fra min seneste rundrejse i det ukendte, østlige Iran. Jeg har været i Iran to gange tidligere,- i 1997 og 2002,- men det er et land, man aldrig bliver færdig med, så det var spændende at skulle se nye egne på denne rejse, som også var en pionertur i områder, hvor der normalt ikke kommer mange turister, samt et gensyn med den skønne by Isfahan. Vi var en lille gruppe på 7 personer fra Horisont Rejser, der fløj med aftenfly fra Kastrup med skift i Istanbul, og landede meget tidligt næste morgen i Teheran, hvor vi blev modtaget af vores danske rejseleder, Eva Witte, der er bosat i Teheran, samt den iranske, engelsktalende lokalguide. Man var ganske smadret efter sådan en natteflyvning, men vi fik kun bevilget få timers søvn på hotellet, før turen gik ud i byen på sightseeing. Jeg har jo været i Teheran før, så bl.a. Nationalmuseet har jeg tidligere besøgt, men det er altid interessant at se de fantasifuldt udførte krukker og vaser, ofte udformet som dyrefigurer med humoristisk tilsnit, fra historiens skiftende perioder. Vi besøgte også Glas- og Keramikmuseet, der lå i et fint, gammelt palæ, og her havde jeg ikke været før. Der var en fin samling keramik og glas fra oldtiden op til vor tid. Inden vi skulle af sted med nattoget mod Mashhad, var der tid til et besøg på en hyggelig café, der lå i tilslutning til ”Kunstens hus”, og efter en kop kaffe kunne man nå en tur i den omliggende park. Her stiftede jeg for første gang atter bekendtskab med iranernes hang til at ”picnicce”. Rundt omkring sad og lå familier med mad og drikke, og jeg blev flere gange tilbudt at deltage. Iranerne er jo meget nysgerrige og gæstfrie, og de vil gerne snakke, lufte deres engelskkundskaber og høre, hvor man kommer fra. Tre yngre, iranske kvinder skulle høre, hvad jeg var for én, og selv om jeg undslog mig at deltage i deres måltid, endte jeg med at blive udstyret med både en karton juice, nogle chips og en ispind!
Så gik turen til Teherans hovedbanegård, hvor vi måtte vente på togafgang mod Mashhad, den hellige by helt ovre mod nordøst. Det var sjovt at iagttage alle de iranske familier, der skulle rejse med tog til alle egne af landet, - her fik man også indtryk af hverdagslivet i en storby. Da jeg ikke helt vidste, hvordan togrejsen ville forløbe, og hvor meget tid og mulighed der senere var for omklædning, var det her, jeg fik skiftet til min ”sorte sæk”, - det klædningsstykke, som min radiokorskollega, Hanne Ørvad, syede til mig, da jeg første gang skulle til Iran i 1997. Dengang var dresscoden meget strammere, og kvinder skulle være totalt tildækkede på arme, ben og hoved. I lufthavnen blev man mødt med store plancher, der viste, hvordan man helst skulle være klædt, samt, med et stort kryds henover, hvordan man absolut IKKE måtte se ud. Man skulle have tykke sokker i skoene, kjolen eller tunikaen skulle gå til midt på underbenet, ærmerne skulle dække håndleddene og der var 5 accepterede farver: Sort, grå, brun, mørkegrøn og mørkeblå. Makeup var ikke velset, - i hvert fald ikke neglelak og læbestift, og hovedtørklædet skulle være på konstant, når man bevægede sig uden for sit hotelværelse. Min sorte sæk var således dengang aldeles perfekt, og når jeg bevægede mig rundt i basaren i Isfahan, kunne jeg gå aldeles uanfægtet, da jeg lignede de andre sorte spøgelser. Også i 2002 havde jeg glæde af ”sækken”, men nu var tiden blevet en anden. Efter flere præsidentskift med deraf følgende reformer, har kvinderne heldigvis fået noget mere frihed på tøjområdet, så nu ser man kvinder i gadebilledet med bæltecottencoats, der dog skal dække enden, men alle farver er tilladte, og tørklæderne glider længere og længere bagom hovedet. I det hele taget er kvinderne meget fantasifulde med hensyn til at gå til grænsen af det tilladte, og alligevel se smarte ud. De unge kvinder er meget skønhedsbevidste og bruger meget makeup, og den helt store dille var åbenbart næseoperationer! Man så ofte på gaden unge mennesker af begge køn med plaster på næsen efter en sådan næsekorrektion.
Vi ankom til den hellige by, Mashhad om morgenen efter en ca. 800 km lang togtur i en hård køjeseng, og vi tog direkte på sightseeing i helligdommen. Det er et kæmpestort indhegnet område, der indbefatter moskeer, koranskoler, museer samt naturligvis mausoleet, hvor martyren, den 8. imam Reza, ligger begravet. Det er et af shiitternes allerhelligste steder, som der valfartes til, ligesom til Mekka. Det var i sig selv et under, at vi, som ”vantro” turister, kunne få lov at komme inden for i dette kompleks, men det skete heller ikke uden problemer. Jeg havde, udover min ”sorte sæk”, udskiftet hovedtørklædet med en hijab, som jeg i sin tid købte, da vi på min første rejse skulle besøge Qom, en anden hellig by i Iran. Det er et hovedtørklæde der trækkes på som en elefanthue, idet det sidder stramt rundt om hovedet og halsen. Jeg kunne dårligt være mere islamisk klædt. Dette til trods skulle vi alligevel alle sammen iføres en chador udover, hvad vi kvinder i øvrigt havde på (et stort stykke stof, der er lige for oven og danner en halvcirkel for neden, så man svøber det om sig. Næste hurdle var den inkonsekvens, man møder overalt i Iran inden for alle områder: Vi måtte ikke have kameraer med ind, men man måtte gerne fotografere med telefon! ØV… jeg havde glædet mig sådan til at se og fotografere netop i Mashhad, der stod for mig som noget særligt og mystisk, og jeg har jo ikke sådan en moderne telefon! Nå, - jeg måtte jo aflevere kameraet, hvorefter vi alle skulle gennem en ”sluse”, - kvinder og mænd adskilt,- hvor vi blev vurderet. Jeg følte mig godt rustet, rent påklædningsmæssigt, men kvinden der skulle se mig an, fik øje på min orange neglelak (måske nok lidt dristigt af mig at bære netop dén farve i Iran). Hun smilede og rystede på hovedet, og jeg fik besked på at gemme fingrene godt under chadoren, når jeg gik ind. Inde i helligdommen lavede jeg et samarbejde med Karin, en af de andre kvinder i gruppen. Hun fotograferede med sin telefon, og jeg holdt fast i hendes chador under hagen, så den ikke gled af, mens hun tog billederne. Den var nemlig ikke helt nem at holde styr på, da den kræver en fast hånd hele tiden, for ikke at falde ned. Jeg har nu, efter vi er kommet hjem, fået en cd med Karins billeder fra Mashhad, hvilket jeg er meget taknemmelig for, når jeg nu ikke selv kunne fotografere. Et af de steder i helligdommen der gjorde størst indtryk, var et underjordisk bederum under selve mausoleet. Man trådte ind i et kæmpestort rum, fyldt med små, glitrende spejle, sat op i mosaikker, som reflekterede lyset helt forunderligt. På gulvet lå folk og bad, og der kunne fotograferes helt uden problemer, hvad iranerne også selv gjorde, - med deres telefoner. Et underligt skue
Mashhad er også kendt for sine poeter, bl.a. Ferdowsi, hvis mausoleum vi besøgte. I det hele taget var denne del af Iran hjemsted for mange poeter, mystikere og sufier, og på resten af turen besøgte vi flere mausoleer og moskeer med tilknytning til disse. Fra Mashhad kørte vi nu med bus sydover gennem den store øde provins, Khorasan, og passerede Torbat-e-Haydarieh med endnu et sufimausoleum, og videre til Bidokht, hvor vi overnattede. Der så vi også en sufimoské med kloster, der lå meget smukt i aftenlyset. Videre næste dag til Birjand gennem et område med blandt andet safranproduktion. Herfra kørte vi genem en stor ørken, Dasht-é-Lut, hvor vi på afstand kunne betragte vilde kameler og flotte landskaber. Det var en lang køretur til ørkenbyen Kerman, hvor vi skulle være i to døgn. Det er en smuk gammel by med lerklinede huse og en stor, overdækket basar med karavanserai. Den første dag kørte vi dog uden for byen og så bl.a. et stort citadel i Rayen. Tidligere kunne man besøge et endnu større i nabobyen Bam, men det faldt sammen ved et stort jordskælv for nogle år tilbage. I byen Mahan besøgte vi nok et sufimausoleum, og vi spiste frokost i en restaurant beliggende i en såkaldt ”paradishave”, - et stort, fredfyldt havekompleks med rislende vandfontæner, - dette er et typisk persisk udflugtsmål for familier, og også her blev vi nysgerrigt kontaktet af lokale iranere på udflugt, der ville fotografere os sammen med dem selv. Der var en rigtig god og afslappet stemning.
I selve Kerman var vi den følgende dag i basaren, hvor vi besøgte et tidligere hamam, nu museum, samt karavanseraiet. Og endelig var der tid til lidt shopping på egen hånd, hvor jeg bl.a. fik købt nogle krydderier og hjalp en af de andre kvinder i gruppen, Sonja, med at blive ordentligt ekviperet og få pruttet prisen ned. Hun havde ikke fået noget helt passende tøj med, da ingen af hendes bluser dækkede enden og det kunne nemt give problemer, hvis ”tøjpolitiet” skulle dukke op. Vi fandt to tunikaer, som hun fik glæde af resten af turen. Derefter skulle vi spise frokost i en traditionel og hyggelig restaurant midt i basaren med vandpiber og klassisk, iransk musik, - et meget stemningfyldt sted med masser af lokalkolorit og dejlig mad. Desværre havde denne restaurant benyttet sig af samme metode, som man bruger til markoverrisling (ghanats/vandkanaler) og til at give kølighed i det varme rum. Da jeg greb min stoftaske på gulvet, havde den stået i vand til op på midten! Det krævede hurtig indgriben at få alle papirer, bøger, telefon og kamera op, men da vi heldigvis skulle køre i bus derefter, foregik resten af dagens køretur til Yazd med fuld aircondition og mig siddende og lufte siderne i bøgerne. Resten af tørreprocessen klarede jeg med hotellets hårtørrer, og heldigvis var hverken kamera eller telefon kommet noget til.
Yazd er frem for alt kendt for at være hovedsæde for zoroastrianismen, altså ildtilbedelsen og Zarathustra, og vi startede da også med at køre uden for byen til de to ”Stilhedens tårne”,- to bjerghøje tæt på hinanden, hvor man tidligere anbragte de døde, så de i fred og ro kunne tørre ind af vind og vejr og resterne blive spist af fugle. Vi besteg det ene tårn. I selve Yazd besøgte vi ildtemplet, hvor der stadig brænder en evig flamme, som holdes i live af en zoroastrer. Der er ikke mange tilbage af denne gamle religion, men de der er, får lov at dyrke den i fred. I Yazd så vi også de for området typiske vindtårne, der giver luft og kølighed indendørs i det meget varme klima. Man finder dem også i Golfstaterne. Derudover besøgte vi Vandmuseet, hvor en meget fin model af Yazd og omegn med disse ghanat-vandkanaler viste, hvordan systemet fungerede som vandforsyning af by og land. Om aftenen ventede en overraskelse, idet vores to rejseledere havde arrangeret, at vi kunne komme hen og se en form for iransk brydning eller nærmere fitness, der er en lokal folkesport for mænd. Vi kom ind i et lille, rundt rum, hvor både mænd og kvinder sad langs væggen og kiggede ned på ”manegen”, hvor en håndfuld mænd stod og svingede med store køller eller nogle store jernstænger med kæder på. Det hele blev udført til inciterende trommerytmer og derudover en ”kommentator”, der opildnede i mikrofon. En besynderlig sport, men sjovt var det bestemt at opleve den.
I Yazd fabrikeres porcelæn, bl.a. det spisestel, jeg har i Sølager, som jeg har købt i det hygglige, persiske Galleri Pialeh på hjørnet af Bülowsvej og Grundvigsvej. Sidst jeg var i Iran, fandt jeg nogle krus af stellet i Isfahan, men også denne gang lykkedes det at finde nogle nye dele til stellet, som jeg ikke har set før, og det hele koster jo ikke en brøkdel af, hvad det gør hjemme. Efter at have fået delene hjem i hel tilstand, kan jeg godt ærgre mig over ikke at have købt noget mere! Til slut gik turen mod Isfahan, men først over tæppebyen Na’in, hvor vi besøgte nogle af de grotter, hvor man stadig, efter gammel tradition, sidder og væver. Nogle i gruppen købte smukke kelinmtæpper, men jeg nøjedes med en lille, rund måtte i typisk Na’in stil, da jeg var opsat på at købe et rigtigt tæppe i Isfahan.
Det var skønt at gense Isfahan som er en utroligt smuk by, med Zayandefloden, der skærer igennem (den er dog mere eller mindre udtørret det meste af året) og de smukke, gamle broer, som vi også gik over. Hovedattraktionen er dog den store Imamplads eller Shahplads, som den hed før revolutionen. Her ligger den flotte hovedmoské, overdådigt udsmykket af kakler og mosaikker for enden af pladsen, med Shahpaladset på den ene side og den yndige Lotfollah moské overfor, og hele vejen rundt går den overdækkede basar. Hele herligheden havde sin storhedstid undere Shah Abbas d. 1. i 1600tallet Han har stået for de flotteste bygningsværker i byen, - Irans Christian d. 4.!
Alt hvad vi så i Isfahan var gensyn for mig. Først besøgte vi det armenske kvarter Yolfa, med Vank katedralen med den voldsomme vægudsmykning, dernæst gik vi tur på de to ældste broer, og endelig så vi Imampladsen med moskeerne og paladset, og næste dag besøgte vi gæstepaladset, Chehel Sotun, med de 40 søjler, eller rettere 20, der spejler sig i et bassin og bliver til 40. Desværre var mange af seværdighederne under restaurering med overdækninger, stilladser m.m., hvilket skæmmede, og jeg priser mig lykkelig over at have været i Isfahan for mange år siden, hvor alting stod udækket i al sin pragt. Men selvfølgelig må der jo af og til vedligeholdelse til.
Der var heldigvis også tid til shopping den sidste dag i Isfahan, men inden vi nåede så langt, skulle vi både besøge en miniaturemaler og en tæppehandel. Jeg havde jo mit helt eget projekt, idet jeg var indstillet på at finde den tæppehandel, Sina Carpet, hvor jeg i 1997 havde købt mine to første Qom silketæpper, og som jeg genfandt i 2002, hvor de oven i købet kunne huske mig, og hvor jeg da købte et turkmensk uldtæppe. Jeg havde gjort mit forarbejde ved at medbringe tæppekvitteringerne og fotos af tæpperne samt af de handlende fra den gang, og jeg vidste hvor butikken lå i basaren. Jeg rejste med en kuffert der kun var halvt fyldt, så der ville være plads til et tæppe i den ene halvdel. Men jeg kunne ikke finde butikken denne gang, og både vores rejseleder, Eva, og vores iranske guide sagde, at de godt kendte til Sina Carpet men ikke mente den lå, hvor jeg sagde, den lå, og yderligere var den ophørt med at være tæppehandel. I mellemtiden havde vi med gruppen været i en anden tæppeforretning, og allerede der forelskede jeg mig omgående i et yndigt Isfahan-silketæppe, hvilket overhovedet ikke var meningen. Jeg havde på forhånd regnet med at skulle have et Na’in tæppe, som er et uldtæppe vævet i hvid/blå nuancer, som ville passe i min spisestue og ikke slå bunden ud af min økonomi. Jeg havde en smertetærskel for, hvor stort et beløb, jeg måtte bruge, men dette tæppe kostede det dobbelte! Lagt op ved siden af et Na’in tæppe blegnede dette totalt, - jeg MÅTTE have det dyre Isfahan, - koste, hvad det ville! Først gik jeg dog alligevel på jagt i Isfahans basar efter min gamle tæppehandel efter at have fået lagt mit silketæppe til side til senere. Men efter at have spurgt mig for og vovet mig længere og længere ind i den gamle basar, måtte jeg til sidst opgive, da en handlende kunne fortælle mig, at den for flere år siden var overgået til sølv-og antikshop, så jeg opgav at finde den. Jeg vendte tilbage til den anden tæppehandel og fik pruttet prisen 800 dollars ned på mit tæppe, så jeg gjorde vist alligevel en god handel, da tæppehandleren kunne se, jeg var seriøs og vidste noget om tæpper og hvad jeg ville have, og han var også lidt imponeret over, at det var mit tredje Iranbesøg.
Vores danske rejseleder, Eva Witte, var et helt kapitel for sig. Hun havde studeret persisk sprog og kultur på universitetet i Kbh. men var flyttet til Iran for at studere på universitetet i Teheran og havde forelsket sig så meget i Iran, at hun valgte af flytte permanent til landet og blive iransk statsborger. Dette havde dog ikke været helt let, da hun også gerne ville bevare sit danske statsborgerskab, og inden hun for nylig kom til vejs ende i hele den sag havde hun været noget af et drama igennem, der ville være lige til en bog, uden at jeg dog vil gå nærmere i detaljer omkring hele historien, der både indbefatter proformaægteskab og udvisning af landet. Men spændende var hendes beretning. Hun var en guldgrube af viden omkring landet og kulturen, som lå hendes hjerte nær, og hvad hun ikke vidste, kunne vores iranske guide supplere med. De var et godt team. Eva betegnede også sig selv som en ædedolk, hvilket kom os til gode, da hun undervejs forsøgte at præsentere os for alle de iranske egnsretter, så måltiderne blev så varierede, som muligt. Det var skønne retter med yoghurt som en hovedingrediens, - ofte krydret med skalotteløg, - lamme- kalve- eller kyllingeragouter med f.eks. kvæder eller blommer, lækre aubergineretter og de specielle ris, stegt i smør og yoghurt med stegeskorpen ovenpå. Vi smagte også kamelragout, - lækkert, - og på restaurant Sharazad, hvor jeg har været før, fik vi nationalretten ”fesenjun”, - kylling og valnødder i granatæblejuice. Den sidste aften på Abbassi Hotel, hvor jeg har boet engang, fik jeg vagtler. Da alkohol naturligvis er forbudt i Iran, skyllede man den lækre mad ned med udmærket alkohofri øl, ofte med citrus eller ingefærsmag. Det smagte udmærket!
Ja, - det var i sandhed en dejlig rejse i det ukendte, østlige Iran. Jeg er ikke sikker på, jeg er færdig med det land? Der er stadig egne, jeg ikke har besøgt, og man kan jo stadig bruge et tæppe eller to? Foreløbig glæder jeg mig over mit lyseblå silketæppe, der pryder et stykke af spisestuen og dækker lidt af mit gamle slidte gulvtæppe.
Klik her for at komme tilbage til rejseoversigten.